Bekendtgørelse af De Forenede Nationer konvention af 7. november 1962 om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber (* 1)
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Artikel 1.
1) Intet ægteskab skal anses for lovligt indgået uden begge parters fulde og frivillige samtykke, meddelt af dem personligt efter behørig offentliggørelse og i nærværelse af den myndighed, som er beføjet til at forrette vielsen, og af vidner som fastsat ved lov.
2) Uanset bestemmelsen i stk. 1 skal det ikke være nødvendigt, at den ene af parterne er til stede, når det over for den kompetente myndighed godtgøres, at der foreligger særlige omstændigheder, og at vedkommende over for en kompetent myndighed og på den måde, som måtte være fastsat ved lov, har meddelt samtykke og ikke har tilbagekaldt dette.
Artikel 2.
Stater, som deltager i denne konvention, skal gennemføre lovgivning, som fastsætter en mindstealder for indgåelse af ægteskab. Intet ægteskab skal anses for lovligt indgået af nogen under denne alder, medmindre en kompetent myndighed af vægtige grunde og i de vordende ægtefællers interesse har meddelt dispensation med hensyn til alder.
Artikel 3.
Alle ægteskaber skal af den kompetente myndighed indtegnes i et dertil egnet officielt register.
Artikel 4.
1) Denne konvention skal indtil den 31. december 1963 stå åben for underskrift for alle stater, der er medlemmer af De Forenede Nationer eller af nogen af denne organisations særorganisationer, og for en hvilken som helst anden stat, der af De Forenede Nationers generalforsamling opfordres til at tilslutte sig konventionen.
2) Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 5.
1) Denne konvention skal stå åben for tiltrædelse af alle de i artikel 4, stk. 1, nævnte stater.
2) Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.
Artikel 6.
1) Denne konvention træder i kraft den halvfemsindstyvende dag efter den dato, da det ottende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret.
2) For en stat, som ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det ottende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument træder konventionen i kraft den halvfemsindstyvende dag efter, at vedkommende stat har deponeret sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.
Artikel 7.
1) Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen har virkning 1 år efter den dato, da meddelelsen er modtaget af generalsektretæren.
2) Denne konvention ophører at være i kraft fra den dato, på hvilken den opsigelse, som reducerer antallet af deltagere til mindre end otte, får virkning.
Artikel 8.
Enhver tvist, som måtte opstå mellem to eller flere kontraherende stater angående denne konventions fortolkning eller anvendelse, og som ikke bilægges ved forhandling, skal på begæring af alle tvistens parter henvises til afgørelse ved Den mellemfolkelige Domstol, medmindre parterne enes om en anden afgørelsesmåde.
Artikel 9.
De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle stater, som er medlemmer af De Forenede Nationer, og de ikke-medlemsstater, som omhandles i denne konventions artikel 4, stk. 1, om følgende
a) underskrifter og ratifikationsinstrumenter modtaget i overensstemmelse med artikel 4;
b) tiltrædelsesinstrumenter modtaget i overensstemmelse med artikel 5;
c) den dato, da konventionen i overensstemmelse med artikel 6 træder i kraft;
d) meddelelser om opsigelse modtaget i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1;
e) ophævelse i overensstemmelse 7, stk. 2.
Artikel 10.
1) Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.
2) De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende en bekræftet genpart af konventionen til alle stater, der er medlemmer af De Forenede Nationer, og til de i artikel 4, stk. 1, omhandlede ikke-medlemsstater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede behørigt befuldmægtigede på deres respektive regeringers vegne underskrevet denne konvention, som blev åbnet for underskrift i De Forenede Nationers hovedkvarter i New York den 10. december 1962.
For Afghanistan
For Albanien
For Algeriet
For Amerikas Forenede Stater
Ud fra den forudsætning, at den inden for de forskellige stater i Amerikas Forenede Stater gældende lovgivning er i overensstemmelse med denne konvention, og at handlinger, der foretages af Amerikas Forenede Stater med hensyn til denne konvention, ikke indebærer, at tiltrædelse af bestemmelserne i artikel 8 skal danne præcedens for senere instrumenter.
Gladys Avery Tillett.
For Den forenede Arabiske Republik
For Argentina
For Australien
For Belgien
For Den Bjelorussiske Socialistiske Sovjetrepublik
For Bolivia
For Brasilien
For Bulgarien
For Burma
For Burundi
For Cambodia
For Cameroun
For Canada
For Den Centralafrikanske Republik
For Ceylon
Ezlynn Deraniyagala
12. december 1962
For Chad
For Chile
D. Schweitzer
For Colombia
For Congo (Brazzaville)
For Congo (Leopoldville)
For Costa Rica
For Cuba
Carlos Lechuga
17. oktober 1963
For Cypern
For Dahomey
For Danmark
Med det forbehold, at artikel 1, stk. 2 ikke finder anvendelse i Kongeriget Danmark.
A. Hessellund-Jensen
31. oktober 1963
For Den Dominikanske Republik
For Ecuador
For Elfenbenskysten
For Finland
For Frankrig
R. Seydoux
For Gabon
For Ghana
For Grækenland
Med forbehold angående konventionens artikel 1, stk. 2.
Dimitri S. Bitsios
3. januar 1963
For Guatemala
For Guinea
Diallo Telli
For Haiti
For Honduras
For Indien
For Indonesien
For Irak
For Iran
For Irland
For Island
For Israel
Shabtai Rosenne
For Italien
Vittorio Zoppi
20. december 1963
For Jamaica
For Japan
For Jordan
For Jugoslavien
Miso Pavicevic
For Kina
Liu Chieh
4. april 1963
For Republikken Korea
For Kuwait
For Laos
For Libanon
For Liberia
For Libyen
For Liechtenstein
For Luxembourg
For Madagascar
For Føderationen Malaya
For Mali
For Marokko
For Mauritanien
For Mexico
For Monaco
For Mongoliet
For Nederlandene
Ved undertegnelsen af konventionen om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber, erklærer undertegnede befuldmægtigede repræsentant for Kongeriget Nederlandene herved, at eftersom Nederlandene, Surinam og de nederlandske Antiller i offentligretlig henseende er ligestillede, forbeholder Kongeriget regering sig ret til at ratificere konventionen alene for så vidt angår een eller to dele af Kongeriget og til på et senere tidspunkt ved skriftlig meddelelse til generalsekretæren at erklære, at konventionen tillige skal finde anvendelse på den eller de øvrige dele af Kongeriget.
C. W. A. Schurmann
For Nepal
For New Zealand
H. F. Corner
23. december 1963
For Nicaragia
For Niger
For Nigeria
For Norge
For Pakistan
For Panama
For Paraguay
For Pavestolen
For Peru
For Philippinerne
Jacinto C. Borja
5. februar 1963
For Polen
Bohdan Lewendowski
17. december 1962
For Portugal
For Ruanda
For Rumænien
M. Haseganu
27. december 1963
For El Salvador
For San Marino
For Saudi Arabien
For Schweiz
For Senegal
For Sierre Leone
For Somalia
For De Socialistiske Sovjetrepublikkers Union
For Spanien
For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
For Sudan
For Sverige
Agda Røssel
For Den Sydafrikanske Union
For Syrien
For Tanganyika
For Thailand
For Tjekkoslovakiet
Jiri Hajek
8. oktober 1963
For Togo
For Trinidad og Tobago
For Tunesien
Tyrkiet
For Forbundsrepublikken Tyskland
For Uganda
For Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik
For Ungarn
For Uruguay
For Venezuala
For Vest-Samoa
For Republikken Viet-Nam
For Yemen
For Æthiopien
For Østrig
For Øvre Volta
Danmarks ratifikationsinstrument blev den 8. september 1964 deponeret hos De Forenede Nationers generalsekretær. Konventionen trådte i medfør af artikel 6, stk. 1 i kraft den 9. december 1964 for Danmarks vedkommende og for følgende stater, der ligeledes har ratificeret eller tiltrådt konventionen
Finland, Jugoslavien, Mali, New Zealand, Norge, Sverige og Vest-Samoa.
Danmarks og Sveriges ratifikationsinstrumenter samt Finlands og Norges tiltrædelsesinstrumenter indeholdt forbehold om, at bestemmelserne i artikel 1, stk. 2 ikke finder anvendelse i de pågældende lande.
Efter konventionens ikrafttræden har følgende lande med virkning fra det ud for hvert land anførte tidspunkt ratificeret eller tiltrådt den
Den Dominikanske Republik.......... 6. januar 1965 Niger.............................. 1. marts 1965 Øvre Volta......................... 8. marts 1965 Polen.............................. 8. april 1965 Philippinerne...................... 21. april 1965 Tjekkoslovakiet.................... 3. juni 1965
Den Dominikanske Republik tiltrædelsesinstrument indeholder følgende forbehold
»For så vidt angår den mulighed, som artikel 1, stk. 2 åbner for indgåelse af borgerligt ægteskab ved stedfortræder eller fuldmagt, ønsker Den Dominikanske Republik, at dens egne love desangående vedblivende skal have forrang. Som følge heraf kan de nævnte bestemmelser kun med forbehold tiltrædes af republikken«.
Den Philippinske regering afgav ved ratifikationsinstrumentets deponering følgende erklæring
»Konventionen om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber blev vedtaget med det formål at sikre alle personer fuldstændig frihed ved valg af ægtefælle. Konventionens artikel 1, stk. 1 kræver, at begge parters fulde og frivillige samtykke meddeles i nærværelse af den kompetente myndighed og af vidner.
Ved ratifikationen af denne konvention fortolker Philippierne, i betragtning af philippinsk borgerlige ret, artikel 1, stk. 2 (hvorefter det i undtagelsestilfælde tillades, at vielse forrettes ved stedfortræder) således, at der ikke pålægges Philippinerne forpligtelse til inden for eget territorium at tillade forrettelse af vielser ved stedfortræder eller af den i nævnte stk. forudsete art, hvor der ikke efter philippinske lov er hjemmel for en sådan form for indgåelse af ægteskab. Rettere sagt vil indgåelse af ægteskab under den ene parts fravær på de i nævnte stk. angivne betingelser kun blive tilladt inden for philippinsk område, såfremt der er philippinske lovhjemmel derfor«.
Udenrigsministeriet, den 7. maj 1965.
Per Hækkerup.
Bekendtgørelse af De Forenede Nationer konvention af 7. november 1962 om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber (* 1)
I henhold til kgl. resolution af 20. juni 1964 har Danmark ratificeret den af De Forenede Nationers generalforsamling den 7. november 1962 vedtagne konvention om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber.
Konventionens ordlyd er som følger (den kinesiske, russiske og spanske tekst udelades her)
KONVENTION
om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber.
Præambel.
De kontraherende stater,
som ønsker, i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, at fremme almen respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for alle uanset race, køn, sprog eller religion,
som henviser til, at artikel 16 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fastsætter
»(1) Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og at stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.
(2) Ægteskab skal kun kunne indgås med begge begge parters frie og fulde samtykke.«,
som endvidere henviser til, at De Forenede Nationers generalforsamling ved resolution 843 (IX) af 17. december 1954 udtalte, at visse skikke, gamle love og sædvaner angående ægteskab og familie var uforenelige med principperne i De Forenede Nationers pagt og i verdenserklæringen om menneskerettigheder,
og som bekræfter, at alle stater, herunder de, som har eller påtager sig ansvaret for administrationen af ikke-selv-styrende områder og formynderskabsområder, indtil disse opnår uafhængighed, bør træffe alle til afskaffelse af sådanne skikke, gamle love og sædvaner, fornødne foranstaltninger ved at sikre bl.a. fuldstændig frihed ved valg af ægtefælle, ved fuldstændigt at afskaffe barneægteskaber og forlovelse af unge piger før pubertetsalderen, ved om fornødent at fastsætte passende straffe og ved at oprette et civilstandsregister eller andet register, hvori alle ægteskaber indtegnes,
er enige om følgende