Bekendtgørelse af tillægskonvention af 18. september 1961 til Warszawa-konventionen, angående indførelse af visse ensartede regler om international luftfartsbefordring, der udføres af en anden person end den kontraherende befordrer.

Bekendtgørelse af tillægskonvention af 18. september 1961 til Warszawa-konventionen, angående indførelse af visse ensartede regler om international luftfartsbefordring, der udføres af en anden person end den kontraherende befordrer.

Ved kgl. resolution af 6. december 1966 har Danmark tiltrådt den under 18. september 1961 i Guadalajara undertegnede tillægskonvention til Warszawa-konventionen, angående indførelse af visse ensartede regler om international luftbefordring, der udføres af en anden person end den kontraherende befordrer, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 16 af 16. maj 1938 (Warszawa-konventionen) og nr. 34 af 17. august 1964 (Haag-protokollen), Lovtidende C.

Tillægskonventionens ordlyd er som følger (den spanske tekst er udeladt)

TILLÆGSKONVENTION til Warszawa-konventionen, angående indførelse af visse ensartede regler om international luftbefordring, der udføres af en anden person end den kontraherende befordrer.

NÆRVÆRENDE KONVENTIONS SIGNATARSTATER,

SOM KONSTATERER, at Warszawa-konventionen ikke indeholder særlige regler angående international luftbefordring, der udføres af en person, som ikke er part i befordringsaftalen,

SOM MENER, at det derfor er ønskeligt at udforme regler, der vil være anvendelige under sådanne omstændigheder,

ER KOMMET OVERENS OM FØLGENDE

Artikel I

I denne konvention

a) betyder »Warszawa-konventionen« konventionen angående indførelse af visse ensartede regler om international luftbefordring, undertegnet i Warszawa den 12. oktober 1929, eller Warszawa-konventionen som ændret i Haag 1955, alt efter som befordringen ifølge den i stk. b) nævnte aftale reguleres af den ene eller den anden;

b) betyder »kontraherende befordrer« en person, der er part i en befordringsaftale, som er underkastet Warszawa-konventionens bestemmelser og indgået med en passager eller afsender eller med en person, der handler på passagerens eller afsenderens vegne;

c) betyder »egentlig befordrer« en anden person end den kontraherende befordrer, som i kraft af bemyndigelse fra den kontraherende befordrer udfører hele eller en del af den i stk. b) omhandlede befordring, men som ikke med hensyn til denne del er en efterfølgende befordrer i Warszawa-konventionens forstand. En sådan bemyndigelse anses givet i mangel af bevis for det modsatte.

Artikel II

Såfremt en egentlig befordrer udfører hele eller en del af en befordring, som ifølge den i artikel I, stk. b), nævnte aftale reguleres af Warszawa-konventionen, skal både den kontraherende befordrer og den egentlige befordrer, medmindre andet er bestemt i denne konvention, være underkastet Warszawa-konventionens bestemmelser, førstnævnte for hele den i aftalen omhandlede befordring, sidstnævnte alene for den befordring, som han udfører.

Artikel III

1. Handlinger og undladelser begået af den egentlige befordrer samt af hans medhjælpere og agenter, der handler inden for deres tjenesteområde, skal med hensyn til den befordring, der udføres af den egentlige befordrer, også anses som værende begået af den kontraherende befordrer.

2. Handlinger og undladelser begået af den kontraherende befordrer samt af hans medhjælper og agenter, der handler inden for deres tjenesteområde, skal med hensyn til den befordring, der udføres af den egentlige befordrer, også anses som værende begået af den egentlige befordrer. Ikke desto mindre skal ingen sådan handling eller undladelse påføre den egentlige befordrer et erstatningsansvar, der overstiger de i Warszawa-konventionens artikel 22 fastsatte grænser. Enhver særlig aftale, ifølge hvilken den kontraherende befordrer påtager sig forpligtelser, der ikke er pålagt ifølge Warszawa-konventionen, eller ethvert afkald på rettigheder, der er givet ved samme konvention, eller enhver i nævnte konventions artikel 22 omhandlet særskilt erklæring om en interesse i, at udlevering finder sted på bestemmelsesstedet, skal ikke berøre den egentlige befordrer uden dennes indforståelse.

Artikel IV

Enhver klage, der skal fremsættes, eller enhver ordre, der skal afgives til befordreren i henhold til Warszawa-konventionen, skal have samme virkning, hvad enten den stiles til den kontraherende befordrer eller til den egentlige befordrer. Dog skal de i Warszawa-konventionens artikel 12 omhandlede ordrer kun have virkning, såfremt de stiles til den kontraherende befordrer.

Artikel V

Med hensyn til den befordring, der udføres af den egentlige befordrer, skal enhver af denne befordrers eller den kontraherende befordrers medhjælpere eller agenter være berettiget til, såfremt han beviser, at han handlede inden for sit tjenesteområde, at benytte sig af de ansvarsgrænser, som ifølge denne konvention er gældende for den befordrer, hvis medhjælper eller agent han er, medmindre det bevises, at han handlede på en måde, der i henhold til Warszawa-konventionen forhindrer påberåbelse af ansvarsgrænserne.

Artikel VI

Med hensyn til den befordring, der udføres af den egentlige befordrer, skal det samlede beløb, som vil kunne erholdes fra den befordrer og den kontraherende befordrer samt fra deres medhjælpere og agenter, der handler inden for deres tjenesteområde, ikke overstige det højeste beløb, som enten den kontraherende befordrer eller den egentlige befordrer kunne idømmes i henhold til denne konvention, men ingen af de nævnte personer skal være ansvarlig for et beløb, der overstiger den for ham gældende grænse.

Artikel VII

Med hensyn til den befordring, der udføres af den egentlige befordrer, kan erstatningsspørgsmål efter sagsøgerens valg anlægges mod denne befordrer eller mod den kontraherende befordrer eller mod dem begge under eet eller hver for sig. Såfremt søgsmålet kan anlægges mod den ene af disse befordrere, skal vedkommende befordrer være berettiget til at kræve den anden befordrer inddraget i retsagen, idet loven ved den domstol, ved hvilken sagen behandles, skal være bestemmende for proceduren og virkningerne.

Artikel VIII

Ethvert erstatningssøgsmål, der er omhandlet i artikel VII i denne konvention, skal efter sagsøgerens valg anlægges enten ved en ret, hvor den kontraherende befordrer kan sagsøges i overensstemmelse med artikel 28 i Warszawa-konventionen, eller ved den ret, der har jurisdiktion på det sted, hvor den egentlige befordrer har sin bopæl eller sit hovedkontor.

Artikel IX

1. Enhver kontraktlig bestemmelse, der tilsigter at fritage den kontraherende befordrer eller den egentlige befordrer for ansvar i medfør af denne konvention eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end den, der er gældende i henhold til denne konvention, skal være ugyldig, men ugyldigheden af en sådan bestemmelse medfører ikke ugyldighed af hele aftalen, som skal forblive underkastet denne konventions bestemmelser.

2. Med hensyn til den befordring, der udføres af den egentlige befordrer, skal foranstående stykke ikke finde anvendelse på kontraktlige bestemmelser vedrørende tab eller skade, der skyldes fejl ved godset eller godsets egen beskaffenhed.

3. Enhver klausul, der indeholdes i en befordringsaftale, samt alle særlige aftaler, der er truffet, før skaden indtraf, hvorved parterne har til hensigt at overtræde de bestemmelser, der er fastsat i denne konvention, hvad enten det måtte være ved at bestemme den lov, der skal bringes i anvendelse, eller ved at ændre reglerne om jurisdiktion, skal være ugyldig. Når det drejer sig om befordring af gods, er voldgiftsklausuler dog tilladt, såfremt voldgiften finder sted i en af de i artikel VIII nævnte jurisdiktioner, og sagen afgøres efter bestemmelserne i denne konvention.

Artikel X

Bortset fra, hvad der er bestemt i artikel VII, skal intet i denne konvention berøre de to befordreres indbyrdes rettigheder og forpligtelser.

Artikel XI

Indtil den dato, da denne konvention træder i kraft i henhold til bestemmelserne i artikel XIII, skal den stå åben for undertegnelse af enhver stat, som på denne dato er medlem af De forenede Nationer eller af en hvilken som helst af særorganisationerne.

Artikel XII

1. Denne konvention skal ratificeres af signatarstaterne.

2. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Mexicos forenede Staters regering.

Artikel XIII

1. Så snart fem signatarstater har deponeret deres ratifikationsinstrumenter vedrørende denne konvention, træder den i kraft mellem dem på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponeringen af det femte ratifikationsinstrument. Den træder i kraft for hver stat, der derefter ratificerer, på den halvfemsindstyvende dag efter deponeringen af dens ratifikationsinstrument.

2. Så snart denne konvention træder i kraft, skal den af Mexicos forenede Staters regering registreres hos De forenede Nationer og hos Organisationen for international civil Luftfart.

Artikel XIV

1. Når denne konvention er trådt i kraft, skal den stå åben for tiltrædelse af enhver stat, der er medlem af De forenede Nationer eller af en hvilken som helst af særorganisationerne.

2. En stats tiltrædelse skal ske ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos Mexicos forenede Staters regering og skal træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponeringen.

Artikel XV

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved notifikation stilet til Mexicos forenede Staters regering.

2. Opsigelsen træder i kraft seks måneder efter den dato, på hvilken Mexicos forenede Staters regering har modtaget notifikationen om opsigelsen.

Artikel XVI

1. Enhver kontraherende stat kan på tidspunktet for sin ratifikation eller tiltrædelse af denne konvention eller på et hvilket som helst tidspunkt derefter ved notifikation til Mexicos forenede Staters regering erklære, at konventionen skal udvides til et hvilket som helst af de territorier, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig.

2. Konventionen skal halvfemsindstyve dage efter den dato, på hvilken Mexicos forenede Staters regering har modtaget sådan notifikation, udvides til de deri nævnte territorier.

3. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel XV særskilt for et hvilket som helst eller samtlige de territorier, for hvis internationale anliggender en sådan stat er ansvarlig.

Artikel XVII

Der kan ikke tages forbehold med hensyn til denne konvention.

Artikel XVIII

Mexicos forenede Staters regering skal give meddelelse til Organisationen for international civil Luftfart og til samtlige stater, som er medlemmer af De forenede Nationer eller af nogen af særorganisationerne

a) om enhver undertegnelse af denne konvention og datoen herfor;

b) om deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument samt datoen herfor;

c) om datoen, på hvilken denne konvention træder i kraft i overensstemmelse med artikel XIII, stk. 1;

d) om modtagelsen af enhver notifikation om opsigelse samt datoen herfor;

e) om modtagelsen af enhver erklæring eller notifikation afgivet i henhold til artikel XVI og datoen herfor.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede befuldmægtigede, som er behørigt bemyndigede, underskrevet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Guadalajara den attende dag i september nitten hundrede og enogtres i tre autentiske tekster på det franske, engelske og spanske sprog. I tilfælde af nogen uoverensstemmelse skal teksten på det franske sprog, på hvilket sprog Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 blev affattet, være gældende. Mexicos forenede Staters regering vil lade foretage en officiel oversættelse af konventionens tekst til det russiske sprog.

Denne konvention skal deponeres hos Mexicos forenede Staters regering, hos hvilken den i overensstemmelse med artikel XI skal stå åben for undertegnelse, og samme regering skal sende bekræftede kopier deraf til Organisationen for international civil Luftfart og til samtlige stater, der er medlemmer af De forenede Nationer eller af en hvilken som helst af særorganisationerne. (Underskrifter)

Tillægskonventionen trådte i kraft den 1. maj 1964. Danmarks tiltrædelsesinstrument deponeredes hos Mexicos forenede Staters regering den 20. januar 1967, hvorefter tillægskonventionen trådte i kraft for Danmarks vedkommende den 20. april 1967.

Endvidere har følgende lande ratificeret eller tiltrådt tillægskonventionen med virkning fra de vedføjede datoer

Den forenede arabiske Republik........................2. august 1964

Australien............................................1. maj 1964

Brasilien.............................................9. maj 1967

Colombia............................................31. juli 1966

Frankrig..............................................1. maj 1964

Irland...............................................19. april 1966

Jamaica...............................................1. januar 1965

Libanon..............................................22. maj 1967

Mexico................................................1. maj 1964

Nederlandene.........................................25. maj 1964

Niger................................................12. oktober 1964

Norge................................................20. april 1967

Philippinerne........................................4. juli 1966

Polen................................................16. marts 1965

Rumænien.............................................20. juli 1965

Schweiz...............................................1. maj 1964

Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland (* 1)....................1. maj 1964

Sverige..............................................20. april 1967

Forbundsrepublikken Tyskland

(incl. Land Berlin)..................................31. maj 1964

Ungarn...............................................21. februar 1965

østrig...............................................21. marts 1966.

Tillægskonventionen er desuden undertegnet af følgende lande

Belgien

Den bjelorussiske socialistiske Sovjetrepublik

Cuba

Guatamala

Honduras

Indonesien

Republikken Kina (Formosa) (* 2)

Pavestolen

De socialistiske Sovjetrepublikkers Union

Tjekkoslovakiet

Den ukrainske socialistiske Sovjetrepublik

Venezuela.

Udenrigsministeriet, den 17. maj 1967.

Hans Sølvhøj.

(* 1) Med virkning fra den 10. marts 1965 af Storbritannien udvidet til også at gælde for Sydrhodesia.

(* 2) Ikke anerkendt af Danmark.