Bekendtgørelse om en mellem Kongeriget Danmark og Republikken Paraguay afsluttet Venskabs- og Konsulær-Konvention.

Artikel 1.

Der skal være fuldstændigt og oprigtigt Venskab mellem Kongeriget Danmark og Republiken Paraguay og mellem begge Staters undersaatter og Borgere uden Hensyn til personer eller Steder. De høje kontraherende parter skulle af al Magt drage Omsorg for den stadige opretholdelse og Bevaring af denne venskabelige og gode Forstaaelse.

Artikel 2.

Danske Undersaatter i Paraguay og Paraguays Borgere i Danmark skulle gensidig nyde de samme borgerlige Rettigheder og Garantier, som vedkommende Lands egne Børn, og skulle være dets Love og Jurisdiktion underkastede.

Artikel 3.

Danske Undersaatter i Paraguay og Paraguays Borgere i Danmark kunne ikke i Tilfælde af Retstvistigheder søge anden Hjælp end den, Lovene i de respektive lande hjemle deres egne Børn, og skulle som de underkaste sig Domstolenes endelige Afgørelser, uden at der i noget Tilfælde skal kunne iværksættes nogen diplomatisk Reklamation i den Anledning.

Artikel 4.

Diplomatisk Intervention angaaende danske Undersaatters Retstvistigheder i Paraguay, og omvendt, skal overhovedet ikke kunne finde Sted, uden i Tilfælde af Rettens Fornægtelse, eller saafremt de dømmende Myndigheder i Strid med Lovene trække Sagens Afslutning og Afgørelse i Langdrag, og den skal ene og alene have Lovenes Opfyldelse til Formaal.

Artikel 5.

De høje kontraherende parter skulle have Ret til at have Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler i Byer, Havne eller paa andre Pladser paa den anden Stats Territorium, idet de dog gensidig forbeholde sig Retten til herfra at undtage saadanne enkelte Pladser, som de maatte bestemme, dog at denne Undtagelse ikke skal gælde den anden høje kontraherende Part, medmindre den ligeledes bringes til Anvendelse overfor alle andre nationer.

Artikel 6.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler skulle, forinden de modtages og anerkendes som saadanne, forelægge deres Patent med Anmodning om at erholde Exequatur.

Artikel 7.

I Tilfælde af Generalkonsulers, Konsulers eller Vicekonsulers Fraværelse eller andet lovligt Forfald, eller naar der iøvrigt maatte vise sig en umiddelbar trang dertil, kunne de diplomatiske Agenter eller, i mangel deraf. Generalkonsuler eller Konsuler udnævne Vicekonsuler eller Konsularagenter ad interim og skulle da andrage hos Regeringen i det Land, i hvilket de bo, om saadanne Agenters Anerkendelse.

Artikel 8.

Begge Regeringer forbeholde sig at nægte at give Exequatur, dersom den udnævnte Person ikke maatte anses for passende. Naar en Konsul, der har opnaaet Exequatur, af en eller anden Grund skulde blive personlig mindre vel set eller paa anden Maade ubekvem, kan den Regering, hos hvilken han er ansat, anmode den udnævnende Regering om hans Afløsning.

Artikel 9.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler kunne udnævnes saavel blandt Borgerne i den Stat, i hvis Tjeneste de skulle staa, som blandt Borgerne i den Stat, i hvilken de skulle have deres Sæde, som ogsaa blandt fremmede.

Artikel 10.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler have Ret til at drive handel eller hvilkensomhelst anden Næringsvej.

Artikel 11.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler have ingen diplomatisk Karakter; de nyde derfor ikke de de diplomatiske Agenter tilkommende Fritagelser, ej heller andre Rettigheder, Prærogativer eller Undtagelse end dem, der have Hjemmel i denne Overenskomst, og som ere i Brug paa Stedet.

Artikel 12.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler skulle med Hensyn til Udøvelsen af deres Embedsgerning være fuldstændig uafhængige af de stedlige Myndigheder, men skulle, have deres personlige og Ejendoms-Forhold angaar, og overhovedet med Hensyn til alt, hvad ikke staar i Forbindelse med deres konsulære Funktioner, ligesom andre privatfolk være underkastede Lovene i det Land, hvor de opholde sig.

Artikel 13.

Naar Generalkonsuler, Konsuler eller Vicekonsuler ere Borgere i det Land, som har udnævnt dem, kan der ikke paalægges dem nogen offentlig Tjeneste eller personlig Byrde, og de ere fritagne for direkte personlige Afgifter og for enhver anden ekstraordinær Afgift. Eje de fast Ejendom eller drive de borgerlig Næring, skulle de dog svare direkte Skat af Ejendommen eller Næringen. Hvis de derimod ere Borgere i det Land, i hvilket de udøve deres Funktion, saa blive de men hensyn til Byrder, Forpligtelser og almindelige afgifter at behandle som andre Undersaatter i den Stat, til hvilken de høre.

Artikel 14.

Konsulatsarkiverne skulle altid være ukrænkelige, og de stedlige myndigheder kunne ikke under noget Paaskud undersøge eller beslaglægge Dokumenter, som høre til disse Arkiver. Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler skulle være forpligtede til at holde de Papirer, som høre til disse Arkiver, fuldstændig adskilte fra dem, der vedrøre deres Handel, Industri eller private Forhold.

Artikel 15.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler have Ret til over Yderdøren til Konsulatet eller Vicekonsulatet at lade anbringe det Lands Vaaben, som de repræsentere, med følgende Paaskrift. Konsulat for .... Paa offentlige Festdage og ved andre lejligheder, hvor det er Skik og Brug, kunne de paa det Hus, hvor Konsulatet har sit Sæde, hejse den Nations Flag, i hvis Tjeneste de staa, og de have Ret til af føre samme Flag paa de Baade eller andre Fartøjer, som de i Havnen anvende under Udførelsen af deres Bestilling.

Artikel 16.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler have Ret til, indenfor deres Myndigheds Grænser, og saa vidt Opholdsstatens Love tillade det, paa deres Kontorer, paa parternes Bopæl eller om Bord paa Skibe, der tilhøre deres Nation, at modtage Erklæringer, som afgives af Fører, Mandskab, passagerer eller handlende eller af enhver ander person, der er Borger i det Land, hvis Repræsentant de ere.

Artikel 17. Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler kunne selv begive sig eller sende en Fuldmægtig om Bord i deres Nations Skibe, naar disse have opnaaet fri praktika, og der æske Forklaring af Fører og Mandskab, undersøge Skibspapirerne og modtage Forklaringer med Hensyn til Rejsen og Begivenheder undervejs, samt opsætte Manifesterne og være behjælpelige med Skibets Ekspedition.

De have endvidere, for saa vidt Opholdsstatens Love tillade saadant, Ret til at ledsage Føreren eller Personer, hørende til mandskabet, for Domstole eller administrative Myndigheder i det Distrikt, hvor de have deres Sæde, for at tjene dem som Tolk ved de Forhandlinger, de have at føre, og ved Fremsættelsen af de Begæringer, de ønske at fremkomme med.

Artikel 18.

I Sager, der angaa Havarier, som Skib fra den ene eller den anden af de to Nationer har lidt paa Rejsen, hvad enten det frivilligt eller vi majore indkommer til det andet Lands havne, kunne Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler kun intervenere i det Omfang, som maatte være hjemlet i hvert lands Love.

Artikel 19.

Handelsskibe fra den ene af de to Stater ere ikke i den anden unddragne den stedlige myndighed, og det er dem ikke tilladt at give Asyl om Bord til Forbrydere.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler skulle derimod være eneberettigede til at afgøre de Tvistigheder, som kunne opstaa mellem Fører, Befalingsmænd og Besætning paa deres Nations Handelsskibe om indgaaede Hyrekontrakter og Lønspørgsmaal, saavel som til uden Indblanding fra Lokalmyndighedernes Side at opretholde den indre Orden om Bord, med mindre Mandskabets eller Skibsførerens Opførsel maatte forstyrre Ro og Orden i Landet.

Det er dog vel forstaaet, at Konsulernes kendelser og Afgørelser ikke berøve de stridende Parter Retten til ved deres Hjemkomst at indbringe Sagen for vedkommende Domstol i deres eget Land.

Artikel 20.

Konsularembedsmændene kunne kræve de stedlige myndigheders Hjælp til Arrest, Forvaring og Bevogtning af Desertører fra deres Nations handelsskibe. I den Anledning ville de have at henvende sig skriftlig til vedkommende Myndigheder, som ikke ville kunne afslaa Desertørens Udlevering, naar Begæringen er ledsaget af Skibsregistret, Skibsbemandingslisten eller andre Dokumenter, som godtgøre, at den eftersøgte Person hører til Skibets Besætning og er forpligtet til at blive i dets Tjeneste. Herfra undtages dog det Tilfælde, at Desertøren er Undersaat eller Borger i det Land, hvor Udleveringen begæres.

Naa saadanne Desertører ere blevne paagrebne, stilles de til Konsularembedsmandens Disposition, og kunne de paa de reklamerendes Begæring og Bekostning forblive i offentligt Fængsel, indtil de kunne blive sendte om Bord paa deres Skib eller et andet af samme Nationalitet; dog, hvis dette ikke kan ske inden 15 Dage, efter at de ere blevne stillede til Konsularembedsmandens Disposition, blive de at sætte i Frihed og kunne ikke fængsles for samme Sag.

Det er iøvrigt selvforstaaet, at dersom en Desertør findes at have begaaet nogen Forbrydelse, Forseelse eller Lovovertrædelse i Land, kan hans Udlevering opsættes, indtil den paagældende Domstol har afsagt Dom, og denne er bleven fuldbyrdet.

Artikel 21.

I Tilfælde af, at en af den ene Stats Borgere afgaar ved Døden i den anden Stat, uden at efterlade nogen Arving eller Testementeksekutor, tilfalder det vedkommende Konsularembedsmand at optræde i alle Sager om Godsets Bevaring i Overensstemmelse med Lovene i det Land, hvor han bor.

Artikel 22.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler behøve som fødte Repræsentanter for deres fraværende Landsmænd ingen Fuldmagt til at varetage og beskytte deres Rettigheder og Interesser, men skulle have en saadan for at erholde deres penge udbetalte eller andre Effekter overleverede.

Artikel 23.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler kunne paatale ethvert Brud paa bestaaende Traktater overfor Myndighederne i det Distrikt, i hvilket de bo, og kunne, hvis det skulde vise sig nødvendigt, henvende sig til den øverste Regering ved Mellemkomst af den diplomatiske Agent, eller direkte, hvis en saadan ikke findes.

Artikel 24.

Generalkonsuler, Konsuler og Vicekonsuler kunne legalisere alle af Myndigheder og Embedsmænd i deres Land udstedte Dokumenter.

En Fortegnelse over Konsulatsgebyrerne skal være opslaaet paa Kontoret.

Artikel 25.

Nærværende Konvention gælder ikke for Island og Grønland.

Artikel 26.

Nærværende Konvention skal gælde for de kontraherende Parter i 10 Aar, regnede fra den Dag, paa hvilken Ratifikationerne udveksles. Hvis inden af de høje kontraherende Parter bekendtgør for den anden inden 6 Maaneder før Udløbet af dette Tidsrum sin Hensigt om dens Ophør, bliver den i Kraft indtil Udløbet af 6 Maaneder at regne fra den Dag, da den ene af de høje kontraherende Parters Opsigelse kommer til den andens Kundskab.

Artikel 27.

Nærværende Konvention skal ratificeres af de to Staters Regeringer, og Ratifikationerne ville saa snart som muligt være at udveksle i Paris.

Til Bekræftelse heraf have begge Staters befuldmægtigede undertegnet nærværende Konvention i to Eksemplarer og forsynet den med deres Segl.

Sket i Paris den 18de Dag i Juli Maaned i Aaret 1903.

(L.S.) (undert.) F. Rewentlow.

(L.S.) (undert.) E. Machain.

Hvilket, efter at Konventionen er bleven ratificeret, og Ratifikationerne under 30te September d. A. ere blevne udvekslede i Paris, herved bringes til almindelig Kundskab.

Udenrigsministeriet, den 12te Oktober 1904.

Deuntzer.

Bekendtgørelse om en mellem Kongeriget Danmark og Republikken Paraguay afsluttet Venskabs- og Konsulær-Konvention.

Under 18de Juli d.A. er der mellem den Kgl. Regering og Regeringen for Republiken Paraguay blevet afsluttet følgende Venskabs- og Konsulær-Konvention

Venskabs og Konsul Konvention.

Hans majestæt Kongen af Danmark og Hans Ekscellence Præsidenten for Republiken Paraguay have, i Ønsket om at befæste det venskabelige Forhold, der stadig har bestaaet imellem begge Lande, og at fastslaa bestemte Regler om deres respektive Konsulers Forrettigheder og Myndighed i de to Lande, besluttet at indgaa en Konvention i dette Øjemed og have til den Ende udnævnt til deres befuldmægtigede

Hans majestæt Kongen af Danmark: Greve Ferdinand Einar Julius Gottlieb Reventlow, Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand, Allerhøjstsammes overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i Paris.

Hans Ekscellence Præsidenten for Republiken Paraguay: Hr. Eusebio Machain, overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister i Paris for Paraguay.

Hvilke efter gensidig at have meddelt hinanden deres Fuldmagter, som befandtes i god og behørig Form, ere blevne enige om følgende Artikler

Ingen