Noteveksling af 31. marts og 30. juni 1937 med Argentina vedrørende gensidig beskyttelse af litterære og kunstneriske værker.
Statutory Text (1 Articles)
Noteveksling af 31. marts og 30. juni 1937 med Argentina vedrørende gensidig beskyttelse af litterære og kunstneriske værker.
Ved en i Buenos Aires den 31. marts og 30. juni 1937 stedfundne noteveksling er der truffet aftale mellem Danmark og Argentina om gensidig beskyttelse af litterære og kunstneriske værker.
De udvekslede noter har følgende ordlyd: Oversættelse
KGL. DANSK GESANDTSKAB
Buenos Aires, den 31. marts 1937.
Hr. minister,
Jeg har ikke undladt i sin tid at underrette min regering om de
bestemmelser vedrørende beskyttelsen af udenlandske værker, som er
indeholdt i den argentinske lov nr. 11723 om intellektuel ejendomsret.
Jeg har den ære at meddele Deres Excellence, at den danske regering i henhold til hjemlen i art. 36, stk. 3, i lov nr. 149 af 26. april 1933 om forfatterret og kunstnerret ved kongelig anordning vil bringe beskyttelsesreglerne i nævnte lov til anvendelse på forfattere og kunstnere fra Republikken Argentina, hvad varigheden angår i 30 år efter vedkommendes død, når man fra den argentinske regering erholder officiel tilkendegivelse af, at beskyttelsesreglerne i den argentinske lov nr. 11723 om intellektuel ejendomsret er anvendelige på danske forfattere og kunstnere.
Jeg beder Dem, hr. minister, modtage forsikringen om min mest udmærkede højagtelse.
K. Monrad-Hansen
Hans Excellende
Dr. Carlos Saavedra Lamas
Udenrigsminister
Buenos Aires Oversættelse
UDENRIGSMINISTERIET
Buenos Aires, den 30. juni 1937.
Hr. minister,
Dette udenrigsministerium modtog i sin tid Deres Excellences note af
31. marts d.å., ved hvilken de meddelte, at den danske regering i
henhold til hjemlen i art. 36, stk. 3, i lov nr. 149 af 26. april 1933 om forfatterret og kunstnerret ved kongelig anordning vil bringe beskyttelsesreglerne i nævnte lov til anvendelse på forfattere og kunstnere fra Republiken Argentina, hvad varigheden angår i 30 år efter vedkommendes død, når man fra den argentinske regering erholder officiel tilkendegivelse af, at beskyttelsesreglerne i den argentinske lov af 28. september 1933 om intellektuel ejendomsret er anvendelige på danske forfattere og kunstnere.
Efter at nævnte note var bragt til justits- og undervisningsministeriets kundskab har nævnte ministerium i henhold til tilkendegivelse i nævnte note og bestemmelserne i art. 13 og 14 i lov nr. 11723 udstedt et dekret, hvoraf jeg har fornøjelsen at fremsende en legaliseret genpart og hvorved bestemmes, at i Danmark offentliggjorte videnskabelige, litterære og kunstneriske værker af danske forfattere og kunstnere på Den Argentinske Republiks territorium vil nyde godt af de beskyttelsesregler, som den argentinske lov nr. 11723 tilstår de i republiken offentliggjorte værker, så snart den danske regering har truffet en lignende bestemmelse med hensyn til de i Argentina af argentinske forfattere og kunstnere offentliggjorte værker.
Ved at bringe foranstående til hr. ministerens kundskab med anmodning om at underrette Deres regering derom, gentager jeg over for Dem forsikringen om min høje og udmærkede højagtelse.
C. Saavedra Lamas
Hans Excellence
hr. K. Monrad-Hansen
Danmarks gesandt
Buenos Aires