Bekendtgørelse om overenskomst af 18. juni 1965 om fælles nordisk arbejdsmarked for læger.

Artikel 1

Statsborgere i de kontraherende stater, som har aflagt dansk »lægevidenskabelig embedseksamen« og gennemgået den foreskrevne turnustjeneste eller

finsk medicinsk licentiateksamen eller

norsk »medicinsk embedseksamen« og gennemgået den foreskrevne turnustjeneste eller

og som på dette grundlag har erhvervet og vedblivende har ubegrænset autorisation som læge i den stat, hvor eksamen er aflagt, skal have ret til under de i denne overenskomst angivne forudsætninger at få autorisation som læge i de øvrige kontraherende stater.

Samme ret skal også tilkomme statsborgere i de kontraherende stater, som har aflagt lægevidenskabelig eksamen i en ikkenordisk stat, og som har erhvervet og stadig er i besiddelse af ret til at praktisere i et af de nordiske lande.

Artikel 2

Som vilkår for meddelelse af autorisation efter artikel 1 kan en kontraherende stat kræve, at lægen godtgør at have indhentet de fornødne kundskaber om den her gældende medicinallovgivning.

Som vilkår for meddelelse af autorisation efter artikel 1 som læge i Norge kan kræves, at lægen i 6 måneder efter aflagt eksamen har gjort tjeneste som assistent hos en praktiserende »offentlig læge«.

Artikel 3

En statsborger i en kontraherende stat, som ønsker at udøve lægevirksomhed i en anden kontraherende stat, skal til den centrale sundhedsmyndighed i den sidstnævnte stat indgive bevis for, at han opfylder vilkårene i artikel 1 og 2.

Ansøgere, som opfylder disse vilkår, har ret til at få autorisation som læge, hvis der ikke foreligger sådanne forhold, at autorisationen kunne tilbagekaldes, hvis ansøgeren havde været autoriseret læge.

Underretning om en således meddelt autorisation skal tilstilles den centreale sundhedsmyndighed i den eller de stater, hvor lægen tidligere har fået autorisation. De centrale sundhedsmyndigheder skal give hinanden de yderligere oplysninger, som findes nødvendige i anledning af en ansøgt autorisation.

Artikel 4

Er autorisation som læge i en kontraherende stat blevet meddelt en læge på grundlag af hans autorisation i en anden stat, skal autorisationen tilbagekaldes, hvis den oprindelige autorisation tilbagekaldes. I øvrigt kan autorisationen kun tilbagekaldes af de grunde i den stat, hvor den er meddelt, dog et der herved også kan tages hensyn til i anden kontraherende stat begået forbrydelse eller udvist grov uduelighed ved udøvelse af lægegerningen eller udvist åbenbar uegnethed som læge.

Bliver en læge, som har fået autorisation i flere af de kontraherende stater, i nogen af disse genstand for judiciel eller disciplinær foranstaltning i anledning af sin lægevirksomhed der, eller tilbagekaldes en for ham udfærdiget autorisation, skal den centrale sundhedsmyndighed i den eller de andre kontraherende stater underrettes om foranstaltningen eller tilbagekaldelsen samt om grundlaget derfor. Sådan underretning skal også ske, hvis der er foretaget begrænsning i lægens ret til at ordinere lægemidler eller alkohol fra apotek, eller hvis han frivilligt har givet afkald herpå eller på retten til at udøve lægevirksomhed.

Artikel 5

En læge i en kontraherende stat, som har fået autorisation som læge i en anden sådan stat, bør i princippet være berettiget til at søge og opnå civil ansættelse i stilling som læge i sidstnævnte stat, uanset han ikke er statsborger i denne stat.

Tjeneste som læge i nogen af de kontraherende stater bør ved besættelse af lægestilling i anden kontraherende stat tillægges samme værdi som i sidstnævnte stat udført tjeneste af tilsvarende art.

Artikel 6

En læge i en kontraherende stat, som har fået ansættelse i stilling som læge i en anden kontraherende stat, bør i princippet være ligestillet med læger i sidstnævnte stat, for så vidt angår ret til løn og pension samt de øvrige med stillingen forbundne fordele.

Artikel 7

Enhver kontraherende stat forpligter sig til efter undertegnelsen af denne overenskomst at træffe foranstaltninger til i det omfang, det findes muligt, at gennemføre de ændringer af gældende bestemmelser, som er nødvendige til opfyldelse af de i artiklerne 5 og 6 angivne principper, for så vidt angår statslige civile stillinger, og i øvrigt at virke for, at disse principper finder anvendelse også på ikke statslige stillinger.

Artikel 8

De centrale sundhedsmyndigheder i de kontraherende stater skal nøje følge udviklingen på arbejdsmarkedet for læger i de respektive stater, og når særlige foranstaltninger synes påkrævede, gøre anmeldelse derom til den i medfør af artikel 5 i overenskomsten af 22. maj 1954 om fælles arbejdsmarked nedsatte kommission.

De centrale sundhedsmyndigheder skal til stadighed give hinanden de meddelelser og oplysninger, som er af betydning for bedømmelsen af udviklingen på arbejdsmarkedet for læger i de respektive stater.

Artikel 9

Efter forhandling skal Island kunne slutte sig til denne overenskomst.

Artikel 10 Denne overenskomst skal ratificeres og ratifikationsinstrumenterne deponeres i det svenske udenrigsministeriums arkiv.

Overenskomsten træder i kraft, så snart samtlige ratifikationsinstrumenter er deponeret.

Enhver af de kontraherende stater kan opsige overenskomsten med et varsel på 6 måneder til ophør den 1. juli eller den 1. januar.

Enhver af de kontraherende stater kan med umiddelbar virkning sætte overenskomsten ud af kraft i forhold til en eller flere af de øvrige stater i tilfælde af krig eller krigsfare, eller hvis andre særlige nationale eller internationale forhold måtte gøre det nødvendigt. Vedkommende staters regeringer skal straks underrettes om beslutningen.

Til bekræftelse heraf har de befuldmægtigede repræsentanter for de respektive stater undertegnet denne overenskomst og forsynet den med deres segl.

Udfærdiget i Stockholm den 18. juni 1965 i et eksemplar på dansk, finsk, norsk og svensk, hvoraf det svenske udenrigsministerium vil tilstille de øvrige kontraherende staters regeringer bekræftende genparter.

A. Hessellund-Jensen.

Overenskomsten er ratificeret af samtlige signatarmagter. Det sidste ratifikationsinstrument (Finlands) blev deponeret den 10. august 1966, og i henhold til artikel 10 er overenskomsten herefter trådt i kraft den 10. august 1966.

Ved deponeringen af sit ratifikationsinstrument har Norge afgivet en sålydende erklæring: »Af hensyn til de i medfør af lov af 27. juli 1956 om udlændinges adgang til riget udfærdigede bestemmelser må der, ligesom for alle andre udlændinge, herunder nordboere, kræve opholds- og arbejdstilladelse for danske, finske og svenske læger, der vil arbejde i Troms og Finmark fylker. De læger, der omfattes af overenskomsten, vil imidlertid få opholds- og arbejdstilladelse på grundlag af autorisation meddelt i henhold til overenskomstens artikel 3. Sådan tilladelse vil kun blive nægtet, såfremt hensynet til den offentlige ro og orden til rigets sikkerhed eller interesser i øvrigt måtte kræve det«.

Udenrigsministeriet, den 20. september 1966.

Per Hækkerup.

Bekendtgørelse om overenskomst af 18. juni 1965 om fælles nordisk arbejdsmarked for læger.

Ved kgl. resolution af 28. juli 1965 har Danmark ratificeret den i Stockholm den 18. juni 1965 undertegnede overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for læger.

Overenskomsten har følgende ordlyd

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fælles nordisk arbejdsmarked for læger.

De kontraherende stater,

som tidligere har truffet overenskomst om et fælles nordisk arbejdsmarked,

som i princippet findes, at muligheden for fri bevægelighed for den medicinske arbejdskraft mellem de nordiske stater ville være til gavn for den medicinske og sociale udvikling i disse stater,

som finder, at den grundlæggende uddannelse for læger er stort set ligeværdig i de respektive stater,

som finder, at det bør tilvejebringes den størst mulige ensartethed i lægeuddannelsen i de nordiske stater, og

som vil tilstræbe den størst mulige ensartethed i lovgivningen om medicinsk personel,

er enedes om følgende

Ingen