Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1)

Artikel 1.

I civile eller kommercielle Anliggender blive, i de kontraherende Stater, Forkyndelse af Dokumenter, bestemte for Personer, der opholde sig i Udlandet, at udføre efter Anmodning af en Konsul for den Stat, fra hvilken Begæringen kommer, rettet til den Myndighed, som udpeges af den Stat, til hvilken Begæringen rettes. Anmodningen, indeholdende Opgivelse af den Myndighed, fra hvilken det fremsendte Dokument udgaar, parternes Navne og Stilling, Adressatens Bopæl og Beskaffenheden af det Dokument, hvorom det drejer sig, skal være affattet i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed tilstiller Konsulen et Aktstykke, der godtgør, at Meddelelsen har fundet Sted, eller som angiver det Faktum, der har forhindret dette.

Alle Vanskeligheder, som opstaa i Anledning af Konsulens Anmodning, skulle afgøres ad diplomatisk Vej.

Hver kontraherende Stat kan, ved en Meddelelse til de andre kontraherende Stater, erklære, at den ønsker, at Begæringer om Forkyndelser, der skal finde Sted paa dens Territorium, indeholdende de Angivelser, som er nævnt i 1. Stk., skal tilstilles den ad diplomatisk Vej.

De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende Stater komme overens om at tillade direkte Meddelelse mellem deres respektive Myndigheder.

Artikel 2.

Forkyndelsen sker ved Foranstaltning af den kompetente Myndighed i den Stat, til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed kan, med Undtagelse af de i Artikel 3 forudsatte Tilfælde, indskrænke sig til at udføre Forkyndelsen ved Overlevering af Dokumentet til Adressaten, naar denne frivillig modtager det.

Artikel 3.

Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er affattet enten i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i et Sprog, der er aftalt mellem de to interesserede Stater, eller dersom det er ledsaget af en Oversættelse til et af disse Sprog, lader den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet, forsaavidt Ønske derom er udtrykt i Begæringen, Dokumentet forkynde paa den Maade, der er foreskrevet i Landets indre Lovgivning for Udførelsen af tilsvarende Forkyndelser, eller paa en særlig Maade, forsaavidt denne ikke er i Modstrid med denne Lovgivning. Hvis et saadant Ønske ikke er udtrykt, søger den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet, først at udføre Overleveringen paa den i Artikel 2 angivne Maade.

Naar ikke andet er aftalt, skal den i det foregaaende Stykke omtalte Oversættelse være bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen er rettet.

Artikel 4.

Udførelsen af den i Artiklerne 1, 2 og 3 omtalte Forkyndelse kan ikke nægtes, medmindre den Stat, paa hvis Territorium den skulde ske, finder, at den vilde gøre Indgreb i dens Suverænitet eller Sikkerhed.

Artikel 5.

Beviset for Forkyndelsen tilvejebringes enten ved et dateret og legaliseret Modtagelsesbevis fra Adressaten eller ved en Bevidnelse af vedkommende Myndighed i den Stat, til hvilken Begæringen er rettet, udvisende, at og paa hvilken Maade og hvilken Dag Forkyndelsen har fundet Sted.

Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er belvet fremsendt i to Eksemplarer, skal Modtagelsesbeviset eller Bevidnelsen anbringes paa eller vedhæftes et af Duplikaterne.

Artikel 6.

Bestemmelserne i de foregaaende Artikler ere ikke til Hinder for

1. at sende Dokumenter direkte med Posten til de interesserede, som befinde sig i Udlandet;

2. at de interesserede lade Forkyndelse ske direkte ved Foranstaltning af de i Bestemmelseslandet kompetente Embedsmænd eller Funktionærer;

3. at hver Stat direkte, ved Hjælp af dens diplomatiske eller konsulære Agenter, lader foretage de Forkyndelser, der ere bestemt for personer, som befinde sig i Udlandet.

I hvert af disse Tilfælde skal den omtalte Adgang dog kun staa aaben, hvis Konventioner, afsluttede mellem de interesserede Stater, tillade det, eller i Mangel af Konventioner den Stat, paa hvis Territorium Forkyndelsen skal finde Sted, ikke modsætter sig den. Denne Stat kan ikke modsætte sig saadant, naar i det i Stykke 1 Nr. 3, omtalte Tilfælde Dokumentet skal forkyndes uden Tvang for en Undersaat af den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer.

Artikel 7.

Forkyndelserne kunne ikke medføre Refusion af Gebyrer og Omkostninger af nogensomhelst Art.

Dog har den Stat til hvilken Begæringen er rettet, hvis ikke andet er vedtaget, Ret til af den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, at forlange Refusion af Omkostninger foraarsagede ved Bistand af en Embedsmand eller ved Anvendelse af en særlig Forkyndelsesmaade i det i Artikel 3 omtalte Tilfælde.

II. Restanmodninger.

Artikel 8.

I civile eller kommercielle Anliggender kunne de judicielle Myndigheder i den ene kontraherende Stat, i Overensstemmelse med Bestemmelserne i dennes egen Lovgivning, rette Anmodning til den kompetente Myndighed i en anden kontraherende Stat om indenfor dennes Omraade at optage Bevis eller foretage andre Retshandlinger.

Artikel 9.

Saadanne Anmodninger skulle oversendes af en Konsul for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, til den Myndighed, som udpeges af den Stat, til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed sender til Konsulen et Aktstykke, udvisende, at Anmodningen er udført eller angivende, hvad der har hindret Udførelsen.

Alle Vanskeligheder, som opstaa i Anledning af denne Oversendelse, skulle ordnes ad diplomatisk Vej.

Hver kontraherende Stat kan, ved en til de andre kontraherende Stater rettet Meddelelse, erklære, at den ønsker, at Retsanmodninger, der skulle udføres paa dens Territorium, tilstilles den ad diplomatisk Vej.

De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende Stater komme overens om at tillade direkte Oversendelse af Retsanmodninger mellem deres respektive Myndigheder.

Artikel 10.

Medmindre andet er vedtaget, skal Retsanmodninger være affattede enten i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i det mellem de 2 interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa maa den være ledsaget af en Oversættelse til et af disse Sprog og bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen rettes.

Artikel 11.

Den judicielle Myndighed, til hvilken Anmodningen er rettet, skal være forpligtet til at efterkomme denne under Anvendelse af de samme Tvangsmidler, som komme til Anvendelse ved Udførelsen af en Anmodning fra Myndighederne i den Stat, til hvilken Begæringen rettes, eller af en Begæring fremsat i saa Henseende af en interesseret Part. Disse Tvangsmidler skulle ikke nødvendig anvendes, naar det drejer sig om Møde af de paagældende Parter.

Den Myndighed, fra hvilken Begæringen fremkommer, underrettes, dersom den forlanger det, om Tid og Sted for Foretagelsen af den begærede Handling, for at den interesserede Part kan være i Stand til at være til Stede.

Udførelsen af Retsanmodningen kan kun nægtes

1. hvis Dokumentets Ægthed ikke er fastslaaet,

2. hvis Udførelsen af Anmodningen ikke falder ind under den dømmende Magts Omraade i den Stat, til hvilken Begæringen er rettet,

3. hvis den Stat, paa hvis Territorium Udførelsen skulde finde Sted, finder, at den vilde gøre Indgreb i dens Suverænitet eller Sikkerhed.

Artikel 12.

Hvis den Myndighed, til hvilken Anmodningen er rettet, er inkompetent, skal Anmodningen paa Embeds Vegne oversendes til den judicielle Myndighed i samme Stat, som maatte være kompetent, under Iagttagelse af de bestaaende Regler ifølge denne Stats Lovgivning.

Artikel 13.

I ethvert Tilfælde, hvor Anmodningen ikke bliver udført af den Myndighed, til hvilken den er rettet, skal denne umiddelbart give den Myndighed, der har fremsat Anmodningen Underretning derom, og oplyse i det Tilfælde, der omhandles i Artikel 11, Grunden til, at Anmodningen er bleven nægtet efterkommet, og i det Tilfælde, der omhandles i Artikel 12, til hvilken Myndighed Anmodningen er bleven oversendt.

Artikel 14.

Den judicielle Myndighed, der efterkommer en Retsanmodning, her med Hensyn til de Former, der skulle iagttages, at følge sit eget Lands Love.

Dog skal, hvor den Myndighed, fra hvilken Anmodningen udgaar, har begæret iagttaget en særlig Form, denne iagttages, saafremt denne Form ikke strider imod det Lands Lovgivning, til hvilken Anmodningen er rettet.

Artikel 15.

Bestemmelserne i de foregaaende Artikler hindre ikke hver Stat i at lade Retsanmodninger udføre direkte ved sine diplomatiske eller konsulære Agenter, hvis Overenskomster mellem de interesserede Stater tillade det, eller hvis den Stat, paa hvis Territorium Anmodningen skal udføres, ikke modsætter sig dette.

Artikel 16.

Udførelsen af Retsanmodninger kunne ikke give Anledning til Refusion af Gebyrer eller Omkostninger af nogen Art.

Dog skal den Stat, til hvilken Begæringen rettes, naar ikke andet er vedtaget, have Ret til af den begærende Stat at forlange Refusion af Godtgørelser, der ere betalte til Vidner eller særlige Sagkyndige, saavelsom af Omkostninger, der ere foraarsagede ved Bistand af en Embedsmand, nødvendiggjort ved, at Vidnerne ikke have givet frivillig Møde, eller af Omkostninger, der ere en Følge af en eventuel Anvendelse af Artikel 14, 2. Stk.

III. Cautio judicatum solvi.

Artikel 17.

Kaution eller Depositum maa ikke under nogensomhelst Benævnelse paalægges Undersaatter af nogen af de kontraherende Stater, som have Domicil i en af disse, naar de optræde som Sagsøgere eller Intervenienter ved Domstolene i en anden af disse Stater, hverken i deres Egenskab af fremmede Undersatter, eller fordi de ikke have Domicil eller fast Opholdssted i Landet.

Samme Regel kommer til Anvendelse med Hensyn til Indbetaling, som maatte fordres af Sagsøgere eller Intervenienter for af garantere Retsomkostningerne.

De Konventioner, ved hvilke de kontraherende Stater maatte have fastslaaet for deres Undersaatter Fritagelse for Cautio judicatum solvi eller for Indbetaling af Retsomkostninger uden Hensyn til Bopælen, komme vedblivende til Anvendelse.

Artikel 18.

Domme, hvorved i nogen af de kontraherende Stater en Sagsøger eller en Intervenient, der i Henhold til Artikel 17, 1. og 2. Stk., eller til den Stats Love, hvor Sagen er anlagt, er fritaget for at præstere Kaution eller Depositum eller Indbetaling, dømmes til at betale Processens Omkostninger, skulle paa en ad diplomatisk Vej fremsat Begæring i enhver af de andre kontraherende Stater af den dertil kompetente Myndighed gøres gratis exigible.

Samme Regel kommer til Anvendelse paa de Retsafgørelser, ved hvilke Procesomkostningernes Beløb senere er fastsat.

De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende Stater komme overens om at tillade, at Begæringen om Exigibilitet sker direkte af den interesserede Part.

Artikel 19.

Bestemmelser angaaende Omkostninger og Udgifter skulle erklæres exigibile, uden at Parterne høres, men med Forbehold af Appel for den dømte Part i Overensstemmelse med Lovgivningen i det Land, hvor Eksekutionen forfølges.

For at træffe Bestemmelse med Hensyn til Begæringen om Exigibilitet indskrænker den kompetente Myndighed sig til at undersøge

1. om efter det Lands Love, hvor Dommen er afsagt, Domsudfærdigelsen opfylder de for dennes Autenticitet nødvendige Betingelser;

2. om efter samme Lov Afgørelsen har vundet Retskraft;

3. om Udfærdigelsen af Afgørelsen er affattet enten i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen er rettet, eller i det mellem de to interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa om den er ledsaget af en Oversættelse til et af disse Sprog, og, medmindre anden Aftale foreligger, bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen er rettet.

For at opfylde de i 2. Stk., Nr. 1 og 2, foreskrevne Betingelser er det tilstrækkeligt, at der foreligger en Erklæring fra den kompetente Myndighed i den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, udvisende, at Afgørelsen har vundet Retskraft. Denne Myndigheds Kompetence skal, hvis ikke andet er aftalt, være bekræftet af den højeste Embedsmand, der forestaar Justitsforvaltningen i den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer. Den omtalte Erklæring og Bekræftelse skulle være affattede eller oversatte i Overensstemmelse med Reglen i 2. Stk. Nr. 3.

IV. Gratis Retshjælp.

Artikel 20.

Undersaatter af enhver af de kontraherende Stater skulle i alle andre af disse Stater have samme Adgang til gratis Retshjælp som Landets egne Undersaatter, og vil herved have at rette sig efter Lovgivningen i den Stat, hvor gratis Retshjælp er begæret.

Artikel 21.

Bevidnelsen eller Erklæringen om Ansøgningens Trang skal i alle Tilfælde afgives eller modtages af Myndighederne paa det Sted, hvor den fremmede har sit sædvanlige Opholdssted, eller, i Mangel af saadanne, paa det Sted, hvor han for Øjeblikket opholder sig. Hvis disse sidste Myndigheder ikke hører til en kontraherende Stat og ikke modtage eller afgive Bevidnelser eller Erklæringer af denne Art, er en Bevidenlse eller en Erklæring afgivet eller modtaget af en diplomatisk eller konsulær Agent for det Land, til hvilket den fremmede hører, tilstrækkelig.

Hvis Ansøgeren ikke opholder sig i det Land, hvor Begæringen indgives, skal Bevidnelsen eller Erklæringen om hans Trang gratis legaliseres af en diplomatisk eller konsulær Agent for det Land, hvor Dokumentet skal fremlægges.

Artikel 22.

Den til at afgive Bevidenelsen eller modtage Erklæringen om trangen kompetente Myndighed kan hos de andre kontraherende Staters Myndigheder indhente Oplysninger om Ansøgerens Formuesforhold.

Den Myndighed, der har at træffe Bestemmelse om Ansøgningen om gratis Retshjælp, bevarer indenfor de for dens Beføjelse bestemte Grænser Retten til at kontrollere de Bevidnelser, Erklæringer og Oplysninger, som ere den forelagt.

Artikel 23.

Dersom gratis Retshjælp er blevet tilstaaet en Undersaat af en af de kontraherende Stater, kunne de Forkyndelser angaaende samme Retssag, som maatte være at udføre i en anden af de kontraherende Stater, kun medføre Refusion af den, der har fremsat Begæringen, til den Stat, til hvilken Begæringen er rettet, af Omkostninger, foraarsagede ved Anvendelsen af en særlig Form i Henhold til Artikel 3.

I samme Tilfælde giver Udførelsen af Retsanmodninger kun Adgang til Refusion af den Stat, der har fremsat Begæringen, til den Stat, til hvilken Begæringen er rettet, af Godtgørelser, betalte til Vidner og særlige Sagkyndige, saavelsom af Omkostninger nødvendiggjorte ved eventuel Anvendelse af Artikel 14, 2. Stk.

V. Arrest paa Personer.

Artikel 24.

Personlig Arrest maa i civile eller kommercielle Anliggender hverken som Eksekutionsmiddel eller som blot Sikkerhedsmiddel anvendes overfor fremmede, der ere Undersaatter af en af de kontraherende Stater, i Tilfælde, hvor saadan Arrest ikke vilde være anvendelig overfor Landets egne Undersaatter. Et Faktum, som kunde paakaldes af en i Landet bosat Undersaat for at opnaa Ophævelse af Arrest paa Person, skal medføre samme Virkning til Fordel for en Undersaat af en kontraherende Stat, selv om dette Faktum er sket i Udlandet.

VI. Slutningsbestemmelser.

Artikel 25.

Nærværende Konvention skal ratificeres, og Ratificationerne skulle deponeres i Haag, saasnart seks af de høje kontraherende Parter ere i Stand til at gøre det.

Der skal optages en Protokol over hver Deponering af Ratificationer, hvoraf en bekræftet Genpart skal tilstilles enhver af de kontraherende Stater ad diplomatisk Vej.

Artikel 26.

Nærværende Konvention kommer uden videre til Anvendelse paa de kontraherende Staters europæiske Territorium.

Hvis en kontraherende Stat ønsker dens Ikrafttræden i dens udenfor Europa liggende Territorier, Besiddelser eller Kolonier, eller i Egne, hvor den har konsulær Jurisdiktion meddeler den sin Hensigt i saa Henseende ved et Aktstykke, som deponeres i den nederlandske Regerings Arkiver. Denne sender ad diplomatisk Vej en bekræftet Genpart til hver af de Kontraherende Stater. Konventionen træder i Kraft i Forholdet mellem de Stater, som svare med en bekræftende Erklæring paa denne Meddelelse, og de Territorier, Besiddelser eller Kolonier, beliggende udenfor Europa, og de Egne, hvor der er konsulær Juridiktion, for hvis Vedkommende Meddelelsen har fundet Sted. Den bekræftende Erklæring deponeres legeledes i den nederlandske Regerings Arkiver, og denne sender ad diplomatisk Vej en bekræftet Genpart til hver af de kontraherende Stater.

Artikel 27.

De paa den fjerde internationale Privatretskonference repræsenterede Stater have Adgang til at undertegne nærværende Konvention indtil Deponeringen af Ratifikationerne, omtalt i Art. 25, 1. Stk.

Efter denne Deponering skulle de altid have Adgang til uden videre at tiltræde. Den Stat, som ønsker at tiltræde, meddeler sin Hensigt ved at Aktstykke, som deponeres i den nederlandske Regerings Arkiver. Denne Regering sender ad diplomatisk Vej en bekræftet genpart deraf til hver af de kontraherende Stater.

Artikel 28.

Nærværende Konvention træder i Stedet for Konventionen om international Privatret af 14de November 1896 og Tillægsprotokollen af 22de Maj 1897.

Den træder i Kraft den tredsindstyvende Dag at regne fra den Dag, da alle de Stater, der har undertegnet eller tiltraadt Konventionen af 14de November 1896, have deponeret Ratifikationerne til nærværende Konvention og senest de 27de April 1909.

I det i Artikel 26, 2, Stk. omtalte Tilfælde træder den i Kraft 4 Maaneder efter Datoen for den bekræftende Erklæring, og i det i Artikel 27, 2. Stykke omtalte Tilfælde den tredsindstyvende Dag at regne fra Datoen for Meddelelsen om Tiltrædelsen.

De i Artikel 26, 2. Stykke omtalte meddelelser kunne selvfølgelig først finde Sted, efter at nærværende Konvention er traadt i Kraft i Overensstemmelse med nærværende Artikels 2. Stykke.

Artikel 29.

Nærværende Konvention skal vare i 5 Aar at regne fra den i Artikel 28, 2. Stk., for dens Ikrafttræden fastsatte Datum.

Denne Frist begynder at løbe fra denne Datum, selv for de Stater, som maatte have iværksat Deponeringen efter denne Datum, eller som maatte have tiltraadt senere, og ogsaa for saa vidt angaar de bekræftende Erklæringer afgivne i Henhold til Artikel 26, 2. Stykke.

Konventionen fornyes stiltiende for 5 Aar ad Gangen, medmindre Opsigelse finder Sted.

Opsigelsen skal meddeles i det mindste 6 Maaneder før Udløbet af den i 2. og 3. Stykke omtalte Frist til den nederlandske Regering, som underretter alle de andre Stater derom.

Opsigelsen kan gælde alene for Territorier, Besiddelser og Kolonier udenfor Europa, eller for Egne, hvor der findes konsulær Jurisdiktion, nævnte i en Meddelelse, der er sket i Overensstemmelse med Artikel 26, 2. Stykke.

Opsigelsen har kun Virkning med Hensyn til den Stat, som har meddelt den. Konventionen forbliver i Kraft for de andre kontraherende Staters vedkommende.

Til Bekræftelse heraf have de respektive Befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention og paatrykt den deres Segl.

Sket i Haag den 17. Juli nitten Hundrede og fem, i et Eksemplar, som forbliver deponeret i den nederlandske Regerings Arkiver, og hvoraf en bekræftet Genpart ad diplomatisk Vej skal tilstilles enhver af de Stater, som have været repræsenterede paa den fjerde internationale Privatretskonference.

For Tyskland

(L. S.) von Schlozer.

Kriege.

For Østrig og for Ungarn

(L. S.) C. A. Wydenbruck,

Minister for Østrig-Ungarn.

For Østrig

(L. S.) Holzknecht,

Afdelingschef i det kejserlig-kongelig østriske Justitsministerium.

For Ungarn

(L. S.) Tory,

Statssekretær i det kongelig ungarske Justitsministerium.

For Belgien

(L. S.) Guillaume.

(L. S.) Alfred van den Bulcke.

For Danmark

(L. S.) W. Grevenkop Castenskjold.

For Spanien

(L. S.) A. de Bagner.

For Frankrig

(L. S.) Monbel.

1. Renault.

For Italien

(L. S.( Tugini.

For Luxemburg

(L. S.) Grev de Villers.

For Norge

(L. S.) F. Hagerup.

For Nederlandene

(L. S.) W. M. de Weede.

J. A. Loeff.

T. M. C. Asser.

For Portugal

(L. S.) Grev de Selir.

For Rumænien

(L. S.) Edg. Mavrocordato.

For Rusland

(L. S.) N. Tcharykow.

For Sverig

(L. S.) G. Falkenberg.

For Schweiz

(L. S.) Carlin.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

Justitsministeriet, den 19. Maj 1909.

Svend Høgsbro.

/ Rønnenkamp-Holst.

Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1)

Konventionen angaaende Civilprocessen.

Hans Majestæt Kejseren af Tyskland, Konge af Preussen, i det tyske Kejserriges Navn; Hans Majestæt Kejseren af Østrig, Konge af Bøhmen, o.s.v. og apostolisk Konge af Ungarn, for Østrig og for Ungarn; Hans Majestæt Belgiernes Konge; Hans Majestæt Kongen af Danmark; Hans Majestæt Kongen af Spanien; Præsidenten for den franske Republik; Hans Majestæt Kongen af Italien; Hans Kongelige Højhed Storhertugen af Luxemburg, Hertug af Nassau; Hans Majestæt Norges Konge; Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene; Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v. o.s.v.; Hans Majestæt Kongen af Rumænien; Hans Majestæt Kejseren over alle Ruslande; Hans Majestæt Kongen af Sverig, og det schweiziske Forbundsraad,

der ønsker at give Konvention af 14de November 1896 de Forbedringer, som Erfaringen har lært,

have besluttet at slutte en ny Konvention i dette Øjemed og have som Følge deraf udnævnt til deres Befuldmægtigede

Hans Majestæt Kejseren af Tyskland, Konge af Preussen, i det tyske Kejserriges Navn

D'Herrer de Schloezer, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og Doktor Johannes Kriege, Hans Majestæts Gehejmelegationsraad;

Hans Majestæt Kejseren af Østrig, Konge af Bøhmen, o.s.v. og apostolisk Konge af Ungarn

for Østrig og for Ungarn

Hr. Greve Christophe de Wydenbruck, Hans Majestæts Gehejmeraad og Kammerherre, og overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene,

for Østrig

Hr. Ridder Robert Holzknecht de Hort, Afdelingschef i det kejserlig-kongelige østrigske Justitsministerium,

for Ungarn

Hr. Gustav Tøry, Statssekretær i det kongelig ungarske Justitsministerium;

Hans Majestæt Belgiens Konge

D'Herrer Baron Guillaume, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og A. van den Bulcke, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister, Generaldirektør i Udenrigsministeriet;

Hans Majestæt Kongen af Danmark

Hr. J. W. de Grevenkop Castenskjold, Hans Majestæts Kammerherre og Ministerresident hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kongen af Spanien

Hr. Arturo de Baguer, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Præsidenten for den franske Republik

D'Herrer De Monbel, den franske Republiks overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og Louis Renault, Professor i international Ret ved Universitet i Paris, Udenrigsministeriets juridiske Konsulent;

Hans Majestæt Kongen af Italien

Hr. Salvatore Tugini, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Kongelige Højhed Storhertugen af Luxemburg, Hertug af Nassau, Grev de Villers, Hans Kongelige Højheds Charge d'Affaires i Berlin;

Hans Majestæt Norges Konge

Hr. F. Hagerup, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestær Dronningen af Nederlandene;

Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene

D'Herrer Jonkheer W. M. de Weede de Berencamp, Hendes Majestæts Udenrigsminister, J. A. Loeff, Hendes Majestæts Justitsminister, og T. M. C. Asser, Hendes Majestæts Statsminister, Medlem af Statsraadet, Præsident for den kgl. Internationale Privatretskommission, Præsident for de Internationale Privatretskonferencer;

Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v. o.s.v.

Hr. Greve de Selir, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kongen af Rumænien

Hr. E. Mavrocordato, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kejseren over alle Ruslande

Hr. N. Tcharykow, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kongen af Sverige

Hr. Baron Falkenberg, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Det schweiziske Forbundsraad

Hr. G. Carlin, det schweiziske Forbundsraads overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

hvilke, efter at have meddelt hinanden deres Fuldmagter, der befandtes i god og behørig Form, ere komne overens om følgende Bestemmelser

I. Meddelelse af judicielle og ekstrajudicielle Dokumenter.