Legislator Case Law & Legislation
L19550000664 DK

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af De Forenede Nationers konvention om kvinders politiske rettigheder af 31. marts 1953 (* 1)

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Bekendtgørelse (international) 1955 6 Valid

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af De Forenede Nationers konvention om kvinders politiske rettigheder af 31. marts 1953 (* 1)

Ved kgl. resolution af 29. juni 1954 har Danmark ratificeret ovennævnte konvention, hvis tekst lyder som følger

Konvention om Kvinders politiske Rettigheder.

Deltagerne i denne overenskomst,

som ønsker at virkeliggøre den i De Forenede Nationers pagt indeholdte grundsætning om lige rettigheder for mænd og kvinder,

som erkender, at enhver har ret til, direkte eller gennem frit valgte repræsentanter, at deltage i sit lands styrelse og til adgang på lige vilkår til offentlig tjeneste i sit land, og som ønsker at tilvejebringe ligestilling mellem mænd og kvinder i spørgsmål vedrørende nydelse og udøvelse af politiske rettigheder i overensstemmelse med bestemmelserne i De Forenede Nationers pagt og i den universelle erklæring om menneskerettigheder,

og som har besluttet at afslutte en konvention til dette formål,

er blevet enige om følgende bestemmelser

Artikel I

Kvinder skal være berettiget til at stemme ved alle valg på lige vilkår med mænd uden forskelsbehandling af nogen art.

Artikel II

Kvinder skal på lige vilkår med mænd uden forskelsbehandling af nogen art være valgbare til alle organer, hvis medlemmer udpeges ved offentlige valg, og som er oprettet i henhold til vedkommende lands lovgivning.

Artikel III

Kvinder skal på lige vilkår med mænd og uden forskelsbehandling af nogen art have ret til at indehave offentlige tjenestestillinger og udøve alle offentlige funktioner, hjemlet i vedkommende lands lovgivning.

Artikel IV

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse af alle medlemmer af De Forenede Nationer samt af enhver anden stat, som indbydes dertil af plenarforsamlingen.

2. Denne konvention skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel V

1. Denne konvention skal være åben for tiltrædelse af alle de i artikel IV stk. 1 omhandlede stater.

2. Tiltrædelse finder sted ved deponering af et tiltrædelsesdokument hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Artikel VI

1. Denne konvention skal træde i kraft på den 90. dag efter datoen for deponeringen af det 6. ratifikationsinstrument eller tiltrædelsesdokument.

2. For enhver stats vedkommende, som ratificerer eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 6. ratifikationsinstrument eller tiltrædelsesdokument, skal konventionen træde i kraft på den 90. dag, efter at den pågældende stat har deponeret sit ratifikationsinstrument eller tiltrædelsesdokument.

Artikel VII

Dersom nogen stat ved undertegnelse, ratifikation eller tiltrædelse tager forbehold vedrørende nogen af konventionens artikler, skal generalsekretæren give alle stater, som er eller kan blive deltagere i denne konvention, meddelelse om forbeholdets ordlyd. Enhver stat, som rejser indvendinger mod forbeholdet, kan indenfor et tidsrum af 90 dage fra datoen for den nævnte meddelelse (eller den dag, da vedkommende stat bliver deltager i konventionen) underrette generalsekretæren om, at vedkommende stat ikke godkender forbeholdet. I så fald træder konventionen ikke i kraft mellem denne stat og den stat, som har fremsat forbeholdet.

Artikel VIII

1. Enhver stat kan opsige denne konvention gennem skriftlig underretning til De Forenede Nationers generalsekretær. Opsigelsen får virkning eet år efter den dag, på hvilken generalsekretæren modtog underretning om denne.

2. Konventionen skal ophøre med at være i kraft fra den dag at regne, da en opsigelse bliver gyldig, hvorved antallet af deltagere indskrænkes til færre end seks.

Artikel IX

Enhver tvistighed, som opstår mellem to eller flere deltagende stater vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, og som ikke bilægges ved forhandling, skal på begæring af en af parterne i tvistigheden forelægges den internationale domstol til afgørelse, med mindre parterne enes om en anden fremgangsmåde til løsning af tvisten.

Artikel X

De Forenede Nationers generalsekretær skal give alle medlemmer af De Forenede Nationer og de i konventionens artikel IV stk. 1 omhandlede ikke-medlemstater underretning om følgende

a) Undertegnelser af konventionen og modtagelse af ratifikationsinstrumenter i overensstemmelse med artikel IV.

b) Modtagelse af tiltrædelsesdokumenter i overensstemmelse med artikel V.

c) Datoen for konventionens ikrafttræden i overensstemmelse med artikel IV.

d) Meddelelser og underretninger modtaget i overensstemmelse med artikel VII.

e) Underretning om opsigelser modtaget i overensstemmelse med artikel VIII stk. 1.

f) Ophør af konventionen i overensstemmelse med artikel VIII stk. 2.

Artikel XI

1. Denne konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekster skal være lige autentiske, skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.

2. De Forenede Nationers generalsekretær skal fremsende en bekræftet afskrift til alle medlemmer af De Forenede Nationer og til de i artikel IV stk. 1 omhandlede ikke-medlemsstater.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, som af deres respektive regeringer er behørigt bemyndiget dertil, undertegnet nærværende overenskomst, som blev åbnet for undertegnelse i New York den 31. marts 1953.

(underskrifter)

Danmark har ved undertegnelsen såvelsom ved ratifikationen af konventionen i henhold til dennes artikel VIII taget forbehold forsåvidt angår kvinders adgang til at opnå militære tjenestestillinger og stillinger som udskrivningschef eller som medlemmer af sessionerne.

Konventionen, som i medfør af artikel VI stk. 1 trådte i kraft den 7. juli 1954 er foruden af Danmark hidtil blevet ratificeret eller tiltrådt af følgende stater: Bulgarien, Cuba, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Grækenland, Den Hviderussiske Socialistiske Sovjetrepublik, Island, Israel, Jugoslavien, Kina, Pakistan, Polen, Rumænien, De Socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Sverige, Thailand, Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik og Ungarn.

For Danmarks vedkommende er konventionen i henhold til artikel VI stk. 2 trådt i kraft den 5. oktober 1954.

Udenrigsministeriet, den 7. marts 1955.

H. C. H a n s e n.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →