Bekendtgørelse af konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn. (* 1)

Artikel 1.

Denne konvention har til formål at sikre, at de kontraherende stater gensidigt anerkender og fuldbyrder afgørelser i sager af international eller national karakter angående krav på underholdsbidrag til børn, som er ugifte og under 21 år, uanset om barnet er født i eller uden for ægteskab eller er adopteret.

Såfremt afgørelsen indeholder bestemmelser om andet end underholdspligten, skal konventionens rækkevidde være begrænset til det sidstnævnte spørgsmål.

Konventionen finder ikke anvendelse på afgørelser om underholdspligt over for slægtninge i sidelinjen.

Artikel 2.

Afgørelser angående underholdspligt, som er truffet i en af de kontraherende stater, skal uden prøvelse af det materielle indhold anerkendes og erklæres eksegible i de andre kontraherende stater, såfremt

1. den myndighed, som har truffet afgørelsen, har været kompetent ifølge denne konvention;

2. indklagede har været lovligt indkaldt eller repræsenteret ifølge loven i den stat, hvis myndighed har truffet afgørelsen;

er afgørelsen truffet, uden at indklagede har været til stede, skal anerkendelse og fuldbyrdelse dog kunne nægtes, såfremt den fuldbyrdende myndighed i betragtning af sagens omstændigheder skønner, at det ikke kan lægges ham til last, at han ikke har fået kundskab om sagen eller ikke har kunnet fremsætte indsigelser;

3. afgørelsen har opnået retskraft i den stat, hvor den er truffet; dog skal foreløbige afgørelser og foranstaltninger, selv om de kan påklages, erklæres eksegible af den fuldbyrdende myndighed, såfremt tilsvarende afgørelser kan træffes og fuldbyrdes i den stat, hvorunder den fuldbyrdende myndighed hører;

4. afgørelsen ikke strider mod en afgørelse, der mellem samme parter og angående samme sag er truffet i den stat, hvor den påberåbes;

anerkendelse og fuldbyrdelse kan nægtes, såfremt der, før afgørelsen blev truffet, var indledt sag mellem samme parter angående samme spørgsmål i den stat, hvor afgørelsen påberåbes;

5. afgørelsen ikke er åbenbart uforenelig med grundlæggende retsprincipper i den stat hvor den påberåbes (ordre public).

Artikel 3.

Ifølge denne konvention er følgende myndigheder kompetente til at træffe afgørelser vedrørende underholdsbidrag

1. myndighederne i den stat, på hvis territorium den bidragspligtige havde bopæl på det tidspunkt, da sagen blev rejst;

2. myndighederne i den stat, på hvis territorium den bidragsberettigede havde bopæl på det tidspunkt, da sagen blev rejst;

3. den myndighed, hvis kompetence den bidragspligtige har underkastet sig udtrykkeligt eller ved uden forbehold med hensyn til kompetencen at udtale sig om sagens realitet.

Artikel 4.

Den, som påberåber sig en afgørelse eller begærer fuldbyrdelse af denne, skal fremlægge

1. en behørigt bekræftet udskrift af afgørelsen;

2. dokumentation for, at afgørelsen er eksegibel;

3. såfremt afgørelsen er truffet, uden at indklagede har været til stede, en behørigt bekræftet afskrift af det dokument, ved hvilket sagen blev rejst, såvel som dokumentation for, at dokumentet er blevet lovligt forkyndt.

Artikel 5.

Den fuldbyrdende myndigheds prøvelse skal alene angå de i artikel 2 omhandlede betingelser og de i artikel 4 opregnede dokumenter.

Artikel 6.

Erklæring om eksegibilitet afgives, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne konvention, efter lovgivningen i den stat, hvorunder den fuldbyrdende myndighed hører.

Enhver afgørelse, som erklæres eksegibel, har samme retskraft og retsvirkninger, som om den hidrørte fra en kompetent myndighed i den stat, hvor fuldbyrdelse begæres.

Artikel 7.

Skal der ifølge den afgørelse, som begæres fuldbyrdet, erlægges underholdsbidrag som periodiske ydelser, skal erklæringen om eksegibiliteten omfatte både allerede forfaldne beløb og fremtidige betalinger.

Artikel 8.

De i foranstående artikler opstillede betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, som er omfattet af denne konvention, finder tilsvarende anvendelse på afgørelser, hvorved en af de i artikel 3 omhandlede myndigheder har ændret en afgørelse, som fastsætter underholdspligt.

Artikel 9.

Den, som har fået fri proces i den stat, hvor afgørelsen er truffet, nyder samme ret for så vidt angår de skridt, som tages for at opnå fuldbyrdelse af afgørelsen.

I de sager, som omhandles i denne konvention, kan sikkerhedsstillelse for retsomkostninger (Cautio judicatum solvi) ikke kræves.

Fremlagte dokumenter er fritaget for stempling eller legalisering.

Artikel 10.

De kontraherende stater forpligter sig til at lette overførslen af pengebeløb, der udgør underholdsbidrag til børn.

Artikel 11.

Inden bestemmelse i denne konvention skal være til hinder for, at den bidragsberettige påberåber sig en hvilken som helst anden bestemmelse, som ifølge lovgivningen i det land, hvor den fuldbyrdende myndighed har sit sæde, eller ifølge anden konvention mellem de kontraherende stater finder anvendelse på fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdsbidrag.

Artikel 12.

Denne konvention finder ikke anvendelse på afgørelser, som er truffet inden konventionens ikrafttræden.

Artikel 13.

Hver kontraherende stat skal underrette den nederlandske regering om de myndigheder, som er kompetente til at træffe afgørelser vedrørende underholdsbidrag og til at erklære udenlandske afgørelser herom eksegible.

Den nederlandske regering skal bringe disse meddelelser til de øvrige kontraherende staters kundskab.

Artikel 14.

Denne konvention gælder uden videre for de kontraherende staters moderterritorier.

Ønsker en kontraherende stat konventionen sat i kraft for alle dens andre territorier eller for sådanne andre territorier, hvis internationale anliggender varetages af den, meddeler den sin hensigt i så henseende ved et aktstykke, som deponeres i det nederlandske udenrigsministerium. Dette sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart heraf til hver af de kontraherende stater.

En sådan meddelelse medfører med hensyn til territorier uden for moderlandet alene retsvirkninger i forholdet mellem den stat, som har afgivet meddelelsen, og de stater, som har erklæret at ville acceptere den. Meddelelser af sidstnævnte art deponeres i det nederlandske udenrigsministerium; dette sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart til hver af de kontraherende stater.

Artikel 15.

Denne konvention er åben for undertegnelse af de stater, som har været repræsenteret på Den internationale privatretlige Haagerkonferences 8. samling.

Den skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.

Om hver deponering af ratifikationsinstrumenter oprettes en protokol, hvoraf en bekræftet genpart tilsendes hver af de kontraherende stater ad diplomatisk vej.

Artikel 16.

Denne konvention træder i kraft den tresindstyvende dag, efter at det fjerde ratifikationsinstrument er deponeret som fastsat i artikel 15.

For hver underskrivende stat, som ratificerer konventionen senere, træder den i kraft den tresindstyvende dag efter deponeringen af ratifikationsinstrumentet.

I det i artikel 14, stk. 2, omhandlede tilfælde finder konventionen anvendelse fra den tresindstyvende dag efter, at erklæring, om at meddelelsen accepteres, er deponeret.

Artikel 17.

Enhver stat, som ikke har været repræsenteret på Den internationale privatretlige Haggerkonferences 8. samling, kan tiltræde denne konvention. En stat, som ønsker at tiltræde, tilkendegiver sin hensigt i et aktstykke, som deponeres i det nederlandske udenrigsministerium. Dette sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart heraf til hver af de kontraherende stater.

Konventionen træder i kraft mellem den stat, som tiltræder, og den stat, som har afgivet erklæring om at acceptere tiltrædelsen, den tresindstyvende dag efter, at tiltrædelsesinstrumentet er deponeret.

Tiltrædelsen skal alene have retsvirkninger i forholdet mellem den stat, som har tiltrådt, og de kontraherende stater, som har afgivet erklæring om at acceptere tiltrædelsen. En sådan erklæring deponeres i det nederlandske udenrigsministerium; dette sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart af erklæringen til hver af de kontraherende stater.

Deponering af tiltrædelseserklæring kan ikke finde sted, før konventionen ifølge artikel 16 er trådt i kraft.

Artikel 18.

Enhver kontraherende stat kan, når den undertegner eller ratificerer konventionen eller tiltræder denne, tage forbehold med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser, som er truffet af en myndighed i en anden kontraherende stat, som har været kompetent i medfør af den bidragsberettigedes bopæl.

En stat, som har taget et sådant forbehold, kan ikke kræve, at konventionen skal finde anvendelse på afgørelser, som er truffet af dens egne myndigheder i tilfælde, hvor disse har været kompetente i medfør af den bidragsberettigedes bopæl.

Artikel 19.

Denne konvention har en varighed af fem år, regnet fra den i artikel 16, stk. 1, nævnte dag. Fristen regnes fra denne dag også for stater, som har ratificeret eller tiltrådt konventionen senere.

Konventionen fornys stiltiende for fem år ad gangen, medmindre den opsiges.

Opsigelse skal mindst seks måneder før fristens udløb meddeles det nederlandske udenrigsministerium, som gør alle de andre kontraherende stater bekendt hermed.

Opsigelser kan begrænses til de territorier eller til visse af de territorier, der er nævnt i en meddelelse afgivet i henhold til artikel 14, stk. 2.

Opsigelser får kun virkning for den stat, som har afgivet meddelelse derom. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige kontraherende stater.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der af deres regeringer er behørigt bemyndigede dertil, underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i Haag den 15. april 1958 i eet eksemplar, som deponeres i den nederlandske regerings arkiv, og hvoraf en bekræftet genpart ad diplomatisk vej tilsendes hver af de stater, der var repræsenteret på Den internationale privatretlige Haagerkonferences 8. samling, og de stater, som senere tiltræder konventionen.

Danmarks rafitikationsinstrument blev den 2. november 1965 deponeret i det nederlandske udenrigsministerium, og konventionen er herefter i medfør af artikel 16, stk. 2, trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 1. januar 1966.

I overensstemmelse med konventionens artikel 13 er det blevet meddelt den nederlandske regering, at afgørelser vedrørende underholdsbidrag i Danmark træffes af de almindelige domstole eller overøvrigheden (hvis afgørelser kan ændres af justitsministeriet), og at politimesteren på det sted, hvor skyldneren bor eller i mangel af bopæl opholder sig, i København dog overpræsidenten, er beføjet til at erklære de af konventionen omfattede udenlandske afgørelser eksegible.

Konventionen er foruden Danmark blevet ratificeret af Belgien, Italien, Nederlandene, Norge, Schweitz, Forbundsrepublikken Tyskland og Østrig samt tiltrådt af Ungarn. Konventionen er desuden undertegnet af Finland, Frankrig, Grækenland og Luxembourg.

Konventionens gyldighed er i medfør af artikel 14, stk. 2, af Nederlandene udvidet til at omfatte Surinam og De nederlandske Antiller.

I medfør af konventionens artikel 18 har Nederlandene og Luxembourg taget det forbehold, at afgørelser, der er truffet af en myndighed i en anden kontraherende stat, som har været kompetent i medfør af den bidragsberettigedes bopæl, hverken vil blive anerkendt eller erklæret eksegible i disse lande.

Udenrigsministeriet, den 1. april 1966

Per Hækkerup.

Bekendtgørelse af konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn. (* 1)

Bekendtgørelse af konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn. Ved kgl. resolution af 8. september 1965 har Danmark ratificeret den på den 8. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn.

Konventionen har følgende ordlyd

KONVENTION om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende

underholdspligt for børn.

De stater, som har undertegnet denne konvention, ønsker at tilvejebringe fælles bestemmelser om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn

og har besluttet i dette øjemed at indgå en konvention, med hensyn til hvilken der er opnået enighed om følgende bestemmelser