PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 O. OMGØRELSE, SKATTEFORBEHOLD OG ÆNDRING AF VALG I SELVANGIVELSEN

Processuelle regler på SKATs område 2007-3

O. Omgørelse, skatteforbehold og ændring af valg i selvangivelsen

O.1 Omgørelse

Generelt om omgørelse

Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har utilsigtede skattemæssige virkninger, som er væsentlige og uhensigtsmæssige. Muligheden for at tillade omgørelse forudsætter som udgangspunkt, at den ændringen i den oprindelige privatretlige disposition sker mellem de samme parter. I sagen SKM2006.405.LSR , hvor der ikke blev tilladt omgørelse. var forholdet det, at klageren havde anvendt midler placeret i virksomhedsskatteordning til hos en bank at købe aktier, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, hvorfor der skulle ske ophørsbeskatning. Med henblik på at undgå dette ønskede klageren at videresælge aktierne til sit holdingsselskab og anmodede derfor om omgørelse vedrørende den oprindelige aftale om køb af aktierne. Landsskatteretten gav afslag og lagde vægt på, at som anmodningen var indgivet, ville et videresalg til holdingselskabet ikke være en ændring af den oprindelige aftale mellem klageren og banken om køb af aktier, hvorfor der ikke var tale om omgørelse af den disposition, skatteansættelsen hvilede på. I modsætning hertil tillod Landsskatteretten i SKM2007.210.LSR , at der blev tilladt omgørelse af en aktieoverdragelse til 2 personer, idet denne overdragelse skulle annulleres og erstattes af en overdragelse af aktierne direkte til 2 trusts, dvs. en aftale med nye parter. Skatteministeriet har indbragt kendelsen for domstolene med bl.a. den begrundelse, at inddragelse af en ny part ligger uden for rammerne af, hvad det vil sige at ændre eller ophæve den oprindelige disposition. I SFL § 29 findes hjemmel til at tillade omgørelse af rent privatretlige dispositioner i relation til ansættelser af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. nærmere nedenfor. En tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og afgiftsområdet. SFL § 29 er en videreførelse af den tidligere tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, blot med den forskel, at anvendelsesområdet for SFL § 29 er udvidet til også at omfatte gaveafgiftsområdet.

Reglerne om omgørelse i SFL § 29 vil i praksis ikke have betydning i det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i ligningslovens § 2, stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder betingelserne i ligningslovens § 2, stk. 4, for at foretage betalingskorrektion.

Retstilstanden inden 1. juli 1999

Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er indgivet fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår anmodninger indgivet inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV Almindelig del 1998, afnist A.H.2.4 og LV Selskaber og aktionærer 1998, afsnit S.F.1.2.6. Denne beskrivelse skal suppleres med dommen SKM2003.140.VLR , hvor anmodning om omgørelse var indgivet tidligere end 1. juli 1999, og hvor tilladelse til omgørelse blev afslået, fordi det dagældende krav om god tro ikke var opfyldt.

Afgrænsningen mellem skatteretlige og privatretlige ændringer

Reglerne om omgørelse finder ikke anvendelse, når der anmodes om en ren skatteretlig ændring, der ikke er afledt af en ændring af et underliggende privatretligt forhold.

Der kan henvises til SKM2002.212.LR , hvor det blev lagt til grund, at den dagældende tilsvarende regel i skattestyrelsesloven om omgørelse ikke kunne anvendes til at tillade en bil , der var indskudt i virksomhedsskatteordningen, tilbageført. Der kan endvidere henvises til SKM2005.121.LR , hvor reglerne om omgørelse ikke kunne anvendes i en situation, hvor en skattefri fusion ønskedes ændret til en skattepligtig fusion. Endelig kan nævnes SKM2007.166.LSR , hvor Landsskatteretten var af den opfattelse, at omgørelsesreglerne ikke kunne anvendes i en situation, hvor der var udbetalt kørselsgodtgørelse fra et selskab til hovedaktionæren. Betingelserne for at anse kørselsgodtgørelsen for skattefri var ikke opfyldt, hvorfor der blev anmodet om omgørelse, der skulle effektueres ved, at tilbagebetalingen af godtgørelsen blev modregnet i selskabets gæld til hovedaktionæren med tilbagevirkende kraft. Landsskatterettens begrundelse for at afvise omgørelse var, at anmodningen om omgørelse ikke indeholdte et ønske om at omgøre en disposition, men derimod et ønske om at foretage et afdrag på en bestående fordring uden relation til den af klageren foretagne kørsel. LSR-afgørelsen kan formentlig forklares med den valgte sammenkædning med afdrag på gælden, idet der ikke er hjemmel til at tilbagedatere afdrag på gæld. Isoleret set er udbetaling af kørselsgodtgørelse en privatretlig disposition, der kan omgøres, hvis betingelserne nr. 1-5 i SFL § 29 er opfyldt.

I modsætning hertil kan anføres en række afgørelser, hvor en disposition i grænsetilfælde er blevet anset for at være af privatretlig karakter, således at bestemmelsen i SSL § 37 C (svarende til SFL § 29) har kunnet anvendes. For det første kan nævnes SKM2006.629.HR , hvor en anmodning om ændring af en overdragelse med fuld succession til delvis succession samt tilbageførsel af hævede etableringskontomidler blev anset for en anmodning om ændring af en privatretlig disposition. Endvidere tillod Ligningsrådet i sagen SKM2003.547.LR , at reglerne om omgørelse kunne anvendes i en situation, hvor der efter gennemførelse af en skattefri virksomhedsomdannelse ønskedes overdraget yderligere af skatteyderens aktiver. Ligningsrådet udtalte, at der var tale om en ændring af en privatretlig disposition, samt at tilladelsen til omgørelse forudsatte, at parterne skulle foretage sådanne indbyrdes reguleringer, at de blev stillet, som om de yderligere aktiver var overdraget i forbindelse med den oprindelige virksomhedsomdannelse. Ligningsrådet tillod endvidere omgørelse i sagen SKM2004.32.LR . Anmodningen var en følge af, at det i forbindelse med en skattefri virksomhedsomdannelse var fastsat, at det første regnskabsår skulle løbe i 18 måneder. Dette ønskedes ændret til 12 måneder af hensyn til kravene i virksomhedsomdannelseslovens § 3, stk. 2. Under hensyn til, at omgørelsesinstituttet efter praksis inden gennemførelsen af SSL § 37 C havde omfattet sådanne situationer, samt da betingelserne i SSL § 37 C i øvrigt var opfyldt, tillod Ligningsrådet omgørelse af fastsættelse af regnskabsårets længde. Endelig kan nævnes sagen SKM2004.33.TSS , hvor Told- og Skattestyrelsen udtalte, at reglerne om omgørelse i SSL § 37 C skulle anvendes i en situation, hvor der først var givet tilladelse til skattefri fusion, men hvor det fortsættende selskab efterfølgende ønskede at udstede anparter til anpartshaverne i det ophørende selskab med henblik på at opfylde kravet i fusionsskattelovens § 2, stk. 1.

Alternativer til omgørelse

Under hensyn til karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de alternative muligheder, der eksisterer for at sikre sig mod uforudsete skattemæssige virkninger af privatretlige dispositioner, er adgangen til at tillade omgørelse begrænset, jf. nærmere nedenfor om betingelserne for omgørelse.

Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en bindende ligningssvar fra told- og skatteforvaltningen/Skatterådet, adgangen efter ligningslovens § 2, stk. 4, for koncernforbundne parter til at berigtige en prisaftale ved betalingskorrektion og anerkendelsen efter skatteforvaltningslovens § 28 af retten til at tage et skatteforbehold.

Virkningerne af en omgørelsestilladelse

Det fremgår af SFL § 29, stk. 1, at "i det omfang en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat hviler på en privatretlig disposition, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tilægges virkning for ansættelsen indkomst- eller ejendomsværdiskat (omgørelse)", hvis nærmere angivne betingelser er opfyldte. En tilladelse til omgørelse indebærer således en accept af, at en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning for den oprindeligt foretagne ansættelse, således at ansættelsen "bliver forkert" og må ændres.

Udgangspunktet er, at parternes ansættelser skal foretages som om den privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en disposition fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt havde fundet sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis parterne ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages kompensation for statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis forbedringer/forringelser på de tilbageførte aktiver. Parterne skal skattemæssigt behandle sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det der kompenseres for.

Som et led i retableringen af status på det oprindelige overdragelsestidspunkt skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den mellemliggende periode annulleres, således at den oprindelige overdrager bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. Den oprindelige overdragers adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende periode beror på den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende af- og nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det oprindelige aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske tilbageføring af indtægter og udgifter vedrørende løbende underaftaler med tredjemand og personlig virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke vil have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt hjemmel til at kræve forrentning, jf ligningslovens § 2, stk. 1, eller den manglende forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. TfS 1998, 199 HD.

Krav til anmodningen

Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den mellemliggende periode. Skatterådet har udnyttet bemyndigelsen i SFL § 29, stk. 2, til at fastsætte generelle retningslinjer. Af disse retningslinjer fremgår, at der i anmodningen skal oplyses om indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag på lån samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, der betales som led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, at der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.

Ikke alle privatretlige ændringer kræver omgørelse

De skattemæssige reguleringer som følge af ændring af en oprindelig privatretlig disposition kræver ikke altid tilladelse til skattemæssig omgørelse. Som eksempler på, at annullering af de skattemæssige virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse kan nævnes tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være ugyldig eller uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge af omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige dispositionstidspunkt.

De skattemæssige reguleringer vil i sådanne tilfælde være en konsekvens af de privatretlige virkninger, således at der kan anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen uden indhentelse af tilladelse til omgørelse. Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre, at den privatretlige disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf. for eksempel TfS 2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en kapitalpensionsordning blev skattemæssigt annulleret uden brug af omgørelsesinstituttet. Se tilsvarende TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738 TSS, hvor fejlagtige dispositioner vedrørende pensionsordninger kunne ændres uden anvendelse af omgørelsesinstituttet.

Omgørelse relevant trods særskilt hjemmel til efterbeskatning

Endelig bemærkes, at behandling efter omgørelsesreglerne efter omstændighederne kan ske, selv om de skattemæssige virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret i lovgivningen. Under forudsætning af, at betingelserne i SFL § 29, stk. 1, er opfyldt, kan efterbeskatning således bortfalde, jf. SKM2003.476.LR . Der var tale om, at den skattepligtige havde anvendt hensatte etableringskontomidler til anskaffelse af en virksomhed, der imidlertid ikke blev godkendt til at være erhvervsmæssigt drevet. Da samtlige betingelser i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, blev anset for opfyldt, fik den skattepligtige tilladelse til omgørelse. Dvs. at de hævede midler, incl. renter frem til hævningstidspunktet, kunne tilbageføres til etableringskontoen, således at de skattemæssige virkninger af hævningen bortfaldt.

Se tilsvarende SKM2005.419.LR , hvor der blev tilladt omgørelse af indbetalinger på en skattebegunstiget pensionsordning. Klageren havde oprettet ordningen i Danmark, og fortsatte indbetalingen efter fraflytning til grønland. Det blev anset for en utilsigtet skattemæssig virkning, at der hverken var fradragsret i Danmark eller i Grønland, hvorfor omgørelse blev tilladt, uanset at der ikke i pensionsbeskatningslovens regler var hjemmel til korrektion af indbetalingerne. Se endvidere SKM2004.291.LR , hvor der blev tilladt omgørelse i et tilfælde, hvor en indbetaling på en skattebegunstiget pensionsordning kun delvist blev anset for fradragsberettiget løn. Det overskydende indbetalte beløb kunne således tilbageføres fra pensionskontoen uden efterbeskatning efter reglerne i pensionsbeskatningsloven. Tilsvarende blev der tilladt omgørelse i SKM2006.789.LSR , hvor den skattepligtige som følge af en manglende revisorerklæring blev nægtet fradrag for en pensionsindbetaling i henhold til PBL § 15 A og derfor ønskede indbetalingen tilbageført. Derimod blev der i SKM2006.245.LSR ikke tilladt omgørelse vedrørende indbetaling på en pensionsordning, idet anledningen til ønsket om tilbageføring fra pensionsordningen ikke var utilsigtede eller uforudsete skattemæssige virkninger, men derimod udfaldet af en privat voldgiftssag.

Faktisk umulighed

Det er en overordnet forudsætning for en tilladelse til omgørelse, at det er faktisk muligt i hovedtræk at genetablere den oprindelige privatretlige tilstand, jf. SKM2002.321.LR , hvor tilladelse til omgørelse forudsatte tilbageføring af forrentning af et lån mellem en anpartshaver og dennes selskab. Tilladelse til omgørelse blev nægtet, fordi selskabet var opløst og efter det oplyste ikke ville blive forsøgt reassumeret. Der blev ligeledes nægtet tilladelse i SKM2005.121.LR , hvor Ligningsrådet udtalte, at et selskabs opløsning - herunder ved fusion - er uigenkaldelig i den forstand, at der ikke kan ske en "genoplivelse" af det tidligere selskab som juridisk person.

Modsat SKM2003.470.LR , hvor der blev tilladt omgørelse i en situation, hvor et dansk selskab havde foretaget kapitalindskud i et amerikansk datterselskab uden modsvarende udstedelse af aktier i datterselskabet. Omgørelsen gik ud på, at beskatningen kunne frafaldes, hvis datterselskabet nu udstedte de aktier, der oprindelig skulle have været udstedt i forbindelse med kapitalindskuddet. Det var ikke til hinder for tilladelsen til omgørelse, at der efter de civilretlige amerikanske regler ikke kunne udstedes aktier med tilbagevirkende kraft. Endvidere kan nævnes afgørelsen SKM2004.344.LR , hvor der blev tilladt omgørelse af en skattefri virksomhedsomdannelse af et interessentskab, der var gennemført ved, at interessentskabets aktiebeholdning var overdraget til et nystiftet selskab. Tilladelsen indebar, at de overdragne aktier skulle føres tilbage til interessentskabet, hvorimod det ikke blev krævet, at det nystiftede selskab nødvendigvis skulle opløses ved likvidation, idet stiftelsen ikke blev anset for en tilstrækkelig integreret del af virksomhedsomdannelsen.

Til forskel herfra har Ligningsrådet i afgørelsen TfS1994.694.LR udtalt, at en tilbageføring af det nystiftede selskab til stifteren ikke kan udløse tilladelse til omgørelse. Endelig kan nævnes afgørelsen SKM2004.155.LR , hvor omgørelsesreglerne ikke kunne anvendes til ændre den tidligere aftalte dato for overdragelse af en bil til hovedanpartshaverens selskab.

Betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 1

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 1, der svarer til den tidligere SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1, må dispositionen "ikke i overvejende grad have være båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter." Omgørelse af dispositioner i form af fx overdragelse af aktiver til en åbenbar over- eller underkurs vil således normalt ikke kunne tillades, jf. f.eks. SKM2002.403.LR , hvor der ikke blev tilladt omgørelse af en gaveoverdragelse af aktier fra forældre til børn til en væsentlig underkurs, idet det blev lagt til grund, at et af hovedformålene med overdragelsen var at undgå, at børnene skulle betale gaveafgift. På den anden side vil omgørelse normalt kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan dispositionen må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn end at udskyde skatten. Se også SKM2006.629.HR , hvor der var sket overdragelse med succession, hvilket ikke var til hinder for omgørelse. Se endvidere SKM2006.789.LSR , hvor SFL § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var til hinder for omgørelse i en situation, hvor en avance ved salg af virksomhed var indbetalt på en pensionsordning i henhold til PBL § 15 A, idet formålet med oprettelse af ordningen ikke blot var skattebesparelse, men også at sikre fremtidige pensionsindtægter.

I sagen SKM2003.422.LR blev tilladelse til omgørelse nægtet i et tilfælde, hvor den skattepligtige havde indtægtsført vederlaget for en arbejdsopgave i sit 100%-ejede selskab, men hvor skattemyndighederne beskattede vederlaget hos den skattepligtige selv. Begrundelsen for afslaget var, at indtægtsførelsen i selskabet tilsigtede skatteudskydelse. Sidstnævnte afgørelse har været genbehandlet, men fastholdt, jf. SKM2004.68.LR . Se tilsvarende SKM2006.133.VLR , hvor betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt i en situation, hvor en revisor blev anset for rette indkomstmodtager i forhold til et honorar, der var indtægstført i revisorens selskab. På linje hermed er dommen SKM2005.489.VLR , hvor den skattepligtige drev forfatter- og komponistvirksomhed i selskabsform og havde undladt at lade sig udbetale løn, uanset at selskabet ikke var nødlidende. Som følge heraf blev udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig indkomst for den skattepligtige, der derfor ønskede tilladelse til omgørelse, således at der alligevel blev udbetalt løn. Omgørelse blev nægtet med henvisning til SFL § 29, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, idet lønafkaldet blev anset for i overvejende grad at motiveret af skattebesparelse, ligesom de relevante oplysninger ikke var lagt klart frem for myndighederne.

Betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 2

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 2, der svarer til den tidligere SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, skal dispositionen "utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige." Dispositionen skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger for den skattepligtige. I kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed i relation til den pågældende disposition, men et generelt krav om, at de uforudsete skattemæssige virkninger er væsentlige.

Den ledende dom om betingelse nr. 2 er SKM2006.629.HR , hvor det fastslås, at betingelse nr. 2 er opfyldt, medmindre den skattepligtige rent faktisk var bekendt med de efterfølgende skattemæssige virkninger. I denne sag havde den skattepligtige anvendt etableringskontomidler til køb af faderens ejendom og med fuld succession. Da der i forbindelse med fuld succession ikke kan anvendes etableringskontomidler, skulle der ske efterbeskatning efter reglerne herom i etableringskontoloven. Der blev derfor anmodet om omgørelse, således at overdragelsen i stedet for skulle ske med delvis succession. Højesteret anså betingelsen i den dagældende SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, for opfyldt, selv om den skattepligtige inden indgivelsen af selvangivelsen havde modtaget et brev fra den lokale skattechef om, at det ikke var muligt at anvende etableringskontomidler. Den skattepligtige havde imidlertid ikke åbnet dette brev, og havde derfor på tidspunktet for indgivelse af selvangivelse med valg af fuld succession ikke kendskab til brevets indhold. Følgende kan citeres fra præmisserne i Højesterets dom: "Højesteret finder, at bestemmelsen efter sin ordlyd må forstås således, at der ikke i nr. 2 er hjemmel til at betinge omgørelse af andet og mere end, at den privatretlige disposition blev foretaget, uden at de skattemæssige virkninger, som indtræder, var forudset på dispositionstidspunktet. Omgørelse kan således ikke nægtes med henvisning til, at den skattemæssige virkning burde være forudset, eller at selvangivelse blev indleveret med kendskab til den skattemæssige konsekvens. På denne baggrund lægger Højesteret efter bevisførelsen til grund, at der i sagen utvivlsomt foreligger utilsigtede skattemæssige virkninger. Væsentligheden er ikke bestridt."

Som følge af begrundelsen i SKM2006.629.HR kan begrundelsen i SKM2006.245.LSR , ikke opretholdes, idet Landsskatteretten i sin begrundelse for ikke at anse betingelse nr. 2 for opfyldt, har henvist til, at det burde have stået klageren klart, at et indskud på en pensionsordning ikke kunne udnyttes fuldt ud fradragsmæssigt. Efterfølgende har Landsskatteretten da også i SKM2006.789.LSR givet en klager medhold i, at der var tale om utilsigtede skattemæssige virkninger i en situation, hvor klageren var blevet nægtet fradrag for indbetaling af en ejendomsavance på en ophørspensionskonto, jf. PBL § 15 A. Årsagen til, at fradrag blev nægtet var, at der som krævet i bek. nr. nr. 326 af 10. maj 2001 om beskatning af pensionsordninger ikke var indsendt en revisorerklæring om fortjenestens størrelse. Skattecentret havde anset dette krav for så klart foreskrevet, at der i modstrid med Landsskatterettens afgørelse ikke var tale om utilsigtede skattemæssige virkninger, når kravet ikke blev efterlevet.

Derimod er det daværende Ligningsråds praksis vedrørende perioden inden SKM2006.245.LSR i overensstemmelse med ovennævnte højesteretsdom. Fra denne praksis kan nævnes følgende afgørelser

SKM2002.403.LR , hvor Ligningsrådet udtalte, at opfyldelse af betingelsen i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, ikke forudsætter god tro hos den skattepligtige.

Endvidere kan henvises til SKM2002.122.LR . I denne sag var der anmodet om tilladelse til omgørelse af salg af aktier foretaget mindre end 3 år efter anskaffelsen. Uanset at den skattepligtige havde overset en klar lovregel, blev betingelsen i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, anset for opfyldt, således at der blev givet tilladelse til omgørelse.

I Ligningsrådets afgørelse SKM2001.657.LR blev der tilladt omgørelse af et vederlag for goodwill overdraget mellem interesseforbundne selskaber, der var blevet beskattet som tilskud, allerede fordi det utvivlsomt ikke var tilsigtet, at vederlaget skulle behandles som tilskud. På linje hermed kan anføres Ligningsrådets afgørelse i SKM2001.289.LR , hvor der blev tilladt omgørelse, uanset at det direkte fulgte af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, at anvendelse af virksomhedsskatteordningen til anskaffelse af investeringsbeviser udløste efterbeskatning. Tilsvarende SKM2006.404.LSR , hvor der blev tilladt omgørelse vedrørende anskaffelse af investeringsbeviser, der ikke kunne indgå i virksomhedsskatteordningen, således at købet af investeringsbeviser blev tilbageført og erstattet af køb af obligationer, der kunne indgå i virksomhedsskatteordningen.

Der blev ligeledes tilladt omgørelse med henblik på at annullere en aftalt forrentning i sagen SKM2001.221.LR , hvor der i tillid til skattemyndighedernes senere af Højesteret underkendte praksis om fikseret rente var aftalt og selvangivet forrentning i et selskabsmellemværende. Beskatningen af den selvangivne renteindtægt blev på dette grundlag anset for en utilsigtet skattemæssig virkning.

Modsat blev der i sagen SKM2001.537.LSR nægtet tilladelse til omgørelse, fordi den aftalte og selvangivne forrentning blev anset for en følge af koncernens interne forretningspraksis, således at beskatningen af den selvangivne renteindtægt ikke var en utilsigtet skattemæssig virkning.

Betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 3

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 3, der svarer til den tidligere SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen "have været lagt klart frem for myndighederne." Dispositionen skal således oprindeligt have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Denne betingelse var ikke opfyldt hverken i SKM2002.403.LR ., SKM2003.422.LR ., eller SKM2005.489.VLR . Sidstnævnte er refereret under omtalen af SFL § 29, stk. 1, nr. 1. Som seneste dom kan nævnes SKM2006.188.VLR , hvor den skattepligtige ønskede omgørelse af en overdragelse af nogle anparter til det af ham ejede holdingselskab. Da overdragelsen fejlagtigt var sket til overpris, var avancebeskatningen blevet for stor. Retten fandt ikke, at oplysningen om overdragelsen var lagt klart frem, da der hverken var oplyst noget om den i selskabets årsregnskab eller i overdragerens selvangivelse, og det ændrede ikke noget heri, at overdragelsen var oplyst til alkoholbevillingsmyndigheden.

Betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 4

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 4, der svarer til den tidligere SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at "de privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige."

En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de privatretlige virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage væsentlige skønsmæssige skatteansættelser. I sagen SKM2004.155.LR blev der anmodet om tilladelse til at ændre datoen for den skattepligtiges køb af en tidligere firmabil. Da købet skete med den skattepligtiges eget selskab som mellemled ville en tilladelse til omgørelse udløse så mange kompenserende reguleringer, at betingelsen i den dagældende tilsvarende bestemmelse i SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, ikke blev anset for opfyldt.

Bestemmelsen er i øvrigt parallel til bestemmelsen om skatteforbehold i SFL § 28, stk. 2, jf. afsnit O.2 .

Betingelsen i SFL § 29, stk. 1, nr. 5

Efter SFL § 29, stk. 1, nr. 5, der svarer til den tidligere SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse betinget af, »at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.« Det påhviler den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse er opfyldt.

Kompetence/klage fra og med 1. november 2005

Kompetencen til at tillade omgørelse vedrørende anmodninger indgivet fra og med 1. november 2005 er placeret hos SKAT, hvis afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Vedrørende anmodninger indgivet inden den 1. november 2005 henvises til den tidligere udgave af denne vejledning 2005 - 2.

Overgangsregler pr. 1. november 2005

Af ikrafttrædelsesbestemmelsen i SFL § 62 fremgår, at i det omfang, der pr. 1. november 2005 verserer uafsluttede 1. instans- og klagesager om omgørelse, skal 1. instanssager i den skatteansættende myndighed overgå til behandling i SKAT, medens klagesager i det inden 1. november 2005 eksisterende Ligningsrådet skal overgå til behandling i Landsskatteretten.

Frister

Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SFL § 29 er opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne tillade omgørelse og dermed genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2.

Anderledes, hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis en sådan anmodning er indgivet efter 12. marts 2003, forudsætter en tilladelse til omgørelse, at genoptagelsesfristerne vedrørende den efterfølgende ændring af skatteansættelser er overholdt. Hvis betingelserne for tilladelse til omgørelse er opfyldt, vil der være grundlag for genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 1, forudsat 6 måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt, jf. nærmere herom i afsnit G.1.1.2 . Det fremgår her, at SKAT har kompetencen til at træffe afgørelse om såvel genoptagelse som omgørelse, herunder afgørelse om overholdelse af 6 måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, og med samme klageadgang som selve genoptagelsesspørgsmålet, dvs. til Landsskatteretten, når det drejer sig om 6 måneders fristen i omgørelsessager.

Er en anmodning indgivet inden 12. marts 2003 og mere end 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstårene 1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2. juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom i den tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under G.3.2.1 . Hvis en tilsvarende anmodning vedrører indkomstårene 1990-1996 gælder den dagældende minimumsgrænse på vejledende 3.000 kr, jf. den tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under G.3.2.2.1 .

Gebyr

Efter SFL § 29, stk. 3 er omgørelse betinget af, at der betales et gebyr på 1.100 kr (i 1987-niveau) Gebyret reguleres efter personskattelovens § 20 og udgør 1.900 kr i 2006 (1.900 kr i 2005) Gebyret skal betales, før behandlingen af omgørelsesanmodningen påbegyndes. Tilbagekaldes en anmodning om omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.

Pligt til vejledning om muligheden for omgørelse

I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af en privatretlig disposition, skal told- og skatteforvaltningen give vejledning om muligheden for omgørelse efter SFL § 29, såfremt omgørelse efter en konkret vurdering må anses for et nærliggende og relevant alternativ for den skattepligtige. Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige disposition er indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt. Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er opfyldt. Skatterådet har i henhold til bemyndigelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 2, foreslået følgende ordlyd til vejledning: "Som et alternativ til at påklage den foreslåede ændring af skatteansættelsen henledes opmærksomheden på muligheden for at anmode om tilladelse til skattemæssig omgørelse, såfremt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt. Hvis der anmodes om tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen betales et gebyr i henhold til skatteforvaltningslovens § 29, stk. 3. Nærmere oplysninger om reglerne for omgørelse kan fås ved henvendelse hertil."

Omgørelse contra klage over ansættelse (dobbelt sagsbehandling)

Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero. Hvis den skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen om omgørelse stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse om omgørelse inden afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen, skal en eventuel tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen udnyttes inden 3 måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder grundlaget for den verserende klagesag.

O.2 Skatteforbehold

Beskrivelsen nedenfor gælder for skatteforbehold, der er taget fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 6, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår skatteforbehold, der er taget inden 1. juli 1999, henvises til beskrivelsen af den tidligere administrative praksis i Ligningsvejledningen Almindelig del 1998, A.H.2.4.1.

Definitionen på skatteforbehold

Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig disposition, der medfører at dispositionen bortfalder eller får et andet indhold (eller kan bortfalde eller få et andet indhold), hvis myndighederne ved ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat, herunder gaveafgift, tillægger dispositionen en anden skatteretlig virkning end forudsat. Et skatteforbehold er i sagens natur ikke kun rettet til den eller de borgere/virksomheder, der har disponeret, men også til skattemyndighederne.

Et skatteforbehold kan udformes således, at det automatisk bliver virksomt, hvis den udløsende skatteretlige virkning indtræder, eller således at forbeholdet kun bliver virksomt, hvis det gøres gældende.

Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme problemområde som omgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 29, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende administrative problemer som omgørelse.

Kravene til et skatteforbeholds gyldighed

Efter SFL § 28, stk. 1 tillægges et skatteforbehold af bevismæssige grunde kun skatteretlig virkning, "hvis det er klart, skriftligt og oplyst over for told- og skatteforvaltningen senest samtidig med at myndigheden oplyses om dispositionens øvrige indhold."

SKAT oplyses normalt om dispositionens nærmere indhold ved at der som led i ligningsarbejdet rekvireres dokumentation for dispositionens indhold. Det er ikke et krav, at skatteforbehold oplyses i selvangivelsen.

Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på forhånd tager stilling til et skatteforbehold, før skatteforbeholdet er gjort gældende. Af TfS 1998, 680 LR følger imidlertid, at der kan ske en fremrykket stillingtagen til et skatteforbehold i forbindelse med en anmodning om bindende ligningssvar, idet gyldigheden af skatteforbeholdet var en betingelse for at kunne give bindende forhåndsbesked om en allerede foretaget disposition.

Tidsmæssigt krav til skatteforbehold

Det er forudsat i forarbejderne til den tidligere bestemmelse i SSL § 37 B, som er afløst og ført videre med den tilsvarende bestemmelse i SFL § 28, at et skatteforbehold kun kan tillægges skatteretlig virkning, hvis det er taget senest samtidig med den disposition, det er knyttet til. Vedrørende spørgsmålet om bevisbyrden for, at der er taget et skatteforbehold, kan henvises til SKM2001.495.HR , der vedrører perioden inden 1. juli 1999, men må antages at finde tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter 1. juli 1999. I denne sag havde den skattepligtige ikke løftet bevisbyrden for, at et skatteforbehold var taget inden aftalen om overdragelse. Vedrørende betingelsen om klarhed bemærkes, at det er forudsat i forarbejderne, at et skatteforbehold utvetydigt skal angive, hvilke skatteretlige virkninger, der udløser forbeholdet.

Særligt om krav til et skatteforbeholds indhold

Endvidere er det forudsat i forarbejderne, at det skal fremgå af skatteforbeholdet, hvilke privatretlige virkninger det skal tillægges, hvis den skatteretlige forudsætning brister. Det kan ikke skatteretligt tillægges betydning, hvis fx et skatteforbehold angiver, at parterne i en aftale frit kan indgå en ny aftale med oprindelig virkning, hvis skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i skatteforbeholdet er indbygget skatteforbehold vedrørende en alternativ aftale.

Sidstnævnte forbud er ikke til hinder for, at et skatteforbehold er udformet således, at de skattepligtige kan vælge mellem helt at ophæve den privatretlige disposition eller foretage det mindre skridt at ændre vilkår i den i øvrigt opretholdte privatretlige disposition i overensstemmelse med eksempelvis skattemyndighedernes værdiansættelse.

I afgørelsen SKM2001.44.LSR blev et skatteforbehold ikke anerkendt som følge af manglende opfyldelse af klarhedsbetingelsen. Skatteforbeholdet blev gjort gældende, fordi skattemyndighederne anså 2 hovedanpartshavere for rette indkomstmodtagere af et konsulentvederlag i stedet for deres selskab. Den omstændighed, at skattemyndighederne ikke havde anerkendt selskabet som rette indkomstmodtager, var ikke ensbetydende med, at skattemyndighederne dermed havde taget stilling til, hvorledes aftalen skulle have været udformet for at anse hovedanpartshaverne som rette indkomstmodtagere. Når det i skatteforbeholdet bl.a. var aftalt, at parterne skulle kunne indrette sig efter myndighedernes anvisning, var skatteforbeholdets indhold under disse omstændigheder ufyldestgørende. Selv om afgørelsen vedrører et skatteforbehold taget inden den 1. juli 1999, må den antages at finde tilsvarende anvendelse for skatteforbehold taget efter den 1. juli 1999.

Kompetence og klage

Afgørelsen af om et skatteforbehold skal tillægges skatteretlig virkning træffes af SKAT som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom påklages administrativt som andre afgørelser om de skatteretlige virkninger af en privatretlig disposition. Det vil normalt sige til skatteankenævnet og Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der fx først gøres gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke behandles af Landsskatteretten i første instans, men af SKAT i form af en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen.

Frister

Hvis anmodningen om udnyttelse af et skatteforbehold indgives inden 3 år og 4 måneder fra udløbet af det pågældende indkomstår, vil der kunne tillades genoptagelse efter SFL § 26, stk. 2, hvis betingelserne i SFL § 28 om skatteforbehold er opfyldt. Hvis anmodningen om udnyttelse af et skatteforbehold indgives efter 12. marts 2003 og mere end 3 år og 4 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra og med 1997, er tilladelse til genoptagelse, bortset fra opfyldelse af kravene i SFL § 28, betinget af, at kravet i SFL § 27, stk. 2, om en reaktionsfrist på 6 måneder er opfyldt, jf. G.1.1.2 . Er anmodningen indgivet inden den 12. marts 2003 og vedrører indkomstårene 1997-1999 gælder yderligere minimumsgrænsen på 5.000 kr i den inden den 2. juni 2003 gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 2, jf. nærmere herom i den tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under G.3.2.1. Er der tale om indkomstår inden 1997 gælder en vejledende minimumsgrænse på 3.000 kr og en vejledende reaktionsfrist på 3 måneder, jf. den tidligere udgave af denne vejledning 2005-3 under G.3.2.2.1 .

Afvisning af gyldigt skatteforbehold

Efter SFL § 28, stk. 2, "kan told- og skatteforvaltningen afvise at tillægge et skatteforbehold virkning for en ansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige."

Formålet hermed er at imødegå, at skattemyndighederne bringes i en situation, hvor de på grund af uklarhed om de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet bliver nødt til at foretage væsentlige skønsmæssige ansættelser. Anvendelsesområdet for SFL § 28, stk. 2, er derfor begrænset til situationer, hvor det ikke vil være muligt at afklare det privatretlige grundlag for en ny ansættelse i tilstrækkelig grad.

I forarbejderne til den tidligere bestemmelse i SSL § 37 B, der nu er afløst af den tilsvarende bestemmelse i SFL § 28 er som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævnt den situation, hvor dispositionen vedrører overdragelse af en virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige år efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen med den efterfølgende drift skal tilbageføres.

Det vil således kunne have betydning, hvor lang tid der går fra dispositionens foretagelse til skatteforbeholdet bliver aktuelt.

En afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning indebærer, at den privatretlige disposition skatteretligt består, indtil skattemyndighederne modtager meddelelse om, at dispositionen er ændret med fremtidig virkning.

O.3 Ændring af valg foretaget i forbindelse med selvangivelsen

SFL § 30 regulerer ændring af valg foretaget i forbindelse med selvangivelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af SSL § 37 D. Bestemmelsens anvendelsesområde er dog udvidet i forhold til tidligere med gaveafgiftsområdet.

SFL § 30, stk. 1 Indhold

I henhold til SFL § 30, stk. 1, kan SKAT efter anmodning fra den skattepligtige tillade, at en skattepligtig ændrer et valg i selvangivelsen, i det omfang myndighederne har foretaget en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, der har betydning for valget, og valget som følge heraf har fået utilsigtede skattemæssige konsekvenser.

Der findes i skattelovgivningen en række bestemmelser, hvorefter skatteansættelsen er afhængig af, at den skattepligtige træffer et valg i forbindelse med selvangivelsen. Udgangspunktet i disse tilfælde er, at valget er bindende for den skattepligtige, således at valget ikke senere kan ændres med virkning for skatteansættelsen.

Baggrund for bestemmelsen

Baggrunden for bestemmelsen er, at såfremt skattemyndighederne tilsidesætter selvangivelsen, og valget som følge heraf får uhensigtsmæssige skattemæssige virkninger for den skattepligtige, kunne den skattepligtige imidlertid ikke på tidspunktet for indgivelsen af selvangivelsen forudse de skattemæssige konsekvenser af valget, hvorfor det forekommer urimeligt af fastholde den skattepligtige herpå.

Anvendelse

Bestemmelsen finder anvendelse ved siden af de regler, hvorefter den skattepligtige i nærmere angivne situationer kan ændre et tidligere foretaget valg på selvangivelsen. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvis materielle regler i anden lovgivning forhindrer et ændret valg.

Betingelser

Det er en betingelse for tilladelse til ændring efter bestemmelsen, at det tidligere trufne valg som følge af myndighedernes korrektion eller ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var forudsat, da valget blev truffet, og at den skattepligtige kan godtgøre, at det vil have økonomiske konsekvenser, såfremt valget opretholdes.

I SKM2004.349.LR fandt Ligningsrådet ikke, at SSL § 37 D, stk. 1 var opfyldt, hvorfor Ligningsrådet afslog anmodningen om at ændre valg i selvangivelsen. Den skatteansættende myndighed havde foretaget en ændring af skatteansættelsen, men ansættelsesændringen relaterede sig ikke til det valg, som skatteyderen ønskede at ændre.

Ligeledes fik en forening, der havde indgivet selvangivelse og var lignet i overensstemmelse hermed, afslag fra Landsskatteretten på en anmodning om under henvisning til den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 37 D i stedet at indgive erklæringsselvangivelse, jf. SKM2006.563.LSR . Landsskatteretten fandt således, at der ved foreningens valg af at indgive selvangivelse i stedet for erklæringsangivelse ikke var tale om et selvangivelsesvalg i dagældende § 37 D's forstand, idet valget stod mellem at indgive enten selvangivelse eller erklæringsskrivelse efter fondsbeskatningslovens § 15, stk. 2, som alternativ til selvangivelsen, men ikke valg vedrørende indholdet af selvangivelsen eller det selvangivne. Bestemmelsen i dagældende § 37 D fandt derfor ikke anvendelse.

Da det er en betingelse, at de skattemæssige virkninger var forudsat, da valget blev truffet, kan en skattemæssig korrektion vedrørende omstændigheder, der først opstår efter tidspunktet for valget, ikke føre til ændring af det trufne valg. Eksempelvis giver bestemmelsen ikke adgang til at ændre et fravalg af virksomhedsskatteordningen for indkomståret 2001, hvis skatteyderen efterfølgende bliver opmærksom på, at der for samme år er erhvervet endelig ret til store licensindtægter fra udlandet og skattemyndighederne herefter forhøjer skatteansættelsen.

Der vil ikke kunne opnås tilladelse til ændring af valg på selvangivelsen efter bestemmelsen, hvis der foreligger strafbare forhold, eller hvis der er tale om forsøg på skatteunddragelse.

Virksomhedsskatteordningen - bil udelukket anvendt privat

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse, såfremt skattemyndighederne i modsætning til den skattepligtige finder, at en bil placeret i virksomhedsskatteordningen udelukkende er anvendt privat. Den skattepligtige kan herefter på baggrund af myndighedernes ansættelse ændre sit oprindelige valg, således at bilen placeres uden for virksomhedsskatteordningen.

I SKM2004.41.LR og SKM2004.79.LR har Ligningsrådet fundet, at betingelserne i SSL § 37 D i det hele er opfyldt. I begge afgørelserne fandt Ligningsrådet således, at der kunne gives tilladelse til at en blandet benyttet bil efterfølgende udtages af virksomhedsordningen. I SKM2004.196.LR har ligningsrådet fundet, - ved en lempelig fortolkning af (den dagældende) SSL § 37 D, som har støtte i forarbejderne - at der kunne gives tilladelse til efterfølgende at udtage en blandet benyttet bil af virksomhedsordningen. Situationen var den, at der i 2002 skete en ansættelsesændring. Ansættelseændringen havde ingen betydning for beskatningen af bilen. Ansættelsesændringen havde dog den betydning, at selve begrundelsen for bilens placering i virksomhedsordningen bortfaldt. Ligningsrådet har fundet, at den i forarbejderne anvendte terminologi: "uhensigtsmæssig skattemæssig virkning", dækker over mere end "utilsigtede skattemæssige virkninger" (jf. SSL § 37 D's ordlyd), derfor har Ligningsrådet fundet, at den lempelige fortolkning bør anvendes.

SFL § 30, stk. 2 Reaktionsfrist

Af SFL § 30, stk. 2, fremgår, at en tilladelse efter stk. 1 kun kan gives, hvis anmodningen fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om den skatteansættelse, der begrunder anmodningen.

Den skattepligte anses for at være kommet til kundskab om skatteansættelsen, når afgørelsen er endelig, det vil sige når klagefristen for den administrative klageinstans' afgørelse vedrørende skattemyndighedens korrektion eller ændring af det selvangivne er udløbet, eller når domstolenes afgørelse vedrørende skattemyndighedens korrektion eller ændring af det selvangivne er endelig.

SKAT kan dispensere fra fristen, hvis særlige omstændigheder taler herfor. En dispensation vil således bero på en konkret vurdering af det enkelte forhold, herunder såvel sagens karakter som den skattepligtiges personlige forhold.

Klage

Landsskatteretten afgør klager over afgørelser truffet af SKAT efter SFL § 30, stk. 1 og 2.

Pligt til vejledning om muligheden for omvalg

I forbindelse med en varsling af en ansættelsesændring, hvor adgangen til omvalg i SFL § 30 efter en konkret vurdering må anses for en nærliggende og relevant mulighed, skal den skattepligtige vejledes om muligheden for omvalg.

Virkning

SFL § 30, der er en videreførelse af SSL § 37 D, har virkning for anmodninger om tilladelse til ændret valg i forbindelse med selvangivelsen, som indgives til myndighederne den 12. marts 2003 eller senere.

O.1 Omgørelse

O.2 Skatteforbehold

O.3 Ændring af valg foretaget i forbindelse med selvangivelsen