Bekendtgørelse nr. 43 af 17. september 1957 om en den 22. februar 1957 i Oslo undertegnet overenskomst mellem Danmark og Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.

Artikel 1.

1. Denne overenskomst finder anvendelse på fysiske personer, som er bosat i Kongeriget Danmark eller i Kongeriget Norge, samt på danske og norske juridiske personer.

2. Overenskomsten gælder for Danmarks vedkommende ikke for Færøerne og Grønland, og for Norges vedkommende ikke for Svalbard, Jan Mayen og de norske besiddelser udenfor Europa.

Artikel 2.

1. Overenskomsten angår skatter af indkomst eller formue, hvadenten de udskrives til staten eller til en kommune.

Som skatter af indkomst eller formue anses

A. For så vidt angår lovgivningen i Danmark

1) indkomst- og formueskat til staten,

2) kommunal indkomstskat.

B. For så vidt angår lovgivningen i Norge

1. indkomst- og formueskat til staten,

2) indkomst- og formueskat til kommuner, herunder tillægsskat på større indkomster,

3) skatter til alderdomsforsørgelse og krigspension, (alderstrygd- og krigspensjoneringsavgift),

4) sømandsskat.

C. For så vidt angår lovgivningen såvel i Danmark som i Norge: skatter, der udskrives på samme grundlag som nogen af de under A og B nævnte skatter.

2. Som skatter af indkomst eller formue efter denne overenskomst anses ikke særlige skatter på lotterigevinst og væddemål samt arve- og gaveskatter.

3. Ved kommuner forstås i denne overenskomst kommuner af såvel højere som lavere orden.

Artikel 3.

1. Såfremt ikke andet er fastsat i denne overenskomst, beskattes indkomst og formue kun i den af staterne, hvor den skattepligtige anses for at være bosat.

2. Fysisk person anses ifølge denne overenskomst for at være bosat i en af staterne, hvis han der har sin faste bopæl og hjemsted eller stadig opholder sig der, eller iøvrigt i henseende til beskatningen der skal behandles på samme måde som en i staten bosat person. Skulle anvendelsen af den nævnte regel medføre, at han måtte anses for bosat i begge stater, skal han ifølge denne overenskomst anses for bosat i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Kan spørgsmålet om, hvor en person skal anses for at være bosat, heller ikke afgøres i henhold til sidstnævnte regel, skal personen anses for at være bosat i den stat, i hvilken han er statsborger. Er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af disse, skal de kompetente myndigheder træffe aftale fra tilfælde til tilfælde.

3. For en skattepligtig, som flytter fra den ene stat for at bosætte sig i den anden, ophører skattepligten i førstnævnte stat - for så vidt skattepligten er afhængig af den skattepligtiges bopælsforhold - ved udgangen af den dag, flytningen var afsluttet.

Såfremt en skattepligtig, der flytter fra Danmark for at bosætte sig i Norge, inden udløbet af det skatteår, hvori flytningen er sket, påny tager bopæl i Danmark, skal skattepligten i Danmark dog kun anses for afbrudt for det tidsrum, hvori han har været bosat i Norge.

4. Juridisk person anses ifølge denne overenskomst for at være bosat i den stat, hvis nationalitet den har.

En juridisk person anses for at have dansk, henholdsvis norsk nationalitet, såfremt den juridiske person er registreret i Danmark, henholdsvis Norge. Juridisk person, der ikke er registreret, anses for at have den stats nationalitet, i hvilken bestyrelsen eller den øverste ledelse har sit sæde.

5. Uskiftet dødsbo anses for at være bosat i den af de to stater, hvor afdøde i henhold til punkt 2 i denne artikel skal anses for at have været bosat ved dødsfaldet.

Artikel 3, punkt 3.

Overenskomsten er ikke til hinder for, at en person efter at være tilflyttet Danmark fra Norge ansættes til formueskat i overensstemmelse med interne danske regler, uanset at den formue, der lægges til grund for beregningen af formueskat, eventuelt har været genstand for formuebeskatning i Norge.

Artikel 4.

1. Skat af indkomst af fast ejendom, beliggende i en af staterne, erlægges kun i denne stat.

2. Som indkomst af fast ejendom anses såvel indkomst, erhvervet ved umiddelbar udnyttelse og brug af den faste ejendom, som indkomst ved udleje, bortforpagtning og enhver anden slags anvendelse af ejendommen, samt realisationsfortjeneste, der erhverves ved afhændelse af fast ejendom. Fast ejendom omfatter tilbehør til ejendommen, herunder - for så vidt angår landbrug og skovbrug - besætning, redskaber og andet løsøre.

Som indkomst af fast ejendom betragtes ifølge denne overenskomst endvidere indkomst ved fældning af skov på egen eller andens grund, såvel som indkomst, der måtte tilkomme producenten ved det fældede tømmers befordring til eksporthavn, ved dets salg i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende, samt ved sådan forædling af tømmeret, som finder sted i denne stat andetsteds end på fast driftssted.

Artikel 5.

1. Såfremt ikke andet er bestemt i denne overenskomst, skal skat af indkomst af erhvervsvirksomhed eller frit erhverv, som hidrører fra fast driftssted i en af staterne, kun erlægges i denne stat. Findes faste driftssteder i begge stater, oppebærer hver stat skat af den del af indkomsten, der erhverves fra fast driftssted inden for den pågældende stats område.

2. Som indkomst af erhvervsvirksomhed anses såvel indkomst, erhvervet ved umiddelbar drift af virksomheden, som indkomst ved virksomhedens udleje til en anden, samt fortjeneste ved afhændelse af virksomheden eller en del af denne eller af genstande, som anvendes i virksomheden.

Som indkomst af erhvervsvirksomhed anses også indkomst, som nogen oppebærer som deltager i en virksomhed, dog ikke indkomst af aktier eller lignende værdipapirer. Ved lignende værdipapirer forstås andelsbeviser, som indehaves af interessenter, andelshavere eller andre deltagere i selskaber med delt eller på anden måde begrænset ansvar, herunder dog ikke almindelige kommanditselskaber.

3. Som indkomst af frit erhverv anses navnlig indkomst af selvstændigt drevet videnskabelig og kunstnerisk virksomhed, undervisende og opdragende virksomhed, samt virksomhed som læge, sagfører, arkitekt og ingeniør.

Artikel 6.

1. Som fast driftssted anses ethvert sted, hvor der findes særligt anlæg eller er truffet særlig foranstaltning til stadig brug ved virksomhedens eller erhvervets udøvelse, såsom sted, hvor foretagendet har sin ledelse, kontor, filial, produktionssted, værksted eller lignende, salgsted, varelager (herunder også varigt kommissionslager), grube eller anden lignende naturforekomst, som er genstand for udnyttelse.

2. Med fast driftssted, ligestilles plads for byggeforetagende, hvis udførelse har overskredet, eller såvidt det kan forudses, kommer til at overskride et tidsrum af tolv måneder.

3. Fast driftssted foreligger også, når et i den ene stat hjemmehørende foretagende i den anden stat har en repræsentant (agent), som stadig virker der for foretagendets regning, og har fuldmagt til at afslutte forretninger på foretagendets vegne.

Derimod skal fast driftssted ikke anses for at foreligge alene af den grund, at et i den ene stat hjemmehørende foretagende har et datterselskab i den anden stat eller der opretholder forretningsforbindelser alene gennem en fuldstændig uafhængig repræsentant eller gennem en repræsentant (agent), som vel stadig virker for foretagendets regning, men kun formidler forretninger uden at have fuldmagt til at afslutte forretninger på foretagendets vegne.

Artikel 7.

Når et foretagende i en af staterne driver virksomhed i den anden stat fra et der beliggende fast driftssted, skal følgende iagttages med hensyn til fordelingen af beskatningsretten: Det faste driftssted skal anses for at have oppebåret den indkomst af virksomheden, som driftsstedet kan antages at ville have oppebåret, såfremt driftsstedet havde været et helt uafhængigt foretagende, som selvstændigt havde afsluttet forretninger med det foretagende, som det faste driftssted tilhører. Hvis det faste driftssted har selvstændig bogføring, bør denne, hvor det kan ske, lægges til grund ved indkomstens opgørelse, men når der foreligger grund dertil, skal den af driftsstedet på grundlag af bogføringen opgjorte indkomst ved ligningen berigtiges i overensstemmelse med det ovenfor anførte. Findes bogføringen ikke at kunne lægges til grund ved indkomstopgørelsen, kan indkomsten fastsættes til en rimelig procentdel af driftsstedets omsætning. Når forholdene ikke kræver andet, skal procentsatsen fastsættes under hensyntagen til tilsvarende opgørelser for lignende foretagender i samme stat. Når det er påkrævet, skal de kompetente myndigheder fra tilfælde til tilfælde træffe særlige aftaler om fordelingen af beskatningsretten.

Myndighederne skal give hinanden underretning om den indkomst, af hvilken et fast driftssted i en af staterne i sådanne tilfælde ansættes, og søge i mindelighed at afgøre spørgsmålet om beskatningsrettens rigtige fordeling.

Artikel 8.

1. Indkomst af foretagende, der udøver skibs- eller luftfartsvirksomhed, og hvis virkelige ledelse har sit sæde i en af staterne, beskattes kun i denne stat.

2. I tilfælde, hvor luftfartsvirksomhed udøves af et konsortium med deltagere fra begge stater, skal indkomsten af virksomheden, dersom konsortiet ikke er en juridisk person, kun beskattes hos deltagerne og således, at hver stat kun beskatter den del, som tilfalder en deltager i denne stat.

Artikel 9.

1. Royalty, som erlægges for udnyttelsen af fast ejendom eller for driften af grube eller anden naturforekomst, beskattes kun i den af staterne, hvor den faste ejendom, gruben eller naturforekomsten er beliggende.

2. Anden royalty end omhandlet under punkt 1 beskattes i den stat, hvor indtægtsnyderen anses for at være bosat, dog at beskatningen forbeholdes den stat, hvorfra royaltyen betales, såfremt den, der oppebærer royaltyen, har en sådan indflydelse på foretagendets ledelse, at det er rimeligt at betragte forholdet, som om han var direkte deltager i virksomheden.

Med udtrykket royalty forstås i dette punkt enhver slags royalty (eller andet periodisk forfaldende beløb), der erlægges som vederlag for brugsretten eller eneretten til enhver art af forfatter- og forlagsret, patent, tegning, hemmelig fabrikationsmetode og recept, varemærke eller anden lignende rettighed.

Artikel 10.

1. Aktieudbytte beskattes kun i den stat, hvor den, som modtager udbyttet, anses for at være bosat.

2. I tilfælde, hvor udbytte fra et aktieselskab i Norge oppebæres af et aktieselskab i Danmark, som direkte eller indirekte behersker mindst 50 pct. af stemmetallet for samtlige aktier i det selskab, som udbetaler udbyttet, skal udbyttet være fritaget for beskatning i Danmark i det omfang, dette ville have været tilfældet efter skattelovgivningen i Danmark, såfremt begge selskaber havde været bosat der.

3. I tilfælde, hvor udbytte fra et aktieselskab i Danmark oppebæres af et aktieselskab i Norge, som direkte eller indirekte behersker mindst 50 pct. af stemmetallet for samtlige aktier i det selskab, som udbetaler udbyttet, skal udbyttet i Norge være fritaget for indkomstskat til staten i det omfang, dette ville have været tilfældet efter skattelovgivningen i Norge, såfremt begge selskaber havde været bosat der.

4. Hvad der er bestemt ovenfor i denne artikel med hensyn til aktieselskaber og udbytte fra sådanne selskaber skal finde tilsvarende anvendelse, når det drejer sig om andre selskaber og sammenslutninger med delt eller på anden måde begrænset ansvar, herunder dog ikke almindelige kommanditselskaber, eller udbytte fra sådanne selskaber eller sammenslutninger.

Artikel 11.

1. Såfremt ikke andet følger af de nedenfor anførte bestemmelser i denne artikel, beskattes indkomst af personligt arbejde i offentlig eller privat tjeneste (herunder ikke medregnet pensioner og livrenter) kun i den stat, hvor den skattepligtige har udført den virksomhed, hvorved indkomsten er indtjent.

2. Indkomst som under punkt 1 omhandlet skal dog beskattes overensstemmende med bestemmelsen i artikel 3, punkt 1, i tilfælde,

a) hvor en i den ene stat bosat og der ansat person på grund af sin tjeneste midlertidigt opholder sig på den anden stats område i et eller flere tidsrum indenfor et kalenderår, som tilsammen ikke overstiger 183 dage, forudsat at han modtager sin løn udelukkende fra sin i den første stat bosatte arbejdsgiver,

b) hvor arbejdet helt eller hovedsageligt udføres ombord på dansk eller norsk skib eller luftfartøj, og

c) hvor den skattepligtige er bosat i den ene af staterne, og indkomsten ikke er undergivet beskatning i den anden stat.

3. Såfremt et aktieselskab anses for bosat i en af staterne, men medlemmer af dets bestyrelse, repræsentantskab, kontrolkomite eller lignende er bosat i den anden stat, skal vederlag, som af selskabet udbetales til disse medlemmer i deres her omhandlede egenskab, kun beskattes i den sidstnævnte stat.

4. Studerende ved universitet eller højere læreanstalt i den ene stat, som i et tidsrum af højst 100 dage indenfor et kalenderår har beskæftigelse i den anden stat for at opnå en for studierne nødvendig praktisk uddannelse, beskattes af det vederlag, som han oppebærer for arbejdet, kun i den stat, hvor han anses for bosat.

Artikel 12.

Studerende, lærlinge og lignende, der udelukkende i studie- eller uddannelsesøjemed opholder sig i en af staterne, beskattes ikke i denne stat af beløb, som de modtager fra udlandet til underhold, studier eller uddannelse.

Artikel 13.

Formue i fast ejendom eller tilbehør til ejendommen - herunder besætning, redskaber og andet løsøre for så vidt angår landbrug eller skovbrug - beskattes kun i den stat, hvor ejendommen er beliggende.

Formue, knyttet til erhvervsvirksomhed eller frit erhverv, beskattes kun i den stat, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst er berettiget til at kræve skat af indkomsten af samme formue.

Artikel 14.

Indkomst eller formue, hvoraf uskiftet dødsbo i henhold til denne overenskomst beskattes i den ene stat, kan ikke tillige beskattes i den anden stat hos den, der modtager udlodning fra dødsboet.

Artikel 15.

Hver stat er berettiget til i overensstemmelse med sin interne lovgivning at foretage berigtigelse af indkomst og formue i tilfælde, hvor

a) et foretagende i en af staterne direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af et foretagende i den anden stat eller ejer en del af dette foretagendes kapital, eller

b) samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen eller kontrollen af såvel et foretagende i en af staterne som et foretagende i den anden stat eller har andel i begge disse foretagenders kapital.

Når sådanne spørgsmål opstår i en af staterne, skal den kompetente myndighed i den anden stat underrettes herom, for at nødvendig berigtigelse skal kunne ske med hensyn til opgørelse af indkomst og formue for det foretagende, som er hjemmehørende der. Når der foreligger grund dertil, skal de kompetente myndigheder træffe rimelig afgørelse vedrørende indkomstens eller formuens opgørelse.

Artikel 16.

1. Statsborgere i en af staterne skal ikke i den anden stat kunne undergives en beskatning, som er af anden art, højere eller mere tyngende end den beskatning, som statsborgere i denne anden stat er eller måtte blive undergivet der.

2. Juridiske personer, som anses for bosatte i en af staterne, skal ikke i den anden stat kunne undergives en beskatning, som er af anden art, højere eller mere tyngende end den beskatning, som juridiske personer, der anses for bosatte i denne anden stat, er eller måtte blive undergivet der.

Artikel 16.

1. De i den danske lovgivning om beskatning til staten indeholdte bestemmelser, hvorefter visse minimumssatser er fastsat for indkomst- og formuebeskatning af fysiske personer, der ikke er bosat i Danmark, og som der er undergivet begrænset skattepligt, skal ikke finde anvendelse på fysiske personer, bosat i Norge.

På tilsvarende måde skal selskaber, der er hjemmehørende i Norge og begrænset skattepligtige i Danmark, ikke være underkastet den minimumssats, der er fastsat for indkomstbeskatning til staten af selskaber, der ikke er hjemmehørende i Danmark. Forannævnte selskaber skal ikke være formueskattepligtige i Danmark, sålænge selskaber, hjemmehørende i Danmark, ikke er formueskattepligtige.

Iøvrigt berører bestemmelserne i artikel 16 ikke den danske lovgivnings bestemmelser om beskatning til staten, hvorefter selskaber, der ikke er hjemmehørende i Danmark, og som der er undergivet begrænset skattepligt, indkomstbeskattes i overensstemmelse med den skatteskala, der gælder for fysiske personer.

2. Bestemmelsen i de norske skattelove for landet og for byerne, henholdsvis §22, 2. stykke, og §17, 2. stykke, - således som disse lovbestemmelser lyder ved undertegnelsen af denne slutprotokol - skal ikke kunne påberåbes af danske statsborgere, med mindre de samtidig er norske statsborgere eller har norsk indfødsret.

Artikel 17.

Den stat, hvor den skattepligtige anses for at være bosat, har adgang til ved fastsættelsen af skatten at anvende den skattesats, der skulle have været bragt til anvendelse, hvis også den indkomst og formue, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst i beskatningsmæssig henseende er forbeholdt den anden stat, var inddraget under beskatning i førstnævnte stat.

Artikel 18.

Denne overenskomst indvirker ikke på retten til at nyde eventuelle videregående skattefritagelser, som i kraft af folkerettens almindelige regler er eller i fremtiden måtte blive indrømmet diplomatiske og konsulære tjenestemænd.

I det omfang, hvori der på grund af sådanne yderligere skattefritagelser ikke sker beskatning af indkomst eller formue i ansættelseslandet, forbeholdes beskatningsretten hjemlandet.

Artikel 19.

Kan den skattepligtige påvise, at den fremgangsmåde, som skattemyndighederne i de kontraherende stater har anvendt, for ham har medført eller vil medføre dobbeltbeskatning, kan han gøre indsigelse herimod hos den stat, hvor han anses for at være bosat. Anses indsigelsen for begrundet, kan denne stats kompetente myndighed træffe aftale med den anden stats kompetente myndighed for at undgå dobbeltbeskatningen.

Artikel 20.

I tilfælde, hvor der opstår vanskeligheder eller tvivl ved fortolkningen og anvendelsen af denne overenskomst, kan de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater træffe særskilte aftaler.

Artikel 21.

De kontraherende stater forpligter sig til at overlade til deres kompetente myndigheder at træffe rimelig afgørelse af ethvert andet spørgsmål, som - uden at være udtrykkeligt reguleret i denne overenskomst - på grund af forskelligheder mellem de i de to stater gældende principper for skattens påligning eller iøvrigt kan opstå vedrørende de skatter, som omfattes af overenskomsten.

Artikel 22.

Ved "kompetente myndigheder" forstås i denne overenskomst finansministrene i de to kontraherende stater eller den myndighed i hver af disse stater, som bemyndiges til i finansministerens sted at behandle spørgsmål i henhold til denne overenskomst.

Artikel 23.

1. Gyldigheden af denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de ændringer, hvorom der er enighed, udvides til Færøerne og Grønland, hvis der her udskrives skatter af i alt væsentligt samme karakter som de skatter, der er opregnet i artikel 2 i denne overenskomst. Om sådan udvidelse vil de to stater træffe aftale ved udveksling af noter; i disse noter vil de fastsætte, fra hvilken dato udvidelsen bliver virksom, og med hvilke ændringer og under hvilke betingelser (herunder ophørsvilkår) overenskomsten skal have gyldighed.

2. Denne overenskomsts ophør i henhold til artikel 26 skal, medmindre andet er udtrykkeligt aftalt af begge stater, medføre ophøret af denne overenskomsts anvendelse på de områder, hvortil overenskomsten i henhold til denne artikel måtte være udvidet.

Artikel 24.

Denne overenskomst skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt udveksles i København.

Overenskomsten træder i kraft ved udvekslingen af ratifikationsdokumenterne.

Artikel 25.

Når udvekslingen af ratifikationsdokumenterne har fundet sted, finder overenskomsten anvendelse

a) i Danmark

for så vidt angår skatter af indkomst eller formue, som udskrives på grundlag af skatteligningen for skatteåret 1958/59 eller senere skatteår;

b) i Norge

for så vidt angår skatter af indkomst eller formue, som udskrives på grundlag af ligningen i 1958 eller senere år.

Når denne overenskomst træder i kraft, skal overenskomsten af 30. december 1946 mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue ophøre at gælde; sidstnævnte overenskomst skal dog finde anvendelse på skatter, der er pålignet på grundlag af ansættelser eller revision af ansættelser for tidligere år end ovenfor anført.

Artikel 25.

Bestemmelserne i overenskomstens artikel 3, punkt 3, og artikel 11, punkt 1, har for Danmarks vedkommende virkning også for skatteårene 1956/57 og 1957/58.

Halvard Lange

/ H.C. Hansen.

Artikel 26.

Overenskomsten forbliver gældende, sålænge den ikke opsiges af nogen af de kontraherende stater. Opsigelse skal finde sted mindst seks måneder før et kalenderårs udgang. Er dette opsigelsesvarsel blevet iagttaget, finder overenskomsten sidste gang anvendelse

a) i Danmark

for så vidt angår skatter af indkomst eller formue, som udskrives på grundlag af skatteligningen for det skatteår, som begynder i det kalenderår, der følger nærmest efter det, i hvilket opsigelsen har fundet sted;

b) i Norge

for så vidt angår skatter af indkomst eller formue, som udskrives på grundlag af ligningen i det år, der følger nærmest efter det år, i hvilket opsigelsen har fundet sted.

Til bekræftelse herpå

Slutprotokol.

Ved undertegnelsen af den i dag mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge indgåede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue har undertegnede befuldmægtigede afgivet følgende erklæring, som udgør en integrerende del af overenskomsten

Vedrørende nedennævnte artikler i overenskomsten er der enighed om følgende

Bekendtgørelse nr. 43 af 17. september 1957 om en den 22. februar 1957 i Oslo undertegnet overenskomst mellem Danmark og Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.

Ved kgl. resolution af 4. juli 1957 har Danmark ratificeret omstående under 22. februar 1957 i Oslo undertegnede overenskomst med tilhørende slutprotokol mellem Danmark og Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.

OVERENSKOMST

mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.

Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge er blevet enige om at indgå en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning vedrørende skatter af indkomst og formue.

I dette øjemed har til befuldmægtiget udnævnt

Hans Majestæt Kongen af Danmark

Danmarks ambassadør i Oslo, herr H.J. Hansen,

Hans Majestæt Norges Konge

Norges utenriksminister, herr Halvard Lange,

som efter at have undersøgt hinandens fuldmagter og fundet dem i god og behørig form er blevet enige om følgende bestemmelser

Ingen