Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Italien afsluttet Konvention om obligatorisk Voldgift. (* 1)

Artikel 1.

De høje kontraherende Parter forpligte sig til at henvise til den ved Konventionen af 29de Juli 1899 i Haag oprettede permanente Voldgiftsdomstol alle Tvistigheder, ligegyldigt af hvilken Art, som maate opstaa mellem dem, og som ikke have kunnet afgøres ad diplommatisk Vej, selv i Tilfælde af, at disse Tvistigheder maatte have deres Oprindelse i Kendsgerninger, der ligge forud for nærværende Konventions Afslutning.

Artikel 2.

I hvert enkelt Tilfælde skulle de høje kontraherende Parter, før de henvende sig til den permanente Voldgiftsdomstol, undertegne en særlig Voldgiftsantagelse, der klart bestemmer Stridens Genstand, Omfanget af Voldgiftsmændenes Myndighed og de Frister, der ville være at iagttage med Hensyn til Voldgiftsrettens Sammentræden og Proceduren.

Foreligger ingen særlig Voldgiftsantagelse, skulle Voldgiftsmændene afgive Kendelse paa Grundlag af de af de to Parter formulerede Paastande.

I Fald der ikke findes voldgiftsmæssige Bestemmelser i modsat Retning, skal Voldgiftsproceduren ordnes i Overensstemmelse med de Regler, der ere fastslaaede ved den i Haag den 29de Juli 1899 undertegnede Konvention angaaaende fredelig Bilæggelse af Internationale Stridigheder, med Tillæg af de supplerende Bestemmelser, der angives i efterfølgende Artikel.

Artikel 3.

Ingen af Voldgiftsmændene maa være Undersaat af de Stater, der have undertegnet nærværende Konvention, eller have Bopæl paa deres Territorium, eller være interesseret i de Spørgsmaal, som ere Genstand for Voldgiften.

Den i foranstaaende Artikel forudsatte Voldgiftsantagelse skal fastsætte en Frist, inden hvis Udløb Udvekslingen af de Indlæg og Dokumenter, der have Hensyn til Stridens Genstand, skal finde Sted mellem de to Parter. Denne Udveksling skal i hvert Tilfælde være endt før Begyndelsen af Voldgiftsrettens Møder.

Voldgiftskendelsen skal indeholde Angivelse af de Frister, inden hvilke den skal efterkommes.

Artikel 4.

Man er enig om, at medmindre Tvisten angaar Anvendelsen af en Overenskomst mellem de to Stater, eller det drejer sig om et Tilfælde af Rettens Fornægtelse, skal Artikel 1 ikke være anvendelig paa Tvistigheder, der maatte opstaa mellem en Undersaat af en af Parterne og den anden kontraherende Stat, naar Domstolene i Følge denne Stats Lovgivning ere kompentete til at paadømme Stridsspørgsmaalet.

Artikel 5. Dersom en af de høje kontraherende Parter skulde opsige nærværende Konvention, skal saadan Opsigelse først træde i Kraft et Aar efter, at skriftlig Meddelelse derom har fundet Sted til den anden kontraherende Part.

Artikel 6.

Nærværende Konvention skal ratificeres snarest mulig og Ratifikationerne skulle udveksles i Rom.

Til Bekræftelse heraf have de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention og forsynet den med deres Segl.

Rom, den 16de December 1905.

C. Moltke.

(L.S.)

Tittoni.

(L.S)

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab, med Tilføjende, at Ratifikationerne under 22de f. M. ere blevne udvekslede i Rom.

Udenrigsministeriet, den 12te Juni 1906.

Raben-Levetzau.

Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Italien afsluttet Konvention om obligatorisk Voldgift. (* 1)

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Hans Majestæt Kongen af Italien, ledede af Grundsætningerne i Konventionen angaaende fredelig Bilæggelse af internationale Stridigheder, afsluttet i Haag den 29de Juli 1899, og som ønske navnlig at fastslaa Grundsætningen om obligatorisk Voldgift i deres gensidige Forhold ved en almindelig Overenskomst af den i nævnte Konventions Artikel 19 angiven Art, have bestemt i dette Øjemed at afslutte en Konvention og have udnævnt til deres befuldmægtigede

Hans Majestæt Kongen af Danmark: Hr. greve Carl Moltke, Ridder af Dannebrog, Hans Majestæts Charge d'affaires hos den kongelig italienske Regering.

Hans Majestæt Kongen af Italien: Hans Ekscellence Hr. Tommaso Tittoni, Storkors af den italienske Kroneorden, Storofficer af St. Mauritius og St. Lazarus Ordenen, Hans Majestæts Statssekretær for udenrigskee Sager,

hvilke, efter at have meddelt hinanden deres Fuldmagter, der befandtes i god og rigtig Form, ere komne overens om følgende Bestemmelser