Bekendtgørelse af overenskomst af 30. december 1964 med Peru angående teknisk og videnskabeligt samarbejde.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 30. december 1964 med Peru angående teknisk og videnskabeligt samarbejde.
Under 30. december 1964 er der i Lima afsluttet følgende overenskomst mellem Danmark og Peru angående teknisk og videnskabeligt samarbejde
Overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Republikken Peru angående teknisk og videnskabeligt samarbejde.
I ønsket om at styrke de venskabelige bånd mellem Danmark og Peru samt om at fastlægge generelle retningslinier for samarbejdet på det tekniske og videnskabelige område er Kongeriget Danmarks regering på den ene side og Republikken Perus regering på den anden side blevet enige om følgende
Artikel I
Danmarks og Perus regeringer beslutter at organisere et teknisk og videnskabeligt samarbejde mellem deres to lande på sådanne områder og efter de retningslinier, som parterne fremover fastsætter ved supplerende aftaler baseret på denne overenskomst.
Artikel II Dette samarbejde vil blive udøvet på grundlag af fælles finansiering og kan i praksis iværksættes ved
a) at stille eksperter til disposition for den anden part med henblik på uddannelse af videnskabeligt eller teknisk personale eller ydelse af teknisk bistand i øvrigt.
b) afholdelse af kurser samt ydelse af stipendier.
c) iværksættelse af en hvilken som helst anden form for teknisk og videnskabeligt samarbejde, som parterne måtte aftale.
Artikel III
De danske eksperter, der i henhold til nærværende overenskomst og de supplerende aftaler omtalt i artikel I bliver sendt til Peru, vil under deres ophold i landet være underkastet følgende bestemmelser
a) Republikken Perus regering fritager importen eller eksporten af møbler og personlige effekter, der indføres af eksperterne og af deres familiemedlemmer, for alle told og andre afgifter, forbud og restriktioner såvel som for en hvilken som helst anden statsafgift. Denne franchise omfatter et automobil for hver ekspert på betingelse af, at hans mission i Peru har en varighed af mindst eet år. For så vidt angår afhændelse af automobilet eller udførelse af dette ved afslutningen af opholdet i Peru, vil det være underkastet de bestemmelser, som den peruanske regering anvender på eksperter fra De forenede Nationer og de herunder hørende særorganisationer.
b) Republikken Perus regering vil over for eksperterne, deres familiemedlemmer, ejendele, formueværdier og lønninger anvende de bestemmelser, som eksperter fra De forenede Nationer og de herunder hørende særorganisationer nyder godt af.
Artikel IV
I tilfælde af, at den danske regering i overensstemmelse med de i artikel I nævnte supplerende aftaler til den peruanske regering eller til sammenslutninger eller institutioner, der er omtalt i de konkrete aftaler, yder maskiner, instrumenter eller udstyr, vil den Peruanske regering tillade import af sådanne ydelser under fritagelse for told, konsulats og andre afgifter, forbud og restriktioner for importen såvel som for en hvilken som helst art af statsafgifter.
Artikel V
Hver af de kontraherende parter udpeger de teknikere, der skal samarbejde med de af den anden part udsendte eksperter. De udsendte eksperter giver de teknikere, der er udpeget af det land, der modtager bistanden, alle slags oplysninger vedrørende de metoder, der anvendes inden for deres respektive områder.
Artikel VI
Den myndighed, som eksperterne tilknyttes, skal træffe de nødvendige dispositioner for tilstedeværelsen af den arbejdskraft og udrustning, heri indbefattet transportmidler, som de måtte have behov for under opfyldelsen af deres mission.
Artikel VII
De supplerende aftaler, der er forudset i artikel I, skal i hvert tilfælde indeholde bestemmelser om fordelingen af de udgifter og forpligtelser, opfyldelsen af dem medfører. De skal ligeledes indeholde en klausul om deres varighed.
Artikel VIII
Nærværende overenskomst vil træde i kraft den dato, på hvilken de høje kontraherende parter ved noteveksling giver hinanden meddelelse om deres respektive regeringers godkendelse.
Artikel IX
Overenskomsten, der skal være gyldig for en ubestemt periode, kan af hver af de to regeringer til enhver tid opsiges 60 dage efter notifikation herom. En sådan notifikation vil ikke omfatte igangværende teknisk og videnskabeligt samarbejde, medmindre der udtrykkeligt henvises hertil
Affattet i Lima den 30. december 1964 i to eksemplarer med samme ordlyd, et på dansk og et på spansk. Begge tekster har samme gyldighed.
FOR KONGERIGET DANMARK
V. Hoelgaard.
Overenskomsten er trådt i kraft den 27 januar 1965 ifølge en note af samme dato fra den peruanske regering.
Udenrigsministeriet den 22. april 1965.
J. O. Krag.
Ingen