DK
Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af Den europæiske Konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig hjælp med dertil hørende protokol. (* 3)
Table of Provisions (31)
Statutory Text (31 Articles)
Artikel 1.
Ethvert af de deltagende lande forpligter sig til at sikre statsborgere i de øvrige deltagende lande, som lovligt opholder sig inden for nogen del af dets territorium, på hvilket denne konvention kommer til anvendelse, og som savner tilstrækkelige midler, social og sundhedsmæssig bistand (i det efterfølgende betegnet som »hjælp«) ifølge den til enhver tid gældende lovgivning, for den pågældende del af dets territorium på lige fod med og på samme vilkår som landets egne statsborgere.
Artikel 1.
For denne protokols formål har udtrykket »flygtning« den betydning, der er tillagt det i Genevekonventionens artikel 1, dog således at hvert af de deltagende lande samtidig med deres undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse af denne protokol, skal afgive en erklæring, der angiver, hvilken af de i den nævnte konventions artikel 1 B angivne betydninger, vedkommende land anvender med henblik på dets forpligtelser i henhold til denne protokol, medmindre vedkommende land allerede har afgivet en sådan erklæring ved sin undertegnelse eller ratifikation af den nævnte konvention.
Artikel 2.
a) For denne konventions formål tillægges udtrykkene »hjælp«, »statsborgere«, »territorium« og »hjemland« følgende betydninger
i) »Hjælp« betyder i forhold til hvert af de deltagende lande al hjælp, der tilstås i henhold til de i en hvilken som helst del af det pågældende lands territorium gældende love og bestemmelser, hvorefter personer uden tilstrækkelige midler får tilstået midler til deres underhold og den pleje, deres tilstand måtte kræve, undtagen ikke-forsikringsmæssige pensioner og ydelser, der udbetales i anledning af legemsbeskadigelse, der skyldes krig eller besættelse af fremmed magt.
ii) Udtrykkene et deltagende lands »statsborgere« og »territorium« skal have den betydning, der tillægges dem af vedkommende land i en til Det europæiske Råds generalsekretær stilet erklæring, til videregivelse til hvert af de øvrige deltagende lande. En person, som har mistet sit statsborgerskab, uden at dette er blevet ham frataget, og som således er blevet statsløs, skal dog fortsat behandles som statsborger, indtil han har erhvervet nyt statsborgerskab.
iii) »Hjemland« betyder det land, i hvilket en person, der omfattes af bestemmelserne i denne konvention, er statsborger.
b) De i de deltagende landes territorier gældende love og bestemmelser, på hvilke denne konvention finder anvendelse (* 1), og de af de deltagende lande tagne forbehold, er opført i henholdsvis tillæg I og tillæg II.
Artikel 2.
Bestemmelserne i Bistandskonventionens afsnit I skal finde anvendelse på flygtninge på samme vilkår, som gælder for statsborgere i de i denne deltagende lande.
Artikel 3.
En persons statsborgerskab skal dokumenteres i overensstemmelse med de herom efter hjemlandets lovgivning gældende bestemmelser.
Artikel 3.
1. Bestemmelserne i Bistandskonventionens afsnit II finder ikke anvendelse på flygtninge.
2. For så vidt angår en person, der i henhold til bestemmelserne i Genevekonventionens artikel 1 C ikke længere opfylder betingelserne for hjælp ifølge denne, skal den i Bistandskonventionens artikel 7 a) fastsatte opholdsperiode, hvoraf hjemsendelse er betinget, regnes fra og med den dato, da vedkommende ikke længere opfylder betingelserne for hjælp.
Artikel 4.
Udgiften ved hjælp til en af de deltagende landes statsborgere skal afholdes af det deltagende land, som har tilstået hjælpen.
Artikel 4.
I forholdet mellem de deltagende lande anses bestemmelserne i denne protokols artikel 1, 2 og 3 som tillægsartikler til Bistandskonventionen, og konventionens øvrige bestemmelser skal finde anvendelse i overensstemmelse hermed.
Artikel 5.
De deltagende lande forpligter sig til, i det omfang deres love og bestemmelser tillader det, at bistå hinanden med at opnå størst mulig refusion af de samlede udgifter til hjælp enten fra personer med økonomiske forpligtelser over for den, der har modtaget hjælp, eller fra personer, som har pligt til at bidrage til den pågældendes underhold.
Afsnit II.
Hjemsendelse.
Artikel 5.
1. Denne protokol skal være åben for undertegnelse af de medlemmer af Det europæiske Råd, som har undertegnet Bistandskonventionen. Den skal ratificeres.
2. Enhver stat, der har tiltrådt Bistandskonventionen, kan tiltræde denne protokol.
3. Denne protokol træder i kraft den første dato i den måned, der følger efter datoen for deponeringen af det andet ratifikationsinstrument.
4. For undertegnende stater, som senere ratificerer protokollen, og for stater, som tiltræder denne, træder den i kraft den første dag i den måned, der følger efter datoen for deponeringen af den pågældende stats ratifikationsinstrument eller tiltrædelsesdokument.
5. Ratifikationsinstrumenter eller tiltrædelsesdokumenter skal deponeres hos Det europæiske Råds generalsekretær, der skal underrette rådets medlemmer og tiltrædende stater om, hvilke stater, der har ratificeret eller tiltrådt protokollen.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, dertil behørigt bemyndigede, underskrevet denne protokol.
Udfærdiget i Paris den 11. december 1953 på engelsk og fransk, således at begge tekster har lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive deponeret i Det europæiske Råds arkiv. Generalsekretæren skal fremsende bekræftede genparter til ethvert af de undertegnende lande.
(Underskrifter)
Foruden af Danmark, hvis ratifikationsinstrument deponeredes hos Det europæiske Råds generalsekretær den 30. juni 1954, er konventionen med dertil hørende protokol ratificeret af Irland, Norge, Saar, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Sverige. Konventionen med dertil hørende protokol er i medfør af artikel 21 b trådt i kraft den 1. juli 1954.
Udenrigsministeriet, den 20. juli 1955.
H.C. Hansen.
Artikel 6.
a) Et deltagende land, i hvis territorium et andet lands statsborger lovligt opholder sig, skal ikke kunne hjemsende denne alene af den grund, at han har behov for hjælp.
b) Intet i denne konvention skal præjudicere retten til udvisning af andre grunde end den i foregående stykke nævnte.
Artikel 7.
a) uanset bestemmelserne i artikel 6 a) kan et deltagende land hjemsende et andet deltagende lands statsborgere, der opholder sig inden for dets territorium, alene af den i artikel 6 a) nævnte grund, såfremt følgende forudsætninger er til stede
i) at den pågældende ikke uafbrudt har opholdt sig i vedkommende deltagende lands territorium i mindst fem år, hvis han er indrejst før sit fyldte 55. år, eller i mindst 10 år, hvis han er indrejst efter at have nået den nævnte alder;
ii) at hans helbredstilstand tillader hans flytning, og
iii) at han ikke har nær tilknytning til det territorium, hvor han opholder sig.
b) De deltagende lande er enige om kun med den største tilbageholdenhed at benytte sig af adgangen til hjemsendelse og i så fald kun, når humanitære hensyn ikke taler derimod.
c) Ud fra samme indstilling er de deltagende lande enige om, at såfremt en person, der har modtaget hjælp, hjemsendes, bør der gives vedkommendes eventuelle ægtefælle og børn mulighed for at ledsage ham.
Artikel 8.
a) Det deltagende land, der hjemsender en statsborger i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7, skal bære omkostningerne ved hjemsendelsen indtil grænsen til det territorium, hvortil den pågældende hjemsendes.
b) Ethvert deltagende land forpligter sig til at modtage enhver af sine statsborgere, der hjemsendes i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7.
c) Ethvert deltagende land forpligter sig til at lette rejsen gennem dets territorium for enhver person, der hjemsendes i overensstemmelse med artikel 7.
Artikel 9.
Såfremt det land, i hvilket modtageren af hjælpen hævder at være statsborger, ikke anerkender ham som sådan, skal begrundelsen herfor inden tredive dage eller snarest muligt derefter fremsendes til opholdslandet.
Artikel 10.
a) Når en beslutning om hjemsendelse er truffet, skal hjemlandets diplomatiske eller konsulære myndigheder - om muligt tre uger i forvejen - underrettes om vedkommendes hjemsendelse.
b) Hjemlandets myndigheder skal behørigt underrette myndighederne i det eller de lande, gennem hvilke hjemrejsen finder sted.
c) Stedet for overleveringen af sådanne personer bestemmes ved aftale mellem de kompetente myndigheder i opholdslandet og hjemlandets myndigheder.
Afsnit III.
Bopæl.
Artikel 11.
a) En udlændings ophold i et af de deltagende landes territorium anses som lovligt i nærværende konventions forstand, sålænge han er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som ifølge det pågældende lands love og bestemmelser kræves for at opholde sig i landet. Undladelse af at forny en sådan tilladelse skal, såfremt den alene skyldes uagtsomhed fra den pågældendes side, ikke medføre, at han fortaber retten til hjælp.
b) Opholdet anses som ulovligt fra det tidspunkt, da der udstedes en ordre til udvisning af den pågældende, medmindre der indrømmes udsættelse af udvisningsordrens iværksættelse.
Artikel 12.
Begyndelsesdagen for den i artikel 7 fastsatte opholdsperiode skal i hvert land, såfremt intet andet bevismateriale foreligger, regnes fra den dato, som fastslås på grundlag af dokumentation, der tilvejebringes ved officiel undersøgelse eller fremgår af de i tillæg III opførte dokumenter eller af noget dokument, der ifølge landets love og bestemmelser anerkendes som bevis for ophold.
Artikel 13.
a) Bevis for uafbrudt ophold kan føres ved fremlæggelse af alle bevisligheder, der anerkendes i det pågældende land, såsom dokumentation for erhvervsmæssig virksomhed eller fremlæggelse af huslejekvitteringer.
b) i) Ophold regnes for uafbrudt, uanset om den pågældende har været fraværende i perioder på mindre end tre måneder, for så vidt fraværet ikke er forårsaget af hjemsendelse eller udvisning.
ii) Fravær i perioder på seks måneder eller derover anses at afbryde opholdsperioden.
iii) Ved afgørelsen af, om fravær i en periode på mellem tre og seks måneder skal anses for at afbryde opholdsperioden, skal der tages hensyn til, om den pågældende har haft til hensigt at vende tilbage til opholdslandet. og til den udstrækning, i hvilken han under sit fravær har bevaret tilknytningen til landet.
iv) Tjeneste ombord på skibe, der er indregistreret i opholdslandet, anses ikke for at afbryde opholdsperioden. Tjeneste ombord på andre skibe behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt i) til iii) ovenfor.
Artikel 14.
Ved beregning af opholdets varighed skal de perioder ikke medregnes, i hvilke den pågældende har modtaget hjælp af offentlige midler i medfør af de i tillæg I omhandlede lovbestemmelser med undtagelse af lægebehandling i anledning af akut sygdom eller kortvarig lægebehandling.
Afsnit IV.
Forskellige bestemmelser.
Artikel 15.
De deltagende landes administrative, diplomatiske og konsulære myndigheder skal yde hinanden al mulig bistand ved denne konventions gennemførelse.
Artikel 16.
a) De deltagende lande skal give Det europæiske Råds generalsekretær meddelelse om alle senere ændringer af deres love og bestemmelser, som måtte berøre tillæg I og III.
b) Ethvert deltagende land skal give Det europæiske Råds generalsekretær meddelelse om alle nye love eller bestemmelser, som ikke allerede omfattes af tillæg I. Ved fremsendelse af en sådan meddelelse kan et deltagende land samtidig tage forbehold med hensyn til anvendelsen af den nye lov eller bestemmelse over for statsborgere i andre deltagende lande.
c) Det europæiske Råds generalsekretær skal til de øvrige deltagende lande fremsende enhver meddelelse, der afgives til ham i henhold til stk. a) og b).
Artikel 17.
De deltagende lande kan ved tosidige aftaler træffe overgangsforanstaltninger for tilfælde, hvor hjælp er blevet tilstået forud for denne konventions ikrafttræden.
Artikel 18.
Bestemmelserne i denne konvention medfører ingen indskrænkning i de enkelte landes love eller bestemmelser, i internationale konventioner eller i to- eller flersidige overenskomster, som er gunstigere for den, der modtager hjælp.
Artikel 19.
Tillæg I, II og III udgør en integrerende del af denne konvention. (* 2)
Artikel 20.
a) De deltagende landes kompetente myndigheder skal bestræbe sig for at søge eventuelle tvister vedrørende denne konventions fortolkning eller anvendelse løst ved forhandling.
b) hvis en tvist ikke er blevet løst ved forhandling inden for en frist af tre måneder, skal den henvises til voldgift ved et voldgiftsorgan, hvis sammensætning og forretningsgang skal aftales af vedkommende deltagende lande; dersom en sådan aftale ikke er kommet i stand inden for en frist af yderligere tre måneder, skal tvisten på begæring af et af de pågældende lande forelægges en voldgiftsmand, valgt af formanden for Den mellemfolkelige Domstol. Såfremt denne skulle være statsborger i et af de lande, mellem hvilke tvisten er opstået; skal hvervet overdrages domstolens næstformand eller den næste i anciennitet følgende dommer, som ikke er statsborger i et af disse parters lande.
c) Voldgiftsorganets henholdsvis voldgiftsmandens afgørelse skal træffes i overensstemmelse med denne konventions grundsætninger og ånd og skal være endelig og bindende.
Artikel 21.
a) Denne konvention skal være åben for undertegnelse af Det europæiske Råds medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne skal deponeres hos Det europæiske Råds generalsekretær.
b) Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter datoen for deponeringen af det andet ratifikationsinstrument.
c) For undertegnende lande, som senere ratificerer konventionen, træder denne i kraft den første dag i den måned, der følger efter datoen for deponeringen af vedkommende lands ratifikationsinstrument.
Artikel 22.
a) Det europæiske Råds ministerudvalg kan indbyde stater, der ikke er medlemmer af Det europæiske Råd, til at tiltræde denne konvention.
b) Tiltrædelse sker ved hos Det europæiske Råds generalsekretær at deponere et tiltrædelsesdokument, som skal have virkning fra og med den første dag i den måned, der følger efter datoen for deponeringen.
c) Ethvert tiltrædelsesdokument, der deponeres i overensstemmelse med denne artikel, skal være ledsaget af en meddelelse indeholdende de oplysninger, som ville have været opført i tillæg I og III til denne konvention, såfremt vedkommende stats regering på datoen for tiltrædelsen havde været blandt de undertegnede regeringer.
d) For denne konventions formål skal enhver oplysning, som meddeles i overensstemmelse med denne artikels stk. c), anses at udgøre en del af det tillæg, hvori sådanne oplysninger ville have været optaget, såfremt vedkommende lands regering ved tiltrædelsen havde været blandt de regeringer, der undertegnede overenskomsten.
Artikel 23.
Det europæiske Råds generalsekretær skal underrette Rådets medlemmer.
a) om datoen for denne konventions ikrafttræden og om hvilke medlemmer, der ratificerer den,
b) om deponeringen af tiltrædelsesdokumenter i overensstemmelse med artikel 22 og om de meddelelser, som dermed modtages,
c) om meddelelser, der modtages i overensstemmelse med artikel 24 og om datoen, på hvilken de træder i kraft.
Artikel 24.
Denne konvention forbliver i kraft i et tidsrum af to år fra datoen for dens ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 21, b). Den skal derefter vedblivende være i kraft fra år til år for de deltagende lande, der ikke ved en til Det europæiske Råds generalsekretær stilet meddelelse har opsagt den mindst seks måneder før udløbet enten af den første to-årige periode eller af en efterfølgende et-årig periode. En sådan meddelelse får virkning fra udgangen af den periode, som den angår.
Til bekræftelse heraf har de undertegnede dertil behørigt bemyndigede underskrevet denne overenskomst.
Udfærdiget i Paris den 11. december 1953 på engelsk og fransk, således at begge tekster har lige gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive deponeret i Det europæiske Råds arkiv, og hvoraf generalsekretæren skal sende bekræftede kopier til enhver af de undertegnende lande.
(Underskrifter)
Protokol til den europæiske konvention om social og sundhedsmæssig hjælp.
Undertegnede lande, der er medlemmer af Det europæiske Råd, er
under henvisning til bestemmelserne i den i Paris den 11. december 1953 undertegnede europæiske konvention om social og sundhedsmæssig hjælp (i det følgende betegnet som »Bistandskonventionen«), og
under henvisning til bestemmelserne i den i Geneve den 28. juli 1951
undertegnede konvention om flygtninges retsstilling (i det følgende
betegnet som »Bistandskonventionen«), og
under henvisning til bestemmelserne i den i Geneve den 28. juli 1951 undertegnede konvention om flygtninges retsstilling (i det følgende betegnet som »Genevekonventionen«), og
i ønsket om at udvide Bistandskonventionens bestemmelser til også at gælde flygtninge ifølge Geneve-konventionens definition,
blevet enige om følgende
Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af Den europæiske Konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmæssig hjælp med dertil hørende protokol. (* 3)
Ved kgl. resolution af 17. juni 1954 har Danmark ratificeret ovennævnte konvention med dertil hørende protokol, hvis tekster lyder som følger
Europæisk konvention om social og sundhedsmæssig hjælp.
Undertegnede regeringer, som er medlemmer af Det europæiske Råd, og som
anser, at Det europæiske Råds mål er at tilvejebringe en fastere enhed mellem dets medlemmer bl.a. i det øjemed at lette deres sociale fremskridt,
er besluttede på, i dette øjemed at udvide deres samarbejde på det sociale område ved at gennemføre princippet om ligestilling for hvert enkelt lands statsborgere ved anvendelse af lovgivning, der hjemler social og sundhedsmæssig hjælp, og som
ønsker at afslutte en konvention herom,
er blevet enige om følgende
Afsnit I.
Almindelige bestemmelser.
(* 1) For Danmarks vedkommende: Indtil videre Danmark undtagen Færøerne og Grønland.
(* 2) Tillæggene omfattes ikke af bekendtgørelsen.