Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af den i Berlin 1908 reviderede Beskyttelse af Literatur og Kunst. (Berlin-akten)

Artikel 7 i Bernerkonventionen af 9. September 1886, ændret i Henhold til § 1,Nr. 4 i Tillægsakten undertegnet i Paris den 4. Maj 1896, hvilken Artikel Danmark har ønsket at fastholde i Stedet for at tiltræde den i 1908 reviderede Konventions Art. 9, er saalydende

»Feuilletonromaner, derunder indbefattet Noveller, offentliggjorte i Dagblade eller Tidsskrifter i et af Unionens Lande, kunne ikke gengives i de andre Lande, hverken i Originalsproget eller i Oversættelse, uden Autorisation af Forfatterne eller deres Successorer.

Det samme gælder med Hensyn til andre Artikler i Dagblade eller Tidskrifter, naar Forfatterne eller Udgiverne i selve det Dagblad eller Tidskrift, i hvilket de have ladet Artiklen fremkomme, udtrykkelig have erklæret, at de forbyder Gengivelse af dem. For Tidsskrifters Vedkommende er det tilstrækkeligt, at Forbudet er gjort i al Almindelighed foran i hvert Nummer.

I Mangel af et saadant Forbud er Gengivelse tilladt paa Betingelse af, at Kilden angives.

I intet Tilfælde kan Forbudet anvendes paa Artikler af politisk Indhold eller paa Dagsnyheder og »blandede Meddelelser.«

----------

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, den 27. Juni 1912.

Jacob Appel.

K. Glahn.

Fm.

Bekendtgørelse om Danmarks Tiltrædelse af den i Berlin 1908 reviderede Beskyttelse af Literatur og Kunst.

(Berlin-akten)

Under 26. Juni d. A. har det behaget H. Maj. Kongen allernaadigst for Kongeriget Danmarks Vedkommende fra 1. Juli d. A. at regne at tiltræde den i Berlin 1908 reviderede Bernerkonvention angaaende Beskyttelse af Literatur og Kunst, dog med følgende Forbehold: Med Hensyn til Reproduktionen af Avis- og Tidsskriftsartikler ønsker den danske Regering i Stedet for at tiltræde den reviderede Konventions Art. 9 at fastholde Art. 7 i Bernerkonventionen af 9. September 1886, saaledes som denne Artikel er ændret i Henhold til § 1, Nr. 4 i Tillægsakten undertegnet i Paris den 4. Maj 1896.

Den i Berlin 1908 reviderede Bernerkonventions Bestemmelser er saalydende

Den reviderede Bernerkonvention

til

Værn for literære og kunstneriske Værker.

Art. 1.

De kontraherende Lande udgør en Union til Værn for Forfatteres og Kunstneres Rettigheder over deres literære og kunstneriske Værker.

Art. 2.

Udtrykket »literære og kunstneriske Værker« omfatter enhver Frembringelse paa det literære, videnskabelige og kunstneriske Omraade, uanset Gengivelsesmaaden eller Gengivelsesformen, saasom Bøger, Brochurer og andre Skrifter; dramatiske eller dramatisk-musikalske Værker, koreografiske Værker og Pantomimer, hvor Iscenesættelsen er fikseret skriftligt eller paa anden Maade; musikalske Kompositioner med eller uden Ord; Tegninger, Malerier, arkitektoniske Arbejder, Billedhuggerarbejder, Gravurer, Litografier, Illustrationer, geografiske Kort; Plantegninger, Skitser og plastiske Arbejder vedrørende Geografi, Topografi, Arkitektur eller Videnskab.

Oversættelser, Bearbejdelser, Musikarrangementer og andre omformede Gengivelser af et literært eller kunstnerisk Værk saa vel som Samlinger af forskellige Værker nyder samme Beskyttelse som Originalværker uden dog at gøre Indskrænkning i Forfatterens eller Kunstnerens Rettigheder med Hensyn til det originale Arbejde.

De kontraherende Lande er pligtige at sikre Beskyttelsen af ovennævnte Værker.

Kunstværker, der anvendes i industrielt Øjemed, beskyttes i det Omfang, hvori det er hjemlet ved de enkelte Landes nationale Lovgivning.

Art. 3.

Denne Konvention finder Anvendelse paa fotografiske Arbejder og paa Arbejder, som er fremstillede ved en lignende Fremgangsmaade. De kontraherende Lande er pligtige at sikre Beskyttelsen af disse Værker.

Art. 4

Forfattere og Kunstnere, der henhører til et af Unionens Lande, nyder i de andre Lande end Værkets Hjemland de samme Rettigheder med Hensyn til deres Værker, hvad enten de ikke er offentliggjorte eller de er offentliggjorte for første Gang i et af Unionens Lande, som de paagældende Love for Øjeblikket hjemler eller fremtidig vil hjemle Landets egne Undersaatter, saavel som de Rettigheder, der specielt er hjemlede ved nærværende Konvention.

Nydelsen og Udøvelsen af disse Rettigheder er ikke undergiven nogen Formalitet og er uafhængig af, om der er hjemlet nogen Beskyttelse i Værkets Hjemland. Som Følge heraf bliver - bortset fra de særlige Bestemmelser i denne Konvention - Spørgsmaalet om Beskyttelsens Omfang saavel som om de Retsmidler, der er hjemlede Forfatteren eller Kunstneren i det Øjemed at værne om hans Rettigheder, udelukkende at afgøre efter Lovgivningen i det Land, i hvilket der rejses Krav paa Beskyttelse.

Som Værkets Hjemland betragtes: for ikke offentliggjorte Værkers Vedkommende det Land, til hvilket Forfatteren eller Kunstneren hører; for offentliggjorte Værkers Vedkommende det Land, hvor den første Offentliggørelse har fundet Sted samtidig i flere af Unionens lande, det af disse, hvis Lovgivning hjemler den korteste Beskyttelse. For de Værkers Vedkommende, der er offentliggjorte samtidig i et udenfor Unionen staaende Land og i et af Unionslandene, er det udelukkende det sidste Land, der betragtes som Hjemland.

Ved offentliggjorte Værker forstaas efter denne Konvention Værker, som er udgivne.

Opførelsen af et dramatisk eller dramatisk-musikalsk Værk, Udførelsen af et musikalsk Værk. Udstillingen af et Kunstværk og Opførelsen af et arkitektonisk Værk er ingen Offentliggørelse.

Art. 5.

Hvis en Person, der henhører til et af Unionslandene, foranstalter den første Offentliggørelse af sine Værker i et andet af Unionslandene, nyder han i dette sidste Land de samme Rettigheder som Landets egne Forfattere og Kunstnere.

Art. 6.

De Forfattere eller Kunstnere, som ikke henhøre til et af Unionens Lande, og som foranstalter den første Offentliggørelse af deres Værker i et af disse lande, nyder i dette Land de samme Rettigheder som Landets egne forfattere og kunstnere, og i de andre Unionslande de Rettigheder, som er hjemlede ved nærværende Konvention.

Art. 7.

Den ved nærværende Konvention hjemlede Beskyttelse vedvarer, saalænge vedkommende Forfatter eller Kunstner lever og 50 Aar efter hans Død.

For saa vidt denne Tidslængde ikke maatte blive almindelig antagen af alle Unionslandene, vil Varigheden være at beregne efter Lovgivningen i det Land, i hvilket der rejses Krav paa Beskyttelse, og den kan ikke overskride den Frist, der gælder i Værkets Hjemland. De kontraherende Lande er følgelig kun pligtige at anvende Bestemmelsen i 1ste Stykke, for saa vidt den er overensstemmende med deres egen Lovgivning.

Med Hensyn til fotografiske Arbejder og Arbejder, der er frembragte ved en lignende Fremgangsmaade, posthume Skrifter samt anonyme og pseudonyme Værker bestemmes Beskyttelsens Varighed efter Lovgivningen i det Land, i hvilket der rejses Krav paa Beskyttelse, idet Fristen dog ikke kan vare længere end den, der gælder i Værkets Hjemland.

Art. 8.

Forfattere, som henhører til et af Unionens Lande, og som har frembragt Værker, der ikke er offentliggjorte, samt Forfattere, der har foranstaltet den første Offentliggørelse i et af disse Lande, har i det fulde Tidsrum, i hvilket det originale Værk nyder Retsbeskyttelse, udelukkende Ret til at oversætte eller lade deres Værker oversætte.

Art. 9.

Føljetonromaner, Noveller og alle andre i Aviser eller Tidsskrifter i et af Unionens Lande offentliggjorte Værker, det være sig literære, videnskablige eller kunstneriske, kan uanset det behandlede Emne ikke gengives i andre Lande uden Forfatterens Tilladelse.

Bortset fra Føljetonromaner og Noveller kan enhver Avisartikel gengives i en anden Avis, medmindre saadant maatte være udtrykkelig forbudt. Dog skal Kilden angives; Haandhævelsen af denne Forpligtelse overlades til Lovgivningen i det Land, i hvilket der rejses Krav paa Beskyttelse.

Den Beskyttelse, nærværende Konvention hjemler, finder ikke Anvendelse paa Dagnyhederne eller blandede Meddelelser, som alene har Karakter af Pressemeddelelser.

Art. 10.

Hvad angaar Adgangen til uhindret at gøre Uddrag af literære eller kunstneriske Værker til Skrifter, der er bestemte til Undervisningsbrug, eller som har en videnskabelig Karakter, eller til Chrestomatier, afhænger denne af Lovgivningen i hvert af Unionens Lande og af de særskilte Overenskomster, der er eller maatte blive afsluttede mellem dem.

Art. 11.

Bestemmelserne i nærværende Konvention finder Anvendelse paa offentlig Opførelse af dramatiske eller dramatisk-musikalske Værker og paa offentlige Udførelse af musikalske Værker, hvad enten disse Værker, hvad enten disse Værker er offentliggjorte eller ej.

Forfattere af dramatiske eller dramatisk-musikalske Værker er, saalænge de nyder Forfatterretten over deres originale Værker, beskyttede mod uautoriseret offentlig Opførelse af Oversættelser af deres Værker.

For at kunne nyde godt af den ved nærværende Artikel hjemlede Beskyttelse kræves det ikke, at Forfatterne, naar de offentliggør deres Værker, forbyder den offentlige Opførelse eller Udførelse af dem.

Art. 12.

Til de utilladte Gengivelser, som rammes af nærværende Konvention, hører i Særdeleshed ogsaa de uautoriserede indirekte Tilegnelser af et literært eller kunstnerisk Værk, saasom Bearbejdelser, Musikarrangementer, Omarbejdelser af en Roman, Novelle eller poetisk Værk til Brug for Scenen eller omvendt, og lignende, naar de ikke er andet end en Gengivelse af det paagældende Værk i samme eller en anden Skikkelse med uvæsentlige Forandringer, Tilføjelser eller Forkortelser uden at have Karakteren af et nyt originalt Værk.

Art. 13.

Komponister har udelukkende Ret til at tillade 1) Tilpasning af deres Værker til Instrumenter, der tjener til Gengivelse af mekanisk Vej, 2) offentlig Udførelse af disse Værker ved Hjælp af saadanne Instrumenter.

Hvert enkelt Land kan for sit eget Vedkommende i sin Lovgivning tage Forbehold og opstille Betingelser med Hensyn til Anvendelsen af denne Artikel; men Virkningen af saadanne Forbehold og Betingelser er nøje begrænset til det paagældende Land.

Bestemmelsen i 1ste Stykke har ikke tilbagevirkende Kraft og kan følgelig i et af de Unionen tilhørende Lande ikke anvendes paa Værker, som lovligt i dette Land forinden nærværende Konventions Ikrafttræden maatte være bearbejdede til Brug for mekaniske Instrumenter.

De Bearbejdelser, der maatte være skete i Medfør af denne Artikels 2det og 3die Stykke, og som uden Vedkommendes Autorisation maatte være indførte i et Land, hvor de ikke er tilladte, kan beslaglægges i dette Land.

Art. 14.

Forfattere af literære, videnskabelige eller kunstneriske Værker har udelukkende Ret til at tillade Gengivelse og offentlig Fremstilling af deres Værker ad kinematografisk Vej.

De kinematografiske Frembringelser nyder Beskyttelse som literære eller kunstneriske Værker, naar der ved den anvendte Iscenesættelse eller ved Sammenstillingen af de foreviste Begivenheder er givet Værket en personlig og original Karakter.

Med Forbehold af Forfatterens og Kunstnerens Rettigheder over det originale Værk er Gengivelsen ad kinematografisk Vej af et literært, videnskabeligt eller kunstnerisk Værk beskyttet som Originalværk.

De foregaaende Bestemmelser finder Anvendelse paa Gengivelser eller Frembringelser ved enhver anden Fremgangsmaade, der kan stilles i Klasse med den kinematografiske.

Art. 15.

For at Forfattere eller Kunstnere, hvis Værker er beskyttede ved denne Konvention, indtil Modbevis føres, skal anses som saadanne og som Følge heraf have Adgang til ved Domstolene i Unionens forskellige Lande at anlægge Sag i Anledning af ulovlige Gengivelser, er det tilstrækkeligt, at deres Navn paa sædvanlig Maade er angivet paa Værket.

Ved anonyme eller pseudonyme Værker er den Forelægger eller Udgiver, hvis Navn er angivet paa Værket, berettiget til at værne om de Forfatteren eller Kunstneren tilkommende Rettigheder. Han anses uden videre Bevis som værende indtraadt i den anonyme eller pseudonyme Forfatters eller Kunstners ret.

Art. 16.

Enhver ulovlig Gengivelse af et Værk kan beslaglægges af de kompetente Myndigheder i de af Unionens Lande, i hvilke Originalværket har Krav paa den lovhjemlede Beskyttelse.

I disse Lande kan Beslaglæggelsen ogsaa finde Sted med Hensyn til Gengivelser, der hidrører fra et Land, i hvilket Værket ikke er beskyttet eller er ophørt med at være det.

Beslaglæggelsen foretages i Overensstemmelse med hvert Lands egen Lovgivning.

Art. 17.

Denne Konventions Bestemmelser kan ikke begrænse den Ret, som tilkommer Regeringen i hvert af Unionens Lande, til ved Lovgivnings- eller indre Politibestemmelser at tillade, føre Tilsyn med eller forbyde Omsætningen, Opførelsen eller Udstillingen af ethvert Værk eller enhver Frembringelse, med Hensyn til hvilke den kompetente Øvrighed maatte finde Anledning til at udøve denne Ret.

Art. 18.

Denne Konvention finder Anvendelse paa alle de Værker, som paa Tidspunktet for dens Ikrafttræden endnu ikke er blevne Offentlighedens Eje i deres Hjemland som Følge af, at Tiden for Beskyttelsens Varighed er udløben.

Hvis imidlertid et Værk ved Udløbet af Varigheden for den Beskyttelse, der tidligere maatte være hjemlet der, er blevet Offentlighedens Eje i det Land, i hvilket der rejses Krav paa Beskyttelse, kan Værket ikke paany erholde Beskyttelse i dette Land.

Anvendelsen af dette Princip finder Sted i Overensstemmelse med de Bestemmelser, der er indeholdte i de særlige Overenskomster, som angaaende dette Punkt er eller maatte blive afsluttede mellem Lande, der tilhører Unionen.

I Mangel af saadanne Bestemmelser skal de paagældende Lande hvert for sit Vedkommende træffe Bestemmelse om den nærmere Fremgangsmaade ved Anvendelsen.

De fornævnte Regler finder ligeledes Anvendelse i Tilfælde af, at andre Lande maatte tiltræde Unionen, samt i Tilfælde af, at Beskyttelsens Varighed maatte blive forlænget ved Anvendelsen af Art. 7.

Art. 19.

Denne Konventions Bestemmelser forhindrer ikke, at der gøres Krav paa de videregaaende Bestemmelser, som maatte være hjemlede i Lovgivningen i et af Unionens landene til Gunst for Fremmede i Almindelighed.

Art. 20.

Regeringerne i Unionens Lande forbeholder sig Ret til indbyrdes at træffe særlige Overenskomster, for saa vidt saadanne Overenskomster maatte tilstaa Forfattere og Kunstnere videregaaende Rettigheder end de, der indrømmes af Unionen, eller maatte indeholde andre Bestemmelser, der ikke strider mod denne Konvention. Bestemmelser af fornævnte Indehold i de eksisterende Overenskomster forbliver i Kraft.

Art. 21.

Det internationale Bureau, kaldet: »Bureau for den internationale Union til Værn for literære og kunstneriske Værker«, opretholdes.

Dette Bureau er underlagt den svejtsiske Forbundsregerings

Overhøjhed, og denne bestemmer dets Organisation samt fører Tilsyn med dets Virksomhed.

Bureauets officielle Sprog er Fransk.

Art. 22.

Det internationale Bureau samler Oplysninger af enhver Art vedrørende Beskyttelse af Forfatteres og Kunstneres Rettigheder over deres literære og kunstneriske Værker. Det foretager Undersøgelser af almindelig Nytte og Interesse for Unionen og udgiver ved Hjælp af de Dokumenter, der stilles til dets Raadighed af de forskellige Regeringer et Tidsskrift paa Fransk, der behandler de Spørgsmål, som vedrører Unionens Formaal. Regeringerne i Unionens Lande forbeholder sig ved fælles Overenskomst at autorisere Bureauet til at offentliggøre en Udgave paa et eller flere andre Sprog for det Tilfælde, at Erfaringen maatte godtgøre Trangen dertil.

Det internationale Bureau skal til enhver Tid staa til Raadighed for Unionens Medlemmer for at forsyne med med de særlige Oplysninger, som de maatte behøve med Hensyn til Spørgsmaal angaaende Beskyttelse for literære og kunstneriske Værker.

Direktøren for der internationale Bureau aflægger om sin Embedsvirksomhed en aarlig Beretning, der omdeles til alle Unionens Medlemmer.

Udgifterne ved den internationale Unions Bureau skal bæres af de kontraherende lande i Fællesskab. Indtil ny Bestemmelse træffes, skal de ikke kunne overstige 60,000 fres. aarlig. Dette Beløb kan, naar det viser sig nødvendigt, forhøjes ved Beslutning, fattet med simpel Stemmeflerhed af en af de i Art. 24 omhandlede Konferencer.

Til Bestemmelse af hvert Lands Bidrag til de samlede Omkostninger skal de kontraherende Lande og de, som senere maatte tiltræde Unionen, inddeles i seks Klasser, der hver skal bidrage i Forhold til et vist Antal Enheder, nemlig

1ste Klasse ...................... 25 Enheder 2den - ...................... 20 - 3die - ...................... 15 - 4de - ...................... 10 - 5te - ...................... 5 - 6te - ...................... 3 -

Disse Koefficienter skal multipliceres med Antallet af Lande i hver Klasse, og Summen af de saaledes udkomne Produkter angiver det Antal Enheder, med hvilket den samlede Udgift skal deles. Kvotienten angiver det Beløb, der falder paa Enheden.

Ethvert Land skal ved sin Tiltrædelse opgive, i hvilken af de ovennævnte Klasser det ønsker at stilles.

Den svejtsiske Regering udarbejder Bureauets Budget og fører Tilsyn med dets Udgifter; den yder de nødvendige Forskud og opstiller det aarlige Regnskab, som skal meddeles alle de øvrige Regeringer.

Art. 24.

Denne Konvention kan undergives Revision med der Formaal at indføre Forbedringer i den, egnede til at fuldkommengøre Unionens System.

Spørgsmaal af denne Aret samt saadanne, der paa andre Punkter er af Interesse for Unionens Udvikling, behandles paa Konferencer, som efterhaanden afholdes i Unionens Lande mellem Delegerede fra disse. Administrationen i det Land, hvor en Konference skal afholdes, forbereder Arbejderne til denne med Bistand af det internationale Bureau. Direktøren for Bureauet skal overvære Konferencens Møder og deltager i Forhandlingerne, dog uden Stemmeret.

Ingen Forandring i denne Konvention er gældende for Unionen uden enstemmigt Samtykke fra de i denne deltagende Lande.

Art. 25.

De udenfor Unionen staaende Lande, som ved Lovbeskyttelse sikrer de Rettigheder, der er Genstand for denne Konvention, kan paa Forlangende tiltræde den.

Denne Tiltrædelse skal skriftlig meddeles den svejtsiske Forbundsregering og af denne atter til samtlige de andre Regeringer.

Tiltrædelse medfører fuldstændig Indvilligelse i alle de Forpligtelser og fuldstændig Adgang til alle de Fordele, som er fastsatte i nærværende Konvention. Dog kan den indeholde en Angivelse af de Bestemmelser i Konvention af 9. September 1886 eller Tillægsakten af 4. Maj 1896, som de maatte anse for nødvendigt, i det mindste foreløbig, at sætte i Stedet for de tilsvarende Bestemmelser i denne Konvention.

Art. 26.

De kontraherende Lande har til enhver Tid Ret til at tiltræde denne Konvention for deres Koloniers eller fremmede Besiddelsers Vedkommende.

De kan i dette Øjemed enten afgive en almindelig Tiltrædelseserklæring, som omfatter alle deres Kolonier eller Besiddelser, eller udtrykkelig nævne dem, som er omfattede af Erklæring skal skriftlig meddeles den svejtsiske Forbundsregering og af denne atter samtlige de andre Regeringer.

Art. 27.

Denne Konvention træder i Forholdet mellem de kontraherende Stater i Stedet for Bernerkonventionen af 9. September 1886, herunder indbefattet Tillægsartiklen og Slutningsprotokollen af samme Dato saavel, som Tillægsakten og Fortolkningsdeklarationen af 4. Maj 1896. De nævnte Konventioner og Akter forbliver i Kraft i Forholdet mellem de Stater, som ikke maatte ratificerer nærværende Konventionen.

De Stater, der har underskrevet denne Konvention, kan ved Ratifikationernes Udvikling erklære, at de paa et eller andet Punkt ønsker endnu at være bundne ved Bestemmelserne i de af den tidligere underskrevne Konventioner.

Art. 28.

Nærværende Konvention skal ratificeres, og Ratifikationerne skal udveksles i Berlin senest den 1. Juli 1910.

Ved Udvekslingen af Ratifikationerne afgiver hver af de kontraherende Parter et enkelt Dokument, som sammen med de øvrige Landes skal nedlægges i det svejtsiske Forbunds Regeringsarkiv. Hver part modtager til Gengæld et Eksemplar af Protokollen angaaende Ratifikationernes Udveksling, undertegnet af de Befuldmægtigede, som har taget Del deri.

Art. 29.

Nærværende Konvention træder i Kraft tre Maaneder efter Udvekslingen af Ratifikationerne og staar ved Magt i ubestemt Tid, indtil Udløbet af et Aar fra den Dag, da Opsigelse maatte have fundet Sted.

Denne Opsigelse skal ske til den svejtsiske Forbundsregering. Opsigelsen har kun Betydning for det Land, som har foretaget den, medens Konventionen staar ved Magt for Unionens øvrige Lande.

Art. 30.

De Stater, som i deres Lovgivning maatte optage Bestemmelsen i denne Konventions Art. 7, 1set Stykke, om Varigheden af Beskyttelsen i 50 Aar, skal underrette den svejtsiske Forbundsregering herom ved en skriftlig Meddelelse, som af Regeringen straks meddeles samtlige de andre Unionslande.

Paa samme Maade forholdes med Hensyn til de Stater, som maatte give Afkald paa de af dem i Medfør af Art. 25, 26 og 27 tagne Forbehold.

Til Bekræftelse heraf har de respektive Befuldmægtigede underskrevet nærværende Konvention og vedføjet deres Segl.

Udfærdiget i Berlin den 13. November nitten hundrede otte i et enkelt Eksemplar, som vil blive henlagt i det svejtsiske Forbunds Regeringsarkiv, og hvoraf bekræftede Genparter ad diplomatisk Vej vil blive tilstillede de kontraherende Lande.

Ingen