Bekendtgørelse af De Forenede Nationer konvention af 7. november 1962 om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber (* 1)

Artikel 1.

1) Intet ægteskab skal anses for lovligt indgået uden begge parters fulde og frivillige samtykke, meddelt af dem personligt efter behørig offentliggørelse og i nærværelse af den myndighed, som er beføjet til at forrette vielsen, og af vidner som fastsat ved lov.

2) Uanset bestemmelsen i stk. 1 skal det ikke være nødvendigt, at den ene af parterne er til stede, når det over for den kompetente myndighed godtgøres, at der foreligger særlige omstændigheder, og at vedkommende over for en kompetent myndighed og på den måde, som måtte være fastsat ved lov, har meddelt samtykke og ikke har tilbagekaldt dette.

Artikel 2.

Stater, som deltager i denne konvention, skal gennemføre lovgivning, som fastsætter en mindstealder for indgåelse af ægteskab. Intet ægteskab skal anses for lovligt indgået af nogen under denne alder, medmindre en kompetent myndighed af vægtige grunde og i de vordende ægtefællers interesse har meddelt dispensation med hensyn til alder.

Artikel 3.

Alle ægteskaber skal af den kompetente myndighed indtegnes i et dertil egnet officielt register.

Artikel 4.

1) Denne konvention skal indtil den 31. december 1963 stå åben for underskrift for alle stater, der er medlemmer af De Forenede Nationer eller af nogen af denne organisations særorganisationer, og for en hvilken som helst anden stat, der af De Forenede Nationers generalforsamling opfordres til at tilslutte sig konventionen.

2) Denne konvention skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 5.

1) Denne konvention skal stå åben for tiltrædelse af alle de i artikel 4, stk. 1, nævnte stater.

2) Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 6.

1) Denne konvention træder i kraft den halvfemsindstyvende dag efter den dato, da det ottende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret.

2) For en stat, som ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det ottende ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument træder konventionen i kraft den halvfemsindstyvende dag efter, at vedkommende stat har deponeret sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 7.

1) Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse til De forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen har virkning 1 år efter den dato, da meddelelsen er modtaget af generalsektretæren.

2) Denne konvention ophører at være i kraft fra den dato, på hvilken den opsigelse, som reducerer antallet af deltagere til mindre end otte, får virkning.

Artikel 8.

Enhver tvist, som måtte opstå mellem to eller flere kontraherende stater angående denne konventions fortolkning eller anvendelse, og som ikke bilægges ved forhandling, skal på begæring af alle tvistens parter henvises til afgørelse ved Den mellemfolkelige Domstol, medmindre parterne enes om en anden afgørelsesmåde.

Artikel 9.

De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle stater, som er medlemmer af De Forenede Nationer, og de ikke-medlemsstater, som omhandles i denne konventions artikel 4, stk. 1, om følgende

a) underskrifter og ratifikationsinstrumenter modtaget i overensstemmelse med artikel 4;

b) tiltrædelsesinstrumenter modtaget i overensstemmelse med artikel 5;

c) den dato, da konventionen i overensstemmelse med artikel 6 træder i kraft;

d) meddelelser om opsigelse modtaget i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1;

e) ophævelse i overensstemmelse 7, stk. 2.

Artikel 10.

1) Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.

2) De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende en bekræftet genpart af konventionen til alle stater, der er medlemmer af De Forenede Nationer, og til de i artikel 4, stk. 1, omhandlede ikke-medlemsstater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede behørigt befuldmægtigede på deres respektive regeringers vegne underskrevet denne konvention, som blev åbnet for underskrift i De Forenede Nationers hovedkvarter i New York den 10. december 1962.

For Afghanistan

For Albanien

For Algeriet

For Amerikas Forenede Stater

Ud fra den forudsætning, at den inden for de forskellige stater i Amerikas Forenede Stater gældende lovgivning er i overensstemmelse med denne konvention, og at handlinger, der foretages af Amerikas Forenede Stater med hensyn til denne konvention, ikke indebærer, at tiltrædelse af bestemmelserne i artikel 8 skal danne præcedens for senere instrumenter.

Gladys Avery Tillett.

For Den forenede Arabiske Republik

For Argentina

For Australien

For Belgien

For Den Bjelorussiske Socialistiske Sovjetrepublik

For Bolivia

For Brasilien

For Bulgarien

For Burma

For Burundi

For Cambodia

For Cameroun

For Canada

For Den Centralafrikanske Republik

For Ceylon

Ezlynn Deraniyagala

12. december 1962

For Chad

For Chile

D. Schweitzer

For Colombia

For Congo (Brazzaville)

For Congo (Leopoldville)

For Costa Rica

For Cuba

Carlos Lechuga

17. oktober 1963

For Cypern

For Dahomey

For Danmark

Med det forbehold, at artikel 1, stk. 2 ikke finder anvendelse i Kongeriget Danmark.

A. Hessellund-Jensen

31. oktober 1963

For Den Dominikanske Republik

For Ecuador

For Elfenbenskysten

For Finland

For Frankrig

R. Seydoux

For Gabon

For Ghana

For Grækenland

Med forbehold angående konventionens artikel 1, stk. 2.

Dimitri S. Bitsios

3. januar 1963

For Guatemala

For Guinea

Diallo Telli

For Haiti

For Honduras

For Indien

For Indonesien

For Irak

For Iran

For Irland

For Island

For Israel

Shabtai Rosenne

For Italien

Vittorio Zoppi

20. december 1963

For Jamaica

For Japan

For Jordan

For Jugoslavien

Miso Pavicevic

For Kina

Liu Chieh

4. april 1963

For Republikken Korea

For Kuwait

For Laos

For Libanon

For Liberia

For Libyen

For Liechtenstein

For Luxembourg

For Madagascar

For Føderationen Malaya

For Mali

For Marokko

For Mauritanien

For Mexico

For Monaco

For Mongoliet

For Nederlandene

Ved undertegnelsen af konventionen om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber, erklærer undertegnede befuldmægtigede repræsentant for Kongeriget Nederlandene herved, at eftersom Nederlandene, Surinam og de nederlandske Antiller i offentligretlig henseende er ligestillede, forbeholder Kongeriget regering sig ret til at ratificere konventionen alene for så vidt angår een eller to dele af Kongeriget og til på et senere tidspunkt ved skriftlig meddelelse til generalsekretæren at erklære, at konventionen tillige skal finde anvendelse på den eller de øvrige dele af Kongeriget.

C. W. A. Schurmann

For Nepal

For New Zealand

H. F. Corner

23. december 1963

For Nicaragia

For Niger

For Nigeria

For Norge

For Pakistan

For Panama

For Paraguay

For Pavestolen

For Peru

For Philippinerne

Jacinto C. Borja

5. februar 1963

For Polen

Bohdan Lewendowski

17. december 1962

For Portugal

For Ruanda

For Rumænien

M. Haseganu

27. december 1963

For El Salvador

For San Marino

For Saudi Arabien

For Schweiz

For Senegal

For Sierre Leone

For Somalia

For De Socialistiske Sovjetrepublikkers Union

For Spanien

For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

For Sudan

For Sverige

Agda Røssel

For Den Sydafrikanske Union

For Syrien

For Tanganyika

For Thailand

For Tjekkoslovakiet

Jiri Hajek

8. oktober 1963

For Togo

For Trinidad og Tobago

For Tunesien

Tyrkiet

For Forbundsrepublikken Tyskland

For Uganda

For Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik

For Ungarn

For Uruguay

For Venezuala

For Vest-Samoa

For Republikken Viet-Nam

For Yemen

For Æthiopien

For Østrig

For Øvre Volta

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 8. september 1964 deponeret hos De Forenede Nationers generalsekretær. Konventionen trådte i medfør af artikel 6, stk. 1 i kraft den 9. december 1964 for Danmarks vedkommende og for følgende stater, der ligeledes har ratificeret eller tiltrådt konventionen

Finland, Jugoslavien, Mali, New Zealand, Norge, Sverige og Vest-Samoa.

Danmarks og Sveriges ratifikationsinstrumenter samt Finlands og Norges tiltrædelsesinstrumenter indeholdt forbehold om, at bestemmelserne i artikel 1, stk. 2 ikke finder anvendelse i de pågældende lande.

Efter konventionens ikrafttræden har følgende lande med virkning fra det ud for hvert land anførte tidspunkt ratificeret eller tiltrådt den

Den Dominikanske Republik.......... 6. januar 1965 Niger.............................. 1. marts 1965 Øvre Volta......................... 8. marts 1965 Polen.............................. 8. april 1965 Philippinerne...................... 21. april 1965 Tjekkoslovakiet.................... 3. juni 1965

Den Dominikanske Republik tiltrædelsesinstrument indeholder følgende forbehold

»For så vidt angår den mulighed, som artikel 1, stk. 2 åbner for indgåelse af borgerligt ægteskab ved stedfortræder eller fuldmagt, ønsker Den Dominikanske Republik, at dens egne love desangående vedblivende skal have forrang. Som følge heraf kan de nævnte bestemmelser kun med forbehold tiltrædes af republikken«.

Den Philippinske regering afgav ved ratifikationsinstrumentets deponering følgende erklæring

»Konventionen om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber blev vedtaget med det formål at sikre alle personer fuldstændig frihed ved valg af ægtefælle. Konventionens artikel 1, stk. 1 kræver, at begge parters fulde og frivillige samtykke meddeles i nærværelse af den kompetente myndighed og af vidner.

Ved ratifikationen af denne konvention fortolker Philippierne, i betragtning af philippinsk borgerlige ret, artikel 1, stk. 2 (hvorefter det i undtagelsestilfælde tillades, at vielse forrettes ved stedfortræder) således, at der ikke pålægges Philippinerne forpligtelse til inden for eget territorium at tillade forrettelse af vielser ved stedfortræder eller af den i nævnte stk. forudsete art, hvor der ikke efter philippinske lov er hjemmel for en sådan form for indgåelse af ægteskab. Rettere sagt vil indgåelse af ægteskab under den ene parts fravær på de i nævnte stk. angivne betingelser kun blive tilladt inden for philippinsk område, såfremt der er philippinske lovhjemmel derfor«.

Udenrigsministeriet, den 7. maj 1965.

Per Hækkerup.

Bekendtgørelse af De Forenede Nationer konvention af 7. november 1962 om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber (* 1)

I henhold til kgl. resolution af 20. juni 1964 har Danmark ratificeret den af De Forenede Nationers generalforsamling den 7. november 1962 vedtagne konvention om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber.

Konventionens ordlyd er som følger (den kinesiske, russiske og spanske tekst udelades her)

KONVENTION

om samtykke til ægteskab, mindstealder for ægteskab og registrering af ægteskaber.

Præambel.

De kontraherende stater,

som ønsker, i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, at fremme almen respekt for og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for alle uanset race, køn, sprog eller religion,

som henviser til, at artikel 16 i verdenserklæringen om menneskerettigheder fastsætter

»(1) Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte sig og at stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.

(2) Ægteskab skal kun kunne indgås med begge begge parters frie og fulde samtykke.«,

som endvidere henviser til, at De Forenede Nationers generalforsamling ved resolution 843 (IX) af 17. december 1954 udtalte, at visse skikke, gamle love og sædvaner angående ægteskab og familie var uforenelige med principperne i De Forenede Nationers pagt og i verdenserklæringen om menneskerettigheder,

og som bekræfter, at alle stater, herunder de, som har eller påtager sig ansvaret for administrationen af ikke-selv-styrende områder og formynderskabsområder, indtil disse opnår uafhængighed, bør træffe alle til afskaffelse af sådanne skikke, gamle love og sædvaner, fornødne foranstaltninger ved at sikre bl.a. fuldstændig frihed ved valg af ægtefælle, ved fuldstændigt at afskaffe barneægteskaber og forlovelse af unge piger før pubertetsalderen, ved om fornødent at fastsætte passende straffe og ved at oprette et civilstandsregister eller andet register, hvori alle ægteskaber indtegnes,

er enige om følgende