Bekendtgørelse om en under 14. januar 1952 i København mellem Danmark og Norge undertegnet overenskomst angående behandling af erstatningskrav for skade på fiskeredskaber.

Artikel 1.

Der nedsættes et nævn i Danmark og et nævn i Norge. Hvert nævn skal bestå af indtil seks medlemmer, hvoraf halvdelen udnævnes af den danske regering og halvdelen af den norske regering. Hver regering udpeger stedfortrædere for de af dem valgte repræsentanter i nævnene. I behandlingen af de sager, der indbringes for nævnene, deltager i hver sag to af nævnsmedlemmerne, eet for hvert land.

Artikel 2.

Hvert nævn er bemyndiget til i overensstemmelse med følgende bestemmelser at behandle spørgsmål om skade, som påstås at være tilføjet fiskeredskaber tilhørende fiskere fra et af de to lande af fiskere fra det andet land i farvandet nærmest kysten af det land, i hvilket nævnet er nedsat, og indenfor et område, som i syd begrænses af en linie mellem Calais og Dover og fra Storbritanniens vestkyst til Amerikas Forenede Stater af den halvtredsindstyvende breddegrad.

Forsåvidt både skadevolderen og skadelidte ønsker dette, kan skadesspørgsmål dog også behandles af nævnet i det andet land, når praktiske hensyn taler herfor. De i sagens behandling deltagende nævnsmedlemmer afgør selv, om sådanne hensyn kan anses at være til stede.

Spørgsmål om skade, som påstås at være tilføjet fiskeredskaber tilhørende fiskere fra det ene af de to lande af fiskere fra det andet land i andre farvande end ovenfor nævnt i denne artikel, skal i overensstemmelse med følgende bestemmelser behandles af de to nævnsmedlemmer, som er bosat på det sted i skadevolderens hjemland, der ligger nærmest dennes hjemsted.

Artikel 3.

Når sådan skade som omhandlet i artikel 2 påstås at være forårsaget, kan såvel enhver af parterne i sagen som vedkommende myndigheder i hvert land forelægge spørgsmålet om denne skade for det pågældende nævn gennem et af nævnets medlemmer.

Forelæggelse for nævnene skal finde sted med mindst muligt ophold, og klagen skal være bilagt en detaljeret forklaring om de nærmere omstændigheder ved skadeforvoldelsen samt om muligt en af en ekspert udstedt erklæring om skadens størrelse.

Nævnet skal, når en klage er indgået til dette, straks underrette den anden part eller de andre parter herom og skal uden ophold undersøge forholdet for at bringe på det rene, om kravet er berettiget, og hvor stor skaden er. Artikel 4.

Når undersøgelsen er afsluttet, skal nævnet uden ophold sætte sig i forbindelse med parterne i sagen og søge at bistå dem med at bringe et forlig i stand.

Hvis et forlig kommer i stand, skal nævnet tilstille begge de kontraherende regeringer en rapport om sagen.

Artikel 5.

Dersom det viser sig umuligt at bringe et forlig i stand, skal nævnet tilstille begge de kontraherende regeringer en detaljeret rapport, som skal indeholde oplysning om, hvorvidt der efter nævnets formening er forårsaget skade på fiskeredskaber, og under hvilke omstændigheder skaden er forvoldt.

Rapporten skal endvidere indeholde en begrundet redegørelse for, hvorvidt der efter nævnets formening foreligger erstatningspligt, og i bekræftende fald oplysning om erstatningsbeløbets størrelse, og hvem der er pligtig at betale dette.

Såfremt de i sagens behandling deltagende medlemmer skulle være uenige om et eller flere punkter i rapporten, vil oplysning herom være at anføre i rapporten.

Artikel 6.

Nævnet skal uden ophold afslutte sine undersøgelser angående hver enkelt sag, og de i artiklerne 4 og 5 nævnte rapporter skal såvidt muligt tilstilles de to regeringer senest 60 dage fra datoen for sagens indbringelse for nævnet.

Artikel 7.

Når en sådan rapport er modtaget af de kontraherende regeringer, skal disse straks overveje, hvorvidt sagen giver anledning til yderligere skridt.

Hvis medlemmerne af nævnet er enige om, at erstatningspligt foreligger, og hvis den part, som har fremsat kravet, har erklæret sig tilfreds med det foreslåede erstatningsbeløb, skal regeringen i det land som den anden part tilhører, straks overveje, hvilke skridt der bør tages for at opnå, at beløbet bliver betalt.

Artikel 8.

Bestemmelserne i denne overenskomst berører ikke parternes ret til at forfølge deres krav ved sædvanlig retsforfølgning. De to regeringer vil imidlertid efter bedste evne søge at opnå, at fiskerne i deres respektive lande forelægger deres krav for nævnet, og at de efterkommer dets anbefalinger.

Artikel 9.

De to regeringer skal sørge for, at der ikke lægges hindringer i vejen for en hurtig overførsel fra det ene land til det andet af beløb, som måtte blive ydet som erstatning for skade på fiskeredskaber.

Artikel 10.

Nærværende overenskomst træder i kraft ved undertegnelsen. Den forbliver i kraft indtil een måned fra den dag, den måtte blive opsagt af en af de kontraherende regeringer.

Udfærdiget i København den 14. januar 1952 i 4. eksemplarer på dansk og norsk, idet teksten på begge sprog er bindende.

For Kongeriget Danmarks regering

(sign.) Ole Bjørn Kraft.

(L.S.)

Hvilket herved bringes til almindelig kundskab.

Udenrigsministeriet, den 30. april 1952.

Ole Bjørn Kraft.

Bekendtgørelse om en under 14. januar 1952 i København mellem Danmark og Norge undertegnet overenskomst angående behandling af erstatningskrav for skade på fiskeredskaber.

Overenskomst mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Norge angående behandling af erstatningskrav for skade på fiskeredskaber.

Den danske regering og den norske regering, som ønsker at tilvejebringe en ordning til behandling af krav fremsat af det ene lands fiskere mod fiskere fra det andet land i anledning af skade på fiskeredskaber, er blevet enige om følgende bestemmelser

Ingen