Bekendtgørelse af den på den 7. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 1. marts 1954 angående civilprocessen (* 1)

Artikel 1

I civile eller kommercielle anliggender bliver i de kontraherende stater forkyndelser af dokumenter, bestemt for personer, der opholder sig i udlandet, at udføre efter anmodning af en konsul for den stat, fra hvilken begæringen kommer, rettet til den myndighed, som udpeges af den stat, til hvilken begæringen rettes. Anmodningen, der skal indeholde angivelse af den myndighed, fra hvilken det fremsendte dokument udgår, parternes navne og stilling, adressatens bopæl og beskaffenheden af det dokument, hvorom det drejer sig, skal være affattet i den myndigheds sprog, til hvilken begæringen rettes. Denne myndighedtilstiller konsulen et aktstykke, der godtgør, at meddelelsen har fundet sted, eller som angiver de omstændigheder, der har forhindret dette.

Alle vanskeligheder, som opstår i anledning af konsulens anmodning, skal afgøres ad diplomatisk vej.

Hver kontraherende stat kan ved en meddelelse til de andre kontraherende stater erklære, at den ønsker, at begæringer om forkyndelser, der skal finde sted på dens territorium, indeholdene de angivelser, som er nævnt i stk. 1, skal tilstilles den ad diplomatisk vej.

De foregående bestemmelser er ikke til hinder for, at to kontraherende stater kommer overens om at tillade direkte meddelelse mellem deres respektive myndigheder.

Artikel 2.

Forkyndelsen sker ved foranstaltning af den kompetente myndighed i den stat, til hvilken begæringen rettes. Denne myndighed kan, med undtagelse af de i artikel 3 nævnte tilfælde indskrænke sig til at udføre forkyndelsen ved overlevering af dokumentet til adressaten, når den frivillig modtager det.

Artikel 3.

Anmodningen skal være ledsaget af to eksemplarer af det dokument, der skal forkyndes.

Hvis dokumentet, der skal forkyndes, er affattet i den myndigheds sprog, til hvilken begæringen rettes, eller i et sprog, der er aftalt mellem de to interesserede stater, eller dersom det er ledsaget af en oversættelse til et af disse sprog, lader den myndighed, til hvilken begæringen er rettet, for så vidt ønske derom er udtrykt i begæringen, dokumentet forkynde på den måde, der er foreskrevet i landets indre lovgivning for udførelsen af tilsvarende forkyndelser, eller på en særlig måde, for så vidt denne ikke er i modstrid med denne lovgivning. Hvis et sådant ønske ikke er udtrykt, søger den myndighed, til hvilken begæringen er rettet, først at udføre overleveringen på den i artikel 2 angivne måde.

Når ikke andet er aftalt, skal den i det foregående stykke omtalte oversættelse være bekræftet af en diplomatisk eller konsulær repræsentant for den stat, fra hvilken begæringen fremkommer, eller af en edsvoren translatør i den stat, til hvilken begæringen er rettet.

Artikel 4.

Udførelsen af den i artiklerne 1, 2 og 3 omtalt forkyndelse kan ikke nægtes, medmindre den stat, på hvis territorium den skal ske, finder, at den vil gøre indgreb i dens suverænitet eller sikkerhed.

Artikel 5.

Beviset for forkyndelsen tilvejebringes enten ved et dateret og legaliseret modtagelsesbevis fra adressaten eller ved en bevidnelse af vedkommende myndighed i den stat, til hvilken begæringen er rettet, udvisende, at og på hvilken måde og på hvilken dag forkyndelsen har fundet sted.

Modtagelsesbeviset eller attesten skal anbringes på eller vedhæftes det ene eksemplar af det forkyndte dokument.

Artikel 6.

Bestemmelserne i de foregående artikler er ikke til hinder for

1. at sende dokumenter direkte med posten til de interesserede, som befinder sig i udlandet;

2. at de interesserede lader forkyndelser ske direkte ved foranstaltning af de i bestemmelseslandet kompetente embedsmænd eller funktionærer;

3. at hver stat direkte, ved hjælp af den diplomatiske eller konsulære repræsentanter, lader foretage de forkyndelser, der er bestemt for personer, som befinder sig i udlandet.

I hvert af disse tilfælde skal den omtalte adgang dog kun stå åben, hvis konventionen afsluttede mellem de interesserede stater tillader det, eller i mangel af konventioner den stat, på hvis territorium forkyndelsen skal finde sted, ikke modsætter sig den. Denne stat kan ikke modsætte sig forkyndelse efter stk. 1, nr. 3, hvis forkyndelse sker uden tvang for en undersåt af den stat, fra hvilken begæringen fremkommer.

Artikel 7.

Forkyndelserne kan ikke medføre refusion af gebyrer og omkostninger af nogen art.

Dog har den stat, til hvilken begæringen er rettet, hvis ikke andet er vedtaget, ret til at den stat, fra hvilken begæringen fremkommer, at forlange refusion af omkostninger forårsaget ved bistand af en embedsmand eller ved anvendelse af en særlig forkyndelsesmåde i det i artikel 3 omtalte tilfælde.

II.

Retsanmodninger.

Artikel 8.

I civile eller kommercielle anliggender kan de judicielle myndigheder i den ene kontraherende stat, i overensstemmelse med bestemmelserne i dennes egen lovgivning, rette anmodning til den kompetente myndighed i en anden kontraherende stat om indenfor dennes område at optage bevis eller foretage andre retshandlinger.

Artikel 9.

Sådanne anmodninger skal oversendes af en konsul for den stat, fra hvilken begæringen fremkommer, til den myndighed, som udpeges af den stat, til hvilken begæringen rettes. Denne myndighed sender konsulen et aktstykke, udvisende, at anmodningen er udført eller angivende, hvad der har hindret udførelsen.

Alle vanskeligheder, som opstår i anledning af denne oversendelse, skal ordnes ad diplomatisk vej.

De foregående bestemmelser er ikke til hinder for, at to kontraherende stater kommer overens om at tillade direkte oversendelse af retsanmodninger mellem deres respektive myndigheder.

Artikel 10.

Medmindre andet er vedtaget, skal retsanmodninger være affattet enten i den myndigheds sprog, til hvilken begæringen rettes, eller i det mellem de to interesserede stater aftalte sprog, eller også må den være ledsaget af en oversættelse til et af disse sprog og bekræftet af en diplomatisk eller konsulær repræsentant for den stat, fra hvilken begæringen fremkommer, eller af en edsvoren translatør i den stat, til hvilken begæringen rettes.

Artikel 11.

Den judicielle myndighed, til hvilken anmodningen er rettet, skal være forpligtet til at efterkomme denne under anvendelse af de samme tvangsmidler, som kommer til anvendelse ved udførelsen af en anmodning fra myndighederne i den stat, til hvilken begæringen rettes, eller af en begæring fremsat i så henseende af en interesseret part. Disse tvangsmidler skal ikke nødvendigvis anvendes, når det drejer sig om møde af de pågældende parter.

Den myndighed, fra hvilken begæringen fremkommer, underrettes, dersom den forlanger det, om tid og sted for foretagelse af den begærede handling, for at den interesserede part kan være i stand til at være til stede.

Udførelsen af retsanmodningen kan kun nægtes

1. hvis dokumentets ægthed ikke er fastslået,

2. hvis udførelsen af anmodningen ikke falder ind under den dømmende magts område i den stat, til hvilken begæringen er rettet,

3. hvis den stat, på hvis territorium udførelsen skal finde sted, finder, at den vil gøre indgreb i dens suverænitet eller sikkerhed.

Artikel 12.

Hvis den myndighed, til hvilken anmodningen er rettet, er inkompetent, skal anmodningen på embeds vegne oversendes til den judicielle myndighed i samme stat, som måtte være kompetent, under iagttagelse af de bestående regler ifølge denne stats lovgivning.

Artikel 13.

I ethvert tilfælde, hvor anmodningen ikke bliver udført af den myndighed, til hvilken den er rettet, skal denne umiddelbart give den myndighed, der har fremsat anmodningen, underretning derom og i det tilfælde, der omhandles i artikel 11, oplyse grunden til, at anmodningen er blevet nægtet efterkommet, og i det tilfælde, der omhandles i artikel 12, til hvilken myndighed anmodningen er blevet oversendt.

Artikel 14.

Den judicielle myndighed, der efterkommer en retsanmodning, har med hensyn til de former, der skal iagttages, at følge sit eget lands love.

Hvis den myndighed, fra hvilken anmodningen udgår, har begæret iagttaget en særlig form, skal denne dog iagttages, såfremt den ikke strider imod det lands lovgivning, til hvilket anmodningen er rettet.

Artikel 15.

Bestemmelserne i de foregående artikler er ikke til hinder for, at hver stat lader retsanmodninger udføre direkte ved sine diplomatiske eller konsulære repræsentanter, hvis overenskomster mellem de interesserede stater tillader det, eller hvis den stat, på hvis territorium anmodningen skal udføres, ikke modsætter sig dette.

Artikel 16.

Udførelsen af retsanmodninger kan ikke give anledning til refusion af gebyrer eller omkostninger af nogen art.

Dog skal den stat, til hvilken begæring rettes, når ikke andet er vedtaget, have ret til af den begærende stat at forlange refusion af godtgørelser, der er betalt til vidner eller særlige sagkyndige, såvel som af omkostninger, der er forårsagede ved bistand af en embedsmand, nødvendiggjort ved, at vidnerne ikke har givet frivilligt møde, eller af omkostninger, der er en følge af en eventuel anvendelse af artikel 14, stk. 2.

III.

Cautio judicatum solvi.

Artikel 17.

Kaution eller depositum må ikke under nogensomhelst benævnelse pålægges undersåtter af nogen af de kontraherende stater, som har domicil i en af disse, når de optræder som sagsøgere eller intervenienter ved domstolene i en anden af disse stater, hverken i deres egenskab af fremmede undersåtter eller fordi de ikke har domicil eller fast opholdssted i landet.

Samme regel kommer til anvendelse med hensyn til indbetaling, som måtte fordres af sagsøgere eller intervenienter for at garantere retsomkostningerne.

De konventioner, ved hvilke de kontraherende stater måtte have fastslået for deres undersåtter fritagelse for cautio judicatum solvi eller for indbetaling af retsomkostninger uden hensyn til bopælen, kommer vedblivende til anvendelse.

Artikel 18.

Domme, som i en af de kontraherende stater pålægger en sagsøger eller intervenient at betale sagsomkostninger i tilfælde hvor han har været fritaget for kaution, depositum eller indbetaling efter artikel 17, stk. 1 og 2, eller efter loven i den stat, hvor sagen er rejst, skal efter begæring fremsat ad diplomatisk vej gøres gratis eksigible af den kompetente myndighed i enhver af de andre kontraherende stater.

Samme regel kommer til anvendelse på de retsafgørelser, ved hvilke sagsomkostningernes beløb senere er fastsat.

De foregående bestemmelser er ikke til hinder for, at to kontraherende stater kommer overens om at tillade, at begæringen om eksekvatur sker direkte af den interesserede part.

Artikel 19.

Bestemmelser angående omkostninger skal erklæres eksigible, uden at parterne høres, men med forbehold af appel for den part, hvem omkostninger er pålagt, i overensstemmelse med lovgivningen i det land, hvor eksekutionen forfølges.

For at træffe bestemmelse med hensyn til begæringen om eksekvatur skal den kompetente myndighed alene undersøge

1. om udfærdigelsen af afgørelsen opfylder betingelserne for dens ægthed efter det lands love, hvor afgørelsen er truffet.

2. om efter samme lov afgørelsen har vundet retskraft,

3. om afgørelsens konklusion er affattet enten i den myndigheds sprog, til hvilken begæringen er rettet, eller i det mellem de to interesserede stater aftalte sprog, eller også om den er ledsaget af en oversættelse til et af disse sprog, og, medmindre anden aftale foreligger, bekræftet af en diplomatisk eller konsulær repræsentant for den stat, fra hvilken begæringen fremkommer, eller af en edsvoren translatør i den stat, til hvilken begæringen er rettet.

For at opfylde de i stk. 2, nr. 1 og 2, foreskrevne betingelser er det tilstrækkeligt, at der foreligger en erklæring fra den kompetente myndighed i den stat, fra hvilken begæringen fremkommer, udvisende, at afgørelsen har vundet retskraft, eller at der fremlægges behørigt legaliserede dokumenter, hvoraf fremgår, at afgørelsen har vundet retskraft. Denne myndigheds kompetence skal med forbehold af anden aftale bekræftes af den højeste kompetente embedsmand i den øverste justitsmyndighed i den stat, fra hvilken begæringen fremkommer. Erklæringen og den ovenfor omtalte attest skal være udfærdiget eller oversat i overensstemmelse med reglerne i stk. 2, nr. 3.

Den myndighed, der er kompetent til at træffe afgørelse med hensyn til eksekvatur, fastsætter, når parten samtidig anmoder herom, med hvilke beløb udgifter til den i stk. 2, nr. 3, nævnte bekræftelse, oversættelse og legalisering kan beregnes. Disse beløb anses som sagsomkostninger.

IV.

Gratis retshjælp.

Artikel 20.

I civile og kommercielle anliggender skal undersåtter af enhver af de kontraherende stater i alle de andre kontraherende stater have samme adgang til gratis retshjælp som landets egne undersåtter og vil herved have at rette sig efter lovgivningen i den stat, hvor gratis retshjælp er begæret.

I de stater, hvor der eksisterer retshjælp i administrative anliggender, skal de i ovenstående stykke fastsatte bestemmelser ligeledes finde anvendelse på sager, der indbringes for de domstole, der er kompetente i disse anliggender.

Artikel 21.

Bevidnelsen eller erklæringen om ansøgerens trang skal i alle tilfælde udstedes eller modtages af myndighederne på det sted, hvor den fremmede har sit sædvanlige opholdssted, eller i mangel af sådant på det sted, hvor han for øjeblikket opholder sig. Hvis sidde sidste myndigheder ikke hører til en kontraherende stat og ikke modtager eller udsteder bevidnelser eller erklæringer af denne art, er en bevidnelse eller en erklæring udstedt eller modtaget af en diplomatisk eller konsulær repræsentant for det land, til hvilket udlændingen hører, tilstrækkelig.

Hvis ansøgeren ikke opholder sig i det land, hvor begæringen indgives, skal bevidnelsen eller erklæringen om hans trang gratis legaliseres af en diplomatisk eller konsulær repræsentant for det land, hvor dokumentet skal fremlægges.

Artikel 22.

Den til at afgive bevidnelsen eller modtage erklæringen om trangen kompetente myndighed kan hos de andre kontraherende staters myndigheder indhente oplysninger om ansøgerens formueforhold.

Den myndighed, der træffer bestemmelse om ansøgningen om gratis retshjælp, bevarer indenfor de for dens beføjelser bestemte grænser retten til at kontrollere de bevidnelser, erklæringer og oplysninger, som er den forelagt, og til, for at få sagen tilstrækkelig oplyst, at skaffe sig yderligere oplysninger.

Artikel 23.

Dersom den ubemidlede opholder sig i et andet land end det, i hvilket der skal anmodes om gratis retshjælp, kan hans anmodning om retshjælp ledsaget af bevidnelser, erklæringer om trang og i givet fald andre bevisligheder, der har betydning ved forelæggelse af anmodningen, gennem hans lands konsul sendes til den myndighed, der er kompetent til at træffe afgørelse med hensyn til ansøgningen, eller til den myndighed, der er udpeget af den stat, hvor anmodningen skal forelægges.

Bestemmelserne ovenfor i artikel 9, stk. 2, 3 og 4 og i artiklerne 10 og 12 om retsanmodninger anvendes ved oversendelse af ansøgninger med bilag om opnåelse af gratis retshjælp.

Artikel 24.

Hvis gratis retshjælp er blevet tilstået en undersåt af en af de kontraherende stater, skal forkyndelser vedrørende sagen, som skal foretages i en anden af disse stater, uanset deres form ikke give anledning til nogen refusion af udgifter fra den stat, der har fremsat begæringen, til den stat, til hvilken begæringen er rettet. Det samme gælder med hensyn til retsanmodninger med undtagelse af de godtgørelser, der skal betales sagkyndige.

V.

Gratis udlevering af udskrifter af civilstandsregistre.

Artikel 25.

Ubemidlede undersåtter af en af de kontraherende stater kan på samme betingelser som landets egne undersåtter få udstedt gratis udskrift af civilstandsregistre. De til deres ægteskab nødvendige papirer legaliseres uden omkostninger af diplomatiske og konsulære repræsentanter for de kontraherende stater.

VI.

Arrest på person.

Artikel 26.

Personlig arrest må i civile eller kommercielle anliggender hverken som eksekutionsmiddel eller som blot sikkerhedsmiddel anvendes overfor fremmede, der er undersåtter af en af de kontraherende stater, i tilfælde, hvor sådan arrest ikke ville være anvendelig overfor landets egne undersåtter. En omstændighed, som kan påberåbes af en i landet bosat undersåt for at opnå ophævelse af arrest på person, skal medføre samme virkning for en undersåt af en kontraherende stat, selv om den pågældende omstændighed er indtruffet i udlandet.

VII.

Slutningsbestemmelser.

Artikel 27.

Nærværende konvention er åben for undertegnelse af de stater, som har været repræsenteret ved den syvende konference om international privatret.

Den skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne deponeres i det nederlandske udenrigsministerium.

Der skal optages en protokol over hver deponering af ratifikationsdokumenter, hvoraf en bekræftet genpart skal tilstilles hver af de undertegnede stater ad diplomatisk vej.

Artikel 28.

Nærværende konvention træder i kraft den 60. dag fra deponering af det fjerde ratifikationsdokument, overensstemmende med artikel 27, stk. 2.

For hver stat, der ratificerer senere, træder konventionen i kraft den 60. dag efter deponering af den ratifikationsdokument.

Artikel 29.

Nærværende konvention træder i forholdet mellem de stater, der har ratificeret den, i stedet for den i Haag den 17. juli 1905 undertegnede konvention om civilprocessen.

Artikel 30.

Nærværende konvention kommer uden videre til anvendelse på det territorium, der hører til moderlandet i de kontraherende stater.

Hvis en kontraherende stat ønsker dens ikrafttræden for alle sine andre territorier eller for sådanne andre territorier, hvis internationale anliggender den varetager, meddeler den sin hensigt i så henseende ved et aktstykke, som deponeres i det nederlandske udenrigsministerium. Dette sender ad diplomatisk vej en bekræftet genpart heraf til alle de kontraherende stater.

Seks måneder efter denne meddelelse træder konventionen i kraft i forholdet mellem de stater, som ikke gør indsigelse, og det eller de af de nævnte territorier, som meddelelsen omfatter.

Artikel 31.

Det tillades enhver stat, der ikke har været repræsenteret ved den syvende konference om international privatret, at tilslutte sig nærværende konvention, medmindre en eller flere stater, der har ratificert den, sætter sig imod det inden 6 måneder efter, at den nederlandske regering har givet meddelelse om denne tilslutning. Tilslutningen sker på den i artikel 27, stk. 2, omtalte måde.

Det er vedtaget, at tilslutninger først kan finde sted, efter at nærværende konvention er trådt i kraft i henhold til artikel 28, stk. 1.

Artikel 32.

Hver kontraherende stat kan ved undertegnelse eller ratificering af nærværende konvention eller tilslutning hertil forbeholde sig at begrænse anvendelsen af artikel 17 til undersåtter af de kontraherende stater, der har deres faste bopæl på dens område.

En stat, der har gjort brug af den i foregående stykke omtalte beføjelse, vil af de andre kontraherende stater kun kunne kræve anvendelse af artikel 17 for sine statsborgere, hvis de har fast bopæl på den kontraherende stats territorium, ved hvis domstole de er sagsøgere eller intervenienter.

Artikel 33.

Nærværende konvention gælder i 5 år fra den i nærværende konventions artikel 28. stk. 1, nævnte dato.

Denne frist begynder at løbe fra denne dato selv for de stater, der har ratificeret den eller tilsluttet sig den senere.

Konventionen fornyes stiltiende 5 år ad gangen, hvis den ikke opsiges. Opsigelsen skal mindst 6 måneder før fristens udløb meddeles til det nederlandske udenrigsministerium, der giver alle de andre kontraherende stater meddelelse herom.

Opsigelsen kan begrænses til de territorier eller visse af de territorier, der er angivet i en meddelelse, som er sket i overensstemmelse med artikel 30, stk. 2.

Opsigelsen har kun virkning for den stat, der har meddelt den. Konventionen forbliver i kraft for de andre kontraherende stater.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt befuldmægtiget af deres respektive regeringer, undertegnet nærværende konvention.

Udfærdiget i Haag den 1. marts 1954 i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i den nederlandske regerings arkiver, og hvoraf bekræftet genpart ad diplomatisk vej skal tilstilles hver af de stater, som har været repræsenteret på den syvende internationale privatretskonference i Haag.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 19. september 1958 deponeret i det nederlandske udenrigsministerium i Haag, og konventionen er herefter i medfør af bestemmelsen i artikel 28, stk. 2, trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 18. november 1958. Som det fremgår af artikel 29, træder konventionen i forholdet mellem de stater, der har ratificeret den, i stedet for den i Haag den 17. juli 1905 undertegnede konvention om civilprocessen, jfr. bekendtgørelse nr. 119 af 19. maj 1909. Konventionen af 1954 er foruden af Danmark blevet ratificeret af Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg, Norge, Schweiz, Sverige, Forbundsrepublikken Tyskland og Østrig. Konventionen er desuden underskrevet af Portugal og Spanien.

I forbindelse med ratifikationen har Danmark meddelt den internationale Haagerkonferences bureau i Haag samt regeringerne i de lande, der på tidspunktet for Danmarks ratifikation havde underskrevet konventionen, at den danske regering ønsker at benytte sig af den i konventionens artikler 6 og 15 hjemlede ret til at modsætte sig, at den i henholdsvis artikel 6, stk. 1, nr. 3, og i artikel 15 omtalte direkte forkyndelse og besørgelse af retsanmodninger ved fremmede diplomatiske eller konsulære repræsentanter anvendes i Danmark. Det blev samtidig meddelt den svenske regering, at dette ikke vil få indflydelse på den ved deklaration af 12. marts 1912 mellem Danmark og Sverige trufne overenskomst angående ret for diplomatiske og konsulære tjenestemænd til at foretage forkyndelser.

Udenrigsministeriet, den 7. juni 1960.

J. O. Krag.

-----------

Bekendtgørelse af den på den 7. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 1. marts 1954 angående civilprocessen (* 1)

Ved kgl. resolution af 16. juli 1958 har Danmark ratificeret den på den 7. internationale privatretlige konference i Haag vedtagne konvention af 1. marts 1954, undertegnet af Danmark den 2. september 1955, angående civilprocessen.

Konventionen har følgende ordlyd

Oversættelse.

Konvention angående civilprocessen.

De stater, som har undertegnet denne konvention, har ønsket at indføre de forbedringer i konventionen af 17. juli 1905 angående civilprocessen, som erfaringen tilsiger, ved at slutte en ny konvention i dette øjemed og er blevet enige om følgende bestemmelser

I.

Meddelelse af judicielle og ekstrajudicielle dokumenter.