Bekendtgørelse af overenskomst af 16. december 1966 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fællesnordisk arbejdsmarked for tandlæger.

Artikel 1

Statsborgere i de kontraherende stater, som har aflagt

dansk tandlægeeksamen og gennemgået den foreskrevne assistenttjeneste eller

finsk odontologisk licentiateksamen eller norsk odontologisk embedseksamen (tandlægeeksamen) eller

svensk tandlægeeksamen,

og som på dette grundlag har erhvervet og vedblivende har ubegrænset autorisation som tandlæge i den stat, hvor eksamen er aflagt, skal have ret til under de i denne overenskomst angivne forudsætninger at få autorisation som tandlæge i de øvrige kontraherende stater.

Samme ret skal også tilkomme statsborgere i de kontraherende stater, som har aflagt tandlægeeksamen i en ikke-nordisk stat, og som har erhvervet ubegrænset autorisation i et af de nordiske lande.

Artikel 2

Som vilkår for meddelelse af autorisation efter artikel 1 kan en kontraherende stat kræve, at tandlægen godtgør at have indhentet de fornødne kundskaber om den der gældende lovgivning vedrørende tandlægers virksomhed.

Artikel 3

En statsborger i en kontraherende stat, som ønsker at udøve tandlægevirksomhed i en anden kontraherende stat, skal til den centrale sundhedsmyndighed i den sidstnævnte stat indgive bevis for, at han opfylder vilkårene i artikel 1 og 2.

Ansøgere, som opfylder disse vilkår, har ret til at få autorisation som tandlæge, hvis der ikke foreligger sådanne forhold, at autorisationen kunne tilbagekaldes, hvis ansøgeren havde været autoriseret tandlæge.

Underretning om en således meddelt autorisation skal tilstilles den centrale sundhedsmyndighed i den eller de stater, hvor tandlægen tidligere har fået autorisation. De centrale sundhedsmyndigheder skal give hinanden de yderligere oplysninger, som findes nødvendige i anledning af en ansøgt autorisation.

Artikel 4

Er autorisation som tandlæge i en kontraherende stat blevet meddelt en tandlæge på grundlag af hans autorisation i en anden stat, skal autorisationen tilbagekaldes, hvis den oprindelige autorisation tilbagekaldes. I øvrigt kan autorisationen kun tilbagekaldes af de grunde, som gælder i den stat, hvor den er meddelt, dog at der herved også kan tages hensyn til i anden kontraherende stat begået forbrydelse eller udvist grov uduelighed ved udøvelse af tandlægegerningen eller udvist åbenbar uegnethed som tandlæge.

Bliver en tandlæge, som har fået autorisation i flere af de kontraherende stater, i nogen af disse genstand for judiciel eller disciplinær foranstaltning i anledning af sin tandlægevirksomhed der, eller tilbagekaldes en for ham udfærdiget autorisation, skal den centrale sundhedsmyndighed i den eller de andre kontraherende stater underrettes om foranstaltningen eller tilbagekaldelsen samt om grundlaget derfor. Sådan underretning skal også ske, hvis der er foretaget begrænsning i tandlægens ret til at ordinere lægemidler eller alkohol fra apotek, eller hvis han frivilligt har givet afkald herpå eller på retten til at udøve tandlægevirksomhed.

Artikel 5

En tandlæge i en kontraherende stat, som har fået autorisation som tandlæge i en anden sådan stat, bør være berettiget til at søge og opnå ansættelse i civil stilling som tandlæge i sidstnævnte stat, uanset at han ikke er statsborger i denne stat.

Tjeneste som tandlæge i nogen af de kontraherende stater bør ved besættelse af tandlægestilling i anden kontraherende stat tillægges samme værdi som i sidstnævnte stat udført tjeneste af tilsvarende art.

Artikel 6

En tandlæge i en kontraherende stat, som har fået ansættelse i stilling som tandlæge i en anden kontraherende stat, bør i princippet være ligestillet med tandlæger i sidstnævnte stat, for så vidt angår ret til løn og pension samt de øvrige med stillingen forbundne fordele.

Artikel 7

Enhver kontraherende stat forpligter sig til efter undertegnelsen af denne overenskomst at træffe foranstaltninger til i det omfang, det findes muligt, at gennemføre de ændringer af gældende bestemmelser, som er nødvendige til opfyldelse af de i artiklerne 5 og 6 angivne principper, for så vidt angår statslige civile stillinger, og i øvrigt at virke for, at disse principper finder anvendelse også på ikke-statslige stillinger.

Artikel 8

De centrale sundhedsmyndigheder i de kontraherende stater skal nøje følge udviklingen på arbejdsmarkedet for tandlæger i de respektive stater og, når særlige foranstaltninger synes påkrævede, gøre anmeldelse derom til den i medfør af artikel 5 i overenskomsten af 22. maj 1954 om fælles arbejdsmarked nedsatte kommission.

De centrale sundhedsmyndigheder skal til stadighed give hinanden de meddelelser og oplysninger, som er af betydning for bedømmelsen af udviklingen på arbejdsmarkedet for tandlæger i de respektive stater.

Artikel 9

Efter forhandling skal Island kunne slutte sig til denne overenskomst.

Artikel 10

Denne overenskomst skal ratificeres og ratifikationsinstrumenterne deponeres i det svenske udenrigsministeriums arkiv.

Overenskomsten træder i kraft, så snart samtlige ratifikationsinstrumenter er deponeret.

Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten med et varsel på 6 måneder til ophør den 1. juli eller den 1. januar.

Enhver af de kontraherende stater kan med umiddelbar virkning sætte overenskomsten ud af kraft i forhold til en eller flere af de øvrige stater i tilfælde af krig eller krigsfare, eller hvis andre særlige nationale eller internationale forhold måtte gøre det nødvendigt. Vedkommende staters regeringer skal straks underrettes om beslutningen.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede repræsentanter for de respektive stater undertegnet denne overenskomst og forsynet den med deres segl.

Udfærdiget i Stockholm den 16. december 1966 i et eksemplar på dansk, finsk, norsk og svensk, af hvilket det svenske udenrigsministerium skal overlade bekræftede genparter til de øvrige kontraherende staters regeringer.

A. Hessellund Jensen

Protokol

I forbindelse med den dags dato afsluttede overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om et fælles nordisk arbejdsmarked for tandlæger er de kontraherendestater blevet enige om, at overenskomsten ikke skal omfatte Færøerne.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede repræsentanter for de respektive stater undertegnet denne protokol.

Udfærdiget i Stockholm den 16. december 1966.

A. Hessellund Jensen

Overenskomsten er ratificeret af samtlige signatarmagter. Det sidste ratifikationsinstrument (Norges) blev deponeret den 2. november 1967, hvorefter overenskomsten i henhold til sine bestemmelser er trådt i kraft samme dato.

Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument afgav den norske regering følgende erklæring

»Af hensyn til de i medfør af lov af 27. juli 1956 om udlændinges adgang til riget udfærdigede bestemmelser må der, ligesom for alle udlændinge, herunder nordboer, kræves opholds- og arbejdstilladelse for danske, finske og svenske tandlæger, der vil arbejde i Troms og Finmark fylker. De tandlæger, der omfattes af overenskomsten, vil imidlertid få opholds- og arbejdstilladelse på grundlag af autorisation meddelt i henhold til overenskomstens artikel 3. Sådan tilladelse vil kun blive nægtet, såfremt hensynet til den offentlige ro og orden og til rigets sikkerhed eller interesser i øvrigt måtte kræve det.«

Udenrigsministeriet, den 3. marts 1968.

Poul Hartling

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. december 1966 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fællesnordisk arbejdsmarked for tandlæger.

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fælles

nordisk arbejdsmarked for tandlæger

De kontraherende stater,

som tidligere har truffet overenskomst om et fælles nordisk arbejdsmarked,

som i princippet finder, at muligheden for fri bevægelighed for den medicinske arbejdskraft mellem de nordiske stater ville være tilgavn for den medicinske og sociale udvikling i disse stater,

som finder, at den grundlæggende uddannelse for tandlæger er stort set ligeværdig i de respektive stater,

som finder, at der bør tilvejebringes den størst mulige ensartethed i tandlægeuddannelsen i de nordiske stater, og

som vil tilstræbe den størst mulige ensartethed i lovgivningen om medicinsk personel,

er enedes om følgende

Ingen