Legislator Case Law & Legislation
L19610003364 DK

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. september 1959 med Indien til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1961 33 Historic

Bekendtgørelse af overenskomst af 16. september 1959 med Indien til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst.

Den 16. september 1959 er der i København undertegnet følgende overenskomst mellem Danmark og Indien til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst

OVERENSKOMST

mellem regeringerne i Indien og Danmark til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst.

Da regeringerne i Indien og Danmark ønsker at afslutte en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst, er man blevet enige om følgende bestemmelser

Artikel I.

(1) De skatter, som er genstand for denne overenskomst, er

(a) i Indien

Indkomstskat (income tax),

Særskat (super tax),

Tillægsskat (surcharge),

hvilke skatter pålignes i henhold til den indiske indkomstskattelov af 1922 (nr. 11 af 1922), herefter omtalt som "indisk skat";

(b) i Danmark

Indkomstskatter til staten og kommunale indkomstskatter, herefter omtalt som "dansk skat".

(2) Denne overenskomst skal også finde anvendelse på alle andre skatter af væsentlig samme art, der efter overenskomstens underskrift måtte blive pålagt i Indien eller Danmark.

Artikel II.

(1) I denne overenskomst skal nedenstående udtryk, hvis ikke andet fremgår af sammenhængen, have følgende betydning

(a) Udtrykket "Danmark" betyder Kongeriget Danmark undtagen Færøerne og Grønland.

(b) Udtrykkene "et af statsområderne" og "det andet statsområde" betyder Danmark eller Indien, alt efter sammenhængen.

(c) Udtrykket "person" indbefatter fysiske personer, selskaber og alle andre sammenslutninger, der behandles som selvstændige skattesubjekter i henhold til den i hvert af statsområderne gældende skattelovgivning.

(d) Udtrykket "selskab" betyder enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person eller et selskab.

(e) Udtrykket "skat" betyder dansk skat eller indisk skat, alt efter sammenhængen.

(f) Udtrykkene "bosiddende i Danmark" og "bosiddende i Indien" betyder henholdsvis en person, der i henseende til beskatningen i Danmark betragtes som bosiddende eller hjemmehørende i Danmark, og som i henseende til beskatningen i Indien ikke betragtes som bosiddende eller hjemmehørende der, og en person, der i henseende til beskatningen i Indien betragtes som bosiddende eller hjemmehørende i Indien, og som i henseende til beskatningen i Danmark ikke betragtes som bosiddende eller hjemmehørende der.

Et selskab skal anses som havende hjemsted i Danmark, såfremt det er registreret i Danmark, eller såfremt dets forretninger helt er ledet og kontrolleret i Danmark; et selskab skal anses som havende hjemsted i Indien, såfremt det er registreret i Indien, eller såfremt dets forretninger helt er ledet og kontrolleret i Indien.

(g) Udtrykkene "dansk foretagende" og "indisk foretagende" betyder henholdsvis et industri- eller handelsforetagende eller virksomhed, der drives af en i Danmark bosiddende person, og et industri- eller handelsforetagende eller virksomhed, der drives af en i Indien bosiddende person; og udtrykkene "foretagende i et af statsområderne" og "foretagende i det andet statsområde" betyder et dansk foretagende eller et indisk foretagende, alt efter sammenhængen.

(h) Udtrykket "fast driftssted" betyder et fast forretningssted, hvor foretagendets virksomhed helt eller delvis udøves;

(aa) Udtrykket "fast forretningssted" skal indbefatte et sted, hvorfra foretagendet ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, et varehus og en grube, et stenbrud eller et andet sted, hvor naturforekomster udnyttes.

(bb) Et foretagende i et af statsområderne skal anses for at have et fast forretningssted i det andet statsområde, såfremt foretagendet i dette andet statsområde udfører byggeri, installations- eller anlægsarbejde eller lignende.

(cc) Anvendelsen af oplagspladser alene eller opretholdelsen af et forretningssted udelukkende med henblik på indkøb af varer, og ikke med henblik på bearbejdning af sådanne varer i det statsområde, hvor de er købt, medfører ikke, at fast driftssted skal anses for at foreligge.

(dd) En person, som udfører virksomhed i et af statsområderne for et foretagende i det andet statsområde, skal anses for fast driftssted for dette foretagende i førstnævnte statsområde, såfremt

1. han i førstnævnte statsområde har og sædvanligvis udøver en generalfuldmagt til at forhandle om og indgå kontrakter på foretagendets vegne, medmindre hans virksomhed er begrænset til udelukkende at angå indkøb af varer for foretagendet, eller

2. han i førstnævnte statsområde sædvanligvis opretholder et foretagendet tilhørende varelager, fra hvilket han regelmæssigt leverer varer på foretagendets vegne, eller

3. han i førstnævnte statsområde sædvanligvis tilvejebringer ordrer udelukkende eller så godt som udelukkende for det pågældende foretagende, eller for dette foretagende tilligemed andre foretagender, som kontrolleres af dette eller som har kontrollerende indflydelse på det.

(ee) En helt uafhængig mægler, som udelukkende optræder som mellemmand mellem et foretagende i et af statsområderne og en forventet kunde i det andet statsområde, skal ikke anses for fast driftssted i sidstnævnte statsområde, medmindre hans virksomhed omfatter tilvejebringelse af ordrer som i ovenstående underafsnit (dd) 3 anført.

(ff) Den omstændighed, at et selskab, der har hjemsted i et af statsområderne, har et datterselskab, som har hjemsted i det andet statsområde eller som driver næring eller forretning i dette andet statsområde, hvad enten det sker gennem et fast driftssted eller på anden måde, skal ikke i sig selv medføre, at dette datterselskab betragtes som et fast driftssted for moderselskabet.

(i) Udtrykket "kompetent myndighed" betyder for Indiens vedkommende "The Central Government in the Ministry of Finance, Department of Revenue", eller dettes befuldmægtigede stedfortræder, og for Danmarks vedkommende finansministeren eller hans befuldmægtigede stedfortræder.

(2) Ved anvendelsen af bestemmelserne i denne overenskomst i et af statsområderne skal ethvert udtryk, som ikke på anden måde er defineret i overenskomsten, og medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har i henhold til de i dette statsområde gældende love vedrørende de skatter, der omfattes af overenskomsten.

Artikel III

(1) Med forbehold af bestemmelserne i afsnit (3) nedenfor, skal fortjeneste ved industri eller handel oppebåret af et foretagende hjemmehørende i et af statsområderne ikke beskattes i det andet statsområde, medmindre fortjenesten hidrører fra et foretagendet tilhørende der beliggende fast driftssted. Hvis fortjeneste er opnået på denne måde, kan skat pålignes i det sidstnævnte statsområde for så vidt angår den del af fortjenesten, der kan henføres til det faste driftssted.

(2) Såfremt et foretagende i et af statsområderne har et fast driftssted i det andet statsområde, skal der til dette faste driftssted henføres den fortjeneste ved industri eller handel, som det kunne forventes at ville have opnået i dette andet statsområde, såfremt det havde været et uafhængigt foretagende, der udøvede den samme eller lignende virksomhed på samme eller lignende betingelser, og som under frie forhold afsluttede forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det udgør. I alle tilfælde, hvor det er umuligt at fastsætte den rigtige størrelse af den fortjeneste, der skal henføres til et fast driftssted, eller hvor konstateringen heraf frembyder ganske særlige vanskeligheder, kan den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, anslås på et fornuftigt grundlag.

(3) Ved praktiseringen af denne overenskomst skal udtrykket "fortjeneste ved industri eller handel" ikke indbefatte indkomst i form af leje, royalty, rente, aktieudbytte, betaling for særskilt udført hverv, vederlag for arbejde eller personlige tjenesteydelser eller indkomst fra søfart og luftfart; udtrykket omfatter derimod lejeafgifter eller royalties for så vidt angår spillefilm.

Artikel IV.

I tilfælde hvor

(a) et foretagende i et af statsområderne direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af et foretagende i det andet statsområde, eller

(b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen, kontrollen eller finansieringen af både et foretagende i det ene statsområde og et foretagende i det andet statsområde,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, som afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Artikel V.

(1) Indkomst, som hidrører fra luftfartsvirksomhed, udøvet af et foretagende i et af statsområderne, skal være fritaget for beskatning i det andet statsområde, medmindre luftfartsvirksomheden helt eller i det væsentlige udøves mellem steder, beliggende inden for dette andet statsområde.

(2) Afsnit (1) skal også gælde i tilfælde, hvor luftfartsforetagender er deltagere i pool-aftaler af en hvilken som helst art.

Artikel VI.

(1) Såfremt en i Danmark bosiddende person, der driver skibsfartsvirksomhed, fra Indien oppebærer fortjeneste hidrørende fra sådan virksomhed, udøvet i Indien, skal denne fortjeneste kunne beskattes såvel i Danmark som i Indien; men den i overensstemmelse hermed i Indien pålignede skat skal reduceres med et beløb svarende til 50% heraf, og det således reducerede indiske skattebeløb, der er pålignet den omhandlede fortjeneste, skal tillades fradraget i den danske skat, der er pålignet den omhandlede indkomst.

(2) Såfremt en i Indien bosiddende person, der driver skibsfartsvirksomhed, fra Danmark oppebærer fortjeneste hidrørende fra sådan virksomhed, udøvet i Danmark, skal denne fortjeneste kunne beskattes såvel i Indien som i Danmark; men den i overensstemmelse hermed i Danmark pålignede skat skal reduceres med et beløb svarende til 50% heraf, og det således reducerede danske skattebeløb, der er pålignet den omhandlede fortjeneste, skal tillades fradraget i den indiske skat, der er pålignet den omhandlede indkomst.

(3) Afsnit (1) og (2) skal ikke anvendes for så vidt angår indkomst, hidrørende fra kysttrafik.

Artikel VII.

Royalties, der oppebæres af en i et af statsområderne bosiddende person fra kilder i det andet statsområde, kan kun beskattes i sidstnævnte statsområde.

I denne artikel forstås ved udtrykket "royalty" enhver afgift eller andet lignende beløb, der er oppebåret som vederlag for retten til at benytte forfatterrettigheder, kunstneriske eller videnskabelige arbejder, patenter, modeller, mønstre, tegninger, hemmelige fremstillingsmetoder eller formler, varemærker og andre lignende formuerettigheder, men udtrykket omfatter derimod ikke afgift eller andet lignende beløb, der er oppebåret for udnyttelse af gruber, stenbrud eller andre naturforekomster, eller for spillefilm.

Artikel VIII.

Aktieudbytte udbetalt af et selskab, der har hjemsted i et af statsområderne, til en person, der er bosiddende i det andet statsområde, kan kun beskattes i førstnævnte statsområde.

Artikel IX.

Renter af obligationer, gældsbeviser, forskrivninger eller af en hvilken som helst anden gæld, oppebåret af en person bosiddende i et af statsområderne og hidrørende fra kilder i det andet statsområde, kan kun beskattes i dette andet statsområde.

Artikel X

Indkomst af fast ejenddom kan kun beskattes i det statsområde, hvori ejendommen er beliggende. Ved anvendelsen af denne bestemmelse skal leje, royalty eller anden indkomst, som hidrører fra udnyttelsen af gruber, stenbrud eller andre naturforekomster, betragtes som indkomst af fast ejendom.

Artikel XI.

Fortjeneste, som hidrører fra salg, bytte eller anden overdragelse af en formuegenstand - det være sig løsøre eller fast ejendom - kan kun beskattes i det statsområde, i hvilket den pågældende formuegenstand befinder sig på tidspunktet for salget, byttet eller overdragelsen.

Artikel XII.

(1) Vederlag, bortset fra pensioner og livrenter, som af indiske offentlige midler udbetales i Danmark for der udførte tjenesteydelser, må ikke beskattes i Danmark, medmindre modtageren af betalingen er dansk statsborger.

(2) Vederlag, bortset fra pensioner og livrenter, som af danske offentlige midler udbetales i Indien for der udførte tjenesteydelser, må ikke beskattes i Indien, medmindre modtageren af betalingen er indisk statsborger.

(3) Bestemmelserne i afsnit (1) og (2) i denne artikel gælder ikke for betaling for tjenesteydelser, der har forbindelse med næring eller forretning, der drives erhvervsmæssigt af en af de kontraherende parter eller politiske underafdelinger heraf.

(4) Bestemmelserne i afsnit (1) og (2) i denne artikel omfatter også vederlag, bortset fra pensioner og livrenter, som udbetales af the Reserve Bank of India,the Public Railways Authorities of India og the Postal Administration of India samt af Danmarks Nationalbank, De danske Statsbaner og Postvæsenet i Danmark.

Artikel XIII.

Enhver pension eller livrente, som oppebæres af en person bosiddende i et af statsområderne, og som hidrører fra kilder i det andet statsområde, må kun beskattes i dette andet statsområde.

I denne artikel betyder udtrykket "pension" et periodisk betalbart beløb, som udgør vederlag for udførte tjenesteydelser eller erstatning for lidte skader; og udtrykket "livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbar til fastsatte tidspunkter enten for livstid, for et bestemt tidsrum eller for et tidsrum, der lader sig bestemme, i henhold til en forpligtelse til at præstere disse udbetalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værd.

Artikel XIV.

(1) Fortjeneste ved eller vederlag for faglige tjenesteydelser (herunder indbefattet hverv som bestyrelsesmedlem) eller vederlag for personligt arbejde modtaget af en i et af statsområderne bosiddende fysisk person, må kun beskattes i det andet statsområde, såfremt arbejdet er udøvet i dette andet statsområde.

(2) En fysisk person, der er bosiddende i Indien, må ikke beskattes i Danmark af fortjeneste eller vederlag som omhandlet i afsnit (1), såfremt

(a) han midlertidigt opholder sig i Danmark i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage indenfor et skatteår,

(b) tjenesteydelserne udføres for en i Indien bosiddende person eller på dennes vegne,

(c) fortjenesten eller vederlaget er undergivet indisk beskatning, og

(d) fortjenesten eller vederlaget ikke er fratrukket ved indkomstopgørelsen for et i Danmark skattepligtigt foretagende.

(3) En fysisk person, der er bosiddende i Danmark, må ikke beskattes i Indien af fortjeneste eller vederlag som omhandlet i afsnit (1), såfremt

(a) han midlertidigt opholder sig i Indien i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage indenfor det pågældende beskatningsår,

(b) tjenesteydelserne udføres for en i Danmark bosiddende person eller på dennes vegne,

(c) fortjenesten eller vederlaget er undergivet dansk beskatning, og

(d) fortjenesten eller vederlaget ikke er fratrukket ved indkomstopgørelsen for et i Indien skattepligtigt foretagende.

(4) I tilfælde, hvor en fysisk person til stadighed eller for en overvejende del gør tjeneste på skibe eller luftfartøjer, anvendt af et foretagende, der er hjemmehørende i et af statsområderne, skal sådan tjeneste anses for udført i dette statsområde.

Artikel XV.

En professor eller lærer fra et af statsområderne, der modtager vederlag for undervisning ved et universitet, et kollegium, en skole eller anden undervisningsanstalt i det andet statsområde under en midlertidig opholdsperiode af ikke over to år, må ikke beskattes i dette andet statsområde af sådant vederlag.

Artikel XVI.

En fysisk person fra et af statsområderne, som midlertidigt opholder sig i det andet statsområde udelukkende

(a) som studerende ved et universitet, kollegium eller skole i dette andet statsområde,

(b) som lærling, eller

(c) som nyder af et stipendium, en bevilling eller anden understøttelse, som en institution med religiøst, velgørende, videnskabeligt eller pædagogisk formål har tildelt den pågældende hovedsagelig som hjælp til studier eller forskning, må ikke beskattes i dette andet statsområde af understøttelse, som udbetales til ham fra udlandet til hans ophold, undervisning eller uddannelse, eller af legater eller af beløb, der udbetales som vederlag for tjenesteydelser, udført i dette andet statsområde, forudsat at disse tjenesteydelser har forbindelse med hans studier eller uddannelse eller er nødvendige for hans ophold.

Artikel XVII.

(1) De gældende love i hvert af de to statsområder skal fortsat være bestemmende for skatteansættelsen og beskatningen af indkomst i de respektive statsområder, undtagen hvor der ved nærværende overenskomst er truffet udtrykkelig aftale om det modsatte.

(2) Med undtagelse af bestemmelserne i artikel VI skal indkomst, der hidrører fra kilder i Danmark, og som i henhold til dansk lovgivning og i overensstemmelse med nærværende overenskomst er underkastet beskatning i Danmark, enten ved direkte påligning eller ved indeholdelse, ikke være underkastet indisk beskatning.

(3) Med undtagelse af bestemmelserne i artikel VI skal indkomst, der hidrører fra kilder i Indien, og som i henhold til indisk lovgivning og i overensstemmelse med nærværende overenskomst er underkastet beskatning i Indien, enten ved direkte påligning eller ved indeholdelse, ikke være underkastet dansk beskatning.

(4) Uanset bestemmelserne i afsnittene (2) og (3) i denne artikel, skal ved skattesatsens beregning fortsat medregnes de dele af indkomsten, som i henhold til lovene i de to statsområder skulle have været medregnet.

Artikel XVIII.

De kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger (forudsat at disse står til deres rådighed i henhold til deres respektive skattelovgivninger i forbindelse med den normale administration), som er nødvendige for gennemførelsen af bestemmelserne i nærværende overenskomst. Alle oplysninger, der således udveksles, skal behandles som hemmelige og må ikke meddeles til andre personer end de, der er beskæftiget med påligningen og opkrævningen af de skatter, der omhandles i nærværende overenskomst. Ingen oplysninger af den foran omtalte art må udleveres af den kompetente myndighed i et af statsområderne, såfremt den ville røbe nogen kommerciel, forretningsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode til myndigheden i det andet statsområde.

Artikel XIX.

(1) Såfremt en i et af statsområderne bosiddende person påviser, at foranstaltninger, trufne af skattemyndighederne i det andet statsområde, har medført eller vil medføre dobbeltbeskatning i strid med bestemmelserne i nærværende overenskomst, skal han være berettiget til at indbringe sagen for den kompetente myndighed i det statsområde, i hvilket han er bosiddende. Anses indsigelsen for berettiget, skal den kompetente myndighed, for hvilken sagen er indbragt, søge at opnå en overenskomst med den kompetente myndighed i det andet statsområde med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning.

(2) De kontraherende parters kompetente myndigheder kan ligeledes træffe aftale såvel med henblik på undgåelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, der ikke omhandles i denne overenskomst, som i tilfælde, der ikke omhandles i denne overenskomst, som i tilfælde, hvor fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst giver anledning til vanskeligheder eller tvivl.

Artikel XX.

(1) Denne overenskomst skal ratificeres af begge parters regeringer, og ratifikationsinstrumenterne skal udveksles i New Delhi.

(2) Overenskomsten skal derefter have gyldighed

(a) i Indien for ethvert skatteår, der begynder den 1. april 1959 eller senere,

(b) i Danmark for ethvert skatteår, der begynder den 1. april 1959 eller senere.

Artikel XXI.

Denne overenskomst skal forblive i kraft på ubestemt tid, men hver af de kontraherende parter kan senest den 30. juni i ethvert kalenderår efter 1961 opsige overenskomsten overfor den anden kontraherende part, og i så fald skal denne overenskomst ophøre at have gyldighed

(a) i Indien for ethvert skatteår, der begynder den umiddelbart efter opsigelsen følgende 1. april eller senere,

(b) i Danmark for ethvert skatteår, der begynder den umiddelbart efter opsigelsen følgende 1. april eller senere.

Artikel XXII.

Der kan træffes bestemmelse om, at denne overenskomst enten i sin helhed eller med ændringer skal gælde for Færøerne og Grønland, hvis disse områder pålægger skatter, som er af væsentlig samme karakter som de i artikel I i denne overenskomst nævnte, forudsat at disse områder ønsker det og den indiske regering kan tiltræde en sådan udvidelse af overenskomsten. De kontraherende parter vil, med henblik herpå, foretage udveksling af noter, indeholdende de ændringer og betingelser, under hvilke overenskomsten vil blive anvendt.

Til bekræftelse................

INDIENS AMBASSADE

Stockholm, den 16. september 1959.

Hr. minister,

Ved undertegnelsen i dag af overenskomsten mellem den indiske regering og den kongelige danske regering om undgåelse af dobbeltbeskatning af indkomst har jeg på den indiske regerings vegne den ære at meddele, at bestemmelserne i artikel VI i nævnte overenskomst ikke vil påvirke anvendelsen af bestemmelserne i afsnit 44A og 44B i den indiske indkomstskattelov af 1922 vedrørende skattepåligning af fortjeneste hidrørende fra lejlighedsvis skibsfart og skibe i trampfart, forudsat at bestemmelserne i artikel VI i overenskomsten vil komme til anvendelse ved reguleringer i henhold til afsnit 44C i den indiske indkomstskattelov af 1922.

Jeg ville være taknemmelig for Deres bekræftelse af, at De er enig i ovenstående fortolkning af bestemmelserne i artikel VI i nævnte overenskomst; i bekræftende fald skal denne note og Deres svar herpå anses for at udgøre en del af overenskomsten.

København, den 16. september 1959.

Hr. ambassadør,

Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres note af dags dato, der lyder som følger

(Her følger teksten til den indiske ambassadørs note.)

I besvarelse heraf har jeg den ære at meddele, at den danske regering godkender ovennævnte fortolkning og er enig i, at Deres Excellences note og nærværende svar skal anses for at udgøre en del af overenskomsten. .............

J.O. Krag/ Hewal Sing H.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →