Bekendtgørelse af overenskomst af 2./10. november 1960 med Forbundsrepublikken Tyskland om udveksling af naturalisationsmeddelelser og andre meddelelser om erhvervelse af statsborgerret.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af overenskomst af 2./10. november 1960 med Forbundsrepublikken Tyskland om udveksling af naturalisationsmeddelelser og andre meddelelser om erhvervelse af statsborgerret.
Ved en den 2. og 10. november 1960 mellem den kgl. ambassadør i Bonn og forbundsudenrigsministeren for Forbundsrepublikken Tyskland stedfunden noteveksling er der med sidstnævnte dato som ikrafttrædelsestidspunkt afsluttet en overenskomst om udveksling af naturalisationsmeddelelser og andre meddelelser om erhvervelse af statsborgerret.
Notevekslingens ordlyd er som følger
KONGELIG DANSK AMBASSADE
Bonn, den 2. november 1960
Deres Excellence,
Jeg har den ære at komme tilbage til de forhandlinger, der har fundet sted mellem repræsentanter for den kongelig danske regering og Forbundsrepublikken Tysklands regering om udveksling af naturalisationsmeddelelser og andre meddelelser om erhvervelse af statsborgerret, og på den kongelig danske regerings vegne foreslå Dem følgende overenskomst
1. Den kongelig danske regering og Forbundsrepublikken Tysklands regering udveksler med virkning fra 1. januar 1951 meddelelser om naturalisation af på den ene side en dansk statsborger i Forbundsrepublikken Tyskland og på den anden side en tysker i Forbundsrepublikken Tysklands grundlovs forstand i Kongeriget Danmark.
Som tyske i Forbundsrepublikken Tysklands grundlovs forstand betragtes navnlig alle personer, der er legitimeret ved tyske pas eller tyske statsborgerretsbeviser.
2. Meddelelser om erhvervelse af den ny statsborgerret udveksles endvidere, når
a) En dansk kvinde har erhvervet eller erhverver tysk statsborgerret ved naturalisation på begæring i medfør af den tyske rigs- og statsborgerretslovs § 6 stk. 1, således som denne er affattet ved den Tredje lov om regulering af statsborgerretsspørgsmål af 19. august 1957 artikel I;
b) en dansk kvinde har erhvervet eller erhverver tysk statsborgerret på begæring i medfør af den Tredje lov om regulering af statsborgerretsspørgsmål af 19. august 1957 artikel II stk. 1 eller har erhvervet tysk statsborgerret i medfør af denne lovs artikel II stk. 2;
c) en dansk kvinde har erhvervet eller erhverver tysk statsborgerret ved afgivelse af en erklæring i medfør af den tyske rigs- og statsborgerretslovs §6 stk. 2, således som denne er affattet ved nævnte lov af 19. august 1957, artikel I, og denne erhvervelse er fastslået af den for statsborgerretsforhold kompetente tyske myndighed;
d) en tysker i Forbundsrepublikken Tysklands grundlovs forstand har erhvervet eller erhverver dansk statsborgerret ved afgivelse af en erklæring i medfør af lov nr. 252 af 27. maj 1950 om dansk indfødsret §§ 3 og 4.
3. Udvekslingen sker på den måde, at den ene kontraherende part ad diplomatisk vej giver den anden meddelelse om den stedfundne statsborgerretserhvervelse. Fra dansk side vil meddelelsen - i det omfang, det er muligt - være ledsaget af oplysning om vedkommendes eller dennes forældres sidste bopæl eller opholdssted i Tyskland.
4. Meddelelserne bilægges til enhver tid de af den anden kontraherende parts myndigheder udstedte statsborgerretsbeviser, pas, legitimationskort og andre officielle dokumenter vedrørende den pågældendes statsborgerret, for så vidt de kan fås fra denne.
5. Meddelelserne for det forudgående år skal være udvekslet senest inden udløbet af seks måneder.
6. Denne overenskomst gælder også for landet Berlin, for så vidt Forbundsrepublikken Tysklands regering ikke overfor den kongelig dansk regering inden tre måneder efter overenskomstens ikrafttræden har afgivet anden erklæring.
7. Denne overenskomst afsluttes på ubestemt tid, kan opsiges til enhver tid og træder ud af kraft seks måneder efter opsigelsen .
8. Denne overenskomst træder i stedet for den tysk-danske overenskomst af 16. september 1939 om udveksling af naturalisationsmeddelelser, således som denne er affattet ved noteveksling af 1. august/16. oktober 1956.
Såfremt Forbundsrepublikken Tysklands regering erklærer sig indforstået med de under punkt 1 til 8 anførte forslag, har jeg den ære at foreslå, at denne note og Deres Excellences tilsvarende svarnote skal udgøre en mellem vore to regeringer indgået overenskomst, der træder i kraft på datoen for Deres svarnote.
Modtag, Deres Excellence, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
sign. F. Hvass.
Hans Excellence
forbundsudenrigsministeren for Forbundsrepublikken Tyskland,
herr dr. Heinrich von Brentano.
---------------
FORBUNDSUDENRIGSMINISTEREN
Bonn, den 10. november 1960.
Herr ambassadør,
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres note af 2. november 1960 - journal-nr. 16.D.1. - der lyder som følger
(Her følger ordlyden til den danske note.)
Jeg har den ære at meddele Dem, at Forbundsrepublikken Tysklands regering er indforstået med de under punkt 1 til 8 i Deres note anførte forslag samt med, at Deres note og denne svarnote skal udgøre en mellem vore to regeringer indgået overenskomst, der træder i kraft på datoen for denne svarnote.
Modtag, herr ambassadør, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
sign. von Brentano.
Hans Excellence
den kongelig danske ambassadør herr Frants Hvass.