DK
Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.(* 1)
Table of Provisions (47)
Statutory Text (47 Articles)
Artikel 1
1. De kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser i videst muligt omfang at yde hverandre bistand til retsforfølgning af forbrydelser, som på det tidspunkt, da retshjælpen begæres, falder ind under den begærende stats judicielle myndigheders kompetence.
2. Denne konvention finder ikke anvendelse med hensyn til fuldbyrdelsen af beslutninger om frihedsberøvelse eller domme eller med hensyn til forbrydelser efter den militære straffelovgivning, som ikke er forbrydelser efter den almindelige straffelovgivning.
Artikel 2
Begæring om retshjælp kan afslås,
a) såfremt den angår en forbrydelse, der af den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, betragtes som en politisk forbrydelse, en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en fiskal forbrydelse,
b) såfremt den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, finder, at begæringens efterkommelse vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet, bringe dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper (ordre public) eller skade andre livsvigtige interesser.
Kapitel III
Forkyndelse af stævninger og
retsafgørelser. Fremmøde af
vidner, sagkyndige og tiltalte
personer
Kapitel II
Retsanmodninger
Kapitel IV
Strafferegister
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Kapitel VIII
Afsluttende bestemmelser
Kapitel VII
Udveksling af oplysninger
om straffedomme
Kapitel VI
Begæring om iværksættelse
af retsforfølgning
Kapitel V
Fremgangsmåde
Artikel 3
1. Den anmodede stat skal på den måde, som foreskrives i dens lovgivning, efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og som fremsættes af den begærende stats judicielle myndigheder med henblik på fremskaffelse af beviser eller udlevering af bevismateriale, akter eller dokumenter.
2. Såfremt den begærende stat ønsker, at vidner eller sagkyndige skal afgive beedigede forklaringer, skal dette udtrykkeligt tilkendegives i begæringen, og den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, skal efterkomme denne, såfremt dens lovgivning ikke er til hinder derfor.
3. Den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, kan oversende bekræftede afskrifter eller bekræftede fotokopier af akter eller dokumenter, medmindre den begærende stat udtrykkeligt anmoder om originaler, i hvilket tilfælde den anmodede stat så vidt muligt skal efterkomme anmodningen.
Artikel 4
På den begærende stats udtrykkelige anmodning skal den stat, over for hvilken anmodningen fremsættes, angive tid og sted for retsanmodningens udførelse.
Myndigheder og de i sagen interesserede privatpersoner har ret til at være til stede, såfremt den anmodede stat samtykker deri.
Artikel 5
1. En kontraherende part kan ved at afgive en erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations - eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig, at retsanmodninger om ransagning eller beslaglæggelse kun skal efterkommes, når én eller flere af følgende betingelser er opfyldt
a) at den forbrydelse, som har givet anledning til retsanmodningen, er strafbar efter såvel den begærende som den anmodede stats lovgivning,
b) at den forbrydelse, som har givet anledning til retsanmodningen, kan medføre udlevering efter det anmodede lands lovgivning,
c) at efterkommelsen af retsanmodningen er forenelig med den anmodede stats lovgivning.
2. Hvis en kontraherende part afgiver en erklæring i henhold til denne artikels stk. 1, kan enhver anden part påberåbe sig gensidighed.
Artikel 6
1. Den anmodede stat kan udsætte udleveringen af ejendele, akter eller dokumenter, hvis den selv har brug for disse i forbindelse med en verserende straffesag.
2. Alle ejendele og originale akter eller dokumenter, som er udleveret i anledning af en retsanmodning, skal af den begærende stat snarest muligt tilbageleveres til den anmodede stat, medmindre denne giver afkald på tilbagesendelsen.
Artikel 7
1. Den anmodede stat skal lade stævninger og retsafgørelser forkynde, når disse af den begærende stat fremsendes i dette øjemed.
Forkyndelsen kan ske ved, at stævningen eller dokumentet formløst overleveres til vedkommende person. På den begærende stats udtrykkelige anmodning skal den anmodede stat lade forkyndelsen ske efter den for forkyndelsen af tilsvarende dokumenter i vedkommende stats egen lovgivning foreskrevne fremgangsmåde eller på anden særlig måde, som er forenelig med dens lovgivning.
2. Bevis for forkyndelsen skal afgives ved en af adressaten underskrevet og dateret kvittering for modtagelsen eller ved en af den anmodede stat afgivet erklæring, der angiver, at forkyndelsen er sket, samt forkyndelsens form og tidspunktet for dens foretagelse. Kvitteringen eller erklæringen skal straks fremsendes til den begærende stat. På den begærende stats anmodning skal den anmodede stat angive, om forkyndelsen er sket i overensstemmelse med den sidstnævnte stats lovgivning. Såfremt forkyndelsen ikke kan foretages, skal den anmodede stat straks underrette den begærende stat om grundene hertil.
3. En kontraherende part kan ved at afgive en erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument kræve, at stævninger, der skal forkyndes for en tiltalt, som opholder sig på statens territorium, skal overleveres til dens myndigheder inden for en bestemt tid forud for den for fremmødet fastsatte dato.
Dette tidsrum skal angives i erklæringen og må ikke overstige 50 dage.
Dette tidsrum skal tages i betragtning, når datoen for fremmødet fastsættes, og når stævningen fremsendes.
Artikel 8
Et vidne eller en sagkyndig, som ikke har givet møde efter en stævning, om hvis forkyndelse der er fremsat begæring, må ikke --- selv om stævningen indeholder angivelse om straf for udeblivelse --- straffes eller undergives nogen tvangsforanstaltning, medmindre han senere frivilligt rejser ind på den begærende stats territorium og dér påny indstævnes på behørig måde.
Artikel 9
Den godtgørelse, herunder opholdsudgifter, som den begærende stat skal betale, og de rejseudgifter, som den skal refundere til et vidne eller en sagkyndig, skal beregnes fra hans bopæl og efter satser, som er af mindst samme størrelse som dem, der er fastsat i reglerne i det land, hvor afhøringen skal foretages.
Artikel 10
1. Såfremt den begærende stat anser det for særlig påkrævet, at et vidne eller en sagkyndig giver personligt møde for dens judicielle myndigheder, skal dette anføres i begæringen om stævningens forkyndelse, og den anmodede stat skal opfordre vidnet eller den sagkyndige til at give møde.
Den anmodede stat skal underrette den begærende stat om vidnets eller den sagkyndiges svar.
2. I det i denne artikels stk. 1 omhandlede tilfælde skal begæringen eller stævningen indeholde en omtrentlig angivelse af den godtgørelse, der kan betales, og en angivelse af de rejse- og opholdsudgifter, som kan refunderes.
3. Efter særlig begæring kan den anmodede stat yde vidnet eller den sagkyndige et forskud. Forskudsbeløbet skal anføres i stævningen og skal refunderes af den begærende part.
Artikel 11
1. Hvis den begærende stat fremsætter anmodning om, at en person, der er undergivet frihedsberøvelse, giver personligt fremmøde som vidne eller med henblik på konfrontation, skal den pågældende midlertidigt overføres til det territorium, hvor afhøringen agtes foretaget, dog på den betingelse, at han tilbageføres inden for en af den anmodede stat fastsat tidsfrist, og under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 12 i den udstrækning, disse kan finde anvendelse.
Overførelsen kan nægtes,
a) såfremt den frihedsberøvede person ikke samtykker,
b) såfremt hans tilstedeværelse er påkrævet i forbindelse med en straffesag, som verserer på den anmodede stats territorium,
c) såfremt hans overførelse vil kunne medføre, at forvaringstiden forlænges,
d) såfremt der er andre afgørende grunde til ikke at overføre ham til den begærende stats territorium.
2. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 2 skal en tredie stat, som er part i denne konvention, i tilfælde, som falder ind under ovenstående stykke, tillade, at en frihedsberøvet person føres gennem dens territorium, når der herom fremsættes anmodning ledsaget af alle fornødne dokumenter fra den begærende stats justitsministerium til justitsministeriet i den stat, gennem hvis territorium den pågældende ønskes overført.
En kontraherende part kan nægte at tillade, at dens egne statsborgere føres gennem dens territorium.
3. Den overførte person skal forblive i forvaring på den begærende stats territorium og i givet fald også i den stat, gennem hvilken der er anmodet om overførelse, medmindre den anmodede stat fremsætter begæring om, at han sættes på fri fod.
Artikel 12
1. Et vidne eller en sagkyndig, som efter stævning giver møde for den begærende stats judicielle myndigheder, må, uanset sin nationalitet, ikke inden for den pågældende stats territorium tiltales, fængsles eller underkastes andre indskrænkninger i sin personlige frihed for handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før hans afrejse fra den anmodede stats territorium.
2. En person, der er indstævnet for den begærende stats judicielle myndigheder i anledning af handlinger, for hvilke der er iværksat retsforfølgning imod ham, må, uanset hans nationalitet, ikke tiltales, fængsles eller underkastes andre indskrænkninger i sin personlige frihed for handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før hans afrejse fra den anmodede stats territorium, som ikke er anført i stævningen.
3. Den immunitet, der er hjemlet i denne artikel, ophører, hvis vidnet, den sagkyndige eller den tiltalte, uanset at han inden for et tidsrum af femten sammenhængende dage fra den dato, da hans tilstedeværelse ikke længere var påkrævet af de judicielle myndigheder, har haft mulighed for at forlade landet, alligevel er forblevet i dette, eller hvis han efter at have forladt landet er vendt tilbage.
Artikel 13
1. Den anmodede stat skal fremsende udskrifter af og oplysninger fra strafferegistre, hvorom der til brug for straffesager fremsættes begæring fra en kontraherende part, i samme udstrækning som disse udskrifter og oplysninger kan meddeles til dets egne judicielle myndigheder i tilsvarende sager.
2. I andre end de i denne artikels stk. 1 omhandlede tilfælde skal anmodningen efterkommes på de betingelser, som gælder efter den anmodede stats lovgivning, andre forskrifter eller praksis.
Artikel 14
1. Begæringer om gensidig retshjælp skal indeholde følgende oplysninger
a) den myndighed, der fremsætter begæringen,
b) begæringens genstand og dens begrundelse,
c) så vidt muligt vedkommende persons identitet og nationalitet,
d) i fornødent fald navn og adresse for den person, over for hvem forkyndelse skal ske.
2. De i artikel 3, 4 og 5 omhandlede retsanmodninger skal tillige angive forbrydelsen og indeholde en kortfattet fremstilling af sagens omstændigheder.
Artikel 15
1. De i artikel 3, 4 og 5 omhandlede retsanmodninger samt de i artikel 11 omhandlede begæringer skal af den begærende stats justitsministerium sendes til den anmodede stats justitsministerium og tilbagesendes gennem de samme myndigheder.
2. I hastende sager kan retsanmodninger sendes direkte fra den begærende stats judicielle myndigheder til den anmodede stats judicielle myndigheder. De skal tillige med de tilhørende dokumenter tilbagesendes gennem de i artiklens stk. 1 nævnte myndigheder.
3. De i artikel 13, stk. 1, omhandlede begæringer kan sendes direkte fra de pågældende judicielle myndigheder til vedkommende myndigheder i den anmodede stat, og svarene kan tilbagesendes direkte af disse myndigheder. De i artikel 13, stk. 2, omhandlede begæringer skal af den begærende stats justitsministerium sendes til den anmodede stats justitsministerium.
4. Andre begæringer om gensidig retshjælp end de, der er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 3, og særlig begæringer om efterforskning forud for tiltale, kan oversendes direkte mellem de judicielle myndigheder.
5. I de tilfælde, hvor denne konvention tillader direkte oversendelse, kan denne finde sted gennem den internationale kriminalpolitiorganisation (Interpol).
6. En kontraherende part kan ved at afgive en erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument tilkendegive, at nogle eller samtlige begæringer om gensidig retshjælp skal fremsendes på anden måde end den, der er foreskrevet i denne artikel, eller kræve, at der i de i denne artikels stk. 2 omhandlede tilfælde samtidig skal fremsendes en kopi af retsanmodningerne til dets justitsministerium.
7. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke bestemmelserne i bilaterale overenskomster eller ordninger, der er gældende mellem de kontraherende parter, og som foreskriver direkte oversendelse af begæringer om gensidig retshjælp mellem vedkommende myndigheder.
Artikel 16
1. Med de i denne artikels stk. 2 omhandlede undtagelser kan der ikke kræves oversættelse af begæringer og tilhørende dokumenter.
2. En kontraherende part kan ved at afgive en erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig at kræve, at begæringer og tilhørende dokumenter skal være ledsaget af en oversættelse til statens eget sprog, til et af Det Europæiske Råds officielle sprog eller til et bestemt af disse sprog. De øvrige kontraherende parter kan påberåbe sig gensidighed.
3. Denne artikel berører ikke bestemmelser om oversættelse af begæringer eller tilhørende dokumenter, der indeholdes i overenskomster eller ordninger, som er gældende eller bliver indgået mellem to eller flere kontraherende parter.
Artikel 17
Bevismateriale eller dokumenter, som fremsendes i medfør af denne konvention, behøver ikke legaliseres.
Artikel 18
Såfremt den myndighed, der modtager en begæring om retshjælp, ikke er kompetent til at efterkomme begæringen, skal den på eget initiativ oversende begæringen til den kompetente myndighed i landet og underrette den begærende stat herom ved direkte henvendelse, såfremt begæringen er modtaget på denne måde.
Artikel 19
Ethvert afslag på en begæring om retshjælp skal begrundes.
Artikel 20
Bortset fra det i artikel 9 omhandlede tilfælde kan der ikke kræves refusion af udgifter i forbindelse med ydelse af retshjælp, medmindre udgifterne vedrører sagkyndiges medvirken på den anmodede stats territorium eller overførelser efter artikel 11 af personer, som er undergivet frihedsberøvelse.
Artikel 21
1. En begæring fremsat af en kontraherende part om iværksættelse af retsforfølgning ved en anden parts domstole skal oversendes mellem de pågældende landes justitsministerier, medmindre den anden part benytter sig af den i artikel 15, stk. 6, hjemlede adgang til at kræve anden fremgangsmåde iagttaget.
2. Den anmodede stat skal underrette den begærende stat om enhver foranstaltning, som er iværksat i anledning af en sådan begæring, og skal fremsende udskrift af den dom, som måtte blive afsagt i sagen.
3. Bestemmelserne i artikel 16 finder anvendelse med hensyn til begæringer, der fremsættes i medfør af denne artikels stk. 1.
Artikel 22
Hver af de kontraherende parter skal underrette enhver anden part om alle straffedomme og påfølgende foranstaltninger, der vedrører sidstnævnte parts statsborgere, og som indføres i strafferegistret. Justitsministerierne skal oversende sådanne meddelelser til hverandre mindst een gang om året. Såfremt den pågældende person anses for at være statsborger i to eller flere kontraherende stater, skal hver af disse underrettes, medmindre den pågældende person er statsborger i det land, hvor han blev domfældt.
Artikel 23
1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument tage forbehold med hensyn til en eller flere af konventionens bestemmelser.
2. En kontraherende part, som har taget et forbehold, skal tilbagekalde dette, så snart omstændighederne tillader det. Sådan tilbagekaldelse sker ved meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær.
3. En kontraherende part, som har taget forbehold med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke i videre udstrækning, end den selv har godkendt bestemmelsen, gøre krav på, at denne bringes i anvendelse af en anden part.
Artikel 24
En kontraherende part kan ved at afgive en erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument angive, hvilke myndigheder den, for så vidt angår denne konvention, vil betragte som judicielle myndigheder.
Artikel 25
1. Denne konvention finder anvendelse med hensyn til de kontraherende parters moderlande.
2. For så vidt angår Frankrig skal konventionen tillige finde anvendelse med hensyn til Algier og de oversøiske departementer, og for så vidt angår Italien skal konventionen tillige finde anvendelse med hensyn til Somalilands territorium under italiensk forvaltning.
3. Den tyske Forbundsrepublik kan udstrække anvendelsen af denne konvention til Land Berlin ved en meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær.
4. Med hensyn til Kongeriget Nederlandene skal konventionen finde anvendelse på dettes europæiske territorium. Nederlandene kan udstrække anvendelsen af konventionen til de nederlandske Antiller, Surinam og nederlandsk Ny Guinea ved en meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær.
5. Ved direkte overenskomst mellem to eller flere kontraherende parter kan anvendelsen af denne konvention på de i overenskomsten fastsatte vilkår udvides til at omfatte andre af disse staters territorier end dem, der er nævnt i denne artikels stk. 1, 2, 3 og 4, forudsat, at vedkommende part er ansvarlig for territoriets internationale forbindelser.
Artikel 26
1. Med de i artikel 15, stk. 7, og artikel 16, stk. 3, omhandlede undtagelser skal denne konvention for så vidt angår de lande, på hvilke den finder anvendelse, træde i stedet for bestemmelserne i traktater, konventioner eller bilaterale overenskomster om gensidig retshjælp i straffesager mellem to kontraherende parter.
2. Denne konvention berører dog ikke forpligtelser, som følger af reglerne i andre bilaterale eller multilaterale internationale konventioner, som indeholder eller kommer til at indeholde bestemmelser vedrørende særlige spørgsmål angående gensidig retshjælp på et bestemt område.
3. De kontraherende parter må indbyrdes kun indgå bilaterale eller multilaterale overenskomster for at supplere denne konventions bestemmelser eller lette anvendelsen af de deri indeholdte principper.
4. Hvis der mellem to eller flere kontraherende parter ydes gensidig retshjælp i straffesager på grundlag af overensstemmende lovgivning eller en særlig ordning, som inden for deres respektive territorier hjemler gensidig gennemførelse af retshjælpsforanstaltninger, står det disse parter frit for at regulere deres indbyrdes forhold på dette område udelukkende i overensstemmelse med en sådan lovgivning eller ordning og uden hensyntagen til denne konventions bestemmelser. Kontraherende parter, som i medfør af dette stykke udelukker anvendelsen af denne konvention i deres indbyrdes forhold, skal meddele dette til Det Europæiske Råds generalsekretær.
Artikel 27
1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af Det Europæiske Råds medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsdokumenterne skal deponeres hos rådets generalsekretær.
2. Konventionen træder i kraft 90 dage efter datoen for deponeringen af det tredie ratifikationsdokument.
3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere ratificerer konventionen, træder denne i kraft 90 dage efter datoen for deponeringen af ratifikationsdokumentet.
Artikel 28
1. Det Europæiske Råds ministerkomité kan indbyde enhver stat, som ikke er medlem af rådet, til at tiltræde denne konvention. Beslutningen om en sådan indbydelse skal godkendes eenstemmigt af de medlemmer af rådet, som har ratificeret konventionen.
2. Tiltrædelse sker ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos rådets generalsekretær og får virkning 90 dage efter deponeringen.
Artikel 29
Enhver kontraherende part kan for sit vedkommende opsige denne konvention ved en meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær. Opsigelsen træder i kraft 6 måneder efter den dag, da rådets generalsekretær har modtaget meddelelsen.
Artikel 30
Det Europæiske Råds generalsekretær underretter rådets medlemmer samt regeringen i de stater, som har tiltrådt denne konvention, om
a) de undertegnende staters navne og deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesdokument,
b) datoen for denne konventions ikrafttræden,
c) enhver meddelelse, som er modtaget i medfør af bestemmelserne i artikel 5, stk. 1, artikel 7, stk. 3, artikel 15, stk. 6, artikel 16, stk. 2, artikel 24, artikel 25, stk. 3 og 4, eller artikel 26, stk. 4,
d) ethvert forbehold taget i henhold til artikel 23, stk. 1,
e) tilbagekaldelse af ethvert forbehold i henhold til artikel 23, stk. 2,
f) enhver meddelslse om opsigelse modtaget i henhold til bestemmelserne i artikel 29 og datoen for opsigelsens ikrafttræden.
Til bekræftelse af ovenstående har undertegnede dertil behørigt bemyndigede underskrevet denne konvention.
Udfærdiget i Strassbourg den 20. april 1959 med engelsk og fransk tekst, som begge har samme gyldighed, i ét eksemplar, som skal opbevares i Det Europæiske Råds arkiv. Det Europæiske Råds generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter til de regeringer, som undertegner eller tiltræder konventionen.
Danmarks ratifikationsinstrument blev den 13. september 1962 deponeret hos Det Europæiske Råds generalsekretær, og konventionen er herefter i medfør af bestemmelsen i artikel 27, stk. 3 for Danmarks vedkommende trådt i kraft den 12. december 1962.
Konventionen er hidtil foruden af Danmark blevet ratificeret af Grækenland, Italien og Norge. Konventionen er desuden undertegnet af Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Luxembourg, Sverige, Tyrkiet og Østrig.
De lande, der har ratificeret konventionen, har taget forbehold eller afgivet erklæringer som følger
Danmark
Forbehold
ad artikel 2.
Retshjælp skal kunne afslås, hvis der af de judicielle myndigheder i Danmark eller en trediestat er indledt retsforfølgning imod den sigtede i anledning af den forbrydelse, som har givet anledning til retsforfølgning i den begærende stat. Retshjælp skal kunne afslås, hvis den sigtede af de judicielle myndigheder i Danmark eller en trediestat ved endelig dom er domfældt eller frifundet for den forbrydelse, som har givet anledning til retsforfølgningen i det begærende land, eller hvis de nævnte myndigheder har besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning med hensyn til samme lovovertrædelse.
ad artikel 3, stk. 2.
En begæring om, at en forklaring af et vidne eller en sagkyndig skal bekræftes med ed, skal kunne afslås, såfremt vedkommende danske domstol ikke finder sådan bekræftelse påkrævet.
ad artikel 7, stk. 1.
En anmodning om forkyndelse på anden måde end gennem dokumentets formløse overlevering til vedkommende person, skal kunne afslås.
ad artikel 11, stk. 2.
Der tages forbehold over for denne bestemmelse i dens helhed.
ad artikel 13, stk. 1.
Forpligtelsen til at meddele udskrifter af strafferegistrene i henhold til denne bestemmelse begrænses til straffeoplysninger, som vedrører personer, der er sigtet eller tiltalt.
ad artikel 13, stk. 2.
Der tages forbehold over for denne bestemmelse i dens helhed.
Erklæringer
ad artikel 5, stk. 1.
En anmodning om ransagning eller beslaglæggelse skal kunne afslås, hvis de i art. 5 stk. 1, litra a og c, anførte betingelser ikke er opfyldt.
ad artikel 7, stk. 3.
En stævning, der skal forkyndes for en tiltalt, som opholder sig i Danmark, skal overleveres til dansk myndighed mindst 30 dage forinden det tidspunkt, på hvilket den indstævnte skal give møde.
ad art. 16 stk. 2.
Anmodninger med bilag fra andre lande end England, Frankrig, Irland, Norge, Sverige, Tyskland og Østrig skal være ledsaget af en oversættelse til dansk eller et af Det Europæiske Råds officielle sprog.
Det forbeholdes med hensyn til mere omfattende dokumenter i det enkelte tilfælde at kræve oversættelse til dansk eller lade sådan oversættelse foretage for den anmodende stats regning.
ad artikel 24.
Begrebet ,judicielle myndigheder bestemmes for Danmarks vedkommende som omfattende domstolene samt anklagemyndigheden, der efter den danske retsplejelov omfatter justitsministeriet, rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektøren i København og politimestrene.
ad artikel 26.
Den mellem Danmark, Norge og Sverige afsluttede protokol af 26. juni 1957 om gensidig retshjælp forbliver i kraft.
Grækenland
Forbehold
Den græske regering tager forbehold overfor artiklerne 4 og 11 i denne konvention, som er i uoverensstemmelse med den græske strafferetsplejelov.
Italien
Erklæringer
For Italiens vedkommende skal begrebet ,judicielle myndigheder omfatte civile og militære domstole, rigsadvokat, statsadvokater og forhørsdommere samt militære anklagemyndigheder.
ad artikel 15 stk. 6.
I de i artikel 15 stk. 2 omhandlede tilfælde skal der samtidig fremsendes en kopi af retsanmodningen til det italienske justitsministerium.
ad artikel 16 og 21, stk. 3.
Begæringer om retshjælp samt de til begæringen hørende dokumenter skal være ledsaget af en oversættelse til engelsk eller fransk.
Norge
Forbehold
ad artikel 2.
Retshjælp skal kunne afslås
a) Hvis der af anklagemyndigheden i Norge eller af judicielle myndigheder i en trediestat er indledt retsforfølgning imod den sigtede i anledning af den eller de forbrydelser, som har givet anledning til retsforfølgning i den begærende stat, eller
b) hvis den sigtede af en norsk domstol eller af judicielle myndigheder i en trediestat ved endelig dom er domfældt eller frifundet for den eller de forbrydelser, som har givet anleding til retsforfølgningen i det begærende land, eller hvis de nævnte myndigheder har besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning med hensyn til samme lovovertrædelse.
ad artikel 3, stk. 2.
Alle begæringer om, at en forklaring af et vidne eller en sagkyndig skal bekræftes med ed, skal kunne afslås, såfremt vedkommende norske domstol ikke finder sådan bekræftelse påkrævet.
ad artikel 7, stk. 1.
En anmodning om forkyndelse på anden måde end gennem dokumentets formløse overlevering til vedkommende person skal altid kunne afslås.
ad artikel 11, stk. 2.
Den norske regering tager forbehold overfor denne bestemmelse i dens helhed.
ad artikel 13, stk. 1.
Forpligtelsen til at meddele udskrifter af og oplysninger om strafferegistre begrænses til straffeoplysninger, som vedrører personer, der er sigtet for overtrædelse af straffeloven.
ad artikel 13, stk. 2.
Den norske regering tager forbehold overfor denne bestemmelse i dens helhed.
Erklæringer
ad artikel 5, stk. 1.
Alle anmodninger om ransagning eller beslaglæggelse skal kunne afslås, hvis de i artikel 5, stk. 1, litra a, b og c anførte betingelser ikke er opfyldt.
ad artikel 7, stk. 3.
En stævning, der skal forkyndes for en tiltalt, som opholder sig på norsk territorium, skal overleveres til vedkommende norske myndighed mindst 30 dage før den for fremmøde fastsatte dato.
ad artikel 16, stk. 2.
Alle anmodninger og bilag, der er affattet på andre sprog end norsk, dansk, engelsk eller svensk skal være ledsaget af en norsk oversættelse. Ellers forbeholdes der ret til at lade oversættelse til norsk foretage for den begærende stats regning.
ad artikel 24.
Begrebet ,judicielle myndigheder bestemmes for Norges vedkommende som omfattende domstolene samt anklagemyndigheden, herunder politimestrene.
ad artikel 26.
Den mellem Danmark, Norge og Sverige afsluttede protokol af 26. juni 1957 om gensidig retshjælp forbliver i kraft.
Udenrigsministeriet, den 17. juli 1963.
Per Hækkerup.
Kapitel I
Almindelige bestemmelser
Kapitel II
Retsanmodninger
Kapitel III
Forkyndelse af stævninger og
Kapitel IV
Strafferegister
Kapitel V
Fremgangsmåde
Kapitel VI
Begæring om iværksættelse
Kapitel VII
Udveksling af oplysninger
Kapitel VIII
Afsluttende bestemmelser
Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.(* 1)
Ved kgl. resolution af 30. maj 1962 har Danmark ratificeret den af Det Europæiske Råds Ministerudvalg i Strasbourg den 20. april 1959 vedtagne konvention om gensidig retshjælp i straffesager.
Konventionens ordlyd er som følger
EUROPÆISK KONVENTION
OM GENSIDIG RETS-
HJÆLP I STRAFFESAGER
Præambel
Undertegnede regeringer, som er medlemmer af Det Europæiske Råd, er i betragtning af, at Det Europæiske Råd har til formål at tilvejebringe større enhed mellem sine medlemmer,
i den overbevisning, at vedtagelsen af fælles regler for gensidig retshjælp i straffesager vil fremme dette formål,
i betragtning af, at spørgsmålet om gensidig retshjælp har sammenhæng med spørgsmålet om udlevering, hvorom der allerede er afsluttet en konvention, som blev undertegnet den 13. december 1957,
blevet enige om følgende