Bekendtgørelse af konvention om ugentlig fritid i handels- og kontorvirksomheder. (* 1)
Table of Provisions (22)
Statutory Text (22 Articles)
Artikel 1.
Nærværende konventions bestemmelser skal gennemføres ved nationale love eller administrative forskrifter, for så vidt de ikke på anden måde gennemføres ved en lovbestemt fremgangsmåde til lønfastsættelse, ved kollektive overenskomster, voldgiftskendelser eller på sådan anden med det enkelte lands praksis stemmende måde, som måtte anses for egnet under hensyntagen til de der bestående forhold.
Artikel 2.
Nærværende konvention finder anvendelse på alle personer, herunder lærlinge, der er beskæftiget i følgende virksomheder, institutioner eller administrative organer, såvel offentlige som private
(a) handelsvirksomheder;
(b) virksomheder, institutioner og administrative organer, hvor personalet hovedsageligt er beskæftiget ved kontorarbejde, herunder kontorer inden for de liberale erhverv;
(c) for så vidt de pågældende ikke er beskæftiget i nogen af de i artikel 3 omhandlede virksomheder og ikke er omfattet af nationale forskrifter eller andre ordninger om en ugentlig fritid i industrielle virksomheder, miner, transportvirksomheder eller landbrug,
(i) alle andre virksomheders handelsafdelinger;
(ii) alle andre virksomheders afdelinger, i hvilke personalet hovedsageligt er beskæftiget ved kontorarbejde;
(iii) blandede handels- og industrivirksomheder.
Artikel 3.
1. Nærværende konvention finder endvidere anvendelse på personer, der er beskæftiget i sådanne af de neden for nævnte virksomheder, som den ratificerende medlemsstat måtte angive i en erklæring, der vedlægges dens ratifikation
(a) virksomheder, institutioner og administrative organer, der udfører personlige tjenesteydelser;
(b) post- og telegrafvæsener;
(c) bladvirksomheder; samt
(d) teatre og offentlige forlystelsessteder.
2. Enhver medlemsstat, der har ratificeret nærværende konvention, kan senere til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør fremsende en erklæring, hvorved den påtager sig de af konventionen følgende forpligtelser med hensyn til sådanne i foregående stykke anførte virksomheder, som ikke allerede er nævnt i en tidligere afgivet erklæring.
3. Enhver medlemsstat, der har ratificeret nærværende konvention, skal i sine årlige rapporter i henhold til artikel 22 i Den internationale Arbejdsorganisations statut angive, i hvilket omfang konventionens bestemmelser er gennemført eller agtes gennemført med hensyn til sådanne af de i stk. 1 nævnte virksomheder, som ikke er omfattet af en i medfør af stk. 1 og 2 afgivet erklæring, samt de fremskridt, der måtte være gjort med henblik på en gradvis gennemførelse af konventionen i sådanne virksomheder.
Artikel 4.
1. Hvor det er nødvendigt, skal der træffes egnede foranstaltninger til at fastsætte afgrænsninger mellem de af nærværende konvention omfattede virksomheder og andre virksomheder.
2. I ethvert tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om en virksomhed, en institution eller et administrativt organ er omfattet af nærværende konvention, skal spørgsmålet afgøres enten af den vedkommende myndighed efter samråd med vedkommende arbejdsgiveres og arbejderes respektive organisationer, hvor sådanne findes, eller på anden med national lovgivning og praksis stemmende måde.
Artikel 5.
Vedkommende myndighed eller det dertil oprettede organ kan i hvert enkelt land tage skridt til fra konventionens bestemmelser at udelukke
(a) virksomheder, hvor kun medlemmer af arbejdsgiverens familie, som ikke er og ikke kan betragtes som lønmodtagere, er beskæftiget;
(b) personer, der indtager høje ledende stillinger.
Artikel 6.
1. Alle personer, der er omfattet af nærværende konvention, er, medmindre andet bestemmes i de følgende artikler, berettiget til en uafbrudt ugentlig fritid på mindst 24 timer i løbet af hver periode på 7 dage.
2. Den ugentlige fritid skal så vidt muligt gives til alle vedkommende personer i hver enkelt virksomhed.
3. Den ugentlige fritid skal så vidt muligt falde sammen med den ugedag, der ved tradition eller sædvane i det pågældende land eller område er fastsat som hviledag.
4. Religiøse mindretals traditioner og sædvaner skal så vidt muligt respekteres.
Artikel 7.
1. Hvor arten af det arbejde eller af de tjenesteydelser, der udføres af virksomheden, størrelsen af den befolkningsgruppe, der skal betjenes, eller antallet af beskæftigede personer ikke tillader gennemførelse af bestemmelserne i artikel 6, kan der af vedkommende myndighed eller ad anden i det enkelte land egnet vej tages skridt til at indføre særlige ordninger af den ugentlige fritid for nærmere angivne kategorier af personer eller arter af virksomheder, som er omfattet af nærværende konvention under hensyntagen til alle rimelige sociale og økonomiske interesser.
2. Alle personer, der er omfattet af sådanne særlige ordninger, skal for hver periode på 7 dage være berettiget til fritid af en samlet varighed, der mindst svarer til den i artikel 6 fastsatte periode.
3. Bestemmelserne i artikel 6 finder anvendelse på personer, der er beskæftiget i afdelinger af virksomheder med særlige ordninger, dersom afdelingerne ville være omfattet af nævnte artikels bestemmelser, såfremt de havde været selvstændige.
4. Alle foranstaltninger vedrørende gennemførelsen af bestemmelserne i nærværende artikels stk. 1, 2 og 3 skal træffes i samråd med de vedkommende repræsentative arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes.
Artikel 8.
1. Midlertidige, fuldstændige eller partielle dispensationer fra bestemmelserne i artiklerne 6 og 7 (herunder udsættelse eller formindskelse af fritiden) kan i hvert enkelt land bevilges af den vedkommende myndighed eller på enhver anden af denne vedkommende myndighed godkendt og med national lov og praksis stemmende måde
(a) i tilfælde af indtruffet eller truende ulykkestilfælde, force majeure eller uopsætteligt arbejde på anlæg og maskiner, men kun i det omfang, hvori det måtte være nødvendigt for at undgå alvorlige forstyrrelser i virksomhedens daglige drift;
(b) i tilfælde af ekstraordinær travlhed som følge af særlige forhold, for så vidt arbejdsgiveren ikke normalt kan forventes at gøre brug af andre foranstaltninger;
(c) for at forhindre tab af let fordærvelige varer.
2. Ved afgørelsen af, under hvilke omstændigheder der kan gives midlertidige dispensationer i overensstemmelse med bestemmelserne i foregående stykkes pkt. b) og c), skal der indhentes en udtalelse fra vedkommende repræsentative arbejdsgiver- og arbejderorganisationer, hvor sådanne findes.
3. Hvor der gives tilladelse til midlertidige dispensationer i overensstemmelse med nærværende artikels bestemmelser, skal der som erstatning gives vedkommende personer fritid af en samlet varighed, der mindst svarer til den i artikel 6 fastsatte periode.
Artikel 9.
For så vidt arbejdslønninger reguleres ved love og administrative forskrifter eller er undergivet administrative myndigheders kontrol, må der ikke ske nogen nedsættelse af lønnen for de af nærværende konvention omfattede personer som følge af gennemførelse af foranstaltninger truffet i medfør af konventionen.
Artikel 10.
1. Der skal træffes egnede foranstaltninger til at sikre en betryggende administration af forskrifter eller bestemmelser vedrørende den ugentlige fritid gennem effektivt tilsyn eller på anden måde.
2. Såfremt den måde, hvorpå nærværende konventions bestemmelser gennemføres, tillader det, skal der træffes de nødvendige foranstaltninger i form af straffesanktioner for at sikre bestemmelsernes overholdelse.
Artikel 11.
Enhver medlemsstat, som ratificerer nærværende konvention, skal i sine årlige rapporter i medfør af artikel 22 i Den internationale Arbejdsorganisations statut medtage
(a) fortegnelser over de kategorier af personer og arter af virksomheder, for hvilke der er indført de særlige i artikel 7 nævnte ordninger om ugentlig fritid, og
(b) oplysning om de omstændigheder, hvorunder der i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, kan gives tilladelse til midlertidige dispensationer.
Artikel 12.
Ingen af nærværende konventions bestemmelser skal have indflydelse på nogen lov, kendelse, sædvane eller overenskomst, der sikrer vedkommende arbejdere mere gunstige forhold end de i konventionens bestemmelser omhandlede.
Artikel 13.
Nærværende konventions bestemmelser kan i hvert enkelt land midlertidigt sættes ud af kraft af regeringen i tilfælde af krig eller anden nødsituation, der udgør en trusel for landets sikkerhed.
Artikel 14.
De officielle ratifikationer af nærværende konvention skal fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.
Artikel 15.
1. Nærværende konvention er kun bindende for de medlemmer af Den internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet indregistreret hos generaldirektøren.
2. Den træder i kraft 1 år efter det tidspunkt, da 2 medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret hos generaldirektøren.
3. Derefter træder nærværende konvention i kraft for enhver medlemsstat 1 år efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.
Artikel 16.
1. En medlemsstat, som har ratificeret nærværende konvention, kan opsige den efter 10 års forløb fra tidspunktet for konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der fremsendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering. En sådan opsigelse træder først i kraft 1 år efter datoen for dens indregistrering.
2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret nærværende konvention, og som ikke inden for 1 år efter udløbet af den i foregående stykke omhandlede 10 års-periode benytter sig af den i nærværende artikel hjemlede opsigelsesret, er forpligtet i yderligere 10 år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på de i nærværende artikel anførte betingelser.
Artikel 17.
1. Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle Den internationale Arbejdsorganisations medlemmer om indregistreringen af alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisationens medlemmer.
2. Samtidig med at generaldirektøren underretter organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal han gøre dem opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.
Artikel 18.
Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i henhold til artikel 102 i De forenede Nationers pagt fremsende udførlige oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, han har indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foregående artikler, til De forenede Nationers generalsekretær til indregistrering.
Artikel 19.Når Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af nærværende konvention og overveje ønskeligheden af at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.
Artikel 20.
1. Såfremt konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis ændrer nærværende konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention,
(a) en medlemsstats ratifikation af den nye, ændrede konvention ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af nærværende konvention uanset bestemmelserne i artikel 16 ovenfor, såfremt og såsnart den nye, ændrede konvention træder i kraft;
(b) nærværende konvention ikke længer kunne ratificeres af medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye ændrede konvention træder i kraft.
2. Nærværende konvention skal under alle omstændigheder forblive i kraft, som den foreligger med hensyn til form og indhold, for de medlemsstater, som har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den ændrede konvention.
Artikel 21.
De engelske og franske gengivelser af nærværende konventions tekst har samme gyldighed.
Ovenstående er konventionens autentiske tekst, således som den behørigt blev vedtaget af Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 40. møde, der blev afholdt i Geneve og erklæret afsluttet den 27. juni 1957.
TIL BEKRÆFTELSE heraf har vi undertegnet denne konvention i dag den 4. juli 1957.
Konferencens præsident
Harold Holt.
Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør
David A. Morse.
Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes den 17. januar 1958, hvorefter konventionen i medfør af artikel 15 vil træde i kraft for Danmarks vedkommende den 4. marts 1959.
Udenrigsministeriet, den 7. november 1958.
J.O. Krag.
Bekendtgørelse af konvention om ugentlig fritid i handels- og kontorvirksomheder. (* 1)
Ved kongelig resolution af 21. december 1957 har Danmark ratificeret den af Den internationale Arbejdskonference i Geneve i året 1957 vedtagne konvention om ugentlig fritid i hendels- og kontorvirksomheder. Konventionens tekst, hvis franske ordlyd udelades her, lyder som følger
KONVENTION (NR. 106) OM UGENTLIG FRITID I HANDELS- OG KONTORVIRKSOMHEDER
Den internationale Arbejderorganisations generalkonference,
der er blevet sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd, og som er trådt sammen til sit 40. møde den 5. juni 1957, og
som er blevet enig om vedtagelsen af visse forslag med hensyn til ugentlig fritid i handels- og kontorvirksomheder, der er opført som 5. punkt på mødets dagsorden, og
som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international konvention,
vedtager i dag den 26. juni 1957 følgende konvention, der benævnes konvention om ugentlig fritid (handels- og kontorvirksomheder), 1957