Bekendtgørelse af De Forenede Nationers konvention af 20. februar 1957 om gifte kvinders statsborgerret. (* 1)

Artikel 1.

Enhver kontraherende stat er enig i, at hverken indgåelse eller opløsning af et ægteskab mellem en af dens borgere og en udlænding eller forandring af ægtemandens statsborgerret under ægteskabet automatisk skal berøre hustruens statsborgerretlige forhold.

Artikel 2

Enhver kontraherende stat er enig i, at såfremt en af dens statsborgere frivilligt erhverver statsborgerret i et andet land eller giver afkald på sin statsborgerret, skal dette ikke forhindre hans hustru i at bevare sin statsborgerret.

Artikel 3.

1. Enhver kontraherende stat er enig i, at en udenlandsk kvinde, der er gift med en af dens statsborgere, efter ansøgning skal kunne erhverve ægtemandens statsborgerret på særlig lempelige betingelser; meddelelse af sådan statsborgerret kan dog underkastes sådanne begrænsninger, som måtte være nødvendige af hensyn til den nationale sikkerhed eller af almene hensyn.

2. Enhver kontraherende stat er enig i, at denne konvention ikke skal fortolkes således, at den kommer til at berøre nogen lovgivning eller retspraksis, hvorefter en udenlandsk kvinde, der er gift med en af dens borgere, har en egentlig ret til efter ansøgning at erhverve ægtemandens statsborgerret.

Artikel 4.

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse og ratifikation for alle medlemmer af De Forenede Nationer og for enhver anden stat, som er eller herefter bliver medlem af en sær-organisation under De Forenede Nationer, eller som har tiltrådt eller herefter tiltræder statutterne for Den Mellemfolkelige Domstol, eller som har modtaget en opfordring fra De Forenede Nationers Generalforsamling.

2. Denne konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 5.

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse for alle stater, som er nævnt i artikel 4, stk. 1.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 6.

1. Denne konvention træder i kraft den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponering af det sjette ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

2. For enhver stat, der ratificerer eller tiltræder konventionen, efter at det sjette ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument er deponeret, skal konventionen træde i kraft den halvfemsindstyvende dag efter vedkommende stats deponering af sit ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 7.

1. Denne konvention kommer til anvendelse i alle ikke- selvstyrende områder, mandat- og koloniområder og andre områder udenfor en stats egentlige territorium (biområder), for hvis mellemfolkelige forhold en kontraherende stat er ansvarlig; vedkommende kontraherende stat skal, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikels 2. stykke, ved undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen afgive erklæring om, hvilket eller hvilke biområder konventionen uden videre skal omfatte som følge af undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen.

2. I de tilfælde, hvor et biområde med hensyn til statsborgerret ikke sidestilles med det egentlige territorium, skal den kontraherende stat, når den kontraherende stats eller biområdets forfatningslove eller praksis kræver dettes forhåndssamtykke til konventionsanvendelse indhentet, søge at indhente det nødvendige samtykke fra biområdet indenfor en frist af tolv måneder fra den dato, på hvilken den kontraherende stat undertegnede konventionen; når et sådant samtykke er blevet indhentet, skal den kontraherende stat give meddelelse herom til De Forenede Nationers generalsekretær. Denne konvention finder anvendelse i det eller de områder, som er nævnt i meddelelsen, fra den dag generalsekretæren har modtaget den.

3. Efter udløbet af den i denne artikels 2. stykke nævnte tolv måneders frist skal vedkommende kontraherende stater underrette generalsekretæren om forhandlingerne med de biområder, for hvis mellemfolkelige forhold de er ansvarlige, og hvis samtykke til anvendelse af nærværende konvention ikke er givet.

Artikel 8

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen eller tiltrædelsen tage forbehold overfor en hvilken som helst artikel i denne konvention med undtagelse af artiklerne 1 og 2.

2. Såfremt en stat tager forbehold i henhold til stk. 1 i denne artikel, skal konventionen, med undtagelse af de bestemmelser forbeholdet vedrører, have virkning mellem den stat, som har taget forbehold, og de øvrige parter, De Forenede Nationers generalsekretær skal meddele ordlyden af forbeholdet til alle stater, som har tiltrådt eller tiltræder konventionen. Enhver stat, som har tiltrådt eller senere tiltræder konventionen, kan underrette generalsekretæren om, at den ikke anser sig for bundet af konventionen i forhold til den stat, som har taget forbehold. Denne meddelelse må i de tilfælde, hvor en stat allerede har tiltrådt konventionen, gives inden halvfemsindstyve dage efter datoen for generalsekretærens meddelelse, og i de tilfælde, hvor en stat senere tiltræder, inden halvfemsindtyve dage efter datoen for deponeringen af ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumentet. I tilfælde af en sådan meddelelses afgivelse, skal konventionen ikke anses for at være i kraft mellem den stat, som har givet meddelelsen, og den stat, som har taget forbehold.

3. Enhver stat, som har taget forbehold i henhold til stk. 1 i denne artikel, kan på ethvert tidspunkt, efter at forbeholdet er blevet godkendt, helt eller delvist tilbagekalde forbeholdet ved meddelelse herom til De Forenede Nationers generalsekretær. En sådan meddelelse skal have virkning fra modtagelsesdatoen.

Artikel 9.

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved en skriftlig meddelelse til De Forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft et år efter den dag, på hvilken meddelelse modtages af generalsekretæren.

2. Denne konvention skal ophøre at gælde fra ikrafttrædelsesdagen for den opsigelse, som formindsker antallet af kontraherende parter til under seks.

Artikel 10.

Enhver tvist, som måtte opstå mellem to eller flere kontraherende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, og som ikke har kunnet bilægges ved forhandlinger, skal efter anmodning af en af parterne i tvisten henvises til Den Mellemfolkelige Domstol til afgørelse, med mindre de implicerede parter bliver enige om en anden afgørelsesmåde.

Artikel 11.

De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle medlemmer af De Forenede Nationer og de i konventionens artikel 4, stk. 1, omhandlede ikke-medlemsstater om

(a) Undertegnelser og ratifikationsinstrumenters modtagelse i henhold til artikel 4.

(b) Tiltrædelsesinstrumenter modtages i henhold til artikel 5.

(c) Datoen for ikrafttrædelsen af denne konvention i henhold til artikel 6.

(d) Meddelelser modtaget i henhold til artikel 8.

(e) Meddelelser om opsigelse modtaget i henhold til artikel 9, stk. 1.

(f) Ophør i henhold til artikel 9, stk. 2.

Artikel 12.

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske russiske og spanske tekster er lige autentiske, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.

2. De Forenede Nationers generalsekretær skal tilstille alle medlemmer af De Forenede Nationer og de i artikel 4, stk. 1 omhandlede ikke-medlemsstater en bekræftet afskrift af konventionen.

I bekræftelse heraf har de undertegnede, der er behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer, undertegnet denne konvention, åbnet for undertegnelse i New York, den tyvende februar 1957.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 22. juni 1959 deponeret hos De Forenede Nationers generalsekretær, og konventionen er herefter i medfør af bestemmelsen i artikel 6, stk. 2 for Danmarks vedkommende trådt i kraft den 22. september 1959.

Konventionen er foruden af Danmark på de vedføjede datoer ratificeret eller tiltrådt af

Albanien.......................... 27. juli 1960 Argentina......................... 10. oktober 1963 Australien........................ 14. marts 1961 Bjelorusland...................... 23. december 1958 Bulgarien......................... 22. juni 1960 Canada............................ 21. oktober 1959 Ceylon............................ 30. maj 1958 Cuba.............................. 5. december 1957 Den Dominikanske Republik......... 10. oktober 1957 Ecuador........................... 29. marts 1960 Guatemala......................... 13. juli 1960 Irland............................ 25. november 1957 Israel............................ 7. juni 1957 Joguslavien....................... 13. marts 1959 Kina.............................. 22. september 1958 Føderationen Malaya............... 24. februar 1959 New Zealand....................... 17. december 1958 Norge............................. 20. maj 1958 Polen............................. 3. juli 1959 Rumænien.......................... 2. december 1960 Sovjetunionen..................... 17. september 1958 Israel............................ 7. juni 1957 Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland...... 28. august 1957 Sverige........................... 13. maj 1958 Tanganyika........................ 28. november 1962 Tjekkoslovakiet................... 5. april 1962 Ukraine........................... 3. december 1958 Ungarn............................ 3. december 1959.

Storbritannien har i medfør af konventionens artikel 7, 2. stk. meddelt, at konventionens gyldighed er udvidet til at omfatte visse territorier, for hvis udenrigske anliggender Storbritannien er ansvarlig.

Endvidere har regeringerne i Jamaica og Sierra Leone, på hvis territorier konventionen fandt anvendelse inden opnåelse af uafhængighed, meddelt, at de anser sig for bundet af konventionen.

Af de stater, der har ratificeret eller tiltrådt overenskomsten, har nedennævnte taget forbehold som følger

Den argentinske regering har ved sin tiltrædelse taget forbehold med hensyn til anvendelsen af overenskomstens artikler 7 og 10 for så vidt angår territorier under argentinsk suverænitet.

Guatemala har af konstitutionelle grunde taget forbehold med hensyn til den nærmere anvendelse af artikel 10.

Udenrigsministeriet, den 7. maj 1965.

Per Hækkerup.

Bekendtgørelse af De Forenede Nationers konvention af 20. februar 1957 om gifte kvinders statsborgerret. (* 1)

Ved kgl. resolution af 15. maj 1959 har Danmark ratificeret den på De Forenede Nationers 11. plenarforsamling den 20. februar 1957 vedtagne konvention om gifte kvinders statsborgerret.

Konventionen har følgende ordlyd

De kontraherende stater, som erkender, at konflikter i lovgivning og praksis med hensyn til statsborgerret opstår som følge af bestemmelser vedrørende kvinders fortabelse eller erhvervelse af statsborgerret ved indgåelse og opløsning af ægteskab, eller på grund af ægtemandens nationalitetsskifte under ægteskabet,

som erkender, at De Forenede Nationers Generalforsamling i artikel 15 i den universelle erklæring om menneskerettigheder har udtalt, at »enhver har ret til et statsborgerskab«, og at »ingen vilkårligt skal fratage sin statsborgerret eller nægtes retten til at skifte nationalitet«,

som ønsker at samarbejde med De Forenede Nationer for at fremme almindelig respekt for og overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende friheder for alle uden hensyn til køn,

er kommet overens om følgende bestemmelser