Bekendtgørelse nr. 82 af 30. juli 1968 af overenskomst af 10. marts 1966 med Italien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat.

Bekendtgørelse nr. 82 af 30. juli 1968 af overenskomst af 10. marts 1966 med Italien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat.

Ved kgl. resolution af 7. maj 1966 har Danmark ratificeret den i København den 10. marts 1966 undertegnede overenskomst mellem Danmark og Italien til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhin dring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat. Overenskomsten har følgende ordlyd

OVERENSKOMST MELLEM DANMARK OG ITALIEN TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING OG FORHINDRING AF BESKATNINGSUNDDRAGELSE FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKAT OG FORMUESKAT.

Regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Italien, der ønsker at afslutte en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår indkomstskat og formueskat, er blevet enige om følgende bestemmelser

Artikel I.

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der udskrives på hver af de kontraherende staters, deres politiske underafdelingers eller lokale myndigheders vegne uden hensyn til, hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter anses alle skatter, der pålignes på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved afhændelse af løsøre eller fast ejendom, skatter på det samlede beløb af gager eller lønninger udbetalt af foretagender, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke denne overenskomst finder anvendelse, er især

(a) I Danmark

(i) De ordinære indkomstskatter til staten,

(ii) formueskatten til staten,

(iii) de kommunale indkomstskatter,

(iv) folke- og invalidepensionsbidraget,

(v) sømandsskatten,

(vi) den særlige indkomstskat,

(vii) kirkeskatten

(herefter omtalt som "dansk skat").

(b) I Italien

(i) Skatten af ubebyggede grunde (imposta sul reddito dei terreni),

(ii) skatten af bygninger (imposta sul reddito dei fabbricati),

(iii) den proportionale indkomstskat (imposta sui redditi di ricchezza mobile),

(iv) skatten af indkomst af landbrugsvirksomhed (imposta sui redditi agrari),

(v) den progressive tillægsindkomstskat (imposta complementare progressiva sul reddito),

(vi) selskabsskatten (imposta sulle societaa),

(vii) skatten af obligationer (imposta sulle obbligazioni),

(viii) de skatter, som pålignes indkomst af provinser, kommuner og handelskamre

(herefter omtalt som "italiensk skat").

4. Denne overenskomst skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der fremtidig måtte blive pålagt som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter. Ved slutningen af hvert år skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater give hinanden underretning om ændringer, som er blevet foretaget i deres respektive skattelove.

5. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig overenskomst afgøre eventuelle tvivlsspørgsmål om, hvilke skatter overenskomsten omfatter.

Artikel II.

1. I denne overenskomst skal nedenstående udtryk, hvis ikke andet fremgår af sammenhængen, have følgende betydning

(a) Udtrykket "Danmark" betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland;

(b) udtrykket "Italien" betyder Den italienske Republik;

(c) udtrykkene "en af de kontraherende stater" og "den anden kontraherende stat" betyder Danmark eller Italien, alt efter hvad sammenhængen kræver;

(d) udtrykket "skat" betyder dansk skat eller italiensk skat, alt efter hvad sammenhængen kræver;

(e) udtrykket "person" indbefatter en fysisk person og enhver sammenslutning, hvad enten denne udgør en juridisk person eller ej;

(f) udtrykket "selskab" betyder enhver juridisk person og enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

(g) udtrykket "bosiddende" i en af de kontraherende stater betyder enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold;

(h) udtrykkene "bosiddende i en af de kontraherende stater" og "bosiddende i den anden kontraherende stat" betyder en person, som er bosiddende i Danmark, eller en person, som er bosiddende i Italien, alt efter hvad sammenhængen kræver;

(i) udtrykkene "foretagende i en af de kontraherende stater" og "foretagende i den anden kontraherende stat" betyder henholdsvis et foretagende, der drives af en person, som er bosiddende i en af de kontraherende stater, og et foretagende, der drives af en person, som er bosiddende i den anden kontraherende stat;

(j) (i) udtrykket "fast driftssted" betyder et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves.

(ii) Udtrykket "fast driftssted" skal navnlig indbefatte

(aa) et sted, hvorfra foretagendet ledes,

(bb) en filial,

(cc) et kontor,

(dd) en fabrik,

(ee) et værksted,

(ff) en grube, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udvindes,

(gg) et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde, hvis varighed overskrider 12 måneder.

(iii) Udtrykket "fast driftssted" skal ikke indbefatte

(aa) anvendelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af varer tilhørende foretagendet,

(bb) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering,

(cc) opretholdelsen af et varelager,tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse eller forædling gennem et andet foretagende,

(dd) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at foretage indkøb af varer eller fremskaffe oplysninger til foretagendet,

(ee) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende i reklameøjemed, til indsamling af oplysninger, til videnskabelig forskning eller til udøvelse af lignende virksomhed, der for foretagendet er af forberedende eller hjælpende art.

(iv) En person, som udfører virksomhed i en af de kontraherende stater for et foretagende i den anden kontraherende stat - med undtagelse af en sådan uafhængig repræsentant, som omhandles under (v) - skal anses for fast driftssted i den førstnævnte stat, såfremt han i denne stat har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i foretagendets navn, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.

(v) Et foretagende i en af de kontraherende stater anses ikke for at have et fast driftssted i den anden kontraherende stat, alene fordi det driver forretning i denne stat gennem en mægler, kommissionær eller anden uafhængig repræsentant, såfremt disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige forretningsvirksomhed.

(vi) Den omstændighed, at et selskab bosiddende i en af de kontraherende stater behersker eller beherskes af et selskab bosiddende i den anden kontraherende stat, eller som (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde) udøver forretningsvirksomhed i den anden stat, skal ikke i sig selv bevirke, at noget af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet selskab.

(k) Udtrykket "kompetente myndigheder" betyder

(i) I Italien: finansministeriet, generaldirektoratet for direkte beskatning;

(ii) I Danmark: finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af bestemmelserne i denne overenskomst i en af de kontraherende stater skal ethvert udtryk, som ikke på anden måde er defineret i overenskomsten, og medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har i henhold til de i denne stat gældende love om de skatter, som omfattes af overenskomsten.

Artikel III.

Denne overenskomst finder anvendelse på personer, som er bosiddende i den ene eller begge de kontraherende stater.

Artikel IV.

1. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1(g) i artikel II er bosiddende i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde

(a) Han skal anses for at være bosiddende i den kontraherende stat, i hvilken han har en fast bolig til rådighed for sig. Såfremt han har en fast bolig til rådighed for sig i begge kontraherende stater, skal han anses for at være bosiddende i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

(b) kan det ikke afgøres, i hvilken af de to kontraherende stater han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller har han ikke en fast bolig til rådighed for sig i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for at være bosiddende i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig;

(c) opholder han sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være bosiddende i den stat, i hvilken han er statsborger;

(d) er han statsborger i begge de kontraherende stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, vil de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

2. I tilfælde, hvor en juridisk person eller anden sammenslutning efter bestemmelserne i stykke 1(g) i artikel II er bosiddende i begge de kontraherende stater, skal den anses for at være bosiddende i den kontraherende stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel V.

1. Fortjeneste indvundet af et foretagende i en af de kontraherende stater kan kun beskattes i denne stat, medmindre foretagendet driver forretning i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted. Såfremt foretagendet driver sådan forretning, kan dets fortjeneste beskattes i den anden stat, men dog kun for så vidt angår den del deraf, som kan henføres til det faste driftssted.

2. I tilfælde, hvor et foretagende i en af de kontraherende stater driver forretning i den anden kontraherende stat gennem et der beliggende fast driftssted, skal der i hver af staterne til dette faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne forventes at have opnået, hvis det havde været et uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, og som under frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det er.

3. Ved fastsættelsen af et fast driftssteds fortjeneste skal det være tilladt at fradrage udgifter, som er afholdt til bedste for det faste driftssted, herunder bestyrelses- og øvrige almindelige administrationsudgifter, hvad enten de afholdes i den stat, hvor det pågældende faste driftssted er beliggende, eller andre steder.

4. I det omfang det har været sædvane i en af de kontraherende stater at beregne den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på basis af en fordeling af foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige afdelinger, skal intet i stykke 2 i denne artikel hindre den pågældende stat i at beregne den skattepligtige fortjeneste på basis af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den anvendte fordelingsmetode skal imidlertid være af en sådan art, at den fører til resultater, der er i overensstemmelse med de principper, der er fastlagt i denne artikel.

5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast driftssted, blot fordi det faste driftssted har foretaget vareindkøb for foretagendet.

6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, fastsættes efter samme metode år for år, medmindre der er gode og fyldestgørende grunde for det modsatte.

7. Hvor fortjeneste indeholder indkomster, som er omhandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal bestemmelserne i disse andre artikler finde anvendelse med hensyn til de pågældende indkomster.

Artikel VI.

I tilfælde, hvor

(a) et foretagende i en af de kontraherende stater direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

(b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i den ene af de kontraherende stater og et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget,ville være tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Artikel VII.

Fortjeneste ved skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel VIII.

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er bosiddende i en af de kontraherende stater, til en person, som er bosiddende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Imidlertid har den kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet, er bosiddende, ret til at beskatte sådant udbytte i overensstemmelse med dens egen lovgivning, dog at den skattesats, som den pågældende stat anvender, ikke må overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet.

De kompetente myndigheder i de to stater skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for anvendelsen af denne begrænsning.

De i dette stykke indeholdte bestemmelser skal ikke berøre beskatningen hos selskabet af den fortjeneste, af hvilken udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket "udbytte" betyder i denne artikel indkomst af aktier, udbyttebeviser eller -rettigheder ("jouissance"-aktier eller -rettigheder), stifterandele eller - bortset fra gældsbeviser - andre rettigheder til andel i fortjeneste, såvel som indkomst fra andre selskabsrettigheder, der er knyttet til indkomst fra aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, i hvilken det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor udbyttet oppebæres af en person, der er bosiddende i en af de kontraherende stater, og som har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, i hvilken det selskab, der udbetaler udbyttet,er bosiddende. I så fald kan sådant udbytte beskattes i denne anden kontraherende stat i overensstemmelse med dens egen lovgivning.

5. Hvor et selskab, som er bosiddende i en af de kontraherende stater, modtager fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, kan denne anden stat ikke pålægge nogen skat på udbytte, der udbetales af selskabet til personer, der ikke er bosiddende i denne anden stat, eller underkaste selskabets ikke udloddede indkomst nogen skat på ikke udloddet indkomst, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke udloddede indkomst helt eller delvis udgør fortjeneste eller indkomst fra kilder i denne anden stat.

Artikel IX.

1. Renter, der hidrører fra en af de kontraherende stater og betales til en i den anden kontraherende stat bosiddende person, kan beskattes i den førstnævnte stat.

2. Udtrykket "rente" betyder i denne artikel indkomst af statsgældsbeviser, obligationer eller forskrivninger, hvad enten de er sikret ved pant eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til andel i fortjeneste eller ikke, samt fordringer af enhver art, såvel som enhver anden indkomst, der betragtes som indkomst af pengelån i medfør af lovgivningen i den stat, fra hvilken indkomsten hidrører.

3. Renter skal anses for at hidrøre fra en af de kontraherende stater, såfremt de udbetales af den pågældende stat selv eller en politisk underafdeling deraf, en lokal myndighed deri eller en i den pågældende stat bosiddende person. Såfremt den person, der betaler renten, hvad enten den pågældende er bosiddende i en af de kontraherende stater eller ikke, imidlertid i en af disse stater har et fast driftssted, til fordel for hvilket det lån, hvoraf renten betales, blev optaget, og renteudgiften afholdes af det pågældende faste driftssted, skal en sådan rente anses for at hidrøre fra den kontraherende stat, i hvilken det faste driftssted er beliggende.

4. Sålænge som renter, der flyder fra Danmark til Italien, ikke er genstand for beskatning i Danmark, vil Italien undlade at opkræve den progressive tillægsindkomstskat af renter, der hidrører fra Italien og udbetales til en i Danmark bosiddende fysisk person. Bestemmelserne i dette stykke finder ikke anvendelse,hvis modtageren af renten har et fast driftssted i Italien. I et sådant tilfælde finder stykke 1 anvendelse.

Artikel X.

1. Royalties, der hidrører fra en af de kontraherende stater og betales til en i den anden kontraherende stat bosiddende person, kan kun beskattes i denne anden stat.

2. Udtrykket "royalties" betyder i denne artikel betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen af eller retten til at benytte enhver forfatterret, enhver ret til kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig fremstillingsmetode eller formel, eller for anvendelsen af eller retten til at benytte industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr, eller for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige erfaringer.

3. Fortjeneste ved salg af de i stykke 2 omhandlede rettigheder eller ejendom må kun beskattes i den kontraherende stat, hvor sælgeren er bosiddende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den i en af de kontraherende stater bosiddende modtager af royaltien eller fortjenesten har et fast driftssted i den anden kontraherende stat, fra hvilken royaltien hidrører, eller i tilfælde, hvor royaltien eller fortjenesten erlægges til et foretagende, som i kraft af sin deltagelse i finansieringen kontrollerer eller kontrolleres af det foretagende, der erlægger royaltien eller fortjenesten, så vel som i tilfælde, hvor begge foretagender kontrolleres på den nævnte måde af et tredje foretagende. I sådanne tilfælde kan royaltien eller fortjenesten beskattes i den anden kontraherende stat i overensstemmelse med dennes lovgivning.

Ved anvendelsen af dette stykke skal et foretagende anses for at være kontrolleret af et andet foretagende, såfremt det sidstnævnte foretagende direkte eller indirekte ejer mindst 40 pct. af kapitalen i det førstnævnte foretagende.

5. I tilfælde, hvor en særlig forbindelse mellem den, der erlægger, og den, der modtager royaltien, eller mellem disse og en tredje person, har bevirket, at den erlagte royalty i betragtning af den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken royaltien erlægges, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt, såfremt den nævnte forbindelse ikke havde foreligget, skal bestemmelserne i denne artikel alene finde anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald skal den overskydende del af det erlagte beløb kunne beskattes i overensstemmelse med den pågældende kontraherende stats lovgivning under behørig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.

Artikel XI.

1. Indkomst af fast ejendom kan beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Udtrykket "fast ejendom" skal forstås i overensstemmelse med lovgivningen i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende. Begrebet skal i alle tilfælde omfatte tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar hørende til landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke den almindelige lovgivning om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvel som rettigheder til varierende eller faste ydelser, der betales for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe, både og luftfartøjer anses ikke for fast ejendom.

3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder anvendelse på indkomst, der erhverves ved direkte brug eller ved udlejning af fast ejendom såvel som ved enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom, herunder indkomst fra landbrug og skovbrug. De skal ligeledes finde anvendelse på fortjeneste ved salg af fast ejendom.

4. Bestemmelserne i stykke 1 til 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører andre foretagender end landbrug og skovbrug, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.

Artikel XII.

1. Med forbehold af bestemmelserne i stykke 2 kan fortjeneste ved salg af løsøre kun beskattes i den af de kontraherende stater, hvor sælgeren er bosiddende.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse, såfremt den i en af de kontraherende stater bosiddende sælger har et fast driftssted eller et fast sted i den anden kontraherende stat, og såfremt

(a) løsøret kan henføres til det faste driftssted eller faste sted, eller

(b) salget af løsøret finder sted i den anden kontraherende stat.

I sådanne tilfælde kan fortjenesten beskattes i denne anden stat i overensstemmelse med dens lovgivning.

Artikel XIII.

Indkomst ved faglige tjenesteydelser eller ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter oppebåret af en person, som er bosiddende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne stat, medmindre den pågældende til udøvelse af sin virksomhed har et fast sted, der til stadighed står til hans rådighed i den anden kontraherende stat. Såfremt den pågældende har et sådant fast sted, kan den del af indkomsten, der kan henføres til dette sted, beskattes i den anden stat.

Artikel XIV.

1. Med undtagelse af bestemmelserne i artiklerne XV og XVI kan gage, løn og andet lignende vederlag for personligt arbejde, oppebåret af en person, som er bosiddende i en af de kontraherende stater, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan vederlaget beskattes i denne anden stat.

2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som en person, der er bosiddende i en af de kontraherende stater, oppebærer for personligt arbejde, udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den førstnævnte stat i tilfælde, hvor

(a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage inden for skatteåret, og

(b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er bosat i den anden stat, og

(c) vederlaget ikke trækkes fra overskuddet af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.

3.Uanset de foranstående bestemmelser i denne artikel kan vederlag for personligt arbejde, der udføres om bord på et skib eller et luftfartøj i international trafik, beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

Artikel XV.

Vederlag, herunder pensioner, udbetalt af en af de kontraherende stater eller af en lokal myndighed, eller af fonds, oprettet af en af disse stater eller lokale myndigheder, til en fysisk person for varetagelsen af hverv i denne stats eller dens lokale myndigheders tjeneste, kan beskattes i denne stat. Sådant vederlag eller sådanne pensioner kan ikke beskattes i den anden kontraherende stat, hvis udbetalingen sker til en person, som er statsborger i den førstnævnte stat uden tillige at være statsborger i den anden kontraherende stat.

Artikel XVI.

Bestyrelseshonorarer og lignende vederlag, som oppebæres af en person, der er bosiddende i en af de kontraherende stater, i hans egenskab af medlem af en bestyrelse for et selskab, der er bosiddende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

Artikel XVII.

Med undtagelse af bestemmelserne i artikel XV kan pensioner og andre lignende vederlag, der udbetales for tidligere tjenesteydelser, kun beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken modtageren er bosiddende.

Artikel XVIII.

Uanset hvad der i øvrigt er fastsat i denne overenskomst, kan indkomst, som erhverves af professionelle kunstnere, således f.eks. af teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt af sportsfolk, for deres i denne egenskab udøvede virksomhed, beskattes i den kontraherende stat, i hvilken denne virksomhed er udøvet.

Artikel XIX.

Beløb, som en studerende eller lærling fra en af de kontraherende stater, der opholder sig i den anden kontraherende stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til underhold, studium eller uddannelse, beskattes ikke i denne anden stat, for så vidt de tilflyder ham fra kilder uden for denne anden stat.

Artikel XX.

En professor eller lærer fra en af de kontraherende stater, der modtager vederlag for undervisning ved et universitet, et gymnasium, en skole eller anden undervisningsanstalt i den anden kontraherende stat i en periode af ikke over to år, må ikke beskattes i denne anden kontraherende stat af sådant vederlag.

Artikel XXI.

Indkomster, der ikke udtrykkeligt er omtalt i de foregående artikler i denne overenskomst, kan kun beskattes i den af de kontraherende stater, hvor modtageren er bosiddende.

Artikel XXII.

1. Formue bestående i fast ejendom - som defineret i artikel XI, stykke 2 - kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken ejendommen er beliggende.

2. Med undtagelse af bestemmelserne i stykke 1 kan formue, bestående i aktiver, der udgør en del af erhvervsformuen i et foretagendes faste driftssted, eller i aktiver, der hører til et fast sted anvendt til udøvelse af faglige tjenesteydelser, beskattes i den af de kontraherende stater, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.

3. Skibe og luftfartøjer i international trafik og aktiver, der ikke består i fast ejendom, og som anvendes i sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, kan kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

4. Alle andre arter af formue, tilhørende en person, som er bosiddende i en af de kontraherende stater, kan kun beskattes i denne stat.

5. Den italienske skat af obligationer (imposta sulle obbligazioni) skal ikke anses for at være en formueskat.

Artikel XXIII.

Der er enighed om følgende bestemmelser

(a) Italien kan - ved fastsættelsen af de i artikel I i denne overenskomst omhandlede indkomst- og formueskatter for de i Italien bosiddende personer eller der bosiddende selskaber - i det beløb, på grundlag af hvilket disse skatter pålignes, medregne enhver art af indkomst eller formue, undtagen hvor det modsatte udtrykkeligt er bestemt i denne overenskomst; Italien skal imidlertid i de således beregnede skatter fradrage den skat, der i Danmark er pålignet sådan indkomst eller formue (forudsat at den pågældende indkomst eller formue ikke er undtaget fra beskatning i Danmark efter bestemmelserne i denne overenskomst) på følgende måde

(i) Hvis den pågældende indkomst i overensstemmelse med italiensk lovgivning er genstand for den proportionale indkomstskat, skal den skat, der er betalt i Danmark, fradrages i den porportionale indkomstskat, men dog ikke med et større beløb end den del af den proportionale indkomstskat, som forholdsmæssigt svarer til, hvad den pågældende indkomst udgør af den samlede indkomst.

I tilfælde, hvor den skat, der er betalt i Danmark af den pågældende indkomst, er højere end det således beregnede fradrag, skal forskelsbeløbet fradrages i den progressive tillægsindkomstskat, respektive i selskabsskatten, men dog ikke med et større beløb end den del af skatten, som forholdsmæssigt svarer til, hvad den pågældende indkomst udgør af den samlede indkomst.

(ii) Hvis den pågældende indkomst alene er genstand for den progressive tillægsindkomstskat eller for selskabsskatten, skal fradraget indrømmes i den progressive tillægsindkomstskat, respektive i selskabsskatten, dog at der ikke indrømmes fradrag for den del af den i Danmark betalte skat, som overstiger 25 pct. af den pågældende indkomst. Fradraget kan imidlertid ikke overstige den del af den progressive tillægsindkomstskat eller af selskabsskatten, som forholdsmæssigt svarer til, hvad den pågældende indkomst udgør af den samlede indkomst.

(iii) For så vidt angår formueskatterne skal Italien i dets formueskat fradrage den formueskat, som er betalt i Danmark af den samme formue. Fradraget kan imidlertid ikke overstige den del af den italienske formueskat, som forholdsmæssigt svarer til, hvad den i Danmark ejede formue udgør af den samlede formue.

(b) Danmark kan ved fastsættelsen af de i artikel I i denne overenskomst omhandlede indkomst- og formueskatter for de i Danmark bosiddende personer eller der bosiddende selskaber i det beløb, på grundlag af hvilket sådanne skatter pålignes, medregne enhver art af indkomst eller formue, undtagen hvor det modsatte udtrykkeligt er bestemt i denne overenskomst; Danmark skal imidlertid indrømme

(i) som et fradrag i den således beregnede indkomstskat et beløb lig med den i Italien betalte indkomstskat;

(ii) som et fradrag i den således beregnede formueskat et beløb lig med den i Italien betalte formueskat.

Fradraget skal imidlertid i intet tilfælde overstige den del af henholdsvis indkomstskatten eller formueskatten - således som disse skatter er beregnet før indrømmelsen af fradraget -, som forholdsmæssigt falder på henholdsvis den indkomst, der hidrører fra, eller den formue, der ejes i Italien.

Artikel XXIV.

1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som er nødvendige for gennemførelsen af denne overenskomst eller for at forhindre beskatningsunddragelse. De kompetente myndigheder er imidlertid ikke forpligtet til at meddele oplysninger, der ikke kan gives på grundlag af det hos skattemyndighederne værende materiale, men ville kræve særlige undersøgelser. Indholdet af alle oplysninger, der således udveksles, skal behandles som hemmeligt og må kun meddeles til personer eller myndigheder, som i henhold til lovgivningen i den pågældende kontraherende stat er beskæftiget med påligningen og opkrævningen af de skatter, der omhandles i denne overenskomst. De nævnte personer og myndigheder er undergivet den samme hemmeligholdelsespligt som de kompetente myndigheder.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de kontraherende stater pligt til

(a) at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens retsregler eller dens forvaltningspraksis,

(b) at meddele enkeltheder, hvorom oplysning ikke kan forlanges ifølge lovgivningen i den ene eller den anden kontraherende stat.

3. Ingen oplysninger må udveksles, som ville røbe nogen kommerciel, industriel eller faglig hemmelighed.

Artikel XXV.

1. Såfremt en i en af de kontraherende stater bosiddende person mener, at foranstaltninger trufne af en eller af begge de kontraherende stater for ham medfører eller vil medføre beskatning, som ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst, kan han - uanset hvilke fremgangsmåder der måtte være fastsat i disse staters interne lovgivning - indbringe sin sag for den kompetente myndighed i den kontraherende stat, i hvilken han er bosiddende. Indsigelsen må fremsættes inden udløbet af to år regnet fra datoen for meddelelsen om eller indeholdelsen af det senest pålagte skattebeløb.

2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen synes at være begrundet, og hvis den ikke selv kan nå til en rimelig løsning, søge at løse sagen ved en gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden stat med den hensigt at undgå en beskatning, der ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst.

3. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til forståelsen eller anvendelsen af denne overenskomst. De kan også rådføre sig med hinanden for at undgå dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i denne overenskomst.

4.De kontraherende staters kompetente myndigheder kan træde i direkte kontakt med hinanden med henblik på at indgå aftaler i overensstemmelse med de foregående stykker. Såfremt det for at nå til enighed findes ønskeligt at have mundtlige forhandlinger, kan sådanne forhandlinger finde sted i en komitee bestående af repræsentanter for de kompetente myndigheder i de kontraherende stater.

Artikel XXVI.

1. Statsborgerne i en af de kontraherende stater skal ikke i den anden kontraherende stat kunne underkastes nogen skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som statsborgere i den anden stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.

2. Udtrykket "statsborgere" betyder

(a) alle fysiske personer, der har statsborgerret i en af de kontraherende stater;

(b) alle juridiske personer, interessentskaber og foreninger, der består i kraft af den gældende lovgivning i en af de kontraherende stater.

3. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater har i den anden kontraherende stat, må ikke være ugunstigere i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed.

Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en af de kontraherende stater til at tilstå personer, som er bosiddende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den indrømmer de personer, der er bosat inden for dens eget område, som følge af personlig stilling eller forsørgerpligt over for familie.

4. Foretagender i en af de kontraherende stater, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere i den anden stat bosiddende personer, skal ikke i den førstnævnte kontraherende stat kunne underkastes nogen skat eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den skat og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive underkastet.

5. Bestemmelserne i stykke 3 og 4 skal ikke kunne fortolkes som forhindrende Italien i at udskrive selskabsskatten (imposta sulle societa) i overensstemmelse med den italienske lovgivning.

6. Udtrykket "skat" betyder i denne artikel skatter af enhver art og betegnelse.

Artikel XXVII.

1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med ændringer udvides til Færøerne og Grønland, for så vidt der i disse områder pålægges skatter af i alt væsentligt samme karakter som de i denne overenskomst omhandlede. Udvidelsen af overenskomsten og ændringerne heri skal fastsættes og aftales mellem de kontraherende stater i noter, der skal udveksles med dette formål.

2. Ophør af denne overenskomst i henhold til artikel XXIX skal, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt mellem de to kontraherende stater, medføre ophør af anvendelsen af overenskomsten på ethvert område, hvortil den i henhold til denne artikel er blevet udvidet.

Artikel XXVIII.

1. Denne overenskomst skal ratificeres,og ratifikationsinstrumenterne skal snarest muligt udveksles i Rom.

2. Denne overenskomst skal træde i kraft fra udvekslingen af ratifikationsinstrumenterne.

3. Efter udvekslingen af ratifikationsinstrumenterne skal bestemmelserne i denne overenskomst have virkning

(a) Med hensyn til indkomstskatter, der opkræves ved indeholdelse, for indkomst, der er forfalden til betaling den eller efter den 1. januar 1962.

(b) Med hensyn til andre indkomstskatter

(i) for indkomst, der erhverves den eller efter den 1. januar 1962 (fysiske personer);

(ii) for indkomst, der erhverves i det regnskabsår, der begynder den eller efter den 1. januar 1962 (selskaber).

(c) Med hensyn til formueskatter

(i) for formue, der ejes ved udgangen af kalenderåret 1962 (fysiske personer);

(ii) for formue, der ejes ved udgangen af det regnskabsår, der begynder den eller efter den 1. januar 1962 (selskaber).

Artikel XXIX.

Denne overenskomst skal forblive i kraft, indtil den opsiges af en af de kontraherende stater. Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten ad diplomatisk vej, dog tidligst fem år efter dens ikrafttræden, ved at give meddelelse om opsigelse mindst seks måneder før udgangen af kalenderåret, og i så fald skal overenskomsten ophøre at have gyldighed

(a) Med hensyn til indkomstskatter, der opkræves ved indeholdelse, for indkomst, der er forfalden til betaling den eller efter den 1. januar i det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilket sådan meddelelse er givet.

(b) Med hensyn til andre indkomstskatter

(i) for indkomst, der erhverves den eller efter den 1. januar i det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilket sådan meddelelse er givet (fysiske personer);

(ii) for indkomst, der erhverves i det regnskabsår, der begynder den eller efter den 1. januar i det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilket sådan meddelelse er givet (selskaber).

(c) Med hensyn til formueskatter

(i) for formue, der ejes ved udgangen af det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilket sådan meddelelse er givet (fysiske personer);

(ii) for formue, der ejes ved udgangen af det regnskabsår, der begynder den eller efter den 1. januar i det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilket sådan meddelelse er givet (selskaber).

Til bekræftelse heraf....

Per Hækkerup / Poul Hartling

Ingen