DK
Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag dem 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention angaaende fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder. (* 1)
Table of Provisions (105)
Statutory Text (105 Articles)
Artikel 1.
I det Øjemed saa meget som muligt at forebygge, at Staterne i deres indbydes Forhold tage deres Tilflugt til Magten, ere de kontraherende Magter enige om at anvende alle deres Bestræbelser paa at sikre en fredelig Ordning af internationale Stridigheder.
II. Afdeling. Om bona officia og om Mægling.
Artikel 2.
I Tilfælde af alvorlig Meningsulighed eller Stid ere de kontraherende Magten enige om, inden de skride til en Afgørelse ved Vaabenmagt, at søge, for saa vidt Omstændighederne tillade det, en eller flere venskabelige Magters bona officia eller Mægling.
Kapitel III
OM VOLDGIFTSPROCEDUREN.
Kapitel II.
OM DEN STAAENDE VOLDGIFTSDOMSTOL.
Kapitel IV,
OM DEN SUMMARISKE VOLDGIFTSPROCEDURE.
Kapitel I.
OM RETSPLEJE VED VOLDGIFT.
Artikel 3.
Uafhængigt heraf anse de kontraherende Magter det for nyttigt og ønskeligt, at en eller flere af de Magter, der staa uden for Striden, Paa eget Initiativ, for- saa vidt Omstændighederne tillade det, tilbyde de tvistende Stater deres bona officia eller Mægling
Denne Ret til at tibyde sine bona officia eller Mægling tilkommer de udenfor Striden staaende Magter, selv under Fjendtlighedernes Løb.
Udøvelsen af denne Ret kan aldrig af nogen af de stridende Parter betragtes som en lidet venskabelig Handling.
Artikel 4.
Mæglerens Rolle bestaar i at forlige modsatte Paastande og dæmpe de Nag, som kunne være opstaaede mellem de stridende Stater.
Artikel 5.
Mæglerens Hverv hører op fra det Øjeblik, da det, enten af en af de stridende Parter eller af Mægleren selv er godtgjort, at de af denne foreslaaede Midler til Udjævning af striden ikke antages.
Artikel 6.
Bona officia og Mægling have, hvad enten de finde Sted, fordi de stridende Parter have taget deres Tilflugt dertil, eller efter Initiativ af de uden for Striden staaende Magter, udelukkende Karakter af Raad og have aldrig bindende kraft.
Artikel 7.
Antagelse af Mægling kan ikke, med mindre Overenskomst bestemmer det modsatte, bevirke, at Mobilisering og andre krigsforberedende Handlinger afbrydes forhales eller hindres.
Hvis den indtræder efter Fjendtlighedernes Udbrud, afbryder den ikke de stedfindende militære Operationer, med mindre Overenskomst bestemmer det modsatte
Artikel 8.
De kontraherende Magter ere enige om at anbefale, at der under Omstændigheder, der tilstede saadant, anvendes en særlig Mægling under følgende Form
I Tilfælde af en alvorlig Tvist, der sætter Freden i Fare, vælge de stridende Stater hver en Magt, hvem de betro det Hverv at træde i direkte Forbindelse med den fra den anden side valgte Magt, i det Øjemed at forebygge et Fredsbrud. Saa længe dette Hverv varer, hvilket, naar ikke anderledes fastsættes, ikke kan overstige 30 Dage, standse de stridende Stater enhver direkte Forbindelse angaaende Stridspunktet, der betragtes som udelukkende undergivet de mæglende Magter. Disse skulle anvende alle deres Bestræbelser paa at bilægge Tvisten.
I Tilfælde af virkeligt Fredsbrud, have disse Magter vedblivende det fælles Hverv at benytte enhver Lejlighed til at genoprette Freden.
III, Afdeling; Om internationale Undersøgelseskommissioner.
Artikel 9.
Under Tvistigheder af international Art, som hverken berøre Æren eller væsentlige Interesser, og som opstaa ved Uoverensstemmelse i Bedømmelsen af faktiske Forhold, anse de kontraherende Magter det for nyttigt og ønskeligt, at de Parter, som ikke have kunnet blive enige ad diplomatisk Vej, for saa vidt Omstændighederne tilade det, nedsætte en international Undersøgelseskommission med det Hverv at lette Afgørelsen af disse Tvistigheder ved at oplyse de faktiske Spørgsmål gennem en upartisk og samvittighedsfuld Prøvelse.
Artikel 10.
De internationale Undersøgelseskommissioner oprettes ved en særlig Overenskomst mellem de stridende Parter.
Undersøgelsesoverenskomsten angiver nøjagtigt de Fakta der skulle undersøges; den bestemmer Maaden hvorpaa, og Fristen inden hvilken Kommissionen skal dannes og Udstrækningen af Kommissærernes Myndighed.
Den fastsætter ligeledes, i paakommende Tilfælde, sædet for Kommissionen og Retten til at skifte sæde, det sprog, som Kommissionen skal betjene sig af og de sprog, som maa anvendes for Kommissionen, fremdeles Dagen, inden hvilken hver af Parterne skal indgive sin Fremstilling af Fakta, og overhovedet alle de Betingelser, som Parterne ere blevne enige om.
Hvis Parterne anse det for nødvendigt, at der udnævnes Bisiddere, bestemmer Undersøgelsesoverenskonmsten Formen for deres Udnævnelse og Udstrækningen af deres Myndighed.
Artikel 11.
Kommissionen skal have sæde i Haag, hvis ikke Undersøgelsesoverenskomsten har bestemt et andet sted.
Naar sædet for kommissionen en Gang er fastsat, kan denne ikke forandre det, medmindre Parterne samtykke deri.
Hvis Undersøgelsesoverenskomsten ikke har afgjort hvilke sprog, der skulle anvendes, tager Kommissionen Bestemmelse herom.
Artikel 12.
Undersøgelseskommissionerne dannes, naar ikke anderledes er fastsat, paa den Maade, der ere bestemt i nærværende Konventions Art. 45 og 57.
Artikel 13.
I Tilfælde af, at en af Kommissærerne eller eventuelt en af Bisidderne dør bliver afskediget eller forhindret, lige meget af hvilken Grund, genbesættes Pladsen paa samme Maade som ved Udnævnelsen.
Artikel 14.
Parterne have Ret til ved Undersøgelseskommissionen at udnævne særlige Agenter med det Hverv at repræsentere dem og være Mellemmænd mellem dem og Kommissionen. Desuden have de Bemyndigelse til at vælge Raadgivere eller sagførere og overdrage disse at fremstille og varetage deres Interesser for Kommissionen.
Artikel 15.
Den staaende Voldgiftsdomstols internationale Bureau bennyttes til Kontor for de Kommissioner, der have sæde i Haag, og de kontraherende Magter kunne afbenytte dets Lokaler og hele indretning til Undersøgelseskommissionens Virksomhed.
Artikel 16.
Hvis Kommissionen har sit sæde andetsteds end i Haag, udnævner den en Generalsekretær, hvis Bureau er dens kontor.
Under Præsidentens Ledelse tager kontoret sig af den materielle Ordning af Kommissionens Møder, fører Protokollerne og, saalænge Undersøgelsen staar paa, vaager det over Arkivet, der senere afgives til det internationale Bureau i Haag.
Artikel 17.
For at lette Oprettelsen af Undersøgelseskommissionerne og disses Virksomhed, anbefale de kontraherende Magter følgende Regler til Anvendelse ved Undersøgelsesproceduren, for saa vidt Parterne ikke vedtage andre Regler.
Artikel 18.
Kommissionen fastsætter Enkelthederne ved Proceduren, som ikke ere forudsete i den specielle Undersøgelsesoverenskomst eller i nærværende Overenskomst, og foretager alle de Formaliteter, som Bevisførelsen medfører.
Artikel 19.
Undersøgelsen foretages kontradiktorisk.
Paa de forud berammede Tider forelægger hver af Parterne for Kommissionen og Modparten sin Fremstilling af Fakta, hvis der findes Anledning dertil, og hvert Fald de Akter, skriftstykker og Dokumenter, som Parten mener kunne bidrage til at aabenbare sagens sande Sammenhæng, og endvidere en Liste over de Vidner og Sagkyndige, som Parten ønsker afhørte.
Artikel 20.
Kommissionen kan med Parternes Samtykke midlertidigt begive sig hen paa steder, hvor den finder, at det vil være gavnligt at benytte sig af et saadant Oplysningsmiddel eller overdrage det til et eller flere af sine Medlemmer at begive sig derhen. Tilladelse dertil maa indhentes fra den Stat, paa hvis Territorium der skal skrides til en saadan Oplysning.
Artikel 21.
Alle materielle konstateringer og alle Aastedsforretninger skal foretages i Nærværelse af Parternes Agenter og Raadgivere, eller efter at disse ere blevne vedbørligt indvarslede.
Artikel 22.
Kommissionen har Ret til hos hver af Parterne at søge de Forklaringer eller Oplysninger, som den anser for nyttige.
Artikel 23.
Parterne forpligte sig til, i den videste Udstrækning, som de anse som mulig, at yde Undersøgelseskommissionen alle Midler og Lettelser, der ere nødvendige til fuldstændig Erkendelse og nøjagtig Vurdering af de paagældende faktiske kendsgerninger.
De forpligte sig til med de Midler, som deres indre Lovgivning tilsteder, at sørge for, at de Vidner og Sagkyndige, som befinde sig paa deres Territorium og ere indstævnede for kommissionen, give Møde for Retten.
Hvis disse ikke kunne give Møde for Kommissionen, lade Parterne dem afhøre ved deres kompetente Myndigheder.
Artikel 24.
For at kunne foretage alle Meddelelser, som kommissionen maatte have at gøre paa en tredie af de kontraherende Magters Territorium, maa Kommissionen henvende sig direkte til denne Magts Regering. På samme Maade forholdes der med alle de Bevismidler, man vil forskaffe sig paa stedet.
De Anmodninger, der i dette Øjemed rettes til en Stat, tages til Følge i de Udstrækning, som paagældende Stats indre Lovgivning tillader. De kunne kun afslaas naar den Magt, til hvilken Anmodningen er rettet, mener, at deres Imødekommen kunde gøre Indgreb i dens Souverænitet eller Sikkerhed. Kommissionen kan fremdeles til enhver Tid tage sin Tilflugt til den Magt, paa hvis Territorium den har sit Sæde, som Mellemmand.
Artikel 25.
Vidnerne og de Sagkyndige tikaldes paa Anmodning af Parterne eller af Kommissionen af egen Drift og stedse med Regeringen i den Stat, paa hvis Territorium de findes, som Mellemled, Vidnerne afhøres efter hverandre og hver for sig i Overværelse af Agenterne og Raadgiverne og i den Rækkefølge, Kommissionen fastsætter.
Artikel 26.
Vidneafhøringen ledes af Præsidenten.
Kommissionsmedlemmerne kunne dog forelægge hvert af Vidnerne saadanne Spørgsmaal, som de mene kunne belyse eller fuldstændiggøre Vidnets Sagsfremstilling eller for at erkyndige sig om hvad som helst Vidnet vedrørende, saa vidt det er nødvendigt til Udfindelse af Sandheden.
Parternes Agenter og Raadgivere kunne ikke afbryde Vidnet i dets Forklaring eller interpellere det direkte, men maa henvende sig til Præsidenten om at forelægge Vidnet de supplerende Spørgsmaal, som de anse for nyttige.
Artikel 27.
Vidnet har under sin Forklaring ikke Lov til at oplæse Skriftstykker. Dog kan Præsidenten bemyndige det til at støtte sig til Optegnelser eller Dokumenter, hvis de anførte Fakta gør saadant nødvendigt.
Artikel 28.
Vidneforklaringen protokolleres under Mødet og oplæses for Vidnet, Vidnet Kan tilføre den saadanne Ændringer og Tilføjelser, som det finder for godt; og disse Ændringer og Tilføjelser optegnes i Slutningen af Forklaringen.
Naar Forklaringen i sin Helhed er oplæst for Vidnet, anmodes det om at undertegne den.
Artikel 29.
Agenterne kunne under eller ved Slutningen af Undersøgelsen for kommisionen eller Modparten skriftligt fremsætte saadanne Erklæringer; Begæringer eller Sagfremstillinger, som de mene kunne bidrage til at fremdrage Sagens sande Sammenhæng.
Artikel 30.
Komissionens Raadslagning foregaar for lukkede Døre og hemmeligholdes. Enhver Afgørelse tages efter Stemmeflerhed af Kommissionens Medlemmer
Hvis et Medlem vægrer sig ved at tage Del i Voteringen, skal det bemærkes Protokollen.
Artikel 31.
Kommissionens Møder foregaa kun offentligt, og de under Undersøgelserne affattede Protokoller og Dokumenter offentliggøres kun, hvis Kommissionen bestemmer det, og Parterne samtykke deri.
Artikel 32.
Naar Partere have afgivet alle deres Forklaringer og Bevismidler, og alle Vidnerne ere hørte, forkynder Præsidenten Undersøgelsens Slutning, og Kommissionen tager Anstand for at overveje og forfatte en Beretning.
Artikel 33.
Beretningen undertegnes af samtlige Kommissionsmedlemmer.
Hvis et Medlem vægrer sig ved at undertegne, skal det bemærkes; men Beretningen er dog gyldig.
Artikel 34.
Kommissionens Beretning oplæses i en offentlig samling, hvor Parternes Agenter og Raadgivere ere tilstede, eller hvortil de have været vedbørligt indvarslede.
Et Eksemplar af Beretningen tilstilles hver af Parterne.
Artikel 35.
Kommissionens Beretning, der indskrænker sig til at konstatere Fakta, har ingenlunde Karakteren af en Voldgiftskendelse. Den lader Parterne beholde deres fuldstændige Frihed i Henseende til den Virkning, de ville give denne Konstatering.
Artikel 36.
Hver af Parterne afholder sine egne Udgifter og en ligelig Del af Udgifterne ved kommissionen.
IV. Afdeling. Om international Voldgift.
Artikel 37.
Den internationale Voldgift har til Genstand at bilægge stridigheder mellem Staterne ved af dem valgte Dommere og paa Grundlag af Agtelse for Retten.
Tilflugt til Voldgift medfører Forpligtelse til redeligt at underkaste sig kendelsen.
Artikel 38.
Ved Spørgsmaal af juridisk Art og i særdeleshed spørgsmaal angaaende Fortolkining eller Anvendelse af internationale Overenskomster er Voldgift anerkendt af de kontraherende Magter som det virksomste og samtidig som det med Billighed bedst stemmende Middel til Bilæggelse af Stridigheder, der ikke have kunnet løses ad diplomatisk Vej.
Følgelig vilde det være ønskeligt, at de kontraherende Magter i paakommende Tilfælde, i Stridigheder om ovennævnte Spørgsmaal, benyttede Voldgift, saavidt omstændighederne tillade det.
Artikel 39.
Voldgiftskonvention afsluttes med Hensyn til allerede opstaaede Stridigheder eller til eventuelle Stridigheder.
Den kan angaa enhver Stridighed eller kun Stridigheder af en bestemt kategori
Artikel 40.
Uafhængigt af de almindelige eller særlige Traktater, der for Tiden forpligte de kontraherende Magter til at tage deres Tilflugt til Voldgift, forbeholde disse Magter sig at afslutte nye, almindelige eller særlige Overenskomster med det Formaal at udstrække obligatorisk Voldgift til alle de Tilfælde, som de anse det for muligt at undergive en saadan.
Artikel 41.
I den Hensigt at lette en ufortøvet Henvisning til Voldgift af internationale Tvistigheder, der ikke have kunnet afgøres ad diplomatisk Vej, forpligte de kontraherende Magter sig til at bibeholde den staaende Voldgiftsdomstol i den Skikkelse, hvori den blev oprettet af den første Fredskonference, tilgængelig til enhver Tid, og medmindre det modsatte bestemmes af Partere, fungerende i Overensstemmelse med de i nærværende konvention optagne Rettergangsregler.
Artikel 42.
Den staaende Domstol er kompetent i alle Voldgiftssager, medmindre der er aftale mellem Parterne om at oprette en særlig Domstol.
Artikel 43.
Den staaende Domstol har sit Sæde i Haag.
Et internationalt Bureau tjener som Domstolens kontor; det er Mellemled for Meddelelserne angaaende dennes Møder; det forvalter Arkivet og udfører alle administrative Forretninger.
De kontraherende Magter forpligte sig til at meddele Bureauet, saa snart som muligt, en bekræftet Genpart af enhver mellem dem truffen Bestemmelse om Voldgift og af enhver Voldgiftskendelse, der angaar dem og er afsagt af særlige Domstole.
De forpligte sig ligeledes til at meddele Bureauet Love, Reglementer og Dokumenter, der eventuelt godtgøre, at Kendelser, afsagte af Domstolen, ere blevne eksekverede.
Artikel 44.
Enhver af de kontraherende Magter udpeger indtil 4 Personer, der ere anerkendte som kompetente i Spørgsmaal betræffende international Ret, og som nyde den højeste moralske Agtelse samt ere villige til at modtage Hvervet som Voldgiftsmænd.
De saaledes opgivne Personer indskrives som Medlemmer af Domstolen paa en Liste, der ved Bureauets Foranstaltning meddeles alle de kontraherende Magter.
Enhver Forandring i Listen over Voldgiftsmændene bringes ved Bureauets Foranstaltning til de kontraherende Magters kundskab.
To eller flere Magter kunne enes om i Fællesskab at opgive et eller flere Medlemmer.
En og samme Person kan opgives af forskellige Magter.
Domstolens Medlemmer udnævnes for et Tidsrum af 6 Aar. Deres Mandater kan fornyes.
Hvis et Medlemm af Domstolen dør eller trækker sig tilbage, genbesættes Pladsen paa samme Maade som ved Udnævnelsen og for et nyt Tidsrum af 6 Aar.
Artikel 45
Naar de kontraherende Magter ville henvende sig til den staaende Domstol om Afgørelsen af en mellem dem opstaaet Tvist, blive de Voldgiftsmænd, som kaldes til at danne den til Paadømmelse af denne Tvist kompetente Ret, at vælge ud af den almindelige Liste over Domstolens Medlemmer.
Ifald Voldgiftsretten ikke er sammensat ved Overenskomst mellem Parterne, gaas der frem paa følgende Maade
Hver Part udnævner to Voldgiftsmænd, hvoraf kun den ene maa være dens Undersaat eller valgt blandt dem, som Parten har opgivet som Medlemmer af den staaende Domstol. Disse Voldgiftsmænd vælge i Forening en Opmand.
Ere stemmerne delte, betroes Valget af en Opmand til en tredie Magt, som Parterne udpege i Fællesskab.
Hvis Enighed ikke tilvejebringes i denne Henseende, udpeger Parterne hver sin Magt, og Valget af Opmand foretages i Fællesskab af de saaledes udpegede Magter.
Hvis disse to Magter ikke indenfor et Tidsrum af to Maaneder have kunnet blive enige, opstiller hver af dem to kandidater, udtagne af Listen over Medlemmerne af den staaende Domstol, udenfor de Medlemmer, der ere opgivne af Parterne, og som ikke ere nogen af Parternes Undersaatter. Det afgøres ved Lodtrækning, hvilken af de saaledes opstillede Kandidater der skal være Opmand.
Artikel 46
Saasnart Retten er sammensat, meddele Parterne Bureauet deres Bestemmelse om at henvende sig til Domstolen, Ordlyden af deres compromissum og Navnene paa Voldgiftsmændene.
Bureauet meddeler ufortøvet hver Voldgifsmand dette compromissum og Navnene paa de andre Medlemmer af Retten.
Retten træder sammen paa den af Parterne berammede Dag. Bureauet sørger for Rettens Installation.
Rettens Medlemmer nyde de diplomatiske Privilegier og Immuniteter under Udførelsen af deres Hverv og udenfor deres Land.
Artikel 47.
Bureauet er bemyndiget til at stille sine Lokaler og sin Organisation til de kontraherende Magters Raadighed for enhver særlig Voldgiftsjurisdiktions Virksomhed.
Den staaende Domstols Retsudøvelse kan, paa de i Reglementerne foreskrevne Betingelser, udvides til Stridigheder mellem ikke kontraherene magter eller mellem de kontraherende og ikke kontraherende Magter, dersom Parterne ere komme overens om at henvende sig til denne Jurisdiktion.
Artikel 48.
De kontraherende Magter betragte det som en Pligt, i Tilfælde af at en tilspidset Strid maatte true med at udbryde mellem to eller flere af dem, at bringe disse i Erindring, at den staaende Domstol staar dem aaben.
De erklære derfor, at det Faktum, at erindre de stridende Parter om nærværende Konventions Betemmelser, og det i Fredens højere Interesser givne Raad om at henvende sig til den staaende Domstol kun kunne betragtes som havende Karakter af bona officia.
I Tilfælde af Tvist mellem to Magter, kan den ene af dem til enhver Tid rette en Note til det internationale Bureau, i hvilken den erklærer, at den er beredt til at undergive Tvistigheden Voldgift.
Bureauet meddeler straks Erklæringen til den anden Magt.
Artikel 49.
Det staaende administrative Raad, der er sammensat af de kontraherende Magters i Haag akkrediterede diplomatiske Repræsentanter og den nederlandske Udenrigsminister, der fungerer som Præsident, har Ledelsen af og Tilsynet med det internationale Bureau.
Raadet fastsætter sin Forretningsorden saa vel som alle andre nødvendige Reglementer.
Det afgør alle administrative Spørgsmaal, som maatte opstaa vedrørende Domstolens Virkemaade.
Det har fuld Myndighed med Hensyn til Udnævnelse, Suspension eller Afskedigelse af Bureauets Embedsmænd og Betjente.
Det fastsætter Lønninger og Honorarer og kontrollerer Kassevæsenet.
Ni Medlemmers Nærværelse i et vedbørligt sammenkaldt Møde er tilstrækkelig til, at Raadet gyldigt kan raadslaa. Afgørelser træffes ved Stemmeflerhed.
Raadet meddeler uopholdeligt de kontraherende Magter de af det vedtagne Reglementer. Det tilstiller dem hvert Aar en Beretning om Domstolens Arbejder, om den administrative Tjenestegang og om Udgifterne. Beretningen indeholder ligeledes en Oversigt over det væsentlige Indhold af de Dokumenter, der ere tilstillede Bureauet af Magterne i Henhold til Art. 43, tredje og fjerde Alinea.
Artikel 50.
Udgifterne ved Bureauet bæres af de kontraherende Magter i det Forhold, der er fastsat for Verdenspostforeningens internationale Bureau. Udgifterne, som falde paa de sig tilsluttende Magter, regnes fra den Dag, fra hvilken deres Tilslutning har Virkning.
Artikel 51.
I det Øjemed at fremme Udviklingen af Voldgift have de kontraherende Magter fastsat følgende Regler, som skulle anvendes ved Voldgiftsproceduren, for saavidt Parterne ikke ere komne overens om andre Regler.
Artikel 52.
De Magter, der ville underkaste sig Voldgift, undertegne et Compromissum, hvori findes bestemt Stridens Genstand, Fristen for Udnævnelse af Voldgiftsmænd, Formen, Ordenen og Fristerne, indenfor hvilke den i Art. 63 omtalte Meddelelse skal gøres, og Størrelsen af det Beløb, som hver af Parterne forud maa deponere til Afholdelse af de paaløbende Udgifter.
Compromissum'et fastsætter tillige, om fornødent, den Maade, hvorpaa Voldgiftsmændene skulle udnævnes, Rettens hele eventuelle særlige Myndighed, dens Sæde, det Sprog, den skal betjene sig af, og de Sprog der maa anvendes for den, samt overhovedet alle de Punkter, som Parterne ere blevne enige om.
Artikel 53.
Den staaende Domstol er kompetent til at fastsætte et compromissum, hvis Parterne ere enige om at henstille dette til dens Afgørelse.
Ligeledes er den kompetent dertil, selv om der kun foreligger Anmodning fra en af Parterne, naar Forsøg paa at komme overens ad diplomatisk Vej har vist sig frugtesløst, og naar det drejer sig om
1. en Tvist, der falder ind under en almindelig Voldgiftstraktat, der er afsluttet eller fornyet efter denne Konventions Ikrafttræden, naar førstnævnte forudsætter et compromissum for enhver Tvist, samt til Afslutning af et saadant hverken udtrykkeligt eller implicite udelukker Domstolens Kompetence. Dog er Henvendelse til Domstolen udelukket, saafremt den anden Part erklærer, at Tvisten efter dens Opfattelse ikke henhører til den Kategori af Stridigheder, der kunne undergives obligatorisk Voldgift, med mindre Voldgiftstraktaten tillægger Voldgiftsretten Myndighed til at træffe Afgørelse om dette foreløbige Spørgsmaal.
2. en Tvist, der opstaar af kontraktmæssig Gæld, som den ene Magt for sine Undersaatter kræver betalt af den anden Magt, og til hvis Bilæggelse Tilbudet om Afgørelse ved Voldgift er blevet antaget. Denne Bestemmelse kan ikke anvendes, hvis Antagelsen er gjort betinget af, at Compromissum indgaas paa en anden Maade.
Artikel 54.
I de i forrige Artikel forudsete Tilfælde oprettes compromissum af en Kommission bestaaende af fem Medlemmer, der ere udnævnte saaledes som i Art. 45, tredje til sjette Alinea angivet.
Det femte Medlem er selvskreven Præsident for Kommissionen.
Artikel 55.
Voldgiftshvervet kan overdrages til en enkelt Voldgiftsmand eller til flere Voldgiftsmænd, som af Parterne opgives efter disses Ønske eller vælges af dem blandt Medlemmerne af den ved nærværende Konvention oprettede staaende Domstol.
I Tilfælde af at Retten ikke dannes ved Overenskomst mellem Parterne gaas frem paa den i Art. 45, tredie til sjette Alinea, angivne Maade.
Artikel 56.
Naar en Suveræn eller et Statsoverhovede vælges til Voldgiftsmand, ordnes Voldgiftsproceduren af ham.
Artikel 57.
Opmanden er selvskreven Præsident for Retten.
Hvis Retten ikke indbefatter nogen Opmand, udnævner den selv sin Formand.
Artikel 58.
I Tilfælde af, at der skal oprettes et compromissum af en Kommission, saaledes som dette forudsættes i Art. 54 at kunne ske, og hvis ikke anderledes er bestemt, danner Kommissionen selv Voldgiftsretten.
Artikel 59.
I Tilfælde af en af Voldgigtsmændenes Død, Fratræden eller Forhindring, hvad Grunden end maatte være, genbesættes hans Plads paa den Maade, der var fastsat med Hensyn til hans Udnævnelse.
Artikel 60.
I Tilfælde af at Parterne ikke have truffet nogen Bestemmelse, tager Retten Sæde i Haag.
Retten kan kun tage Sæde paa en tredie Magts Territorium med dennes Tilladelse. Naar Rettens Sæde en Gang er fastsat, kan det kun forandres med Parternes Samtykke.
Artikel 61.
Hvis Compromissum'et ikke har bestemt, hvilke Sprog, der skal anvendes, afgør Retten dette Spørgsmaal.
Artikel 62.
Parterne ere berettigede til for Retten at udnævne særlige Agenter med det Hverv at tjene som Mellemled mellem dem og Retten.
De ere desuden beføjede til at overdrage til dertil af dem udnævnte Retskonsulenter eller Sagførere at forsvare deres Rettigheder og Interesser for Retten.
Medlemmerne af den staaende Domstol kunne kun beklæde Hvervet som Agenter, Retskonsulenter eller Sagførere til Fordel for den Magt, som har udnævnt dem til Medlemmer af Domstolen.
Artikel 63.
Voldgifteproceduren omfatter i Reglen to adskilte Stadier, den skriftlige Forundersøgelse og Hovedforhandlingen.
Den skriftlige Forundersøgelse bestaar i, at de respektive Agenter meddele Rettens Medlemmer og Modparten Fremstillinger, Modfremstillinger og, om fornødent, Replikker; Parterne føje dertil alle i Sagen paaberaabte Aktstykker og Dokumenter.
Denne Meddelelse skal finde Sted, direkte eller med det internationale Bureaus Mellemkomst, i den Orden og indenfor de Frister, der ere fastsatte i compromissum.
De Frister, der ere fastsatte i compromissum, kunne forlanges af Parterne, naar de ere enige derom, eller af Retten, naar den mener, at dette er nødvendigt for at naa til en retfærdig Afgørelse.
Hovedforhandlingen bestaar i den mundtlige Udvikling af Parternes Bevisførelse for Retten.
Artikel 64.
Ethvert af den ene Part fremlagt Aktstykke skal i bekræftet Genpart meddeles den anden Part.
Artikel 65.
Naar ikke særlige Omstændigheder foreligge, træder Retten først sammen efter Forundersøgelsens Slutning.
Arfikel 66.
Hoved-Retsforhandlingen ledes af Formanden.
Den er kun offentlig i Tilfælde af en af Retten med Parternes Samtykke truffen Bestemmelse.
Den optegnes i Protokoller, der føres af Sekretærer, som Formanden udnævner.
Disse Protokoller undertegnes af Formanden og en af Sekretærerne; alene de have authentisk Karakter.
Artikel 67.
Naar Forundersøgelsen er sluttet, er Retten beføjet til at afvise fra Forhandlingen alle nye Aktstykker eller Dokumenter, som den ene af Parterne maatte ville fremlægge for Retten uden den andens Samtykke.
Artikel 68.
Det staar Retten frit for at tage de nye Aktstykker eller Dokumenter i Betragtning, som Parternes Agenter eller Retskonsulenter maatte henlede deres Opmærksomhed paa.
I saa Fald er Retten beføjet til at forlange disse Akter eller Dokumenter fremlagte, dog med Forpligtelse til at gøre Modparten bekendt dermed.
Artikel 69.
Desuden kan Retten af Parternes Agenter forlange alle Aktstykker fremlagte og begære alle fornødne Forklaringer. I Tilfælde af Vægring sker herom Protokoltilførsel af Retten.
Artikel 70.
Parternes Agenter og Retskonsulenter ere bemyndigede til at fremstille mundtligt for Retten alle de Beviser, som de anser som nyttige for deres Sags Forsvar.
Artikel 71.
De have Ret til at fremsætte Indsigelser og rejse Incidensspørgsmaal. Rettens Afgørelser med Hensyn til disse Spørgsmaal ere endelige og kunne ikke give Anledning til nogen som helst yderligere Drøftelse.
Artikel 72.
Rettens Medlemmer ere berettigede til at stille Spørgsmaal til Parternes Agenter og Retskonsulenter og forlange Oplysninger af dem om tvivlsomme Punkter.
Hverken de Spørgsmaal, der ere stillede, eller de Bemærkninger, der ere gjorte af Rettens Medlemmer under Retsforhandlingens Forløb, kunne betragtes som Udtryk for, hvad Retten i Almindelighed eller dens Medlemmer i Særdeleshed mene.
Artikel 73.
Retten er bemyndiget til at fastsætte sin Kompetence, idet den fortolker compromissum saa vel som de andre Traktater, der kunne paaberaabes i Anliggendet, og anvender Retsgrundsætningerne.
Artikel 74.
Retten er beføjet til at udstede processuelle anordninger angaaende Sagens Førelse, at fastsætte de Former, Ordenen og de Frister, i hvilke hver Part har at fremkomme med sine Slutningspaastande, samt at skride til alle de Formaliteter. som Bevisførelsen udkræver.
Artikel 75.
Parterne forpligte sig til i det videst mulige Omfang at forsyne Retten med alle de Bevismidler, der ere nødvendige for at fælde en Afgørelse i Striden.
Artikel 76.
For alle Meddelelsers Vedkommende som Retten maatte have at foretage paa en tredie af de kontraherende Magters Territorium, maa Retten henvende sig direkte til denne Magts Regering. Paa samme Maade forholder man sig i Anledning af alle de Bevismidler, man vil forskaffe sig paa Stedet.
De Anmodninger, der i dette Øjemed rettes til en Magt, skulle tages til Følge, indenfor det Omfang, som vedkommende Magts indre Lovgivning tilsteder. Den Magt, til hvem Anmodningerne ere rettede, kan kun vægre sig ved at imødekomme dem, naar den mener, at de kunne gøre Indgreb i dens Højhedsrettigheder eller Sikkerhed.
Retten har ligeledes til enhver Tid Adgang til at tage sin Tilflugt til den Magt, paa hvis Territorium den har sit Sæde, som Mellemmand.
Artikel 77.
Naar Parternes Agenter og Retskonsulenter ere fremkomne med alle Oplysninger og Beviser til Støtte for deres Sag, anordner Formanden Retsforhandlingens Slutning.
Artikel 78.
Rettens Raadslagninger finde Sted for lukkede Døre og hemmeligholdes.
Enhver Afgørelse tages ved Stemmeflerhed af dens Medlemmer.
Artikel 79.
Voldgiftskendelsen er ledsaget af Motiver. Den nævner Navnene paa Voldgiftsmændene og undertegnes af Formanden og Retsskriveren eller den Sekretær, der udfører Retsskriverforretningerne.
Artikel 80.
Kendelsen oplæses i et offentligt Møde, hvor Parternes Agenter og Raadgivere ere tilstede, eller hvortil de ere blevne vedbørligt tilkaldte.
Artikel 81.
Naar Kendelsen er behørigt afsagt og medddelt Parternes Agenter, afgør den Striden endeligt og uden Paaanke.
Artikel 82.
Enhver Tvist, som maatte kunne opstaa mellem Parterne om Fortolkningen og Udførelsen af Kendelsen, skal, naar ikke andet er bestemt, paakendes af den Ret, der har afsagt den.
Artikel 83.
Parterne kunne i compromissum forbeholde sig at forlange en Revision af Voldgiftskendelsen.
I saa Fald skal, med mindre Overenskomst bestemmer det anderledes, Begæringen stiles til den Ret, som har afgivet Kendelsen. Den kan kun begrundes ved Opdagelsen af et nyt Faktum, som efter sin Natur vilde have udøvet en afgørende Indflydelse paa Kendelsen. og som, da Retsforhandlingen sluttedes, var ukendt af Retten selv og den Part, som har forlangt Revisionen.
Revisionsproceduren kan kun iværksættes ved en af Retten truffen Bestemmelse, der udtrykkeligt konstaterer et nyt Faktums Fremkomst, erkender, at dette Faktum har de i foranstaaende Afsnit omtalte Karaktermærker, og erklærer, at Begæringen om Revision af den Grund skal tages til Følge.
Compromissum fastsætter den Frist, inden hvilken Begæringen om Revision skal være fremsat.
Artikel 84.
Voldgiftskendelsen er kun bindende for de stridende Parter.
Naar det drejer sig om Fortolkningen af en Konvention, hvori andre Magter end de stridende Parter have deltaget, underrette disse sidste i rette Tid alle de undertegnende Magter derom. Enhver af disse Magter har Ret til at intervenere i Retssagen. Hvis en eller flere af dem har benyttet denne Ret, er den i Kendelsen indeholdte Fortolkning ligeledes bindende for deres Vedkommende.
Artikel 85.
Enhver Part bærer sine egne Udgifter og en ligelig Del at Rettens Udgifter.
Artikel 86.
I det Øjemed at lette Voldgifts-Retsplejens Virksomhed i Tilfælde, hvor det drejer sig om Stridigheder, der ifølge deres Art tilstede en summarisk Retsforfølgning, fastsætte de kontraherende Magter nedenstaaende Regler, som ville være at følge, hvis der ikke findes afvigende Bestemmelser, og med det Forbehold, at, i paakommende tilfælde, de Bestemmelser i Kapitel III, der ikke maatte være i Strid dermed, komme til Anvendelse.
Artikel 87.
Hver af de stridende Parter udnævner en Voldgiftsmand. De to saaledes opgivne Voldgiftsmænd vælge en Opmand. Hvis de ikke kunne blive enige i saa Henseende, opstiller hver to Kandidater udtagne af den almindelige Liste over den staaende Domstols medlemmer, udenfor de Medlemmer, der ere opgivne af nogen af Parterne selv, og som ikke ere nogen af Parternes Landsmænd; ved Lodtrækning afgøres det, hvilken af de saaledes opstillede Kandidater der skal være Opmand. Opmanden er Formand for Retten, der træffer sine Afgørelser ved Stemmeflerhed.
Artikel 88.
Naar der ikke forligger en forudgaaende Overenskomst, fastsætter Retten, saa snart den er sat, inden for hvilken Frist de to Parter skulle indlevere deres respektive skriftlige Fremstillinger.
Artikel 89.
Hver Part repræsenteres for Retten af en Agent, der optræder som Mellemled mellem Retten og den Regering, der har udnævnt ham.
Artikel 90.
Proceduren er helt igennem skriftlig. Dog har hver Part Ret til at forlange, at Vidner og Vurderingsmænd kaldes til Møde for Retten. Retten kan paa sin Side afæske de to Parters Agenter, saa vel som de Sagkyndige og Vidner, hvis Nærværelse den anser for gavnlig, mundtlige Forklaringer.
V. Afdeling. Slutningsbestemmelser.
Artikel 91.
Naar nærværende Konvention er vedbørligt ratificeret, træder den i det indbyrdes Forhold mellem de kontraherende Magter i Stedet for Konventionen af 29de Juli 1899 vedrørende fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder.
Artikel 92.
Nærværende Konvention skal ratificeres saa snart som muligt.
Ratifikationerne deponeres i Haag.
Den første Deponering af Ratifikationer optegnes i en Protokol, der undertegnes af Repræsentanterne for de magter, der tage Del i den, og af den nederlandske Udenrigsminister.
De senere Deponeringer af Ratifikationer foretages gennem en skriftlig Meddelelse, stilet til den nederlandske Regering og ledsaget af Ratifikationsinstrumentet.
En bekræftet Genpart af den Protokol, der optages over den første Deponering af Ratifikationer, over de Meddelelser, der er omtalte i foregaaende Alinea, sat over Ratifikationsinstrumenterne, tilstilles uopholdeligt paa den nederlandske Regerings Foranstaltning og ad diplomatisk Vej de Magter, der have været indbudte til den anden Fredskonference og endvidere de Magter, som maatte have sluttet sig til Konventionen. I de i foregaaende Alinea omtalte Tilfælde meddeler nævnte Regering dem samtidig, paa hvilken Dag den har modtaget Notifikationen.
Artikel 93.
De ikke undertegnende Magter, der have været indbudt til den anden Fredskonference, kunne slutte sig til nærværende Konvention.
Naar en Magt ønsker at give sin Tilslutning, tilkendegiver den skriftligt den nederlandske Regering sin Hensigt og tilstiller den samtidig Tilslutningsdokumentet, som deponeres i nævnte Regerings Arkiv.
Denne Regering meddeler uopholdeligt alle de andre Magter, der have været indbudt til den anden Fredskonference, bekræftet Genpart af Notifikationen og af Tilslutningsakten, med Angivelse af Dagen, paa hvilken den modtog Notifikationen.
Artikel 94.
De Vilkaar, paa hvilke de Magter, som ikke have været indbudt til den anden Fredskonference, kunne slutte sig til nærværende Konvention, fastsættes ved nærmere Overenskomst mellem de kontraherende Magter.
Artikel 95.
Nærværende Konvention træder i Kraft for de Magter, der have deltaget i den første Deponering af Ratifikationer, tresindstyve Dage efter denne Deponerings Protokollation, og for de Magter, der ratificere senere, eller som slutte sig til, tresindstyve Dage efter at den nederlandske Regering har modtaget Notifationen om deres Ratifikation eller Tilslutning.
Artikel 96.
Hvis en af de kontraherende Magter maatte ønske at opsige nærværende Konvention, skal Opsigelsen skriftligt erklæres for den nederlandske Regering, der uopholdeligt meddeler de andre Magter bekræftet Genpart af Erklæringen med Opgivelse af Dagen, paa hvilken den modtog Erklæringen.
Opsigelsen skal kun have Virkning for den Magt, der har notificeret den, og et Aar efter at Notifikationen er indkommet til den nederlandske Regning.
Artikel 97.
En Fortegnelse, ført af det nederlandske Udenrigsministerium, skal angive Dagen, paa hvilken der blev deponeret Ratifikationer i Henhold til Art. 92, Alinea 3 og 4, og Dagen, paa hvilken der indkom Notifikationer om Tilslutning (Art. 93, andet Alinea) eller Opsigelse (Art. 96, første Ainea).
Enhver af de kontraherende Magter har Ret til at gøre sig bekendt med denne Fortegnelse og forlange bekræftede Uddrag deraf.
Til Bekræftelse heraf have de befuldmægtigede forsynet nærværende Konvention med deres Underskrifter.
Sket i Haag, den 18de Oktober 1907, i et eneste Eksemplar, som
forbliver deponeret i den nederlandske Regerings Arkiv, og hvoraf
bekræftede Genparter ad diplomatisk Vej skulle tilstilles de kontraherende Magter.
1. For Tyskland ....................... Marschall. Kriege. 2. For de Forenede Stater af Amerika.. Joseph H. Choate Horace Porter. U.M.Rose. David Jayne Hill. C. S. Sperry. William I. Buchanan. Med Forhehold af den i Konferencens Plenarforsamling den 16de Oktober 1907 afgivne Erklæring. 3. For Argentina...................... Roque Saenz Pena Luis M. Drago. C. Ruez Larreta. 4. For Østrig-Ungarn.................. Merey. Bon Macchio. 5. For Belgien........................ A. Beernaert. J. Van den Heuvel. Guillaume. 6. For Boivia......................... Claudio Pinilla. 7. For Brasilien...................... Ruy Barbosa. Med Forbehold med Hensyn til Artikel 53, 2det, 3die og 4de Stykke. 8. For Bulgarien....................... Generalmajor Vinaroff. Iv. Karandjouloff. 9. For Chile.......................... Domingo Gana. Augusto Matte Carlos Concha. Med Forbehold af den angaaende Artikel 39 afgivne Erklæring i den første Kommissions syvende Møde den 7de Oktobe 10. For China.......................... Loutsengtsiang. Tsiensun. 11. For Columbis....................... Jorge Holguin. S. Perez Triana. M. Vargas. 12. For Republikken Cuba............... Antonio S. de Bustamante. Gonzalo de Quesada. Manuel Sanguily. 13. For Danmark........................ C. Brun. 14. For den Dominikanske Republik...... Dr.Henriquez y Carvajal. Apolinar Tejera. 15. For Equador....................... Victor M. Rendoon. E.Dorn y de Alsua. 16. For Spanien....................... W.R. de Villa Urrutia. Jose de la Rica y Calvo. Gabriel Maura. 17. For Frankrig...................... Leon Bourgeois. dEstournelles de Constant. L.Renault Marcellin Pellet. 18. For Storbritannien................ Edw. fry. Ernest Satow. Reay. Henry Howard. 19. For Grækenland.................... Cleon Rizo Rangabe. Georges Streit. Med Forbehold af Artikel 53 2det Stykke. 20. For Guatemala..................... Jose Tible Machado. 21. For Haiti......................... Dalbemar Jn Joseph. J.N. Leeger. Pierre Hudicourt. 22. For Italien....................... Pompilj. G. Fusinato. 23. For Japan......................... Aimaro Sato Med Forbehold af Artikel 48, 3die og 4de Stykke, Artikel 53, 2det Stykke og Art. 54. 24. For Luxemborg..................... Eyschen. Greve de Villers. 25. For Mexico........................ G. A. Esteva. S. B. de Mier. F.L. de la Barra. 26. For Montenegro.................... Nelidow. Martens. N. Tcharykow. 27. For Nicaragua. 28. For Norge......................... F. Hagerup. 29. For Panama........................ B. Porras. 30. For Paraguay ..................... J Du Monceau. 31. For Nederlandene.................. W. H. de Beaufort. T. M. C. Asser. den Beer Poortugael. J. A. Røell. J. A. Loeff. 32. For Peru.......................... C. G. Candamo. 33. For Persien....................... Momtazos-Saltaneh M. Samad Khan Sadigh ul Mulk M. Ahmed khan 34. For Portugal...................... Marquis de Soveral. Greve de Selir. Albert d'Oliveira. 35. For Rumænien...................... Edg. Mavrocordato. Med de samme Forbehold som blev tagne af de rumænske Befuldmægtigede ved Undertegnelsen af Konventionen om fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder af 29de Juli 1899. 36. For Rusland....................... Neelidow. Martens. N. Tcharykow. 37. For Salvador...................... P. J. Matheu. S. Perez Triana. 38. For Serbien....................... S. Grouitch. M. G. Milovanovitch. M. G. Militchevitch. 39. For Siam.......................... Mom Chatidej Udom. C. Corragioni d'orelli. Luang Bhuvanarth Narubal. 40. For Sverig........................ Joh. Hellner. 41. For Schweitz...................... Carlin. Med Forbehold af Art.53, Nr. 2 42. For Tyrkiet....................... Turkhan. Med Forbehold af de Erklæringer, der er tilførte Protokollen over Konferencens 9de Plenarforsamling den 16de Oktober 1907. 43. For Uruguay....................... Jose Batlle y Ordo ez. 44. For Venezuela..................... J.Gil Fortoul
Konvention af Tyskland, de Forenede Stater af Amerika, Østrig-Ungarn, China, DanStaters Ratifikation er foretaget med to Forbehold saalydende
1. Inter, der indeholdes i denne Konvention, skal fortolkes saaledes, at det forlanges, at de Forenede Stater skulle afvige fra deres traditionelle Politik, ikke at trænge sig ind i, blande sig eller indvikle sig i de politiske Spørgsmaal vedrørende nogensomhelst fremmed Stats Politik eller indre Administration: heller ikke skal noget, der indeholdes i denne konvention, fortolkes saaledes, at det medfører en Opgivelse ved de Forenede Stater af deres traditionelle Holdning overfor rent amerikanske Spørgsmaal.
2. De Forenede Stater vedtoge denne Konvention ud fra den Opfattelse, at Henvendelse til den staaende Domstol til Afgørelse af Tvistigheder alene kan ske ifølge Overenskomst derom ved almindelige eller særlige Voldgiftstraktater, der maatte være eller blive afsluttede mellem de tvistende Parter; og de Forenede Stater benytte den Adgang, der indeholdes i nævnte Konventions Artikel 53, til at udelukke Affattelsen af »Compromissum« ved den staaende Domstol, og udelukke herved fra den staaende Domstols Kompetence Beføjelsen til at affatte det »Compromissum«, der udkræves ifølge almindelige eller særlige Voldgiftstraktater, der maatte være eller blive afsluttede af de Forenede Stater, og disse erklære yderligere udtrykkelig, at det »Compromissum«, der udkræves ifølge en hvilkensomhelst Voldgiftstraktat, i hvilken de ere medkontraherende, skal fastsættes alene ved Overenskomst mellem de kontraherende Parter, med mindre paagældende Traktat udtrykkelig bestemmer anderledes'.
Under 16de December 1909 har den nederlandske Regering modtaget Notifikation af Nicaraguas Tilslutning til Konventionen.
Hvilket herved bringes til offentlig Kundskab.
Udenrigsministeriet, den 20de Januar 1910
Erik Scavenius
Kapitel I. OM RETSPLEJE VED VOLDGIFT.
Kapitel II. OM DEN STAAENDE VOLDGIFTSDOMSTOL.
Kapitel III OM VOLDGIFTSPROCEDUREN.
Kapitel IV, OM DEN SUMMARISKE VOLDGIFTSPROCEDURE.
Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag dem 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention angaaende fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder. (* 1)
Under 19de November 1909 har det behaget Hans Majestæt Kongen allernaadigst at ratificere følgende paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention.
Nr 34. Bek. af 20. Jan. ang. den 2den internationale Fredskonference i Haag.
Konvention
angaaende
fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder.
Hans Majestæt den Tyske Kejser, Konge af Preussen, Præsidenten for de Amerikanske Forenede Stater; Præsidenten for Republikken Argentina; Hans Majestæt Kejseren af Østerrig; Konge af Bøhmen etc. og Apostolisk Konge af Ungarn; Hans Majestæt Belgiernes Konge; Præsidenten for Republikken Bolivia; Præsidenten for Republikken de Brasilianske Forenede Stater; Hans kgl. Højhed Fyrsten af Bulgarien; Præsidenten for Republikken Chile; Hans Majestæt Kejseren af Kina; Præsidenten for Republikken Kolumbien; den midlertidige Gouvernør over Republikken Kuba; Hans Majestæt Kongen af Danmark; Præsidenten for den Dominikanske Republik; Præsidenten for Republikken Equador; Hans Majestæt Kongen af Spanien; Præsidenten for den Franske Republik; Hans Majestæt Kongen af det forenede Kongerige Storbitannien og Irland, og de oversøiske Britiske Besiddelser, Kejser af Indien; Hans Majestæt Hellenernes Konge; Præsidenten for Republikken Guatemala; Præsidenten for Republikken Haiti; Hans Majestæt Kongen af Italien; Hans Majestæt kejseren af Japan; Hans kgl. Højhed Storhertugen af Luxemborg, Hertug af Nassau; Præsidenten for de Mexikanske Forenede Stater; Hans kgl. Højhed Fyrsten af Montenegro, Præsidenten for Republikken Nikaragua; Hans Majestæt Kongen af Norge; Præsidenten for Republikken Panama; Præsidenten for Republikken Paraguay; Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene; Præsidenten for Republikken Peru; Hans kejserlige Majestæt Shahen af Persien; Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o s. v.; Hans Majestæt Kongen af Rumænien; Hans Majestæt Kejseren af alle Ruslande; Præsidenten for Republikken Salvador; Hans Majestæt Kongen af Serbien, Hans Majestæt Kongen af Siam; Hans Hajestæt Kongen af Sverig; det Schveiziske Forbundsraad; Hans Majestæt Ottomanernes kejser; Præsidenten for den Orientalske Republik Uruguay og Præsidenten for de Venezuelanske Forenede Stater,
besjælede af den bestemte Vilje at bidrage til Opretholdelsen af den almindelige Fred;
bestemte paa af al Magt at begunstige mindelig Bilæggelse af internationale Stridigheder;
i Anerkendelse af det Interessefællesskab, som forener Medlemmerne af de civiliserede Nationers Samfund;
med det Ønske at udvide Rettens Herredømme og styrke den internationale Retfærdighedsfølelse;
overbeviste om, at den varige Indretning af en for alle tilgængelig Voldgiftsjurisdiktion iblandt de uafhængige Magter kan bidrage virksomt til dette Resultat;
i Betragtning af Fordelene ved en almindelig og regelmæssig Ordning af Voldgiftsproceduren;
enige med den ophøjede Ophavsmand til den internationale Fredskonference i, at det er af Betydning at stadfæste i en international Overenskomst de Billigheds- og Retsgrundsætninger, hvorpaa Staternes Sikkerhed og Folkenes Velfærd hvile;
og opfyldte af det Ønske, med dette for Øje i højere Grad at sikre Undersøgelseskommissionenes og Voldgiftsdomstolenes Virksomhed i Praksis, og at lette Adgangen til Voldgift, i Tilfælde af Stridigheder, der tilstede en summarisk Procedure;
have anset det for nødvendigt paa visse Punkter at revidere og fuldstændiggøre det Værk, der blev udarbejdet af den første Fredskonference til internationale Stridigheders Bilæggelse ad fredelig Vej;
hvorfor de høje kontraherende Magter have besluttet at afslutte en ny Overenskomst med dette Formaal og have udnævnt følgende til deres Befuldmægtigede
(Angivelse af de befuldmægtigede.)
Hvilke, efter at have deponeret deres Fuldmagter, der befandtes i god og ved. børlig Form, ere komne overens om følgende Bestemmelser
I. Afdeling. Om Opretholdelsen af den almindelige Fred