Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Reykjavik den 20. juli 1953 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention om gensidighed med hensyn til ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne med tilhørende slutprotokol.

Artikel 1.

De kontraherende lande forpligter sig til at give statsborgere fra et andet af de kontraherende lande ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne i overensstemmelse med forskrifterne i denne konvention.

Lige med statsborgere i et af landene stilles en kvinde, der ikke selv har statsborgerret i landet, men som er eller senest har været i ægteskab med en statsborger i vedkommende land.

Lige med statsborgere i et af landene stilles endvidere den, som tidligere har været statsborger i vedkommende land, og som ikke har fået statsborgerret i noget andet land.

Artikel 2.

Ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne omfatter efter denne konvention invaliderente, proteser samt helbredelses-, optrænings- og erhvervsforanstaltninger.

Artikel 3.

Med hensyn til betingelserne for at få tilkendt og bevare de af konventionen omfattede ydelser samt med hensyn til ydelsernes størrelse og beregning gælder opholdslandets regler.

Dog må pågældende for at få ret til invaliderente i opholdslandet enten have opholdt sig der uafbrudt i mindst 5 år, umiddelbart før begæring herom bliver fremsat, eller have opholdt sig der i mindst 1 år, umiddelbart før begæring fremsættes, og under dette ophold i mindst 1 år have været fysisk og psykisk i stand til at udøve et normalt erhverv. For at få ret til de øvrige ydelser efter denne konvention - proteser, helbredelses-, optrænings- og erhvervsforanstaltninger - må pågældende have erhvervet fast bopæl i opholdslandet. Midlertidigt fravær fra opholdslandet kommer ikke i betragtning.

Artikel 4.

Udgifter ved ydelser efter denne konvention bæres af opholdslandet.

Artikel 5.

Er der i de kontraherende landes lovgivning fastsat regler om, at en invaliderentemodtager ved opnåelsen af en vis alder skal overgå til aldersrente, skal statsborgere fra de andre kontraherende lande, der modtager invaliderente, overgå til aldersrente efter samme regler som opholdslandets statsborgere.

Artikel 6.

Denne konvention medfører ingen indskrænkninger i de kontraherende landes ret til at give almindelige bestemmelser om udlændingenes ret til at opholde sig i vedkommende land. Sådanne bestemmelser må dog ikke åbne mulighed for, at denne konvention omgås.

Artikel 7.

Denne konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt deponeres i det islandske udenrigsministerium.

Konventionen træder i kraft den første dag i den måned, som ligger to fulde kalendermåneder efter datoen for deponeringen af ratifikationsdokumenterne.

Artikel 8.

Ønsker nogen af de kontraherende lande at opsige konventionen, skal skriftlig meddelelse herom tilstilles den islandske regering, som straks skal underrette de andre kontraherende lande herom og om den dato, da meddelelsen blev modtaget.

Opsigelsen gælder alene for det land, som har meddelt den, og har gyldighed fra den 1. januar, som indtræffer mindst 6 måneder efter, at den islandske regering har modtaget meddelelse om opsigelsen.

Konventionen skal være deponeret i det islandske udenrigsministeriums arkiv, og bekræftede afskrifter skal af det islandske udenrigsministerium sendes enhver af de kontraherende landes regeringer.

Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Reykjavik i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, således at der på svensk er udfærdiget to tekster, en for Finland og en for Sverige, den 20. juli 1953.

(sign.) Poul Sørensen.

(sign.) Vieno Simonen.

(sign.) Steingr. Steinporsson.

(sign.) Aaslaug Aasland.

(sign.) G. E. Strang.

Slutprotokol.

I tilslutning til undertegnelsen i dag af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gensidighed med hensyn til ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne har de befuldmægtigede for de kontraherende stater afgivet følgende erklæring

Det har været de kontraherende landes hensigt at give statsborgere fra de andre lande ret til ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne efter de regler, som gælder i opholdslandet.

For så vidt angår lovhjemlede ydelser, hvad enten disse består i invaliderente eller proteser, helbredelses-, optrænings- og erhvervsforanstaltninger, skal ydelserne således for personer, som omfattes af konventionen, være de samme som for opholdslandets egne borgere. For så vidt angår ydelser, som er afhængige af den enkelte kommunes egen bestemmelse, skal hvert land tilstræbe at sikre personer, som omfattes af konventionen, også sådanne ydelser.

For Danmarks vedkommende bemærkes det, at adgangen til invaliderente i Danmark også for statsborgere fra de andre kontraherende lande er afhængig af, at pågældende er medlem af den danske invalideforsikring, men at den pligt til at søge optagelse i invalideforsikringen, som påhviler danske statsborgere, ikke omfatter statsborgere fra de andre kontraherende lande.

Til belysning af konventionens omfang har de enkelte lande angivet, at efter den for tiden gældende lovgivning flader følgende ydelser ind under konventionen

For Danmark

1. Invaliderente med tillæg i henhold til folkeforsikringsloven.

2. Bistands- og plejeydelser i henhold til folkeforsikringslovens § 62.

3. Foranstaltninger i henhold til folkeforsikringslovens § 60.

4. Kronisk sygehjælp i henhold til forsorgslovens §§ 247 - 248.

For Finland

1. Pension på grund af arbejdsudygtighed, hvorom regler er givet i lov om folkepensionering af 31. maj 1937, ligesom den i nævnte lovs § 51 omhandlede sygehjælp og erhvervsuddannelse samt tildeling af arbejdsredskaber og øvrige hjælpemidler.

2. Invalideforsorg i medfør af lov om invalideforsorg af 30. december 1946.

3. Invalidepenge i medfør af lov om invalidepenge af 14. juni 1951.

For Island

1. Ydelser i henhold til folkeforsikringsloven nr. 50/1946 og tillægslov nr. 38/1953

a. Invaliderente i henhold til folkeforsikringslovens §§ 18 og 19, jfr. tillægslovens § 5.

b. Børnerente i henhold til folkeforsikringslovens §§ 20 og 2, jfr. tillægslovens § 5.

c. Invalidebidrag i henhold til folkeforsikringslovens midlertidige bestemmelser, stk. 3.

d. Ægtefællebidrag i henhold til folkeforsikringslovens § 38, jfr. tillægslovens § 5.

e. Hjælpeløshedsbidrag i henhold til folkeforsikringslovens § 17.

f. Sygekassekontingent i henhold til tillægslovens § 23, stk. 6.

2. Ydelser i henhold til lov nr. 78/1936 § 1, stk. 3, og § 6, stk. 4, jfr. § 8 (proteser).

For Norge

1. Ydelser i henhold til lov af 19. juni 1936 om vanføre.

2. Hjælp til blinde og vanføre i henhold til midlertidig lov af 16. juli 1936 om hjælp til blinde og vanføre.

3. Erhvervsoplæring og omskoling for delvis arbejdsdygtige gennem de specialinstitutioner, som helt eller delvis drives med statens midler.

For Sverige

1. Invalidepension og sygebidrag i henhold til lov af 29. juni 1946 om folkepensionering, samt pristalstillæg, hustrutillæg, boligtillæg og blindetillæg til sådanne ydelser.

2. Særligt børnetillæg for børn af invalidepensionister og sygebidragsberettigede i henhold til lov af 26. juli 1947 om særlige børnebidrag til børn af enker og invalider m.fl.

3. Den statslige og statsunderstøttede invaliditetsforebyggende virksomhed samt den statslige og statsunderstøttede arbejds- og vanføreforsorg, deri indbefattet forsorgen for døvstumme og blinde.

Hvis et ophold - bortset fra midlertidigt fravær - har strakt sig over 5 år eller mere, forstås ved midlertidigt fravær efter artikel 3 i konventionen et fravær, som ikke strækker sig udover 4 måneder. Hvis opholdet - bortset fra midlertidigt fravær - har varet under 5 år, forstås ved midlertidigt fravær efter artikel 3 i konventionen et fravær, som ikke strækker sig udover 1 måned. Dog kan i begge tilfælde også et fravær af længere varighed betragtes som midlertidigt, når særlige grunde taler derfor. Således kan der tages hensyn til varigheden af pågældendes samlede ophold i opholdslandet og grunden til fraværet.

Denne slutprotokol træder i kraft samtidig med ovennævnte konvention og skal have samme virkning og varighed som konventionen.

Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende slutprotokol.

Udfærdiget i Reykjavik i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, således at der på svensk er udfærdiget to tekster, en for Finland og en for Sverige, den 20. juli 1953.

(sign.) Poul Sørensen.

(sign.) Vieno Simonen.

(sign.) Steingr. Steinporsson.

(sign.) Aaslaug Aasland.

(sign.) G. E. Strang.

(sign.) Steingr. Steinporsson.

(sign.) Aaslaug Aasland.

(sign.) G. E. Strang.

(sign.) Poul Sørensen.

(sign.) Vieno Simonen.

I overensstemmelse med konventionens art. 7, stk. 2, er denne for Danmarks vedkommende trådt i kraft i forhold til Island og Sverige den 1. maj 1954 og i forhold til Norge og Finland henholdsvis den 1. august og den 1. september 1954. Den til konventionen hører slutprotokol er trådt i kraft samtidig med konventionen.

Udenrigsministeriet, den 18. november 1954.

H. C. Hansen.

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den i Reykjavik den 20. juli 1953 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttede konvention om gensidighed med hensyn til ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne med tilhørende slutprotokol.

Ved kgl. resolution af 25. januar 1954 har Danmark ratificeret ovennænvte konvention og slutprotokol, hvis tekst lyder som følger

Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gensidighed med hensyn til ydelser anledning af nedsat erhvervsevne.

Hans Majestæt Kongen af Danmark Republiken Finlands Præsident, Republiken Islands Præsident, Hans Majestæt Norges Konge og Hans Majestæt Kongen af Sverige, hvilke er kommet overens om at afslutte en konvention om gensidighed med hensyn til ydelser i anledning af nedsat erhvervsevne, har udnævnt til deres befuldmægtigede

Hans Majestæt Kongen af Danmark

Arbejds- og socialminister Poul Sørensen.

Republiken Finlands Præsident

Socialminister Vieno Simonen.

Republiken Islands Præsident

Stats- og socialminister Steingrimur Steinporsson.

Hans Majestæt Norges Konge

Socialminister Aaslaug Aasland.

Hans Majestæt Kongen af Sverige

Statsråd og chef for socialdepartementet G. E. Strang,

hvilke, behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende artikler

Ingen