Bekendtgørelse af noteveksling af 26. marts og 11. april 1968 med Jugoslavien om undgåelse af dobbeltbeskatning af luftfarts- og skibsfartsindtægter.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af noteveksling af 26. marts og 11. april 1968 med Jugoslavien om undgåelse af dobbeltbeskatning af luftfarts- og skibsfartsindtægter.
Ved noteveksling af 26. marts og 11. april 1968 er der i Beograd afsluttet en overenskomst mellem Danmark og Jugoslavien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår luftfarts- og skibsfartsindtægter. De udvekslede noter har følgende ordlyd
KONGELIG DANSK AMBASSADE BEOGRAD
Den kongelige danske ambassade bevidner Den socialistiske Forbundsrepublik Jugoslaviens udenrigsministerium sin højagtelse og har den ære, ifølge instruks fra sin regering, at forelægge følgende forslag
1. Den kongelige danske regering erklærer under udøvelse af den ved lov nr. 74 af 31. marts 1953 om indgåelse af overenskomster med fremmede stater til undgåelse af dobbeltbeskatning m.v. givne bemyndigelse, under forbehold af gensidighed, at jugoslaviske foretagender, som udøver luftfarts- og skibsfartsvirksomhed, i Danmark fritages for alle indkomstskatter og andre skatter af fortjeneste hidrørende fra deres udøvelse af sådan virksomhed; denne fritagelse omfatter tillige skatter på løsøre, herunder skibe og luftfartøjer, som benyttes af sådanne foretagender.
2. Den socialistiske Forbundsrepublik Jugoslaviens regering erklærer under udøvelse af den ved artikel 73 i hovedloven om skatter givne bemyndigelse, under forbehold af gensidighed, at danske foretagender, som udøver luftfarts- og skibsfartsvirksomhed, i Jugoslavien fritages for alle indkomstskatter og skatter af fortjeneste hidrørende fra deres udøvelse af luftfarts- og skibsfartsvirksomhed; denne fritagelse omfatter tillige skatter på løsøre, herunder skibe og luftfartøjer, som benyttes af sådanne foretagender.
3. Fritagelsen ifælge punkt 1 og 2 finder også anvendelse på indkomst, som erhverves af danske og jugoslaviske civile luftfartsforetagender, der deltager i en "pool", et fælles foretagende eller et internationalt agentur, som udøver transportvirksomhed.
4. Udtrykket "som udøver luftfarts- og skibsfartsvirksomhed" omfatter erhvervsmæssig transport af personer eller gods foretaget af ejeren, befragteren eller lejeren af luftfartøjer og skibe.
5. Udtrykket "danske foretagender" betyder foretagender, som udøver luftfarts- og skibsfartsvirksomhed, hvis hovedkontorer er beliggende i Danmark, og som drives enten af fysiske personer, der er bosiddende i Danmark og ikke samtidig bosiddende i Jugoslavien, eller af personsammenslutninger eller kapitalselskaber, som er stiftet i overensstemmelse med dansk lovgivning, herunder selskaber, hvori den danske regering er deltager.
Udtrykket "jugoslaviske foretagender" betyder foretagender, som udøver luftfarts- eller skibsfartsvirksomhed, hvis hovedkontorer er beliggende i Jugoslavien, og som drives af personsammenslutninger eller kapitalselskaber, som er stiftet i overensstemmelse med jugoslavisk lovgivning, og som har deres hjemsted i Jugoslavien, uden samtidig at have hjemsted i Danmark, herunder sådanne selskaber, hvori den jugoslaviske stat er deltager.
6. Fritagelsen i medfør af punkt 1, 2 og 3 finder anvendelse på indkomst, som erhverves af danske og jugoslaviske foretagender i ethvert kalenderår, som begynder efter den 31. december 1964.
7. Danmarks regering eller Jugoslaviens regering forbeholder sig retten til at tilbagekalde denne erklæring ved udløbet af et kalenderår ved en skriftlig meddelelse afgivet ikke senere end 6 måneder i forvejen; i så fald skal fritagelsen sidste gang finde anvendelse på indkomst, som erhverves af danske og jugoslaviske foretagender i det pågældende kalenderår.
Hvis dette forslag kan tiltrædes af den jugoslaviske regering, skal denne note tillige med udenrigsministeriets bekræftende svar betragtes som udgørende en overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Den socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien til undgåelse af dobbeltbeskatning af foretagender, som udøver luftfarts- og skibsfartsvirksomhed.
Den kongelige danske ambassade benytter denne lejlighed til påny at forsikre udenrigsministeriet om sin mest udmærkede højagtelse.
Beograd, den 26. marts 1968.
Den socialistiske Folkerepublik
Jugoslaviens udenrigsministerium,
Beograd.
Den socialistiske Forbundsrepublik Jugoslaviens udenrigsministerium bevidner Danmarks ambassade sin højagtelse og har den ære at henvise til ambassadens sålydende note af 26. marts
(her følger teksten til foranstående note)
Udenrigsministeriet har den ære at bekræfte, at den socialistiske Forbundsrepublik Jugoslaviens regering er enig i indholdet af ambassadens note. Ambassadens note og dette svar skal derfor udgøre en overenskomst mellem den socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien og Kongeriget Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning af foretagender, som udøver luftfarts- og skibsfartsvirksomhed.
Udenrigsministeriet benytter denne lejlighed til påny at forsikre Danmarks ambassade om sin mest udmærkede højagtelse.
Beograd, den 11. april 1968.
Til den
kongelige danske ambassade,
Beograd.
Overenskomsten trådte i kraft den 11. april 1968.
Udenrigsministeriet, den 18. december 1968.
Poul Hartling.
Ingen