Europæisk konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og underskriftsprotokol
Table of Provisions (18)
Statutory Text (18 Articles)
Artikel 1
I denne konvention forstås ved
a) »køretøjer«, motorkøretøjer, leddelte køretøjer, påhængsvogne og sættevogne som defineret i artikel 4 i den internationale færdselskonvention af 19. september 1949. Undtaget herfra er dog køretøjer, som tilhører en af de kontraherende staters væbnede styrker, eller som disse er ansvarlige for;
b) »farligt gods« stoffer og genstande, som ifølge Bilag A og B ikke, eller kun på visse betingelser, må gøres til genstand for international vejtransport;
c) »international transport«, enhver transport, der foregår på mindst to af de kontraherende staters territorier med køretøjer som defineret under a) ovenfor.
Artikel 2
1. International transport af farligt gods, som ifølge Bilag A er udelukket fra transport, er ikke tilladt, jvf. dog bestemmelserne i artikel 4, stk. 3.
2. International transport af andet farligt gods er tilladt, hvis følgende betingelser er opfyldt
a) betingelserne i Bilag A for de pågældende former for gods, specielt med hensyn til emballering og etikettering, og
b) betingelserne i Bilag B for det køretøj, der transporterer det pågældende gods, specielt med hensyn til dettes konstruktion, udstyr og kørsel, jvf. dog bestemmelserne i artikel 4, stk. 2.
Artikel 3
Bilagene til denne konvention er en udadskillelig bestanddel af konventionen.
Artikel 4
1. Hver kontraherende stat bevarer sin ret til at fastsætte regler for eller at forbyde indførsel af farligt godt på sit territorium af andre grunde end hensynet til færdselssikkerheden.
2. Køretøjer, som allerede var i drift på den kontraherende stats territorium ved ikrafttrædelsen af denne konvention, eller som sættes i drift senest to måneder efter ikrafttrædelsen, kan anvendes til international transport af farligt gods i et tidsrum på tre år efter ikrafttrædelsen, selv i tilfælde af, at disse køretøjers konstruktion og udstyr ikke fuldt ud opfylder betingelserne i Bilag B for den pågældende transport. Dette tidsrum kan dog forkortes ved særlige bestemmelser i Bilag B.
3. De kontraherende stater bevarer deres ret til ved bilaterale eller multilaterale særaftaler at bestemme, at visse typer af farligt gods, som ifølge denne konvention er udelukket fra enhver form for international transport, på visse betingelser kan transporteres på de pågældende staters territorier, eller at der for farligt gods, som ifølge denne konvention kun må gøres til genstand for international transport på visse betingelser, på de pågældende staters territorier skal gælde betingelser, der er mere lempelige end betingelserne i denne konvention. Sådanne bilateriale eller mulilaterale særaftaler skal tilstilles generalsekretæren for De Forenede Nationer, som derefter sender dem til de kontraherende stater, der ikke har tiltrådt de pågældende særaftaler.
Artikel 5
Transporter, som er undergivet denne konvention, er fortsat undergivet generelle nationale eller internationale forskrifter om færdsel på vej, international vejtransport eller international varehandel.
Artikel 6
1. Medlemslandene i Den økonomiske Kommission for Europa, og lande, der ifølge paragraf 8 i Kommissionens mandat har konsultativ status kan blive parter i denne konvention
a) ved underskrift;
b) ved ratifikation eller underskrift med forbehold af ratifikation;
c) ved tiltrædelse.
2. Lande, der i medfør af paragraf 11 i mandatet for Den økonomiske Kommission for Europa kan deltage i visse arbejder, kan blive parter i denne konvention ved tiltrædelse efter konventionens ikrafttrædelse.
3. Konventionen er åben for underskrift indtil den 15. september 1957. Efter denne dato er den åben for tiltrædelse.
4. Ratifikation eller tiltrædelse sker ved deponering af ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet hos generalsekretæren for De Forenede Nationer.
Artikel 7
1. Denne konvention træder i kraft en måned efter den dato, hvor fem af de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande har underskrevet konventionen uden forbehold af ratifikation eller har deponeret deres ratifikations- eller tiltrædelsesdokument. Dog træder bilagene til denne konvention først i kraft seks måneder efter selve konventionens ikrafttrædelse.
2. For lande, der ratificerer denne konvention, eller som tiltræder den, efter at de i artikel 6, stk. 1 nævnte fem lande har underskrevet den uden forbehold af ratifikation eller har deponeret deres ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, træder denne konvention i kraft en måned efter, at det pågældende land har deponeret sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument, og bilagene til konventionen bliver gældende i det pågældende land fra samme dato, hvis de allerede er trådt i kraft, og hvis dette ikke er tilfældet, på ikrafttrædelsesdatoen ifølge stk. 1 i denne artikel.
Artikel 8
1. Denne konvention kan opsiges fra en kontraherende stats side ved underretning til generalsekretæren for De Forenede Nationer.
2. Opsigelsen får virkning et år efter den dato, hvor generalsekretæren modtager meddelelse om opsigelsen.
Artikel 9
1. Denne konvention træder ud af kraft, hvis antallet af kontraherende stater, efter konventionens ikrafttrædelse, i tolv på hinanden følgende måneder har været under fem.
2. I tilfælde af, at der afsluttes en verdensomspændende konvention om transport af farligt gods, ophæves uden videre alle bestemmelser i denne konvention, som måtte være i strid med nogen bestemmelse i en sådan verdensomspændende konvention, mellem parter i denne konvention, der tilslutter sig den verdensomspændende konvention, og erstattes af den pågældende bestemmelse i den verdensomspændende konvention.
Artikel 10
1. Ethvert land kan, når det underskriver denne konvention uden forbehold af ratifikation, eller når det deponerer ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet, eller på et hvilketsomhelst senere tidspunkt, ved en meddelelse stilet til generalsekretæren for De Forenede Nationer erklære, at denne konvention skal finde anvendelse på alle eller enkelte af de territorier, som det repræsenterer i internationale forhold. Konventionen og dens bilag finder anvendelse på det eller de i meddelelsen nævnte territorier en måned efter, at denne er modtaget af generalsekretæren for De Forenede Nationer.
2. Ethvert land, som i henhold til stk. 1 ovenfor har afgivet erklæring, om at denne konvention skal finde anvendelse på et territorium, som det repræsenterer i internationale forhold, kan ifølge artikel 8 opsige denne konvention for det pågældende territoriums vedkommende.
Artikel 11
1. Enhver tvistighed mellem to eller flere kontraherende stater angående fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, skal så vidt muligt afgøres ved forhandling mellem de pågældende stater.
2. Enhver tvistighed, der ikke har kunne afgøres ved forhandling, skal henvises til voldgift, hvis en af de kontraherende stater kræver det, og tvisten skal forelægges en eller flere voldgiftsmænd, der udpeges af sagens parter i fællesskab. Hvis disse ikke inden for tre måneder efter begæringen om voldgift har kunne blive enige om valget af en eller flere voldgiftsmænd, kan en af sagens parter anmode generalsekretæren for De Forenede Nationer om at udpege en enkelt voldgiftsmand, for hvem tvisten skal forelægges til afgørelse.
3. Den kendelse, der afsiges af den eller de voldgiftsmænd, der udpeges i henhold til stk. 2 ovenfor, er bindende for sagens parter.
Artikel 12
1. Enhver kontraherende stat kan ved underskriften, ratifikationen eller tiltrædelsen af denne konvention erklære, at den ikke betragter sig som bundet af artikel 11. De øvrige kontraherende stater er ikke bundet af artikel 11 over for en stat, der har taget et sådan forbehold.
2. En kontraherende stat, der har taget forbehold ifølge stk. 1 ovenfor, kan til enhver tid ophæve dette forbehold ved meddelelse til generalsekretæren for De Forenede Nationer.
Artikel 13
1. Når denne konvention har været i kraft i tre år, kan enhver af de kontraherende stater ved underretning til generalsekretæren for De Forenede Nationer begære indkaldt til en konference med henblik på en revision af konventionens tekst. Generalsekretæren for De Forenede Nationer giver de øvrige kontraherende stater meddelelse om denne begæring, og indkalder til en revisionskonference, hvis mindst en fjerdedel af de kontraherende stater har meddelt deres tilslutning til denne begæring inden fire måneder efter generalsekretærens meddelelse.
2. Hvis der indkaldes til en konference i henhold til stk. 1 ovenfor, giver generalsekretæren for De Forenede Nationer alle kontraherende stater meddelelse herom, og opfordrer disse til inden tre måneder at fremsætte forslag, som de ønsker behandlet på konferencen. Generalsekretæren tilstiller samtlige kontraherende stater en foreløbig dagsorden for konferencen samt ordlyden af de fremsatte forslag, mindst tre måneder før konferencens åbning.
3. Generalsekretæren indbyder alle de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande samt lande, der er blevet parter i konventionen i medfør af artikel 6, stk. 2, til at deltage i enhver konference, der indkaldes ifølge denne artikel.
Artikel 14
1. En kontraherende stat kan, uafhængigt af den i artikel 13 fastsatte revisionsprocedure, foreslå en eller flere ændringer af bilagene til denne konvention. Den pågældende stat skal i så fald tilstille generalsekretæren for De Forenede Nationer ordlyden af forslaget. Med henblik på at opnå overensstemmelse mellem disse bilag og andre konventioner om transport af farligt gods, kan generalsekretæren ligeledes forslå ændringer af bilagene til denne konvention.
2. Generalsekretæren tilstiller alle kontraherende stater forslag, der er fremsat i henhold til stk. 1 ovenfor og underretter ligeledes de øvrige i artikel 6, stk. 1 nævnte lande om sådanne forslag.
3. Ethvert forslag om ændring af bilagene anses for vedtaget, medmindre mindst en tredjedel af de kontraherende stater, eller mindst fem, hvis en tredjedel er mere end fem, skriftligt har fremsat deres indvendinger mod den foreslåede ændring over for generalsekretæren senest tre måneder efter at denne har udsendt forslaget. Hvis ændringen anses for vedtaget, træder den i kraft i alle de kontraherende stater efter en ny tre måneders periode, dog ikke i følgende tilfælde
a) Hvis der er foretaget tilsvarende ændringer af andre internationale konventioner som er nævnt i stk. 1 ovenfor, eller sådanne kan forventes, træder ændringen i kraft efter udløbet af en frist, der fastsættes af generalsekretæren på en sådan måde, at ændringen så vidt muligt træder i kraft samtidig med de ændringer, der er foretaget, eller som vil blive foretaget, i ovennævnte konventioner. Denne frist skal dog mindst være på en måned.
b) Den kontraherende stat, der fremsætter forslag om ændring, kan i sit forslag anføre en frist på mere end tre måneder for ændringens ikrafttræden, såfremt den vedtages.
4. Generalsekretæren tilstiller så tidligt som muligt alle kontraherende stater og alle de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande enhver indvending mod en foreslået ændring, der fremsættes af en kontraherende stat.
5. Hvor et forslag til ændringen af bilagene ikke anses for vedtaget, men hvor mindst en kontraherende stat ud over forslagsstilleren skriftligt har meddelt generalsekretæren, at den tiltræder ændringsforslaget, skal alle kontraherende stater og alle de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande indkaldes til et møde, der skal afholdes senest tre måneder efter udløbet af den i stk. 3 ovenfor nævnte tre måneders frist for fremsættelsen af indvendinger mod ændringen. Generalsekretæren skal til dette møde ligeledes indbyde repræsentanter for -
a) internationale regeringsorganisationer med kompetence i transportspørgsmål;
b) internationale organisationer, der ikke er regeringsorganisationer, men hvis virksomhed direkte har forbindelse med transport af farligt gods på de kontraherende parters territorier.
6. Ethvert ændringsforslag, der tiltrædes af mere end halvdelen af samtlige kontraherende stater på et møde, der er indkaldt i henhold til stk. 5 ovenfor, træder i kraft i alle kontraherende stater efter nærmere regler, der på det pågældende møde skal vedtages af flertallet af de deltagende kontraherende stater.
Artikel 15
Generalsekretæren for De Forenede Nationer skal, foruden at give de i artikel 13 og 14 omhandlede meddelelser, underrette de i artikel 6, stk. 1 nævnte lande samt lande, der er blevet parter i konventionen i medfør af artikel 6, stk. 2, om -
a) underskrifter, ratifikationer og tiltrædelser i henhold til artikel 6;
b) datoen for ikraftttrædelse af denne konvention og dens bilag i henhold til artikel 7;
c) opsigelser i henhold til artikel 8;
d) ophævelse af konventionen i henhold til artikel 9;
e) modtagelse af meddelelser og opsigelser i henhold til artikel 10;
f) erklæringer og meddelelser i henhold til artikel 12, stk. 1 og 2;
g) vedtagelse af ændringer og datoen for disses ikrafttrædelse i henhold til artikel 14, stk. 3 og 6.
Artikel 16
1. Underskriftsprotokollen til denne konvention har samme bindende virkning, gyldighed og varighed som selve konventionen og betragtes som en uadskillelig bestanddel af denne.
2. Der kan ikke tages forbehold over for denne konventions bestemmelser, ud over sådanne, som er optaget i underskriftsprotokollen og sådanne, som er i overensstemmelse med artikel 12.
Artikel 17
Originaleksemplaret af denne konvention deponeres efter den 15. september 1957 hos generalsekretæren for De Forenede Nationer, som vil oversende bekræftede kopier til hver af de i artikel 6, stk. 1 omhandlede stater.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne konvention.
UDFÆRDIGET i Geneve, den 30. september 1957, i et enkelt eksemplar,
selve konventionens tekst på engelsk og fransk, og bilagene på
fransk, idet begge tekster er autentiske.
Det pålægges generalsekretæren for De Forenede Nationer at lade udfærdige en autoriseret oversættelse af bilagene til engelsk og at vedhæfte de i artikel 17 omhandlede bekræftede kopier.
Underskriftsprotokol til europæisk konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR)
Ved underskriften af den Europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR), har undertegnede behørigt befuldmægtigede -
1. I BETRAGTNING AF, at betingelserne for transport af farligt gods til og fra Det forenede kongerige Storbritannien er væsentligt forskellige fra betingelserne i Bilag A til ADR, og at det ikke vil være muligt i nær fremtid at ændre disse betingelser, således at de bliver i overensstemmelse med ADR, UNDER HENSYN TIL, at Det forenede kongerige Storbritannien har forpligtet sig til at fremkomme med et særligt supplement til Bilag A i form af ændring til Bilag A med særbestemmelser for kombineret sø- og vejtransport af farligt gods mellem Kontinentet og Det forenede kongerige Storbritannien, BESLUTTET, at for farligt gods, der transporteres efter ADR-reglerne til eller fra Det forenede kongerige Storbritannien indtil ikrafttrædelsen af ovennævnte særlige supplement, skal både bestemmelserne i Bilag A til ADR og Det forenede kongerige Storbritanniens forskrifter for søtransport af farligt gods være overholdt;
2. TAGET TIL EFTERRETNING, at den franske repræsentant har fremsat erklæring om, at regeringen for Den franske Republik forbeholder sig ret til ved en fravigelse fra artikel 4, stk. 2 kun at tillade køretøjer, der er i drift på en anden kontraherende stats territorium, uanset hvilken dato, de er sat i drift, at udføre transport af farligt gods på fransk territorum, hvis de opfylder enten betingelserne for sådanne transporter i Bilag B eller de franske love og bestemmelser om vejtransport af farligt gods, som er gældende for transport af de pågældende former for gods;
3. ANBEFALET, at forslag til ændringer af denne konvention og dens bilag så vidt muligt, før de fremsættes i overensstemmelse med artikel 13, stk. 2, gøres til genstand for en indledende drøftelse på møder mellem eksperter fra de kontraherende stater og, om fornødent, de øvrige i artikel 6, stk. 1 i konventionen omhandlede stater samt de i artikel 14, stk. 5 i konventionen omhandlede internationale organsiationer.
Fortegnelse over lande, som er tilsluttet ADR-konventionen
Pr. 1. januar 1990 er følgende lande tilsluttet ADR-konventionen
BELGIEN
DANMARK
D.D.R.
FINLAND
FRANKRIG
GRÆKENLAND
HOLLAND
ITALIEN
JUGOSLAVIEN
LUXEMBOURG
NORGE
POLEN
PORTUGAL
SCHWEIZ
SPANIEN
STORBRITANNIEN
SVERIGE
TJEKKOSLOVAKIET
UNGARN
VESTTYSKLAND
ØSTRIG
Europæisk konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR) og underskriftsprotokol
FORENEDE NATIONER
Den økonomiske Kommission for Europa
Europæisk konvention om international transport af farligt godt ad vej (ADR)
DE KONTRAHERENDE STATER,
DER ØNSKER, at øge sikkerheden i forbindelse med international vejtransport,
ER BLEVET ENIGE om følgende