Legislator Case Law & Legislation
L19620003164 DK

Bekendtgørelse af den internationale konvention af 6. december 1951 om plantebeskyttelse. (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1962 31 Valid

Bekendtgørelse af den internationale konvention af 6. december 1951 om plantebeskyttelse. (* 1)

Ved kgl.resolution af 2.december 1952 har Danmark ratificeret den under 6.december 1951 i Rom undertegnede internationale konvention om plantebeskyttelse.

Konventionens ordlyd er som følger (den spanske tekst udelades)

INTERNATIONAL PLANTEBESKYTTELSESKONVENTION.

Præambel.

I erkendelse af betydningen af et internationalt samarbejde til kontrol med skadedyr og sygdomme hos planter og planteprodukter samt til forebyggelse af deres indslæbning og udbredelse over landegrænserne er de kontraherende regeringer, der ønsker at sikre en snæver koordination af de herpå sigtende foranstaltninger, enedes om følgende

Artikel I.

Formål og forpligtelser.

1.Med henblik på at sikre en fælles og effektiv indsats mod indslæbning og udbredelse af skadedyr og sygdomme hos planter og planteprodukter samt for at fremme de herpå sigtende kontrolforanstaltninger forpligter de kontraherende regeringer sig til at træffe de i nærværende konvention og i tillægsoverenskomster i henhold til artikel III angivne lovmæssige, tekniske og administrative foranstaltninger.

2.Hver af de kontraherende regeringer påtager sig ansvaret for gennemførelsen på sit territorium af alle foranstaltninger i henhold til nærværende konvention.

Artikel II.

Omfang.

1.I nærværende konvention omfatter udtrykket »planter« såvel levende planter som dele heraf, herunder frø, for så vidt kontrol med indførslen heraf i henhold til konventionens artikel VI eller udstedelse af phytosanitære certifikater for disse i henhold til konventionens artikel IV (1), (a), (iv) og V anses for nødvendig af de kontraherende regeringer; udtrykket »planteprodukter« omfatter uforarbejdede og tilvirkede produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frø, for så vidt de ikke er omfattet af udtrykket »planter«.

2.Bestemmelserne i nærværende konvention kan efter de kontraherende regeringers skøn udstrækkes til at omfatte lagerrum, beholdere, transportmidler, indpakningsmateriale og andre stoffer af enhver art, herunder jord, som ledsager planter og planteprodukter under internationale transporter.

3.Nærværende konvention tager særlig sigte på skadedyr og sygdomme, der er af betydning for den internationale handel.

Artikel III.

Tillægsoverenskomster.

1.For at imødekomme specielle plantebeskyttelsesproblemer, som kræver særlig opmærksomhed eller særlige forholdsregler, kan De Forenede Nationers fødevare.og landbrugsorganisation (herefter betegnet som FAO) efter henstilling fra en af de kontraherende regeringer eller på eget initiativ foreslå, at der afsluttes tillægsoverenskomster til anvendelse i bestemte områder, mod bestemte skadedyr eller sygdomme, på bestemte planter og planteprodukter, på bestemte former for international transport af planter og planteprodukter, eller som på anden måde supplerer bestemmelserne i nærværende konvention.

2.Enhver sådan tillægsoverenskomst træder i kraft for hver af de kontraherende regeringer efter at være blevet vedtaget i overensstemmelse med bestemmelserne i FAO's statutter og forretningsorden.

Artikel IV.

Nationale plantebeskyttelsesorganisationer.

I.Hver af de kontraherende regeringer skal så hurtigt som muligt og efter bedste evne tage de nødvendige skridt til

(a) oprettelse af en officiel plantebeskyttelsesorganisation med følgende hovedopgaver.

(i) tilsyn med levende planter og dyrkede arealer (herunder marker, plantager, planteskoler, haver og drivhuse) og med planter og planteprodukter på lager og under transport, særlig med henblik på at indberette om tilstedeværelsen, fremkomsten og udbredelsen af skadedyr og plantesygdomme og at bekæmpe disse skadedyr og sygdomme,

(ii) tilsyn med internationale forsendelser af planter og planteprodukter og såvidt muligt tilsyn med internationale forsendelser af andre produkter eller varer, der finder sted under sådanne betingelser, at de lejlighedsvis vil kunne optræde som smittebærere; tilsyn og opsyn med lagerpladser og transportmidler af enhver art, som benyttes ved internationale forsendelser af planter og planteprodukter eller andre varer, i særdeleshed med henblik på at forhindre udbredelsen over landegrænser af skadedyr og sygdomme hos planter og planteprodukter,

(iii) rensning eller desinficering af internationale forsendelser af planter eller planteprodukter såvel som af de dertil benyttede beholdere, opbevaringsanlæg og transportmidler af enhver art,

(iv) udstedelse af certifikater vedrørende planters og planteprodukters phytosanitære tilstand og oprindelse (herefter betegnet som »phytosanitære certifikater«),

(b) udbredelse i det pågældende land af oplysninger vedrørende skadedyr og sygdomme hos planter og planteprodukter samt vedrørende midler til forebyggelse og kontrol,

(c) studie- og forskningsarbejde i forbindelse med plantebeskyttelsesspørgsmål.

2.Hver kontraherende regering skal afgive beretning til FAO's generaldirektør om indretningen af den nationale plantebeskyttelsesorganisation samt om de ændringer, som foretages i denne organisation; generaldirektøren skal viderebringe disse oplysninger til alle kontraherende regeringer.

Artikel V.

Phytosanitære certifikater.

1.Hver af de kontraherende regeringer skal skabe muligheder for udstedelse af phytosanitære certifikater, der svarer til de øvrige medlemsregeringers bestemmelser om plantebeskyttelse og er i overensstemmelse med de nedenfor anførte bestemmelser

(a) Inspektion må kun udføres og certifikater kun udstedes af ..eller efter bemyndigelse af ..teknisk kvalificerede og behørigt beskikkede embedsmænd, der optræder på en sådan måde og råder over sådanne oplysninger, at myndighederne i de importerende lande kan acceptere de pågældende certifikater som troværdige dokumenter.

(b) Certifikater, som udstedes for planter bestemt til udplantning eller reproduktion, skal udformes i overensstemmelse med det til nærværende overenskomst knyttede annex og skal indeholde alle ekstra oplysninger, som måtte kræves af indførselslandets myndigheder.Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, og det ikke er i modstrid med indførselslandets bestemmelser, vil formularen også kunne benyttes for andre planter eller planteprodukter.

(c) Der må ikke foretages rettelser i certifikaterne.

2.Hver medlemsregering forpligter sig til ved indførsel på sit territorium af planter bestemt til udplantning eller reproduktion ikke at kræve forsendelserne ledsaget af phytosanitære certifikater, som ikke er i overensstemmelse med den i annexet til nærværende overenskomst gengivne formular.

Artikel VI.

Bestemmelser vedrørende indførslen.

1.Med henblik på at forhindre indslæbning af plantesygdomme og skadedyr på deres territorier skal medlemsregeringerne være bemyndiget til at regulere indførslen af planter og planteprodukter og kan med dette formål for øje

(a) foreskrive begrænsninger eller særlige betingelser vedrørende indførslen af planter og planteprodukter,

(b) forbyde indførslen af bestemte planter eller planteprodukter eller af bestemte forsendelser af planter eller planteprodukter,

(c) undersøge eller tilbageholde bestemte frosendelser af planter eller planteprodukter,

(d) desinficere, tilintetgøre eller nægte indførsel af bestemte forsendelser af planter eller planteprodukter eller forlange sådanne forsendelser desinficeret eller tilintetgjort.

2. For i mindst muligt omfang at forstyrre den internationale handel forpligter hver medlemsregering sig til at gennemføre den i nærværende artikels stykke 1 omhandlede kontrol i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser

(a) De kontraherende regeringer må ikke i henhold til deres plantebeskyttelseslovgivning træffe nogen af de i nærværende artikels stykke 1 omhandlede foranstaltninger, medmindre de nødvendiggøres af phytosanitære hensyn.

(b) En kontraherende regering, som fastsætter begrænsninger eller særlige betingelser vedrørende indførslen af planter eller planteprodukter på sit territorium, skal bekendtgøre disse begrænsninger eller betingelser og uden ophør meddele dem til de andre medlemsregeringers plantebeskyttelsesmyndigheder og til FAO.

(c) En kontraherende regering, som i medfør af sin plantebeskyttelseslovgivning forbyder indførslen af planter eller planteprodukter, skal bekendtgøre sin beslutning herom ledsaget af en begrundelse og skal uden ophør underrette de andre medlemsregeringers plantebeskyttelsesmyndigheder og FAO.

(d) En kontraherende regering, som kræver, at forsendelser af bestemte planter eller plantedele kun må indføres over bestemte grænsestationer, skal udvælge disse på en sådan måde, at det ikke er til unødig hindring for den internationale handel.Den kontraherende regering skal bekendtgøre en fortegnelse over disse grænsestationer og fremsende den til de andre kontraherende regeringers plantebeskyttelsesmyndigheder og til FAO.Begrænsninger til bestemte grænsestationer må kun indføres for planter eller planteprodukter, som kræves ledsaget af phytosanitære certifikater eller underkastet inspektion eller desinficering.

(e) Enhver inspektion, som en kontraherende regerings plantebeskyttelsesmyndigheder foretager af planteforsendelser bestemt til indførsel, skal finde sted så hurtigt som muligt og under skyldig hensyntagen til de pågældende planters letfordærvelige karakter.Hvis en forsendelse ikke findes at være i overensstemmelse med importlandets plantebeskyttelseslovgivning, skal eksportlandets plantebeskyttelsesmyndigheder underrettes herom. Hvis forsendelsen helt eller delvis tilintetgøres, skal en officiel rapport uden ophør overgives til eksportlandets plantebeskyttelsesmyndigheder.

(f) De kontraherende regeringer skal uden at udsætte deres egen planteproduktion for fare tage de nødvendige skridt til at nedbringe det antal tilfælde til det mindst mulige, i hvilke der udkræves phytosanitære certifikater ved indførslen af planter eller planteprodukter, som ikke er bestemt for udplantning, såsom korn, frugter, grøntsager og afskårne blomster.

(g) De kontraherende regeringer kan træffe bestemmelse om indførsel i videnskabeligt forskningsøjemed af planter og planteprodukter samt prøver på skadedyr og sygdomsforårsagende organismer under iagttagelse af betingelser, som yder særlig sikkerhed mod risikoen for udbredelse af plantesygdomme og skadedyr.

3.De i denne artikel omhandlede bestemmelser finder ikke anvendelse på varer, som føres i transit gennem de kontraherende regeringers territorier, medmindre de er nødvendige for beskyttelsen af de pågældende landes egne planter.

Artikel VII.

Internationalt samarbejde.

De kontraherende regeringer skal i videst muligt omfang samarbejde for at nå de i nærværende overenskomst fastsatte mål, særlig på følgende måder

(a) Foruden fuldtud at benytte allerede eksisterende organisationers hjælpemidler og tjenester er medlemsregeringerne enige om at samarbejde med FAO med henblik på oprettelsen af en verdensomspændende informationstjeneste for plantesygdomme og skadedyr og, såsnart den er oprettet, regelmæssigt at forsyne FAO med følgende oplysninger

(i) Rapporter vedrørende forekomster, udbrud og udbredelsen af økonomisk vigtige skadedyr og plantesygdomme, som måtte frembyde umiddelbar eller potentiel fare;

(ii) oplysninger om metoder, der med held er blevet benyttet i bekæmpelsen af skadedyr og sygdomme på planter og planteprodukter.

(b) Hver medlemsregering skal i videst muligt omfang deltage i særlig anlagte kampagner til bekæmpelse af særlig ødelæggende skadedyr og plantesygdomme, som frembyder alvorlig fare for afgrøder, og hvis bekæmpelse kræver en international indsats.

Artikel VIII.

Regionale plantebeskyttelsesorganisationer.

1.De kontraherende regeringer forpligter sig til at samarbejde med henblik på oprettelsen af regionale plantebeskyttelsesorganisatio ner i områder, hvor det må anses for hensigtsmæssigt.

2.Inden for de pågældende områder skal de regionale plantebeskyttelsesorganisationer fungere som koordinerende organer og deltage i forskellig virksomhed med det formål at realisere nærværende konventions mål.

Artikel IX.

Bilæggelse af tvistigheder.

1.Opstår der tvistigheder om fortolkningen eller anvendelsen af nærværende konvention, eller anser en af de kontraherende regeringer en andens handlemåde for at være i strid med dennes forpligtelser i henhold til nærværende konventions artikler V og VI, særlig med hensyn til grundlaget for at forbyde eller begrænse indførslen af planter eller planteprodukter, som stammer fra førstnævntes territorium, kan vedkommende regering eller regeringer anmode FAO's generaldirektør om at udpege en komite til at undersøge tvistigheden.

2.FAO's generaldirektør skal dernæst efter at have rådført sig med de pågældende regeringer udpege en ekspertkomite , som skal omfatte repræsentanter fra disse regeringer.Komiteen skal undersøge tvistigheden under hensyntagen til alle dokumenter og andet bevismateriale, som fremlægges af de pågældende regeringer. Komiteen skal fremlægge en rapport for FAO's generaldirektør, som skal videregive den til de pågældende regeringer samt til de andre kontraherende regeringer.

3.Selvom en sådan komites henstillinger ikke er af bindende karakter, er de kontraherende regeringer enige om at lægge dem til grund for fornyede overvejelser, som de pågældende stater foretager af det til grund for uoverensstemmelsen liggende spørgsmål.

4.De pågældende regeringer skal på lige fod dele de med eksperternes virksomhed forbundne udgifter.

Artikel X.

Afløsning af ældre overenskomster.

I forholdet mellem de kontraherende regeringer bringes den internationale Phylloxera-overenskomst af 3.november 1881, den i Bern den 15. april 1889 undertegnede tillægsoverenskomst samt den under 16.april 1929 i Rom undertegnede internationale plantebeskyttelsesoverenskomst til ophør og erstattes af nærværende konvention.

Artikel XI.

Anvendelse på territorier.

1.Enhver regering kan på tidspunktet for ratifikationen eller tiltrædelsen eller på ethvert senere tidspunkt afgive en erklæring til FAO's generaldirektør om, at nærværende konvention skal udstrækkes til alle eller nogle af de territorier, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.Nærværende konvention skal finde anvendelse på alle de i erklæringen angivne områder fra tredivtedagen efter, at generaldirektøren har modtaget den.

2.Enhver regering, som har afgivet en erklæring til FAO's generaldirektør i henhold til nærværende artikels stykke 1, kan på ethvert tidspunkt afgive en supplerende erklæring, der ændrer omfanget af en tidligere erklæring eller bringer anvendelsen af bestemmelserne i nærværende overenskomst til ophør for et hvilketsomhelst område. Sådanne ændringer eller ophør træder i kraft fra tredivtedagen efter, at generaldirektøren har modtaget erklæringen.

3.FAO's generaldirektør skal gøre alle de regeringer, som har undertegnet eller tiltrådt nærværende konvention, bekendt med enhver erklæring, som han har modtaget i henhold til nærværende artikel.

Artikel XII.

Ratifikation og tiltrædelse.

1.Nærværende konvention står åben for undertegnelse af alle regeringer indtil den 1. maj 1952 og skal ratificeres tidligst muligt.Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos FAO's generaldirektør, som skal give alle de regeringer, der har undertegnet overenskomsten, meddelelse om tidspunktet for deponeringerne.

2.Såsnart konventionen er trådt i kraft i henhold til artikel XIV, står den åben for tiltrædelse af regeringer, som ikke har undertegnet den. Tiltrædelse finder sted ved deponering af et tiltrædelsesinstrument hos FAO's generaldirektør, som skal give meddelelse herom til alle de regeringer, der har undertegnet eller tiltrådt konventionen.

Artikel XIII.

Ændringer.

I.Ethvert forslag om ændring af nærværende konvention, som fremsættes af en kontraherende regering, skal forelægges FAO's generaldirektør.

2.Ethvert forslag om ændring af nærværende konvention, som er modtaget af FAO's generaldirektør fra en kontraherende regering, skal forelægges til vedtagelse på en ordinær eller ekstraordinær samling af FAO-konferencen, og såfremt ændringen vil medføre betydelige tekniske forandringer eller pålægge de kontraherende regeringer yderligere forpligtelser, skal den forelægges for en af FAO forud for konferencen sammenkaldt rådgivende ekspertkomite.

3.FAO's generaldirektør skal give medlemslandene meddelelse om ethvert forslag til ændring i nærværende konvention senest på tidspunktet for afsendelsen af dagsordenen for den af konferencens samlinger, på hvilken sagen skal gøres til genstand for drøftelse.

4.Ethvert forslag til ændring af nærværende konvention kræver FAO- konferencens godkendelse og skal træde i kraft tredivtedagen efter, at det er blevet vedtaget af 2/3 af de kontraherende regeringer. Ændringer, som medfører nye forpligtelser for de kontraherende regeringer, skal dog først træde i kraft for den enkelte regerings vedkommende, når denne har godkendt ændringen og da først fra tredivtedagen efter denne godkendelse.

5.Erklæringer om godkendelse af ændringer, som medfører nye forpligtelser, skal deponeres hos FAO's generaldirektør, som skal underrette alle kontraherende regeringer om modtagelsen af erklæringerne og ændringernes ikrafttræden.

Artikel XIV.

Ikrafttræden.

Såsnart nærværende konvention er blevet ratificeret af tre signatarregeringer, træder den i kraft i forholdet mellem disse.For de regeringer, som derefter ratificerer eller tiltræder konventionen, træder den i kraft på tidspunktet for deponeringen af deres ratifikations- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel XV.

Opsigelse.

1.Enhver af de kontraherende regeringer kan på et hvilketsomhelst tidspunkt opsige nærværende konvention ved en til FAO's generaldirektør stilet meddelelse.Generaldirektøren skal uden ophør underrette alle de regeringer, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.

2.Opsigelsen træder i kraft et år efter den dato, på hvilken FAO's generaldirektør har modtaget meddelelsen.

Udfærdiget i Rom, Italien, den sjette december nitten hundrede og en og halvtreds, i eet eksemplar på engelsk, fransk og spansk, idet hver af teksterne har samme gyldighed.Nærværende dokument skal deponeres i De Forenede Nationers fødevare- og landbrugsorganisations arkiv.Generaldirektøren for De Forenede Nationers fødevare- og landbrugsorganisation skal fremsende bekræftede kopier til hver af de regeringer, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndigede dertil, underskrevet nærværende konvention på deres regeringers vegne på den ud for deres underskrifter anførte dato.

For Amerikas Forenede Stater: Ph.V.Cardon. ad ref.6.12.1951.

For Australien: C.V. Kellway. 30.4.1952.

For Belgien: Albert Van Houtte. ad ref.6.12.1951.

For Brasilien: Josuee de Castro. ad ref.6.12.1951.

For Canada: Dr.G.S.Barton. ad ref.6.12.1951.

For Ceylon: G.C.S.Corea. 7.12.1951.

For Chile: G. Campo R. 3.4.1952.

For Colombia: Eduardo Zuleta Angel. 29.4.1952.

For Costa Rica: Teodoro B.Castro. ad ref.28.4.1952.

For Cuba: Carlos Martinez. ad ref.6.12.1951.

For Danmark: A.P.Jacobsen. ad ref.6.12.1951.

For Ecuador: ad ref. Jacome. 12.3.1952.

For Frankrig: Andree Mayer. ad ref.6.12.1951.

For Guatemala: Cosenza G. ad ref.23.4.1952.

For Indien: J.N.Khosla. 30.4.1952.

For Indonesien: S.Suryo-Di-Puro. 6.12.1951.

For Irland: Thomas Walsh. ad ref.6.12.1951.

For Israel: Dr.Moshe Ishay. 6.12.1951.

For Italien: Amintore Fanfani. ad ref.2.2.1952.

For Japan: R.Yamazoe. ad ref.6.12.1951.

For Jugoslavien: Delibor Solatic. ad ref.6.12.1951.

For Libanon

For Luxembourg: Bruck. ad ref.16.1.1952.

For Nederlandene: S.L.Louwes. ad ref.6.12.1951.

For New Zealand: C.Hopkirk. 6.12.1951.

For Pakistan

For Philippinerne: Josee S.Camus. Under forbehold af bekræftelse.12.6.1951.

For Portugal: Antonio de Sousa de Camara. 6.12.1951.

For El Salvador: Rod Berg Schønenberg. ad ref.6.12.1951.

For Schweiz: L.Maire. 6.12.1951.

For Spanien: Carlos Segura. 10.12.1951.

For Storbritannien og Nordirland: Carrington. ad ref.6.12.1951.

For Sverige: Johan Beck-Fmis. II.12.1951

For Sydafrikanske Union: S.J.de Swardt. 6.12.1951.

For Thailand: Phra Chuang Kashetra. 6.12.1951.

For Forbundsrepublikken Tyskland: Clemens v.Brentano. (ad ref.) 30.4.1952.

For Uruguay: C. Giambruno. (ad ref.) 30.4.1952.

For Viet-Nam

For Ægypten: Mohamed Ali El Kilany Bey. ad ref.6.12.1951.

I betragtning af, at den kgl.ægyptiske regering ikke anerkender og indtil nu ikke har anerkendt Israel, binder min undertegnelse af denne konvention ikke min regering på nogen måde over for Israel og er meddelt med forbehold af alle rettigheder i denne forbindelse.

For Østrig: Dr.B.Philipp. 6.12.1951

ANNEX.

Formular til plantesundhedscertifikat.

Planteinspektionen

i......................................................

Nr................

Herved bekræftes,

at de nedenfor beskrevne planter, plantedele eller planteprodukter eller en repræsentativ del af disse er blevet omhyggeligt undersøgt den (dato)............................... af (navn)..............,................. en hertil bemyndiget tjenestemand i (plantebeskyttelsesmyndighed) ................ og efter hans bedste overbevisning er fundet i alt væsentligt fri for farlige plantesygdomme og skadedyr, og at sendingen skønnes at være i overensstemmelse med de gældende phytosanitære bestemmelser i indførselslandet som nærmere anført i den ledsagende erklæring eller andetsteds.

Gasning eller desinfektion (hvis krævet af indførselslandet):.

Dato ..............................

Behandlingens varighed.......

Behandling........................

Bekæmpelsesmiddel og dosis.........

Tillægserklæring

................... 19...

(underskrift)

(stilling)

(planteinspektionens stempel)

-Beskrivelse af forsendelsen.

- Afsenderens navn og adresse:.............

Modtagerens navn og adresse: ...............

Kollienes antal og art:............

Kollienes mærkning: ........

Oprindelsessted (hvis krævet af indførselslandet): .........

Forsendelsesmåde: ..............

Indførselssted: ...............

Mængde og varens navn:...............

Botanisk navn (hvis krævet af indførselslandet): ..........

Danmarks ratifikationsinstrument blev under 13.februar 1953 deponeret hos FAO's generaldirektør i Rom, hvorefter konventionen trådte i kraft for Danmarks vedkommende.

Den 1.juni 1962 havde følgende lande deponeret ratifikations- eller tiltrædelsesinstrumenter

Argentina, Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Cambodia, Canada, Ceylon, Chile, Danmark, Dominikanske Republik, Ecuador, Finland, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Indien, Irak, Irland, Israel, Italien, Japan, Jugoslavien, Republikken korea, Laos, Luxembourg, Nederlandene (Kongeriget i Europa, Surinam og Nederlandsk New Guinea), New Zealand med Vest Samoa og Cookøerne, Nicaragua, Norge, Pakistan, Philippinerne, Portugal, Sovjetunionen, Spanien, Storbritannien og Nordirland, Sverige, Sydafrikanske Union, Forbundsrepublikken Tyskland med Land Berlin, Ungarn, Ægypten og Østrig.

Udenrigsministeriet, den 25.juni 1962.

J.O. K r a g.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →