Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den under 7. november 1952 i Geneve oprettede Konvention om Lettelser for Indførslen af Vareprøver og Reklamemateriale. (* 1)

Artikel 1

Definitioner.

For nærværende Konventions formål

(a) skal ved udtrykket »indførselsafgifter« forstås toldafgifter og alle andre afgifter og skatter, der erlægges ved eller i forbindelse med indførsel, herunder alle indenlandske skatter og omsætningsafgifter, der pålægges indførte varer, men ikke gebyrer og afgifter, som i beløb er begrænset til de tilnærmelsesvise omkostninger ved ydede tjenester, og som ikke indebærer en indirekte beskyttelse for indenlandske produkter eller en beskatning af indførslen med fiskale formål; og

(b) skal ved udtrykket »personer« forstås både fysiske og juridiske personer; og

(c) skal henvisninger til en kontraherende Parts territorium omfatte hovedlandets territorium og alle andre territorier, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig, og hvorpå Konventionen finder anvendelse i overensstemmelse med artikel XIII.

Artikel II.

Fritagelse for indførselsafgifter for vareprøver af ubetydelig værdi.

1. Enhver kontraherende Part skal fritage vareprøver af enhver art, der indføres til dens territorium, for indførselsafgifter, forudsat at sådanne prøver er af ubetydelig værdi og udelukkende skal anvendes ved erhvervelsen af bestillinger med henblik på indførsel af varer af den art, som prøverne repræsenterer. Ved afgørelsen af, om prøver er af ubetydelig værdi, kan toldmyndighederne på indførselsterritoriet betragte værdien af enkelte prøver eller den samlede værdi af alle de i en forsendelse indeholdte prøver. Værdierne af forsendelser fra en afsender til forskellige modtagere skal ikke summeres for denne paragrafs formål, selv om forsendelserne indføres samtidigt.

2. Toldmyndighederne på indførselsterritoriet vil som en betingelse for fritagelse for indførselsafgifter i henhold til nærværende artikels paragraf 1 kunne kræve, at prøver gøres uanvendelige som handelsvarer ved mærkning, iturivning, gennemhulning eller anden behandling, men ikke på en sådan måde, at de derved gøres uanvendelige som prøver.

Artikel III.

Midlertidig afgiftsfri indførsel af andre vareprøver

1. I denne artikel skal ved udtrykket »vareprøver« forstås genstande, som er typiske for en særlig kategori af allerede fremstillede varer, eller som er eksempler på varer, der påtænkes fremstillet, idet det dog er en betingelse

(a) at de ejes af en person i udlandet og kun indføres til fremvisning eller demonstration på indførselsterritoriet med henblik på erhvervelse af bestillinger på varer, der skal leveres fra udlandet; og

(b) at de ikke sælges eller anvendes efter deres normale bestemmelse, undtagen for demonstrationsformål, eller på nogen måde anvendes til udlejning eller mod vederlag, så længe de befinder sig på indførselsterritoriet; og

(c) at de til sin tid agtes genudført; og

(d) at de ved genudførslen kan identificeres; men udtrykket omfatter ikke identiske genstande, som indføres af samme person eller forsendes til en enkelt modtager i en sådan mængde, at de betragtet under eet ikke længere efter almindelige handelssædvaner udgør vareprøver.

2. Afgiftspligtige vareprøver, som med eller uden handelsrejsendes medvirken indføres fra en anden kontraherende Parts territorium af personer, som er bosat på en kontraherende Parts territorium, skal uden erlæggelse af importafgifter midlertidigt kunne indføres til en hvilken som helst kontraherende Parts territorium på betingelse af, at beløb svarende til importafgifterne og alle andre beløb, som måtte være at betale, deponeres, eller at der om fornødent stilles sikkerhed for betalingen. Deponerede beløb (bortset fra deponeringer, som foretages i medfør af denne Konventions artikel VI) må imidlertid ikke overstige importafgifternes beløb med mere end 10 procent.

3. For at opnå de i denne artikel omhandlede lempelser skal de pågældende personer overholde de i betragtning kommende love og administrative bestemmelser, som myndighederne på indførselsterritoriet har foreskrevet, herunder de på dette territorium gældende regler for toldbehandling. Med hensyn til køretøjer, industri- og landbrugsmaskiner og -redskaber, hvis toldberegningsværdi overstiger 1 000 US dollars (eller modværdien heraf i andre valutaer), kan bestemmelsesstedet for sådanne maskiner, redskaber og køretøjer kræves angivet af importørerne; toldmyndighederne i indførselslandet kan endvidere kræve, at importørerne på et hvilket som helst tidspunkt godtgør, at maskinerne, redskaberne eller køretøjerne befinder sig på de angivne steder. Toldmyndighederne i indførselslandet kan forsegle sådanne maskiner, redskaber eller køretøjer eller på anden måde hindre disses anvendelse i det tidsrum, hvori toldfri indførsel er tilladt, samt afgrænse det område, hvor de pågældende genstande kan anvendes i demonstrationsøjemed.

4. Toldmyndighederne på indførselsterritoriet skal som hovedregel anerkende, at en mærkning, foretaget af en kontraherende Parts toldmyndigheder, er tilstrækkelig til senere identifikation af vareprøver, forudsat at de pågældende vareprøver ledsages af en af sidstnævnte kontraherende Parts toldmyndigheder bekræftet fortegnelse. Toldmyndighederne i indførselsterritoriet skal kun kunne foretage yderligere mærkning, såfremt dette efter de pågældende myndigheders opfattelse er nødvendigt for at sikre vareprøvernes identifikation ved genudførsel. Mærkning af vareprøver må ikke foretages på en sådan måde, at de derved gøres uanvendelige.

5. Det tilladte tidsrum for genudførsel af vareprøver, som opfylder betingelserne for fritagelse for indførselsafgifter i henhold til denne artikel, skal være mindst seks måneder. Efter udløbet af det for genudførsel tilladte tidsrum kan indførselsafgifter og alle øvrige skyldige beløb opkræves for vareprøver, som ikke er blevet genudført. Sådanne beløb kan endvidere opkræves inden tidsrummets udløb for vareprøver, som ophører med at opfylde de i denne artikels paragraf 1 fastsatte betingelser.

6. Når vareprøver, som er indført i henhold til denne artikel, genudføres indenfor det tilladte tidsrum, skal tilbagebetaling eller frigivelse af ethvert beløb, som i henhold til denne artikels paragraf 2 er deponeret eller stillet som sikkerhed ved indførslen, uopholdeligt foretages af ethvert ved grænsen eller inde på territoriet beliggende og dertil bemyndiget toldkontor, dog med fradrag for afgifter og andre beløb, der måtte være at betale for vareprøver, som ikke fremvises til genudførsel. Når særlige omstændigheder taler herfor, kan deponerede beløb dog tilbagebetales på anden måde, forudsat at tilbagebetalingen sker omgående. Enhver kontraherende Part skal offentliggøre en fortegnelse over de toldkontorer, som har fået den omhandlede bemyndigelse.

Artikel IV

Afgiftsfri indførsel af reklamemateriale.

1. Enhver kontraherende Part skal fritage kataloger, prislister og forretningsmeddelelser for indførselsafgifter når de vedrører

(a) varer, der udbydes til salg eller leje; eller

(b) tjenesteydelser vedrørende transport eller forsikring af kommerciel art, som tilbydes af en person, der er bosat på en anden kontraherende Parts territorium, og når sådanne dokumenter indføres fra en kontraherende Parts territorium, forudsat at hver indført forsendelse enten

(i) består af højst eet dokument; eller

(ii) i tilfælde, hvor den består af flere dokumenter, ikke indeholder mere end eet eeksemplar af hvert dokument; eller

(iii) uanset antallet af dokumenter eller eksemplarer ikke i bruttovægt overstiger 1 kilogram.

Samtidig afsendelse af flere forsendelser til forskellige adresser på indførselsesterritoriet skal ikke udelukke sådanne forsendelser fra denne fritagelse, forudsat at højst een forsendelse sendes til hver modtager.

2. Uanset denne artikels paragraf 1 skal en kontraherende Part ikke være forpligtet til ved indførsel til sit territorium at fritage følgende dokumenter for indførselsafgift

(a) kataloger, prislister og forretningsmeddelelser, der ikke klart tilkendegiver navnet på det udenlandske selskab, som fremstiller, sælger eller udlejer de varer, eller som tilbyder de tjenesteydelser vedrørende transport eller forsikringer af kommerciel art, som de pågældende kataloger, prislister eller forretningsmeddelelser vedrører; eller

(b) kataloger, prislister og forretningsmeddelelser, der samlet fremkommer til toldbehandling i indførselseslandet med henblik på senere afsendelse til forskellige adresser på det pågældende territorium.

Artikel V.

Midlertidig afgiftsfri indførsel af reklamefilm.

Enhver kontraherende Part skal med hensyn til kinematografiske reklamefilmpositiver af højst 16 mm bredde indrømme de i denne Konventions artikel III omhandlede lempelser på de i nævnte artikel fastsatte betingelser, når det overfor vedkommende toldmyndigheder er godtgjort, at sådanne film i alt væsentligt består af fotografier (med eller uden lydspor), som viser beskaffenheden eller redskaber, hvis egenskaber ikke på fyldestgørende måde kan anskueliggøres ved vareprøver eller kataloger, forudsat at filmene

(a) vedrører varer eller materiel, som udbydes til salg eller leje af en person, der er bosat på en anden kontraherende Parts territorium;

og

(b) er af en sådan art, at de er egnede til fremvisning for eventuelle kunder, men ikke til almindelig fremvisning for offentligheden; og

(c) indføres i en pakning, som ikke indeholder mere end een kopi af hver film, og som ikke udgør en del af en større sending film.

Artikel VI.

Midlertidig dispensation fra indførselsforbud og -restriktioner.

1. Ingen kontraherende Part må anvende indførselsforbud eller -restriktioner (bortset fra indførselsafgifter) på varer, som indføres fra en anden konraherende Parts territorium, hverken i form af kvoter, indførselsbevillinger eller andre foranstaltninger, når sådanne varer

(a) efter bestemmelserne i denne Konventions artikel II eller IV opfylder betingelserne (eller ville opfylde betingelserne, hvis de var afgiftspligtige) for fritagelse for indførselsafgifter, eller

(b) efter bestemmelserne i denne Konventions artikel III eller V opfylder betingelserne (eller ville opfylde betingelserne, hvis de var afgiftspligtige) for midlertidig afgiftsfri indførsel,

forudsat, at indførslen af sådanne varer ikke medfører betaling for andet end fragt, forsikring eller tjenester, der er ydet på indførselsterritoriet af en person, der er bosat på dette territorium.

2. Denne dispensation fra indførselsforbud eller -restriktioner for varer, som efter bestemmelserne i artikel III eller V opfylder betingelserne for midlertidig afgiftsfri indførsel (eller ville opfylde betingelserne, hvis de var afgiftspligtige) skal kun gælde for det tidsrum, i hvilket den afgiftsfri indførsel er tilladt (eller ville være tilladt, hvis varerne var afgiftspligtige). Såfremt sådanne varer ikke genudføres indenfor det tidsrum, for hvilket der i henhold til denne artikels paragraf 1 er dispenseret fra anvendelsen af indførselsforbud eller - restriktioner, kan indførselslandets myndigheder bringe sådanne foranstaltninger i anvendelse, som kunne have været anvendt, såfremt der ikke var blevet dispenseret fra indførselsforbudet eller -restriktionerne. For dette formål kan myndighederne på indførselsterritoriet kræve passende garantier, såsom deponering af særlig sikkerhed udover den for betaling af indførselsafgifter stillede sikkerhed.

3. Bestemmelserne i denne Konvention skal ikke udelukke en kontraherende Part fra at anvende indførselsforbud eller -restriktioner, som

(a) er nødvendige til beskyttelse af den offentlige moral eller vitale sikkerhedsinteresser;

(b) er nødvendige for at beskytte menneskers, dyrs eller planters liv eller sundhed;

(c) vedrører indførsel af guld eller sølv;

(d) er nødvendige for at sikre overholdelse af love eller anordninger vedrørende håndhævelse af toldbestemmelser og vedrørende statsmonopoler, beskyttelse af patenter, varemærker og copyrights;

(e) er nødvendige for at hindre bedrageriske fremgangsmåder;

(f) vedrører varer fremstillet ved fængselsarbejde;

(g) er nødvendige for anvendelsen af normer eller forskrifter for klassificering, sortering eller afsætning af varer i den internationale handel.

Artikel VII.

Forenkling af formaliteter.

1. Enhver kontraherende Part skal begrænse de for gennemførelse af lettelserne i henhold til nærværende Konvention fornødne formaliteter til det mindst mulige.

2. Enhver kontraherende Part skal straks offentliggøre alle herom indførte administrative bestemmelser på en sådan måde, at interesserede personer kan gøre sig bekendt hermed, og at de ulemper undgås, der måtte opstå som følge af anvendelsen af formaliteter, som de er uden kendslab til.

Artikel VIII.

Bilæggelse af uoverensstemmelser.

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende Parter vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af nærværende Konvention skal så vidt muligt bilægges ved forhandling mellem disse Parter.

2. Enhver uoverensstemmelse, som ikke bilægges ved forhandling, skal henvises til en person eller et organ, som de stridende kontraherende Parter har godkendt; såfremt de ikke er i stand til at nå til enighed om en sådan godkendelse, kan enhver af de pågældende kontraherende Parter anmode formanden for Den Mellemfolkelige Domstol om at udpege en voldgiftsdommer.

3. Den afgørelse, som måtte blive truffet af en person eller et organ, der er udpeget i henhold til denne artikels paragraf 2, skal være bindende for de pågældende kontraherende Parter.

Artikel IX.

Undertegnelse og ratifikation.

1. Nærværende Konvention skal være åben for undertegnelse indtil 30. juni 1953 for de regeringer, der er kontraherende Parter i Den Almindelige Overensskomst om Told og Udenrigshandel, og af regeringerne i alle stater, som er medlemmer af De Forenede Nationer, samt af enhver anden stats regering, som De Forenede Nationers Generalsekretær i dette øjemed har tilsendt et eksemplar af Konventionen.

2. Denne Konvention skal ratificeres eller godkendes af de undertegnede regeringer i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler, og ratifikations- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel X.

Tiltrædelse.

1. Nærværende Konvention skal være åben for tiltrædelse for enhver af de i artikel IX, paragraf 1, nævnte stater.

2. Tiltrædelse skal finde sted ved deponering af et tilstrædelsesinstrument hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artiekl XI.

Ikrafttrædelse.

1. Når femten af de i artikel IX omhandlede regeringer har deponeret deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, skal nærværende Konvention træde i kraft mellem dem på den tredivte dag efter deponeringen af det femtende ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument. For enhver anden regering træder den i kraft den tredivte dag efter deponering af denne regerings ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel XII.

Opsigelse.

1. Når nærværende Konvention har været i kraft i tre år, kan enhver kontraherende Part opsige den ved fremsendelse af meddelelse om opsigelse til De Forenede Nationers Generalsekretær.

2. Opsigelsen træder i kraft seks måneder efter den dag, da De Forenede Nationers Generalsekretær har modtaget meddelelse om opsigelse.

Artikel XIII.

Territorial anvendelse.

1. Enhver regering kan ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst senere tidspunkt ved en meddelelse stilet til De Forenede Nationers Generalsekretær erklære, at nærværende Konvention skal finde anvendelse for eet eller flere af de territorier, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig, og Konventionen skal finde anvendelse for de i meddelelsen nævnte territorier fra den tredivte dag efter den dag, da meddelelsen modtages af De Forenede Nationers Generalsekretær, eller fra Konventionens ikrafttrædelsesdag i henhold til artikel XI, alt efter hvilken dato der er den seneste.

2. Enhver regering, som i henhold til denne artikels paragraf 1 har afgivet en erklæring om, at nærværende Konvention skal finde anvendelse for et territorium, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig , kan i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel XII særskilt opsige Konventionen for det pågældende territorium.

Artikel XIV.

Forbehold.

1. Enhver stat kan ved undertegnelsen eller deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument erklære, at den ikke skal være bundet af nærmere angivne bestemmelser i denne Konvention.

2. Enhver stat kan, når denne giver meddelelse i henhold til artikel XIII om, at nærværende Konvention skal finde anvendelse for eet eller flere af de territorier, for hvis internationale anliggender den er ansvarlig, afgive en særskilt erklæring i overensstemmelse med denne artikels paragraf 1 angående nogle eller samtlige af de territorier, som meddelelsen omfatter.

3. Såfremt en stat ved undertegnelsen, ratifikationen, godkendelsen eller tiltrædelsen, eller når den afgiver en meddelelse i henhold til artikel XIII, tager forbehold vedrørende artikler i denne Konvention, skal De Forenede Nationers Generalsekretær meddele ordlyden af dette forbehold til alle stater, som er eller som måtte blive parter i denne Konvention. Enhver stat, som har undertegnet, ratificeret, godkendt eller tiltrådt Konventionen, for forbeholdet er taget (eller som - hvis denne ikke er trådt i kraft - senest på den dag, da den træder i kraft, har undertegnet ratificeret, godkendt eller tiltrådt Konventionen), skal være berettiget til at gøre indsigelse imod ethvert forbehold. Hvis De Forenede Nationers Generalsekretær ikke senest den halvfemsindstyvende dag efter den dag, da han har udsendt sin meddelelse (eller fra Konventionens ikrafttrædelsesdag, alt efter hvilken dag der er den seneste) har modtaget indsigelse fra nogen stat, som er berettiget til at gøre indsigelse, skal forbeholdet anses for at være godkendt.

4. Såfremt De Forenede Nationers Generalsekretær modtager indsigelse fra en stat, som er berettiget til at gøre indsigelse, skal han give meddelelse om indsigelsen til den stat, der har taget forbeholdet, og anmode vedkommende stat om at meddele ham, hvorvidt den er rede til at trække forbeholdet tilbage, eller hvorvidt den foretrækker at undlade at ratificere, godkende eller tiltræde Konventionen, henholdsvis undlade at lade den finde anvendelse for det territorium eller de territorier, som forbeholdet omfatter.

5. En stat, som har taget et forbehold, overfor hvilket der er gjort indsigelse i overensstemmelse med denne artikels paragraf 3, kan ikke blive part i denne Konvention, medmindre indsigelsen er trukket tilbage eller trådt ud af kraft efter bestemmelserne i paragraf 6; en stat skal heller ikke være berettiget til at påberåbe sig fordele af denne Konvention for et territorium for hvis internationale anliggender den er ansvarlig, og for hvilket den har taget et forbehold, såfremt der er gjort indsigelse imod forbeholdet i overensstemmelse med denne artikels paragraf 3, medmindre indsigelsen er trukket tilbage eller er trådt ud af kraft i henhold til bestemmelserne i paragraf 6.

6. En indsigelse fra en stat, der har undertegnet, men ikke ratificeret eller godkendt Konventionen, skal træde ud af kraft, hvis den pågældende stat ikke har ratificeret eller godkendt Konventionen indenfor et tidsrum af tolv måneder fra den dag, da den har gjort indsigelse.

Artikel XV.

Meddelelse om undertegnelser, ratifikationer, godkendelser og tiltrædelser.

De Forenede Nationers Generalsekretær skal give alle undertegnende og tiltrædende stater og alle andre stater, som anmoder derom, meddelelse om enhver undertegnelse, ratifikation, godkendelse og tiltrædelse af nærværende Konvention og om Konventionens ikrafttrædelsesdato samt om enhver af ham modtagen meddelelse i henhold til artikel XII eller XIII.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede befuldmægtigede underskrevet nærværende Konvention.

UDFÆRDIGET i Geneve den syvende dag i november eet tusind ni hundrede og tooghalvtreds på engelsk og fransk, begge tekster lige gyldige, i eet originaleksemplar, som skal deponeres i De Forenede Nationers arkiver. De Forenede Nationers Generalsekretær skal fremsende bekræftede eksemplarer heraf til alle undertegnende og tiltrædende stater.

Den 21. oktober 1955 havde 15 stater ratificeret, tiltrådt eller godkendt nærværende Konvention, og Konventionen trådte derfor i overensstemmelse med artikel XI i kraft den 20. november 1955.

Den 1. december 1956 havde følgende stater deponeret deres ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter

Australien. Czekoslovakiet. Danmark. Det forenede Kongerige. Finland. Forbundsrepubliken Tyskland (med visse forbehold). Grækenland. Holland (for riget i Europa, Surinam, Hollandsk Ny Guinea og de hollandske Antiller). Indien (med visse forbehold). Indonesien. Japan. Jugoslavien. Norge. Pakistan. Portugal. Rhodesia-Nyasaland. Spanien (med visse forbehold). Schweiz. Sverige. Ægypten. Østrig.

For Danmarks vedkommende fandt deponeringen af ratifikationsinstrumentet sted den 5. oktober 1955.

Udenrigsministeriet, den 22. december 1956.

H. C. Hansen.

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den under 7. november 1952 i Geneve oprettede Konvention om Lettelser for Indførslen af Vareprøver og Reklamemateriale. (* 1)

Ved kgl. resolution af 12. september 1955 har Danmark ratificeret den under 7. november 1952 i Geneve oprettede Konvention om Lettelser for Indførslen af Vareprøver og Reklamemateriale, hvis tekst lyder som følger

Oversættelse

INTERNATIONAL KONVENTION OM LETTELSER FOR INDFØRSLEN AF VAREPRØVER OG REKLAMEMATERIALE.

De regeringer, som har undertegnet nærværende Konvention, og som er

af den opfattelse, at vedtagelsen af ensartede regler vedrørende indførslen af prøver af varer af enhver art (såvel naturprodukter som forarbejdede varer) og af reklamemateriale vil fremme udvidelsen af den internationale handel, er

blevet enige om følgende