Bosættelses-, Handels- og Skibsfartstraktat mellem Danmark og Tyrkiet. Ankara, 31. Maj 1930

Artikel 1.

Hver af de høje kontraherende Parters Statsborgere skal, paa de Betingelser, som indeholdes i de gældende Love, Bestemmelser og Anordninger vedrørende Fremmedes Adgang, Rejser, Ophold og Bosættelse, have Ret til at bosætte og opholde sig paa den anden Parts Omraade, frit at bevæge sig samt frit at forlade Omraadet, dog med Forbehold af de politimæssige Forskrifter desangaaende.

Der er imidlertid Enighed om, at disse Bestemmelser paa ingen Maade indskrænker nogen af de høje kontraherende Parters Ret til i bestemt Tilfælde enten i Kraft af retslig Kendelse, af Hensyn til Statens indre eller ydre Sikkerhed eller den offentlige Orden, og særlig af Grunde vedrørende offentlig Forsorg, eller sundheds- eller sædelighedspolitimæssige Grunde at nægte den anden Parts Statsborgere Retten til at opholde sig i Landet og af nævnte Grunde udvise disse Statsborgere, samt til at udstede Bestemmelser angaaende Udstedelse af Pas, Visa eller Opholdstilladelser.

Enhver af de høje kontraherende Parter forbeholder sig fuld Handlefrihed med Hensyn til Indvandringen.

Artikel 2.

Hver af de høje kontraherende Parters Statsborgere skal, paa samme Betingelser som den mest begunstigede Nations Statsborgere og under Iagttagelse af Landets Love og Bestemmelser, have Ret til paa den anden Parts Omraade at erhverve, besidde og afhænde Løsøre og fast Ejendom af enhver Art, med de Undtagelser, som er fastsatte ved de respektive Lovgivninger.

De skal på samme Betingelser frit kunne raade derover ved Salg, Gave, Overdragelse, Ægteskabskontrakt, Testamente, Arv ab intestato eller paa enhver anden Maade.

De skal i intet af de ovennævnte Tilfælde underkastes andre eller højere Byrder, Afgifter eller Skatter, af hvad Art nævnes kan, end dem, som er eller maatte blive fastsat for Landets egne Statsborgere.

Artikel 3.

Hver af de høje kontraherende Parters Statsborgere skal, paa samme Betingelser som den mest begunstigede Nations Statsborgere og under Iagttagelse af Landets Love og Bestemmelser, have Ret til paa den anden Parts Omraade at udøve enhver Art af Industri og Handel samt enhver Slags Haandværk og Erhverv, hvis Udøvelse ikke ifølge Landets Lovgivning er eller maatte blive forbeholdt dets egne Statsborgere.

Artikel 4.

De høje kontraherende Parters Statsborgere skal paa den anden Parts Omraade, hverken med Hensyn til deres Person eller deres Ejendom, Rettigheder eller Interesser, heri indbefattet deres Handel, Industri, Haandværk og Erhverv, være underkastet andre eller højere Skatter, Afgifter eller Byrder af hvilken som helst Art end dem, der paalægges Landets egne Borgere.

De to Parters Statsborgere skal nyde Mestbegunstigelsesbehandling for saa vidt angaar enhver Art Afgifter og Byrder, der skal svares som Følge af Ophold eller Bosættelse.

De skal, under Forbehold af de i Landet gældende Lovbestemmelser, være berettigede til frit at udføre Udbyttet af Salget af deres Ejendom eller selve deres Ejendom, uden at de herved, i deres Egenskab af Udlændinge, skal være underkastet højere Skatter, Gebyrer eller Afgifter end dem, Landets egne Statsborgere vilde have at betale.

Artikel 5.

Hver af de høje kontraherende Parters Statsborgere skal paa den anden Parts Omraade være fritaget for al Militærtjeneste i Hæren, Flaaden, Luftværnet, Nationalgarden eller Militsen, samt for enhver Forpligtelse eller Byrde, der træder i Stedet for Militærtjenesten.

De skal kun være underkastet andre militære Ydelser eller Rekvisitioner i det omfang og paa de Betingelser, der er fastsat for Landets egne Statsborgere.

Hver af de høje kontraherende Parters Statsborgere skal paa den anden Parts Omraade ligeledes være fritaget for ethvert retsligt eller administrativt Hverv, dog med de ved de respektive Love fastsatte særlige Undtagelser.

Artikel 6.

Ejendele tilhørende en af de høje kontraherende Parters Statsborgere kan paa den anden Parts Omraade kun eksproprieres af Hensyn til ved Lov fastslaaede almennyttige Interesser. De skal gensidig have Ret til saadan Erstatning, som er fastsat for Landets egne Statsborgere ved de i de respektive Lande gældende Love.

Ingen Ekspropriation skal kunne finde Sted uden forudgaaende Offentliggørelse og ikke, før Erstatningen er betalt eller behørigt deponeret.

Artikel 7.

Hver af de høje kontraherende Parters Statsborgere skal paa den andens Omraade nyde samme Behandling som Landets egne Statsborgere i alt hvad angaar legal og retslig Beskyttelse af deres person og Ejendom.

De skal følgelig have fri og let Adgang til Domstolene, og de skal have Ret til at optræde som Part paa samme Vilkaar som Landets egne Statsborgere. Paa Betingelse af Gensidighed skal de paa den anden Parts Omraade nyde gratis Retshjælp og Fritagelse for cautio judicatum solvi paa samme Vilkaar som Landets egne Statsborgere.

Artikel 8.

Aktieselskaber og andre Handelsskaber, herunder Industri-, Finans-, Forsikrings- og Transportselskaber, som har deres Sæde paa den ene af de høje kontraherende Parters Omraade, og som behørigt bestaar efter dennes Love, skal anerkendes som lovligt bestaaende af den anden Part, saafremt de ikke deer forfølger et ulovligt Formaal.

Nævnte Selskaber skal, under Iagttagelse af de Love og Bestemmelser, som er eller maatte blive sat i Kraft i det andet Land, og efter at have opnaaet behørig Tilladelse, saafremt dets Lovgivning maatte bestemme, at en saadan skal indhentes, have Ret til at nedsætte sig paa dette Lands Omraade og der grundlægge Filialer eller Agenturer, samt til deer at give Møde for Retten som Sagsøger eller Sagsøgt.

Den Virksomhed, der udøves af nævnte, i Medfør af den ene af de høje kontraherende Parters Lovgivning, oprettede Selskaber, skal, for saa vidt som den udøves paa den andens Omraade, være underkastet dennes Love og Bestemmelser. De skal med Hensyn til deres Virksomhed ikke behandles mindre gunstigt end Selskaber tilhørende den mest begunstigede Nation.

I alt hvad angaar den legale og retslige Beskyttelse af deres Ejendom skal saadanne Selskaber i det andet Land nyde samme Behandling som Landets egne Selskaber. Tillige finder Bestemmelserne i Art. 6 analogisk Anvendelse paa de i nærværende Artikel omhandlede Selskaber.

Den ene af de høje kontraherende Parters Selskaber samt deres Filialer eller Agenturer skal, i Henseende til Afgifter, Gebyrer og Skatter, ikke paa det andet Lands Omraade være underkastet nogen større fiskal Byrde end den, den mest begunstigede Nations Selskaber er underkastet. Det er en Aftale, at de skal være forpligtede til at erlægge de Gebyrer, der er fastsat for Udstedelse af Dokumenter vedrørende fremmede Selskabers Anerkendelse og Indregistrering, samt til at deponere de ved Lovgivningen fastsatte Sikkerhedsbeløb. De skal kun være underkastet andre Ydelser eller militære Rekvisitioner i samme Omfang og under samme Betingelser som foreskrevet for Landets egne Selskaber.

Hvad angaar de af Kapital, Indtægt eller Udbytte beregnede Skatter vil hver af de høje kontraherende Parter, efter Arten af de forskellige Skatter, kun beskatte den anden Parts Selskaber af den Del af Forretningskapitalen, som de har investeret paa vedkommende Parts Omraade, den Ejendom de deer besidder, det der indvundne Udbytte eller de Forretninger, de udfører deer.

Saadanne Selskaber skal, under Iagttagelse af Landets Love, kunne erhverve Løsøre af enhver Art paa samme Betingelser som den mest begunstigede Nations Selskaber. Det samme skal, i Overensstemmelse med Art. 2, være Tilfældet for saa vidt angaar Erhvervelse af saadan fast Ejendom, som er nødvendig for Selskabets Virksomhed, idet det dog herved er en Forudsætning, at Erhvervelsen ikke udgør selve Formaalet med Selskabet.

Artikel 9.

Naturprodukter eller Fabrikater, som stammer fra Danmark, skal ved deres Indførsel til Tyrkiet i Henseende til Toldafgifter, Tillægsafgifter og Forhøjelseskoefficienter eller enhver anden Afgift eller Byrde, ikke kunne underkastes en mindre gunstig Behandling end den, som er eller i Fremtiden maatte blive tilstaaet lignende Produkter fra det mest begunstigede Land.

Paa samme Maade skal Naturprodukter eller Fabrikater, som stammer fra Tyrkiet, ved deres Indførsel til Danmark i Henseende til Toldafgifter, Tillægsafgifter og Forhøjelseskoefficienter eller enhver anden Afgift eller Byrde, ikke kunne underkastes en mindre gunstig Behandling end den, som er eller i Fremtiden maatte blive tilstaaet lignende Produkter fra det mest begunstigede Land.

Artiekl 10.

Ved Udførslen til Danmark skal der ikke i Tyrkiet, og ved Udførslen til Tyrkiet ikke i Danmark, opkræves andre Afgifter, ej heller højere Udførselsafgifter eller Afgifter af anden Art end saadanne, der er eller maatte blive opkrævet ved Udførslen af lignende Produkter til det i denne Henseende mest begunstigede Land.

Tilsikringen af Ligestilling med Tredieland skal endvidere omfatte den Maade, hvorpaa Ind- og Udførselstolden opkræves, Varernes Henlæggelse i Toldoplag, Toldgebyrer og Toldformaliteter samt Toldbehandling og Toldekspedition af de indførte, udførte eller transiterende Varer.

Artikel 11.

Det ene af de kontraherende Landes Naturprodukter eller Fabrikater, som indføres til det andet Lands Omraade efter at have transiteret et eller flere andre Landes Omraade, skal ikke ved Indførslen være underkastet andre eller højere Toldafgifter eller Gebyrer end hvis de var blevet indført direkte fra Oprindelseslandet.

Denne Bestemmelse finder Anvendelse saavel paa Varer i direkte Transit som paa Varer, der transiteres efter Omskibning, Ompakning eller Oplægning.

Artikel 12.

Naturprodukter eller Fabrikater, som stammer fra det ene af de høje kontraherende Lande og indføres til det andet Land, skal der, med Hensyn til indre Afgifter af hvad Art nævnes kan, nyde samme Behandling som den, der tilstaas lignende Produkter fra Tredieland.

Artikel 13.

Til Konstatering af de indførte Varers Oprindelsesland skal enhver af de høje kontraherende Parter kunne forlange, at Importøren fremlægger et Oprindelsescertifkat som fastslaar, at Varerne er det paagældende Lands Naturprodukter eller Fabrikater, eller at de, ifølge Indførselslandets Lovgivning, maa betragtes som saadanne, idet de i Udførselslandet er undergaaet en Omdannelse eller en Behandling, som skyldes økonomiske Hensyn.

Oprindelsescertifikaterne udstedes enten af Handels- eller Landbrugsministeriet, Toldmyndighederne, de dertil kompetente Handels- eller Industrikamre eller af enhver anden Myndighed eller Organisation, som Bestemmelseslandet maatte have anerkendt. Bestemmelseslandets Regering skal have Ret til at forlange, at Oprindelsescertifikater skal være legaliserede af dets diplomatiske eller konsulære Repræsentant.

Postpakker er fritagne for Oprindelsescertifikater, naar Bestemmelseslandet, i henhold til sin Lovgivning, anerkender, at det ikke drejer sig om Forsendelser af kommerciel Natur.

I alt hvad vedrør Oprindelsescertifikater tilstaar de høje kontraherende Parter gensidig hinanden de Begunstigelser, der er tilstaaet den mest begunstigede Nation.

Artikel 14.

Ingen af de to høje kontraherende Parter vil opretholde eller indføre noget Forbud eller nogen Restriktion med Hensyn til Indførslen eller Udførslen af en hvilken som helst Vare, som stammer fra den anden Parts Omraade, eller som er bestemt dertil, saafremt nævnte Forbud eller Restriktion ikke under samme Omstændighed finder Anvendelse paa lignende Varer, som saadanne maatte findes, hidrørende fra eller bestemt til et hvilket som helst andet Land. Som stridende mod Bestemmelserne i denne Artikel skal dog ikke anses de Forbud eller Restriktioner, som er eller maatte blive indført af Hensyn til den offentlige Sikkerhed, Statens Sikkerhed eller den offentlige Sundhed, som forebyggede Foranstaltninger mod Husdyrsygdomme eller mod, at Nytteplanter udsættes for Sygdom, Degeneration eller Udryddelse, eller som bliver bragt til Anvendelse overfor Varer, som er Genstand for et Statsmonopol.

Det er en Aftale, at de høje kontraherende Parter skal have Ret til at bringe Forbud eller Restriktioner i Anvendelse overfor Varer, som er begunstigede ved Præmier, Subventioner eller paa enhver anden Maade, det være sig aabent eller hemmeligt.

Artikel 15.

Den ene af de høje kontraherende Parters Handlende, Fabrikanter og andre Næringsdrivende eller Handelsrejsende skal paa den anden Parts Omraade nyde samme Behandling som Handlende, Fabrikanter og andre Næringsdrivende eller Handelsrejsende fra den mest begunstigede Nation i alt hvad vedrører deres Virksomhed, og særlig med Hensyn til Toldlettelser, der tilstaas for Vareprøverne.

Den ene af de høje kontraherende Parters Statsborgere, som begiver sig ud til Udstillinger, Messer eller Markeder, der ikke er forbeholdt Landets egne Statsborgere, for deer at udøve deres Handel, skal ikke på den anden Parts Omraade behandles paa en mindre gunstig Maade end den mest begunstigede Nations Statsborgere.

Da ovennævnte Bestemmelser ikke finder Anvendelse paa omvandrende Næringsdrivende, som søger Ordre hos Personer, der hverken udøver Handel eller Industri, og ej heller paa Kolportage, forbeholder enhver af de høje Parter sig i denne Henseende fuld Frihed med Hensyn til sin Lovgivning.

Artikel 16.

De høje kontraherende Parter tilstaar gensidig hinanden fri Transit og tilsikrer i denne Henseende hinanden Behandling som den mest begunstigede Nation. De forpligter sig til ikke for Transiten at opkræve nogen Transitafgift med Undtagelse af Statistikafgifter samt Tilsynsafgifter og Pakhusleje.

I Almindelighed vil de høje kontraherende Parter med Hensyn til Transiten forholde sig i Overensstemmelse med Bestemmelserne i den Statut, der udgør en integrerende Bestanddel af Konventionen om Transitens Frihed, undertegnet i Barcelona den 14. April 1921, eller i enhver anden Overenskomst af samme Art, ved hvilken Transiten maatte blive ordnet i Fremtiden, og som begge de høje kontraherende Parter maatte have tiltraadt.

Artikel 17.

Med Hensyn til Befordring af Personer, Rejsegods og Varer paa Jernbaner tilsikrer de høje kontraherende Parter gensidig hinanden Mestbegunstigelsesbehandling i Henseende til Ekspedition, Befordringstakster og offentlige Gebyrer og Afgifter, der staar i Forbindelse med Befordringen.

Artikel 18.

Enhver af de høje kontraherende Parters Statsborgere og Selskaber skal, paa Betingelse af, at de iagttager de ved Lov foreskrevne Bestemmelser paa den anden Parts Omraade, nyde de samme Rettigheder som dennes Statsborgere eller Selskaber med Hensyn til Patenter og Varemærker.

Artikel 19.

Det staar enhver af de høje kontraherende Parter frit for at udnævne Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler i de Byer og Havne paa den anden Parts Omraade, hvor de respektive Regeringer giver tilsvarende Repræsentanter fra en hvilken som helst anden Nation Ret til at tage Ophold. Saadanne Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler skal imidlertid ikke træde i Funktion, førend de i Overensstemmelse med de almindelig anvendte Former, har opnaaet Samtykke dertil af den Regering, til hvilken de er sendt.

Paa Betingelse af Gensidighed skal den ene af de høje kontraherende Parters Konsularembedsmænd paa den anden Parts Omraade nyde de samme Rettigheder, Privivilegier og Fritagelser som dem, der er eller bliver tilstaaet tilsvarende Konsularembedsmænd fra et hvilket som helst andet fremmed Land.

Artikel 20.

Den ene af de høje kontraherende Parters Konsularembedsmænd, som har

deres Ophold paa den anden Parts Omraade, skal i det ved Lovgivningen tilladte Omfang modtage Bistand af sidstnævnte Parts lokale Myndigheder til Paagribning af Sømænd, der ikke er denne Parts Statsborgere, og som rømmer fra førstnævnte høje kontraherende Parts Skibe.

Artikel 21.

Hver af de høje kontraherende Parter forpligter sig, paa Betingelse af Gensidighed, til i sine Søhavne at sikre den anden Parts Skibe en lige saa gunstig Behandling som sine egne Skibe med Hensyn til fri Adgang til Havnen, dens Benyttelse og den fulde Nydelse af de Goder, som den, med Hensyn til Skibsfart og Handel, frembyder for Skibene, deres Ladninger og deres Passagerer, endvidere med Hensyn til Lastning og Losning samt med Hensyn til Skatter og Afgifter af en hvilken som helst Art, der opkræves af og til Fordel for Staten, offentlige Myndigheder, Koncessionshavere eller Institutioner af enhver Slags.

Artikel 22.

Skibe og Fartøjer, der fører den ene af de høje kontraherende Parters Flag, og som anløber en af den anden Parts Havne enten for deer at indtage eller komplettere deres for Udlandet bestemte Ladninger, eller for deer at losse hele deres fra Udlandet medbragte Ladning eller en Del af denne, skal, under Iagttagelse af de respektive Landes Love og Bestemmelser, kunne beholde den Del af deres Ladning ombord, som maatte være bestemt til en anden Havn i samme Land eller til en fremmed Havn, samt genudføre den uden at betale andre Afgifter end saadanne, som Landets egne Skibe erlægger eller i Fremtiden vil have at erlægge i lignende Tilfælde.

Artikel 23.

I Tilfælde af, at et af den ene høje kontraherende Parts Skibe lider Skibbrud, strander, lider Havari eller maa søge Nødhavn paa den andens Kyster, skal det i enhver Retning, saavel med Hensyn til selve Skibet som dets Ladning og Besætning, nyde samme Behandling som den, de høje kontraherende Parters Lovgivning tilstaar Landets egne Skibe under tilsvarende Omstændigheder. Der skal ydes Skibsførere, Besætning og Passagerer Hjælp og Bistand i samme Omfang som saadan ydes Landets egne Statsborgere, saavel for saa vidt angaar deres Person som med Hensyn til Skibet og dets Ladning. Redningsforanstaltningerne skal finde Sted i Overensstemmelse med Landets Love. Alt hvad der maatte være reddet af Skibet og Ladningen eller, saafremt de paagældende Ting maatte være blevet solgt, Salgsudbyttet, skal tilbageleveres Ejerne eller de paa deres Vegne berettigede, og der skal ikke betales højere Bjergningsomkostninger end dem, Landets egne Statsborgere vilde være underkastet i lignende Tilfælde.

De høje kontraherende Parter er endvidere enige om, at de bjergede Varer ikke skal være underkastet nogen Told, medmindre de maatte blive bestemt til Forbrug i Landet.

Artikel 24.

Skibes Nationalitet skal konstateres i Overensstemmelse med Lovene i den Stat, hvori det paagældende Skib er hjemmehørende, ved Hjælp af de Certifikater og Patenter, der befinder sig ombord, og som er udstedt af det paagældende Lands kompetente Myndigheder. Indtil Afsluttelsen af en særlig Overenskomst om gensidig Anerkendelse af Maalebreve skal de høje kontraherende Parters Skibe ikke i den andens Havne underkastes nogen ny Maaling, og Størrelsen af de Skibsafgifter og Gebyrer, der vil være at erlægge, skal beregnes paa Grundlag af de Maalecertifikater, der er udstedt af de kompetente Myndigheder i det Land, hvis Flag Skibene fører.

Artikel 25.

De i denne Traktat indeholdte Bestemmelser angaaende gensidig Indrømmelse af Nationalbehandling i Henseende til Skibsfart skal ikke omfatte de nedenfor nævnte Omraader, idet disse skal være underkastet de Love og Bestemmelser, som er eller maatte blive sat i Kraft paa hver af de høje kontraherende Parters Territorium

1. Kystfarten;

2. Udøvelsen af Fiskeri paa de høje kontraherende Parters Søterritorier;

3. Begunstigelser eller Fordele, som er eller maatte blive ydet til Ophjælpning af Landets egen Handelsflaade, eller som er eller maatte blive tilstaaet Skibe, der tilhører Staten og udnyttes af denne selv eller i Forbindelse med andre;

4. Privilegier, der tilstaas Sejlsporten;

5. Betjeningen af Skibe i Havn, paa Rhed eller paa Kysterne samt Lodsning, Bugsering, Bjergning og maritim Bistand, i det Omfang saadan Virksomhed finder Sted indenfor grænserne af Søterritoriet, eller Marmarahavet.

Artikel 26.

Bestemmelserne om Behandling paa lige Fod med en Trediestat skal ikke finde Anvendelse

1. paa Begunstigelser, som er eller senere maatte blive tilstaaede af en af de høje kontraherende Parter i Græsentrafiken med tilgrænsende Lande indenfor en Zone af indtil 15 km paa begge Sider af Grænsen;

2. paa særlige Fordele, som maatte følge af en allerede foreliggende eller senere afsluttet Toldunion med et eller flere Lande;

3. paa Begunstigelser, som Danmark har givet eller i Fremtiden maatte give Norge eller Sverige eller begge disse Lande, saa længe disse Begunstigelser ikke gives til andre Stater end de allerede nævnte;

4. paa sadanne særlige Fordele og Begunstigelser, der allerede er eller i Fremtiden maatte blive indførte i toldmæssig Henseende i Forholdet mellem Tyrkiet og de Lande, som i 1923 udskiltes fra det ottomanske Rige, saa længe nævnte Fordele og Begunstigelser ikke gives nogen anden Stat.

Artikel 27.

Tvistigheder, der maatte opstaa mellem de to høje kontraherende Parter angaaende Fortolkningen af nærværende Traktat, og som ikke har kunnet bilægges ad diplomatisk Vej, skal efter fælles Overenskomst gennem en særlig Voldgiftsaftale gøres til Genstand for Voldgift.

Artikel 28.

Nærværende Traktat med Slutprotokol skal ratificeres og Ratifikationsinstrumenterne skal udveksles i København, saa snart det lader sig gøre.

Den skal træde i Kraft tredive Dage efter

Ratifikationsinstrumenternes Udveksling og den foreløbige Aftale skal straks tabe sin Kraft og Gyldighed.

Nærværende Traktat skal være gyldig i to Aar fra dens Ikrafttræden at regne.

Saafremt den ikke er opsagt af den ene af de høje kontraherende Parter mindst seks Maaneder før Udløbet af nævnte Tidsrum, skal nærværende Traktats Gyldighed stiltiende forlænges, og Traktaten skal forblive i kraft endnu seks Maaneder efter Dagen for dens Opsigelse.

Til Bekræftelse heraf har de respektive Befuldmægtigede underskrevet nærværende Traktat og forsynet den med deres Segl.

Udfærdiget i to Eksemplarer i Ankara, den 31. Maj Nitten Hundrede og

Tredive.

O. C. MOHR. ZEKAI. MUSTAFA SEREF. NUMAN. (L.S.) (L.S.) (L.S.) (L.S.)

Slutprotokol.

Ved Undertegnelsen af nærværende Traktat, som er afsluttet Dags Dato,

er de undertegnede Befuldmægtigede blevet enige om følgende

I Betragtning af det mellem Danmark og Island i Overensstemmelse med Indholdet af Forbundsloven af 30. November 1918 bestaaende Forhold er det en Selvfølge, at der fra tyrkisk Side ikke paa Grundlag af Bestemmelserne i den ovenfor nævnte Traktat skal kunne gøres Krav paa de særlige Begunstigelser, som Danmark har givet eller i Fremtiden maatte give Island.

Med Undtagelse af det i Artiklerne 9, 10 og 11 indeholdte skal nærværende Traktats Bestemmelser ikke finde Anvendelse paa Grønland, hvor Handelen og Skibsfarten er forbeholdt den danske Stat.

ad Artiklerne 2 og 3 : Det er en udtrykkelig Aftale, at Behandlingen som mestbegunstiget Nation ikke kan paaberaabes for at forlange de Begunstigelser, som tilstaas enkelte Privatpersoner i Overensstemmelse med gældende Love.

ad Artikel 3: Det er en udtrykkelig Aftale, at Behandlingen som mestbegunstiget Nation ikke kan paaberaabes for at forlange de Fordele, som følger af allerede erhvervede Rettigheder, der er anerkendt ved den foreløbige Artikel i Loven af 23. Februar 1330 (1914) angaaende Fremmedes Rettigheder og Forpligtelser i Tyrkiet.

Ad Artikel 8: Ved Bestemmelserne i denne Artikel er det ikke de høje kontraherende Parters Mening at undtage fremmede Selskaber, der udøver deres væsentligste Virksomhed i Tyrkiet, fra Bestemmelserne i Art. 15 i den tyrkiske Lov af 30. November 1330 (1914).

ad Artikel 9: Tyrkiske Rosiner (»Sultanines«) skal ikke i Danmark være underkastet en mindre gunstig Behandling i Henseende til Told- eller andre Afgifter, Tillægsafgifter og Forhøjelseskoefficienter, eller i det hele en mindre gunstig Behandling end den, som er eller i Fremtiden maatte blive tilstaaet Korender (fra Grækenland).

ad Artikel 21: Det er en Aftale, at Bestemmelserne i Art. 21 ikke skal anses for krænkede i Tilfælde af, at Tyrkiet indrømmer en Nedsættelse i Fyrafgifterne til Fordel for Skibe, der fører Landets eget Flag, og som regelmæssigt befordrer tyrkisk Post mellem tyrkiske Havne.

ad Artikel 27: Det er en Aftale, at Forhold, som vedrører Suveræniteten eller Statens udelukkende Kompetence i Overensstemmelse med internationale Retssædevaner ikke skal kunne gøres til Genstand for Voldgift.

Udfærdiget i to Eksemplarer i Ankara, den 31. Maj Nitten Hundrede og

Tredive.

O. C. MOHR. ZEKAI. MUSTAFA SEREF. NUMAN.

Rigsdagens Samtykke meddelte 4. Februar 1931 (jfr. Rigsdagstidende

Landstinget, Sp. 217, 311 og Folketinget, Sp. 4078, 4188, 4313,

4344 samt Tillægene: A, Sp. 4569, B. Sp. 27 og C. Sp. 31 og 105).

Ratificeret af Tyrkiet 1. Februar, af Denmark 10. Februar 1931. Ratifikationerne udvekslede i København den 2. Juni s. A.

Bekendtgjort af Udenrigsministeriet ved Bkg. Nr. 173 af 10. Juni 1931 (Lovtid. A, pag. 1336). I Kraft fra 2. Juli 1931.

Registreret af Folkeforbundets Sekretariat 2. Juli 1931 under Nr. 2744 i Sekretariatets officielle Traktatregister (Soc. des Nat., Recueil des Traites, vol. CXIX, 165).

Bosættelses-, Handels- og Skibsfartstraktat mellem Danmark og Tyrkiet. Ankara, 31. Maj 1930

HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK OG ISLAND OG HANS EXCELLENCE PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN TYRKIET har, besjælede i lige Grad af Ønsket om at styrkke og udvide de økonomiske Forbindelser mellem de to Lande, besluttet, i Overensstemmelse med Venskabstraktaten af 26. Januar 1925 mellem Danmark og Tyrkiet (* 1), at afslutte en Bosættelses-, Handels- og Skibsfartstraktat og har som deres Befuldmægtigede udnævnte

HANS MAJESTÆT KONGEN AF DANMARK OG ISLAND

Hr. Otto Carl Mohr, Hans overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i Tyrkiet, og

HANS EXCELLENCE PRÆSIDENTEN FOR REPUBLIKEN TYRKIET

Zekai Bey, fhv. Minister og Ambassadør, Deputeret for Diyaribekir, Mustafa Seref Bey, Deputeret for Burdur, og

Menemenli Numan Bey, Understatssekretær i Udenrigsministeriet, hvilke, efter at have meddelt hinanden deres respektive Fuldmagter, som befandtes i god og behørig Form, er blevet enige om følgende Artikler