Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige den 22. maj 1954 afsluttede overenskomst om fælles arbejdsmarked med tilhørende protokol. (* 1).

Artikel 1.

I de kontraherende lande skal der ikke kræves arbejdstilladelse for statsborgere i noget af de øvrige kontraherende lande.

Artikel 2.

De centrale myndigheder for arbejdsformidling i de kontraherende lande skal samarbejde, således at arbejdskraften i størst muligt omfang bliver formidlet gennem den offentlige arbejdsformidling og til gavn for hvert af landene.

Artikel 3.

Hvert af de kontraherende lande vil regelmæssigt sende de øvrige kontraherende lande statistik vedrørende beskæftigelse og arbejdsløshed, oversigter over den sandsynlige udvikling på arbejdsmarkedet samt oplysninger om planer vedrørende foranstaltninger til at modvirke forhold, som kan bringe opretholdelsen af den fulde beskæftigelse i fare. De vil om fornødent drøfte foranstaltninger af fælles interesse for at opretholde den fulde beskæftigelse.

Artikel 4.

Hvert af de kontraherende lande vil udarbejde og tilstille de øvrige lande oplysninger om de aktuelle beskæftigelsesmuligheder samt andre forhold, som er af betydning for arbejdssøgende fra de øvrige lande.

Artikel 5.

Der nedsættes et udvalg bestående af to repræsentanter for hvert af de kontraherende landes regeringer. De enkelte landes repræsentanter er berettiget til at tilkalde sagkyndige i det omfang, de finder det fornødent.

Artikel 6.

Udvalget skal i første række have følgende opgaver

a) at følge udviklingen på arbejdsmarkedet i de enkelte kontraherende lande og arbejdskraftens bevægelser mellem landene,

b) at udforme retningslinier for samarbejdet mellem arbejdsformidlingsorganerne i de kontraherende lande,

c) at drøfte og fremsætte forslag om foranstaltninger af fælles interesse for arbejdsmarkedet i de kontraherende lande,

d) at fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som skal udveksles efter denne overenskomst,

e) at fremkomme med forslag om grundlag for sammenligning af de enkelte kontraherende landes statistik vedrørende beskæftigelse og arbejdsløshed.

Artikel 7.

Dersom statsborgere fra et land beskæftiges i et andet land på mindre gunstige vilkår end de for det sidstnævnte lands egne borgere sædvanlige, kan dette lands regering, efter at forholdet var været optaget til forhandling i det i artikel 5 nævnte udvalg, bestemme, at borgere fra det førstnævnte land kun skal kunne beskæftiges i vedkommende fag efter særlig tilladelse.

Artikel 8.

Denne overenskomst skal ikke være til hinder for, at et land har bestemmelser om

a) arbejdsmarkedet, når bestemmelserne ikke stiller statsborgere fra de øvrige kontraherende lande ugunstigere end landets egne borgere,

b) anmeldelsespligt for arbejdstagere fra andet nordisk land.

Artikel 9.

Overenskomsten skal ratificeres, og ratifikationsinstrumenterne deponeres i det danske udenrigsministeriums arkiv.

Overenskomsten træder i kraft, så snart samtlige ratifikationsinstrumenter er deponeret, dog tidligst den 1. juli 1954.

Hvert af de kontraherende lande kan opsige overenskomsten med en frist af 6 måneder til ophør en 1. juli eller en 1. januar.

Hvert af de kontraherende lande kan med øjeblikkelig virkning sætte overenskomsten ud af kraft over for et eller flere af de øvrige lande i tilfælde af krig, krigsfare, eller såfremt andre særlige internationale eller nationale forhold gør dette nødvendigt. De berørte landes regeringer skal straks underrettes om indholdet af beslutningen.

Til bekræftelse heraf har de respektive landes befuldmægtigede undertegnet nærværende overenskomst og forsynet den med deres segl.

Udfærdiget i København, den 22. maj 1954 i eet eksemplar på dansk,

finsk, norsk og svensk, af hvilket det danske udenrigsministerium

skal overgive bekræftede genparter til de øvrige kontraherende landes regeringer.

sign. H.C. Hansen.

L.S.

P R O T O K O L

Samtidig med undertegnelsen af den i dag daterede overenskomst om fælles arbejdsmarked er vi undertegnede, som dertil er behørigt bemyndigede enedes om følgende

1) Fritagelse for arbejdstilladelse gælder kun arbejdstagere og ikke selvstændige næringsdrivende.

2) Overenskomsten er ikke til hinder for,

a) at et land har bestemmelser om beskæftigelse af udlændinge ved anlæg eller i virksomhed, hvortil der kræves koncession, eller i erhverv, hvortil der kræves autorisation, b) at arbejde, der igangsættes med støtte fra det offentlige til fremme af beskæftigelsen, forbeholdes landets borgere, c) at der udfærdiges specielle bestemmelser om beskæftigelse inden for områder og i virksomheder, hvor særlige sikkerheds- eller forsvarshensyn gør sig gældende.

3) Det i overenskomstens artikel 5 nævnte udvalg bør undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at hindre, at arbejdsgivere foretager privat hvervning af arbejdskraft i et af de andre kontraherende lande.

4) Overenskomsten omfatter ikke Grønland og Færøerne.

5) Den danske og den svenske regering er enige om, at den mellem de to lande afsluttede konvention af 18. november 1946 om formidling af arbejdskraft m.v. forbliver i kraft i det omfang, hvori den ikke strider mod den i dag daterede overenskomst.

6) Ved noteveksling kan den islandske regering under forudsætning af gensidighed tilslutte sig den i dag daterede overenskomst.

Til bekræftelse heraf har vi, dertil befuldmægtigede undertegnet denne protokol og forsynet den med vore segl.

Udfædiget i København, den 22. maj 1954 i eet eksemplar på dansk,

finsk, norsk og svensk, af hvilket det danske udenrigsministerium

skal overgive bekræftede genparter til de øvrige kontraherende landes regeringer.

Sign. H.C. Hansen.

L.S.

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige den 22. maj 1954 afsluttede overenskomst om fælles arbejdsmarked med tilhørende protokol. (* 1).

Ved kgl. resolution af 29. maj 1954 har Danmark ratificeret ovennævnte overenskomst med tilhørende protokol, hvis tekst lyder som følger

OVERENSKOMST

mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fælles arbejdsmarked. Regeringerne i Danmark, Finland, Norge og Sverige, som har til hensigt at opretholde fuld beskæftigelse i deres respektive lande, som er af den opfattelse, at adgang til fri bevægelighed for arbejdskraften mellem de nordiske lande vil være til gavn for den økonomiske og sociale udvikling i disse lande, og som ønsker at fastsætte nærmere regler om samarbejde mellem landene om spørgsmål, som har betydning for det fælles nordiske arbejdsmarked,

er blevet enige om