Bekendtgørelse om en under 12. maj 1949 i Warszawa undertegnet protokol angående danske interesser og ejendom i Polen
Statutory Text (2 Articles)
Bekendtgørelse om en under 12. maj 1949 i Warszawa undertegnet protokol angående danske interesser og ejendom i Polen
Under den 12. maj 1949 er der i Warszawa blevet undertegnet følgende protokol angående danske interesser og ejendom i Polen
Oversættelse.
PROTOKOL NR.1
angående danske interesser og ejendom i Polen.
Repræsentanter for den danske regering og for Polens finansminister har mødtes i Warszawa fra den 18.november til den 16.december 1948 og er, efter at have undersøgt det foreliggende spørgsmål, blevet enige om følgende
Art. 1.
Den polske regering bekræfter sin forpligtelse til at erlægge betalingen af renter og al førkrigsgæld, som er stiftet af den polske stat og polske statsforetagender overfor fysiske eller juridiske danske personer, og til i overensstemmelse med polsk lovgivning at yde erstatning til de danske interesserede, hvis interesser indenfor Polens nuværende grænser er blevet berørt af loven om nationalisering af 3.januar 1946. Den polske regering bekræfter ligeledes alle gældende garantier, som er stillet af den polske stat for polske kommunale myndigheder.
Art. 2.
Til fysiske og juridiske danske personer som er ejere af virksomheder, der er nationaliserede i henhold til art.3 i loven af 3. januar 1946 eller parthavere i sådanne virksomheder, skal der ydes en erstatning i overensstemmelse med principperne i nævnte lovs art.7.
De samme principper for erstatning skal anvendes på danske interesser i virksomheder, der er nationaliserede i henhold til art.2 i loven af 3.januar 1946, såfremt disse virksomheders hjemsted ifølge loven eller en ganske overvejende del af deres aktiver befinder sig i Polen eller 90 % af deres kapital tilhører statsborgere i de forenede nationer. Dog ydes ingen erstatning for virksomheder, der er nationaliserede i henhold til art.2 i ovennævnte lov af 3.januar 1946, og som efter den 30.januar 1933 hovedsagelig har beskæftiget sig med fremstilling af våben, ammunition eller krigsmateriel, medmindre foretagendets anvendelse til den omhandlede produktion har været ensidigt fremkaldt af de tyske myndigheder.
Art. 3.
Danske fysiske og juridiske personers fordringer mod virksomheder, der er nationaliserede i henhold til art 3 i loven af 3.januar 1946, skal ved afregningen af den erstatning, der udbetales ejerne af nævnte virksomheder, nyde samme prioritet, som i overensstemmelse med fordringshavernes kontraktmæssige rettigheder tilkommer der ifølge polsk lovgivning.
I de tilfælde hvor ovennævnte danske interesseredes krav er rettet mod virksomheder, der er nationaliserede i henhold til art.2 i loven af 3.januar 1946, vil erstatningen blive ydet, såfremt disse virksomheders hjemsted ifølge loven eller en ganske overvejende del af deres aktiver befinder sig i Polen, eller 90 % af deres kapital tilhører statsborgere i de forenede nationer, og de nævnte krav er sikrede ved i dette øjemed udstedte obligationer eller ved indskrevne panterettigheder eller direkte kunne eksekveres i de formuegoder, der befinder sig i Polen.
Erstatningen for de i foranstående stykke nævnte krav vil ikke kunne overstige det beløb, som ville være blevet udbetalt fordringshaverne i tilfælde af, at erstatningen for den nationaliserede virksomhed var blevet udbetalt til ejeren af den pågældende virksomhed. Denne erstatning skal betales direkte til de danske interesserede.
Art. 4.
Hvis danske fysiske eller juridiske personer først efter den 1.september 1939 er blevet ejere af, parthavere eller fordringshavere i nationaliserede virksomheder, skal ovennævnte erstatning kun ydes dem, såfremt de personer, som var ejere, parthavere eller fordringshavere efter denne dato og indtil datoen for virksomhedens erhvervelse, ville have haft ret til erstatning.
Art. 5.
Der hersker enighed om, at nationaliseringen i overensstemmelse med loven af 3.januar 1946 kun angår de pågældende værdier og ikke på nogen måde berører selve de juridiske personer, hvem disse virksomheder tilhører.
Alligevel vil den polske regering være villig til med de danske interesserede, der er berørt af loven af 3.januar 1946, at indlede drøftelser angående direkte ordning af erstatningen.
Art. 6.
Ved anvendelsen af lovens forskrifter angående nationaliseringerne på industrielle ejendomsrettigheder, såsom patenter, licenser, firma- og varemærker og mønstre, vil den polske regering overholde de på dette område gældende internationale konventioner, som Polen har underskrevet.
Art. 7.
For at lette de danske interesserede gennemførelsen af alle nødvendige skridt til sikring af deres rettigheder og interesser med hensyn til nationaliserede virksomheder går den polske regering ind på at tillade disse interesserede følgende
a) Anmeldelsen af rettigheder og interesser overfor nationaliserede virksomheder vil kunne foretages til afståelses og overtagelsesprotokollen enten direkte af de interesserede eller gennem det danske gesandtskab i Warszawa.
b) I de tilfælde hvor de danske interesserede ikke har kendskab til, hvor og hvornår afståelses.og overtagelsesprotokollen måtte blive oprettet, vil de enten direkte eller gennem det danske gesandtskab i Warszawa kunne anmelde deres rettigheder og interesser til den udenlandske afdeling i nationaliseringskommissionens kontor i Warszawa. Sidstnævnte vil foretage det videre fornødne med hensyn til ovennævnte anmeldelsers optagelse i afståelses- og overtagelsesprotokollerne.
Anmeldelserne af rettigheder og interesser skal dog være ledsaget af dokumenter, der angiver størrelsesbeløb, tilblivelsesdato og erhvervelsesmåde for nævnte rettigheder og interesser.
Art. 8.
Fast ejendom og løsøre, som befinder sig under de polske myndigheders administration i henhold til dekret af 8.marts 1946, og som ikke falder ind under de i art.1 omtalte polske bestemmelser, vil på begæring uden ophold blive tilbagegivet de danske ejere.
I de tilfælde hvor de danske interesserede kun har part i værdier, som iøvrigt betragtes som tyske, vil denne part ligeledes blive tilbagegivet.
For at lette fremgangsmåden ved reprivatiseringen af nævnte værdier vil den polske regering samtykke i, at den danske ejer eller parthaver enten direkte eller gennem det danske gesandtskab i Warszawa til vedkommende likvidationskomitee indgiver anmodning om reprivatisering i overensstemmelse med reglerne i kapitel III i dekretet af 8.marts 1946 om forladt og tidligere tysk ejendom.
I tilfælde af at det skulle blive unødvendigt for de danske interesserede at godtgøre deres ret til ovennævnte værdier, bør de enten personligt eller ved en med fuldmagt forsynet repræsentant rette henvendelse til retten i overensstemmelse med polsk lovgivning.
Afviklingen af eksisterende panterettigheder i tidligere tysk fast ejendom, som er beliggende inden for Polens nuværende grænser, bortset fra fast ejendom hørende til nationaliserede virksomheder, vil blive gjort til genstand for forhandlinger mellem de to regeringer i overensstemmelse med de principper, der vil blive fastlagt i fredstraktaten med Tyskland.
Art. 9.
Danske fysiske eller juridiske personer skal nyde behandling som mestbegunstiget ned hensyn til de i denne protokol omhandlede interesser og ejendom.
Art. 10.
Der skal nedsættes en blandet dansk-polsk kommission, bestående af en repræsentant fra hver af de to landes regeringer.
Den skal have til opgave af nå til en løsning i hvert enkelt tilfælde, at drøfte de spørgsmål, som måtte opstå i forbindelse med fastsættelsen af erstatninger, der tilkommer de danske interesserede såvel som spørgsmål, der iøvrigt berører danske interesser og ejendom i Polen, herunder hvorvidt de danske interesserede eventuelt kan betragtes som trængende.
Art. 11.
Erstatningerne til danske ejere og parthavere i henhold til art.7 i loven af 3.januar 1946 skal fastsættes således, at de bliver adækvate, og skal betales effektivt.
Erstatningerne til de øvrige danske interesserede, som berøres af loven af 3.januar 1946, skal fastsættes og betales efter samme principper.
Hvis den danske regering ikke finder en af de polske myndigheder fastsat erstatning adækvat, skal sagen gøres til genstand for forhandlinger mellem de to landes regeringer, der vil søge at nå til en for begge parter tilfredsstillende ordning.
Hvis der ikke opnås enighed mellem regeringerne, skal spørgsmålet på anmodning af en af regeringerne indbringes for en kommission, som skal bestå af en delegeret fra hver af de to regeringer og af et tredie medlem, der vælges af de to delegerede og ikke må være statsborger i nogen af de to lande.
Art. 12.
Forhandlingerne mellem den danske regering og den polske finansminister om betalinger og overførsler af de i nærværende protokol omhandlede skyldige beløb og af de erstatninger, som er fastsat i henhold til samme protokol, skal påbegyndes i midten af året 1950, medmindre nævnte betalinger og overførsler i særlige tilfælde finder sted inden for rammerne af særaftaler mellem de danske interesserede og de polske myndigheder.
Samtidig med de nævnte forhandlinger skal der indledes drøftelse om overførslen af de danske tilgodehavender, som er opstået før den 1.september 1939, og som ikke falder ind under foranstående bestemmelser.
Den polske regering erklærer imidlertid, at den med ganske særlig velvilje vil undersøge mulighederne for overførsel af gæld og erstatninger til særlig trængende danske.
Art. 13.
I betragtning af karakteren af den hjælpekredit, som blev skabt efter verdenskrigen, og som havde til formål at hjælpe nydannede og krigshærgede stater, og i betragtning af, at Polen påny er blevet ødelagt ved den sidste verdenskrig, og endelig i betragtning af de samtlige økonomiske forbindelser mellem de to lande går den danske regering ind på, som foreslået af den polske regering, at annullere det restbeløb af nævnte gæld, der ikke er betalt af den polske part, og som andrager danske kroner 110 725 (et hundrede og ti tusinde syv hundrede og femogtyve).
Art. 14.
Nærværende protokol træder i kraft ved undertegnelsen.
Underskrevet i to eksemplarer i Warszawa den 12.maj 1949.
For
den danske regering
den danske gesandt i Warszawa
(sign.) Wilhelm Eickhoff.
For
Polens Finansminister
Understatssekretær
(sign.) Dr. L.Kurowski
Oversættelse.
Warszawa, den 12.maj 1949.
Herr formand,
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres brev af dags dato, der lyder som følger
»Efter at have undersøgt de af den danske delegation under vore forhandlinger rejste spørgsmål og særlig spørgsmålene om forskellige ubetalte gældsposter, har jeg den ære at meddele Dem følgende
1. Betaling af renter og afdrag på indenlandske statslånsobligationer, herunder obligationerne fra jernbanekonverteringslånet af 1933, har været suspenderet fra krigens første dag og er endnu ikke blevet genoptaget.
Principperne og systemet for afviklingen af disse obligationer er endnu ikke fastsat, men det tilsikres danske indehavere af nævnte obligationer, at de ikke vil blive behandlet på en mindre gunstig måde end dem, der nyder mestbegunstigelsesbehandling. Dog skal ejere af obligationer fra jernbanekonverteringslånet af 1933 bevise, at nævnte obligationer ikke efter den 31.august 1939 har været sådanne fysiske eller juridiske personer i hænde, som anses for statsborgere i fjendtlige lande, således at deres ejendom skulle have været konfiskeret ifølge polsk lovgivning.
2. Ligeledes tilsikres der danske indehavere af obligationer i stabiliseringslånet, at de ikke vil blive behandlet på en mindre gunstig måde end alle andre indehavere af obligationer af den samme emission (tranche), der nyder mestbegunstigelsesbehandling.
3. Da likvidering af kreditinstitutterne er blevet fastsat ved dekreterne af 25. oktober 1948 (Lovtidende nr. 52, pos.410 og 411), vil afviklingen af de af disse institutter udstedte obligationer finde sted i overensstemmelse med forskrifterne i nævnte dekreter.
I de tilfælde hvor disse gældsposter eller obligationer er sikret ved statsgaranti, og likvidationsmassen er utilstrækkelig til deres indfrielse, forpligter finansministeriet sig til at supplere den manglende dækning i overensstemmelse med forskrifterne i den polske lovgivning.
4. Afviklingen af krav mod private personer (fysiske eller juridiske) kan som følge af kravenes art ikke være genstand for vore drøftelser, og de danske interesserede må henvende sig direkte til deres debitorer.
5. Spørgsmålet om en afvikling af de statsobligationer, som er blevet udstedt for vejarbejder udført af selskabet Højgaard & Schultz såvel som dette selskabs øvrige tilgodehavender og interesser i Polen kan ordnes ved direkte forhandlinger mellem nævnte selskab og finansministeriet i overensstemmelse med art.12 i protokol nr.I om danske interesser og ejendom i Polen.
6. Spørgsmålene om krigsskadeserstatning og afviklingen af tysk gæld, herunder krav der på dagen for nærværende brevs undertegnelse er sikrede ved i tidligere tyske værdier indskrevne panterettigheder, afhænger af de fremtidige fredstraktater med Tyskland og vil kunne blive genstand for fremtidige drøftelser mellem den danske og den polske regering inden for rammerne af de internationale ordninger på dette område.
7. Tilbagegivelse af værdier røvet af tyskerne vil kunne finde sted fra begge sider i overensstemmelse med de forenede nationers erklæring af 5.januar 1943.«
Modtag, herr formand, forsikringen om min udmærkede højagtelse.
Formanden for den danske delegation (sign.)
E. Blechingberg.
Herr Stanislaw Sembrat
Formand for den polske delegation i Warszawa.
Oversættelse.
Warszawa, den 12. maj 1949.
Herr formand.
Jeg har den ære at anerkende modtagelsen af Deres brev af dags dato, der lyder som følger
»I forbindelse med de forhandlinger, som har fundet sted fra den 18. november til den 16. december 1948 om danske interesser og ejendom i Polen, har jeg den ære at meddele Dem, at den danske delegation forbeholder sig det standpunkt, som man har givet udtryk for under nævnte forhandlinger og hvorefter adækvate erstatninger bør sikres danske statsborgere, hvis interesser i Polen er blevet eller vil blive ramt af dekretet af 6. september 1944 om agrarreformen og af dekretet af 12. december 1944 om skovreformen eller af andre lignende af de polske myndigheder trufne forholdsregler. Nævnte erstatninger bør derhos ydes effektivt.«
På finansministerens vegne har jeg den ære at erklære, at erstatningen for de danske interesser, som er nævnt i Deres ovenanførte brev, vil kunne ordnes i overensstemmelse med den gældende polske lovgivning.
Modtag, herr formand, forsikringen om min udmærkede højagtelse.
for finansministeren
(sign.) Dr. St.Sembrat.
Herr Einar Blechingberg
Formand for den danske delegation i Warszawa.
Hvilket herved bringes til almindelig kundskab.
Udenrigministeriet, den 1.december 1949.
Gustav Rasmussen.
Ingen