Bekendtgørelse om en under 1. oktober 1951 i København undertegnet venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater.

Bekendtgørelse om en under 1. oktober 1951 i København undertegnet venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater.

Ved kgl. resolution af 17. maj 1961 har Danmark ratificeret en under 1. oktober 1951 i København undertegnet venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater med dertil hørende protokol, referat vedrørende fortolkning og noteveksling, til hvilken traktat folketinget under 2. maj 1961 forud havde givet sit samtykke. Traktaten træder i stedet for den dansk-amerikanske venskabs-, handels- og skibsfartskonvention af 26. april 1826 (se no. 34 i Danske Traktater efter 1800, Anden Samling, Første Bind).

Traktaten med tilhørende protokol, referat og noteveksling har følgende ordlyd

Venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater.

Kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater, der ønsker at styrke de traditionelt mellem dem bestående freds- og venskabsbånd samt at anspore til nærmere økonomiske og kulturelle forbindelser mellem deres folk, og som erkender, at der kan bidrages hertil ved aftaler, som tilskynder til gensidigt gavnlige investeringer, fremmer gensidigt fordelagtigt handelssamkvem og på en anden måde fastslår gensidige rettigheder og begunstigelser, har besluttet at afslutte en venskabs-, handels- og søfartstraktat, hvilende i almindelighed på principperne om ubetinget national- og mestbegunstigelsesbehandling, og i dette øjemed til deres befuldmægtigede udnævnt

Hans Majestæt Kongen af Danmark

sin udenrigsminister, hr. Ole Bjørn Kraft,

og

Præsidenten for Amerikas Forenede Stater

sin overordentlig og befuldmægtigede ambassadør, fru Eugenie Anderson,

hvilke befuldmægtigede efter at have meddelt hinanden deres fuldmagter, der fandtes i behørig form, er blevet enige om følgende artikler

Artikel I.

Hver part skal til enhver tid tilstå den anden parts personer, ejendom, virksomheder og dens statsborgeres og selskabers øvrige interesser retfærdig og rimelig behandling.

Artikel II.

1. Det skal tillades hver parts statsborgere at rejse ind i den anden parts områder og at tage ophold der: a) for at drive handel mellem de to parters områder og dermed i forbindelse stående kommerciel virksomhed og b) med andre formål for øje i overensstemmelse med den om udlændinges indrejse og ophold gældende lovgivning.

2. Det skal tillades hver parts statsborgere inden for den anden parts områder: a) uhindret at rejse og bosætte sig, hvor de ønsker, b) at nyde trosfrihed, c) at afholde private og offentlige gudstjenester, d) at indsamle og sende stof bestemt til offentliggørelse i udlandet og e) med posten, telegrafen og andre for almenhedens brug åbne meddelelsesmidler at sætte sig i forbindelse med personer inden og uden for sådanne områder.

3. Uanset bestemmelserne i nærværende artikel skal hver part have ret til at anvende de forholdsregler, der er nødvendige til opretholdelse af offentlig ro og orden eller beskyttelse af den almene sundhed, moral og sikkerhed.

Artikel III.

1. Hver parts statsborgere skal inden for den anden parts områder være fri for ulovlige forulempelser af enhver art og nyde en effektiv beskyttelse og sikkerhed, der i intet tilfælde må være mindre end den ved folkeretten hjemlede.

2. Hvis en af parternes statsborgere inden for den anden parts områder anklages for en forbrydelse og anholdes eller fængsles, skal på vedkommende statsborgers forlangende hans lands nærmeste konsulære repræsentant straks underrettes herom. Vedkommende statsborger skal: a) behandles rimeligt og humant, b) have behøring og øjeblikkelig meddelelse om de mod ham rettede anklager, c) stilles for retten så hurtigt, som det måtte være foreneligt med en forsvarlig forberedelse af hans forsvar, og d) nyde al den hjælp, der med rimelighed kan anses for nødvendig for hans forsvar, herunder bistand af en kompetent sagfører.

Artikel IV.

1. Hver parts statsborgere skal nyde nationalbehandling med hensyn til anvendelsen inden for den anden parts områder af love og bestemmelser, der hjemler betaling af en pengeerstatning for sygdom, skader eller død forårsaget af og under beskæftigelse eller på grund af dennes art.

2. Udover de ved denne artikels første stykke hjemlede rettigheder og begunstigelser skal hver parts statsborgere inden for den anden parts områder tilstås nationalbehandling med hensyn til anvendelse af de love og bestemmelser, der i kongeriget Danmark foreskriver en frivillig og i Amerikas Forenede Stater en tvungen forsikringsordning, under hvilken der uden individuel undersøgelse af den økonomiske trang udbetales ydelser til afhjælpning af tab af løn eller anden arbejdsfortjeneste som følge af arbejdsløshed.

Artikel V.

1. Der skal tilstås hver parts statsborgere og selskaber national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til adgang til domstole og administrative retter og organer inden for den anden parts områder under alle former for retspleje ved såvel forfølgelse af som forsvar for deres rettigheder. Der er enighed om, at hver parts selskaber, som inden for den anden parts områder hverken driver forretningsvirksomhed eller virksomhed, af hvilken der ikke påregnes udbytte, skal nyde adgang til domstole, administrative retter og organer uden noget krav om registrering eller tilhørsforhold.

2. De af hver parts statsborgere og selskaber med den anden parts statsborgere og selskaber indgåede kontrakter, der hjemler afgørelse af tvistigheder ved voldgift, skal inden for den anden parts områder ikke kunne nægtes eksigibilitet alene af den grund, at det for voldgiften aftalte sted ligger uden for disse områder, eller fordi en eller flere af voldgiftsmændene ikke har sådan anden parts statsborgerret. Ingen i medfør af en sådan kontrakt behørig afsagt voldgiftskendelse, der er endelig og eksigibel i henhold til afsigelsesstedets love, skal inden for en parts områder betragtes som ugyldig eller nægtes effektive eksekutionsmidler alene af den grund, at stedet, hvor kendelsen afsagdes, ligger uden for disse områder, eller fordi en eller flere af voldgiftsmændene ikke har den pågældende parts statsborgerret.

Artikel VI.

1. Hver parts statsborgeres og selskabers ejendom skal nyde effektiv beskyttelse og sikkerhed inden for den anden parts områder.

2. De hver parts statsborgere og virksomheder tilhørende boliger, kontorer, pakhuse, fabriker og andre faste ejendomme, der er beliggende inden for den anden parts områder, må ikke udsættes for ulovlig indtrængen eller overlast. I de tilfælde, hvor det er nødvendigt, at myndighederne foretager ransagninger og undersøgelser af sådanne ejendomme og deres indhold, skal dette ske med omhyggelig hensyntagen til de tilstedeværende og erhvervsvirksomhedens udøvelse.

3. Ejendom tilhørende hver parts statsborgere og selskaber skal ikke kunne eksproprieres eller på anden lignende måde overtages inden for den anden parts områder undtagen til almene formål og i så fald kun mod omgående betaling af en retfærdig erstatning. En sådan erstatning skal ydes således, at den effektivt kan realisere, og skal repræsentere den fulde værdi af den eksproprierede eller overtagne ejendom; der skal senest på tidspunktet for ekspropriationen eller overtagelsen være fastsat de fornødne bestemmelser vedrørende erstatningens fastsættelse og udbetaling.

4. Ingen af parterne må træffe urimelige eller diskriminerende forholdsregler, som inden for en parts områder ville forringe de af den anden parts statsborgere og selskaber lovligt erhvervede rettigheder eller interesser i de af dem oprettede foretagender, i kapital og håndværksmæssig, kunstnerisk eller teknisk indsigt og formåen, som de har stillet til rådighed.

5. Hver parts statsborgere og selskaber skal i intet tilfælde inden for den anden parts områder nyde en behandling, der er ringere end national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til de i nærværende artikels andet og tredie stykke omhandlede forhold. Der skal endvidere med hensyn til alle spørgsmål om overtagelse til offentligt eje eller henlæggelse under offentlig kontrol af privat ejede foretagender inden for en parts områder gives foretagender, i hvilke den anden parts statsborgere og selskaber har væsentlige interesser, en behandling, der ikke er ringere end national- og mestbegunstigelsesbehandling.

Artikel VII.

1. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til adgangen til at drive handel, fabrikations-, forarbejdnings-, finansiel, entreprenør-, forlags-, videnskabelig, undervisnings-, religiøs og velgørenhedsvirksomhed.

2. Hver parts statsborgere og selskaber skal endvidere inden for den anden parts områder nyde mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til

a) de i denne artikels første stykke opregnede arter af virksomhed,

b) efterforskning og udnyttelse af mineralske forekomster,

c) anden økonomisk og kulturel virksomhed end dem, der er nævnt i nærværende artikels første stykke og i nærværende stykkes afsnit b), og

d) oprettelse af, deltagelse i og ledelse af en sådan anden parts selskaber.

3. Med hensyn til professionel virksomhed skal hver parts statsborgere nyde nationalbehandling inden for den anden parts områder, undtagen for så vidt angår sådan professionel virksomhed, som, - fordi den indebærer varetagelse af offentlige funktioner eller funktioner i den almene sundheds og sikkerheds interesse -, er statsautoriseret og forbeholdt udelukkende landets egne statsborgere.

4. Det skal tillades hver parts statsborgere og selskaber inden for den anden parts områder efter eget valg at beskæftige revisorer og andre tekniske sagkyndige, overordnede funktionærer, sagførere, repræsentanter og andet personale med specialuddannelse uden hensyn til de pågældendes nationalitet. Det skal endvidere tillades hver parts statsborgere og selskaber at beskæftige revisorer og andre tekniske sagkyndige med det særlige formål at foretage revision og tekniske og andre undersøgelser for og at aflægge rapporter til vedkommende statsborgere og selskaber i forbindelse med planlægningen og driften af deres foretagender og af sådanne inden for den anden parts områder hjemmehørende foretagender, i hvilke de har en økonomisk interesse, uden hensyn til i hvilket omfang de pågældende sagkyndige har erhvervet den inden for disse områder eventuelt fornødne særlige autorisation til sådant hverv.

Artikel VIII.

1. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts områder have ret til at oprette selskaber med henblik på at drive handel, fabrikations-, forarbejdnings-, finansiel, entreprenør-, mine-, forlags-, videnskabelig, undervisning-, religiøs og velgørenhedsvirksomhed og til at kontrollere og lede foretagender, som de har fået tilladelse til at oprette eller erhverve inden for disse områder med de fornævnte og andre formål.

2. Selskaber, der kontrolleres af en parts statsborgere og selskaber, og som er oprettet i henhold til gældende love og bestemmelser inden for den anden parts områder med henblik på at drive de i denne artikels første stykke opregnede arter af virksomhed, skal inden for disse områder nyde nationalbehandling med hensyn til sådan virksomhed.

Artikel IX.

1. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til ved arv ifølge testamente eller legal arvefølge eller ved retsforfølgning at erhverve rørlig ejendom af enhver art og ved arv ifølge testamente eller legal arvefølge at erhverve fast ejendom af enhver art.

2. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til ved køb, leje eller på anden måde at erhverve samt at eje løsøre af enhver art samt værdipapirer, idet vedkommende anden part dog har ret til på en måde, der ikke forringer de ved artikel VIII første stykke eller ved andre af nærværende traktats bestemmelser sikrede rettigheder og begunstigelser, at begrænse eller forbyde udlændinge at eje særlige materialer, der er farlige for den almene sikkerhed, og at eje interesser i foretagender, der udøver særlige arter af virksomhed.

3. Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts områder med hensyn til at erhverve fast ejendom nyde den behandling, der almindeligvis tilstås udlændinge i henhold til den gældende lovgivning på det sted, hvor ejendommen er beliggende, og det skal i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser tillades dem at forblive i besiddelse af fast ejendom, der er nødvendig for og egnet til udøvelse af de ved artikel VII eller ved andre af nærværende traktats bestemmelser sikrede rettigheder og begunstigelser.

4. Det skal kunne forlanges, at hver parts statsborgere og selskaber inden for den anden parts områder afhænder ejendom, som de måtte have erhvervet

a) for rørlig ejendoms vedkommende, hvis udlændinges ret til at eje den er eller bliver begrænset eller forbudt i medfør af nærværende artikels anden stykke, og

b) for fast ejendoms vedkommende, hvis ejendommen besiddes for andre formåls skyld end dem, hvortil der henvises i nærværende artikels tredie stykke.

Der skal ikke for sådanne afhændelser kunne stilles betingelser eller krav, der ville forhindre opnåelse af den fulde og retfærdige værdi, og navnlig skal der indrømmes en frist på mindst fem år til at foretage en sådan afhændelse.

5. Hver parts statsborgere og selskaber skal med forbehold af bestemmelserne i nærværende artikels fjerde stykke inden for den anden parts områder nyde nationalbehandling med hensyn til at afhænde ejendom af enhver art.

Artikel X.

Hver parts statsborgere og selskaber skal inden for den anden parts områder nyde national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til at opnå og bevare patentrettigheder og med hensyn til retten til varemærker, firma, etiketter og industriel ejendomsret af enhver art.

Artikel XI.

1. Hver parts statsborgere, der er bosatte inden for den anden parts områder, og hver parts statsborgere og selskaber, der inden for den anden parts områder driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed eller videnskabelig, undervisnings-, religiøs eller velgørenhedsvirksomhed, skal med hensyn til betaling af skatter, gebyr eller afgifter, der pålignes eller pålægges indkomst, formue, omsætning, erhverv eller andre skatteobjekter, samt med hensyn til forskrifter vedrørende udskrivning og opkrævning heraf ikke kunne pålægges større byrder inden for en sådan anden parts områder end denne anden parts egne statsborgere og selskaber.

2. Med hensyn til de af hver parts statsborgere, der hverken er bosatte i eller driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed inden for den anden parts områder, samt de af hver parts selskaber, der ikke driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed inden for den anden parts områder, skal denne anden part bestræbe sig for i almindelighed at bringe det i denne artikels første stykke udtrykte princip til anvendelse.

3. Hver parts statsborgere og selskaber skal i intet tilfælde inden for den anden parts områder med hensyn til betaling af skatter, gebyrer eller afgifter, der pålignes eller pålægges indkomst, formue, omsætning, erhverv eller andre skatteobjekter, samt med hensyn til forskrifter vedrørende udskrivning og opkrævning heraf pålægges større byrder end statsborgere i og personer bosatte i et tredie land eller selskaber hjemmehørende der.

4. Hver parts selskaber, der driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed inden for den anden parts områder, og hver parts statsborgere, der uden at være bosatte inden for den anden parts områder driver handel eller anden indtægtsgivende virksomhed inden for disse, må denne anden part ikke påligne eller pålægge skatter, gebyrer eller afgifter af nogen indkomst eller formue eller på andet grundlag, udover hvad der med rimelighed kan henføres til eller anses for opstået på dens områder, ligesom parten ej heller må nægte dem gængse fradrag eller fritagelser i forhold til den fulde indkomst eller kapital, der med rimelighed kan henføres til eller anses for opstået på dens områder. En tilsvarende regel skal finde anvendelse på selskaber, hvis oprettelse og virksomhed har udelukkende videnskabelige, undervisnings-, religiøse eller velgørenhedsformål.

5. Uanset bestemmelserne i denne artikel kan hver part a) på basis af gensidighed tilstå statsborgere i og personer bosatte i et tredie land samt selskaber hjemmehørende der særlige fordele med hensyn til skatter, gebyrer og afgifter, hvis sådanne fordele tilsvarende udstrækkes til at omfatte den anden parts statsborgere, personer bosatte i den anden parts områder og dennes selskaber, b) tilstå statsborgere i og personer bosatte i et tredie land samt selskaber hjemmehørende der særlige fordele i medfør af en overenskomst med det pågældende land til undgåelse af dobbeltbeskatning eller til gensidig beskyttelse af fiskale indtægter og c) tilstå sine egne statsborgere og i tilstødende lande bosatte personer mere fordelagtige personlige lettelser med hensyn til indkomstbeskatning og arveafgifter end sådanne, som tilstås andre personer, der ikke er bosatte i vedkommende parts områder.

Artikel XII.

1. Hver parts statsborgere og selskaber skal af den anden part tilstås national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til betalinger, rimesser og overførsler af værdipapirer og betalingsmidler mellem såvel de to parters områder som mellem den anden parts og et hvilket som helst tredie lands områder.

2. Ingen af parterne må indføre valutarestriktioner, således som disse defineres i nærværende artikels femte stykke, undtagen i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at udenlandsk valuta er til rådighed til betaling af sådanne varer og tjenesteydelser, som er nødvendige for vedkommende parts befolknings sundhed og velfærd, eller for at forhindre, at partens valutareserver falder til et meget lavt niveau, eller for at gennemføre en rimelig forøgelse af meget små valutareserver. Der er enighed om, at bestemmelserne i nærværende artikel ikke ændrer de forpligtelser, hver part måtte have over for Den Internationale Valutafond eller udelukker indførelsen af særlige restriktioner i tilfælde, hvor Fonden særskilt bemyndiger en part til eller anmoder den om at indføre sådanne særlige restriktioner.

3. Hvis en af parterne indfører valutarestriktioner i overensstemmelse med nærværende artikels andet stykke, skal denne part på det tidligst mulige tidspunkt og i det omfang, det måtte være gennemførligt, træffe foranstaltninger til, at hjemførsel til den anden parts områder kan ske, for så vidt angår: a) erstatning som omhandlet i nærværende traktats artikel VI tredie stykke, b) fortjenester i form af gager, renter, udbytter, provisioner, licensafgifter, betalinger for teknisk bistand eller fortjenester af anden art og c) beløb til amortisering af lån, beløb hidrørende fra afskrivning på direkte investeringer samt kapitaloverførsler, for de under c) omhandlede overførslers vedkommende dog med behørig hensyntagen til særligt behov for andre overførsler. Hvis der er mere end een valutakurs i kraft, skal den kurs, der er gældende for sådanne overførsler, være en kurs, der er godkendt af Den Internationale Valutafond særskilt for sådanne transaktioner, eller, hvis der ikke findes en sådan godkendt kurs, en effektiv kurs, der indbefattet eventuelle skatter eller tillægsafgifter på valutaoverførsler er retfærdig og rimelig.

4. Valutarestriktioner må ikke af nogen af parterne gennemføres på en måde, der er unødvendig skadelig for eller vilkårlig diskriminerende mod den anden parts statsborgeres og selskabers fordringer, investeringer, transport-, handels- og andre interesser eller disses konkurrencemæssige stilling. Hver af parterne skal give den anden part fornøden adgang til på et hvilket som helst tidspunkt at udveksle synspunkter om problemer, der måtte opstå som følge af anvendelsen af nærværende artikel.

5. Udtrykket »valutarestriktioner«, således som dette er anvendt i nærværende artikel, omfatter alle forbud, bestemmelser, afgifter, skatter eller andre påbud, der pålægges af hver part, og som bebyrder eller griber ind i betalinger, rimesser eller overførsler af værdipapirer og betalingsmidler mellem de to parters områder.

Artikel XIII.

Handelsrejsende, der repræsenterer en parts statsborgere eller selskaber, som er beskæftiget med erhvervsvirksomhed inden for dennes områder, skal ved deres indrejse i og udrejse af den anden parts områder og under deres ophold inden for disse nyde mestbegunstigelsesbehandling i toldmæssig og anden henseende, herunder også med hensyn til skatter og afgifter, der kommer til anvendelse på dem, deres prøver og ordreoptagelser, for de nævnte skatter og afgifters vedkommende dog med forbehold af de i artikel XI femte stykke nævnte undtagelser.

Artikel XIV.

1. Hver part skal i alle spørgsmål vedrørende told og andre afgifter og med hensyn til alle andre bestemmelser, påbud og formaliteter, der anvendes på eller i forbindelse med ind- og udførsel, tilstå den anden parts frembringelser mestbegunstigelsesbehandling, uden hensyn til stedet hvorfra eller arten af transportmidler hvormed de ankommer, og den samme behandling skal tilstås varer og andre genstande, der er bestemt til udførsel til en sådan anden parts områder uden hensyn til deres forsendelsesrute eller transportmidlernes art.

2. Ingen af parterne må indføre forbud mod eller begrænsninger i indførslen af nogen af den anden parts frembringelser eller indføre forbud mod eller begræsninger i udførslen af nogen vare eller anden genstand til den anden parts områder, såfremt sådanne forbud eller begrænsninger

a) hvis de påbydes af sanitære eller andre sædvanlige, ikke forretningsmæssige hensyn eller for at forbindre bedrageriske eller ubillige fremgangsmåder, vilkårlig diskriminerer til fordel for indførslen af en lignende frembringelse fra eller udførslen af en lignende vare eller genstand til et hvilket som helst tredie land,

b) hvis de påbydes af andre grunde, ikke i tilsvarende grad gælder for indførslen af en lignende frembringelse fra eller udførslen af en lignende vare eller genstand til et hvilket som helst tredie land eller

c) i tilfælde af en mængdemæssig regulering, hvorved et hvilket som helst tredie land opnår en tildeling for en vare eller anden genstand, som den anden part har en betydelig interesse i, ikke giver den anden parts handel en andel, der mængde- eller værdimæssigt svarer til, hvad der er leveret af eller til den anden part gennem en tidligere typisk periode, når skyldigt hensyn tages til særlige forhold, der har indflydelse på handelen med varen eller genstanden.

3. Hver parts statsborgere og selskaber skal af den anden part tilstås national- og mestbegunstigelsesbehandling i alle spørgsmål vedrørende ind- og udførsel.

4. I nærværende traktat betyder udtrykket »frembringelser« »varer og andre genstande, der er dyrket, fremstillet eller fabrikeret på vedkommende parts områder«. Nærværende artikels bestemmelser kommer ikke til anvendelse på begunstigelser, der af en part tilstås

a) dens eget fiskeris produkter,

b) tilstødende lande for at lette grænsetrafiken eller

c) i medfør af en toldunion eller et frihandelsområde, i hvilken en part måtte blive deltager efter at have underrettet den anden part om sine planer og givet denne lejlighed til at fremføre sine synspunkter herom.

Artikel XV.

1. Hver part skal omgående offentliggøre love, bestemmelser og administrative afgørelser af principiel karakter, som angår toldsatser, skatter eller andre afgifter, tarifering af varer og andre genstande med henblik på fortoldning, påbud eller forbud vedrørende ind- og udførsel eller overførsel af betalinger herfor, eller som rammer salg, fordeling eller anvendelse af varer og andre genstande. Hver part skal administrere sådanne love, bestemmelser og afgørelser på en ensartet, upartisk og rimelig måde. Som en almindelig regel skal nye administrative forskrifter angående indførsel, med undtagelse af forskrifter, der indføres af sanitære eller af almene sikkerhedshensyn, enten først træde i kraft efter 30 dages forløb regnet fra offentliggørelsen eller ikke finde anvendelse på varer og andre genstande, som er undervejs på tidspunktet for offentliggørelsen.

2. Hver part skal åbne adgang til appel, hvorved den anden parts statsborgere og selskaber samt importører af sådan anden parts frembringelser bliver i stand til at opnå omgående og upartisk efterprøvning og eventuel berigtigelse af administrative afgørelser i toldspørgsmål, herunder de administrative myndigheders fastsættelse af bøder og andre straffe, konfiskationer, kendelser vedrørende toldtarifering og værdiansættelser. Straffe, der pålægges for overtrædelse af love og bestemmelser angående told og skibsfart, skal være nominelle i de tilfælde, hvor overtrædelse skyldes ekspeditionsfejl, eller hvor god tro kan påvises.

Artikel XVI.

1. Hver parts frembringelser skal nyde national- og mestbegunstigelsesbehandling inden for den anden parts områder i alle spørgsmål vedrørende indenlandsk beskatning, salg, fordeling, oplagring og anvendelse.

2. Varer og andre genstande fremstillet af en af parternes statsborgere og selskaber inden for den anden parts områder eller af sådanne af den anden parts selskaber, der kontrolleres af først omhandlede parts statsborgere og selskaber, skal inden for den anden parts områder i alle spørgsmål vedrørende udførsel, beskatning, salg, fordeling, oplagring og anvendelse nyde en ikke mindre gunstig behandling end den, der finder anvendelse på tilsvarende varer og genstande af egen oprindelse, uanset af hvilken person eller hvilket selskab de er fremstillet.

Artikel XVII.

1. Hver part forpligter sig til at drage omsorg for, a) at virksomheder, der ejes eller kontrolleres af en parts regering, og monopoler eller organer, som nyder eneret eller særlige begunstigelser inden for en parts områder, ved foretagelse af sådanne køb og salg, der medfører ind- eller udførsel, som berører den anden parts handel, udelukkende skal tage kommercielle hensyn i betragtning, herunder hensyn til pris, kvalitet, leveringsmuligheder, afsættelighed, forsendelse og andre købs- og salgsbetingelser, og b) at der skal gives den anden parts statsborgere, selskaber og handel tilstrækkelig adgang til i overensstemmelse med sædvanlig forretningspraksis at konkurrere om deltagelse i sådanne køb og salg.

2. Hver part skal tilstå den anden parts statsborgere, selskaber og handel ret og rimelig behandling i forhold til den behandling, der tilstås et hvilket som helst tredie lands statsborgere, selskaber og handel, men hensyn til: a) statsindkøb af forsyninger, b) tildeling af koncessioner og andre regeringskontrakter og c) tjenesteydelser fra staten, et monopol eller et organ, der nyder eneret eller særlig begunstigelser.

Artikel XVIII.

1. De to parter er enige om, at forretningsmetoder, som hæmmer konkurrence, begrænser adgang til markeder, eller begunstiger monopolistisk kontrol, og som anvendes eller iværksættes af et eller flere private eller offentlige forretningsforetagender eller iværksættes ved sammenslutning, overenskomst eller anden ordning mellem sådanne foretagender, kan have skadelige virkninger på handelen mellem deres respektive områder. I overensstemmelse hermed er hver part villig til på den andens anmodning at drøfte alle sådanne metoder og tage sådanne forholdsregler, som den måtte finde hensigtsmæssige til at fjerne sådanne skadelige virkninger.

2. Parterne erkender, at ligestilling i konkurrencemæssig henseende bør bevares i tilfælde, hvor en parts offentligt ejede eller kontrollerede forretnings- eller fabrikationsvirksomheder inden for dens områder konkurrerer med den anden parts statsborgeres og selskabers privat ejede og kontrollerede virksomheder. I sådanne tilfælde skal i overensstemmelse hermed de pågældende private virksomheder være berettiget til at nyde samme særlige begunstigelse af økonomisk karakter, som måtte være tilstået sådanne offentlige virksomheder enten i form af subsidier, skattefritagelser eller på anden måde. Den foregående regel gælder imidlertid ikke særlige begunstigelser, der ydes i forbindelse med: a) fremstilling af varer til statens brug eller levering af varer og tjenesteydelser til staten til dennes brug eller b) visse befolkningsgruppers forsyning til priser, der ligger væsentligt under konkurrencemæssige priser, med vigtige varer og tjenesteydelser, som de pågældende befolkningsgrupper praktisk taget ellers ikke ville kunne skaffe sig.

3. Ingen af parternes virksomheder, herunder aktieselskaber, sammenslutninger, regeringsorganer og virksomheder, der ejes eller kontrolleres af det offentlige, skal, hvis de inden for den anden parts områder driver handel, fabrikations-, forarbejdnings-, søfarts- eller anden forretningsvirksomhed, for hverken sig selv eller deres ejendom kunne kræve eller nyde fritagelse for beskatning, sagsanlæg, fuldbyrdelse af domme eller opfyldelse af andre forpligtelser, som privat ejede og kontrollerede virksomheder ikke ville kunne kræve fritagelse for.

Artikel XIX.

1. Der skal være frit handels- og skibsfartssamkvem mellem de to parters områder.

2. Skibe, der sejler under en af parternes flag, og som er i besiddelse af de papirer, der efter denne parts lovgivning fordres som bevis for nationalitet, skal såvel på det åbne hav som inden for den anden parts havne, pladser og farvande anses som skibe tilhørende denne førstnævnte part.

3. Skibe, der tilhører en af parterne, skal på lige fod med den anden parts skibe og med et hvilket som helst tredie lands skibe frit have adgang med deres ladninger til alle den anden parts havne, pladser og farvande, der er åbne for fremmed handel og søfart. Sådanne skibe og ladninger skal i enhver henseende nyde national- og mestbegunstigelsesbehandling inden for den anden parts havne, pladser og farvande. Hver af parterne har dog ret til at lade sin egne skibe nyde eneret eller særlige begunstigelser med hensyn til kystfart, fart på indre vandveje og fiskeri på eget søterritorium.

4. Hver part skal tilstå den anden parts skibe national- og mestbegunstigelsesbehandling med hensyn til retten til at befordre varer og andre genstande, som kan transporteres med skib, til eller fra vedkommende parts områder, og der skal med hensyn til: a) told og afgifter af enhver art, b) administration af toldbestemmelser og c) præmier, toldgodtgørelser og andre begunstigelser af tilsvarende art tilstås de pågældende varer og genstande en ikke ringere behandling end den, som tilstås tilsvarende varer og genstande, der forsendes med vedkommende parts egne skibe.

5. Hver parts nødstedte skibe skal have ret til at søge tilflugt i den anden parts nærmeste havn eller anløbssted; der skal ydes sådanne skibe venlig behandling og bistand.

6. Udtrykket »skibe«, således som det anvendes her, omfatter alle skibe, hvad enten de er i privat eller i det offentliges eje eller drift. Når bortses fra nærværende artikels andet og femte stykke omfatter udtrykket dog ikke fiskerfartøjer eller krigsskibe.

Artikel XX.

Der skal være transitfrihed gennem hver parts områder ad de ruter, som er bedst egnede for international transittrafik, for

a) den anden parts statsborgere og deres bagage,

b) andre personer og deres bagage på vej til eller fra den anden parts områder og

c) varer og andre genstande på vej til eller fra den anden parts områder.

Transiterende personer og varer og andre genstande skal være fritaget for såvel told- og transitafgifter som urimelige afgifter og påbud; de må ikke udsættes for unødvendige forsinkelser og restriktioner. De er dog underkastet de i artikel II tredie stykke omhandlede forholdsregler og sådanne ikke-diskriminerede foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at forebygge misbrug af transitretten.

Artikel XXI.

1. Denne traktat udelukker ikke anvendelsen af forholdsregler

a) til regulering af ind- eller udførsel af guld og sølv,

b) vedrørende spaltelige stoffer, radioaktive biprodukter, der fremkommer ved sådanne spaltelige stoffers anvendelse eller forarbejdning, eller materialer, af hvilke der kan udvindes spaltelige stoffer,

c) til regulering af produktion af eller handel med våben, ammunition og krigsmateriel, eller handel med andre materialer, der direkte eller indirekte tager sigte på forsyningen af militære etablissementer,

d) der er nødvendige til opfyldelse af den pågældende parts forpligtelser med hensyn til opretholdelse eller genoprettelse af international fred og sikkerhed eller til beskyttelse af dens vitale sikkerhedsinteresser, og

e) hvorved selskaber, i hvilke statsborgere fra et hvilket som helst tredie land eller hvilke som helst tredie lande direkte eller indirekte har en kontrollerende interesse i ejerforholdet eller ledelsen, unddrages nærværende traktats fordele med undtagelse af anerkendelse af deres juridiske status og adgangen til domstolene.

2. Bestemmelserne i nærværende traktat om mestbegunstigelsesbehandling af varer finder ikke anvendelse på fordele som Amerikas Forenede Stater eller dets områder og besiddelser har indrømmet hinanden, republiken Cuba, republiken Philippinerne, formynderskabsområdet Stillehavsøerne eller Panamakanalzonen.

3. Bestemmelserne i nærværende traktat udelukker ikke, at en part i den tid, den er kontraherende part i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel, træffer foranstaltninger, der er foreskrevet eller specielt tilladt i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel. Er en af parterne ikke kontraherende part i Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel, skal vedkommende part ikke desmindre have ret til, i det omfang dens internationale betalingsbalancesituation nødvendiggør det, at fravige nærværende traktets bestemmelser på en måde, der så nær som muligt svarer til, hvad der er forudset i nævnte overenskomst, og med overholdelse af det i overenskomsten indeholdte princip om, at sådanne fravigelser skal være stemmende med en politik, der tager sigte på at fremme den størst mulige ikke-diskriminerende udenrigshandel og at fremskynde opnåelse af såvel balance i omsætningen med udlandet som reserver af fremmed valuta, der vil unødvendiggøre sådanne fravigelser. Bestemmelserne om mestbegunstigelsesbehandling i nærværende traktat finder ikke anvendelse på særlige fordele, der er tilstået i medfør af forannævnte overenskomst.

4. Nærværende traktat giver ikke nogen ret til deltagelse i politisk aktivitet.

5. Hver parts statsborger, som har fået adgang til den anden parts områder med et begrænset formål for øje, har ikke ret til at tage lønnet beskæftigelse i strid med udtrykkelig fastsatte begrænsninger, der i henhold til lovgivningen er stillet som vilkår for sådan adgang.

Artikel XXII.

1. Ved udtrykket »nationalbehandling« forstås en ikke mindre fordelagtig behandling inden for en parts områder end den, der inden for disse i tilsvarende tilfælde tilstås vedkommende parts egne statsborgere, selskaber, frembringelser, skibe eller andre i betragtning kommende genstande.

2. Ved udtrykket »mestbegunstigelsesbehandling« forstås en ikke mindre fordelagtig behandling inden for en parts områder end den, der inden for disse i tilsvarende tilfælde tilstås et hvilket som helst tredie lands statsborgere, selskaber, frembringelser, skibe eller andre i betragtning kommende genstande.

3. Udtrykket »selskaber« i nærværende traktat omfatter aktieselskaber, interessentskaber, selskaber og andre sammenslutninger, hvad enten deres ansvar er begrænset eller ikke, og hvad enten de drives med henblik på indvinding af økonomisk udbytte eller ikke. De inden for hver parts områder i henhold til gældende love og bestemmelser oprettede selskaber skal anses for hjemmehørende, hvor de er oprettet, og deres juridiske status skal anerkendes inden for den anden parts områder.

4. Den nationalbehandling, der i henhold til nærværende traktats bestemmelser skal tilstås danske selskaber i Amerikas Forenede Staters enkeltstater, områder eller besiddelser, er den behandling, som inden for de pågældende enkeltstater, områder og besiddelser tilstås selskaber, der er oprettet eller organiseret i andre til Amerikas Forenede Stater hørende enkeltstater, områder og besiddelser.

Artikel XXIII.

De geografiske områder, som nærværende traktat gælder for, omfatter alle land- og søterritorier under hver parts suverænitet eller overhøjhed med undtagelse af Grønland, Panamakanalzonen og formynderskabsområdet Stillehavsøerne.

Artikel XXIV.

1. Hver part vil velvillig overveje henvendelser, som den anden part måtte rette angående spørgsmål om nærværende traktats gennemførelse, og give passende lejlighed til rådslagning vedrørende sådanne henvendelser.

2. Enhver tvistighed mellem parterne om nærværende traktats fortolkning og anvendelse, der ikke på tilfredsstillende måde er blevet afgjort ved diplomatisk forhandling, skal indankes for Den Mellemfolkelige Domstol, medmindre parterne enes om, at afgørelse skal træffes ved andre fredelige midler.

Artikel XXV.

Nærværende traktat træder i stedet for den den 26. april 1826 undertegnede venskabs-, handels- og skibsfartskonvention, dog at sidstnævntes artikler 8, 9 og 10 skal forblive i kraft, indtil de måtte blive erstattet af en konsularoverenskomst mellem de to parter, eller indtil der er forløbet eet år efter, at en af parterne ved skriftligt varsel til den anden part måtte have opsagt de pågældende artikler.

Artikel XXVI.

1. Nærværende traktat skal ratificeres og ratifikationsinstrumenterne snarest mulig udveksles i Washington.

2. Nærværende traktat træder i kraft en måned efter ratifikationsinstrumenternes udveksling. Den skal forblive i kraft for et tidsrum af 10 år og derefter fortsætte med at være gældende, indtil den bringes til ophør i overensstemmelse med de her givne forskrifter.

3. Hver part kan med eet års skriftlig varsel til den anden part bringe nærværende traktat til ophør ved udgangen af tiårsperioden eller til et hvilket som helst tidspunkt derefter.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende traktat og forsynet den med deres segl.

UDFÆRDIGET i København i to eksemplarer på dansk og engelsk, således at begge tekster skal have samme gyldighed, den første dag i oktober måned i året nitten hundrede een og halvtreds.

L. S. (sign) Ole Bjørn Kraft.

L. S. (sign) Eugenie Anderson.

PROTOKOL

Ved undertegnelsen af venskabs-, handels- og søfartstraktaten mellem kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater er undertegnede befuldmægtigede, der er behørigt bemyndiget af deres respektive regeringer, yderligere blevet enige om følgende bestemmelser, som skal anses for en integrerende del af ovennævnte traktat

1. Udtrykket »adgang«, der anvendes i artikel V første stykke indbefatter bl.a. adgang til fri retshjælp og ret til fritagelse for sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger og domme.

2. Bestemmelserne i artikel VI tredie stykke, der hjemler betaling af erstatning, angår såvel direkte som indirekte interesser, som hver parts statsborgere og selskaber har i ejendom, der eksproprieres eller på anden lignende måde overtages inden for den anden parts områder.

3. Bestemmelserne i artikel VII første stykke skal ikke forstås som begrænsende Danmarks adgang til at forlange, at udlændinge kun må have beskæftigelse i Danmark, når behørig tilladelse er givet. Lovgivningen om meddelelse af arbejdstilladelser skal i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte stykke dog anvendes velvilligt.

4. Uanset bestemmelserne i artikel VII første stykke kan en part forlange, at selskaber, der ønsker at drive detailhandel inden for dens områder, der oprettes i overensstemmelse med artikel VIII første stykke.

5. Udtrykket »mineralske forekomster«, der anvendes i artikel VII andet stykke afsnit (b), omfatter såvel råolie som andre mineraler.

6. Udtrykket »finansiel virksomhed« i artikel VII første stykke, og i artikel VIII første stykke omfatter også bankvirksomhed. Ved sådan virksomhed forstås i Danmark den virksomhed og alene den, der kan udøves i henhold til og under iagttagelse af bestemmelserne i den danske banklovgivning. Andragender om tilladelse til oprettelse af filialer af amerikanske banker i Danmark til udøvelse af bankvirksomhed, således som den defineres ovenfor, vil blive velvilligt behandlet.

I Amerikas Forendede Stater er tilladelse til i overensstemmelse med enkeltstaternes og den federale lovgivning af begynde bankvirksomhed afhængig af sådan lovgivnings bestemmelser herom.

7. Artikel XII andet stykke skal forstås således, at en part ikke derved forhindres i at udøve den nødvendige regulering af indførsel af kapital i overensstemmelse med artikel VI tredie afsnit i overenskomsten om Den Internationale Valutafond, forudsat at en sådan regulering almindeligvis ikke udøves på en måde, der gør bestemmelserne i arikel VII første og andet stykke, artikel VIII første stykke eller andre af traktatens artikler illusoriske.

8. Bestemmelserne i artikel XVII andet stykke afsnit (b) og (c) og i artikel XIX fjerde stykke finder ikke anvendelse på posttjenesten.

9. Bestemmelserne i artikel XXI andet stykke gælder for Puerto Ricos vedkommende uden hensyn til eventuelle ændringer, der måtte finde sted i Puerto Ricos politiske status.

10. Artikel XXIII gælder ikke områder der er underlagt en af parterne udelukkende som militær base eller som følge af midlertidig militær besættelse.

11. Uanset artikel XXIII skal bestemmelserne i artikel XIV første og andet stykke og i artikel XVII med de dertil knyttede forbehold og undtagelser gælde Grønland.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende protokol og forsynet den med deres segl.

UDFÆRDIGET i København i to eksemplarer på dansk og engelsk, således at begge tekster skal have samme gyldighed, den første dag i oktober måned i året nitten hundrede een og halvtreds.

L. S. (sign.) Ole Bjørn Kraft.

L. S. (sign.) Eugenie Anderson.

REFERAT VEDRØRENDE FORTOLKNING

af den i København den 1. oktober 1951 undertegnede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater.

Følgende optegnelser gengiver den fælles forståelse hos repræsentanterne for kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater med hensyn til visse fortolkningsspørgsmål, der opstod under forhandlingerne om bestemmelserne i den idag undertegnede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem de to lande

ad artiklerne VII og VIII

Ordet »handel«, der anvendes i artikel VII første stykke og i artikel VIII første stykke og ordene »professionel virksomhed«, der anvendes i artikel VII tredie stykke, omfatter ikke sø- og luftfart. Ved ordet »handel« forstås først og fremmest, men ikke udelukkende køb og salg af varer og dermed i forbindelse stående virksomhed.

ad artikel VII første stykke

Der er enighed om, at begge parter i overensstemmelse med traktatens bestemmelser og formål kan stille særlige krav til udenlandske forsikringsselskaber for at sikre, at sådanne selskaber holder samme standard med hensyn til ansvar og solvens som den, der kræves af tilsvarende indenlandske selskaber, for så vidt sådanne krav ikke bevirker en væsentlig diskrimination mod sådanne udenlandske selskaber.

ad artikel VIII første stykke

Der er enighed om, at begge parter i overensstemmelse med dette stykkes bestemmelser kan opretholde særlige krav med hensyn til bopæl eller statsborgerforhold for stiftere af, bestyrelsesmedlemmer i og administrerende direktører for selskaber, der oprettes i overensstemmelse med deres lovgivning.

ad artikel XI

Denne traktats bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i den den 6. maj 1948 undertegnede overenskomst mellem kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og til forhindring af beskatningsunddragelse, for så vidt angår indkomstskat.

ad artikel XIV fjerde stykke

Til opfyldelse af bestemmelserne i afsnit (c) er det tilstrækkeligt, at de deri nævnte oplysninger og synspunkter fremkommer under dertil egnede flersidede drøftelser (i henhold til Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel), hvori begge parter deltager.

ad artikel XIX andet stykke

Ordet »flag« i artikel XIX andet stytkke omfatter også det færøske flag.

Ad protokollens stykke 6

Bestemmelserne i protokollens stykke 6 berettiger ikke til anvendelse af diskriminerende forholdsregler mod behørigt autoriserede bankvirksomheder.

(sign) O. B. K.

NOTEVEKSLING VEDRØRENDE ARTIKEL VII, STK. 3.

AMERIKAS FORENEDE STATERS UDENRIGSTJENESTE.

No. 49.

Deres Exellence,

Under henvisning til den i København den 1. oktober 1951 undertegnede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark har jeg den ære at meddele Dem, at senatet den 21. juli 1953 afgav indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation i en beslutning af følgende ordlyd

»Det besluttedes (med 2/3 af de tilstedeværende og i afstemningen deltagende senatorers stemmer) at anbefale og meddele samtykke til ratifikationen af den i regeringens forslag I på den 82. kongres, 2. samling, omhandlede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark med dertil hørende protokol, der undertegnedes i København den 1. oktober 1951, med det nedenfor gengivne forbehold, hvortil tilslutning må opnås fra den anden høje kontraherende part, inden ratifikationsdokumenterne udveksles

»Artikel VII stk. 3 skal ikke finde anvendelse for så vidt angår professionel virksomhed, som, fordi den indebærer varetagelse af offentlige funktioner eller funktioner i den almindelige sundheds og sikkerheds interesse, er statsautoriseret og ved statut eller ifølge forfatning udelukkende forbeholdt landets egne borgere, og ingen bestemmelse om mestbegunstigelsesbehandling i nærværende traktat skal finde anvendelse på sådan professionel virksomhed.«

Det vil bemærkes, at ved denne senatsbeslutning er senatets indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation afgivet med et forbehold vedrørende bestemmelsen om udøvelse af professionel virksomhed.

Det er min regerings håb, at Deres regering vil kunne akceptere det forbehold, som senatet har gjort til en betingelse for dets indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation. Anerkendelse af modtagelsen af nærværende note og Deres regerings godkendelse af det af senatet tagne forbehold forud for udvekslingen af ratifikationsdokumenterne vil blive betragtet som en overenskomst mellem de to regeringer vedrørende det her omhandlede forbehold.

København, den 5. august 1953.

(sign.) John O. Bell,

Chargee d'Affaires ad interim.

Hans Excellence,

Udenrigsminister

Ole Bjørn Kraft,

København.

UDENRIGSMINISTERIET.

Hr. ambassadør,

Da det er den danske regerings hensigt i nær fremtid at ratificere den i København den 1. oktober 1951 undertegnede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark, har jeg den ære at henvise til ambassadens sålydende note nr. 49 af 5. august 1953

»Under henvisning til den i Købehavn den 1. oktober 1951 undertegnede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark har jeg den ære at meddele Dem, at senatet den 21. juli 1953 afgav indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation i en beslutning af følgende ordlyd

»Det besluttedes (med 2/3 af de tilstedeværende og i afstemningen deltagende senatorers stemmer) at anbefale og meddele samtykke til ratifikationen af den i regeringens forslag I på den 82. kongres, 2. samling, omhandlede venskabs-, handels- og søfartstraktat mellem Amerikas Forenede Stater og Danmark med dertil hørende protokol, der undertegnedes i København den 1. oktober 1951, med det nedenfor gengivne forbehold, hvortil tilslutningen må opnås fra den anden høje kontraherende part, inden ratifikationsdokumenterne udveksles

»Artikel VII stk. 3 skal ikke finde anvendelse for så vidt angår professionel virksomhed, som, fordi den indebærer varetagelse af offentlige funktioner eller funktioner i den almindelige sundheds og sikkerheds interesse, er statsautoriseret og ved lov eller ifølge forfatning udelukkende forbeholdt landets egne borgere, og ingen bestemmelse om mestbegunstigelsesbehandling i nærværende traktat skal finde anvendelse på sådan professionel virksomhed.«

Det vil bemærkes, at ved denne beslutning er senatets indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation afgivet med et forbehold vedrørende bestemmelsen om udøvelsen af professionel virksomhed.

Det er min regerings håb, at Deres regering vil kunne akceptere det forbehold, som senatet har gjort til en betingelse for dets indstilling om og samtykke til traktatens ratifikation. Anerkendelse af modtagelsen af nærværende note og Deres regerings godkendelse af det af senatet tagne forbehold forinden udvekslingen af ratifikationsdokumenterne vil blive betragtet som en overenskomst mellem de to regeringer vedrørende det her omhandlede forbehold.'

Under drøftelser mellem udenrigsministeriet og ambassaden har der været enighed om, at senatets forbehold, hvis det akcepteres af den danske regering, er gensidigt og lige bindende for begge parter og således fastslår et tilsvarende forbehold fra den danske regerings side.

Under hensyn hertil har jeg den ære at bekræfte, at den danske regering kan godkende det af Amerikas Forenede Staters senat tagne forbehold. Jeg kan tiltræde ambassadens forslag om, at den ovenfor nævnte note af 5. august 1953 og nærværende svar udgør en integrerende del af venskabs-, handels- og søfartstraktaten mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater.

Modtag, hr. ambassadør, forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.

København, den 26. januar 1960.

(sign.) J. O. Krag.

Hans Excellence

Hr. Val Peterson,

Ambassadør for Amerikas Forenede Stater,

København.

Udveksling af ratifikationsinstrumenterne har fundet sted i Washington den 30. juni 1961. Traktaten er herefter ifølge sin ordlyd trådt i kraft den 30. juli 1961.

Udenrigsministeriet, den 31. august 1961.

J. O. Krag.

Ingen