DK
Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
Table of Provisions (67)
Statutory Text (67 Articles)
Artikel 1.
De høje kontraherende Parter ville give deres væbnede Magt til Lands Instruxer, som skulle være overensstemmende med det nærværende Konvention vedhæftede Reglement angaaende Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
Artikel 1.
Krigens Love, Rettigheder og Pligter finde Anvendelse ikke blot paa Hæren, men ogsaa paa Militstropper og Korps af Frivillige, der opfylde følgende Betingelser
1. At de staa under Befaling af en Person, der er ansvarlig for sine undergivne.
2. At de have et fast og paa Afstand synligt Kendingstegn.
3. At de bære Vaabnene aabenlyst og
4. At de i deres Operationer rette sig efter Krigsreglerne og -vedtægterne.
I de Lande, hvor Militstropperne eller Korps af Frivillige udgør Hæren eller tilhøre denne, ere de indbefattede under Betegnelsen Hær.
Artikel 2.
De Bestemmelser, der indeholdes i det i 1ste Artikel nævnte Reglement saavelsom i nærværende Konvention, ere alene anvendelige mellem de kontraherende Magter og kun, naar de Krigsførende samtlige ere Deltagere i Konventionen.
Artikel 2.
Et ikke besat Territoriums Befolkning, som, naar Fjenden nærmer sig, af egen Drift griber til Vaaben for at kæmpe mod Invasionstropperne uden at have haft Tid til at organisere sig i Overensstemmelse med Artikel 1, bliver at betragte som Krigsførende, dersom den bærer Vaabene aabenlyst, og hvis den overholder Krigsreglerne og -vedtægterne.
Artikel 3.
Den krigsførende Part, som maatte krænke Bestemmelserne i det nævnte Reglement, er i givet Tilfælde forpligtet til Skadeserstatning. Den er ansvarlig for alle Handlinger, som begaas af de til dens væbnede Magt hørende Personer.
Artikel 3.
De krigsførende Parters væbnede Styrke kan bestaa af Kombattanter og Ikke-Kombattanter. I Tilfælde af at de tages til Fange af Fjenden, have saavel de sidste som de første Ret til at blive behandlede som Krigsfanger.
II. Kapitel. Om Krigsfanger.
Artikel 4
Nærværende Konvention skal, naar den er behørigt ratificeret, for Forholdene mellem de kontraherende Magter træde i Stedet for Konventionen af 29. Juli 1899 angaaende Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
Konventionen af 1899 forbliver i Kraft for Forholdene mellem de Magter, der have undertegnet den og ikke maatte have ligeledes ratificeret nærværende Konvention.
Artikel 4.
Krigsfanger ere i den fjendtlige Regerings Magt, men ikke i de Personers eller Afdelingers, som have gjort dem til Fange.
De skulle behandles humant.
Alt, hvad der tilhører dem personligt, undtagen Vaaben, Heste og Militærpapirer, forbliver deres Ejendom.
Artikel 5.
Nærværende Konvention skal ratificeres snarest mulig.
Ratifikationsinstrumenterne skulle deponeres i Haag.
Den første Deponering af Ratifikationsinstrumenter skal konstateres ved en Protokol, som undertegnes af Repræsentanter for de Magter der tage Del deri, og af den nederlandske Udenrigsminister.
De senere Deponeringer af Ratifikationsinstrumenter ske ved en skriftlig, til den nederlandske Regering rettet Meddelelse, ledsaget af Ratifikationsinstrumentet.
Bekræftet Afskrift af Protokollen over den første Deponering af Ratifikationsinstrumenter, af de i foranstaaende Alinea nævnte Meddelelser samt af Ratifikationsinstrumenterne skal strax, ved Foranstaltning af den nederlandske Regering, meddeles de til den anden Fredskonference indbudne Magter saavelsom de andre Magter, som have tiltraadt Konventionen ad diplomatisk Vej. I de i foranstaaende Alinea nævnte Tilfælde underretter nævnte Regering dem samtidig om, paa hvilken Dag den har modtaget deres Meddelelse.
Artikel 5.
Krigsfanger kunne undergives Internering i en By, Fæstning, Lejr eller et hvilket som helst andet Sted med den Forpligtelse ikke af fjærne sig derfra ud over visse bestemte Grænser; men de kunne ikke underkastes Indespærring uden som uundgaaelig Sikkerhedsforanstaltning og kun, saalænge Omstændighederne nødvendiggør denne Forholdsregel.
Artikel 6.
De Magter, som ikke have undertegnet, kunne tiltræde nærværende Konvention.
Den Magt, som ønsker at tiltræde, skal skriftlig meddele sin Hensigt til den nederlandske Regering og samtidig tilstille den Tiltrædelsesdokumentet, som vil være at deponere i nævnte Regerings Arkiv.
Denne Regering skal strax tilsende alle de andre Magter bekræftet Afskrift af Meddelelsen og af Tiltrædelsesdokumentet, og tillige angive Dagen, paa hvilken den har erholdt Meddelelsen.
Artikel 6.
Staten kan anvende Krigsfanger med Undtagelse af Officerer som Arbejdere efter deres Tjenestegrad og Duelighed. Dette Arbejde maa ikke være for strengt og maa ikke staa i nogen Forbindelse med Krigsforetagender.
Det kan tilstedes Krigsfanger at arbejde for offentlige Myndigheders eller privates Regning eller for deres egen Regning.
De for Staten udførte Arbejder betales efter den Takst, der gælder for militære af den nationale Hær, som udføre de samme Arbejder eller, hvis en saadan ikke findes, efter en Tarif, der staar i Forhold til de udførte Arbejder.
Naar Arbejderne finde Sted for andre offentlige Myndigheders Regning eller for private, fastsættes Betingelserne derfor med Samtykke af den militære Øvrighed. Krigsfangernes Arbejdsløn skal bidrage til at lindre deres Stilling, og det overskydende skal udbetales dem ved deres Frigivelse efter Fradrag af Omkostningerne ved deres Underhold.
Artikel 7.
Denne Konvention træder i Kraft for de Magter, som have taget Del i den første Deponering af Ratifikationsinstrumenter, tresindstyve Dage efter Dagen paa hvilken Protokollen over denne Deponering er optaget, og for de magter som ratificere senere eller tiltræde, tresindstyve Dage efter af Meddelelsen om deres Ratifikation eller om deres Tiltrædelse er bleven modtaget af den nederlandske Regering.
Artikel 7.
Det paahviler den Regering, i hvis Magt Krigsfangerne befinde sig, at underholde dem.
I Mangel af særlig Aftale mellem de Krigsførende, skulle Krigsfanger, forsaavidt angaar Forplejning, Natteleje og Beklædning, behandles efter samme Regler som den Regerings Tropper, der har taget dem til Fange.
Artikel 8.
Skulde en af de kontraherende Magter ville opsige nærværende Konvention, vil Opsigelsen være at meddele skriftlig til den nederlandske Regering, som straks giver alle de andre Magter bekræftet Afskrift af Meddelelsen og tillige gør dem bekendt med, paa hvilken Dag den har modtaget denne.
Opsigelsen er kun virksom i Henseende til den Magt som har erklæret den, og først et Aar efter at Meddelelsen derom er indkommet til den nederlandske Regering.
Artikel 8.
Krigsfanger skulle være underkastede de Love, Reglementer og Befalinger, der ere gældende i den Stats Hær, i hvis Magt de befinde sig. Enhver Ulydighed berettiger overfor dem til de nødvendige Tvangsforholdsregler.
Undvegne Fanger som atter paagribes, før det er lykkedes dem igen at støde til deres egen Hær, eller før de have forladt det af den fjendtlige Hær besatte Territorium, ere hjemfaldne til Disciplinærstraffe.
Fanger, der efter at være undvegne atter paagribes, straffes ikke for deres forudgaaende Undvigelse.
Artikel 9.
Et i det nederlandske Udenrigsministerium ført Register skal angive Dagen for den overensstemmende med Artikel 5, Alinea 3 og 4 stedfundne Deponering af Ratifikationsinstrumenter saavelsom Dagen, paa hvilken Meddelelserne om Tiltrædelse (Artikel 6 Alinea 2) eller om Opsigelse (Artikel 8 Alinea 1) ere indkomne.
Enhver af de kontraherende Magter har Ret til at gøre sig bekendt med dette Register og at forlange bekræftede Udskrifter af samme.
Til Bekræftelse heraf have de befuldmægtigede forsynet nærværende Konvention med deres Underskrift.
Sket i Haag, den 18. Oktober 1907 i en eneste Udfærdigelse, som
forbliver deponeret i den nederlandske Regerings Arkiv og hvoraf
bekræftede Afskrifter ad diplomatisk Vej tilstilles de Magter som have været indbudne til den Anden Fredskonference.
1. For Tyskland ....................... Marschall. Krige. Med Forbehold af Artikel 44 i det vedføjede Reglement. --- 2. For de Forenede Stater af Amerika .. Joseph H. Choate. Horace Porter. U. M. Rose. David Jayne Hill. C. S. Sperry. William I. Buchanan. --- 3. For Argentina ...................... Roque Saenz Pena. Luis M. Drago. C. Ruez Larreta. --- 4. For Østrig-Ungarn .................. Merey. Bon Macchio. Med Forbehold af den i Konferencens Plenarfor- samling den 17de August 1907 afgivne Erklæring. --- 5. For Belgien ........................ A. Beernaert. J. van den Heuvel. Guillaume. --- 6. For Bolivia ........................ Claudio Pinilla. --- 7. For Brasilien ...................... Ruy Barbosa. E. Lisboa. --- 8. For Bulgarien ...................... Generalmajor Vinaroff. Iv. Karandjouloff. --- 9. For Chile .......................... Domingo Gana. Augusto Matte. Carlos Concha. --- 10. For China. --- 11. For Columbia ...................... Jorge Holguin. S. Perez Triana. M. Vargas. --- 12. For Republikken Cuba .............. Antonio S. de Bustamante. Gonzalo de Quesada. Manuel Sanguily. --- 13. For Danmark ....................... C. Brun. --- 14. For den Dominikanske Republik ......dr. Henriquez y Carvajal. Apolinar Tejera. --- 15. For Equador ....................... Victor M. Rendon. E. Dorn y de Alsua. --- 16. For Spanien. --- 17. For Frankrig ...................... Leon Bourgeois. d'Estournelles de Constant. L. Renault. Marcellin Pellet. --- 18. For Storbritannien ................ Edw. Fry. Ernest Satow. Reay. Henry Howard. --- 19. For Grækenland .................... Cleon Rizo Rangabe. Georg Streit. --- 20. For Guatemala ..................... Jose Tible Machado. --- 21. For Haiti ......................... Dalbemar Jn. Joseph. J.N. Leger. Pierre Hudicourt. --- 22. For Italien ....................... Pompilj. G. Fusinato. --- 23. For Japan ......................... Aimaro Sato. Med Forbehold af Artikel 44. --- 24. For Luxemborg ..................... Eyschen. Greve de Villers. --- 25. For Mexico ........................ G. A. Esteva. S. B. de Mier. F. L. de la Barra. --- 26. For Montenegro .....................Nelidow. Martens. N. Tcharykow. Med de Forbehold, der ere tagne angaaende Artikel 44 i det til denne Konvention hørende Reglement og ere indførte i Proto- kollen for den fjerde Plenarforsamling den 17de Aug. 1907. --- 27. For Nicaragua. --- 28. For Norge ......................... F. Hagerup. --- 29. For Panama .........................B. Porras. --- 30. For Paraguay .......................G. Du Monceau. --- 31. For Nederlandene .................. W. H. de Beaufort. T. M. C. Asser. den Beer Poortugael. J. A. Røell. J. A. Loeff. --- 32. For Peru .......................... C. G. Candamo. --- 33. For Persien ........................Momtazos-Saltaneh M. Samad Khan. Sadigh ul Mulk M. Ahmed Khan. --- 34. For Portugal .......................Marquis de Soveral. Greve de Selir. Alberto d'Oliveira. --- 35. For Rumænien ...................... Edg. Mavrocordato. --- 36. For Rusland ........................Nelidow. Martens. N. Tcharykow. Med de Forbehold, der ere tagne angaaende Artikel 44 i det til denne Konvention hørende Reglement og ere ind- førte i Protokollen for den fjerde Plenarforsam- ling den 17de Aug. 1907. --- 37. For Salvador ...................... P. J. Matheu. S. Perez Triana. --- 38. For Serbien ........................S. Grouitch. M. G. Milovanovitch. M. G. Militchevitch. --- 39. For Siam .......................... Mom Chatidej Udom. C. Corragioni d'Orelli. Ludvig Bhuvanarth Narubal. 40. For Sverig ........................ K. H. L. Hammarskjøld. Joh. Hellner. --- 41. For Schweiz ........................Carlin. 42. For Tyrkiet ........................Turkhan. Med Forbehold af Artikel 3. --- For Uruguay ............................Jose Batlle y Ordonez. --- 44. For Venezuela ......................J. Gil Fortoul.
---
Bilag til Konventionen.
Reglement angaaende Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
I. AFSNIT. OM DE KRIGSFØRENDE.
1. Kapitel. Om Begrebet Krigsførende.
Artikel 9.
Enhver Krigsfange er forpligtet til, paa Forespørgsel desangaaende at opgive sit rette Navn og Grad, og udsætter sig, hvis han overtræder denne Bestemmelse, for Indskrænkning i de Fordele, som tilstaas Krigsfanger af hans Kategori.
Artikel 10.
Krigsfanger kunne frigives paa Æresord, dersom dette er dem tilladt efter deres eget Lands Love, og i saa Fald ere de saavel overfor deres egen Regering, som overfor den, der har taget dem til Fange, forpligtede til under Garanti af deres personlige Ære nøje at overholde de af dem aflagte Løfter.
I dette Tilfælde er deres egen Regering forpligtet til hverken af dem at fordre eller modtage nogen mod det givne Ord stridende Tjeneste.
Artikel 11.
Krigsfanger kunne ikke tvinges til at modtage Frigivelse paa Æresord; ej heller er den fjendtlige Regering forpligtet til at efterkomme en Krigsfanges Anmodning om at blive sat paa fri Fod paa Æresord.
Artikel 12.
Enhver paa Æresord frigiven Krigsfange, som atter tages til Fange førende Vaaben mod den Regering, overfor hvilken han havde forpligtet sig paa Æresord, eller mod dennes allierede, fortaber Retten til at behandles som Krigsfange og kan stilles for Domstolene.
Artikel 13.
Naar Personer, der følge en Hær uden umiddelbart at høre til den, saasom Bladkorrespondenter og Bladreferenter, Marketendere, Leverandører falde i Fjendens Hænder, og denne anser det for nyttigt at holde dem tilbage, have de Ret til Behandling som Krigsfanger, forudsat at de ere forsynede med et Legitimationsbevis fra den militære Myndighed i den Hær, de fulgte.
Artikel 14.
Et Oplysningsbureau om Krigsfanger vil fra Fjendtlighedernes Udbrud være at oprette i hver af de krigsførende Stater og, i paakommende Tilfælde i de neutrale Lande, som have givet Krigsførende Adgang til deres Territorium. Dette Bureau, som det paahviler at besvare alle Forespørgsler, der vedrører Krigsfangerne, modtager fra de paagældende Myndigheder alle de Oplysninger angaaende Interneringer, Personalforandringer, Frigivelser paa Æresord, Udvekslinger, Undvigelser, Hospitalsindlæggelser samt Dødsfald ligesom alle andre Oplysninger, som udkræves til at indrette og holde i Orden en Rubrik over hver enkelt Krigsfange. Bureauet skal paaføre denne Rubrik vedkommendes Hovednummer, Efternavn og Fornavn, Alder, Hjemsted, Grad, Afdeling, Saar, Dato og Sted for Tilfangetagelsen, samt for Interneringen, Saar og Død ligesom alle særlige Bemærkninger. Rubriken vil efter Fredsslutningen være at overgive til den anden Krigsførendes Regering.
Det paahviler ligeledes Oplysningsbureauet at samle, opbevare samt til rette Vedkommende at befordre alle de Genstande til personligt Brug, Værdipapirer og Breve o.lign. som findes paa Valpladsen eller efterlades af Krigsfanger, der ere frigivne paa Æresord eller af Krigsfanger, der ere blevne udvekslede, ere undvegne eller afgaaende ved Døden paa Hospitaler eller Ambulancer.
Artikel 15.
De i Overensstemmelse med deres respektive Landes Lovgivning retmæssig oprettede Foreninger til Hjælp for Krigsfanger, og hvis Formaal det er at være et Mellemled i Veldædighedens Tjeneste, samt disses behørig akkrediterede Udsendinge indrømmes der af de Krigsførende alle de Lettelser for en virksom Udøvelse af deres humane Hverv, der kunne forenes med de militære Krav og de paagældende administrative Bestemmelser. Disse Foreningers Udsendinge kan det tilstedes at uddele Hjælp i Interneringsdepoterne saavelsom paa hjemsendte Fangers Raststeder, naar de besidde en personlig Tilladelse udstedt af den militære Myndighed og skriftlig forpligte sig til at underkaste sig alle de Ordens- og Politiforskrifter, som denne maatte påbyde.
Artikel 16.
Oplysningsbureauerne nyde Portofrihed. Breve, Anvisninger og Pengeforsendelser samt Postpakker, adresserede til eller afsendte af Krigsfanger, ville saavel i Afsendelses- som i Bestemmelseslandet og i mellemliggende Lande være fritagne for enhver Posttakst.
Gaver og Hjælp in natura bestemte for Krigsfanger ere fritagne for Indførselstold som for enhver anden Afgift saavelsom for Transportomkostninger paa Statsbaner.
Artikel 17.
Fangne Officerer erholde den Lønning, til hvilken Officerer af samme Grad i det Land, i hvilket de holdes fangne, er berettigede, imod at de udbetalte Beløb refunderes af deres Regering.
Artikel 18.
Krigsfanger nyde fuld Frihed til at udøve deres Religion, derunder indbefattet Ret til at overvære den til deres Trosbekendelse svarende Gudstjeneste, forudsat alene, at de iagttage de af den militære Myndighed udstedte Ordens- og Politiforskrifter.
Artikel 19.
Krigsfangers Testamenter modtages eller affattes efter de samme Regler, som gælde for militære af vedkommende Lands Hær.
Ligeledes ville samme Regler være at følge ved Udstedelsen af Dødsattester saavelsom ved Krigsfangers Begravelse, idet Hensyn tages til deres Grad og Rang.
Artikel 20.
Efter Fredsslutningen skal Krigsfangers Hjemsendelse finde Sted saa hurtigt som muligt.
III. Kapitel. Om syge og saarede.
Artikel 21.
De Krigsførendes Forpligtelser med hensyn til syges og saaredes Pleje ere bestemte ved Genferkonventionen.
II. AFSNIT. OM KRIGSFORETAGENDER
I. Kapitel. Om Midler til at skade Fjenden, om Belejringer og Bombardementer.
Artikel 22.
De Krigsførende har ikke ubegrænset Frihed i Valget af Midler til at skade Fjenden.
Artikel 23.
Foruden de Forbud, der indeholdes i særlige Konventioner skal det navnlig være forbudt
a. at anvende Gift eller forgiftede Vaaben;
b. ved Forræderi at dræbe eller saare Personer, som høre til den fjendtlige Nation eller Hær;
c. at dræbe eller saare Fjender, som, efterat have nedlagt Vaabnene eller efter at være blevne blottede for Forsvarsmidler, have overgivet sig paa Naade og Unaade;
d. at erklære, at der ikke vil blive givet Pardon;
e. at anvende Vaaben, Projektiler eller Stoffer, som efter deres Natur foraarsage unødvendige Lidelser;
f. uretmæssig at benytte Parlamentærflag, Fjendens Nationalflag, militære Kendetegn og Uniformer eller Genferkonventionens Kendemærker;
g. at ødelægge eller beslaglægge fjendtlig Ejendom, undtagen i Tilfælde, hvor dette i Følge Krigsforetagendernes Krav maatte vise sig paatrængende nødvendigt;
h. at erklære de Modpartiets Undersaatter tilhørende Rettigheder for bortfaldne eller suspenderede eller afvise de dem tilkommende Retsklager.
Det er ligeledes forbudt en Krigsførende at tvinge Modpartiets Undersaatter til at tage Del i de mod deres Land rettede Krigsoperationer, selv i det Tilfælde hvor disse maatte have været i dens Tjeneste før Krigens Begyndelse.
Artikel 24.
Krigslist og Anvendelse af de nødvendige Midler til at tilvejebringe Oplysninger om Fjenden og om Terrænet anses for tilladelige.
Artikel 25.
Det er forbudt at angribe eller ved noget som helst Middel at bombardere Byer, Landsbyer, Boliger eller Bygninger, som ikke forsvares.
Artikel 26.
Den Befalingshavende over Angrebstropperne, skal forinden et Bombardement begyndes, gøre alt hvad der staar i hans Magt for at underrette vedkommende Myndigheder derom, med mindre Angrebet sker ved Stormløb.
Artikel 27.
Under Belejringer og Bombardementer skulle alle nødvendige Forholdsregler tages for saavidt muligt at skaane de til Gudstjeneste, Kunst, Videnskab samt i Veldædighedens Tjeneste anvendte Bygninger, saavelsom historiske Mindesmærker samt Hospitaler og Samlingssteder for syge og saarede, saafremt disse ikke samtidig benyttes i militært Øjemed.
De belejrede ere forpligtede til ved særlige synlige Kendetegn, der forud ville være at meddele Belejrerne, at betegne disse Bygninger og Samlingssteder.
Artikel 28.
Det er forbudt at overgive til Plyndring selv en med Storm indtagen By eller Plads.
II. Kapitel. Om Spioner.
Artikel 29.
Kun den, der hemmelig eller ved falske Paaskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe Oplysninger paa den Krigsførendes Operationsfelt med den Hensigt at meddele disse til Modstanderen kan betragtes som Spion.
Saaledes betragtes ikke som Spioner de militære, der uden Forklædning trænge ind paa den fjendtlige Hærs Operationsfelt for at tilvejebringe Oplysninger; ejheller de militære eller civile Personer, som aabenlyst udføre deres Hverv at overbringe Depecher, enten til deres egen eller til den fjendtlige Hær. Til denne Klasse henregnes ligeledes Personer, der udsendes i Ballon for at overbringe Depecher, og i det hele for at vedligeholde forbindelsen mellem de forskellige Dele af en Hær eller et Territorium.
Artikel 30.
Spioner, der gribes paa fersk Gerning kunne ikke straffes uden forudgaaende Dom.
Artikel 31.
Spioner, som, efter atter at være stødt til deres egen Hær, senere tages til Fange af Fjenden, behandles som Krigsfanger, og drages ikke til Ansvar for deres tidligere Spioneri.
III. Kapitel. Om Parlementærer.
Artikel 32.
Som Parlementær betragtes den Person, som af den ene af de Krigsførende bemyndiges til at indlede Underhandlinger med den anden, og som fremstiller sig med det hvide Flag. Han saavelsom den Trompeter, Hornblæser eller Trommeslager, Fanebærer og Tolk, der ledsager ham, ere ukrænkelige.
Artikel 33.
Den Anfører, til hvem en Parlementær afsendes, er ikke pligtig at modtage ham under alle Forhold.
Han kan tage alle nødvendige Forholdsregler for at hindre, at Parlementæren benytter sig af sin Sendelse til at skaffe sig Oplysninger.
Han har Ret til i Tilfælde af Misbrug midlertidig at tilbageholde Parlementæren.
Artikel 34.
Parlementæren fortaber sin Ukrænkelighed, hvis det bestemt og uigendrivelig bevises, at han har benyttet sig af sin priviligerede Stilling til at fremkalde eller begaa en forræderisk Handling.
IV. Kapitel. Om Kapitulationer.
Artikel 35.
Kapitulationer, der afsluttes mellem de kontraherende Parter, bør tage Hensyn til de militære Æresregler.
Naar de engang ere afsluttede, bør de paa det nøjeste overholdes af begge Parter.
V. Kapitel. Om Vaabenstilstand.
Artikel 36.
Vaabenstilstanden suspenderer Krigsoperationerne ved en gensidig Overenskomst mellem de krigsførende Parter. Hvis dens Varighed ikke er bestemt, kunne de krigsførende Parter til enhver Tid genoptage Operationerne, dog kun under Forudsætning af, at Fjenden underrettes i Overensstemmelse med Vaabenstilstandens Betingelser.
Artikel 37.
Vaabenstilstanden kan være almindelig eller stedlig. Den første suspenderer de krigsførende Staters Krigsoperationer overalt, den anden kun imellem visse Afdelinger af de krigsførende Hære og indenfor et bestemt Omraade.
Artikel 38.
Vaabenstilstanden bør kundgøres officielt og i Tide for vedkommende Myndighed og Tropperne. Fjendtlighederne suspenderes umiddelbart efter Kundgørelsen eller til den fastsatte Tid.
Artikel 39.
Det er de krigsførende Parters Sag at fastslaa i Vaabenstilstandens Bestemmelser, hvilken Forbindelse der maatte kunne tilstedes, paa Krigsskuepladsen, med Befolkningen og mellem dem selv indbyrdes.
Artikel 40.
Enhver væsentlig Krænkelse af Vaabenstilstanden fra den ene Parts Side giver den anden Ret til at opsige samme og endog i Nødsfald til straks at genoptage Fjendtlighederne.
Artikel 41.
Krænkelse af Vaabenstilstandens Bestemmelser, begaaet af private, der handler af eget Initiativ, giver kun Ret til at kræve de skyldiges Afstraffelse og, hvis der er Grund dertil, Skadesløsholdelse for lidte Tab.
III. AFSNIT. OM MILITÆR MYNDIGHED PAA DEN FJENDTLIGE STATS TERRITORIUM.
Artikel 42.
Et Territorium anses for besat, naar det faktisk er underlagt den fjendtlige Hærs Myndighed.
Okkupationen udstrækker sig kun til de Territorier, hvor denne Myndighed er etableret og i Stand til at udøves.
Artikel 43.
Naar den lovlige Magt faktisk er gaaet over i Hænderne paa den, som holder Landet besat, tager denne alle de Forholdsregler, som bero paa den, for saavidt muligt at genoprette og sikre den offentlige Orden og det offentlige Liv, idet de i Landet gældende Love respekteres, medmindre dette er absolut umuligt.
Artikel 44.
Det er forbudt en Krigsførende at tvinge Befolkningen paa et besat Territorium til at give Oplysninger om den anden Krigsførendes Hær eller Forsvarsmidler.
Artikel 45.
Det er forbudt at tvinge Befolkningen paa et besat Territorium til at aflægge Ed til den fjendtlige Stat.
Artikel 46.
Familiens Ære og Rettigheder, Personernes Liv og private Ejendom saavelsom religiøs Overbevisning og Gudstjenestens Udøvelse skulle respekteres.
Privat Ejendom kan ikke konfiskeres.
Artikel 47.
Plyndring er udtrykkelig forbudt.
Artikel 48.
Dersom den, der holder Landet besat, paa det besatte Territorium opkræver Skatter, Afgifter samt Bro-, Bom- og desl. Penge fastsatte til Fordel for Staten, skal samme saavidt muligt gøre det i Overensstemmelse med de gældende Paalignings- og Repartitionsregler, og deraf følger for samme Forpligtelsen til at bestride Omkostningerne ved det besatte Territoriums Administration i samme Omfang, som den lovlige Regering var forpligtet dertil.
Artikel 49.
Dersom den, der holder Landet besat, foruden de i foregaaende Artikel betegnede Afgifter paa det besatte Territorium opkræver andre Kontributioner i Penge, kan det kun være til nødvendigt Brug for Hæren eller Administrationen af det paagældende Land.
Artikel 50.
Ingen kollektiv Straf, hverken pekuniær eller anden, kan paalægges Befolkningen paa Grund af individuelle Handlinger, for hvilke de ikke kunne betragtes som solidarisk ansvarlige.
Artikel 51.
Ingen Kontribution kan opkræves undtagen i Kraft af en skreven Ordre og paa en kommanderende Generals Ansvar.
En saadan Opkrævning skal saavidt muligt ikke foretages uden i Overensstemmelse med de for Paaligning og Repartition af Skatterne gældende Regler.
For hver Kontribution udleveres en Kvittering til Yderne.
Artikel 52.
Rekvisitioner in natura og Tjenester kunne kun fordres af Kommunerne og Beboerne til Besætningshærens Behov. De skulle staa i Forhold til Landets Hjælpekilder og være af en saadan Beskaffenhed, at de ikke for Befolkningerne medføre Forpligtelse til at deltage i Krigsforetagender mod deres Fædreland.
Disse Rekvisitioner og Tjenester kunne kun fordres med Bemyndigelse af den, der har Kommandoen i det besatte Område.
Ydelser in natura skulle saavidt muligt betales kontant; i modsat Fald skulle de konstateres ved Modtagelsesbeviser, og Betaling af de skyldte Summer skal ske snarest muligt.
Artikel 53.
Den Hær, der holder et Territorium besat, kan kun lægge Beslag paa de rede Penge, Statspapirer og forfaldne Værdipapirer, der i egentlig Forstand tilhøre Staten, paa Vaabenoplag, Transportmidler, Magasiner og Forraad og i det hele paa al Statens rørlige Ejendom, der er egnet til at bruges ved Krigsforetagender.
Alle Midler, der ere skikkede til, enten til Lands, til Søs eller i Luften at viderebefordre Nyheder, eller ere brugelige til Transport af Personer eller Ting, undtagen de ved Sølovgivningen bestemte Tilfælde, ligesom Vaabenoplag og i det hele alle Krigsforraad, selv om de tilhøre private Personer, kan beslaglægges, men de skulle restitueres, og Skadeserstatningen skal fastsættes ved Fredsslutningen.
Artikel 54.
Undersøiske Kabler, som forbinde et besat Territorium med et neutralt Territorium skulle kun konfiskeres eller ødelægges i absolute Nødstilfælde. De skulle ligeledes tilbagegives og Skadeserstatningen fastsættes ved Fredsslutningen.
Artikel 55.
Den besættende Stat maa kun betragte sig som Bestyrer og Bruger af de offentlige Bygninger, faste Ejendomme, Skove og Landbrug, der tilhøre den fjendtlige Stat og befinde sig i det besatte Omraade. Den skal bevare disse Ejendommes Substans og bestyre dem i Overensstemmelse med Reglerne for Brugsret.
Artikel 56.
Kommunens Ejendom og saadanne Etablissementer, der ere indrettede til Gudstjeneste, Godgørenhed og Undervisning, til Kunst og Videnskab, skulle, selv om de tilhøre Staten, behandles som privat Ejendom.
Enhver Beslaglæggelse, forsætlig Ødelæggelse eller Forringelse af saadanne Etablissementer, af historiske Mindesmærker, af Kunstens eller af Videnskabens Værker er forbudt og skal forfølges.
Den 27de November 1909 deponeredes i Haag Ratifikationerne til foranstaaende Konvention af Tyskland, de Forenede Stater af Amerika. Østrig-Ungarn, Danmark, Storbritannien, Mexico, Nederlandene, Rusland, Sverig, Bolivia og Salvador. Tysklands Ratifikation er foretaget med det af dets Befuldmægtigede ved Underskriften tagne Forbehold med Hensyn til Artikel 44. Østrig-Ungarns Ratifikation er foretaget med Forbehold af den i Konferencens Plenarforsamling den 17de August 1907 afgivne Erklæring, ikke at kunne samtykke i Artikel 44. Ruslands Ratifikation er foretaget med det i Protokollen for den samme Plenarforsamling den 17de August 1907 optagne Forbehold med Hensyn til Artikel 44.
Under 16de December 1909 har den nederlandske Regering modtaget Notifikation af Nicaraguas Tilslutning til Konventionen.
Hvilket herved bringes til offentlig Kundskab.
Udenrigsministeriet, den 20de januar 1910.
Erik Scavenius.
Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
Under 19de November 1909 har det behaget Hans Majestæt Kongen allernaadigst at ratificere følgende paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention.
Konvention om Regler og Vedtægter for Krig til Lands.
Hans Majestæt den Tyske Kejser, Konge af Preussen; Præsidenten for de Amerikanske Forenede Stater; Præsidenten for Republiken Argentina; Hans Majestæt Kejseren af Østerrig, Konge af Bøhmen etc. og Apostolisk Konge af Ungarn; Hans Majestæt Belgiernes Konge; Præsidenten for Republiken Bolivia; Præsidenten for de Forenede Stater af Brasilien; Hans Kgl. Højhed Fyrsten af Bulgarien; Præsidenten for Republiken Chile; Hans Majestæt Kejseren af Kina; Præsidenten for Republiken Kolumbia; den midlertidige Gouvernør over Republiken Kuba; Hans Majestæt Kongen af Danmark; Præsidenten for den Dominikanske Republik; Præsidenten for Republiken Equador; Hans Majestæt Kongen af Spanien; Præsidenten for den Franske Republik; Hans Majestæt Kongen af det forenede Kongerige Storbritannien og Irland og de oversøiske Britiske Besiddelser, Kejser af Indien; Hans Majestæt Hellenernes Konge; Præsidenten for Republiken Guatemala; Præsidenten for Republiken Haiti; Hans Majestæt Kongen af Italien; Hans Majestæt Kejseren af Japan; Hans Kgl. Højhed Storhertugen af Luxemborg, Hertug af Nassau; Præsidenten for de Mexikanske Forenede Stater; Hans Kgl. Højhed Fyrsten af Montenegro; Præsidenten for Republiken Nicaragua; Hans Majestæt Kongen af Norge; Præsidenten for Republiken Panama; Præsidenten for Republiken Paraguay; Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene; Præsidenten for Republiken Peru; Hans Kejserlige Majestæt Shahen af Persien; Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v.; Hans Majestæt Kongen af Rumænien; Hans Majestæt Kejseren af alle Ruslande; Præsidenten for Republiken Salvador; Hans Majestæt Kongen af Serbien; Hans Majestæt Kongen af Siam; Hans Majestæt Kongen af Sverig; det Schweiziske Forbundsraad; Hans Majestæt Ottomanernes Kejser; Præsidenten for den Orientalske Republik Uruguay og Præsidenten for de forenede Stater af Venezuela;
i Betragtning af, at det, samtidig med at tilstræbe Midler til at bevare Freden og forebygge Vaabenstrid mellem Nationerne, er af Vigtighed ogsaa at have det tilfælde for Øje, at en Paakaldelse af Vaabnene hidføres af Begivenheder som deres Omsorg ikke maatte have kunnet afvende;
dertil besjælede af Ønsket om, ogsaa i Tilfælde af saadan Yderlighed, at tjene Menneskelighedens Interesser og Civilisationens stedse voksende Krav;
og idet de anse det for vigtigt, i dette Øjemed at revidere de almindelige Krigsregler og Vedtægter, det være sig for at angive dem med større Bestemthed eller for at drage visse Grænser for dem, for saaledes at indskrænke deres Strænghed saa meget som mulig;
have anset for nødvendigt at fuldstændiggøre og paa visse Punkter nærmere bestemme den Første Fredskonferences Værk, som, i Tilslutning til Brysseler-Konferencen af 1874 og besjælet af de af en vis og højsindet Forsorg indgivne Tanker, har vedtaget Bestemmelser hvis Genstand er at angive og regulere Krigsbrugen til Lands.
Efter de høje kontraherende Parters Opfattelse skulle disse Bestemmelser, hvis Affattelse har været ledet af Ønsket om at formindske Krigens Onder saa meget som de militære Krav tillade, tjene til almindelig Rettesnor for de Krigsførende, i deres Forhold indbyrdes og overfor Befolkningerne.
Det har dog ikke været muligt allerede nu at aftale bindende Bestemmelser, der omfattede alle i Praksis mødende Tilfælde;
Paa den anden side kunde det ikke stemme med de høje kontraherende Parters Hensigter, at de ikke forudsete Tilfælde, i Mangel af en skreven Bestemmelse, skulde overlades til Hærførernes vilkaarlige Bedømmelse.
Indtil der kan udkomme en fuldstændigere, systematisk Fremstilling af Krigsreglerne, anse de høje kontraherende Parter det for formaalstjenligt at bekræfte, at i de Tilfælde, der ikke ere indbefattede i de af dem vedtagne reglementariske Bestemmelser, forblive Befolkningerne og de Krigsførende under Folkeretsgrundsætningernes Varetægt og Herredømme, saaledes som disse Grundsætninger fremgaa af de mellem civiliserede Nationer bestaaende Vedtægter, at Humanitetens Love og af den offentlige Menings Krav.
De erklære, at det er i Overensstemmelsen hermed, at navnlig Artikel 1 og 2 i det vedtagne Reglement skulle forstaas.
Da de høje kontraherende Parter ønske at afslutte en ny Konvention i dette Øjemed, have de udnævnt til deres befuldmægtigede
(Betegnelse af de befuldmægtigede)
hvilke efter at have deponeret deres Fuldmagter, der befandtes i god og rigtig Form, ere komne overens om følgende
Ingen