Bekendtgørelse om en under 4. marts 1953 i Montevideo afsluttet handels- og skibsfartstraktat mellem Danmark og Uruguay.
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om en under 4. marts 1953 i Montevideo afsluttet handels- og skibsfartstraktat mellem Danmark og Uruguay.
Ved kgl. resolution af 22. december 1954 har Danmark ratificeret følgende under 4. marts 1953 i Montevideo undertegnede handels- og skibsfartstraktat mellem Danmark og Uruguay, til hvilken traktat folketinget under 10. december 1954 forud havde givet til samtykke
HANDELS- OG SKIBSFARTSTRAKTAT MELLEM KONGERIGET DANMARK OG
REPUBLIKKEN URUGUAY.
Hans Majestæt Kongen af Danmark og Republikken Uruguays Regering, i lige grad besjælet af ønsket om at styrke de traditionelle venskabsbånd, som forener de to lande, samt at stimulere og udbygge det mellem dem bestående handelssamkvem til gensidig fordel, har besluttet at afslutte en handels- og skibsfartstraktat og har i dette øjemed som deres befuldmægtigede udnævnt: Hans Majestæt Kongen af Danmark, sin overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister, Greve Kield Knuth-Winterfeldt og Republikken Uruguays Nationale Regeringsråd, sin Udenrigsminister, Dr. Fructuoso Pittaluga.
Artikel I.
Hver af de Høje Kontraherende Parter forpligter sig til overfor den anden part at anvende princippet om behandling som den mest begunstigede nation i alt, hvad angår statsborgernes rettigheder, behandlingen af varer ved indførsel, udførsel og transit såvel som med hensyn til skibsfarten.
Artikel II.
Hver af de Høje Kontraherende Parters statsborgere, varer, skibe og fartøjer skal på den anden parts territorium navnlig nyde godt af følgende lettelser og fordele
a) Det ene lands statsborgere skal i det andet land med hensyn til beskyttelse af deres person og ejendom, udøvelse af handel, skibsfart og industri, retten til at erhverve og besidde løs og fast ejendom og disponere derover såvel som med hensyn til forpligtelsen til at erlægge skatter, afgifter og ydelser af hvad art nævnes kan, ubetinget nyde samme behandling som den mest begunstigede nations statsborgere. Undtagelse gøres for såvidt angår behandlingen af de til Uruguay grænsende lande samt Paraguay og Bolivia i henseende til afgifter, der pålægges i udlandet bosatte personer (lov nr. 5377 af 14. august 1916).
b) Det ene lands natur- og industriprodukter skal i det andet land ubetinget og i alle henseender nyde samme lettelser og fordele som lignende varer fra den mest begunstigede nation. Denne behandling skal navnlig finde anvendelse i alt, hvad angår toldafgifter og andre afgifter og byrder af enhver art, herunder fremlæggelse af oprindelsescertifikater og konsulatsfakturaer, afgifter for legalisering af sådanne dokumenter og alle bestemmelser og formaliteter, som står i forbindelse hermed.
c) Det ene lands skibe og fartøjer samt deres ladninger skal i det andet land i alt, hvad angår skibsafgifter og toldafgifter, lastning og losning og i almindelighed med hensyn til alle formaliteter, bestemmelser og byrder af hvad art nævnes kan, som skibe, fortøjer og deres ladninger er eller vil kunne underkastes, ubetinget nyde samme behandling som den mest begunstigede nations skibe og fartøjer og disses ladninger.
Fra bestemmelserne i denne traktat gøres dog undtagelse med hensyn til retten til at drive kystfart.
Målebreve og andre dokumenter angående måling, som er udfærdiget af myndighederne i et af de to lande, skal anerkendes af det andet i overensstemmelse med de særlige aftaler, som måtte blive truffet mellem de to Regeringer.
Artikel III.
Bestemmelserne i nærværende traktat om den mest begunstigede nations behandling skal ikke kunne påberåbes med hensyn til de begunstigelser, som er tilstået eller i fremtiden måtte blive tilstået grænsestater for at lette den lokale grænsetrafik.
Det er endvidere aftalt, at Uruguay ikke i kraft af denne traktats bestemmelser vil kunne gøre krav på de begunstigelser, som Danmark har givet eller i fremtiden måtte give Sverige, Norge eller Island.
Det aftales ligeledes, at Danmark ikke i kraft af denne traktats bestemmelser vil kunne gøre krav på de begunstigelser, som Uruguay har givet eller i fremtiden måtte give Argentina, Brasilien, Bolivia og Paraguay.
Uagtet bestemmelserne i nærværende traktat ikke finder anvendelse på Grønland, skal princippet om behandling som den mest begunstigede nation, som forudset i art. II, b), finde anvendelse for så vidt angår indførselsafgifter og toldformaliteter for såvel de fra Uruguay hidrørende varer, som indføres i Grønland, som for varer af grønlandsk oprindelse, som indføres i Uruguay.
Artikel IV.
Nærværende traktat, som er affattet i det danske og spanske sprog, begge tekster med samme gyldighed, skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne skal udveksles, såsnart ske kan. Den skal træde i kraft een måned efter udvekslingen af ratifikationsinstrumenterne og skal kunne opsiges af enhver af de Høje Kontraherende Parter med tre måneders varsel.
Udfærdiget i Montevideo, den fjerde marts nittenhundrede tre og halvtreds i to eksemplarer på det danske og spanske sprog.
sign. K. Knuth-Winterfeldt.
sign. Fructuoso Pittaluga.
Udveksling af ratifikationsinstrumenterne har fundet sted i Montevido den 29. august 1955. I henhold til artikel IV er traktaten herefter trådt i kraft den 29. september 1955.
Udenrigsministeriet, den 30, maj 1956.
H.C. Hansen.
Ingen