Bekendtgørelse angaaende en mellem Danmark og Nederlandene afsluttet Overenskomst om Arbejderulykkesforsikring
Statutory Text (1 Articles)
Bekendtgørelse angaaende en mellem Danmark og Nederlandene afsluttet Overenskomst om Arbejderulykkesforsikring
Under 28. Marts d.A. er Ratifikationsinstrumenterne til den under 23. Oktober 1926 mellem Danmark og Nederlandene afsluttede Konvention om Arbejderulykkesforsikring blevet udvekslet i Udenrigsministeriet. Konventionen er saalydende
Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island og Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene har, i Ønsket om at ordne Samarbejdet mellem Danmark og Nederlandene paa Ulykkesforsikringens Omraade, besluttet i denne Anledning at afslutte en Overenskomst, og har som deres Befuldmægtigede udnævnt
Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island: Greve Carl Poul Oscar Moltke, Allerhøjst-sammes Udenrigsminister;
Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene
Herr W.L.F.C. Ridder van Rappard, Allerhøjstsammes overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København,
som, dertil behørigt bemyndigede, er enedes om følgende Bestemmelser
1. Fra Danmarks Side indrømmes i Henhold til Bestemmelserne i § 37, sidste Punktum, i den danske Ulykkesforsikringslov af 28. Juni 1920 til Fordel for nederlandske Statsborgere den Undtagelse fra Forskrifterne i nævnte Lov, at Bestemmelserne i § 37, 1. Pkt., ikke skal gælde for nederlandske Statsborgeres efterladte.
Forøvrigt skal nederlandske Statsborgere i enhver Henseende nyde samme Ret, som tilkommer danske Statsborgere i Henhold til den danske Ulykkesforsikringslov af 28. Juni 1920.
2. Fra Nederlandenes Side erklæres herved, at danske Statsborgere i alle Henseender skal nyde samme Ret, som tilkommer nederlandske Statsborgere ifølge den nederlandske Ulykkesforsikringslov for Arbejdere i Industri m.v. af 1921, Ulykkesforsikringsloven for Arbejdere i Landbrug m.v. af 1922 og Søulykkesloven af 1919.
3. Erstatninger, som der i Henhold til gældende Lovbestemmelser i et af de kontraherende Lande kan gøres Krav paa ved Ulykkestilfælde, tilkendes og fastsættes efter de Regler, som i saa Henseende til enhver Tid er gældende i det Land, hvis Ulykkesforsikringslov er anvendelig paa det paagældende Ulykkestilfælde. Ligeledes skal den erstatningsberettigede i alle Sager, som angaar forsikringsmæssige Rettigheder og Pligter, være underkastet Lovgivningen i det Land, hvis Ulykkesforsikringslov er anvendelig paa Ulykkestilfældet.
4. Naar der ved Anvendelsen af et af Landenes Ulykkesforsikringslovgivning skal udfindes en Arbejdsfortjeneste, som har været fastsat i det andet Lands Mønt, skal Omregningen finde Sted paa Grundlag af et fast Kursforhold, som vil være at fastsætte af hver af de to kontraherende Landes Regeringer, forsaavidt angaar Anvendelsen af det paagældende Lands Lovgivning, og som vil være at meddele det andet Lands Regering.
5. Det danske Arbejderforsikrings-Raad og følgende nederlandske Institutioner: Rijksverzekeringsbank, Raden van Arbeid, Bedrijfsvereeningen, samt de Organisationer og Personer, der udpeges af det nederlandske Ministerium, hvem Iværksættelsen af Loven af 1919 vedrørende Søulykker paahviler, skal i de Tilfælde, der omhandles i denne Overenskomst imod Refusion af de derved paaløbne Omkostninger, bistaa hinanden, ligesom paa Begæring bistaa anden Forsikringsindretning, som i Medfør af nogen af de ovennævnte Love overtager Arbejdsgiveres Risiko for Ulykkestilfælde under Arbejde, ved Fremskaffelse af Oplysninger og Udbetaling af Erstatninger.
6. Saafremt nogen, der har sin Hovedvirksomhed i et af de to kontraherende Lande, anvender Arbejdere ved Arbejde i det andet Land, og saafremt Arbejdet er af den Beskaffenhed, at begge Landes Ulykkesforsikringslovgivning finder Anvendelse paa det, skal Loven i det Land, hvor Arbejdet udføres, gælde med Hensyn til Forsikringen forsaavidt ej andet nedenfor bestemmes.
7. Loven i det Land, hvor Virksomheden i Hovedsagen udøves, skal gælde,
1) hvor det drejer sig om kortvarigt, ikke selvstændigt Arbejde (Virksomhed), forsaavidt angaar Arbejdere, der ikke har fast Bopæl i det Land, hvor Arbejdet udføres, samt
2) hvor det drejer sig om andet Arbejde (Virksomhed) end det under 1) nævnte, forsaavidt angaar Arbejdere, som er særligt udsendte i Anledning af Inspektion eller Kontrol eller i anden særlig Anledning.
Hvorvidt et Arbejde skal anses som kortvarigt, ikke selvstændigt, eller hvorvidt Arbejdere skal anses som udsendte i saadan Anledning som anført under 2) afgøres af vedkommende Myndighed i det Land, hvor Arbejdet udføres. Som kortvarigt Arbejde vil i alle Tilfælde være at anse Arbejde, som i det paagældende Land ikke varer ud over seks Maaneder.
8. Forsaavidt angaar Transportvirksomhed (Land-, Sø- og Lufttrafik), der som Bedrift regelmæssig drives i mere end det ene af de to Lande, gælder det Lands Lov, hvor Bedriften har sit Sæde.
Dog henhører Arbejdere, der beskæftiges ved saadan Virksomhed i det andet Land, og som har fast Bopæl der, under dette Lands Lov.
9. Saafremt der til Ladning og Losning eller Reparationsarbejde om Bord i et Skib eller Luftfartøj, der er hjemmehørende i et af de to Lande, under Fartøjets Ophold i det andet Land, antages Arbejdere fra det Land, hvor Opholdet finder Sted, henhører disse Arbejdere under dette Lands Lov.
10. Nærværende Overenskomst kommer ikke til Anvendelse paa de Love, som er eller bliver udstedte i Danmark eller Nederlandene angaaende forøget Erstatning til Søfolk for Ulykkestilfælde som Følge af Krigstilstand.
11. Nærværende Overenskomst skal ratificeres og Ratifikationerne udveksles saa snart som muligt.
12. Overenskomsten, der træder i Kraft Dagen efter, at Udvekslingen af Ratifikationerne har fundet Sted, er anvendelig paa de Ulykkestilfælde, der indtræffer fra og med Ikrafttrædelsesdagen.
13. Nærværende Overenskomst kan opsiges af hver af de kontraherende Parter med et Varsel af mindst et Aar. Opsigelsen kan kun træde i kraft fra et Kalenderaars Begyndelse.
Til Bekræftelse heraf har de dertil Befuldmægtigede undertegnet nærværende Overenskomst, in duplo affattet i det danske og det nederlandske Sprog, hvilke Tekster begge er autentiske, og forsynet den med deres Segl.
København, den 23. Oktober 1926
C. Moltke.
(L. S.)