Bekendtgørelse om en mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttet konvention med tilhørende slutprotokol om gensidig ydelse af hjælp til trængende.

Artikel 1.

Hvert af de kontraherende lande forpligter sig til at yde hjælp til trængende statsborgere i de øvrige lande i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention.

Lige med statsborgere i et af de kontraherende lande stilles i denne konvention den, som tidligere har været statsborger i vedkommende land, og som ikke har fået statsborgerret i noget andet land, og ligeledes den, der er statsborger i et af landene, og som uden at miste denne statsborgerret bliver statsborger i et andet land.

Artikel 2.

Ved hjælp forstås i denne konvention understøttelse og hjælp, som ydes i henhold til gældende forsorgslov eller dertil svarende lov angående hjælp til til trængende.

Artikel 3.

Hjælp ydes af vedkommende myndighed i opholdslandet på samme måde og efter samme regler, som gælder for landets egne statsborgere.

Artikel 4.

Udgifterne ved hjælp i henhold til denne konvention skal i deres helhed bæres af opholdelseslandet.

Artikel 5.

Er den ydede hjælp varig, kan opholdslandet efter de nærmere bestemmelser i denne konvention kræve, at den trængende modtages i hjemlandet.

Er hjælpen midlertidig, kan hjemsendelse kun kræves under forudsætning af, at den trængende selv anmoder derom.

Artikel 6.

Som varig hjælp anses i denne konvention hjælp, som både opholdslandets og hjemlandets myndigheder mener vil blive nødvendig i mindst eet helt år, regnet fra hjælpens begyndelse, eller som faktisk har været nødvendig i mindst eet år. Midlertidige afbrydelser i årets løb ændrer dog ikke hjælpens karakter som varig.

Al anden hjælp, som ydes i henhold til konventionen, betragtes som midlertidig.

Artikel 7.

Hvis en statsborger fra et af de kontraherende lande uafbrudt har boet mindst 5 år i et andet af de kontraherende lande, kan dette land ikke kræve ham hjemsendt på grund af hjælp, som måtte blive ydet ham, medens han fortsat bor i landet. Rent midlertidig fraværelse fra opholdslandet kommer herved ikke i betragtning.

Artikel 8.

Har den trængende i løbet af det i artikel 7 nævnte tidsrum i opholdslandet nydt varig hjælp eller afsonet en frihedsstraf af mindst 60 dages varighed, anses tidsfristen for afbrudt. Som udgangspunkt for beregningen af en ny sådan tidsfrist tages det tidspunkt, da hjælpen ophørte eller frihedsstraffen var afsonet.

Artikel 9.

Når artikel 7 kommer til anvendelse på en ægtemand, har hans hustru, hvis hun bor i det samme land som manden, samme stilling i forhold til konventionen som han.

Den nævnte stilling beholder hun efter mandens død, efter skilsmisse eller efter mandens bortflytning fra landet. Hvis artikel 7 ikke fandt anvendelse på manden, medens hustruens stilling efter konventionen, selvstændig bedømt, ville medføre, at den nævnte artikel kom til anvendelse på hende, vil hun være at henføre under denne artikel.

Artikel 10.

Et ægtebarn, som ikke har opnået 16 års alderen, har samme stilling efter konventionen som sin fader og efter hans død eller forsvinden som moderen. Efter forældrenes død beholde barnet denne stilling. Dog kan hjemsendelse af et barn under nævnte alder senere ske, men kun når vedkommende myndigheder i begge lande er enige om, at sådan hjemsendelse vil tjene barnets tarv. Det samme gælder, såfremt artikel 7 ikke kan finde anvendelse på barnets forældre, medens barnets stilling efter konventionen, selvstændig bedømt, vil medføre, at sidstnævnte artikel finder anvendelse på barnet.

Hvis forældrenes ægteskab er opløst ved skilsmisse, får barnet samme stilling som den af forældrene, som har eller senest har haft forældremyndigheden over barnet.

Hvis barnet er født udenfor ægteskab, kommer alene moderens stilling i betragtning.

Når barnet har opnået 16 års alderen, bedømmes dets stilling efter det antal år, i hvilke det uafbrudt har haft ophold i landet og således, at der bortses fra al hjælp, der er ydet, inden det opnåede nævnte alder.

Artikel 11.

Hvis en enke, en fraskilt hustru eller en hustru, hvis mand er forsvundet, er statsborger i opholdslandet eller var det, da ægteskabet blev indgået, kan hun og de børn, som følger hende i henhold til artikel 10, ikke hjemsendes på grund af ydet hjælp.

Artikel 12.

Er der efter foranstående artikler intet til hinder for, at den trængende kan hjemsendes, skal det dog taget i betragtning, om de foreliggende omstændigheder taler for, at hjemsendelse ikke bør finde sted.

Ved afgørelsen heraf skal humane hensyn i første række tages i betragtning. Som regel bør hjemsendelse undgås, såfremt hjemsendelse ville medføre adskillelse af nære pårørende, såfremt den trængende har nået en fremskreden alder og i længere tid har opholdt sig i landet, eller såfremt hjemsendelse ikke kan finde sted uden skade for den trængendes helbred.

Artikel 13.

Vil opholdslandet i anledning af ydet hjælp hjemsende den trængende, retter det snarest mulig skriftlig henvendelse derom til hjemlandet.

Henvendelse foretages af vedkommende socialministerium (socialdepartementet) og rettes til det tilsvarende ministerium (departement) i hjemlandet.

Henvendelsen skal såvidt muligt indeholde nøjagtige og pålidelige oplysninger om den trængendes navn, fødselsår og -dag samt fødested, hans forældres navn, fødselsår og -dag samt føde- og opholdssted, tidspunktet for hans ankomst til opholdslandet og årsagen til hjælpen og dennes art og omfang. Henvendelsen skal være ledsaget af bekræftet afskrift af dokumenter, der kan tjene til fastsættelse af den trængendes statsborgerforhold, eller i mangel af andre oplysninger i så henseende. Såfremt hjælpen er ydet på grund af sygdom, skal henvendelsen være ledsaget af lægeerklæring om sygdommens art og sandsynlige varighed.

Artikel 14.

Inden 60 dage efter modtagelsen af henvendelsen skal den myndighed i hjemlandet, til hvilken henvendelsen er sket, til vedkommende myndighed i opholdslandet have afsendt meddelelse om, hvorvidt den trængende vil blive modtaget i hjemlandet.

Hvis det under brevvekslingen mellem de ovennævnte myndigheder skulle vise sig ønskeligt, kan sagen henvises til behandling ad diplomatisk vej.

Artikel 15.

Opholdslandet besørger den trængendes hjemsendelse til det sted ved grænsen, som vedkommende myndighed i hjemlandet anviser. Stedet skal vælges således, at der ikke pådrages opholdslandet ufornødne omkostninger. Om hjemsendelsesmåden samt tidspunktet for ankomsten til hjemlandet skal den myndighed, som iværksætter hjemsendelsen, mindst 8 dage forinden hjemsendelsen finder sted, afsende underretning direkte til den myndighed, til hvilken den trængende ifølge hjemlandets bestemmelse skal afleveres.

Hjemsendelse skal i alle tilfælde udsættes, indtil den kan foretages uden fare for den trængendes eller andres helbred eller sikkerhed.

Artikel 16.

Overenskomster mellem de kontraherende lande om gensidig understøttelse og hjemsendelse af trængende søfolk berøres ikke af denne konvention.

Artikel 17.

Denne konvention medfører ingen indskrænkning i de kontraherende landes ret til frit at anvende der gældende almindelige bestemmelser angående udlændinges ret til at opholde sig i vedkommende land; dog må anvendelsen ikke ske således, at denne konvention omgås.

Artikel 18.

Denne konvention gælder ikke for Færøerne og Grønland og ej heller på Svalbard ved anvendelse af artikel 7 ligestilles med ophold i Norge.

Artikel 19.

Denne konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal snarest muligt deponeres i det svenske udenrigsdepartement.

Konventionen træder i kraft den første i den måned, som indtræffer nærmest efter forløbet af en kalendermåned, regnet fra udvekslingen af ratifikationsdokumenterne mellem de kontraherende lande.

Samtidig med denne konventions ikrafttræden ophæves den mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige den 25. oktober 1928 afsluttede fattigkonvention. Erstatning i medfør af sidstnævnte konvention for hjælp, ydet fra og med den 1. januar 1950, skal ikke kunne kræves.

Artikel 20.

Ønsker noget af de kontraherende lande at opsige konventionen, skal skriftlig meddelelse herom tilstilles den svenske regering, som ufortøvet skal underrette de andre kontraherende lande herom såvel som om den dato, da meddelelsen indløb.

Opsigelsen gælder alene det land, som har foretaget den, og har gyldighed fra og med den første i den måned, som indtræffer, efter at der er forløbet seks kalendermåneder fra den dag, da den svenske regering modtog meddelelse om opsigelsen.

Konventionen skal være deponeret i det svenske udenrigsdepartements arkiv, og bekræftende afskrifter skal af departementet tilstilles hver af de kontraherende landes regeringer.

Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Stockholm, i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, dog for det svenske sprogs vedkommende i to tekster, en for Finland og en for Sverige, den 9. januar 1951.

K. Monrad-Hansen.

Slutprotokol.

I tilslutning til undertegnelsen i dag af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gensidig ydelse af hjælp til trængende har de befuldmægtigede for de kontraherende stater afgivet følgende erklæring

Det har været de kontraherende staters hensigt at tilvejebringe ligestilling mellem statsborgere fra de andre lande og landets egne statsborgere med hensyn til hjælp til trængende.

Til belysning af konventionens omfang har de enkelte lande tilkendegivet, at efter den gældende lovgivning falder følgende ydelser ind under konventionen

For Danmark

Hjælp i henhold til lov af 20. maj 1933 om offentlig forsorg, dog bortset fra hjælp til kronisk syge i henhold til §§ 247-249 samt hjælp til børn i henhold til § 130, stk. 1, nr. 1-3.

For Finland

Fattighjælp samt sådan anden forsorgshjælp, der ydes i henhold til børneværns-, løsgængeri-, alkoholist- og anden forsorgshjælp under forudsætning af, at hjælpen ifølge loven anses for fattighjælp.

For Island

Hjælp i henhold til forsorgsloven nr. 80 af 5. juni 1947.

For Norge

Hjælp i henhold til forsorgsloven af 19. maj 1900.

For Sverige

Hjælp i henhold til loven om fattighjælp af 14. juni 1918 samt hjælp i henhold til § 29 i loven af 6. juni 1924 om samfundets børneforsorg.

Angående fortolkningen af visse bestemmelser i konventionen er de befuldmægtigede blevet enige om følgende

Vedrørende artikel 6: Dersom hjælpen består i huslejehjælp, anses den som påbegyndt fra og med tidspunktet for lejeperiodens begyndelse.

Som »midlertidig afbrydelse« anses afbrydelse i en periode på under 90 dage.

Vedrørende artikel 7: Angående betydningen af udtrykket »midlertidig fraværelse« skal følgende synspunkter tages i betragtning

Fraværelse på indtil 3 måneder anses for midlertidig i konventionens forstand, for så vidt der ikke er sket hjemsendelse eller udvisning.

Fraværelse i 6 måneder eller derover anses normalt for mere end midlertidig fraværelse.

Ved fraværelse på mellem 3 og 6 måneder skal der ved bedømmelsen af, om denne skal anses for midlertidig eller ej, især tages hensyn til, om vedkommende under fraværelsen havde til hensigt at vende tilbage til opholdslandet, samt om og i hvilken udstrækning han under fraværelsen havde bevaret tilknytning til opholdslandet.

Efter samme synspunkter bedømmes også fraværelse på grund af sejlads med fremmede fartøjer eller aftjening af værnepligt i hjemlandet.

Sejlads med opholdslandets fartøjer betragtes ikke som fraværelse.

Vedrørende artikel 7 skal endvidere påmønstring på dansk, finsk, islandsk, norsk eller svensk skib betragtes som ligestillet med flytning til det pågældende land, uanset om påmønstringen har fundet sted under fartøjets ophold i et andet land.

Denne slutprotokol træder i kraft samtidig med ovennævnte konvention og skal have samme gyldighed og varighed som konventionen.

Slutprotokollen skal være deponeret i det svenske udenrigsdepartements arkiv, og bekræftede afskrifter skal af departementet tilstilles hver af de kontraherende landes regeringer.

Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet denne slutprotokol.

Udfærdiget i Stockholm, i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, dog for det svenske sprogs vedkommende i to tekster, en for Finland og en for Sverige, den 9. januar 1951.

K. Monrad-Hansen.

Hvilket herved bringes til almindelig kundskab, idet tilføjes at ratifikationsdokumenterne er udvekslede den 26. februar 1951, således at konventionen i medfør af art. 19 træder i kraft den 1. april 1951, dog at erstatning for hjælp, ydet fra og med den 1. januar 1950 ikke kan kræves.

Arbejds- og socialministeriet, den 4. maj 1951.

Poul Sørensen.

Bekendtgørelse om en mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttet konvention med tilhørende slutprotokol om gensidig ydelse af hjælp til trængende.

Under 9. januar 1951 er der imellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige afsluttet følgende, af Danmark den 14. februar 1951 ratificerede konvention med tilhørende slutprotokol

Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gensidig ydelse af hjælp til trængende.

Hans Majestæt Kongen af Danmark, Republiken Finlands Præsident, Republiken Islands Præsident, Hans Majestæt Kongen af Norge samt Hans Majestæt Kongen af Sverige, som er kommet overens om at afslutte en konvention om gensidig ydelse af hjælp til trængende, har udnævnt til deres befuldmægtigede

Hans Majestæt Kongen af Danmark

Sin overordentlige og befuldmægtigede ambassadør i Stockholm Knud Aage Monrad-Hansen;

Republiken Finlands Præsident

Republikens overordentlige gesandt og befuldmægtigede minister i Stockholm Georg Achates Gripenberg;

Republiken Islands Præsident

dr. Helgi P. Briem;

Hans Majestæt Kongen af Norge

Norges charge d'affaires ad interim i Stockholm, ambassaderåd Henrik A. Broch; og

Hans Majestæt Kongen af Sverige

Sin udenrigsminister,

Hans Excellence

Østen Unden,

hvilke, behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende artikler

Ingen