Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland afsluttet Konvention om visse civil-processuelle Forhold. (* 1)

Artikel 1.

Stk. 1. Denne Konvention gælder kun borgerlige Sager og Handelssager, derunder sager vedrørende frivillig Retshjælp.

Stk. 2. I denne Konvention skal Ordene »den ene (eller den anden) høje kontraherende Parts Omraade« til enhver Tid forstaas som omfattende et hvilket som helst af vedkommende høje kontraherende Parts Omraader, for hvilket Konventionen paa det Tidspunkt gælder.

Stk. 3. I denne Konvention skal Ordene »Statsborger i den ene (eller den anden) kontraherende Stat«, forsaavidt angaar Hans Majestæt Kongen af Storbritannien, Irland og de britiske oversøiske Besiddelser, Kejser af Indien, betragtes som betydende alle Hans Majestæts Undersaatter uden Hensyn til Bopæl og skal omfatte alle Personer under Hans Majestæts Beskyttelse.

II. - Forkyndelse af retslige og udenretslige Dokumenter.

Artikel 2.

Naar retslige eller udenretslige Dokumenter, der er udfærdiget paa en af de høje kontraherende Parters Omraade, af en judiciel Myndighed, der har sit Sæde der, ønskes forkyndt for Enkeltpersoner, Interessentskaber, Aktieselskaber, Foreninger eller andre Sammenslutninger, der befinder sig paa den anden høje kontraherende Parts Omraade, kan saadanne Dokumenter, uden at Bestemmelserne i Artikel 5 herved berøres, forkyndes for Modtageren af Aktstykket paa en af de i Artiklerne 3 og 4 angivne Maader.

Artikel 3.

Stk. 1. Begæring om Forkyndelse skal af de Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, fra hvis Omraade de Dokumenter, der skal forkyndes, hidrører, stilestil den kompetente Myndighed i det Land, hvor Dokumenterne skal forkyndes, med Anmodning til nævnte Myndighed om at foranledige Dokumenternes Forkyndelse. Begæringen skal afsendes af nævnte Konsularembedsmand til nævnte Myndighed.

Stk. 2. Begæringen om Forkyndelse skal være affattet i det Lands Sprog, hvor Forkyndelse skal foretages. Begæringen om Forkyndelse skal angive Parternes fulde Navn og Stilling, Modtagerens fulde Navn, Stilling og Bopæl, samt Arten af det Dokument, der skal forkyndes, og skal, i dobbelt Udfærdigelse, ledsages af ethvert Dokument, der skal forkyndes.

Stk. 3. Det Dokument, der skal forkyndes, skal enten være affattet i det Lands Sprog, hvor det skal forkyndes, eller være ledsaget af en Oversættelse til dette Sprog. Rigtigheden af Oversættelsen skal være bekræftet af en Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, fra hvis Omraade Dokumentet hidrører.

Stk. 4. Begæring om Forkyndelse skal stiles og sendes-

i Danmark: til Retten paa det Sted, hvor Modtageren bor eller opholder sig, for Københavns Vedkommende til Københavns Byret;

i England: til Senior Master i Højesteret.

Hvis den Myndighed, til hvilken en Begæring om Forkyndelse er sendt, ikke er kompetent til at foretage Forkyndelsen, skal denne Myndighed af sig selv fremsende Dokumentet til den kompetente Myndighed i Landet.

Stk. 5. Forkyndelse skal foretages af den dertil kompetente Myndighed i det Land, hvor Dokumentet skal forkyndes, og denne Myndighed skal forkynde Dokumentet paa den for Forkyndelse af saadanne Dokumenter ved det paagældende Lands Love foreskrevne Maade, dog at man, saafremt der i Begæringen om Forkyndelse udtales Ønsket om en særlig Forkyndelsesmaade, skal foretage Forkyndelsen paa denne Maade, for saa vidt den ikke er uforenelig med det paagældende Lands Love.

Stk. 6. Er Begæring om Forkyndelse rigtig fremsat efter de foregaaende Bestemmelser i denne Artikel, skal Forkyndelse ikke kunne nægtes foretaget, medmindre: (1) Ægtheden af Begæringen om Forkyndelse ikke er godtgjort, eller (2) den høje kontraherende Part, paa hvis Omraade Forkyndelse skal foretages, skønner, at dens Suverænitet eller Sikkerhed vilde blive udsat for Fare derved.

Stk. 7. Den Myndighed, overfor hvilken der er fremsat Begæring om Forkyndelse, skal udstede en Attest, eller angiver Grunden til, at Forkyndelse ikke har kunnet foretages, samt Maaden og Datoen for Forkyndelsen eller Forsøget paa Forkyndelse, og skal sende nævnte Attest til den Konsularembedsmand, af hvem Begæringen om Forkyndelse er fremsat. Attesten om Forkyndelsen eller Forsøg paa Forkyndelse skal paategnes eller vedhæftes det ene Eksemplar af den Udfærdigelse, som er forkyndt eller forsøgt forkyndt.

Artikel 4.

Stk. 1. Saafremt Modtageren af Aktstykket ikke er Statsborger i den kontraherende Stat, paa hvis Omraade Dokumentet skal forkyndes, kan Forkyndelse foretages uden nogen Anmodning til eller Mellemkomst af Myndighederne i det Land, hvor den foretages

(1) af en Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, fra hvis Omraade Dokumentet hidrører;

(2) af en Befuldmægtiget, der beskikkes hertil enten af den judicielle Myndighed, af hvilken Forkyndelse af Doku,entet begæres, eller af den Part, paa hvis Anmodning Dokumentet er udfærdiget.

Stk. 2. Alle Dokumenter, der er forkyndt paa den i det foregaaende Stykke foreskrevne Maade, skal, medmindre Modtageren af Aktstykket er Statsborger i den kontraherende Stat, fra hvis Omraade det Dokument, der skal forkyndes, hidrører, enten være affattet i det Lands Sprog, hvor Forkyndelsen skal foretages, eller være ledsaget af en Oversættelse til dette Sprog, hvis Rigtighed skal være bekræftet som foreskrevet i Artikel 3, 3. Stk.

Artikel 5.

Bestemmelserne i denne Konvention skal ikke være til Hinder for, at Dokumenter, der er affattet paa en af de høje kontraherende Parters Omraade, lovligt og gyldigt kan forkyndes paa den anden høje kontraherende Parts Omraade paa en af de følgende Forkyndelsesmaader i alle Tilfælde hvor saadan Forkyndelsesmaade er anerkendt gyldig efter Lovgivningen i det Land, fra hvilket Dokumenterne hidrører:-

(-a-) ved de dertil kompetente Embeds- eller Bestillingsmænd i det Land, hvor Dokumenterne skal forkyndes, direkte efter Anmodning af Parterne i alle Sager, hvor det ikke ifølge Landets Lovgivning er forbudt saadanne Embeds- eller Bestillingsmænd at foretage Forkyndelse paa saadan Vis;

( b ) gennem Postvæsenet; eller

( c ) ved enhver anden Forkyndelsesmaade, der ikke strider mod den til enhver Tid gældende Lovgivning i det Land, hvor Forkyndelse skal foretages.

Artikel 6

Stk. 1. I alle Tilfælde, hvor Dokumenter er forkyndt i Overensstemmelse med Forskrifterne i Artikel 3, skal den høje kontraherende Part, af hvis Konsularembedsmand Begæringen om Forkyndelse er fremsendt, betale den anden høje kontraherende Part alle Omkostninger og Udgifter, der ifølge Lovgivningen i det Land, hvor Forkyndelsen er foretaget, skal erlægges til de Personer, der anvendes til at foretage Forkyndelsen, og alle ved en særlig Forkyndelsesmaade paaløbende Omkostninger og Udgifter. Disse Omkostninger maa ikke andrage mere end de, der sædvanlig beregnes ved det paagældende Lands Domstole.

Stk. 2. Refusion af disse Omkostninger og Udgifter skal af den kompetente Myndighed, af hvilken Forkyndelsen er foretaget, samtidig med Indsendelsen af den i Artikel 3, 7. Stk. nævnte Attest afkræves den Konsularembedsmand, af hvem Begæringen er fremsendt.

Stk. 3. Udover hvad der foran er bestemt, skal intet Gebyr af nogen Art betales af den høje kontraherende Part til den anden i Forbindelse med Forkyndelse af noget Dokument.

III.- Optagelse af Bevis.

Artikel 7.

Naar en judiciel Myndighed paa en af de høje kontraherende Parters Omraade begærer Bevis optaget paa den anden høje kontraherende Parts Omraade, kan saadant Bevis optages paa en af de i Artiklerne 8 og 9 foreskrevne Maader.

Artikel 8.

Stk. 1. Den judicielle Myndighed, der begærer Bevis optaget, kan i Overensstemmelse med den i dens eget Land gældende Lovgivning ved en Retsanmodning henvende sig til den kompetente Myndighed i det Land, hvor Beviset skal optages, med Anmodning til nævnte Myndighed om at optage Beviset.

Stk. 2. Retsanmodningen skal være affattet i det Lands Sprog, hvor Beviset skal optages, eller være ledsaget af en Oversættelse til det paagældende Sprog. Rigtigheden af denne Oversættelse skal være bekræftet af en Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, hvis judicielle Myndighed har fremsat Anmodningen. Retsanordningen skal angive Arten af den Sag, i hvilken Bevis begæres optaget, Parternes fulde Navn og Stilling og Vidnernes fulde Navn, Stilling og Bopæl. Den skal derhos enten være ledsaget af en Liste over de Spørgsmaal, der ønskes stillet Vidnet eller Vidnerne, tillige med en Oversættelse af disse Spørgsmaal, hvis Rigtighed er bekræftet paa den ovenfor foreskrevne Maade, eller indeholde Anmodning til den kompetente Myndighed om Tilladelse til, at der mundtlig stilles Vidnerne de Spørgsmaal, som Parterne eller deres Befuldmægtigede maatte ønske at stille.

Stk. 3. Retsanmodninger skal fremsendes- i Danmark: af en britisk Konsularembedsmand til Retten paa det Sted, hvor den Person, der skal møde for Retten, bor eller opholder sig, naar dette er udenfor København; for Københavns Vedkommende til Justitsministeriet;

i England: af en dansk Konsularembedsmand til Senior Master i Højesteret.

Hvis den Myndighed, til hvilken en Retsanordning er fremsendt, ikke er kompetent til at efterkomme Anmodningen skal Retsanordningen uden videre Begæring oversendes til den kompetente Myndighed i Landet.

Stk. 4. Den kompetente Myndighed til hvilken en Retsanmodning er sendt eller oversendt, skal efterkomme Anmodning og fremskaffe de ønskede Beviser og dertil benytte de samme Tvangsmidler og den samme Fremgangsmaade, som benyttes ved Udførelsen af en Anmodning eller et Paalæg fra Landets egne Myndigheder, dog at man, saafremt der i Retsanordningen skulde være udtalt Ønsket om en særlig Fremgangsmaade, da skal følge denne, for saa vidt den ikke er uforenelig med Lovgivningen i det Land, hvor Beviset begæres optaget.

Stk. 5. Den Konsularembedsmand, af hvem Retsanmodningen fremsendes, skal, saafremt han ønsker dette, underrettes om Dag og Sted for Bevisoptagelsen, for at han kan underrette de vedkommende, og disse skal være berettiget til at overvære denne personlig eller ved Befuldmægtiget, saafremt de ønsker dette.

Stk. 6. Udførelsen af Retsanmodninger skal kun kunne nægtes-

(1) saafremt Ægtheden af Retsanmodningen ikke er godtgjort;

(2) saafremt i det Land, hvor Bevis skal optages, Udførelsen af den paagældende Retsanmodning ikke henhører under Domstolenes Kompetence;

(3) saafremt den høje kontraherende Part, paa hvis Omraade Bevis skal optages, skønner, at dens Suverænitet eller Sikkerhed vilde blive udsat for Fare derved.

Stk. 7. I alle Tilfælde, hvor en Retsanmodning ikke udføres af den Myndighed, til hvilken den er rettet, skal denne straks give den Konsularembedsmand, af hvem den er fremsendt, Meddelelse herom med Angivelse af Grundene til, at Udførelsen af Retsanmodningen er nægtet, eller Angivelse af den judicielle Myndighed, til hvilken den er oversendt.

Artikel 9.

Stk. 1. Bevis kan ogsaa optages - uden nogen Anmodning til eller Mellemkomst af Myndighederne i det Land, i hvilket det skal optages - af en Person i nævnte Land, der direkte er beskikket hertil af den Domstol, af hvilken Beviset begæres optaget. En Konsularembedsmand for den kontraherende Stat, hvis Domstol begærer Beviset optaget, eller anden dertil egnet Person kan beskikkes hertil.

Stk. 2. Den, der saaledes beskikkes til at optage Bevis, kan tilsige de Personer, der opgives ham af den Domstol, der har beskikket ham, til at give Møde for sig og afgive Forklaring eller fremlægge Dokumenter. Han har Ret til at optage enhver Art Bevis, der ikke strider mod Lovgivningen i det Land, hvor Beviset skal optages, og skal have Ret til at modtage Edsaflæggelse, men ikke at anvende Tvangsmidler.

Stk. 3. Tilsigelser om at give Møde, udstedt af en paa nævnte Maade beskikket Person, skal, medmindre den tilsagte er Statsborger i den kontraherende Stat, til Brug for hvis judicielle Myndighed Beviset begæres optaget, affattes i det Lands Sprog, hvor Beviset skal optages, eller være ledsaget af en Oversættelse til dette Sprog.

Stk. 4. Beviset kan optages i Overensstemmelse med den Fremgangsmaade, der anerkendes af Lovgivningen i det Land, til Brug for hvis judicielle Myndighed Beviset begæres optaget, og Parterne skal have Ret til at give Møde eller at lade sig repræsentere ved Advokater eller Sagførere fra det paagældende Land eller ved andre Personer, der er berettiget til at give Møde i Retten i noget af de paagældende Lande.

Stk. 5. Den i denne Artikel bestemte Fremgangsmaade er ganske frivillig, og det staar enhver frit for at vægre sig ved at efterkomme saadan Anmodning eller at afgive nogen Vidneforklaring eller at fremlægge noget Dokument. Den, der fremsætter saadan Vægring, skal derved ikke ifalde Straf eller lide anden Skade i Forbindelse med den Retssag, for hvilken Beviset begæres optaget.

Artikel 10.

Den Omstændighed, at et Forsøg paa at optage Bevis paa den i Artikel 9 nævnte Maade ikke er lykkedes som Følge af et Vidnes Vægring ved at give Møde, afgive Forklaring eller fremlægge Dokumenter, er ikke til Hinder for, at en Retsanmodning senere kan fremsættes i Overensstemmelse med Artikel 8.

Artikel 11.

Stk. 1. I de Tilfælde, hvor Bevis optages paa den i Artikel 8 bestemte Maade, skal den høje kontraherende Part, af hvis judicielle Myndighed Retsanmodningen er fremsendt, refundere den anden høje kontraherende Part alle Omkostninger, som sidstnævntes kompetente Myndighed maatte have haft ved Udførelsen af Anmodningen, forsaavidt angaar Udgifter og Omkostninger til Vidner, Skønsmænd, Tolke eller Translatører, Omkostninger ved at faa de Vidner til at møde, der ikke godvillig har givet Møde, og Omkostninger og Udgifter til alle, hvem nævnte Embedsmand maatte have bemyndiget til at møde for sig i de sager, hvor hans eget Lands Lovgivning tillader saadant, og alle Omkostninger og Udgifter, der maatte være opstaaet som Følge af Anmodning om en særlig Fremgangsmaade og af, at denne er fulgt. Disse Omkostninger maa ikke andrage mere end de, der sædvanlig beregnes i lignende Sager ved Domstolene i det Land, hvor Beviset er blevet optaget.

Stk. 2. Refusion af disse Omkostninger skal af den kompetente Myndighed, af hvilken Retsanmodningen er efterkommet, samtidig med Fremsendelsen af de Dokumenter, af hvilke det fremgaar, at Anmodningen er udført, afkræves den Konsularembedsmand, fra hvem Anmodningen er modtaget.

Stk. 3. Udover hvad der foran er bestemt, skal intet Gebyr af nogen Art betales af den høje kontraherende Part til den anden i Forbindelse med Optagelse af Bevis.

IV.- Retshjælp til ubemidlede, Gældsfængsel og Sikkerhedsstillelse for Omkostninger.

Artikel 12.

Statsborgere i den ene kontraherende Stat skal paa den anden kontraherende Stats Omraade nyde fuld Lighed med sidstnævntes Statsborgere med Hensyn til gratis Retshjælp til ubemidlede og Fængsling for Gæld, og skal ikke, naar de er fast bosiddende paa nævnte Omraade, være forpligtede til at stille Sikkerhed for Omkostninger i nogen Sag, hvor en Statsborger i den anden kontraherende Stat ikke skulde stille saadan Sikkerhed.

V.--Almindelige Bestemmelser.-

Artikel 13.

Alle Vanskeligheder, der maatte opstaa i Forbindelse med Anvendelsen af denne Konvention, skal udjævnes ad diplomatisk Vej.

Artikel 14.

Nærværende Konvention, hvis engelske og danske Tekst er i lige Grad autentiske, skal ratificeres. Ratifikationerne skal udveksles i London. Konventionen skal træde i Kraft en Maaned efter den Dag, paa hvilken Ratifikationerne er udvekslet, og skal forblive i Kraft tre Aar efter Dagen for dens Ikrafttræden. Saafremt ingen af de høje kontraherende Parter mindst seks Maaneder for Udløbet af nævnte Treaarsperiode ad diplomatisk Vej maatte have opsagt Konventionen, skal den forblive i Kraft indtil Udløbet af seks Maaneder fra den Dag, paa hvilken en af de høje kontraherende Parter maatte opsige den.

Artikel 15.

Stk. 1. Denne Konvention skal ikke uden videre gælde for Skotland eller Nord-Irland eller nogen af Hans Britiske Majestæts Kolonier eller Protektorater eller for noget Omraade under hans Overhøjhed eller for noget Mandatomraade, der bestyres af Hans Majestæts Regering i det Forenede Kongerige Storbritannien og Nord-Irland, men Hans Britiske Majestæt kan til enhver Tid, saalænge denne Konvention er i Kraft i Henhold til Artikel 14, ved en Notifikation gennem sin Gesandt i København udvide denne Konvention til ogsaa at gælde ethvert af de ovenfor nævnte omraader.

Stk. 2. Saadan Notifikation skal indeholde Angivelse af de Myndigheder i de paagældende Omraader, til hvilke Begæringer om Forkyndelse eller om Optagelse af Bevis skal fremsendes, og af det Sprog, i hvilket Meddelelser eller Oversættelser skal affattes. Enhver saadan Udvidelse af Konventionens Gyldighed skal træde i Kraft en Maaned efter modtagelsen af Notifikationen herom.

Stk. 3. Tre Aar efter at en Udvidelse af denne Konvention er traadt i Kraft for noget af de i denne Artikels 1, Stykke nævnte Omraader, kan enhver af de høje kontraherende Parter til enhver Tid bringe en saadan Udvidelse til Ophør ved Opsigelse med seks Maaneders Varsel ad diplomatisk Vej.

Stk. 4. Ophør af denne Konvention i Henhold til Artikel 14 skal, medmindre andet udtrykkeligt vedtages af begge de høje kontraherende Parter, af sig selv bringe denne til Ophør for alle de Omraader, til hvilke den maatte være udvidet i Henhold til 1. Stykke i denne Artikel.

Artikel 16.

Stk. 1. Hans Britiske Majestæt kan til enhver Tid, saalænge denne Konvention er i Kraft enten i henhold til Artikel 14 eller som Følge af en Tiltrædelse i Henhold til denne Artikel, ved en Notifikation ad Diplomatisk Vej tiltræde nærværende Konvention, for saa vidt angaar ethvert af hans selvstyrende Lande eller Indien, dog at ingen Notifikation om Tiltrædelse kan afgives paa et Tidspunkt, hvor Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island har givet varsel om Ophør, for saa vidt angaar alle de Hans Britiske Majestæt tilhørende Omraader, for hvilke Konventionen gælder. Bestemmelserne i Artikel 15, 2. Stk., skal finde Anvendelse paa saadan Notifikation. En Tiltrædelse som den nævnte skal træde i Kraft en Maaned efter Dagen for dens Notifikation.

Stk. 2. Efter Udløbet af tre Aar fra den Dag, da en Tiltrædelse i Henhold til 1. Stykke i denne Artikel er traadt i Kraft, kan enhver af de høje kontraherende Parter ved Opsigelse med seks Maaneders Varsel ad diplomatisk Vej bringe Konventionens Anvendelse til Ophør i ethvert Land, med Hensyn til hvilket en Notifikation om Tiltrædelse har været afgivet. Ophør af Konventionen i Henhold til Artikel 14 skal ikke berøre dens Anvendelse paa saadant Land.

Stk. 3. Enhver Notifikation om Tiltrædelse i Henhold til 1. Stykke i denne Artikel kan omfatte ethvert Biland eller Mandatomraade, der bestyres af Regeringen i det Land, med Hensyn til hvilket saadan Notifikation om Tiltrædelse er afgivet; og ethvert Varsel om Ophør for saa vidt angaar et saadant Land i Henhold til 2. Stykke skal være gældende for ethvert Biland eller Mandatomraade, som var indbefatter i Notifikationen om Tiltrædelse for et saadant Lands Vedkommende.

Til Bekræftelse heraf har de Undertegnede underskrevet nærværende Konvention i det danske og det engelske Sprog og forsynet den med deres Segl.

Udfærdiget i to Eksemplarer i London den 29. November 1932.

(L.S.) P.F. Ahlefeldt-Laurvig.

(L.S.) John Simon.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab, idet bemærkes, at Ratifikationsdokumenterne under 12. Maj 1933 er blevet udvekslet i London, og at Konventionen som Følge heraf i Overensstemmelse med Art. 14 træder i Kraft den 12. Juni 1933.

Udenrigsministeriet, den 24. Maj 1933.

P. Munch.

Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland afsluttet Konvention om visse civil-processuelle Forhold. (* 1)

Ved kgl. Resolution af 7. Januar 1933 har Danmark ratificeret følgende under 29. November 1932 i London undertegnede Konvention mellem Danmark og Storbritannien og Nordirland om visse civil-processuelle Forhold

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island og hans Majestæt Kongen af Storbritannien, Irland og de britiske oversøiske Besiddelser, Kejser af Indien,

Har, i det Ønske at yde gensidig processuel Bistand paa deres respektive Omraader i borgerlige Sager og Handelssager, der behandles eller maa forudsættes at ville blive behandlet af deres respektive judicielle Myndigheder,

Besluttet at afslutte en Konvention i dette Øjemed og udnævnt til deres befuldmægtigede

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island

Sin Overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i London Greve Preben Ferdinand Ahlefeldt-Laurvig; og

Hans Majestæt Kongen af Storbritannien, Irland og de britiske oversøiske Besiddelser, Kejser af Indien

For Storbritannien og Nord-Irland

The Right Honourable Sir John Allsebrook Simon, G.C.S.I., K.C.V.O., O.B.E., K.C., M.P., Hans Mæjestæts første Statssekretær for udenrigske Anliggender;

Hvilke, efter at have meddelt hinanden deres Fuldmagter og befundet dem i god og behørig Form, er kommet overens om følgende

I. - Indledende Bestemmelser.

Ingen