Bekendtgørelse af overenskomst af 30. januar 1962 med Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning.
Table of Provisions (32)
Statutory Text (32 Articles)
Artikel 1
(1) Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter (herunder tillægsskatter), der udskrives på hver af de kontraherende staters, deres enkeltstaters ("Lænder"), kommuners eller kommunalforbunds vegne, uden hensyn til, hvorledes de opkræves.
(2) Som indkomst- og formueskatter anses alle skatter, der pålignes på grundlag af hele indkomsten, hele formuen, eller dele af indkomsten, eller formuen, herunder skatter på fortjeneste ved salg af løsøre eller fast ejendom såvelsom den i Forbundsrepublikken Tyskland opkrævede erhvervsskat (Gewerbesteuer).
(3) De skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, er for tiden
1. i Kongeriget Danmark: a) den ordinære og ekstraordinære indkomstskat til staten, b) formueskatten til staten, c) de kommunale indkomstskatter, d) folkepensionsbidraget, e) sømandsskatten, f) den særlige indkomstskat, g) de kirkelige afgifter, h) ejendomsskatterne (herefter omtalt som "danske skatter"); 2. i Forbundsrepublikken Tyskland: a) indkomstskatten (herunder lønskatten (Lohnsteuer), skatten på kapitalindkomst (Kapitalertragsteuer) og skatten af bestyrelseshonorarer (Aufsichtsratsteuer)), b) selskabsskatten, c) formueskatten, d) erhvervsskatten (Gewerbesteuer), e) ejendomsskatten (herefter omtalt som "skatter til Forbundsrepublikken Tyskland"). (4) Denne overenskomst finder også anvendelse på alle skatter af samme eller lignende art, der fremtidig måtte blive udskrevet ved siden af de gældende skatter eller i stedet for disse. De kompetente myndigheder i de kontraherende stater vil ved slutningen af hvert år give hinanden underretning om indtrådte ændringer i deres skattelove. (5) Denne overenskomst finder ikke anvendelse på eengangsskatter af indkomst, formue eller formueforøgelse. (6) De kompetente myndigheder i de kontraherende stater vil i gensidig forståelse afgøre eventuelt opståede tvivlsspørgsmål om for hvilke skatter overenskomsten har gyldighed.
Artikel 2
(1) Ved anvendelsen af denne overenskomst gælder følgende
1. Udtrykket "person" omfatter
a) fysiske personer,
b) juridiske personer; personsammenslutninger og formuemasser, der som sådanne beskattes som en juridisk person, anses for juridiske personer.
2. a) Ved udtrykket "en person, som er bosat i en af de kontraherende stater" forstås i denne overenskomst en person, som i henhold til denne stats lovgivning er skattepligtig der på grund af bopæl, ophold, ledelsens sæde eller et andet lignende forhold.
b) Hvis en fysisk person i henhold til bestemmelsen under a) er bosat i begge de kontraherende stater, gælder følgende
(aa) Den pågældende person anses for bosat i den kontraherende stat, i hvilken han har en fast bolig til rådighed. Såfremt han har en fast bolig til rådighed i begge kontraherende stater, anses han for bosat i den kontraherende stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).
(bb) Kan det ikke afgøres, i hvilken af de kontraherende stater personen har midtpunkt for sine livsinteresser, eller har han ikke en fast bolig til rådighed i nogen af de kontraherende stater, skal han anses for bosat i den kontraherende stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig.
(cc) Opholder personen sig sædvanligvis i begge de kontraherende stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, anses han for bosat i den kontraherende stat, i hvilken han er statsborger.
(dd) Er personen statsborger i begge de kontraherende stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, vil de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet i gensidig forståelse.
c) Hvis en juridisk person efter bestemmelsen under a) er bosat i begge de kontraherende stater, anses den for bosat, i den kontraherende stat, i hvilken dens virkelige ledelse har sit sæde.
3. Udtrykket "foretagende i en af de kontraherende stater" eller "foretagende i den anden stat" betyder alt efter, hvad sammenhængen kræver, et erhvervsforetagende, som drives af en person, som er bosat i Kongeriget Danmark eller i Forbundsrepublikken Tyskland.
4. Udtrykket "fast driftssted" betyder et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves.
a) Som faste driftssteder anses navnlig
(aa) ledelsens sæde,
(bb) en filial,
(cc) et kontor,
(dd) en fabrik,
(ee) et værksted,
(ff) et bjergværk, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udnyttes,
(gg) et bygnings- eller monteringsarbejde, hvis varighed overskrider 12 måneder.
b) Som faste driftssteder anses ikke
(aa) benyttelsen af indretninger udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering af foretagendet tilhørende varer,
(bb) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til oplagring, udstilling eller udlevering,
(cc) opretholdelsen af et varelager, tilhørende foretagendet, udelukkende til bearbejdelse eller forædling gennem et andet foretagende,
(dd) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med det formål at foretage indkøb af varer eller fremskaffe oplysninger til foretagendet,
(ee) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende i reklameøjemed, til meddelelse af oplysninger, til videnskabelig forskning eller til udøvelse af lignende virksomhed, som har karakter af en forberedende virksomhed eller af en hjælpevirksomhed for foretagendet.
c) En person, der virker i en af de kontraherende stater for et foretagende i den anden stat - med undtagelse af en uafhængig repræsentant som nævnt under d) - skal behandles som et fast driftssted i den førstnævnte stat, hvis han har og sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå aftaler i denne stat i foretagendets navn, medmindre hans virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet.
d) Et foretagende i en af de kontraherende stater anses ikke for at have et fast driftssted i den anden stat, blot fordi det opretholder forretningsforbindelser der gennem en mægler, kommissionær, eller anden uafhængig repræsentant, såfremt disse personer handler inden for rammerne af deres sædvanlige forretningsvirksomhed.
e) Den omstændighed, at et selskab, der er bosat i en af de kontraherende stater, behersker eller beherskes af et selskab, som er bosat i den anden stat, eller der (enten gennem et fast driftssted eller på anden måde), opretholder forretningsforbindelser, bevirker ikke i sig selv, at det ene af de to selskaber anses for et fast driftssted for det andet selskab.
f) En i en af de kontraherende stater beliggende fælles banegård (Gemeinschafts- oder Betriebswechselbahnhof), der er oprettet i henhold til en overenskomst mellem de kontraherende stater, anses ikke for fast driftssted for et jernbaneforetagende i den anden kontraherende stat.
5. Udtrykket "dividender" betyder indkomst af aktier, mineaktier (Kuxen), udbyttebeviser (Genussscheinen), andele i selskaber med begrænset ansvar eller andelsselskaber samt indkomst ved deltagelse som stille interessent, når den pågældende ikke har andel i selskabets formue. Som dividender anses også udbytte af andelsbeviser i et investeringsselskab.
6. Ved udtrykket "kompetente myndigheder" forstås for Kongeriget Danmarks vedkommende finansministeren og for Forbundsrepublikken Tysklands vedkommende finansministeren (der Bundesminister der Finanzen).
(2) Flytter en person definitivt sin bopæl fra den ene kontraherende stat til den anden, ophører den førstnævnte stats beskatningsret, for så vidt den afhænger af bopælen med udløbet af den dag, hvor flytningen er afsluttet, for så vidt angår formueskatten med udløbet af det kalenderår, i hvilket flytningen har fundet sted. Ved anvendelsen af denne bestemmelse anses en person for at have bopæl i den kontraherende stat, hvor han i henhold til stk. 1, nr. 2, er bosat.
(3) Ved anvendelsen af denne overenskomst af de kontraherende stater skal - medmindre andet følger af sammenhængen - ethvert udtryk, som ikke er defineret i denne overenskomst, have den betydning, som dette udtryk har i henhold til de i den pågældende kontraherende stat gældende love om de skatter, der er genstand for denne overenskomst.
Artikel 3
(1) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst af fast ejendom, har den stat beskatningsretten, i hvilken ejendommen er beliggende.
(2) Udtrykket "fast ejendom" bestemmes efter lovgivningen i den af de kontraherende stater, i hvilken ejendommen er beliggende. Begrebet omfatter i alle tilfælde tilbehør til fast ejendom, besætning og inventar i landbrug og skovbrug, rettigheder, på hvilke de privatretlige regler om fast ejendom finder anvendelse, brugsrettigheder til fast ejendom, såvelsom rettigheder til varierende eller faste ydelser for udnyttelsen af mineralforekomster, kilder og andre naturforekomster; skibe og luftfartøjer anses ikke for fast ejendom.
(3) Stykke 1 og 2 finder anvendelse på indkomst, der erhverves ved den umiddelbare udnyttelse, ved udlejning eller forpagtning såvelsom ved enhver anden form for udnyttelse af fast ejendom, herunder indkomst ved landbrug og skovbrug. De finder endvidere anvendelse på fortjeneste ved salg af fast ejendom.
(4) Stykke 1 til 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører andre erhvervsvirksomheder end landbrug og skovbrug, og på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af et frit erhverv.
Artikel 4
(1) Oppebærer en person, der er bosat i en af de kontraherende stater, som indehaver eller deltager indkomst fra en erhvervsvirksomhed, hvis virke udstrækker sig til den anden stats område, har den anden stat beskatningsretten til denne indkomst i det omfang, hvori den kan henføres til et deer beliggende fast driftssted for foretagendet. Som indkomst af erhvervsvirksomhed behandles også indkomst ved deltagelse i et foretagende med undtagelse af indkomst i form af dividender.
(2) Til det faste driftssted skal henregnes indkomst, som det ville have opnået, såfremt det som et uafhængigt foretagende havde udøvet samme eller lignende virksomhed under samme eller lignende vilkår og havde afsluttet forretninger som et uafhængigt foretagende. Ved fastsættelsen af den indkomst, der er opnået ved et fast driftssteds virksomhed, går man som hovedregel ud fra det faste driftssteds regnskabsresultat. Herved skal der tages hensyn til alle udgifter, der kan henføres til driftsstedet, herunder en andel af foretagendets generalomkostninger dog at der bortses fra kunstige overskudsfordelinger; særlig tages der ikke hensyn til vedtagelser om betaling af renter eller licensafgifter imellem et foretagendes faste driftssteder. I særlige tilfælde kan ved indkomstens opgørelse for det faste driftssted foretagendets samlede fortjeneste opdeles.
(3) Stykke 1 gælder såvel indkomst, der erhverves ved umiddelbar udnyttelse som indkomst, der erhverves ved udleje, bortforpagtning og enhver anden form for udnyttelse af erhvervsvirksomheden, samt indkomst ved salg af en virksomhed som helhed, eller for en dels vedkommende, af en anpart i virksomheden eller af genstande, der anvendes i virksomheden.
(4) Stykke 1 skal på tilsvarende måde finde anvendelse på erhvervsskat (Gewerbesteuer), der pålignes på et andet beskatningsgrundlag end indkomsten.
(5) Stykke 1 skal ikke kunne fortolkes som hindrende en af de kontraherende stater i at beskatte indkomst fra dens område (f.eks. indkomst af fast ejendom, dividender), der tilflyder en person, som er bosat i den anden stat, i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser, hvis disse indkomster ikke kan henføres til et inden for den førstnævnte stats område beliggende fast driftssted.
Artikel 5
(1) I tilfælde, hvor et foretagende i en af de kontraherende stater i kraft af sin deltagelse i ledelsen eller finansieringen af et foretagende i den anden stat med sidstnævnte foretagende aftaler kommercielle eller finansielle vilkår eller pålægger det sådanne vilkår, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt med et uafhængigt foretagende, kan fortjeneste, som et af de to foretagender normalt ville have opnået, men som det på grund af disse vilkår ikke har opnået, medregnes til dette foretagendes indkomst og beskattes i overensstemmelse hermed.
(2) Stykke 1 finder tilsvarende anvendelse i forholdet mellem to foretagender, i hvis ledelse eller finansiering den samme person direkte eller indirekte tager del.
Artikel 6
(1) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst fra skibs- eller luftfartsvirksomhed i international trafik, har den stat beskatningsretten, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
(2) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst af virksomhed ved skibsfart på floder, kanaler og søer, har den stat beskatningsretten, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
(3) Såfremt den virkelige ledelse for et foretagende, der driver skibsfartsvirksomhed, har sit sæde ombord på et skib, skal foretagendet, anses for at have sit sæde i den kontraherende stat, i hvilken det pågældende skib har sit hjemsted, eller, såfremt et sådant ikke findes, i den kontraherende stat, i hvilken rederen er bosat.
(4) Stykke 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på erhvervsskat (Gewerbesteuer), der pålignes på et andet beskatningsgrundlag end indkomsten.
Artikel 7
(1) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst ved salg af en andel i et kapitalselskab, som er bosat i den anden stat, har den førstnævnte stat beskatningsretten til denne indkomst.
(2) Stykke 1 finder ikke anvendelse, hvis en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer indkomsten gennem dette driftssted. I dette tilfælde har den anden stat beskatningsretten til denne indkomst.
Artikel 8
(1) Oppebærer en fysisk person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst ved frit erhverv eller ved andet selvstændigt arbejde af lignende karakter, har denne stat beskatningsretten til denne indkomst, medmindre den pågældende til udøvelse af sin virksomhed regelmæssigt har et fast sted til sin rådighed i den anden kontraherende stat. Såfremt den pågældende råder over et sådant fast sted, tilkommer beskatningsretten til den del af indkomsten, der kan henføres til dette sted, denne anden stat. Artikel 4, stykke 3, gælder tilsvarende.
(2) Uanset stykke 1 tilkommer beskatningsretten til indkomst, som oppebæres af professionelle kunstnere, f.eks. teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstnere og musikere samt sportsfolk, ved deres i denne egenskab udøvede virksomhed, den kontraherende stat, i hvilken de udøver denne virksomhed.
(3) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, bestyrelseshonorarer eller mødegodtgørelser og lignende vederlag som medlem af en bestyrelse eller et repræsentantskab eller som ikke-forretningsførende medlem af lignende organer for en juridisk person, som er bosat i den anden stat, har den anden stat beskatningsretten til disse vederlag.
(4) Såfremt en af de kontraherende stater på grund af dens lovgivning ikke kan gøre brug af beskatningsretten i henhold til stykke 2 og stykke 3, har den anden stat beskatningsretten.
Artikel 9
(1) Oppebærer en fysisk person, som er bosat i en af de kontraherende stater, gage, løn og lignende vederlag for ikke-selvstændigt arbejde, tilkommer beskatningsretten til denne indkomst denne stat, medmindre arbejdet udføres i den anden stat. Udføres arbejdet deer, tilkommer beskatningsretten til den derved indtjente indkomst denne anden stat.
(2) Uanset stykke 1 tilkommer beskatningsretten til vederlag, som en fysisk person, der er bosat i en af de kontraherende stater, oppebærer for ikke-selvstændigt arbejde, udført i den anden stat, den førstnævnte stat i tilfælde, hvor
a) modtageren ikke i det pågældende kalenderår opholder sig i den anden stat i mere end ialt 183 dage,
b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er bosat i den anden stat, og
c) vederlaget ikke trækkes fra overskudet af et fast driftssted eller et fast sted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
(3) Uanset stykke 1 og stykke 2 tilkommer beskatningsretten til vederlag for tjenesteydelser, der af en fysisk person, som er bosat i en af de kontraherende stater, udføres ombord på et skib eller et luftfartøj i international trafik eller ombord på et skib, der udfører sejlads på floder, kanaler og søer, den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
(4) Uanset stykke 1 kan studerende ved et universitet, en højere læreanstalt eller lignende i en af de kontraherende stater, som mod vederlag er beskæftiget i ikke over ialt 183 dage inden for et kalenderår hos en virksomhed i den anden stat for at opnå en praktisk uddannelse, kun beskattes af dette vederlag i den førstnævnte stat.
(5) Såfremt en af de kontraherende stater på grund af dens lovgivning ikke kan gøre brug af beskatningsretten i henhold til stykke 1 og 3, har den anden stat beskatningsretten.
Artikel 10
(1) Oppebærer en fysisk person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst i form af gage, løn eller lignende vederlag, der udbetales af en af staterne eller en enkelt stat ("Land"), en kommune, et kommunalforbund eller en anden offentligretlig juridisk person i en af staterne, har den stat, hvorfra udbetalingen finder sted, beskatningsretten til denne indkomst.
(2) Er den fysiske person statsborger i den stat, hvor han er bosat, uden samtidig at være statsborger i den stat, hvorfra udbetalingen finder sted, og udøver han sin virksomhed i den førstnævnte stat, har denne stat beskatningsretten til denne indkomst, såfremt den stat, hvorfra udbetalingen finder sted, på grund af dens lovgivning ikke kan gøre brug af beskatningsretten i henhold til stykke 1.
(3) Artikel 9 finder anvendelse på vederlag for tjenesteydelser, der er præsteret i forbindelse med en virksomhed, der drives erhvervsmæssigt af en af de kontraherende stater eller en anden offentligretlig juridisk person som omhandlet i stykke 1. Gage, løn og lignende vederlag, som for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland ydes af "die Deutsche Bundespost", "die Deutsche Bundesbahn" og "die Deutsche Bundesbank", og for så vidt angår Kongeriget Danmark af Post- og Telegrafvæsenet, De danske Statsbaner og Danmarks Nationalbank, omfattes af stykke 1 og stykke 2.
Artikel 11
(1) Oppebærer en fysisk person, som er bosat i en af de kontraherende stater, ventepenge, pension, herunder pension til enker eller børn, eller lignende periodiske ydelser eller fordele af pengeværdi der udredes for tidligere tjenesteydelser, har den stat, hvor den pågældende person er bosat, beskatningsretten til denne indkomst.
(2) Beskatningsretten til ventepenge, pension, herunder pension til enker og børn, eller lignende periodiske ydelser eller fordele af pengeværdi, der for tidligere tjenesteydelser udbetales af en af staterne eller en enkelt stat ("Land"), en kommune, et kommunalforbund eller en anden offentligretlig juridisk person i en af staterne enten direkte eller gennem en hertil bemyndiget offentligretlig institution til lønmodtagere eller disses efterladte tilkommer, uanset stykke 1, den stat, hvorfra udbetalingen finder sted.
(3) Stykke 2 finder tilsvarende anvendelse på pension, livrente og andre periodisk eller ikke periodisk udgående beløb, der udbetales af en af de kontraherende stater eller en anden offentligretlig juridisk person som omtalt i stykke 2 som godtgørelse for en skade, der er opstået som følge af krigshandlinger eller politisk forfølgelse.
Artikel 12
(1) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, dividender fra den anden stat, har den stat, hvor den pågældende person er bosat, beskatningsretten til denne indkomst.
(2) For så vidt skatten af kapitalindtægter i den anden stat opkræves i form af fradrag (ved kilden), berøres retten til foretagelse af dette skattefradrag ikke.
(3) Skattefradraget i henhold til stykke 2 må ikke overstige 15% af dividenderne.
(4) Uanset stykke 3. må skattefradraget ikke overstige 10% af dividenderne, hvis dividenderne udbetales af et kapitalselskab, der er bosat i en af de kontraherende stater, til et kapitalselskab, der er bosat i den anden stat, og som ejer mindst 25% af de stemmeberettigede andele i det førstnævnte selskab.
(5) Sålænge satsen for selskabsskat i Forbundsrepublikken Tyskland er lavere for udloddet indkomst end skattesatsen for ikke-udloddet indkomst, og forskellen udgør 20% eller mere, må skattefradraget i Forbundsrepublikken Tyskland - afvigende fra stykke 3 og stykke 4 - ikke overstige 25% af dividenderne, såfremt de udbetales af et i Forbundsrepublikken Tyskland bosat kapitalselskab til et i Kongeriget Danmark bosat kapitalselskab, som ejer mindst 25% af andelene i det i Forbundsrepublikken Tyskland bosatte kapitalselskab.
(6) Stykke 1 til 5 finder ikke anvendelse, hvis en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer indkomsten gennem dette driftssted. I dette tilfælde har den anden stat beskatningsretten til denne indkomst.
(7) Stykke 3 til 5 udelukker ikke, at skat ved kilden kan opkræves efter de satser, som skulle anvendes, hvis man ikke tog hensyn til overenskomsten. Såfremt den tilbageholdte skat overstiger den skat, som fremkommer ved anvendelsen af bestemmelserne i denne overenskomst, skal det overskydende beløb tilbagebetales efter ansøgning fra den person der har krav på dette beløb. Tilbagebetaling skal finde sted, såfremt andragende herom indgives inden for et tidsrum af to år regnet fra det tidspunkt, da beløbene er tilflydt den pågældende; for så vidt angår beløb, der er tilflydt ham inden ikrafttrædelsen af denne overenskomst, begynder fristen at løbe fra det tidspunkt, hvor overenskomsten er trådt i kraft.
Artikel 13
(1) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, renter fra den anden stat, har den førstnævnte stat beskatningsretten til denne indkomst.
(2) Ved "renter" forstås indkomst af lån, obligationer (herunder konverteringslån (Wandelanleihen) og udbytteobligationer (Gewinnobligationen)) eller en hvilken som helst anden gældsforpligtelse.
(3) Stykke 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer indkomsten gennem dette driftssted. I dette tilfælde har den anden stat beskatningsretten til denne indkomst.
Artikel 14
(1) Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, fra den anden stat indkomst i form af licensafgifter eller andet vederlag for benyttelsen eller retten til benyttelse af ophavsrettigheder, patenter, mønster, fabrikationsmetoder, varemærker eller lignende rettigheder (med undtagelse af rettigheder med hensyn til udnyttelse af naturforekomster), har den stat, hvor den pågældende person er bosat, beskatningsretten til denne indkomst.
(2) Som licensafgifter behandles lejeafgifter og lignende vederlag for overladelse af kinematografiske film (herunder film, der anvendes ved fjernsynsudsendelser), for benyttelse af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller for overladelse af erhvervsmæssige erfaringer.
(3) Stykke 1 finder også anvendelse på indkomst ved afhændelse af de der nævnte rettigheder.
(4) Stykke 1 til 3 finder ikke anvendelse, hvis en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, har et fast driftssted i den anden stat og oppebærer indkomsten gennem dette driftssted. I dette tilfælde har den anden stat beskatningsretten til denne indkomst.
Artikel 15
Beløb, som en studerende, lærling, praktikant eller volontør fra en af de kontraherende stater, der opholder sig i den anden kontraherende stat udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed, modtager til underhold, studium eller uddannelse, beskattes ikke i denne anden stat, for så vidt de tilflyder ham fra kilder uden for denne anden stat.
Artikel 16
Oppebærer en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, indkomst, hvorom der ikke i de foregående artikler er fastsat regler om beskatningsretten, har den stat, hvor den pågældende person er bosat, beskatningsretten til sådan indkomst.
Artikel 17
(1) Beskatningsretten til fast ejendom - som bestemt i artikel 3, stykke 2 - tilhørende en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, har den stat, i hvilken ejendommen er beliggende.
(2) Med forbehold af stykke 1 skal beskatningsretten med hensyn til formue, der tilhører en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, og som udgør erhvervsformue for et foretagendes faste driftssted eller hører til et til udøvelsen af et frit erhverv tjenende fast sted, tilkomme den kontraherende stat, i hvilken det faste driftssted eller det faste sted er beliggende.
(3) Beskatningsretten til skibe og luftfartøjer i international trafik og til skibe, der anvendes ved skibsfart på floder, kanaler og søer, såvelsom til formueværdier, der ikke består i fast ejendom, og som anvendes i sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, tilkommer alene den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
(4) Beskatningsretten til alle andre formuedele, tilhørende en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, tilkommer den stat, i hvilken denne person er bosat.
Artikel 18
Dansk lovgivnings bestemmelser om beskatning af uafsluttede dødsboer finder ikke anvendelse, hvis en i boet andelsberettiget person er bosat i Forbundsrepublikken Tyskland, for så vidt den pågældende i kraft af denne overenskomsts bestemmelser kan beskattes direkte deer af indkomst eller formue, hidrørende fra boet.
Artikel 19
(1) Hvis den stat, hvor en person er bosat, i henhold til de foregående artikler har beskatningsretten til indkomster eller formuedele, må den anden stat ikke beskatte disse indkomster eller formuedele. Artikel 12. stykke 2, berøres ikke heraf.
(2) Såfremt en person er bosat i Forbundsrepublikken Tyskland, skal ved beskatningen i Forbundsrepublikken Tyskland de indkomster og formuedele, med hensyn til hvilket Kongeriget Danmark i henhold til de foregående artikler har en beskatningsret, udgå af beskatningsgrundlaget. Skatterne af de indkomster eller formuedele, der er overladt Forbundsrepublikken Tyskland til beskatning, skal dog opkræves efter den skattesats, der svarer til den skattepligtige persons samlede indkomst eller samlede formue. Uanset bestemmelsen i 1. punktum skal dividender bortset fra de dividender, der omfattes af stykke 3 - ikke udgå af beskatningsgrundlaget; en af disse dividender opkrævet kildeskat skal fradrages i de i Forbundsrepublikken Tyskland efter en gennemsnitlig skattesats beregnede skatter af disse indkomster.
(3) Andele i et kapitalselskab, der er bosat i Kongeriget Danmark, og som tilhører et kapitalselskab, der er bosat i Forbundsrepublikken Tyskland, såvelsom de af disse andele udredede dividender, skal ved beskatningen i Forbundsrepublikken Tyskland udgå af beskatningsgrundlaget, hvis andelen udgør mindst 25% af de stemmeberettigede andele i det selskab, der er bosat i Kongeriget Danmark.
(4) Såfremt en person er bosat i Kongeriget Danmark, er Kongeriget Danmark berettiget til i beskatningsgrundlaget også at medregne de indkomster og formuedele, med hensyn til hvilke Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til de foregående artikler har en beskatningsret. Kongeriget Danmark vil i den af den samlede indkomst eller den samlede formue beregnede skat indrømme fradrag for den del af skatten, der forholdsmæssigt falder på de indkomster eller formuedele, med hensyn til hvilke Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til de foregående artikler har en beskatningsret; skattefradraget må dog ved indkomst i form af dividender ikke overstige det beløb, som i Forbundsrepublikken Tyskland er fradraget dividenderne som kildeskat.
Artikel 20
(1) Denne overenskomst berører ikke kravet på eventuelle videregående fritagelser, der i henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige overenskomster tilkommer diplomatiske eller konsulære tjenestemænd. I det omfang beskatning af indkomst og formue på grund af sådanne videregående fritagelser ikke finder sted i modtagerstaten, forbeholdes beskatningsretten udsendelsesstaten.
(2) Medlemmer af en af de kontraherende staters diplomatiske repræsentation har i modtagerstaten krav på de i overenskomsten omhandlede begunstigelser, hvis de i udsendelsesstaten svarer skat af indkomst, som de oppebærer fra modtagerstaten, og af den i artikel 17, stykke 4, omhandlede formue.
(3) Internationale organisationer, deres organer og tjenestemænd samt personalet ved diplomatiske og konsulære repræsentationer for en tredje stat har ikke krav på de i artikel 7 til 18 omhandlede begunstigelser, hvis de ikke i den anden stat svarer skat af den indkomst, som de oppebærer fra en af de kontraherende stater, og af den i artikel 17, stykke 4, omhandlede formue.
Artikel 21
(1) Godtgør en person, som er bosat i en af de kontraherende stater, at foranstaltninger trufne af skattemyndighederne i de kontraherende stater for ham medfører eller vil medføre en dobbeltbeskatning, der strider imod principperne i denne overenskomst, kan han - uanset adgangen til at anvende et internt retsmiddel - rette henvendelse til de kompetente myndigheder i den kontraherende stat, hvor han er bosat.
(2) Anses indsigelsen for begrundet, skal den efter stykke 1 kompetente myndighed søge at træffe aftale med den kompetente myndighed i den anden stat for at undgå en dobbeltbeskatning.
Artikel 22
(1) De kontraherende stater vil yde hinanden gensidig administrativ og retslig bistand ved påligningen og opkrævningen af de i artikel 1 nævnte skatter.
(2) De kompetente myndigheder vil særlig udveksle de oplysninger, som står til deres rådighed, eller som de kan fremskaffe i henhold til gældende love, og som er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i denne overenskomst og for at forhindre skattesvig. Indholdet af disse oplysninger skal holdes hemmeligt og må kun gøres tilgængeligt for personer, som efter de gældende lovbestemmelser medvirker ved påligningen eller opkrævningen af de skatter, der omhandles i denne overenskomst. Disse personer har samme tavshedspligt som de kompetente myndigheder.
(3) Bestemmelserne i denne artikel skal ikke kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de kontraherende stater pligt til at meddele oplysninger, som ikke kan kræves i medfør af lovgivningen i en af de kontraherende stater eller som ville røbe en erhvervsmæssig eller faglig hemmelighed. Bestemmelserne i denne artikel skal heller ikke kunne fortolkes således, at der pålægges nogen af de kontraherende stater pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens retsregler eller dens forvaltningspraksis.
Artikel 23
(1) De kontraherende stater vil yde hinanden hjælp og bistand ved i overensstemmelse med deres lovgivning at opkræve, de i artikel 1 nævnte skatter, herunder tillæg til skatter, morarenter, renter og omkostninger, når disse beløb i henhold til lovgivningen i den stat, der anmoder om bistand, er eksigible.
(2) De dokumenter, som ifølge lovgivningen i den stat, der anmoder om bistand, er nødvendige for at godtgøre, at de beløb, der skal inddrives, er eksigible, skal vedlægges begæringen.
(3) På grundlag af disse dokumenter skal i den stat, til hvilken anmodningen er rettet, forkyndelser og forholdsregler med hensyn til opkrævning og inddrivelse gennemføres i overensstemmelse med de lovregler, der gælder ved opkrævningen og inddrivelsen af denne stats egne skatter. Særlig skal inddrivelsesforanstaltninger foretages i den form, der er fastsat i lovgivningen i denne stat. Fortrinsret, som gælder med hensyn til indenlandske skattekrav i den stat, til hvilken anmodningen er rettet, gælder ikke med hensyn til skattekrav, for hvilke der anmodes om opkrævning.
(4) For så vidt angår skattekrav, som endnu ikke er eksigible, kan den stat, hvem kravet tilkommer, for at sikre sine rettigheder, kræve af den anden stat, at den træffer de sikkerhedsforanstaltninger, som er hjemlet i den anden stats lovgivning.
Artikel 24
(1) Statsborgere i en af de kontraherende stater må ikke i den anden stat underkastes en beskatning eller en dermed sammenhængende forpligtelse, som er anderledes eller mere tyngende end den beskatning og de dermed sammenhængende forpligtelser, som statsborgere i den anden stat under samme forhold er eller måtte blive underkastet.
(2) Begrebet "statsborger" betyder i henhold til denne artikel
1. for så vidt angår Kongeriget Danmark: alle fysiske personer, der har dansk statsborgerret;
2. for så vidt angår Forbundsrepublikken Tyskland: alle tyskere som omhandlet i artikel 16, stk. 1, i grundloven for Forbundsrepublikken Tyskland;
3. alle juridiske personer, personlige selskaber og andre sammenslutninger af personer, der er stiftet i henhold til lovgivningen i en af de kontraherende stater.
(3) Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en af de kontraherende stater opretholder i den anden stat, må ikke i den anden stat være ugunstigere end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der udøver samme virksomhed.
Denne bestemmelse skal ikke fortolkes således, at den forpligter en af de kontraherende stater til at yde personer, som er bosat i den anden stat, de skattefritagelser, -begunstigelser eller -lempelser som følge af personlige forhold eller forsørgerbyrder, som den indrømmer de personer, der er bosat inden for dens eget område.
(4) Foretagender i en af de kontraherende stater, hvis kapital helt eller delvis, direkte eller indirekte, tilhører en i den anden stat bosat person eller flere sådanne personer eller er underlagt disse personers kontrol, må ikke i den førstnævnte stat underkastes en beskatning eller en dermed sammenhængende forpligtelse, der er anderledes eller mere tyngende end den beskatning og de dermed sammenhængende forpligtelser, som andre lignende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive underkastet.
(5) I denne artikel betyder udtrykket "beskatning" skatter af enhver art og betegnelse.
Artikel 25
(1) De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal træffe de administrative forholdsregler, som er nødvendige for gennemførelsen af denne overenskomst, særlig for anvendelsen af artiklerne 12, 22 og 23.
(2) De kompetente myndigheder i de kontraherende stater kan træde i direkte forbindelse med hinanden ved behandlingen af spørgsmål, der opstår i anledning af denne overenskomst.
(3) De kompetente myndigheder vil træffe særlige aftaler for at løse vanskeligheder og tvivl, der opstår ved fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst, og for at undgå urimeligheder som følge af dobbeltbeskatning i tilfælde, for hvilke der ikke er fastsat regler i denne overenskomst.
Artikel 26
(1) Denne overenskomst gælder i henseende til Kongeriget Danmark ikke for Færøerne og Grønland.
(2) Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med ændringer udvides til at gælde for Færøerne og Grønland, for så vidt der i disse områder udskrives skatter af samme eller lignende karakter som de i artikel 1 i denne overenskomst nævnte skatter. I dette øjemed vil Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland udveksle noter. I disse noter skal de ændringer og betingelser fastsættes (herunder de, der drejer sig om tidspunktet for ikrafttrædelse og om opsigelse), under hvilke overenskomsten skal anvendes i de nævnte områder.
Artikel 27
(1) Denne overenskomst finder også anvendelse på Land Berlin, såfremt Forbundsrepublikken Tysklands regering ikke inden 3 måneder efter overenskomstens ikrafttrædelse afgiver erklæring om det modsatte over for Kongeriget Danmarks regering.
(2) Ved overenskomstens anvendelse på Land Berlin, gælder henvisningerne til Forbundsrepublikken Tyskland også som henvisning til Land Berlin.
Artikel 28
(1) Denne overenskomst skal ratificeres; ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt udveksles i Bonn.
(2) Denne overenskomst træder i kraft en måned efter udvekslingen af ratifikationsdokumenterne.
(3) Efter ikrafttrædelsen finder bestemmelserne i overenskomsten anvendelse
1. i Kongeriget Danmark, på de skatter, der opkræves for tiden efter den 31. marts 1958;
2. i Forbundsrepublikken Tyskland på de skatter, der opkræves for tiden efter den 31. december 1957.
(4) Uanset bestemmelsen i stykke 3 finder artikel 11, stykke 3, anvendelse på de skatter, der opkræves for tiden efter den 31. marts 1955.
Artikel 29
(1) Den mellem Kongeriget Danmark og Det tyske Rige under 14. februar 1928 afsluttede foreløbige overenskomst angående ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formuebeskatning og aftalen af 16. december 1938 til gennemførelse af artikel 1 i nævnte overenskomst ophæves.
(2) Disse aftaler skal sidste gang finde anvendelse på de skatter, på hvilke denne overenskomst i henhold til artikel 28, stykke 3 og 4, endnu ikke finder anvendelse.
Artikel 30
Denne overenskomst forbliver i kraft på ubestemt tid, idet dog hver af de kontraherende stater den eller før den 30. juni i et kalenderår, men tidligst i året 1962, skriftligt ad diplomatisk vej kan opsige overenskomsten over for den anden stat. I så fald finder overenskomsten sidste gang anvendelse
1. i Kongeriget Danmark på de skatter der opkræves for det skatteår, som begynder i det kalenderår, i hvilket opsigelsen er sket;
2. i Forbundsrepublikken Tyskland på de skatter, der opkræves for det kalenderår, i hvilket opsigelsen er sket.
Til bekræftelse herpå..........
Bekendtgørelse af overenskomst af 30. januar 1962 med Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning.
Den 30. januar 1962 er der i København undertegnet følgende overenskomst mellem Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter
OVERENSKOMST
mellem Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning og om gensidig administrativ og retslig bistand vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter.
Kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland, der ønsker at undgå dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue samt erhvervsskat (Gewerbesteuer) og ejendomsskatter og at fastsætte regler om gensidig administrativ og retslig bistand, er blevet enige om at indgå nedenstående overenskomst.
Med henblik herpå har til befuldmægtigede udnævnt
Hans Majestæt Kongen af Danmark
Hr. Jens Otto Krag,
udenrigsminister,
Forbundsrepublikken Tysklands Præsident
Hr. Dr. Hans Berger,
Forbundsrepublikken Tysklands ambassadør i København,
som efter at have udvekslet deres fuldmagter, der blev fundet i god og behørig form, er blevet enige om følgende
Ingen