Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 17. januar 1961 med Polen
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse af luftfartsoverenskomst af 17. januar 1961 med Polen
Under 17. januar 1961 er der i Warszawa indgået følgende luftfartsoverenskomst mellem Danmark og Polen
OVERENSKOMST mellem den kongelige danske regering og den polske folkerepubliks regering angående civil luftfart.
OVERENSKOMST mellem den kongelige danske regering og den polske folkerepubliks regering angående civil luftfart.
Den kongelige danske regering og den polske folkerepubliks regering, i det efterfølgende benævnt de kontraherende parter, der ønsker at fastsætte regler for de gensidige forbindelser på den civile luftsfarts område og at fremme udviklingen af lufttrafikken mellem de to lande, er blevet enige om følgende bestemmelser
Artikel I.
De to kontraherende parter gensidigt tilstår hinanden de rettigheder, som er nødvendige for de udpegede luftfartsselskabers oprettelse og drift af luftruter. Disse rettigheder og ruter er nærmere angivet i bilaget til nærværende overenskomst.
Artikel II.
1. De i bilaget til nærværende overenskomst angivne luftruter kan åbnes, så snart den kontraherende part, som de i artikel I omhandlede rettigheder er tilstået, har udpeget et luftfartsselskab hertil, og så snart den kontraherende part, som tilstår disse rettigheder, har meddelt selskabet behørig driftstilladelse.
2. Med forbehold af bestemmelserne i nærværende artikels afsnit 4 skal hver af de kontraherende parter uopholdeligt meddele det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab den nødvendige driftstilladelse;
3. Den ene kontraherende parts luftfartsmyndighed kan, forinden den tillader det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab at åbne de i bilaget til nærværende overenskomst angivne luftruter, pålægge dette selskab at godtgøre, at det er i stand til at opfylde de betingelser, der er foreskrevet i dens gældende sædvanlige love og bestemmelser for drift af internationale luftruter.
4. Hver kontraherende part forbeholder sig ret til at nægte eller tilbagekalde en driftstilladelse til et af den anden kontraherende part udpeget luftfartsselskab, såfremt dette ikke har godtgjort, at en overvejende del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med dette selskab indehaves af den anden kontraherende stat eller af fysiske eller juridiske personer i denne, eller såfremt selskabet ikke efterkommer de i artikel X omhandlede love og bestemmelser, eller såfremt betingelserne for driften af de i bilaget til nærværende overenskomst angivne luftruter ikke er fastsat i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel IV. Medmindre tilbagekaldelse af tilladelsen er nødvendig for at hindre nye overtrædelser, må denne ret først udøves efter forhandling med den anden kontraherende part.
Artikel III.
Hver af de kontraherende parter foreskriver de flyveveje, der skal følges over dens territorium af luftfartøjer fra det selskab, der af den anden kontraherende part er udpeget til at drive de i bilaget til nærværende overenskomst nævnte ruter. De flyveveje, som luftfartøjerne skal følge, fastlægges så vidt muligt under hensyntagen til flyvningens økonomi og trafiksikkerheden.
Artikel IV.
Alle Spørgsmål af kommerciel art, bl.a. bestemmelser vedrørende afregninger og om jordtjenesten samt om fastsættelse af fartplaner og takster, skal afgøres ved særlige aftaler mellem de udpegede luftfartsselskaber.
Disse aftaler skal i påkommende tilfælde forelægges de to kontraherende parters kompetente luftfartsmyndigheder til godkendelse.
Artikel V.
Afgifter og andre gebyrer for benyttelsen af de på hver kontraherende parts territorium beliggende lufthavne samt disses installationer og tekniske hjælpemidler skal opkræves i overensstemmelse med de officielt fastsatte takster og tariffer.
Artikel VI.
1. Luftfartøjer, som udfører flyvninger i overensstemmelse med artikel I i nærværende overenskomst, samt brændstof, smøreolie, reservedele, normalt udstyr og forråd, der forefindes om bord i disse luftfartøjer, er såvel ved ankomst til den anden kontraherende parts territorium som ved afgang fra dette territorium fritaget for ind- og udførselsafgifter samt andre afgifter og gebyrer, selv om ovennævnte effekter anvendes eller forbruges under flyvning over det omhandlede territorium, herfra dog undtaget sådanne tilfælde, hvor de er blevet overdraget til trediemand på den anden kontraherende parts territorium.
2. Reservedele, brændstof og smøreolie, som er nødvendige for de i henhold til artikel I i nærværende overenskomst foretagne flyvningers gennemførelse og sikkerhed, samt værktøj til komplettering af luftfartøjets udstyr, er ved indførsel på den anden kontraherende parts territorium fritaget for indførselsafgifter og andre afgifter og gebyrer, uden dog at kunne overdrages til tredjemand på dette territorium. Ved udførsel fra den anden kontraherende parts territorium er ovennævnte genstande og materiel fritaget for udførselsafgifter og andre afgifter og gebyrer. Brændstof, smøreolie og reservedele kan af hvert af de udpegede luftfartsselskaber oplagres i de lufthavne, som beflyves af disse i henhold til bilaget til nærværende overenskomst.
3. De ovenfor omhandlede effekter, som befinder sig på den anden kontraherende parts territorium, skal underkastes toldeftersyn.
4. Reservedele, brændstof, smøreolie og værktøj, der er indtaget på den anden kontraherende parts territorium med henblik på reparationer eller fortsættelse af flyvninger, som udføres i henhold til bestemmelserne i nærværende overenskomsts artikel I, såvel som forråd om bord (herunder fødevarer, drikkevarer, tobak) bestemt til forbrug om bord i luftfartøjerne under flyvninger, som udføres i henhold til bestemmelserne i nærværende overenskomsts artikel I, kan eksporteres og skal være fritaget for udførselsafgifter.
Artikel VII.
1. De takster, som skal anvendes af de udpegede luftfartsselskaber, skal for så vidt angår de i bilaget til nærværende overenskomst angivne luftruter fastsættes ved indbyrdes aftale. Så vidt muligt skal denne aftale træffes i overensstemmelse med den fremgangsmåde for fastsættelse af takster, som er fastlagt af den internationale sammenslutning af luftfartsselskaber (IATA).
2. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel IV skal alle således fastsatte takster forelægges de to kontraherende parters luftfartsmyndigheder til godkendelse.
Artikel VIII.
Luftfartøjer tilhørende de udpegede luftfartsselskaber skal under flyvning over den anden kontraherende parts territorium være udstyret med deres lands for international flyvning fastsatte nationalitets- og registreringsmærker og være forsynet med registreringsbeviser, luftdygtighedsbeviser og en licens for luftfartøjets radiostation. Desuden skal hver kontraherende parts kompetente organer udstede de dokumenter, hvormed deres i international trafik anvendte luftfartøjer yderligere skal være forsynet, samt underrette den anden kontraherende parts kompetente organer herom. Chefpiloterne og de øvrige besætningsmedlemmer skal være i besiddelse af de foreskrevne certifikater.
Artikel IX.
Med henblik på driften af de i bilaget til nærværende overenskomst angivne luftruter skal hver af de kontraherende parter anerkende gyldigheden af duelighedsbeviser og certifikater for statsborgere i den anden kontraherende stat, såvel som luftdygtighedsbeviser udstedt eller godkendt af denne stat.
Artikel X.
1. Hver kontraherende parts love og bestemmelser vedrørende ankomst til, ophold på og afgang fra dens territorium, for så vidt angår luftfartøjer anvendt i international lufttrafik, eller vedrørende disse luftfartøjers drift og flyvning over dens territorium finder ligeledes anvendelse på luftfartøjer tilhørende det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab.
2. Hver kontraherende parts love og bestemmelser vedrørende de med luftfartøjer befordrede passagerers, besætningers og varers ankomst til, ophold på og afgang fra dens territorium finder anvendelse på passagerer, besætninger og gods taget om bord på de luftfartøjer, der benyttes af det af den anden kontraherende part udpegede luftfartsselskab. Foranstående gælder især forskrifter vedrørende indførsel, udførsel, indvandring, told og sanitære foranstaltninger.
3. Passagerer, der rejser i transit gennem en kontraherende parts territorium, skal underkastes forenklet kontrol. Bagage og gods er fritaget for toldafgifter, indførselsafgifter og andre indenlandske afgifter og gebyrer, hvis transiteringen sker direkte.
Artikel XI.
Såfremt et luftfartøj tilhørende den ene kontraherende part nødlander, havarerer eller forulykker på den anden kontraherende part, på hvis territorium nævnte hændelse er indtruffet, straks underrette den anden kontraherende part herom, træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på en undersøgelse af årsagerne til hændelsen og på begæring af den anden kontraherende part tilstå repræsentanter for denne kontraherende part fri adgang til dens territorium for som observatører at overvære undersøgelsen. Den skal ligeledes straks iværksætte foranstaltninger til at hjælpe besætning og passagerer, der er blevet ofre for ulykken, samt til at sikre beskyttelsen af post, bagage og gods, som forefindes ombord i luftfartøjet. Den kontraherende part, der forestår undersøgelsen, skal underrette den anden kontraherende part om resultaterne heraf.
Artikel XII.
De af de kontraherende parter udpegede luftfartsselskaber har ret til på den anden kontraherende parts territorium at opretholde det til driften af de i nærværende overenskomsts artikel I nævnte luftruter fornødne tekniske og erhvervsmæssige personel. Antallet af de i dette øjemed beskæftigede personer fastsættes ved aftale mellem de to kontraherende parters luftfartsmyndigheder.
Artikel XIII.
I nærværende overenskomst og dens bilag betyder
a) udtrykket »luftfartsmyndighed«
for kongeriget Danmarks vedkommende: ministeriet for offentlige arbejder eller ethvert organ, der er bemyndiget til at udøve de funktioner, som for nærværende henhører under dette ministeriums område;
for den polske folkerepubliks vedkommende: kommunikationsministeriet eller ethvert organ, der er bemyndiget til at udøve de funktioner, som for nærværende henhører under dette ministeriums område.
b) Udtrykket »udpeget luftfartsselskab« betyder ethvert luftfartsselskab, som den ene kontraherende parts luftfartsmyndighed ved skriftlig meddelelse til den anden kontraherende parts luftfartsmyndighed har angivet som det selskab, den i henhold til artiklerne I og II i nærværende overenskomst agter at udpege til at beflyve de i nævnte meddelelse anførte luftruter.
Artikel XIV.
1. Hver kontraherende part kan til enhver tid foreslå den anden kontraherende part en ændring, som den finder det ønskeligt at foretage i nærværende overenskomst. En drøftelse mellem de kontraherende parter angående den foreslåede ændring skal påbegyndes inden for en frist af tres dage at regne fra den ene kontraherende parts fremsættelse af anmodningen.
2. Såfremt den enen af de kontraherende parter finder det ønskeligt at ændre bilaget til nærværende overenskomst, kan de to kontraherende parters luftfartsmyndigheder træffe aftale om at foretage en sådan ændring.
3. Enhver ændring af nærværende overenskomst eller dens bilag i overensstemmelse med afsnit 1 og 2 i nærværende artikel træder i kraft, når den er blevet bekræftet ved en noteveksling mellem de kontraherende parter.
Artikel XV.
I det nære samarbejdes ånd skal de kontraherende parters luftfartsmyndigheder fra tid til anden rådføre sig med hinanden for at sikre, at de i nærværende overenskomst og dens bilag opstillede principper anvendes og efterkommes på tilfredsstillende måde.
Artikel XVI.
Enhver tvist angående fortolkningen eller anvendelsen af nærværende overenskomst eller dens bilag skal afgøres ved direkte forhandlinger mellem de kompetente luftfartsmyndigheder. I tilfælde af resultatløse forhandlinger skal tvisten afgøres mellem de kontraherende parter.
Artikel XVII.
Nærværende overenskomst skal godkendes i overensstemmelse med de forfatningsmæssige bestemmelser i hvert af de to lande og træde i kraft på datoen for den udveksling af noter, der bekræfter, at disse bestemmelser er opfyldt. Bestemmelserne i nærværende overenskomst finder midlertidig anvendelse fra datoen for overenskomstens undertegnelse.
Artikel XVIII.
Nærværende overenskomst forbliver i kraft på ubestemt tid. Hver af de kontraherende parter kan til enhver tid opsige den ved skriftlig meddelelse til den anden kontraherende part. I så fald ophører overenskomsten tolv måneder efter datoen for den anden kontraherende parts modtagelse af meddelelsen.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, som er behørigt bemyndiget dertil, underskrevet nærværende overenskomst.
Udfærdiget i Warszawa den 17. januar 1961 i to eksemplarer på fransk.
For den kongelige danske regering
Paul Fischer.
For den polske folkerepubliks regering
Jan Rustecki.
BILAG.
A.
De luftfartsselskaber, der er udpeget af de kontraherende parter, har på den anden kontraherende parts territorium ret til overflyvning og til teknisk mellemlanding; de kan desuden benytte de lufthavne og de øvrige luftfartshjælpemidler, som den internationale trafik disponerer over. De har endvidere på den anden kontraherende parts territorium ret til i international trafik at optage og afsætte passagerer, post og gods på de i nærværende overenskomst indeholdte vilkår, med undtagelse af enhver ret til cabotage på dette territorium.
B.
De udpegede luftfartsselskaber skal have ret til at drive følgende luftruter
Danske luftruter
1) København - mellemliggende plads - Warszawa, i begge retninger,
2) København - mellemliggende plads - Warszawa - Wien og/eller Istanbul - pladser derudover, i begge retninger.
Polske luftruter
1) Warszawa - mellemliggende plads - København, i begge retninger,
2) Warszawa - mellemliggende plads - København - pladser derudover, i begge retninger.
Mellemlandingspladserne mellem de to kontraherende parters territorier fastsættes ved indbyrdes aftale mellem de respektive luftfartsmyndigheder.
Luftfartsselskabet eller luftfartsselskaberne, der er udpeget til at drive de ovennævnte luftruter, kan undlade at beflyve de omhandlede mellemlandingspladser.
Samtidig med overenskomstens undertegnelse er der udvekslet følgende noter
Warszawa, den 17. januar 1961.
Hr. minister,
Under henvisning til den under 17. januar 1961 mellem den kongelige danske regering og den polske folkerepubliks regering undertegnede overenskomst angående civil luftfart har jeg den ære at meddele Dem, at den danske regering i overensstemmelse med artikel II i nævnte overenskomst har udpeget Det Danske Luftfartsselskab (DDL) til at drive de i bilaget til denne overenskomst angivne ruter.
Jeg har samtidig den ære at bekræfte, at de to delegationer under drøftelserne vedrørende indgåelsen af ovennævnte overenskomst er blevet enige om følgende
1) Det Danske Luftfartselskab (DDL), der samarbejder med Det Norske Luftfartselskab (DNL) og A.B. Aerotransport (ABA) under betegnelsen Scandinavian Airlines System (SAS), har tilladelse til at beflyve de det i overenskomsten tilståede ruter med luftfartøjer, besætninger og materiel tilhørende det ene eller det andet af de to luftfartsselskaber eller den begge.
2) I det omfang Det Danske Luftfartselskab (DDL) benytter luftfartøjer, besætninger og materiel tilhørende de to andre i Scandinavian Airlines System (SAS) deltagende luftfartsselskaber, finder overenskomstens bestemmelser anvendelse på sådanne luftfartøjer og besætninger og sådant materiel på samme måde, som hvis luftfartøjerne, besætningerne og materiellet tilhørte Det Danske Luftfartselskab (DDL), og de kompetente danske myndigheder og Det Danske Luftfartselskab (DDL) skal i så henseende påtage sig det fulde ansvar i henhold til overenskomstens bestemmelser.
3) Ved »tredjemand« som omhandlet i overenskomstens artikel VI, afsnit 1 og 2, forstås ikke luftfartsvirksomheder, der har sluttet sig sammen ved »teknisk pool«- aftaler med henblik på fælles benyttelse af brændstof, smøreolie, udstyr, reservedele, forråd og materiel.
Modtag hr. minister, udtrykket for min udmærkede højagtelse.
Paul Fischer.
Hans Excellence
hr. Jan Rustecki.
Viceminister i den polske folkerepubliks kommunikationsministerium,
Warszawa.
Warszawa, den 17. januar 1961.
Hr. ambassadør,
Under henvisning til den under 17. januar 1961 mellem den polske folkerepubliks regering og den kongelige danske regering undertegnede overenskomst angående civil luftfart har jeg den ære at meddele Dem, at den polske regering i overensstemmelse med artikel II i nævnte overenskomst har udpeget Polskie Linie Lotnicze »Lot« til at drive de i bilaget til denne overenskomst angivne ruter.
Jeg har samtidig den ære at bekræfte, at de to delegationer under drøftelse vedrørende indgåelsen af ovennævnte overenskomst er blevet enige om følgende
1) Det Danske Luftfartselskab (DDL), der samarbejder med Det Norske Luftfartselskab (DNL) og A.B. Aerotransport (ABA) under betegnelsen Scandinavian Airlines System (SAS), har tilladelse til at beflyve de det i overenskomsten tilståede ruter med luftfartøjer, besætninger og materiel tilhørende det ene eller det andet af de to andre luftfartsselskaber eller dem begge.
2) I det omfang Det Danske Luftfartselskab (DDL) benytter luftfartøjer, besætninger og materiel tilhørende de to andre i Scandinavian Airlines System (SAS) deltagende luftfartsselskaber, finder overenskomstens bestemmelser anvendelse på sådanne luftfartøjer og besætninger og sådant materiel på samme måde, som hvis luftfartøjerne, besætningerne og materiellet tilhørte Det Danske Luftfartselskab (DDL), og de kompetente danske myndigheder og Det Danske Luftfartselskab (DDL) skal i så henseende påtage sig det fulde ansvar i henhold til overenskomstens bestemmelser.
3) Ved »tredjemand« som omhandlet i overenskomstens artikel VI, afsnit 1 og 2, forstås ikke luftfartsvirksomheder, der har sluttet sig sammen ved »teknisk pool« -aftaler med henblik på fælles benyttelse af brændstof, smøreolie, udstyr, reservedele, forråd og materiel. Modtag, hr. ambassadør, udtrykket for min udmærkede højagtelse.
Jan Rustecki.
Hans Excellence
hr. Paul Henning Fischer,
Kongeriget Danmarks Ambassadør,
Warszawa.
Den i overenskomstens artikel XVII forudsete noteudveksling har fundet sted i København den 21. april 1961, hvorefter overenskomsten er trådt endeligt i kraft den nævnte dato.
Udenrigsministeriet, den 6. juli 1961.
J.O. Krag.
Ingen