VURDERINGSVEJLEDNING 2007 E FORDELINGER

Vurderingsvejledning 2007-3

E Fordelinger

I forbindelse med vurderingen foretager told- og skatteforvaltningen en række fordelinger jf. A.6 , herunder en henføring af den enkelte ejendom til en benyttelse jf. afsnit D .

Fordelinger efter bestemmelserne i VUL § 33, stk. 2-10, fører ikke til en selvstændig vurdering af de enkelte dele af ejendommen, men alene til en fastsættelse af, hvorledes de enkelte dele efter det indbyrdes forhold indgår i den samlede ejendoms eller grunds værdi m. v.

E.1 § 33, stk. 1 - 3

VUL § 33, stk. 2

E.1.1 Dækningsafgift

Beslutter en kommune at opkræve dækningsafgift i medfør af KESL § 23 eller § 23 A, skal told- og skatteforvaltningen på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser og fordelinger, der er fornødne for beregning af dækningsafgift. Skatteministeren fastsætter det vederlag, som kommunerne skal betale til told- og skatteforvaltningen for foretagelse af de nævnte vurderinger og fordelinger, jf. KESL § 23 C.

Dækningsafgift i stedet for grundskyld

KESL § 23 omfatter ejendomme, som er fritaget for kommunal grundskyld i henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3. Det drejer sig om statens, kommunernes og Danmarks Nationalbanks ejendomme - bortset fra DSB's - for så vidt ejendommene ikke anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift eller udlejes eller henligger ubenyttede.

Told- og skatteforvaltningen skal på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller grundværdien, der er fornødne for beregning af den i KESL § 23 omhandlede dækningsafgift.

Dækningsafgiften efter KESL § 23 svares dels af ejendommens grundværdi efter fradrag for grundforbedringer, dels af forskelsværdien, dvs. forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi, se C.4 .

Dækningsafgift i tillæg til grundskyld

KESL § 23 A omfatter ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Der kan ikke opkræves dækningsafgift af landbrugsejendomme.

De formål, der giver grundlag for dækningsafgiftspligt, er ikke udtømmende opregnet i ejendomsskatteloven. Foruden de udtrykkeligt nævnte anses formål som biograf, teater, restaurant, teglværk, kraftværk, varmeværk, vaskeri og tankstation for at medføre dækningsafgiftspligt. Slagterier, skibsværfter og mejerier anses for dækningsafgiftspligtige. Det samme gælder lagerbygninger og pakhuse, der anvendes som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed.

Af formål, der ikke giver grundlag for dækningsafgiftspligt kan nævnes bolig, garageanlæg, godsterminaler der fortrinsvis anvendes til læsning og losning af varer, Falck-stationer, busstationer, plejehjem, museer og kursusejendomme.

Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift dog kun, når den del af forskelsværdien, der vedrører dækningsafgiftpligtig anvendelse, udgør mere end halvdelen af hele ejendommens forskelsværdi. jf. KESL § 23 A, stk. 1, 2. pkt. Der kan således kun opkræves dækningsafgift efter § 23 A, når mere end halvdelen af forskelsværdien kan henføres til dækningsafgiftspligtige formål.

Fordeling

Anvendes en ejendom kun delvis til dækningsafgiftspligtige formål, må der foretages en fordeling af forskelsværdien på den del, der kan henføres til de afgiftspligtige formål, og den øvrige del.

Kommunalbestyrelsen har kompetencen til at træffe beslutning om, hvorvidt en ejendom er dækningsafgiftspligtig eller ej. Klages der således over at en ejendom efter sin anvendelse er anset for helt eller delvist dækningsafgiftspligtig træffes afgørelse af kommunalbestyrelsen, hvorimod klager over den beløbsmæssige fordeling behandles i normal instansfølge til ankenævn og Landsskatteretten.

Fordelingen foretages efter et skøn over, hvilken værdi ejendommens enkelte arealer repræsenterer. Lejeværdien kan ikke anvendes som fordelingsnøgle. Det skyldes, at lejeværdien relaterer sig til hele ejendommens værdi, ikke til forskelsværdien (bygningsværdien) alene. Den andel af lejeværdien, som beror på ejendommens beliggenhed, beskattes i forvejen med kommunal grundskyld og skal ikke belægges med dækningsafgift.

Told- og skatteforvaltningen tager udgangspunkt i følgende satser ved den procentvise vægtning

Bolig

100

Kontor

100-120

Butik

100-140

Værksted

50-100

Lager

25-75

Garage

20-40

Vægtningen tager hensyn til de gennemsnitlige byggeomkostninger ved byggeri til de forskellige formål.

Er der væsentlig forskel på kvaliteten af ejendommens boligdel og de arealer, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, må der anlægges et konkret skøn over det indbyrdes forhold.

Told- og skatteforvaltningen skal på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller grundværdien samt de fordelinger heraf, som er fornødne for beregning af den i KESL § 23 A omhandlede dækningsafgift. Dækningsafgiften efter KESL § 23 A svares alene af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr. Den afgiftsfri bundgrænse gælder kun den dækningsafgift, der opkræves efter KESL § 23 A, jf. § 23 A, stk. 2, sidste punktum.

Dækningsafgift efter KESL §§ 23 og 23 A opkræves i to eller flere årlige rater efter kommunalbestyrelsens bestemmelse, jf. KESL §§ 27 og 28. Dækningsafgiften hviler - ligesom den kommunale grundskyld - som en hæftelse med fortrinsret på den pågældende ejendom, jf. KESL § 29, stk. 1.

E.1.2 Andre fordelinger

Jord i anden kommune

For ejendomme med arealer i flere kommuner, som er blevet vurderet under ét, foretager SKAT en fastsættelse af, hvor stor en del af grundværdien for den pågældende ejendom og eventuelle fradrag for forbedringer, der må henføres til hver af kommunerne, jf. KESL § 22, stk. 1, 1. pkt. Såfremt ejendommen er delvis fritaget for grundskyld til kommunen, skal SKAT efter begæring af enhver af kommunerne fastsætte, hvorledes den ikke fritagne del af grundværdien (med eventuelt fradrag for forbedringer) fordeler sig på kommunerne, jf. KESL § 22, stk. 1, 2. pkt.

De afgørelser, som SKAT træffer efter KESL § 22, stk. 1, kan såvel af den skattepligtige som af de interesserede kommunalbestyrelser indankes for vurderingsankenævnet og for Landsskatteretten, jf. KESL § 22, stk. 2.

Delvis fritagne ejendomme

Kommunalbestyrelsen kan efter KESL § 7 og § 8 helt eller delvist fritage særlige ejendomme for grundskyld.

KESL § 7

Visse kategorier af ejendomme er fritaget for kommunal grundskyld, jf. KESL § 7, stk. 1, litra a-f. Fritagelsen omfatter (i korte træk)

De staten tilhørende kongelige slotte og palæer.

Statens og kommunernes ejendomme i øvrigt, bortset fra sådanne, der af ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift eller til udleje, eller som henligger ubenyttede. Fritagelsen gælder ikke for ejendomme, der tilhører DSB.

Fremmede staters gesandtskabs- og konsulatejendomme på betingelse af gensidighed og ejendomme, der ejes af fremmede stater og internationale organisationer til brug for disses diplomatiske eller konsulære o. a. repræsentationer under forudsætning af traktatmæssig forpligtelse til fritagelse.

Fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig bevaringsdeklaration.

Forsamlingshuse, der ikke drives erhvervsmæssigt.

Der gælder en række undtagelser fra fritagelsesbestemmelserne, jf. KESL § 7, stk. 2-4, hvortil henvises.

KESL § 8

Hvor en ejendom er bevilget delvis fritagelse for grundskyld, jf. KESL § 8, kan kommunalbestyrelsen begære grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer fordelt på den fritagne del og den øvrige del af ejendommen.

Det drejer sit primært om følgende ejendomme

Skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning, offentlige biblioteker og museer.

Sports- og idrætsanlæg tilhørende gymnastik-, idræts- og skytteforeninger el. lign. Endvidere kan fritages ejendomme, der anvendes til lejr eller feriekoloni for børn og unge.

Ejendomme, der ejes af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige institutioner.

Gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgang til leverance fra værket står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, for så vidt værkets indtægter udelukkende kan anvendes til værkets formål.

Såfremt kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for grundskyld, kan fritagelse alene meddeles, for så vidt angår den del af grundværdien, der falder på denne del, jf. KESL § 8, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan begære, at SKAT fordeler grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på den fritagne del og den øvrige del af ejendommen.

Delvis jordrentepligtige ejendomme

Er en ejendom delvis jordrentepligtig, foretager SKAT fordeling af grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på det jordrentepligtige areal og den øvrige del af arealet, jf. VUL § 33, stk. 3.

E.2 § 33, stk. 4 - 9 samt 11

Stuehusfordeling - VUL § 33, stk. 4

Efter VUL § 33, stk. 4, skal der ved vurderingen af ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, foretages en fordeling (stuehusfordeling) af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og den øvrige ejendom. Ved stuehusfordelingen fastsætter told- og skatteforvaltningen stuehusets ejendomsværdi, se B.3.3 .

Stuehusværdien danner grundlag for beregningen af ejendomsværdiskat efter EVSL § 4 a, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 3. Stuehusfordelingen anvendes endvidere i forbindelse med opgørelsen af eventuel skattepligtig ejendomsavance, jf. EBL § 9, hvorefter fortjeneste, der vedrører stuehuset med tilhørende grund og have, normalt er fritaget for beskatning. Endelig bruges fordelingen ved opgørelsen af eventuelle skattemæssige afskrivninger, idet den del af bygningernes anskaffelsessum, der henføres til stuehuset, holdes uden for afskrivningsgrundlaget, jf. AL § 19, stk. 5.

Der ansættes stuehusfordeling for alle ejendomme, der benyttes til landbrug m. v., uden hensyn til om ejeren faktisk bor på ejendommen. Hvis der findes flere boliger på ejendommen, foretages der stuehusfordeling for hver bolig, der beboes af en ejer. Bor der ingen ejer på ejendommen, foretages der stuehusfordeling med hensyn til den bolig, der mest naturligt anses for bestemt til beboelse for ejeren. Der foretages ikke stuehusfordeling vedrørende aftægtsboliger, medhjælperboliger m. v.

Ved stuehusfordelingen tages der ikke hensyn til, om stuehuset delvis benyttes erhvervsmæssigt. De regler, der gælder for ejendomme med blandet benyttelse, jf. nedenfor, finder ikke anvendelse på stuehuse.

Ved stuehusfordelingen udøver told- og skatteforvaltningen et skøn over, hvor stor en del af ejendomsværdien, der kan henføres til stuehuset. Alle værdier, der kan henføres til stuehuset, herunder f. eks. værdi af swimmingpool, tennisbane og lign., indgår i fordelingen.

Ved stuehusfordelingen skal der endvidere udøves et skøn over, hvor stor en del af den ansatte grundværdi, der kan henføres til stuehuset med tilhørende have. Ved fordelingen af grundværdien skønnes der over størrelsen af det areal, der anvendes til beboelsesformål. Grundværdiansættelsen for landbrugsejendomme foretages under hensyn til, at ejendommene sædvanligvis tjener til bolig for ejeren. Ved fordelingen af grundværdien regnes der derfor med samme ha-pris for stuehusgrunden som for den omkringliggende landbrugsjord.

Blandede ejendomme - VUL § 33, stk. 5

For ejendomme, som indeholder én eller to selvstændige lejligheder, og som - uden at være omfattet af VUL § 33, stk. 4 - både tjener til bolig for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, foretager told- og skatteforvaltningen en fordeling (ejerboligfordeling) af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom, jf. VUL § 33, stk. 5. Med udtrykket "tjener til bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som sommerhus.

Ved afgørelsen af, om der foreligger en selvstændig lejlighed, vil told- og skatteforvaltningen i reglen støtte sig på oplysninger i Bygnings- og Boligregisteret (BBR). Rejses der tvivl om, hvorvidt disse oplysninger er dækkende, må told- og skatteforvaltningen træffe afgørelse ud fra de konkrete omstændigheder. I praksis anses der at foreligge en selvstændig lejlighed, når beboelsen er udstyret med eget køkken med afløb.

En ejendom anses for benyttet erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, når værdien af de erhvervsmæssigt benyttede dele af bygninger og grund udgør 25 pct. eller mere af ejendommens samlede værdi. Udlejning til beboelse anses ikke for erhvervsmæssig benyttelse i denne forbindelse, Skat 1990.7.508.

Der skal endvidere foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 5, hvor en væsentlig del af ejendommen anvendes erhvervsmæssigt, og ejendommen indeholder en bolig, der stilles til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16, stk. 9. Endelig skal der foretages en fordeling i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig i en sådan ejendom til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10. Told- og skatteforvaltningen skal fordele ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den ansatte eller hovedaktionæren, og på den øvrige ejendom.

Tofamilieshuse - VUL § 33, stk. 6

For ejendomme, der indeholder to selvstændige lejligheder, og som tjener til bolig for ejeren (eller ejerne) uden at være omfattet af VUL § 33, stk. 4 eller 5, foretager told- og skatteforvaltningen i forbindelse med vurderingen en fordeling af ejendomsværdien på de to lejligheder, jf. VUL § 33, stk. 6. Med udtrykket "tjener til bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejednommen som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som sommerhus. Der foretages ingen fordeling af grundværdien.

Fordelingen af ejendomsværdien på de selvstændige lejligheder sker med udgangspunkt i det etageareal, der hører til hver af lejlighederne. Ved fordelingen må der tages hensyn til den benyttelse af ejendommens grund og have, der er knyttet til den enkelte lejlighed. Er der væsentlig forskel på lejlighedernes beliggenhed eller kvalitet, må told- og skatteforvaltningen anlægge et skøn over fordelingen.

Benyttes ejendommen erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, jf. ovenfor, foretages fordelingen efter VUL § 33, stk. 5.

Der foretages ikke fordeling efter VUL § 33, stk. 6, for ejendomme med mere end to selvstændige lejligheder, se dog F.1.2 .

Der skal endvidere foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 6, hvor der stilles en bolig i ejendommen til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16, stk. 9, samt i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig i ejendommen til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10.

Skovbrugsejendomme - VUL § 33, stk. 7

For skovbrugsejendomme foretages i forbindelse med vurderingen fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom, jf. VUL § 33, stk. 7. Med udtrykket "tjener til bolig for ejeren" menes her de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som helårsbolig og ikke de tilfælde hvor ejeren benytter ejendommen som sommerhus. I forbindelse med fordelingen fastsætter told- og skatteforvaltningen ejerboligens ejendomsværdi. I ejendomsværdien indgår foruden boligens bygningsværdi værdien af det grundareal, som skønnes at høre til boligen. Boligens grundareal beregnes - i modsætning til skovens grund - på grundlag af en fastsat kvadratmeterpris.

Der foretages kun ejerboligfordeling for skovbrugsejendomme, hvis ejeren bor på ejendommen. Der skal dog også foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 7, for skovbrugsejendomme, hvor der stilles en bolig til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. LL § 16, stk. 9, samt i tilfælde, hvor en hovedaktionær modtager udbytte i form af, at selskabet stiller en bolig på ejendommen til rådighed, jf. LL § 16 A, stk. 10.

En ejendom falder ind under § 33, stk. 7, såfremt den er vurderet som en skovejendom, omfatter mindst 25 ha skov og ejes af andre end stat og kommune.

Hvor skovarealet for disse ejendomme kun udgør en del af den faste ejendom, og hvor der til et skovareal knytter sig andre værdier end de egentlige skovmæssige, skal der i forbindelse med vurderingen foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del af ejendommen, der benyttes til skov, og på den øvrige del af ejendommen.

Ved fordelingen henregnes følgende til den skovmæssigt benyttede del af en ejendom

1) Det bevoksede areal samt hertil naturligt knyttede ubevoksede arealer, f.eks. tjenestejord, brandlinier, eng, hede, klit, mose, planteskole, privat vej, sø og vandløb.

2) Merværdi, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer.

3) Merjagt, som knytter sig til de under 1) nævnte arealer.

4) Pyntegrønt og anden biproduktion, som direkte er afledet af skovdriften.

5) Bygninger, der indgår i skovdriften: a)ejerbolig, b) driftsbygninger, herunder eventuelt savværk o.l., c) funktionærboliger, d) skovarbejderboliger og e) jagthytter.

6) Jorden under de i punkt 5 nævnte bygninger, således landbrugsarealet til skovfogedsteder o.lign.

Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder tjenestesteder og arbejderboliger, som varigt er udlejet til andre end skovens personale, aftægtsboliger samt bygninger, der er indrettet til andre formål end skovdrift f.eks. traktørsted, museum, udstillingslokale o. lign.

Uden for den skovmæssigt benyttede del af en ejendom falder endvidere campingpladser samt arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding af forekomster i jorden f.eks. grus-, kridt-, ler-, brunkuls-, tørvemose- og mergellejer m.v.

Den anførte afgrænsing er ikke udtømmende.

Mindre landejendomme - VUL § 33, stk. 8

For ejendomme, hvis grundareal overstiger 5.000 m2 og helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor der ikke foretages fordeling efter bestemmelserne i VUL § 33, stk. 4-7, foretager told- og skatteforvaltningen en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligdelen, og på den øvrige del af ejendommen, jf. VUL § 33, stk. 8. Ved fordelingen anses 5.000 m2 af grundarealet for at høre til boligdelen. Hvis det grundareal, der ligger i umiddelbar forbindelse med boligen, er mindre end 5.000 m2, anses kun dette for at høre til boligdelen, jf. VUL § 33, stk. 11. Ved at arealet ligger i umiddelbar forbindelse med boligen forstås, at ingen del af arealet er adskilt fra det øvrige, f. eks. ved en mellemliggende ejendom eller ved gennemskæring af offentlig vej.

Fordeling efter VUL § 33, stk. 8, jf. stk. 11, er indført med særligt henblik på ejendomme, hvor den landbrugsmæssige benyttelse anses for underordnet i forhold til den beboelsesmæssige. Det drejer sig gerne om tidligere landbrugsejendomme, hvor den egentlige landbrugsjord er solgt fra. De fleste sådanne ejendomme er kendetegnet ved, at de har et væsentligt større grundareal end det, der normalt knytter sig til en parcelhusejendom i byzone, og ved samtidig at have store udhusarealer. Hvis der til ejendommen hører driftsbygninger, skal told- og skatteforvaltningen tage stilling til, om disse bygninger hører til boligdelen eller til resten af ejendommen.

Vindmølleparceller - VUL § 33, stk. 9

For ejendomme, der er samnoteret med en vindmølleparcel, og hvor der ikke foretages fordeling efter VUL § 33, stk. 4-7, foretager told- og skatteforvaltningen en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligen, og den del, der knytter sig til vindmølleparcellen, jf. VUL § 33, stk. 9.

Ifølge VUL § 8, stk. 1, skal arealer, der i forening udgør en fast ejendom, vurderes samlet. Flere matrikelnumre, der ifølge notering i matriklen skal holdes forenet, anses i denne forbindelse for én ejendom. Indtil udgangen af juli 1996 stilledes der krav om, at en vindmølleparcel blev holdt samnoteret med ejerens øvrige faste ejendom. For ejere af enfamiliehuse og andre ejendomme, for hvilke der ikke foretoges ejerboligfordeling, betød samnoteringen, at deres ejendomsværdiskat skulle beregnes på grundlag af værdien af både ejerboligen og vindmølleparcellen. Bestemmelsen i VUL § 33, stk. 9, er indsat for at sikre, at der foretages boligfordeling for alle ejendomme, der er samnoteret med vindmølleparceller, uden hensyn til hovedejendommens størrelse og benyttelse.

E.3 § 33, stk. 10

Fordeling på begæring af ejer og andre.

Told- og skatteforvaltningen foretager fordeling af ejendomsværdien, grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer i alle andre tilfælde, hvor lovgivningen forudsætter en sådan fordeling (f. eks. hvor brugeren af en del af en ejendom ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af den pågældende del af ejendommen), og der inden vurderingen er fremsat begæring herom under meddelelse af de fornødne oplysninger.

E.4 § 33 A

Mindre udlejningsejendomme

Ejere af udlejningsejendomme med 3-6 beboelseslejligheder kan under visse betingelser vælge at lade den lejlighed i ejendommen, som de selv bebor, omfatte af ejendomsværdiskatten, jf. EVSL § 4, nr. 6. Ejendomsværdiskatten træder i så fald i stedet for den indkomstbeskatning, der ellers skulle finde sted på grundlag af en ligningsmæssigt fastsat lejeværdi, jf. SL § 4, stk. 1, litra b, 2. pkt.

Det er dog en betingelse, at ejeren af den beboede lejlighed anmoder om en vurdering efter VUL § 33 A. Ejeren skal senest den 1. oktober i det år, hvor vurderingen foreligger, give told- og skatteforvaltningen meddelelse om, at den beboede lejlighed skal være omfattet af ejendomsværdiskatten for det pågældende og for fremtidige indkomstår. Valget af at lade sig beskatte efter reglerne for ejendomsværdiskat er altså bindende.

I udlejningsejendomme med 3-6 beboelseslejligheder, hvori mere end én lejlighed var beboet af ejere den 27. april 1994, og som i indkomståret 1999 var undergivet de dagældende regler i LL § 15 C om standardiseret lejeværdiberegning, er de lejligheder, som ejerne beboede den 27. april 1994, omfattet af ejendomsværdiskatten, jf. EVSL § 4, nr. 7. Ejerne kan omfordele lejlighederne i ejendommen, men antallet af lejligheder, der omfattes af ejendomsværdiskatten, kan ikke forøges. Hvis en ejer fraflytter sin lejlighed i mere end to år, indgår denne lejlighed ikke længere i det antal, der omfattes af ejendomsværdiskatten.

Når der i en ejendom med mere end to beboelseslejligheder er mere end én lejlighed, der bebos af en ejer, kan ejerne ikke nu vælge at lade deres lejligheder omfatte af ejendomsværdiskatten.

Boligfællesskaber

I ejendomme med mere end to beboelseslejligheder, som ejes og bebos af deltagerne i et boligfællesskab, jf. nedenfor, er de lejligheder, som deltagerne har brugsret over, omfattet af ejendomsværdiskatten, såfremt ejendommen i indkomståret 1999 var undergivet de dagældende regler i LL § 15 C om standardiseret lejeværdiberegning, jf. EVSL § 4, nr. 8. Fremtidige deltagere er bundet af boligfællesskabets valg.

De boligfællesskaber, som nævnes i EVSL § 4, nr. 8, er boligsamejer, boliginteressentskaber, boligkommanditselskaber og andre fællesskaber, der ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, og hvor der til deltagelsen er knyttet en brugsret i ejendommen.

Hvis en lejlighed ophører med at tjene som bolig for en deltager, vil lejligheden ikke længere være omfattet af ejendomsværdiskatten.

Særskilt vurdering - VUL § 33 A

For ejendomme, der omfattes af EVSL § 4, nr. 6, ansætter told- og skatteforvaltningen en særskilt ejendomsværdi for den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og en særskilt ejendomsværdi for den resterende del af ejendommen, jf. VUL § 33 A, stk. 2. Summen af boligværdien og værdien af den øvrige ejendom kan afvige fra den ejendomsværdi, der ansættes for den samlede ejendom.

For ejendomme, der omfattes af EVSL § 4, nr. 7 og 8, ansætter told- og skatteforvaltningen en særskilt ejendomsværdi for hver enkelt af de lejligheder m. v., der tjener til bolig for en ejer af ejendommen, og en særskilt ejendomsværdi for den resterende del af ejendommen, jf. VUL § 33 A, stk. 2. Summen af boligværdierne og værdien af den resterende ejendom kan afvige fra den ejendomsværdi, der ansættes for den samlede ejendom.

Den særskilte ansættelse af ejendomsværdi for den del af ejendommen, der tjener til bolig for en ejer, foretages, som om den pågældende bolig var tinglyst som en selvstændig ejerlejlighed, jf. VUL § 33 A, stk. 3. Den særskilte ansættelse af ejendomsværdi for den del af ejendommen, som ikke tjener til bolig for ejer, foretages, som om den pågældende del af ejendommen var en selvstændig ejendom, jf. VUL § 33 A, stk. 4.

Ved anmodning om vurdering efter VUL § 33 A, stk. 2 og 3, skal der betales et gebyr på et grundbeløb på 450 kr. for hver enkelt ansættelse, jf. VUL § 33 A, stk. 5. Beløbet reguleres efter PSL § 20.

E.5 Årsregulering

VUL § 3 A ophæves med virkning fra og med indkomståret 2007. Sidste gang der foretages årsregulering er pr. 1. oktober 2006.

Generel beskrivelse af retningslinierne for gennemførelsen af årsreguleringen fremgår af afsnit B.4

Ved årsreguleringen af fordelinger af grundværdien anvendes samme sats, som ved reguleringen af den pågældende ejendoms grundværdi.

De årsregulerede ejerboligværdier/boligværdier - herunder stuehusværdier - fastsættes til samme procent af ejendomsværdi, som ejerboligværdien/boligværdien udgjorde i basisniveauet.

Den årsregulerede dækningsafgiftspligtige forskelsværdi fastsættes til samme procent af den samlede forskelsværdi som i basisniveauet.

De årsregulerede fritagelser efter § 7 og § 8 i den kommunale ejendomsskattelov fastsættes til samme procent af grundværdien minus fradraget for forbedringer som i basisniveauet. Grundværdi minus fradrag for forbedringer i fremmed kommune årsreguleres på tilsvarende måde.

E.1 § 33, stk. 1 - 3

E.2 § 33, stk. 4 - 9 samt 11

E.3 § 33, stk. 10

E.4 § 33 A

E.5 Årsregulering