Forbund imellem Christian V. og Carl II. af Storbritannien.

Forbund imellem Christian V. og Carl II. af Storbritannien.1) 2) 3)

Forbund imellem R.Christian V og Carl II af Stor-Britannien. (Udenl. Departement).

Nøiere bestemt, i henseende til 3 §, ved Art. 21 Jul. 1780. (* 1)

I. Mellem begge Konger og deres Arve-Successorer i Regieringen, samt deres Riger, Provinser, Byer, Undersaatter og Vasaller, af hvad Stand de og være kunde, skal paa alle Steder, saavel i Europa som uden for, være et oprigtigt Venskab og Forbund, saa at den ene den anden ingen afbræk eller Skade selv skal tilføje eller saavidt det staar til ham, tilstræbe saadant af andre at tilføies; Og skal den ene den andens samt hans Undersaatters Gavn og beste, ligesom sit eget, altid fremme og fordre, men deres Skade, afbræk og Fordærvelse med Raad, Daad og al Magt hindre og afværge.

2) Ingen af bemeldte Konger maae samtykke noget, som kan geraade hans Bundsforvandte til Skade og Nakdeel, men dersom nogen af Dem erfarer noget at fremsættes, drives eller handles, som kan blive til den andens Skade, skal han uden Ophold give den andet det tilkiende, og det imidlertid med al Magt hindre og afværge.

3.) Begge Konger love ubrødeligen for sig, deres Arvinger og Efterkommere paa begge Sider, at de hverandres fiender, som ere Aggressores, aldeles ingen Krigs-forraad, saasom Soldater, Vaaben, Stykker, Bøffer, Skibe, eller noget andet, som til Krigsbrug kan være tienligt eller fornødent, hverken selv vil forskaffe, ei heller af Deres Undersaatter at forskaffes; Men dersom nogen af deres Undersaatter giøre herimod, skal sammes Konge dem, som oprøriske og Forbunds Overtrædere, paa det allerskarpeste straffe. (See Explic. Art. 21 Jul. 1780).

4.) Dersom nogen Fyrste eller Stat skulde i nogen Maade fiendtlig angribe Kongen til Danmark og Norge, hans Arve-Riger, Lande og Herredømme, som han nu besidder, da skal Kongen til Stor-Britannien betimeligen undsætte ham imod samme Fiende og Aggresseur med saadant et Antal baade Krigsfolk og OrlogsSkibe, som kan være mægtigt Fienden at uddrive, og som hans da værende Tilstand kan udfordre; og i saa Maader skal Kongen til Stor-Britannien med al Magt søge at forhindre, at Kongen til Danmark ved saadant Overfald eller Foruroligelse intet afgaaer af hans Riger, Herredømme eller Rettigheder. Og dersom Kongen til Danmark eller Kongen til Stor-Britannien indgaaer eller slutter noget forbund, Alliance eller Fortrolighed med nogen anden, Konger, Fyrster, Republiquer eller Stater, da skal den ene (saavidt ham er mueligt) søge den anden samt hans Riger og Lande derudi at indslutte, saafremt han derudi vil indsluttes.

5.) Begge Kongers Undersaatter maae frit den anden Konges Riger, Provinser, Handels-Steder, Havne og Floder i Fredstider, uden nogen videre Bevilling eller Leidebrev, general eller special, med deres Varer baade til Lands og Vands besøge, og der handle og vandle, naar de den sædvanlige Told betale, dog enhver Konges Superioritet og Rettighed i hans Riger og Lande uforkrænket.

6.) Dog er herhos aftalt, at Stor-Britanniens Undersaater ei maae besøge hverken de forbudne havne (hvorom i de forrige Tractater mældes) ei heller de danske Colonier, uden de tilforn derpaa have erholdet Kongens af Danmark særdeles Bevilling, med mindre skinbarlig Havs-Nød, Storm eller Søerøveres Forfølgelse nøder dem did at søge deres Tilflugt, hvor de da aldeles ingen Kiøbmandskab maae bruge. Ligeledes maae ei heller danske Undersaatter komme til de engelske Colonier uden Kongens til Stor-Britannien særdeles Bevilling.

7.) De danske Undersaatter maae i deres Kieldere og Pakhuse i Engeland, Skotland, Irland og andre Kongens til Stor-Britannien havne i Europa indføre alle saadanne Varer, som i de danske Riger og Lande nu eller i Fremtiden kan voxe og falde og der blive forarbeidede, samt alle de Varer, som komme fra den ganske Elbstrøm. Iligemåde er det Stor-Britanniens Undersaatter tilladt i Danmarks og Norges Havne og Colonier, som ei ere forbudne, at indføre alle slags Varer og Manufacturer, som nu eller i Fremtiden i Stor-Britanniens underhavende Riger og Lande opbringes og forarbeides; Men dersom andre fremmede Nationer skulde tilstædes i Engeland, Skotland, Irland og andre Stor-Britanniens havne, at indføre alle Slags Varer, ingen undtagen, da skal det samme ogsaa være de danske Undersaatter tilladt; hvilket paa samme Vilkaar skal være Stor-Britanniens Undersaatter tilstædt i alle Kgl. danske Havne og forbundne Colonier.

8.) Stor-Britanniske Folk og Undersaatter, hvadsomhelst de danske Riger, Lande og Herredømme de beseile eller derpaa handle, skal ikke betale eller større Tolde, Paalæg, Havnepenge eller andre Rettigheder, ei heller paa anden Maade, end som de blive erlagte af de forenede Nederlandske Provindsers Undersaatter eller af Fremmede, som derpaa trafiqvere og mindre Told betale (Svensken alene undtagen). Og skal de paa deres Hen- og Hiemreise, og medens de sig der opholde, saavelsom udi Fiskerie og Handling og andre deslige, nyde de samme friheder, Immuniteter og Privilegier, som nogen udlændisk Nation nu eller i Fremtiden nyder, naar de i bemeldte Kongens af Danmark Riger sig opholde eller derpaa handle. Derimod skal de danske Folk og Undersaatter i Stor-Britanniens Lande og Herredømme nyde og bruge de selvsamme Privilegier, nemlig ei at betale flere eller større Paalæg, end de forenede nederlandske Provindser eller andre fremmede, som derpaa handle og mindre Told betale, samt at nyde de samme Friheder og Privilegier, som nogen udlændisk Nation der nyder eller nydendes vorder; dog begge Kongers Superioritet og Høihed udi deres Riger, Lande, Herredømme og Havne, Told og alt andet efter Tidernes Beskaffenhed at paabyde, forordne og forandre, hermed aldeles frie og uforkrænket, naar kun forbemeldte Liighed af begge Parter nøie iagttages.

9.) Naar nogen af begge Kongers Undersaatter haver indført Varer i den andens Gebet og den sædvanlige Told deraf erlagt samt Visitering udstaaet, da maae de frit og uformeent indføre og nedlægge bemeldte deres Varer i Deres egne Pakhuse og Kieldere eller andre Steder, som de selv beleiligst eragte, og dem uden deres Villie og Samtykke af saadanne Steders eller Havnes Øvrighed eller Officianter ikke paalægges andre Pakhuse, Kieldere og Steder at bruge, der deres Varer at indlægge.

10.) Naar nogen af begge Kroners Undersaatter til Søes handle og den andens Kyster beseile, skal de ingenlunde være tilholdne i nogen Havn at indseile, dersom deres Kaas ikke did var stilet, men skal have Frihed deres Reise, hvorhen dem lyfter, uden nogen Forhindring eller Ophold at fortsætte. Naar de ogsaa i nogen Havn ved Storm inddrives og der sig opholde, maae de ei tvinges deres Varer at losse og forhandle, men frit efter eget Ønske derover disponere og giøre, hvis de eragte at kunne være sig til Nytte og Gavn, naar intet skeer, som enten af Kongernes Rettighed eller Told kan være til Underslæb.

11.) Fyrtømmer, Master og andet slags Tømmer, naar det eengang udi Stor-Britanniske Underdaners Skibe er indladet, skal ikke være nogen videre Visitering undergivet, men al Visitering og Efterfølgning skal skee tilforn, og dersom da enten Eeg eller andet forbudet Tømmer befindes, da strax paa Stedet at anholdes, før det i Skibet vorder indbragt; ikke heller skal bemeldte Stor-Britanniske Folk og Undersaatter paa deres Personer eller Gods med Arrest eller anden Ophold for den Sags Skyld i nogen Maade molestreres, men alene de danske Undersaatter, som sligt forbudet Tømmer have solgt eller afhændet, for saadan deres Forseelse tilbørligen straffes. Hvilke forskrevne Puncter, som i denne Artikel ere bevilgede, Stor-Britanniens Folk og Undersaatter skal have og nyde uden nogen Forfang eller Ophør, saa længe som de forenede nederlandske Provinsers Undersaatter eller nogen af dem samme Frihed eller noget deslige ved noget Forbund, som enten er eller herefter vorder sluttet, have og nyde.

12.) Alle Stor-Britanniske Undersaatter tilhørige Skibe og Kiøbmænd skal i deres Passage giennem Øresund nyde den Bevilling at indeholde og forhale Toldens Erlæggelse indtil deres Tilbagekomst, paa samme Maade, som de for den sidste Feide det have nydt; dog at bemeldte Skibe og Kiøbmænd med sig bringe rigtige Certificater og Beviser under de Stor-Britanniske dertil forordnede Officianters Segl, at samme Skibe Stor-Britanniske Undersaatter tilhøre; og at de derforuden inden deres Igiennemfart stille nøiagtig Caution, at samme Betaling til de danske Toldforvaltere paa sit tilbørlige Sted, enten ved deres Tilbagekomst eller, om de ikke tilbagekomme, da i det længste inden 3 Maaneders Forløb, skal erlægges, dersom den ved deres første Passage ikke vorder erlagt.

13.) Naar Stor-Britanniske Undersaatter nogen af deres Varer til Helsingøer losse eller oplægge, ikkun til den ende at de hele udi deres Skibe igien skal indlades og andensteds henføre, da skal de for slige Varer betale samme Told og ikke mere, end som den Hollandske Nation eller andre Udlændiske i saa Fald pleie at betale, hvilket udi Engeland med danske Undersaatter i lige Maade skal holdes.

14.) Stor-Britanniske Skibe og Undersaatter skal, saasnart de sætte for Helsingøer, uden nogen Ophold clareres og expederes, og aldeles ingen Skibe, hvad Nation de og tilhøre, skal herudi for dem have Fortogget undtagen nogle Steders Indbyggere, som i dette Fald saadant Privilegium fra Arrilds Tid have erholdet og samme endnu nyde.

15.) Naar nogen af bemeldte Kongers Undersaatter i den andens Land eller Gebet ved Døden afgaaer, da skal det staae ham frit over alle sine Penge, Gods og Formue i alle Maader tilforn at disponere. Og har han ikke tilforn saaledes beskikket sin formue, da skal alt hans efterladte Gods, rørligt og urørligt, af hvad Slags det være kan, troligen forvares, hans rette Arving til Beste og til hans retmæssige Gields Afbetaling. Og til den ende, saasnart nogen saadan døer, skal Nationens Consul eller publik Minister, som da sammesteds residerer, have Rettighed samme Penge og Middel til sig at tage, og i nogen af sammesteds Øvrigheds Overværelse det registrere; hvilket Gods og Formue siden hos bemeldte Consul eller publik Minister skal forblive, paa det af Arvingerne og Kreditorerne som tilforn sagt er, dertil kan forvares. Men er ingen saadan Consul eller publik Minister der paa Stedet, da saae 2de Kiøbmænd af den Afdødes Landsmænd saadan hans efterladte Middel og Formue besidde og forvare og iligemaade Arvingerne eller Creditorerne deres til svare; dog skal formedelst denne Artikel ikke noget Papiir eller RegnskabsBøger, men alene den Afdødes virkelige Formue og Varer, være bemeldte Øvrigheds besigtelse undergivne. Og skal bemeldte Øvrighed være forpligtet at komme tilstede inden 2de Gange 24 Timer, efterat den herom er anmodet, da ellers saadan Registrering uden sammes Overværelse maae forrettes(* 2).

16.) Den ene Bundsforvandte og hans Underdaner og Folk maae uformeent med den andens Fiender handle, og dem alle Slags Varer (de forbudne, som contrabande kaldes, alene undtagne) uden nogen hinder forskaffe og tilføre, uden til de Havne og Steder, som af den anden ere belagte; og saafremt de deres Varer didbringe, maae de og frit samme Varer enten til den Beleirende sælge, eller og til en anden Havn eller Sted, som ikke er belagt, sig dermed forføie.

17.) Begge Kongers Undersaatter, som handle paa den andens Gebet eller Havne, maae og uformeent der forblive og residere, baade til fremmede Varer at kiøbe saavelsom deres egne at sælge; og skal hverken Øvrigheden eller nogen af bemeldte Havnes eller Landes Officianter kunne foredrive dem nogen Tid, naar de ikkun før alle Varer, som de enten ind- eller udføre, den sædvanlige Told rigtig erlægge, og desuden med ingen handle, som ikke er Borger eller Indvaaner udi nogen Stad under Danmarks og Norges Riger, og det alene in Grosso, som Varerne først indbringes, og ikke udi smaat eller Mindretal, som i Boderne pleier at sælges.

18.) Som Commerciens paa begge Sider des større Flor og Fremtarv, og til al Underslæb og Tvistighed mellem Toldbetiente og Kiøbmændene at forebygge, skal Toldene af alle og enhver fordres og erlægges efter den derom udgangne ToldRulle, hvori skal specificeres al Told og Rettighed, som i begge Kongernes Havne saavelsom i Passagen igiennem Øresund skal betales. Og at saadant des rigtigere maae observeres og holdes, skal begge konterne deres Officianter og Toldbetiente under høieste Straf forbyde, at de hverken noget begaae, som dette Fordrag kan være til Forfang eller Præjudits, ei heller den anden Konges Undersaatter med videre, end dem tilkommer at fordre, gravere eller anden Skade tilføie.

19.) Kongen til Danmark og Norge skal forordne sine Toldforvaltere eller nogle andre Commissarier til at igien (* 3) maale alle Stor-Britanniens Undersaatters Skibe, som seile paa Norge, saa at det, som enten udi Over- eller Undermaal ikke haver hidindtil været ret iagttaget, kan herefter bringes udi bedre Anstalt.

20.) Men paa det saadan den ene Bundsforvandtes og hans Undersaatters frie Seilads og Fart ikke skulde geraade den anden til Nakdeel, naar han med andre Nationer kunde være i Feide til Lands eller Vands, og ei heller fiendtlig Gods og Varer skulde skiules under Prætext af Venners Navn, da skal alle Skibe, Varer og Personer, som nogen af Bundsforvandterne tilhøre, paa deres Reiser og Seiladser være forsynede med Passer og Cerfiticater efter en her i Forbundet anført Latinsk Formular. Naar derfor nogen af begge Bundsforvandters eller deres Undersaatters Varer, Gods, Skibe eller Folk, paa hvad Steder det være fundne, møder den anden Allieredes publique eller private Orlogs-Skibe, eller hans Folk og Undersaatter, da, saasnart de saadanne Passer og Certificater fremvise, skal af dem intet videre fordres, ei heller paa Gods, Skib eller indehavende Personer inqvireres, langt mindre dem nogen Gevalt eller Molest tilføies, men ubehindret tilstædes deres Reise og Forehavende at fuldbringe. Men dersom ikke Passet eller Certificaten efter Formularen fremvises, eller om nogen anden Hiellig og vigtig Aarsag til Mistanke er for haanden, da maae Skibet visiteres, hvilket dog ikkun i dette Fald og ikke anderledes skal være tilstræbt. Dersom nogen af Parterne, imod denne Artikels rette Mening, skulde begaae noget imod den andens Allierede, da skal begge Bundsforvandte ikke alene lade deres Undersaatter, som derimod mishandle, haardeligen straffe, men endog den Anordning giøre, at den Allierede som hermed er skeet for tort, og hans Undersaatter for at udstande Stade og derpaa anvende Omkostning snar og fuldkommen Vederlag ufortøvet bekommer.

21.) Alle Stor-Britanniske Undersaatters Skibe, som forbiseile Glykstad eller andre ved Elb-Strømmen liggende og Kongen af Danmark tilhørige Steder og Byer, skal paa deres Hen- og Hiem-Reise med al deres Ladning og Varer for al Told og Paalæg, Visitering, Ophold og Molest være frie og forskaanede, undtagen Visitering i Ufredstider, naar Kongen af Danmark med nogen anden Konge eller Stat udi Feide er begreben.

22.) Dersom nogen af bemeldte Kongers Underdaner lider nogen Skade eller Overlast i den andens Gebet, da skal den Konge, i hvis Stæder og Lande det er skeet, giøre den Anordning, at efter samme Lands Ret og sædvanlige Love Justitien uden Ophold administreres, og at den, som saadan Forseelse eller Uret har begaaet, tilbørlig Straf udstaaer, og desuden den Beleidigede sin Skade erstatter.

23.) Ingen Skibe eller Fartøi, Gods eller Varer, som udi Skibe ere indladte, af hvad Slags Art og Egenskab de og ere, som nogen af begge Kongers Undersaatter tilhøre, paa hvad Maneer de og ere tagne, maae under noget Skin eller Prætext giøres til Krise, uden ved lovlig Forhør og sædvanlig Rettergang for Admiralitets-Retten, som til at kiende paa saadanne Søe-Kriser udi saa Maader lovlig er forordnet.

24.) Begge Parter skal giøre Anordning, at den andens Folk og Underdaner i alle Sager og Tretter efter ethvert Lands Love og Statuter med allersnareste og uden lang Omsvev og Omkostning til Ret og Villighed forhielpes.

25.) Om nogen af begge Allieredes eller hans Undersaatters Orlogs- eller Coffardie-Skibe skulde paa den andens Kyster og Søekant løbe paa Grund eller støde på Klipper eller laste deres Ladning eller Sønderflaaes, da skal slige Skibe med alt deres Tilbehør, Gods og Varer, eller hvad som deraf bliver tilovers, deres Herrer og Eiermænd igien tilstilles, naar de selv eller deres Fuldmægtige eller Factorer inden Aar og Dag, fra Skibbrudet at regne, sig samme Skib og Gods tilegne, dog enhver Nations Ret og Vedtægt altid uforkrænket. Undersaatterne ved samme Søekant skal og være tilholdne og hielpe de Nødlidende, saavidt dem mueligt er, at redde, og giøre al deres Flid at frelse Skibet eller Godset, Varerne og Skibets Tilbehør og alt andet, hvad de kan, fra Undergang, og Eiermændene til Beste at bringe i Behold; dog at dem, ved hvis Flid og Arbeide saadant Gods er salveret, Omkostningen og Umagen tilbørligen erstattes. Endelig skal begge Parter i saadan Tilfald saaledes omgaaes, som de vil, at dem selv i lige Hændelse skal vederfares.

26.) SkibsCapitainer, Styrmænd, Soldater, Baadsfolk og deres Tilhørige, saavelsom Skibene selv med deres Gods og Varer, skal ved nogens Paabud eller Befaling, enten general eller special, eller for nogen Aarsags Skyld, uden alene til Rigets Beskiermelse og Conservation, kunne opholdes eller arresteres; hvilket dog ikke skal forstaaes som saadan Arrest, som ved Rettens Middel for Gield eller anden retmæssig Aarsag paalægges, hvorudi skal aldeles procederes efter Lov og Ret.

27.) Kiøbmændene paa begge Sider og deres Fuldmægtige og Tienere samt Skippere og Baadsmænd maae, saavel paa Søen og Revierer, som i Havnen ved Søekanten og udi den anden Allieredes Lande, enten de reise frem eller tilbage, til deres og deres Varers Defension føre alle Slags Haand-Gevær, saavel offensiv som defensiv, dog at de Befalingsmændene og Øvrigheden på saadanne Steder ingen billig Mistanke give, at de enten imod alle i Almindelighed eller hvers Fred i særdeleshed noget handle eller forehave.

28.) Begge Parters Convoier eller Orlogs-Skibe, som paa Søen komme i Møde eller i Følge med Coffardie- eller andre Skibe, som den anden Allierede eller hans Undersaatter tilhøre og samme Reise giøre ente inden eller uden for Europa, skall saalænge de samme Cours holde, dennes beskierme og forsvare.

29.) Til Handelens større Sikkerhed og Seiladsens Frihed skal ingen af Parterne, saavidt mueligt er, tillade, at offentlige Søerøvere eller andre Fribyttere i hans Riger eller Havne nogen Tilflugt have; ei heller tilstæde, at nogen af hans Folk eller Underdaner med Huuslye eller Proviant eller i andre Maader dem er behielpelig; men skal tvertimod stræbe, at slige Søerøvere og Fribyttere og deres Participanter og Medhielpere paagribes og tilbørligen straffes, og Skibene og Varerne, saavidt deraf kan findes, sine retmæssige Eiersmænd eller deres Fuldmægtiger igien tilstilles. Aleneste at de for Admiralitets-Retten, som paa slige Sager skal kiende, med nøiagtige Beviser giøre kundbart, at samme Skibe, Gods eller Varer dem med Rette tilkomme.

30.) Begge Parters Undersaatter skal stedse have frie Tilgang til den anden Allieredes Kyster og Havne, og Frihed der at forblive og derfra igien at bortreise, samt giennem begge Kongers Farvand og Gebet (naar de ingen Skade eller Præjudits giøre) at fare og reise, ikke alene med Kiøbmands- og Coffardie men endog med Orlogs-Skibe, hvad heller de ere publique eller tilhøre dem, som have faaet Special-Commissioner; enten de formedelst Storm og Havsnød eller for deres Skibe at reparere og med Proviant at forsyne did indkomme; dog at de ikke ere flere end 6 Orlogs-Skibe udi Tallet (om de forsætligviis did indkomme), og ei heller udi eller omkring Havnene længer forblive, end til Skibene at reparere og Victualier og anden Fornødenhed at indkiøbe, giøres fornødent; og dersom flere end 6 Orlogs-Skibe til saadanne Havne ved given Leilighed ville komme, da skal de ei tilstædes at indkomme, med mindre de tilforn deres Ankomst ved Skrivelse betimeligen have ankyndiget, og først erholdet Bevilling af dem, som bemeldte Havn tilhøre. Men dersom de ved Storm eller anden paatrængende Nød foraarsages at søge Havnen, da skal Skibene udi saadan Tilfald ikke være forbundne til noget vist Tal, ei heller at give deres Ankomst tilforn tilkiende, dog med de Vilkaar, at Commandeuren skal, saasnart de ankomme, give den høieste Øvrighed eller Befalingsmanden paa den Havn eller Kyst, til hvilken de ere komne, Aarsagen til sin Ankomst tilkiende, og ikke længere der forblive, end ham af bemeldte høieste Øvrighed eller Befalingsmanden bliver tilstræbt; ei heller i de Havne hvorhen han sig haver begivet, noget fiendtligt eller til Præjudits af den Allierede, som Havnen tilhører, begynde eller attentere.

31.) Ingen af bemeldte Kongers Undersaatter eller Indbyggere af deres tilhørige Riger og Gebeter maae antage Patenter, kaldede Commissioner eller Repressalier, af nogen Fyrste eller Stat, som er i Uenighed eller aabenbare Feide med den anden Allierede, langt mindre i kraft af saadanne Commissioner den andens Undersaatter nogen Skade eller Molest tilføie. Begge bemeldte Konger skal deres Undersaatter haardeligen forbyde, ingen saadanne Commissioner af andre Fyrster eller Stater enten at søge eller antage, og saavidt det staaer til dem, aldeles forbyde, at ingen Røverie skeer i i Kraft af saadanne Commissioner.

32.) Dersom eet eller flere af deres Undersaatters Skibe i den andens Havne af nogen tredie Mand erobres, da skal de, udi hvis Havne eller Gebet bemelte Skibe blive tagne, tilligemed den anden Part stræbe at forfølge og igientage bemelte Skib eller Skibe og dem deres Herrer og Eiermænd igien tilstille, hvilket dog skal skee paa Eiermændenes eller de Interesseredes Bekostning.

33.) Dersom og nogen af begge Bundsforvandters Undersaatter erobrede og i den andens Havne indbragte nogle Skibe, hvorpaa Baadsfolk eller andre Personer fandtes, som være Undersaatter af den anden Allierede, udi hvis Havne eller Revier fornævnte Skibe blev indført, da skal den, som dem haver taget, dem med Belevenhed begegne, og strax uden nogen Ranzon løsgive.

34.) Naar et Skib nogen af bemeldte Kroner tilhørig, være sig Orlogs eller andet, tages med forbudne Varer da skal Capitainen, som det erobrer, ikke have Magt at aabne eller opskiære Kister, Fade eller Pakker, samt derudi findes, ei heller nogen af Varerne at bortføre eller i andre Maader at bortvende, med mindre de først blive bragte til Lands og der i nogen af Søe-Rettens Middels Overværelse registreres.

35.) Paa det ogsaa begge Kongers Underdaners Sikkerhed ydermere kan iagttages, at dem af forbemeldte Orlogs-Skibe ingen Overlast skal tilføies, da skal alle Capitainer paa alle deres Orlogs-Skibe og alle andre deres Undersaatter strængeligen befales.

36.) Begge Kongerne skal drage Omsorg, at Domme og Sententser, som skal fældes om det, som på Søen tages, maae efter Ret og Billighed og af ufordægtige og uinteresserede Mænd vorde afsagte. Begge Kongerne skal og deres Betiente alvorligen befale, at de saaledes afsagte Domme efter deres Lydelse og Indhold tilbørligen efterkommes.

37.) Naar nogen af bemeldte Kongers Gesandter eller ved den andens Hof residerende publique Ministre sig over slige Domme besværer, da skal den Konge, for hvilken sligt Klagemaal føres, lade bemeldte Domme og Sententser i sit Raad revidere og examinere, om alting efter dette Forbunds Artikler og saa nøie, som det sig burde, er tilgaaet; Og dersom anderledes er handlet, da saadant efter Fornødenhed remedere, hvilket bør skee inden 3 Maaneders Forløb i det længste; dog maa de omtvistede Varer ikke af Skibet udføres, sælges eller distraheres, enten inden den første Doms Afsigelse, eller siden imedens Revisionen varer, med mindre saadant skeer med Parternes Samtykke, og paa det Godset og Varerne ikke skal fordærves.

38.) Begge Konger skal holde deres Ministre ved hinandens Hof og deres Consuler i visse Havne, paa det alt, hvis til det gemene eller enhvers bedste i Særdeleshed kan tiene, desto lettere kan communiceres og andrages.

39.) Ingen privat Uret skal dette Forbund i nogen Maade kunne svække, ei heller Had og Tvistighed mellem begge Nationer opvække, men enhver svare til sin egen Gierning og derfor stande til Rette; ei heller skal den ene ved Repressalier eller deslige odieuse Procedurer den andens Forseelser undgielde, med mindre Retten vorder negtet eller alt for længe opsat, i hvilket Tilfald den Konge, hvis Undersaatter Skade og Uret er vederfaret, skal være tilladt i alle Maader at procedere, eftersom Jus gentium medfører, indtil den Beleidigede faaer fuldkommen Erstatning; dog at han den anden Konge tilforn derom tilbørligen advarer.

40.) Dersom Hollænderne eller nogen anden Nation (Svensken alene undtagen) af Kongen til Danmark have eller herefter bekomme bedre Pacta, Bevillinger, Friheder eller Privilegier end de, som udi denne Tractat indeholdes, da skal de selvsamme og lige saadanne forundes Kongen af Storbritannien og hans Undersaatter; hvorimod dersom Hollænderne eller nogen anden Nation af Kongen til Storbritannien have eller herefter bekomme bedre Pacta, Bevillinger, Friheder eller Privilegier end de, som udi denne Tractat indeholdes, da skal de selvsamme og lige saadanne forundes Kongen af Danmark og hans Undersaatter.

41.) De forrige Tractater eller Forbund imellem bemeldte Bundsforvandte eller deres Forfædre skal ikke i nogen Maader holdes for at være ophævede eller affattede ved nogen Pacter, Forening, Artikler eller Puncter som udi denne Forbunds-Tractat indeholdes; men de skal evindelig blive i deres forrige Vigueur og Kraft, saavidt som de ikke stride imod nærværende Forbund eller imod nogen af Articlerne, som derudi ere indførte.

42.) Bemeldte begge Herrer og Konger skal oprigtigen og troligen holde alle Puncter i denne Tractat og den Anordning giøre, at de af deres Undersaatter blive holdte, og hverken selv, enten directe eller indirecte, noget derimod giøre, ei heller tilstæde deres Undersaatter noget derimod at giøre.

1) Cfr. Refer, 14 Jul. 1713.

2) Cfr. Refer, 24 Febr. 1747.

3) I Saml. af Frr. staaer ved en Trykfejl: ingen (æld. Udg).