Bekendtgørelse af handelsaftale af 23. november 1966 med Elfenbenskysten.
Table of Provisions (14)
Statutory Text (14 Articles)
Artikel 1.
De kontraherende parter tilstår hinanden mest - begunstigelsesbehandling med hensyn til told såvel som med hensyn til alle regler og formaliteter, skatter og særafgifter, der vedrører import og eksport, transit af varer samt betalingsoverførsler.
Artikel 2.
Bestemmelserne i artikel 1 finder dog ikke anvendelse
a) på fordele, som en af de kontraherende parter indrømmer eller måtte indrømme nabolande i grænsetrafikken,
b) på fordele og begunstigelser, som Republikken Elfenbenskysten tilstår eller måtte tilstå lande, med hvilke den er i toldunion eller frihandelsområde eller med hvilke den deltager i andre lignende internationale ordninger,
c) på fordele og begunstigelser, som Kongeriget Danmark tilstår eller måtte tilstå lande, med hvilke det er i toldunion eller frihandelsområde eller med hvilke det deltager i andre lignende internationale ordninger.
Artikel 3.
De kontraherende parter vil bestræbe sig på at udvikle samhandelen mellem de to lande i overensstemmelse med deres import- og eksportbestemmelser. Et særligt hensyn vil blive taget til de varer, der er anført i de til nærværende aftale knyttede lister »A« og »B«, som er en del af aftalen. Der er enighed om, at samhandelen mellem parterne ikke er begrænset til de varer, som er anført på disse lister.
Artikel 4.
Alle betalinger mellem fysiske eller juridiske personer i de kontraherende lande skal afvikles i konvertibel valuta.
Artikel 5.
De kontraherende parter forpligter sig til ikke at tage diskriminerende forholdsregler, som ville kunne begrænse de to landes handelsflåders frie udøvelse af international kommerciel skibsfart.
De kontraherende parter forbeholder sig ret til at tilstå kyst- og småskibsfart, bugsering og kystfiskeri særlige fordele.
Artikel 6.
Hver af de kontraherende parter vil i sine havne tilstå den anden kontraherende parts skibe samme behandling, som tilstås egne skibe. Denne ordning vil finde anvendelse med hensyn til toldformaliteter, ved opkrævning af havneafgifter og -gebyrer, fri adgang til havne og disses benyttelse samt enhver facilitet ydet søfarten og økonomisk virksomhed vedrørende skibene, deres besætninger, deres passagerer og det transporterede gods. Heri er særlig indbefattet adgang til at lægge til kaj og faciliteter for lastning og losning i henhold til havnereglementerne.
Alle spørgsmål vedrørende sø- og transportforsikring i samhandelen mellem de kontraherende parter vil frit kunne afgøres mellem importører og eksportører i henhold til de love, der er gældende i de kontraherende parters lande.
Artikel 7.
Investeringer såvel som ejendom, rettigheder og interesser tilhørende statsborgere, fonds, sammenslutninger eller selskaber i den ene af de kontraherende parters lande skal på den anden parts område nyde en retfærdig og rimelig behandling i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i de kontraherende parters nationale lovgivninger, og som i det mindste er lige så god som den behandling, der tilstås den mestbegunstigede nations statsborgere, fonds, sammenslutninger eller selskaber.
Hver af de kontraherende parter garanterer den anden kontraherende parts statsborgere, fonds, sammenslutninger eller selskaber overførsel af investeret kapital samt af udbytte af kapitalen og, i tilfælde af likvidation, provenuet heraf.
Såfremt en af de kontraherende parter måtte ekspropriere eller nationalisere ejendom, rettigheder eller interesser tilhørende statsborgere, fonds, sammenslutninger eller selskaber fra den anden part eller på anden måde direkte eller indirekte gennemføre enhver anden form for fratagelse af ejendom tilhørende den anden parts statsborgere, fonds, sammenslutninger eller selskaber, da må vedkommende part være rede til at betale effektiv og passende erstatning. Erstatningsbeløbet, som skal fastsættes på tidspunktet for ekspropriationen, nationaliseringen eller ejendomsfratagelsen i øvrigt, skal uden hensyn til fordringshaverens opholdssted kunne overføres og udbetales uden uberettiget forsinkelse. Ekspropriation, nationalisering eller ejendomsfratagelse i øvrigt må dog ikke være af diskriminerende art og må kun foretages af hensyn til almenvellet.
Artikel 8.
Såfremt der de kontraherende parter imellem måtte opstå uoverensstemmelse med hensyn til fortolkningen eller gennemførelsen af de i ovenstående artikel 7 anførte bestemmelser, og såfremt sådan uoverensstemmelse ikke kan løses på tilfredsstillende måde ad diplomatisk vej inden for en tidsfrist af seks måneder, vil sagen på begæring af den ene eller den anden part være at indbringe for en voldgiftsret på tre medlemmer. Hver part udpeger en voldgiftsmand.
De to voldgiftsmænd udpeger derefter en formand, der skal være statsborger i et tredjeland.
Såfremt en af parterne ikke har udpeget en voldgiftsmand og ikke har fulgt opfordringen fra den anden part til inden for et tidsrum af to måneder at foretage den pågældende udpegning, vil voldgiftsmanden på denne parts begæring være at udnævne af præsidenten for Den internationale Domstol.
Såfremt de to voldgiftsmænd ikke inden to måneder efter deres udpegning kan nå til enighed om valget af formand, skal denne på begæring af en af parterne udpeges af præsidenten for Den internationale Domstol.
Såfremt præsidenten for Den internationale Domstol måtte være forhindret, eller hvis han er statsborger i et af de kontraherende lande, vil udpegningen blive foretaget af vicepræsidenten. Hvis denne er forhindret, eller hvis han er statsborger i et af de kontraherende lande, vil udpegningen være at foretage af domstolens ældste medlem, som ikke er statsborger i noget af de to kontraherende lande.
Medmindre de kontraherende parter træffer anden bestemmelse, vil retten selv fastlægge sin procedure. Voldgiftsretten træffer sin beslutning ved majoritet.
Rettens afgørelser er bindende for parterne.
Hver af de kontraherende parter betaler omkostningerne i forbindelse med den af den udpegede voldgiftsmand. De to parter bidrager med samme andel i udgifterne i forbindelse med voldgiftsrettens formands arbejde.
Artikel 9.
Statsborgere i det ene af de kontraherende lande vil ikke kunne pålægges højere skatter, gebyrer og afgifter på den anden kontraherende parts territorium end dem, som påhviler sidstnævntes statsborgere. Denne bestemmelse gælder også for handels- og industriforetagender, herunder skibsagenturer, tilhørende fysiske eller juridiske personer fra en af parterne på den anden parts territorium.
Artikel 10.
Der er nedsat en blandet kommission til gennemførelse af nærværende aftale og udvikling af de økonomiske forbindelser mellem de kontraherende parter. Denne kommission skal i særdeleshed fastsætte værdien og arten af de varer, som udveksles årligt. Den skal træde sammen efter anmodning fra en af parterne.
Artikel 11.
Bestemmelserne i nærværende aftale vil, også efter aftalens udløb, finde anvendelse på alle kontrakter, som er indgået i gyldighedsperioden, men som ikke i fuldt omfang er blevet opfyldt inden datoen for aftalens udløb.
Artikel 12.
Nærværende aftale vil være midlertidigt gældende fra undertegnelsesdatoen og træder endeligt i kraft efter en noteveksling, som bekræfter, at de forfatningsmæssige forskrifter er blevet efterkommet.
Den er gældende for eet år og fornyes stiltiende for et år ad gangen. Eventuel opsigelse af aftalen bliver først effektiv efter at være afgivet med tre måneders varsel inden gyldighedsperiodens udløb.
Udfærdiget i Abidjan den 23. november 1966 i to originaleksemplarer på fransk.
For Kongeriget Danmarks regering
H.A. Biering
Danmarks ambassadør
For Republikken Elfenbenskystens regering
Konan Bedie
Befuldmægtiget økonomi- og finansminister
LISTE A
Danske eksportvarer til Elfenbenskysten.
Mejeriprodukter
Svinekød
Slagtet fjerkræ
Kødkonserves
Tarme
Fiskekonserves
Grøntkonserves
Tørelementer
Øl
Vine
Spirituosa, industriel alkohol
Konfekture, Tyggegummi
Farver og lakker
Maskiner, motorer og apparater
Landbrugsmaskiner, herunder traktorer
Duplikatorer og andre kontormaskiner
Fotografiske artikler og kontorartikler
Papirvarer m.v.
Cement, specialcement
Udstyr til automobilværksteder
Medicinalvarer
Margarine-aroma
Emulgeringsmiddel til margarine
Emulgerings- og stabiliseringsmiddel til iscreme og mælkeprodukter
Enzymatiske afsletningsprodukter
Diverse
LISTE B
Ivorianske eksportvarer til Danmark.
Kaffe og produkter heraf
Kakao og produkter heraf
Hårdttræ, savskåret, enkelt- og krydsfiner
gummi
Bananer
Palmeolie
Ananas og ananaskonserves
Diverse
Aftalen er i medfør af artikel 12 trådt endeligt i kraft den 10.
januar 1968.
Udenrigsministeriet, den 27. august 1968.
Poul Hartling.
Bekendtgørelse af handelsaftale af 23. november 1966 med Elfenbenskysten.
Den 23. november 1966 er der i Abidjan indgået en handelsaftale mellem Danmark og Elfenbenskysten. Teksten til aftalen og de dertil knyttede varelister lyder i dansk oversættelse som følger
Handelsaftale mellem Kongeriget Danmark og Republikken Elfenbenskysten.
Kongeriget Danmarks regering og Republikken Elfenbenskystens regering er,
opfyldt af ønsket om at styrke de venskabelige bånd, der består mellem de to lande, og udvikle deres handelsmæssige forbindelser
blevet enige om følgende bestemmelser
Ingen