Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte.

Artikel 1.

Naar en Statsborger i en af de kontraherende Stater ved sin Død var bosat i en af de andre Stater, skal Retten til Arv ifølge Loven bestemmes efter Loven i den Stat, hvor han havde Bopæl. Havde den afdøde ikke de sidste fem Aar været bosat i denne Stat, skal dog Loven i den Stat, hvor han var Statsborger, komme til Anvendelse, saafremt nogen Arving eller Legatar, for hvem det har retlig Betydning, begærer det. Skulde Arven efter Statsborgerlandets Lov tilfalde Staten, kan saadan Begæring ikke fremsættes.

Begæring om Anvendelse af Statsborgerlandets Lov skal være fremsat inden seks Maaneder fra Dødsfaldet. Er Skifte ikke sluttet ved Udløbet af denne Frist, kan begæring dog fremsættes indtil Skiftets Slutning. Efter at et Skifte er sluttet, kan den, der har deltaget i Skiftet, ikke fremsætte Begæring.

Bestemmelserne i denne Artikel om Retten til Arv finder ogsaa Anvendelse paa en efterlevende Ægtefælles lovbestemte Ret til at beholde Boet uddelt i Tilfælde, hvor den afdøde ikke efterlod sig Livsarvinger, samt paa saadan Ret til Underholdsbidrag af et Dødsbos Midler, som efter Loven i den Stat, hvor den afdøde var Statsborger, tilkommer en Arving udover hans Arvelod.

Artikel 2.

Var den afdøde bosat i en Stat, hvor Loven giver en efterlevende Ægtefælle Ret til hensidden i uskiftet Bo med Livsarvinger, kommer denne Lov til Anvendelse, ogsaa naar den afdøde var Statsborger i en af de andre Stater. Havde han ikke været bosat i førstnævnte Stat de sidste fem Aar kan dog en Livsarving straks eller senere kræve Skifte, hvis dette er hjemlet ved Loven i den Stat, hvor den afdøde var Statsborger. Denne Ret tilkommer ikke en Livsarving, hvis den efterlevende Ægtefælle, da Ægteskabet blev indgaaet, var Statsborger i den Stat, hvor den afdøde var bosat.

Naar der efter begæring som nævnt i første Stykke skal foretages Skifte efter en svensk Statsborger, har den efterlevende Ægtefælle den Ret til ved Skiftet at udtage Midler til en vis Værdi, som er fastsat i svensk Lov.

Artikel 3.

Var den afdøde bosat i en Stat, hvor Loven ikke giver en efterlevende Ægtefælle Ret til hensidden i uskiftet Bo med Livsarvinger, skal Ægtefællen dog have den Ret til at hensidde i uskiftet Bo, som maatte være hjemlet ved Loven i den Stat, hvor den afdøde var Statsborger, saafremt den afdøde ikke havde været bosat i førstnævnte Stat de sidste fem Aar. De Forretninger, som Statsborgerlandets Lov henlægger til Skifteretten eller anden offentlig Myndighed udføres i saa Fald af den almindelige underret i den Stat, hvor den afdøde var bosat. Er ogsaa den efterlevende Ægtefælle bosat der, og foreskriver Statsborgerlandets Lov Tilsyn med Forvaltningen af Boet, udøves Tilsynet af en dertil af Retten beskikket tilsynsførende (god man). Foreligger der en af Retten registreret Opgørelse over Boets Ejendele og Gæld (bouppteckning), kommer Bestemmelser i Statsborgerlandets Lov om Udfærdigelse af saadanne Opgørelser ikke til Anvendelse.

Artikel 4.

Er der i Medfør af dansk Lov truffet Bestemmelse om, at der skal beskikkes Tilsynsværge for Enke, som vil hensidde i uskiftet Bo, faar Bestemmelsen kun Virkning, saafremt Enken ved Mandens Død var bosat i Danmark. Bosætter hun sig senere i en af de andre Stater, bortfalder Tilsynsværgemaalet.

Artikel 5.

Bestemmelserne i Artiklerne 2, 3 og 4 om Adgangen til at hensidde i uskiftet Bo med Livsarvinger finder tilsvarende Anvendelse paa Adgangen til at hensidde i uskiftet Bo med Adoptivbarn eller dets Livsarvinger.

Artikel 6.

Den, som i Henhold til Artiklerne 1, 2 eller 3 begærer Statsborgerlandets Lov anvendt, skal om fornødent godtgøre, at de nævnte Betingelser foreligger, og fremlægge Oplysninger om Indholdet ad Statsborgerlandets Lov.

Artikel 7.

Ved Deling af Ægtefælles Bo efter den enes eller begges Død forholdes der forsaavidt ikke andet følger af Artikel 2, 2 Stykke, efter de Regler, som i Artiklerne 3 og 6 i Konvention af 6. Februar 1931 er givet om Ægtefælles Formueforhold.

Artikel 8.

Testamente, der er oprettet af en Arvelader, som ved sin Død var Statsborger i en af Staterne og bosat i en af dem, skal i henseende til Formen anses for gyldigt, saafremt der ved Oprettelsen er gaaet frem efter Loven i den af Staterne, hvor testamentet er oprettet, eller hvor Testator ved Oprettelsen var bosat eller var Statsborger. Tilbagekaldelse af et Testamente skal anses for gyldig, naar Testator er gaaet frem efter Loven i den af Staterne, hvor han ved Tilbagekaldelsen var bosat eller var Statsborger.

Artikel 9.

Den Alder og Myndighed, som kræves til Oprettelse eller Tilbagekaldelse af testamentet, bedømmes efter Loven i den af Staterne, hvor Testator ved Oprettelsen eller Tilbagekaldelsen var bosat. Havde han da ikke de sidste fem Aar været bosat i denne stat, er testamentet eller Tilbagekaldelsen ogsaa gyldig, hvis Betingelserne ifølge Statsborgerlandets Love var til Stede.

Artikel 10.

Spørgsmaal om Testamentets eller Tilbagekaldelsens Ugyldighed paa Grund af Testators Sindstilstand eller paa Grund af Svig, Vildfarelse, Tvang eller anden utilbørlig Paavisning bedømmes efter Loven i den af Staterne, hvor Testator var bosat, da Testamentet blev oprettet eller tilbagekaldt.

Artikel 11.

Bestemmelser i finsk eller svensk Lov om, at et testamente efter Testators Død skal indleveres til retten inden en vis Tid (testamentsbevakning), faar ogsaa Anvendelse paa et testamente efter en Statsborger i en anden af Staterne, saafremt han ved Dødsfaldet var bosat i Finland eller Sverige. Det samme gælder bestemmelser i finsk eller svensk Lov om, at en Arving, som vil angribe et Testamentes Gyldighed, skal rejse Sag inden en vis Tid, efter at testamentet er forkyndt for ham (testamentsklander).

Artikel 12.

Spørgsmaal om den bindende Virkning af Dødsgaver, Arvepagter og Arveafkald overfor Arveladeren skal, naar denne ved sin Død var Statsborger i en af Staterne, afgøres efter Loven i den af Staterne, hvor han var bosat da Aftalen blev truffet.

Det samme gælder Spørgsmaal om, hvorvidt Midler, som en Arving har modtaget af Arveladeren, medens denne levede, skal anses som Forskud paa Arv.

Artikel 13.

De særlige regler, som i nogen af Staterne gælder om en Arvings Ret til fast Ejendom med Tilbehør eller om en Arveladers adgang til ved Testamente at raade over saadan Ejendom til Fordel for enkelte Arvinger, finder Anvendelse paa Ejendom i denne Stat.

Retten til ved Testamente at træffe fideikommissariske Bestemmelser vedrørende fast Ejendom eller andre Bestemmelser over saadan Ejendom til Fordel for ufødte bedømmes ligeledes efter Loven i den Stat, hvor Ejendommen ligger. Paa Retten til at træffe saadanne Bestemmelser angaaende andet end fast Ejendom kommer denne Konvention ikke til Anvendelse.

Artikel 14.

Efterlader en Statsborger i en af Staterne sig Adoptivbarn, og er Adoptionsbevillingen i en af disse Stater meddelt med Forbehold om Ret for Adoptanten til uafhængig af Adoptionen at raade over sine Efterladenskaber, skal dette Forbehold have Gyldighed ogsaa i de andre Stater.

Artikel 15.

Spørgsmaal om, Forbrydelse af Retten til Arv eller Legat og om Adgang til at gøre en Arving arveløs bedømmes, naar Arveladeren var Statsborger i en af Staterne, efter Loven i den af Staterne, hvor han ved sin Død var bosat.

Artikel 16.

Om Forældelse af Retten til Arv eller Legat efter en Statsborger i en af Staterne gælder Loven i den af Staterne, hvor Arveladeren ved sin Død var bosat.

II. Arveladerens Gæld.

Artikel 17.

Arvingers Ansvar for Gæld efter en Statsborger i en af Staterne eller for Opfyldelse af Legat eller testamentarisk Paalæg bedømmes efter Loven i den af Staterne, hvor Arveladeren ved sin Død var bosat. Det samme gælder ansvaret for Opfyldelse af Underholdspligt, som paahvilede den afdøde overfor Barn udenfor Ægteskab eller et saadant Barns Moder.

Artikel 18.

Præklusivt Proklama, som er udstedt i Boet efter en Statsborger i en af Staterne, faar ikke Virkning med Hensyn til kendte Fordringer, naar Fordringshaveren er bosat i en af de andre Stater og ikke i Tide faaet særskilt Meddelelse om Proklamaet og dets Virkning eller paa anden Maade er blevet bekendt dermed.

III. Skiftebehandling.

Artikel 19.

Behandlingen af et Dødsbo og Skifte mellem den afdødes Arvinger og den efterlevende Ægtefælle skal, naar den afdøde var Statsborger i en af Staterne og var bosat i en af dem, foregaar efter Loven i den Stat, hvor han ved sin Død var bosat, og skal høre under Retterne i denne Stat, forsaavidt Loven henlægger Behandlingen til Retten.

Har en efterlevende Ægtefælle, som er Statsborger i en af Staterne, hensiddet i uskiftet Bo, og skal Boet skiftes, foregaar Behandlingen efter Loven i den af Staterne, hvor den efterlevende Ægtefælle er eller ved sin Død var bosat, og i den Udstrækning, hvori Loven foreskriver det, under Medvirkning af denne Stats Retter.

Behandlingen af Boet skal ogsaa omfatte Formue, som findes i de andre Stater.

Artikel 20.

En efterlevende Ægtefælles Ret til paa Skift at udtage visse Ejendele med eller uden Vederlag bedømmes efter den Lov, som ifølge Artikel 19 er bestemmende for behandlingen af Boet. Det samme gælder Ægtefællens Adgang til paa Skifte at opnaa Udsættelse med Udbetalingen af en Arvelod, mod at Arvingen faar Panteret for sin Fordring, dog saaledes at Panteret i Ejendele, som findes i de andre Stater, kun kan stiftes efter der gældende Regler.

Artikel 21.

Tvistigheder om Retten til Arv eller Legat efter nogen, som var Statsborger i en af Staterne og var bosat i en af dem, om en efterlevende Ægtefælles Rettigheder og om Fordringer, som gøres gældende mod Dødsboet og ikke mod Arvingerne eller Ægtefællen personlig, hører under Retterne i den Stat, hvis Lov efter Artikel 19 er bestemmende for Behandlingen af Boet.

Er Parterne enige, kan Sagen dog anlægges i en anden af Staterne, medmindre Boet er under Behandling af Skifteretten, testamenteseksekutor eller en af Retten beskikket boutredningsman eller skiftesman, eller Sagen angaar det i et saadant Bo foretagne Skifte. Sag om Gyldigheden af et testamente, oprettet af nogen, som var bosat i Finland eller Sverige (testamentsklander), kan ikke anlægges i de andre Stater. Det samme gælder Sag, hvorved et Skifte efter nogen, som var bosat i Finland, søges omstødt (klander).

Artikel 22.

Er der i en anden af Staterne end den, hvis Lov er bestemmende for Bobehandlingen, Ejendele, som tilhører Boet, skal Retten i den Stat, hvor Ejendelene findes, paa Begæring sørger for disse Registrering og midlertidig Bevaring samt for Salg af Ejendele, som ikke hensigtsmæssig lader sig opbevare. Iøvrigt skal Myndighederne i sidstnævnte Stat paa Begæring yde Bistand ved Bobehandlingen i den Udstrækning, hvori det er hjemlet ved Loven i denne Stat.

Begæringen kan rettes umiddelbart til vedkommende Myndighed. Omkostningerne kan, om fornødent, forlanges udredede forskudsvis, Skriftstykke, som er affattet paa Finsk eller Islandsk, skal være ledsaget af bekræftet Oversættelse til Dansk, Norsk eller Svensk.

Har Dødsfaldet fundet Sted i en anden Stat end den, hvor den afdøde var bosat, skal der efterladte Ejendele ogsaa uden Begæring tages i Forvaring efter de paa Stedet gældende Forskrifter.

Artikel 23.

Er et Dødsbo, som omhandles i Artikel 19, under offentlig Skiftebehandling i Danmark, Island eller Norge, skal Lovbestemmelser, der indskrænker en Fordringshavers Adgang til Tvangsfuldbyrdelse overfor Boet, ogsaa anvendes med Hensyn til Ejendele, som findes i en anden Stat end den, hvor Boet behandles. Dette gælder dog ikke Adgangen til at inddrive Skatter og andre offentlige Afgifter, som er paalagt i den Stat, hvor Ejendelene findes, eller Adgangen til at opnaa Fyldestgørelse i Ejendele, hvori Fordringshaveren har panteret eller Tilbageholdelsesret.

Artikel 24.

Er et Dødsbo, som omhandles i Artikel 19, under offentlig Skiftebehandling i Danmark, Island eller Norge, faar Artikel 7 i Konvention om Konkurs af 7. November 1933 tilsvarende Anvendelse ved Afgørelse af Spørgsmaal om Fortrinsret for Fordringer.

Artikel 25.

Lovbestemmelser i en af Staterne om, at Tinglysning er nødvendig, for at Rettigheder, som er erhvervet ved Retshandling eller ved Udlæg eller Udpantning, skal have Gyldighed overfor et Dødsbo, kommer ikke til Anvendelse paa Ejendele, som ved Dødsfaldet findes i de andre Stater.

Artikel 26.

Forsaavidt Anvendelsen af foranstaaende Bestemmelser afhænger af, hvor en Formuegenstand befinder sig, skal en Fordring, som tilhører Arveladeren, anses for at være i den Stat, hvis Lov efter Artikel 19 er bestemmende for behandlingen af Boet. Er Fordringen knyttet til Gældsbrev eller andet Dokument, hvis Forevisning er nødvendig for at gøre den gældende, anses den dog for at være i den Stat, hvor Dokumentet findes.

Registreret Skib eller Luftfartøj anses for at befinde sig i den Stat, hvor det har Hjemsted.

IV. Almindelige Bestemmelser.

Artikel 27.

Har en ret i en af Staterne truffet Afgørelse om, at et Bo, som omhandles i Artikel 19, skal behandles af Skifteretten, testamentseksekutor eller boutresningsman eller skiftes under Medvirkning af skiftesman, eller at det skal udleveres til privat Skifte, er Afgørelsen bindende ogsaa i de andre Stater.

Det samme gælder Afgørelsen om en efterlevende Ægtefælles Ret til at hensidde i uskiftet Bo.

Artikel 28.

Bestemmelserne om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme og Forlig i Konvention af 16. Marts 1932 skal ogsaa finde Anvendelse paa Dommer og Forlig om Ret til Arv eller Legat, om en efterlevende Ægtefælles Rettigheder og om Ansvar for en Arveladers Gæld, saafremt den afdøde var Statsborger i en af Staterne og var bosat i en af Staterne og var bosat i en af dem.

De i Artikel 3 og Artikel 6 Nr. 3 i den nævnte Konvention givne særlige Bestemmelser vedrørende Domme over en udebleven sagsøgt kommer kun til Anvendelse, forsaavidt Dommen angaar den efterlevende Ægtefælles eller de enkelte Arvingers Ansvar for den afdødes Gæld.

Artikel 29.

Denne Konvention kommer ikke til Anvendelse, naar Arveladeren er død før Konventionens Ikrafttræden, og heller ikke, naar en efterlevende Ægtefælle har hensiddet i ukiftet Bo, og den førstafdøde Ægtefælle er død før det nævnte Tidspunkt.

Artikel 30.

Konventionen skal ratificeres, og Ratifikationsdokumenterne skal deponeres i det danske Udenrigsministeriums Arkiv, saa snart ske kan.

Konventionen træder i Kraft mellem de ratificerende Stater den 1. januar eller den 1. Juli, der indtræder, naar tre Maaneder er forløbet, efter at mindst tre af Staterne har deponeret deres Ratifikationsdokumenter. I Forhold til senere ratificerende Stater træder Konventionen i Kraft den 1. Januar eller den 1. Juli, der indtræder, naar tre Maaneder er forløbet efter Deponeringen af Ratifikationsdokumentet.

Enhver af Staterne kan i Forhold til hver af de andre opsige Konventionen med en Frist af eet Aar til Ophør en 1. Januar eller en 1. Juli.

Til Bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention og forsynet den med deres Segl.

Udfærdiget i København i et Eksemplar paa hvert af følgende Sprog: Dansk, Finsk, Islandsk, Norsk og Svensk, og for det svenske Sprogs Vedkommende i to Tekster, en for Finland og en for Sverige, den 19. November 1934.

(sign.) P. Munch.

(L.S.)

Slutprotokol.

I Forbindelse med Undertegnelsen i Dag af Konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv of Dødsboskifte, har de befuldmægtigede for de kontraherende Stater afgivet følgende Erklæring

De kontraherende Stater er enige om, at Anmodning om Oplysning angaaende Indholdet af den i en af Staterne gældende Lov bliver at fremsende fra vedkommende Justits- eller Udenrigsministerium og rettes, naar der spørges om dansk, finsk, islandsk eller norsk Lov, til Justitsministeriet, og naar der spørges om svensk Lov, til Udenrigsdepartementets retsafdeling. Oplysninger skal altid meddeles i det Omfang, hvori der foreligger udtrykkelige Lovbestemmelser, og skal iøvrigt gives i den Udstrækning, Forholdene tilsteder.

København, den 19. November 1934.

(sign.) P. Munch.

(L.S.)

Danmarks Ratifikationsdokument deponeredes tilligemed de øvrige kontraherende Staters Ratifikationsdokumenter i det danske Udenrigsministerium den 14. Juni 1935.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab med Tilføjende, at Konventionen træder i Kraft den 1. Januar 1936.

Justitsministeriet, den 4. Oktober 1935.

Zahle.

/Bilfeldt.

Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte.

Ved kongelig Resolution af 1. Juni 1935 har Danmark ratificeret den i København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte, efter at der ved Lov Nr. 88 af 30. Marts 1935 var blevet meddelt regeringen Bemyndigelse til ved kongelig Anordning at sætte Konventionens Bestemmelser i Kraft.

Konventionen har følgende Ordlyd

Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte.

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island, republikken Finlands Præsident, Hans Majestæt Norges Konge og Hans majestæt Kongen af Sverige, hvilke er kommet overens om at afslutte en Konvention om Arv og Dødsboskifte, har udnævnt til deres befuldmægtigede

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island

For Danmark

Sin Udenrigsminister, Dr. phil. Peter Rochegune Munch;

For Island

Overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Hr. Sveinn Bjørnsson;

Republikken Finlands Præsident

Republikkens overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København, Dr. phil Rolf Thesleff;

Hans Majestæt Norges Konge

Sin overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København, Hr. Hans Emil Huitfeldt;

Hans Majestæt Kongen af Sverige

Sin Charge d'affaires a.i. i København, Hr. Knut Richard Thyberg;

hvilke, behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende Artikler

I. Arv og uskiftet Bo.

Ingen