Bekendtgørelse angående den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder. (* 1)

Artikel 1

De Høje Kontraherende Parter skal henvise til afgørelse af Den mellemfolkelige Domstol alle mellemfolkelige retstvister, som måtte opstå mellem dem, herunder i særdeleshed sådanne som vedrører

(a) Fortolkningen af en traktat;

(b) ethvert spørgsmål som angår mellemfolkelig ret;

(c) tilstedeværelsen af enhver kendsgerning, som, hvis den forelå, ville udgøre et brud på en mellemfolkelig forpligtelse,

(d) arten og omfanget af den erstatning, som bør ydes på grund af et brud på nogen mellemfolkelig forpligtelse.

Artikel 2

1. Bestemmelserne i artikel 1 berører ikke forpligtelser, hvorved de Høje Kontraherende Parter har anerkendt eller måtte anerkende Den mellemfolkelige Domstols kompetence med hensyn til afgørelsen af andre tvistigheder end de i artikel 1 nævnte.

2. Det står de stridende parter frit at træffe aftale om at undergive en tvistighed forligsbehandling forinden dens indbringelse til retslig afgørelse.

KAPITEL III

Voldgift.

KAPITEL II

Forlig.

KAPITEL IV

Almindelige bestemmelser.

KAPITEL I

Retslig afgørelse.

Artikel 3

De af de Høje Kontraherende Parter, som ikke har tiltrådt Den mellemfolkelige Domstols statut, skal tage de nødvendige skridt til at få adgang til domstolen.

Artikel 4

1. De Høje Kontraherende Parter skal henskyde alle tvistigheder, der måtte opstå imellem dem, og som ikke omfattes af artikel 1, til forligsbehandling.

2. Dog kan de stridende parter træffe aftale om at forelægge en tvistighed, der omfattes af nærværende artikel, for en voldgiftsret uden først at have forsøgt forligsbehandling.

Artikel 5

Når der opstår en tvistighed, som omfattes af artikel 4, skal den henskydes til et stående Forligsnævn, der er kompetent i den pågældende sag, og som forinden måtte være oprettet af de pågældende parter. Dersom parterne er enige om ikke at indbringe sagen for dette nævn, eller såfremt et sådant nævn ikke forefindes, henskydes tvistigheden til et særligt Forligsnævn, som parterne skal nedsætte inden for et tidsrum af tre måneder fra den dato, den ene af parterne har anmodet den anden part herom.

Artikel 6

Medmindre de interesserede parter træffer anden bestemmelse, skal der for oprettelsen af Det særlige Forligsnævn gælde følgende regler

Nævnet skal bestå af 5 medlemmer. Heraf udnævner parterne hver eet nævnsmedlem, der kan vælges blandt deres respektive statsborgere. De tre andre nævnsmedlemmer, herunder formanden, vælges efter fælles overenskomst blandt statsborgere i andre stater. Disse tre nævnsmedlemmer skal være af forskellig nationalitet og må ikke have fast bopæl på parternes territorium eller være i deres tjeneste.

Artikel 7

I tilfælde af at udnævnelsen af de medlemmer, der skal udpeges efter fælles overenskomst, ikke finder sted inden for den i artikel 5 nævnte frist, skal det overdrages regeringen i en af parterne efter fælles overenskomst valgt tredje stat, eller, dersom enighed herom ikke opnås i løbet af tre måneder, formanden for Den mellemfolkelige Domstol, at foretage de nødvendige udnævnelser. Såfremt sidstnævnte har statsborgerret i en af de stater, der er parter i tvisten, overdrages hvervet til domstolsns næstformand eller den dommer, der er næst i anciennitetsfølge i domstolen, og som ikke har statsborgerret i nogen af de stater, der er parter i tvisten.

Artikel 8

Pladser, der måtte blive ledige som følge af dødsfald, udtrædelse eller enhver anden forhindring, besættes snarest muligt under benyttelse af samme fremgangsmåde, som er fastsat for de oprindelige udnævnelser.

Artikel 9

1. Tvistigheder skal indbringes for Det særlige Forligsnævn ved en anmodning rettet til dets formand af de to parter ifølge fælles overenskomst eller i mangel heraf af den ene eller den anden af parterne.

2. Anmodningen skal i tilslutning til en kortfattet angivelse af stridens genstand indeholde en opfordring til nævnet om at træffe alle foranstaltninger, som vil være egnede til at hidføre et forlig.

3. Såfremt anmodningen alene hidrører fra en af parterne skal den af den pågældende part ufortøvet meddeles den anden.

Artikel 10

1. Det særlige Forligsnævn skal, såfremt andet ikke aftales mellem parterne, træde sammen ved Det europæiske Råds sæde eller et andet sted efter formandens valg.

2. Nævnet kan til enhver tid anmode Det europæiske Råds generalsekretær om at yde det sin bistand.

Artikel 11

Det særlige Forligsnævns virksomhed skal kun foregå offentligt, såfremt nævnet med parternes samtykke træffer bestemmelse herom.

Artikel 12

1. I mangel af anden aftale mellem parterne fastsætter Det særlige Forligsnævn selv den behandlingsmåde, der skal anvendes, og som i alle tilfælde skal være kontradiktorisk. Med hensyn til undersøgelser skal nævnet, under forbehold af bestemmelserne i nærværende konvention, og medmindre det enstemmigt træffer anden beslutning, følge reglerne i afsnit III i Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 angående fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder.

2. Parterne møder for Forligsnævnet ved forhandlere, hvis opgave det er at virke som mellemled mellem dem og nævnet; parterne kan endvidere lade sig bistå af rådgivere og sagkyndige, som udnævnes af dem i denne anledning, og forlange afhøring af alle personer, hvis vidnesbyrd forekommer dem nyttigt.

3. Nævnet har ret til at kræve mundtlige forklaringer af begge parters forhandlere, rådgivere og sagkyndige såvel som af alle personer, som det måtte skønne nyttigt at lade give møde med deres regeringers samtykke.

Artikel 13

Hvor der ikke er truffet anden aftale mellem parterne, skal Det særlige Forligsnævns beslutninger træffes med stemmeflertal, og nævnets afgørelser har, undtagen i procedurespørgsmål, kun gyldighed, dersom samtlige medlemmer er til stede.

Artikel 14

Parterne skal lette Det særlige Forligsnævns arbejde og i særdeleshed i videst muligt omfang forsyne det med alle nyttige aktstykker og oplysninger. De skal anvende de til deres rådighed stående midler til at give det adgang til på deres territorium og i overensstemmelse med deres lovgivning at foretage indstævning og afhøring af vidner eller sagkyndige og foretage undersøgelser på stedet.

Artikel 15

1. Det særlige Forligsnævns opgave skal være at klarlægge stridsspørgsmålene, med henblik herpå at indhente alle nyttige oplysninger ved hjælp af undersøgelser eller på anden måde og at bestræbe sig for at forlige parterne. Det kan, efter at sagen er blevet undersøgt, over for parterne fremsætte de nærmere forligsvilkår, som forekommer det passende, og fastsætte en frist, inden for hvilken de skal erklære sig derover.

2. Ved afslutningen af sin virksomhed skal nævnet oprette en protokol, der fastslår efter omstændighederne, enten at parterne har truffet en ordning og i påkommende tilfælde de nærmere vilkår for ordningen, eller at parterne ikke har kunnet forliges. Protokollen skal ikke indeholde oplysning om, hvorvidt nævnets beslutninger er blevet truffet enstemmigt eller ved stemmeflertal.

3. Nævnet skal, medmindre parterne træffer anden aftale, have afsluttet sin virksomhed inden for en frist af 6 måneder fra den dato, tvistigheden er blevet indbragt for nævnet.

Artikel 16

Nævnets protokol bringes ufortøvet til parternes kundskab. Den skal kun kunne offentliggøres med parternes samtykke.

Artikel 17

1. Så længe nævnsmedlemmernes virksomhed finder sted, modtager hver af disse en godtgørelse, hvis størrelse fastsættes ved fælles overenskomst mellem parterne, som hver bærer en lige del deraf.

2. De almindelige omkostninger, som nævnets virksomhed medfører, fordeles på samme måde.

Artikel 18

Er der tale om en tvistighed, som både omfatter spørgsmål der egner sig til forligsbehandling, og andre spørgsmål, som er egnet til retslig afgørelse, har enhver af parterne ret til at forlange, at den retslige afgørelse af retsspørgsmålene finder sted før forligsbehandlingen.

Artikel 19

De Høje Kontraherende Parter skal forelægge til voldgiftsbehandling alle tvistigheder, som måtte opstå imellem dem bortset fra sådanne, der omhandles i artikel 1, og som ikke er blevet bilagt ved forligsbehandling, enten fordi parterne er blevet enige om at undlade forudgående forligsbehandling, eller fordi forligsbehandlingen er mislykkedes.

Artikel 20

1. Den part, der anmoder om voldgift, skal underrette den anden part om det krav, den har til hensigt at henskyde til voldgift, om grundlaget, hvorpå kravet støttes, og om navnet på den voldgiftsdommer, den har udpeget.

2. Medmindre parterne måtte. træffe anden bestemmelse, skal der for voldgiftsrettens oprettelse gælde følgende regler

Voldgiftsretten skal bestå af 5 medlemmer. Heraf udnævner parterne hver et medlem, der kan vælges blandt deres respektive statsborgere. De tre andre voldgiftsdommere, herunder formanden, vælges efter fælles overenskomst blandt statsborgere i andre stater. De skal være af forskellig nationalitet og må ikke have fast bopæl på parternes territorium eller være i deres tjeneste.

Artikel 21

I tilfælde af at udnævnelsen af voldgiftsrettens medlemmer ikke finder sted inden for en frist af tre måneder fra den dato, den ene af parterne anmodede den anden om at oprette en voldgiftsret, skal det overdrages regeringen i en af parterne efter fælles overenskomst valgt tredje stat eller, dersom enighed herom ikke opnås i løbet af tre måneder, formanden for Den mellemfolkelige Domstol, at foretage de nødvendige udnævnelser. Såfremt sidstnævnte har statsborgerret i en af de stater, der er parter i tvisten, overdrages hvervet til domstolens næstformand eller den dommer, der er næst i anciennitetsfølge i domstolen, og som ikke har statsborgerret i nogen af de stater, der er parter i tvisten.

Artikel 22

Pladser, der måtte blive ledige som følge af dødsfald, udtrædelse eller enhver anden forhindring, besættes snarest muligt under benyttelse af sammne fremgangsmåde, som er fastsat for den oprindelige udnævnelse.

Artikel 23

Parterne skal oprette en voldgiftsaftale, hvori stridens genstand og den fremgangsmåde, der skal følges, nærmere angives.

Artikel 24

I mangel af tilstrækkelige bestemmelser og angivelser i voldgiftsaftalen vedrørende de i artikel 23 omhandlede forhold skal reglerne i afsnit IV i Haagerkonventionen af 18. oktober 1907 angående fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder finde anvendelse i videst muligt omfang.

Artikel 25

Såfremt en voldgiftsaftale ikke indgås i løbet af tre måneder fra datoen for voldgiftsrettens oprettelse, kan den ene eller den anden af parterne ved en anmodning indbringe tvistigheden for retten.

Artikel 26

Dersom voldgiftsaftalen ikke fastsætter noget herom, eller en sådan aftale ikke er blevet indgået, skal retten træffe sin afgørelse efter ret og billighed under iagttagelse af folkerettens almindelige principper og under hensyn til de traktatmæssige forpligtelser og de af mellemfolkelige domstole trufne endelige afgørelser, som er bindende for parterne.

Artikel 27

Nærværende konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på:.

(a) Tvistigheder vedrørende kendsgerninger eller forhold, der ligger forud for nærværende konventions ikrafttræden mellem de stridende parter;

(b) tvistigheder vedrørende spørgsmål, som ifølge folkeretten alene henhører under staternes egen jurisdiktion.

Artikel 28

1. Nærværende konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på tvistigheder, som parterne har opnået eller måtte opnå enighed om at underkaste en anden form for fredelig bilæggelse. Dog afstår de Høje Kontraherende Parter for så vidt angår tvistigheder, der omfattes af artikel 1, fra indbyrdes at påberåbe sig overenskomster, som ikke foreskriver fremgangsmåder, der fører frem til bindende afgørelser.

2. Nærværende konvention skal på ingen måde berøre anvendelsen af bestemmelserne i Konventionen til Beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder af 4. november 1950 eller i den dertil knyttede protokol af 20. marts 1952.

Artikel 29

1. Dersom tvistigheden angår et forhold, som i henhold til en af parternes indre lovgivning henhører under de dømmende eller administrative myndigheders kompetence, kan denne part modsætte sig, at den pågældende tvistighed underkastes de forskellige behandlingsmåder, der omhandles i nærværende konvention, indtil en endelig afgørelse inden for en rimelig frist er truffet af den pågældende kompetente myndighed.

2. Såfremt en endelig afgørelse er blevet truffet af den pågældende stats egen myndighed, vil det efter forløbet af 5 år fra denne afgørelses dato ikke længere være muligt at anvende de i nærværende konvention foreskrevne behandlingsmåder.

Artikel 30

Såfremt fuldbyrdelsen af domstolens eller voldgiftsrettens afgørelse ville være stridende mod en dom eller anden beslutning hidrørende fra en domstol eller anden myndighed hos en af de stridende parter, og dersom den pågældende parts lovgivning ikke tillader eller kun delvis tillader ophævelse af den omhandlede dom eller beslutning, skal domstolen eller voldgiftsretten om fornødent tildele den forurettede part en passende godtgørelse.

Artikel 31

1. I alle tilfælde, hvor tvistigheden er genstand for voldgift eller retslig afgørelse, særlig såfremt det spørgsmål, angående hvilket parterne er uenige, opstår som følge af allerede foretagne handlinger, eller handlinger der er ved at blive foretaget, skal Den mellemfolkelige Domstol i overensstemmelse med artikel 41 i dennes statut eller voldgiftsretten inden for den kortest mulige frist angive, hvilke foreløbige forholdsregler der skal træffes. De stridende parter er forpligtede til at rette sig herefter.

2. Indbringes tvistigheden for et forligsnævn, kan dette anbefale parterne at træffe sådanne foreløbige forholdsregler, som det måtte skønne nyttige.

3. Parterne forpligter sig til at afholde sig fra ethvert skridt, der kan have foregribende virkning med hensyn til udførelsen af den retslige afgørelse eller voldgiftskendelsen eller af den af forligsnævnet foreslåede ordning, og til i almindelighed ikke at foretage nogen handling, af hvad art den måtte være, som er egnet til at skærpe eller udvide striden.

Artikel 32

1. Nærværende konvention skal anvendes mellem de kontraherende parter, uanset om en tredje stat, hvad enten denne måtte have tiltrådt konventionen eller ej, har en interesse i tvistigheden.

2. Under forligsbehandlingen kan parterne efter fælles overenskomst opfordre en sadan tredje stat til at intervenere.

Artikel 33

1. I tilfælde af at en tredje stat måtte anse sine berettigede interesser for at være berørt under rets- eller voldgiftsbehandlingen kan den anmode Den mellemfolkelige Domstol eller voldgiftsretten om at måtte intervenere i sagen.

2. Domstolen eller retten afgør, om denne anmodning skal tages til følge.

Artikel 34

1. I forbindelse med deponeringen af sit ratifikationsinstrument kan enhver af de Høje Kontraherende Parter erklære, at den ikke vil være bundet af

(a) Kapitel III vedrørende voldgift; eller

(b) kapitlerne II og III vedrørende forligsbehandling og voldgift.

2. De Høje Kontraherende Parter kan kun påberåbe sig de af bestemmelserne i nærværende konvention, hvoraf de selv er bundet.

Artikel 35

1. De Høje Kontraherende Parter kan ikke tage andre forbehold end sådamme, som tilsigter at udelukke fra anvendelsen af nærværende konvention tvistigheder, der angår bestemte sager eller særlige, klart angivne forhold, såsom territoriet, eller som falder ind under klart afgrænsede kategorier. Dersom en af de Høje Kontraherende Parter har taget et sådant forbehold, kan de andre parter påberåbe sig det samme forbehold over for denne part.

2. For så vidt andet ikke udtrykkeligt nævnes, skal eventuelle forbehold være at betragte som ikke omfattende forligsbehandling.

3. Bortset fra det tilfælde, som omhandles i stk. 4 i nærværende artikel, skal ethvert forbehold tages samtidig med deponeringen af ratifikationsinstrumentet vedrørende nærværende konvention.

4. I tilfælde af at en af de Høje Kontraherende Parter i henhold til paragraf 2 i artikel 36 i Den mellemfolkelige Domstols statut anerkender domstolens bindende domsmyndighed med forbehold, eller ændrer sådanne forbehold, kan den pågældende Høje Kontraherende Part ved at afgive en erklæring desangående og under iagttagelse af bestemmelserne i nærværende artikels stk. 1 og 2 tage de samme forbehold i henseende til nærværende konvention. Sådanne forbehold fritager ikke den pågældende Høje Kontraherende Part for dens forpligtelser i henhold til nærværende konvention med hensyn til tvistigheder, der vedrører kendsgerninger eller forhold, som ligger forud for den dato, på hvilken erklæringen om forbeholdene blev afgivet. Sådanne tvistigheder må imidlertid forelægges til behandling i henhold til vedkommende bestemmelser i nærværende konvention inden udløbet af eet år fra den nævnte dato.

Artikel 36

Enhver part, der kun er bundet ved en del af nærværende konvention, eller som har taget forbehold, kan når som helst blot ved en erklæring enten udvide rækkevidden af sine forpligtelser eller helt eller delvis give afkald på sine forbehold.

Artikel 37

De i stk. 4 i artikel 35 sanmt de i artikel 36 omhandlede erklæringer afgives til Det europæiske Råds generalsekretær, som oversender kopier heraf til de øvrige Høje Kontraherende Parter.

Artikel 38

1. Uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af nærværende konvention, derunder også uoverensstemmelser vedrørende tvistighedernes klassificering og rækkevidden af eventuelle forbehold, skal forelægges for Den mellemfolkelige Domstol. Dog kan en indsigelse vedrørende spørgsmålet om en Høj Kontraherende Parts eventuelle forpligtelse til at underkaste en bestemt tvistighed voldgift kun forelægges domstolen inden for et tidsrum af 3 måneder, efter at den ene part har meddelt den anden sit ønske om voldgiftsbehandling. Fremkommer sådan indsigelse efter udløbet af denne periode, træffer voldgiftsretten afgørelse i spørgsmålet. Den mellemfolkelige Domstols afgørelse er bindende for det organ, der behandler tvistigheden.

2. Indbringelse af spørgsmål for Den mellemfolkelige Domstol i overensstemmelse med de foregående bestemmelser medfører udsættelse af den pågældende forligs- eller voldgiftsbehandling, indtil domstolens afgørelse foreligger.

Artikel 39

1. Enhver af de Høje Kontraherende parter skal efterkomme Den mellemfolkelige Domstols eller voldgiftsrettens afgørelse i enhver stridighed, hvori den er part.

2. Dersom en af de stridende parter undlader at opfylde sine forpligtelser i henhold til en af Den mellemfolkelige Domstol eller voldgiftsretten truffet afgørelse, kan den anden part indbringe sagen for Det europæiske Råds ministerudvalg. Såfremt udvalget anser det for nødvendigt, kan det ved en afgørelse truffet med 2/3 flertal af de medlemmer, der er berettiget til at tage sæde i udvalget, anbefale forholdsregler med henblik på at sikre gennemførelsen af nævnte afgørelse.

Artikel 40

1. En Høj Kontraherende Part kan først opsige nærværende konvention efter udløbet af et tidsrum af 5 år fra datoen for dens ikrafttræden for den pågældende parts vedkommende og kun med 6 måneders varsel afgivet over for Det europæiske Råds generalsekretær, som underretter de øvrige Kontraherende Parter.

2. Opsigelsen fritager ikke den pågældende Høje Kontraherende Part fra dennes forpligtelser i henhold til nærværende konvention med hensyn til tvistigheder vedrørende kendsgerninger eller forhold, som ligger forud for den dato, på hvilken det i forrige stykke omhandlede varsel er afgivet. En sådan tvistighed skal dog indbringes til behandling i henhold til bestemmelserne i nærværende konvention inden for et tidsrum af eet år fra den nævnte dato.

3. Med samme forbehold skal en Høj Kontraherende Part, der ophører med at være medlem af Det europæiske Råd, ophøre med at være part i konventionen efter udløbet af eet år fra den nævnte dato.

Artikel 41

1. Nærværende konvention er åben for undertegnelse af medlemmerne af Det europæiske Råd. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Det europæiske Råds generalsekretær.

2. Nærværende konvention træder i kraft på den dato, det andet ratifikationsinstrument deponeres.

3. I henseende til en senere ratificerende signatarmagt træder konventionen i kraft på den dato, den deponerer sit ratifikationsinstrument.

4. Det europæiske Råds generalsekretær underretter alle medlemmer af Det europæiske Råd om konventionens ikrafttræden, om navnene på de Høje Kontraherende Parter, som har ratificeret den, og om alle senere deponeringer af ratifikationsinstrumenter.

Til bekræftelse heraf har nedenstående repræsentanter, der er behørigt befuldmægtigede dertil, undertegnet nærværende konvention.

Udfærdiget i Strasbourg den 29. april 1957 på engelsk og fransk, begge tekster af lige gyldighed, i eet eksemplar som deponeres i Det europæiske Råds arkiv. Generalsekretæren skal overgive hver af signatarmagterne bekræftede genparter.

For Republikken Østrigs regering: L. Figl.

(den 13. december 1957).

For Kongeriget Belgiens regering: P.-H. Spaak.

For Kongeriget Danmarks regering: Ernst Christiansen.

For Den franske Republiks regering: Pierre de Felice.

For Forbundsrepublikken Tysklands regering: Hallstein.

For Kongeriget Grækenlands regering: Averoff Tossizza.

For Den islandske Republiks regering: Gudm. J. Gudmundsson.

For Irlands regering: Proinsias Mac Aogain.

For Den italienske Republiks regering: G. Martino.

For Storhertugdømmet Luxembourgs regering: Bech.

For Kongeriget Nederlandenes regering: J. Luns.

For Kongeriget Norges regering: Halvard Lange.

For Kongeriget Sveriges regering: Østen Unden.

For Den tyrkiske Republiks regering: Mustafa Borovali.

(den 8. maj 1958).

For Det forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irlands regering

W. D. Ormsby Gore.

Danmarks ratifikationsinstrument er under 17. juli 1959 deponeret hos Det europæiske Råds generalsekretær i Strasbourg.

Foruden Danmark har Norge, Sverige og Nederlandene deponeret deres ratifikationsinstrumenter, men sidstnævnte to lande har ved ratifikationen benyttet sig af den ved art. 34 hjemlede adgang til at erklære, at de ikke vil være bundet af bestemmelserne i kap. III om voldgift.

Konventionen trådte i kraft den 30. april 1958 på hvilket tidspunkt 2 ratifikationsinstrumenter var blevet deponeret, jfr. artikel 41, § 2.

Udenrigsministeriet, den 30. november 19592.

J.O. Krag.

KAPITEL I Retslig afgørelse.

KAPITEL II Forlig.

KAPITEL III Voldgift.

KAPITEL IV Almindelige bestemmelser.

Bekendtgørelse angående den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder. (* 1)

Efter at folketinget den 15. april 1959 havde meddelt sit samtykke til Danmarks ratifikation af den europæiske konvention om fredelig bilæggelse af tvistigheder, undertegnet i Strasbourg den 29. april 1957, har Hans Majestæt Kongen ved resolution af 5. juni 1959 i statsråd ratificeret nævnte konvention, hvis tekst er sålydende (den franske tekst udelades)

DEN EUROPÆISKE KONVENTION OM FREDELIG BILÆGGELSE AF TVISTIGHEDER

Undertegnede regeringer, medlemmer af Det europæiske Råd, som tager i betragtning, at Det europæiske Råds formål er at hidføre en nærmere forbindelse mellem dets medlemmer;

som er overbevist om, at det er af afgørende betydning for bevarelsen af menneskenes samfund og civilisation, at freden befæstes på retfærdighedens grundlag;

som er besluttet på at bilægge enhver tvistighed, der måtte opstå imellem dem, med fredelige midler, er blevet enige om følgende