Bekendtgørelse af en af den internationale Arbejdskonference i Geneve i Aaret 1930 vedtagen Konvention angaaende tvunget eller pligtmæssigt Arbejde. (* 1) (* 2)

Artikel 1.

Ethvert Medlem af den internationale Arbejdsorganisation, der ratificerer nærværende Konvention, forpligter sig til at afskaffe Anvendelsen af tvunget eller pligtmæssigt Arbejde under alle dets Former indenfor den kortest muligt Frist.

Indtil denne fuldstændige Ophævelse kan finde Sted, skal tvungent eller pligtmæssigt Arbejde kun rent undtagelsesvis kunne anvendes i offentlige Formaals Tjeneste og kun paa de Betingelser og med de Garantier, der fastsættes i de følgende Artikler.

Ved Udløbet af en Frist paa 5 Aar, at regne fra nærværende Konventions Ikrafttræden, skal det internationale Arbejdsbureaus Styrelsesraad, naar det forbereder den i nedenstaaende Artikel 31 omhandlede Rapport, undersøge Muligheden af uden nogen ny Frist at ophæve tvunget eller pligtmæssigt Arbejde under alle dets Former og træffe Bestemmelse om, hvorvidt der maatte være Anledning til at sætte dette Spørgsmaal paa Konferencens Dagsorden.

Artikel 2.

Udtrykket »tvungent eller pligtmæssigt Arbejde« i nærværende Konventions Forstand skal betegne ethvert Arbejde eller enhver Bistandsydelse, der kræves af en Person under Trusel om en hvilken som helst Straf, og til hvilket den paagældende Person ikke har tilbudt sig frivilligt.

Dog skal Udtrykket »tvungent eller pligtmæssigt Arbejde« i nærværende Konventions Forstand ikke omfatte

a) ethvert i Henhold til Lovgivningen om tvungen Værnepligt krævet Arbejde eller Bistandsydelse til Udførelse af Arbejder af rent militær Art,

b) ethvert Arbejde eller Bistandsydelse, der indgaar som Led i de normale Borgerpligter, der paahviler Borgerne i et fuldtud selvstyrende Land,

c) ethvert Arbejde eller Bistandsydelse, der kræves af en Person som Følge af en over ham ved en judiciel Afgørelse fældet Dom paa Betingelse af, at dette Arbejde eller denne Bistandsydelse udføres under Tilsyn og Kontrol af offentlige Myndigheder, og at vedkommende Person ikke gives i Tjeneste hos eller stilles til Raadighed for Private, Selskaber eller private juridiske Personer,

d) ethvert Arbejde eller enhver Bistandsydelse, der kræves i Tilfælde af »force majeure«, d.v.s. i Krigstilfælde, i Tilfælde, hvor større Ulykker er indtraadt eller truer, saasom: Ildsvaade, Oversvømmelser, Hungersnød, Jordskælv, voldsom Epidemi blandt Mennesker og Dyr, Angreb af skadelige Dyr, Insekter eller Plantesnyltere samt i Almindelighed under alle Omstændigheder, som sætter eller med at sætte hele eller en Del af Befolkningens Liv eller almindelige Eksistensbetingelser i Fare,

e) mindre Arbejder paa Landet, d.v.s. Arbejder, der udføres i vedkommende lokale Samfunds direkte Interesse af dets egne Medlemmer og følgelig kan betegnes som normale Borgerpligter, der paahviler dette Samfunds Medlemmer, under Forudsætning af, at Befolkningen selv eller dens direkte Repræsentanter har Ret til at udtale sig om de paagældende Arbejders Betimelighed.

Artikel 3.

Udtrykket »kompetente Myndigheder« skal i nærværende Konventions Forstand betegne enten vedkommende Provinshovedstads Myndigheder eller den højeste centrale Myndighed indenfor vedkommende Omraade.

Artikel 4.

De kompetente Myndigheder bør ikke paalægge eller lade paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde til Fordel for Private, Selskaber eller private juridiske Personer.

Hvis en saadan Form af tvunget eller pligtmæssigt Arbejde til Fordel for Private, Selskaber eller private juridiske Personer eksisterer paa den Dato, da nærværende Konventions Ratifikation af et Medlem indregistreres af Folkeforbundets Generalsekretær, skal dette Medlem fuldstændig afskaffe det nævnte tvungne eller pligtmæssige Arbejde fra den Dato at regne, da nærværende Konvention træder i Kraft for dets Vedkommende.

Artikel 5.

Ingen Koncession tilstaaet Private, Selskaber eller private juridiske Personer, bør medføre nogen Form af tvungent eller pligtmæssigt Arbejde med Henblik paa at producere eller samle de Produkter, som disse private Selskaber eller private juridiske Personer benytter eller driver Handel med.

Hvis allerede eksisterende Konversioner indeholder Bestemmelser, der medfører Paalæggelse af denne Form af tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, skal disse Former ophæves snarest muligt for at opfylde Forskrifterne i nærværende Konventions Artikel 1.

Artikel 6.

Administrationens Funktionærer maa ikke, selv hvor de bør opmuntre

den dem undergivne Befolkning til at paabegynde et eller andet Arbejde, udøve nogen kollektiv eller individuel Tvang paa denne Befolkning for at faa den til at arbejde for Private, Selskaber eller private juridiske Personer.

Artikel 7.

Ledere, som ikke udøver administrative Funktioner, bør ikke have Ret til at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde. Ledere, som udøver administrative Funktioner, bør ikke have Ret til at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde. Ledere, som udøver administrative Funktioner, kan, med de kompetente Myndigheders udtrykkelige Tilladelse, have Ret til at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde under de i Artikel 10 i nærværende Konvention omhandlede Betingelser.

Ledere, der er lovlig anerkendte og ikke under anden Form modtager en passende Løn, kan nyde godt af personlig Tjenesteydelse. behørigt reguleret og naar der tages alle nødvendige Forholdsregler for at forhindre Misbrug.

Artikel 8.

Ansvaret for enhver Beslutning gaaende ud paa at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde paahviler de højeste civile Myndigheder indenfor det paagældende Omraade.

Disse Myndigheder kan dog til de højeste lokale Myndigheder delegere deres Ret til at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde i Tilfælde, hvor dette Arbejde ikke medfører Arbejdernes Fjernelse fra deres sædvanlige Bopæl. Disse Myndigheder kan ligeledes til de højeste lokale Myndigheder, for de Perioder og under de Betingelser, som fastsættes ved det i Artikel 23 omhandlede Regulativ, delegere deres Ret til at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, som medfører Arbejdernes Fjernelse fra deres sædvanlige Bopæl, naar det drejer sig om at lette Rejser for administrative Funktionærer i Funktion og Transport af Administrationens Materiel.

Artikel 9.

Med Forbehold af de i Artikel 10 i nærværende Konvention fastsatte Bestemmelser i modsat Retning skal enhver Myndighed, der har Ret til at paalægge tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, forinden den tillader, at man tager sin Tilflugt til denne Form for Arbejde, forvisse sig om

a) at den Bistandsydelse eller det Arbejde, der skal udføres, er af en direkte og betydelig Interesse for det Samfund, Arbejdsydelsen paalægges,

b) at Nødvendigheden for Udførelsen af den paagældende Bistandsydelse eller Arbejde allerede er indtraadt eller er umiddelbart forestaaende,

c) at det har været umuligt at fremskaffe frivillig Arbejdskraft for Udførelsen af Bistandsydelsen eller Arbejdet, uanset at der er tilbudt Løn og Arbejdsvilkaar, der er mindst lige saa gunstige som dem, der finder Anvendelse indenfor vedkommende Omraade for lignende Arbejder eller Bistandsydelser; og

d) at Arbejdet eller Bistandsydelsen ikke lægger for tung en Byrde paa vedkommende Befolkning, alt under Hensyntagen til den forhaandenværende Arbejdskraft og dens Egnethed til at paatage sig det paagældende Arbejde.

Artikel 10.

Tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, fordret som Skat, og tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, der i offentlige Arbejders Interesse er paalagt af Ledere, som beklæder administrative Funktioner, bør efterhaanden afskaffes.

Indtil denne Afskaffelse kan finde Sted, bør vedkommende Myndigheder, hvor tvungent eller pligtmæssigt Arbejde skal forlanges som Skat, og hvor tvungent eller pligtmæssigt Arbejde med Henblik paa Udførelsen af Arbejder af offentlig Interesse paalægges af Ledere, der beklæder administrative Funktioner, paa Forhaand forvisse sig om

a) at den Bistandsydelser eller det Arbejde, der skal udføres, er af en direkte og betydelig Interesse for det Samfund, som Arbejdsydelsen paalægges,

b) at Nødvendigheden for Udførelsen af den paagældende Bistandsydelse eller Arbejde allerede er indtraadt eller er umiddelbart forestaaende,

c) at Arbejdet efter Bistandsydelsen ikke lægger for tung en Byrde paa vedkommende Befolkning, alt under Hensyntagen til den forhaandenværende Arbejdskraft og dens Egnethed til at paatage sig det paagældende Arbejde,

d) at Arbejdet eller Bistandsydelsen ikke nødvendiggør, at Arbejderne fjernes fra deres sædvanlige Bopæl,

e) at Udførelsen af Arbejdet eller Bistandsydelsen ledes i Overensstemmelse med de Krav, som Religionen, Samfundslivet og Landbruget stiller.

Artikel 11.

Kun voksne, sunde Personer af Mandkøn, hvis Alder skønnes ikke at være under 18 eller over 45 Aar, kan udskrives til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde. Med Undtagelse af de Kategorier af Arbejder, der omhandles i Artikel 10 i nærværende Konvention, skal følgende Begrænsninger og Betingelser finde Anvendelse

a) forudgaaende Attestation i alle Tilfælde, hvor en saadan er mulig, ved en af Administrationen udpeget Læge, af, at de paagældende Personer ikke lider af nogen smitsom Sygdom, og at de er fysisk egnede for det Arbejde, der forlanges, og de Betingelser, under hvilke det skal udføres,

b) Personale, knyttet til Skoler, Elever og Lærere, saavel som administrativt Personale i Almindelighed, skal undtages,

c) at det for Familie- og Samfundslivet nødvendige Antal voksne og sunde Mænd bliver tilbage indenfor hvert Samfund,

d) Hensyntagen til ægteskabelige- og Familie-Baand.

Af Hensyn til det under Punkt c angivne Formaal skal det i Artikel 23 i nærværende Konvention omhandlede Regulativ fastsætte, hvor stor en Quotadel af den mandlige, sunde Befolkning der kan udskrives til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, under Forbehold af, at denne i intet Tilfælde overstiger 25 pCt. at denne Del af Befolkningen. Ved Fastsættelsen af dette Antal skal de kompetente Myndigheder tage Hensyn til Befolkningstætheden, Befolkningens sociale og fysiske Udvikling, Aarstiden og de Arbejder, der paa Stedet skal udføres af vedkommende Personer for deres egen Regning, ligesom de i Almindelighed skal tage Hensyn til de Krav af økonomisk og social Art, som vedkommende Samfunds normale Liv stiller.

Artikel 12.

Den længste Periode, for hvilken en Person kan udskrives til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde under dets forskellige Former, maa ikke overskride 60 Dage indenfor en Periode af 12 Maaneder, inklusive de Dage, der medgaar til Frem- og Tilbagerejse fra Arbejdsstedet.

Enhver til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde udskrevet Person bør forsynes med et Certifikat, der angiver de Perioder, i hvilke han har været beskæftiget ved saadant Arbejde.

Artikel 13.

Den normale Arbejdstid for en til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde udskrevet Person bør være den samme, som den, der anvendes ved frit Arbejde, og Arbejdstiden udover den normale Arbejdstid bør lønnes efter samme Lønsats som den Lønsats, der anvendes for frie Arbejderes Overtidsarbejde.

Der bør tilstaas alle Personer, der beskæftiges ved en hvilken som helst Form af tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, en ugentlig Hviledag, og denne Hvile dag bør saavidt muligt falde sammen med den Dag, der ved Tradition eller Skik og Brug har vundet Hævd paa vedkommende Sted eller Egn.

Artikel 14.

Med Undtagelse af det i Artikel 10 i nærværende Konvention omhandlede Arbejde bør tvungent eller pligtmæssigt Arbejde under alle dets Former betales kontant og efter Satser som, for det samme Arbejde, hverken maa være lavere end de Satser, der gælder paa den Egn, hvor Arbejderne beskæftiges, eller end de Satser, der gælder paa den Egn, hvorfra Arbejderne rekrutteres.

I alle Tilfælde, hvor Arbejde paalægges af Ledere under Udøvelsen af deres administrative Funktioner, skal Betaling af Løn i Overensstemmelse med de i foregaaende Stykke fastsatte Bestemmelser snarest muligt indføres.

Lønningerne bør udbetales til hver Arbejder personlig og ikke til Arbejdernes Stammehøvding eller nogen anden Myndighed.

De Dage, der medgaar til Frem- og Tilbagerejse fra Arbejdspladsen, skal i Henseende til Lønning betragtes som Arbejdsdage.

Nærværende Artikel skal ikke hindre, at der ydes Arbejderne sædvanlige Rationer af Levnedsmidler som en Del af deres Løn, naar disse Rationer mindst svarer til den Pengesum, med hvilken de afregnes, men der maa ikke foretages noget Fradrag i Lønningen, hverken til Betaling af Skat eller for særlige Levnedsmidler, Klæder eller Logi, som ydes Arbejderne for at holde dem i Stand til at fortsætte Arbejdet under de for dette gældende særlige Betingelser, ligesom heller ikke for Forsyning med Værktøj.

Artikel 15.

Enhver Lovgivning vedrørende Erstatning for Ulykkestilfælde eller Sygdom som Følge af Arbejdet og enhver Lovgivning, der fastsætter Erstatning til afdøde eller invaliderede Arbejderes Efterladte, som gælder eller maatte komme til at gælde for vedkommende Territorium, skal finde Anvendelse for Personer, der er udskrevet til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, under samme Betingelser som for frie Arbejdere.

Enhver Myndighed, der anvender en Arbejder til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, bør have Pligt til paa enhver Maade at sikre vedkommende Arbejders Eksistens, hvis et Ulykkestilfælde eller en Sygdom, opstaaet som Følge af Arbejdet, skulle gøre ham helt eller delvis ude af Stand til at sørge for sine egne Fornødenheder. Denne Myndighed bør ligeledes træffe Foranstaltning til at sikre enhver Persons Underhold, der faktisk forsørgedes af den afdøde eller tilskadekomne Arbejder.

Artikel 16.

Personer, udskrevne til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, bør naar bortses fra Tilfælde af eksceptionel Nødvendighed, ikke bringes til Egne, hvor Forholdene med Hensyn til Levnedsmidler og Klima er saa forskellige fra dem, de er vant til, at de frembyder en Fare for deres Sundhed.

En saadan Overførsel af Arbejdere bør i intet Tilfælde tillades, medmindre alle de hygiejniske- og Bolig-Forholdsregler, der er nødvendige for deres Anbringelse og for Bevarelsen af deres Sundhed, finder omhyggelig Anvendelse.

Naar en saadan Overførsel ikke kan undgaas, bør der, efter den kompetente Lægetjenestes Anvisning, træffes alle Foranstaltninger til at sikre Arbejdernes progressive Tilvænning til de nye Ernærings- og Klimaforhold.

I de Tilfælde, hvor disse Arbejdere er udskrevne til at udføre et regelmæssigt Arbejde, som de ikke er vant til, skal der træffes Foranstaltning til at sikre deres Tilvænning til denne Slags Arbejde, særlig forsaavidt angaar gradvis Opøvelse, Arbejdstid, Anvendelsen af mellemkommende Hviletider og de Forbedringer eller Forøgelser af Levnedsmiddelrationerne, som maatte vise sig nødvendige.

Artikel 17.

De kompetente Myndigheder bør, forinden de giver Tilladelse til, at tvungent eller pligtmæssigt Arbejde anvendes ved Bygge- eller Vedligeholdelsesarbejder, der tvinger Arbejderne til at opholde sig paa Arbejdsstedet gennem en længere Tid, forvisse sig om

1) at alle nødvendige Forholdsregler er taget for at sikre Arbejdernes Helbred og garantere dem den nødvendige Lægehjælp og ganske særlig

a) at Arbejderne underkastes Lægeundersøgelse, inden de begynder paa Arbejdet og fornyede Undersøgelser med fastsatte Mellemrum under Arbejdets Udførelse,

b) at der er tilvejebragt det tilstrækkelige Lægepersonale samt Apoteker, Lazaretter, Hospitaler og det Materiel, der er nødvendigt for at imødekomme enhver Fordeling, og

c) at gode hygiejniske Forhold paa Arbejdsstedet og Arbejdernes Forsyning med Vand, Levnedsmidler, Brændsel og Køkkenredskaber er sikret paa tilfredsstillende Maade, og at der, om nødvendigt, er skaffet dem tilfredsstillende Klæder og Logi;

2) at der er truffet passende Forholdsregler til at sikre Arbejderens Families Eksistens, særlig derved, at man letter ham Muligheden for paa en sikker Maade at kunne sende en Del af sin Løn til Familien, enten med hans Samtykke eller paa hans Anmodning;

3) at Arbejdernes Rejse til og fra Arbejdspladsen sikres af Administrationen paa dens Ansvar og Bekostning og saaledes, at Administrationen letter disse Rejser ved i videst mulige Udtrækning at gøre Brug af alle forhaandenværende Transportmidler;

4) at Arbejderne, i Tilfælde af Sygdom eller Ulykkestilfælde, der medfører Arbejdsudygtighed af en vis Varighed, hjemsendes paa Administrationens Bekostning,

5) at enhver Arbejder, som maatte ønske at blive tilbage som frivillig Arbejder ved Udløbet af den Periode, for hvilken han er udskrevet til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, faar Tilladelse hertil, uden at han i en Periode af to Aar mister sin Ret til fri Hjemsendelse.

Artikel 18.

Tvungent eller pligtmæssigt Arbejde vedrørende Transport af Personer eller Gods, som f.Eks. Bæreres eller Roeres Arbejde, skal afskaffes indenfor den kortest mulige Frist. Indtil denne Afskaffelse kan finde Sted, bør de kompetente Myndigheder udstede Regulativer, der særlig fastsætter

a) Forpligtelse til kun at benytte dette Arbejde til at lette Rejser for administrative Funktionærer under Udøvelsen af deres Funktioner eller til Transport af Administrationens Materiel eller - i Tilfælde af absolut paatrængende Nødvendighed - Transport af andre Personer end Funktionærer,

b) Forpligtelse til ved saadanne Transporter kun at anvende Mænd, der ved forudgaaende Lægeundersøgelse erklæres fysisk egnede til dette Arbejde, i alle Tilfælde, hvor en saadan Undersøgelse er mulig. I Tilfælde, hvor den ikke er mulig, bør den Person, der benytter denne Arbejdskraft, paa eget Ansvar forvisse sig om, at de anvendte Arbejdere er i Besiddelse af den nødvendige fysiske Egnethed og ikke lider af smitsomme Sygdomme,

c) Maximum for den Vægt, Arbejderne skal bære,

d) Maximum for den Strækning, som det kan paalægges disse Arbejdere at fjerne sig fra deres Bolig,

e) Maximum af det Antal Dage om Maaneden eller indenfor en hvilken som helst anden Periode, i hvilken disse Arbejdere kan rekvireres, deri medregnet det Antal Dage, der medgaar til Hjemrejsen,

f) hvilke personer, der har Ret til at benytte sig af denne Form for tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, og det Omfang, hvori de har Ret til at benytte sig deraf.

Ved Fastsættelsen af de Maximumsgrænser, der omhandles under Bogstaverne c), d), e) i det foregaaende Stykke, bør de kompetente Myndigheder tage Hensyn til de forskellige Faktorer, der kan komme i Betragtning, særlig den fysiske Udvikling hos den Befolkning, fra hvilken Arbejderne skal rekrutteres, Karakteren af den Egn, gennem hvilken de skal rejse, og de klimatiske Betingelser.

De kompetente Myndigheder bør desuden træffe Bestemmelser gaaende ud paa, at den normale daglige Rejse for saadanne Arbejdere ikke overstiger en Afstand, der svarer til den Gennemsnitsarbejdsdag paa 8 Timer, hvorved det forstaas, at der skal tages Hensyn ikke blot til den Vægt, der skal bæres, og den Afstand, der skal tilbagelægges, men ogsaa til Vejens Beskaffenhed, Aarstiden og alle andre relevante Faktorer; hvor der kræves Rejsetid udover den normale daglige Rejse, skal der betales for denne Rejsetid efter højere Satser end de normale.

Artikel 19.

De kompetente Myndigheder skal kun kunne tillade Anvendelse at tvungen Opdyrkning som et Middel til at forebygge Hungersnød eller Mangel paa Levnedsmidler og altid paa den Betingelse, at Levnedsmidlerne eller Produkterne vedbliver at være de Personer eller det Samfunds Ejendom, der har produceret dem.

I Tilfælde af, at Produktionen indenfor et Samfund er organiseret paa fælles Basis i Kraft af Lov eller Sædvane, og at Produkterne eller den Fortjeneste, der fremkommer ved deres Salg, forbliver hele Samfundets Ejendom, skal denne Artikel ikke medføre, at Samfundets Medlemmers Forpligtelse til at udføre det Arbejde, der i Henhold til Lov eller Sædvane forlanges af dem, ophæves.

Artikel 20.

Kollektive Straffelove, i Henhold til hvilke et Samfund kan straffes for Forbrydelser begaaet af et enkelt af deres Medlemmer, maa ikke foreskrive tvungent eller pligtmæssigt Arbejde for hele Samfundet som en af Straffemaaderne.

Artikel 21.

Tvungent eller pligtmæssigt Arbejde maa ikke finde Anvendelse forsaavidt angaar Arbejder under Jorden i Miner.

Artikel 22.

De aarlige Rapporter, som Medlemsstater, der ratificerer nærværende Konvention, forpligter sig til at tilstille det internationale Arbejdsbureau i Overensstemmelse med Bestemmelserne i Versailles- Traktatens Artikel 408 og de tilsvarende Artikler i de andre Fredstraktater angaaende de Forholdsregler, de har taget for at gennemføre nærværende Konventions Bestemmelser for ethvert af Konventionen omfattet Territorium, skal indeholde saa fuldstændige Oplysninger som muligt med Hensyn til, i hvilket Omfang man har taget sin Tilflugt til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde indenfor dette Territorium, saavel som med Hensyn til følgende Punkter: de Formaal, hvortil Arbejdet er blevet udskrevet, Statistik over Sygdom og Dødelighed, Arbejdstid, Maaden, paa hvilken Lønningerne er blevet betalt, og Satserne for disse, saavel som alle andre Oplysninger af Interesse.

Artikel 23.

For at gennemføre nærværende Konventions Bestemmelser skal de kompetente Myndigheder udstede et fuldstændigt og nøjagtigt Regulativ angaaende Anvendelsen af tvungent eller pligtmæssigt Arbejde.

Dette Regulativ skal særlig indeholde Regler, der gør det muligt for enhver, som udskrives til tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, overfor Myndighederne at kunne fremsætte enhver Klage med Hensyn til de Arbejdsbetingelser, der bydes ham, ligesom de skal yde ham Garanti for, at disse Klager bliver undersøgt og taget i Betragtning.

Artikel 24.

Der bør træffes egnede Forholdsregler til i alle Tilfælde at sikre den nøje Overholdelse af Regulativerne vedrørende Anvendelsen af tvungent eller pligtmæssigt Arbejde enten derved, at ethvert allerede for Tilsyn med frie Arbejdere skabt Tilsynsorgans Myndighed udvides til at omfatte tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, eller ved et andet passende System. Der bør ligeledes træffes Forholdsregler til at bringe disse Regulativer til de Personers Kendskab, af hvem der fordres tvungent eller pligtmæssigt Arbejde.

Artikel 25.

Den Handling, ulovligt at kræve tvungent eller pligtmæssigt Arbejde, skal belægges med egentlig Straf, og ethvert Medlem, der ratificerer nærværende Konvention, skal være forpligtet til at sikre, at de af Loven paalagte Straffebestemmelser virkeligt er virksomme og nøje overholdes.

Artikel 26.

Ethvert Medlem af den internationale Arbejdsorganisation, der ratificerer nærværende Konvention, forpligter sig til at anvende den paa de Territorier, der hører under dets Suverænitet, Jurisdiktion, Beskyttelse, Suzerænitet, Formynderskab eller Myndighed, i det Omfang, hvori den har Ret til at paalægge Forpligtelser vedrørende den indre Jurisdiktion. Dog kan et saadant Medlem, hvis det ønsker af gøre Brug af Bestemmelserne i Versailles Traktatens Artikel 421 og de tilsvarende Artikler i de andre Fredstraktater, ledsage sin Ratifikation med en Erklæring, der angiver

1) de Omraader, indenfor hvilke det har til Hensigt at anvende nærværende Konventions Bestemmelser efter Bogstaven,

2) De Omraader, indenfor hvilke det har til Hensigt at anvende nærværende Konventions Bestemmelser med Modifikation og da, hvori disse Modifikationer bestaar,

3) de Territorier, med Hensyn til hvilke det forbeholder sig sin Afgørelse.

Nævnte Deklaration skal betragtes som en integrerende Bestanddel af Ratifikationen og medføre Virkning i Overensstemmelse hermed. Ethvert Medlem, som fremsætter en saadan Erklæring, skal have Ret til ved en ny Erklæring helt eller delvis at give Afkald paa de Forbehold, der i Overensstemmelse med ovenstaaende Stykke 2 og 3 indeholdes i dets tidligere Erklæring.

Artikel 27.

De formelle Ratifikationer af denne Konvention skal, paa de i Versailles-Traktatens Kap. XIII og de tilsvarende Bestemmelser i de øvrige Fredstraktater fastsatte Betingelser, meddeles Folkeforbundets Generalsekretær til Registrering.

Artikel 28.

Nærværende Konvention er kun bindende for de Medlemmer af den internationale Arbejdsorganisation, hvis Ratifikationer er blevet registrerede i Sekretariatet.

Den træder i Kraft tolv Maaneder efter den Dag, da to Medlemmers Ratifikationer er blevet registreret af Generalsekretæren.

Derefter træder den i Kraft for hvert enkelt Medlem tolv Maaneder efter den Dag, paa hvilken dets Ratifikation er blevet registreret.

Aritkel 29.

Saasnart to Medlemmer ad den internationale Arbejdsorganisation har ratificeret Konventionen, og dette er blevet registreret af Sekretariatet, skal Folkeforbundets Generalsekretær udsende Meddelelse herom til alle Medlemmer af den internationale Arbejdsorganisation. Han skal ligeledes udsende Meddelelse om Registrering af Ratifikationer, som senere tilstilles ham til Registrering fra andre Medlemmer af Organisationen.

Artikel 30.

Ethvert Medlem, der har ratificeret denne Konvention, kan opsige den efter Udløbet af en Periode paa 10 Aar fra den Dag, da Konventionen først traadte i Kraft, ved at sende Meddelelse herom til Registrering af Folkeforbundets Generalsekretær. Saadan Opsigelse faar først Gyldighed et Aar efter Sekretariatets Registrering.

Ethvert Medlem, der har ratificeret nærværende Konvention, og som ikke inden et Aar efter Udløbet af den i foregaaende Stykke omtalte Tiaarsperiode, gør Brug af den i nærværende Artikel omhandlede Opsigelsesret, skal være bundet for en ny periode af 5 Aar og kan derefter opsige nærværende Konvention ved Udløbet af hver Periode paa 5 Aar paa de i nærværende Artikel fastsatte Vilkaar.

Artikel 31.

Ved Udløbet af hver 5 Aars Periode fra nærværende Konventions Ikrafttræden skal det internationale Arbejdsbureaus Styrelsesraad forelægge Konferencen en Rapport over Anvendelsen af denne Konvention og bestemme, om der er Grund til at sætte Spørgsmaalet om dens fuldstændige eller delvise Revision paa Konferencens Dagsorden.

Artikel 32.

Saafremt Konferencen vedtager en ny Konvention, der helt eller delvis reviderer nærværende Konvention, vil et Medlems Ratifikation af den reviderede Konvention ipso jure medføre Opsigelse af nærværende Konvention uden Hensyn til den i foranstaaende Artikel 30 fastsatte Opsigelsesperiode, dog under Forudsætning af, at den reviderede Konvention er traadt i Kraft.

Fra den Dato at regne, da den nye, reviderede Konvention er traadt i Kraft, ophører nærværende Konvention at staa aaben for Medlemmernes Ratifikation.

Dog forbliver nærværende Konvention i dens nuværende Form og Indehold i Kraft for de Medlemmer, der har ratificeret den, men ikke har ratificeret den reviderede Konvention.

Artikel 33.

De franske og engelske Tekster af denne Konvention er begge autentiske.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab med Tilføjende, at Danmarks Tiltræden af den nævnte Konvention under 11. Februar d.A. er registreret af Folkeforbundets Generalsekretariat.

Socialministeriet, den 1. Marts 1982.

Steincke.

/H. de Jonquieres.

Bekendtgørelse af en af den internationale Arbejdskonference i Geneve i Aaret 1930 vedtagen Konvention angaaende tvunget eller pligtmæssigt Arbejde. (* 1) (* 2)

Under 25. Januar 1932 har Kongeriget Danmark for Kongerigets Vedkommende tiltraadt den af den internationale Arbejdskonference i Geneve i Aaret 1930 vedtagne Konvention angaaende tvunget eller pligtmæssigt Arbejde.

Konventionen er saalydende

KONVENTION

vedrørende tvunget eller pligtmæssigt Arbejde.