PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 K. OMKOSTNINGSGODTGØRELSE
Statutory Text (2 Articles)
Processuelle regler på SKATs område 2007-3
K. Omkostningsgodtgørelse
Efter reglerne om omkostningsgodtgørelse ydes der godtgørelse til omkostninger, som en godtgørelsesberettiget fysisk eller juridisk person har betalt eller skal betale til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en klagesag vedrørende skat, told og afgifter. Godtgørelsesprocenten afhænger af medholdsgraden i den sag, der søges om godtgørelse for.
Der ydes bl.a. godtgørelse ved klage til et skatteankenævn eller til Landsskatteretten, og ved efterfølgende domstolsprøvelse, jf. skatteforvaltningslovens (SFL) § 55. Udgifter til bl.a. sagkyndig bistand, retsafgifter, syn og skøn og sagkyndige erklæringer og udtalelser er dækket af ordningen, jf. SFL § 54, stk. 1.
Historik
Omkostningsgodtgørelse i skattesager går tilbage til 1984, hvor ordningen alene omfattede udgifter til sagkyndig bistand ved domstolsprøvelse af en skattesag. Gennem årene er ordningen blev udvidet til at dække flere sagstyper og godtgørelsesprocenten er blevet hævet løbende. I 2002 vedtog Folketinget en ny lov, som medførte, at der nu ydes 100 procent godtgørelse i skattesager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad.
Regelgrundlag
Godtgørelsen ydes efter reglerne om omkostningsgodtgørelse i skatteforvaltningslovens kapitel 19. Reglerne fremgår af lovbekendtgørelse nr. 907 af 28/08/2006 af skatteforvaltningsloven.
Reglerne om omkostningsgodtgørelse fremgik tidligere af den nu ophævede skattestyrelseslov, men er med virkning fra 1. november 2005 beskrevet i skatteforvaltningslovens kapitel 19. Skatteforvaltningsloven er vedtaget på baggrund af fusionen mellem det tidligere ToldSkat og de tidligere kommunale skatteforvaltninger og den deraf følgende nye organisation af told- og skatteforvaltningen.
Der er med vedtagelsen af skatteforvaltningsloven og ophævelsen af skattestyrelsesloven ikke sket nogen reel materiel ændring af reglerne om godtgørelse, men alene sket ændringer som konsekvens af den nye klagestruktur på skatteforvaltningsområdet.
En ændring af ordlyden i SFL § 55, stk. 3, (tidligere SSL § 33, stk. 3) betyder dog, at der pr. 1. november 2005 ydes godtgørelse for udgifter afholdt i forbindelse med domstolsprøvelse af sager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har afgjort uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Se nærmere under afsnit K.4 .
Reglernes tidsmæssige anvendelsesområde
Reglerne har virkning for sager, hvor godtgørelsesspørgsmålet i sagen ikke er endeligt afgjort efter de tidligere gældende regler inden den 17. januar 2002. Det afgørende er således afslutningstidspunktet for godtgørelsessagen.
For en beskrivelse af overgangsreglerne ved indførelsen af de nye - og fortsat gældende - regler pr. 17. januar 2002 henvises til Processuelle regler på ToldSkats område 2005-2, afsnit K .
For sager, der er omfattet af reglerne før 17. januar 2002 henvises til Processuelle regler på ToldSkats område 2002, afsnit K .
K.1 Omkostningsgodtgørelsens størrelse
Fuld godtgørelse
Efter skatteforvaltningslovens (SFL) § 52, stk. 1, 2. pkt., ydes en godtgørelse på 100 procent af de afholdte udgifter til sagkyndig bistand mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige opnår fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sin sag.
Godtgørelse med 50 procent
Taber den skatte- eller afgiftspligtige sin sag eller får medhold i mindre grad, godtgøres udgifterne til sagkyndig bistand mv. med 50 procent, jf. SFL § 52, stk. 1, 1. pkt.
Fuld godtgørelse, når sagen er indbragt af myndighederne
I de tilfælde, hvor en sag er viderebragt på myndighedens foranledning, er godtgørelsen på 100 procent af de godtgørelsesberettigede udgifter, jf. SFL § 52, stk. 2, uanset udfaldet af sagen ved den pågældende instans.
En sag videreføres som hovedregel af skattemyndighederne, fordi den er principiel. Der ydes således 100 pct. godtgørelse i sager, hvor udgifterne er betalt i anledning af
at SKAT forelægger en afgørelse truffet af et skatteankenævn for Skatterådet til ændring efter SFL § 2, stk. 3, eller
skatteministeren indbringer en skatterådsafgørelse for landsskatteretten, jf. SFL § 40, stk. 2, eller
Skatteministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for domstolene, jf. SFL § 49, 1. pkt., eller
Skatteministeriet anker en dom til en højere instans.
Den fulde godtgørelse ydes kun til dækning af de bistandsudgifter, som den godtgørelsesberettigede afholder ved den instans, hvortil myndigheden har indbragt sagen til prøvelse. Indbringer Skatteministeriet således fx en landsskatteretskendelse for byretten, er det kun den skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til byretsbehandlingen, der ydes en forhøjet omkostningsgodtgørelse til. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige anker byrettens afgørelse til landsretten, kan der alene ydes godtgørelse for de godtgørelsesberettigede udgifter ved landsretten afhængigt af udfaldet af sagen.
Fuld godtgørelse ved syn og skøn
I sager, der klagebehandles af et skatteankenævn, Landsskatteretten eller sager, der behandles af Skatterådet, kan skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet efter et konkret skøn bestemme, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn under behandlingen af sagen, dækkes med 100 procent. Der henvises til beskrivelsen af omkostningerne ved syn og skøn i afsnit K.3.1 .
Acontoudbetaling med 50 procent
Det er efter ordningen muligt at få udbetalt acontobeløb. Da udfaldet af sagen endnu ikke kendes, kan der kun udbetales godtgørelse med 50 procent af godtgørelsesberettigede udgifter ved ansøgning om udbetaling af acontobeløb. I tilfælde, hvor sagen er videreført på myndighedernes initiativ, kan hele det ansøgte godtgørelsesberettiget beløb dog udbetales.
K.2 Kredsen af godtgørelsesberettigede
I skatteforvaltningslovens (SFL) § 53 er de godtgørelsesberettigede personer opregnet. En person kan være godtgørelsesberettiget, uanset om denne er en fysisk eller en juridisk person, herunder et dødsbo. Det er ifølge loven ikke en betingelse for retten til omkostningsgodtgørelse, at den pågældende er skattepligtig her til landet.
Den klageberettigede
Godtgørelsesberettiget er den, der ifølge lovgivningen er berettiget til at klage over en afgørelse i en sag, som er nævnt i SFL § 55 eller som kan indbringe en sådan afgørelse for domstolene, jf. SFL § 53, nr. 1.
Part
Godtgørelsesberettiget er desuden den, som i øvrigt må anerkendes som part i en sag, som er nævnt i SFL § 55, jf. § 53, nr. 2.
Spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan anses som part, må afgøres efter de almindelige forvaltningsretlige regler, det vil sige, hvorvidt den pågældende har en væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i sagens udfald.
Eksempler på part
Et eksempel kan være, at skattemyndighederne anerkender en aktionær som part i selskabets skattesag, hvor aktionæren i forbindelse med selskabets likvidation eller konkurs får overdraget retten til at føre selskabets skattesag, således at aktionæren får ret til det provenu, der måtte komme ud af skattesagen. I den situation er der tale om, at en anden end den skattepligtige, som sagen vedrører, fører en skattesag, som den pågældende har en direkte interesse i.
Som et andet eksempel kan nævnes, hvor en sælger af et tømt overskudsselskab ønsker at føre selskabets skattesag og anerkendes som part i denne, fordi størrelsen af skattemyndighedernes erstatningskrav mod sælgeren har en direkte sammenhæng med selskabets skatteansættelse.
Den, der inddrages i en sag
Godtgørelsesberettiget er også den, som en myndighed inddrager i en sag omfattet af SFL § 55, fordi myndigheden skønner, at den pågældende har en direkte retlig interesse i sagens udfald, jf. SFL § 53, nr. 3.
Landsskatteretten kan efter sin forretningsordens § 7, stk. 2 anmode en tredjemand om at udtale sig til Landsskatteretten om bedømmelsen af et retsforhold mellem klageren og den pågældende tredjemand, fordi der er grund til at antage, at tredjemanden ønsker en anden bedømmelse af retsforholdet lagt til grund ved afgørelsen af klagen, end den bedømmelse, klageren ønsker lagt til grund.
Er det fx tvivlsomt, om et ægtefællebidrag er ydet under faktisk samlivsophævelse eller ej, kan dette spørgsmål have betydning for yderens ret til fradrag for bidraget og for modtagerens indtægtsførelse heraf.
Forelægges et sådant spørgsmål for Landsskatteretten af den ene part, vil retten efter forretningsordenens § 7, stk. 2, typisk høre den anden part om spørgsmålet.
Også SKAT og skatteankenævnene inddrager i praksis i et vist omfang tredjemand, når det skønnes, at denne kan have en væsentlig interesse i afgørelsen af en godtgørelsesberettiget sag.
Direkte interesse
Derudover kan andre fysiske eller juridiske personer have en væsentlig, direkte interesse i at sagen føres.
Et eksempel på dette er de tilfælde, hvor en kreds af skatte- eller afgiftspligtige med ensartede skattesager er gået sammen om at afholde udgifter ved at få prøvet en af sagerne ved påklage eller ved domstolsprøvelse.
Efter administrativ praksis kan der ydes omkostningsgodtgørelse i disse situationer, dels for de udgifter, de afholder i forbindelse med prøvelse af deres egen sag, og dels for de udgifter de afholder til prøvesagen. Den enkeltes ret til godtgørelse til udgifter i prøvesagen afhænger af styrken af den enkelte deltagers retlige interesse i udfaldet af prøvesagen og af udgifternes tilknytning til sagen. Det er for det første et krav, at der er en sådan identitet mellem prøvesagen og ansøgerens sag, at udfaldet af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag. En sådan identitet foreligger, hvis en relevant skattemyndighed har givet tilsagn om, at afgørelsen af prøvesagen vil blive lagt til grund for afgørelsen af ansøgerens sag. For det andet er det et krav, at den sagkyndige har udskrevet en regning til ansøgeren på de udgifter, der søges godtgørelse til. Regningen skal altså være delt op og den enkelte ansøger skal hæfte individuelt.
K.3 De godtgørelsesberettigede udgifter
I skatteforvaltningslovens (SFL) § 54 er de godtgørelsesberettigede udgifter opregnet. De godtgørelsesberettigede udgifter er
Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede.
Retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4.
Udgifter til syn og skøn.
Udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, i det omfang der ikke er tale om dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B.
Pålagte sagsomkostninger.
Udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klagesag bør påklages eller prøves ved domstolene.
Det er ifølge bestemmelsen i SFL § 54 ikke en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at udgifterne til sagkyndig bistand mv. faktisk er betalt. Det er tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Det er dog et krav, at den godtgørelsesberettigede samt den sagkyndige attesterer oplysningernes rigtighed på ansøgningen, se nærmere under afsnit K.8.1 . om dokumentationskravene til ansøgningen.
Intet krav om formel afgørelse
Hvis den godtgørelsesberettigede allerede tidligere i sagsforløbet kan se, at sagen er tabt, er den godtgørelsesberettigede ikke tvunget til at føre en klagesag igennem til formel afgørelse for at opnå godtgørelse.
K.3.1 Nærmere vedrørende udgifterne
Sagkyndig bistand
De udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 1. I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller være en person, der kan sidestilles hermed, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.
Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.
I SKM2006.183.LSR fandt Landsskatteretten, at en repræsentant i en skattesag ikke havde dokumenteret at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager, at han kunne sidestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten fastslog, at indholdet af den korrespondance i sagen, som repræsentanten havde udarbejdet, ikke kunne danne grundlag for en vurdering af hans uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager.
I SKM.2006.624.ØLR var sagsøger repræsenteret af et Revisionsanpartsselskab ved sagsbehandlingen i skatteforvaltningen, skatteankenævnet og Landsskatteretten ved sagsøgeren selv. Sagsøgeren var eneejer af det holdingselskab, der sammen med ham selv ejede samtlige anparter i revisionsanpartsselskabet, der ikke havde andre revisorer ansat end ham selv. Landsretten udtalte, at udtrykket sagkyndig "bistand" indebærer efter en naturlig sproglig forståelse, at arbejdet skal være udført af andre end den skattepligtige selv. At sagsøger har ladet sit selskab stå som rådgiver og udsende en regning (til sig selv) for arbejdet, ændrer ikke på, at der er tale om arbejde, som han selv har udført - og ikke sagkyndig bistand fra fremmede. En revisorassistent, som i et vist mindre omfang havde gået ham til hånde i forbindelse med arbejdet, kunne heller ikke føre til et andet resultat, idet hun ikke har ydet "sagkyndig bistand" i lovens forstand, idet hun ikke var omfattet af den kreds af sagkyndige, hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede. Da arbejdet var udført af den skattepligtige selv, selv om det var sket gennem selskabet, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have haft sagkyndig bistand ved førelsen af skattesagen. Landsretten tog Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.
Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes omkostningsgodtgørelse for.
Retsafgifter
Der ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse til rettergangsbøder.
Syn og skøn
Der ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved skatteankenævnene, Landsskatteretten og Skatterådet, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SFL § 52, stk. 3. Landsskatteretten kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsorden for Landskatteretten § 19, stk. 6. Skatterådet kan efter samme kriterium træffe bestemmelse om fuld godtgørelse.
Med vedtagelsen af Lov nr. 1581 af 20.12.2006 (L84 2006-07), om ændring af skatteforvaltningsloven (syn og skøn under skatteankenævnsbehandling m.v.), den 15.12.2006, gives der fra den 1. januar 2007 mulighed for at udmelde udenretligt syn og skøn efter retsplejelovens § 343 i sager, der er under skatteankenævnsbehandling, efter samme regler som de, der i dag gælder, når der udmeldes udenretligt syn og skøn i sager, der verserer for Landsskatteretten. Det pågældende skatteankenævn skal i sådanne sager have de samme funktioner som dem, Landsskatteretten i dag har i syns- og skønssager under landsskatteretsbehandling af en klage. Forretningsordenen for skatteankenævn udvides med regler om fremgangsmåden ved udmeldelse af syn og skøn, der svarer til reglerne herom i Landsskatterettens forretningsorden.
SKAT vil også i syn og skønssagerne i skatteankenævnssager have partsstatus.
Landsskatteretten er i dag ikke retligt forpligtet til at lægge udfaldet af syns- og skønsforretningen til grund for sin afgørelse i sagen. Det samme vil gælde for skatteankenævnene.
Som det også gælder for Landsskatteretten og Skatterådet bliver det fremover muligt for skatteankenævnet at træffe bestemmelse om, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en skatteankenævnssag, skal godtgøres fuldt ud, jf. SFL § 52, stk. 3.
Der kan forekomme to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, der kan godtgøres fuldt ud.
I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i SFL § 52, stk. 1 og 2.
De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis følgende
Salær til syns- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af byretten.
Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.
Endvidere omfatter den fulde omkostningsgodtgørelse salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder udenfor den fulde godtgørelse.
Sagkyndig erklæring
Der ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 4. Det kan eksempelvis være tredjemands afgivelse af erklæringer mv. eller indhentelse af retligt responsum.
En sagkyndig erklæring kan indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der er nævnt i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, jf. § 1, stk. 2, i samme bekendtgørelse.
Der ydes dog ikke godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale i det omfang, der er tale om lovpligtig dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B. Denne begrænsning har virkning for udgifter til udarbejdelse af dokumentation for kontrollerede transaktioner, der afholdes i forbindelse med sager, som påklages til de administrative klageinstanser eller indbringes for domstolene den 2. marts 2005 eller senere, jf. lov nr. 408 af 1. juni 2005.
Pålagte sagsomkostninger
Der ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 5. Det følger af retsplejelovens § 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige tilfælde finder grund til at gøre afvige fra denne regel. Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter sagsomkostningerne.
Sagkyndig udtalelse
Den skatte- eller afgiftspligtige kan få godtgjort udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 6. Der ydes godtgørelse til sådanne udgifter for ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre en sag, som borgeren/virksomheden umiddelbart efter hæver, idet sagen alene blev anlagt for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse.
Hvorvidt udgifterne til den sagkyndige udtalelse godtgøres med 50 eller 100 procent, er afhængig af udfaldet af den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.
Der ydes alene godtgørelse for udgifter til en udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. En udtalelse om, hvorvidt en 1. instansafgørelse skal påklages, er således ikke godtgørelsesberettiget.
Udgifter til gennemførelse af afgørelsen
Udgifterne til en række afsluttende arbejder, der er udført efter at der er truffet afgørelse af klageinstansen eller domstolen, er også godtgørelsesberettigede. Der skal være tale om udgifter, der direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og som er nødvendige for at realisere en truffen afgørelse. Det er kun de på påklagede indkomstår der er godtgørelsesberettiget.
Udgifter til ansøgning om henstand med betaling af skatter anses for godtgørelsesberettigede, da disse betragtes som en integreret del af klagesagen.
Hjemvisning
I sager, hvor der sker hjemvisning til den lignende myndighed, ydes der godtgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse ved den lavere rangerende myndighed.
Borgeren/virksomheden fører selv sagen
Fører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og andet bevismateriale. Den godtgørelsesberettigede vil dog ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller lignende.
Ansat fører sagen
Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.
I SKM2006.191.ØLR havde eneaktionæren i det sagsøgende revisionsfirma gennem sin personligt drevne revisionsvirksomhed bistået sagsøgeren med en skattesag i 2003. Landsretten lagde til grund, at eneaktionæren siden 1993 på egen hånd havde forestået selskabets administration og taget sig af dets investeringer i værdipapir, udestående fordringer og fast ejendom mv., samt at selskabet indtil marts 2001 havde betalt løn til eneaktionæren og fra 1999 til 2004 som personaleudgift herudover havde fratrukket udgifterne til fri bil og fri telefon, der var stillet til rådighed for eneaktionæren i denne periode. Landsretten fandt derfor, at eneaktionæren fortsat var ansat i det sagsøgende revisionsfirma, da bistanden til skattesagens førelse blev ydet, og at sagsøgeren derfor ikke var berettiget til godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand.
Opdeling af udgifter
Indgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af de godtgørelsesberettigede udgifter.
K.3.2 Reduktion af godtgørelsen
De udgifter, der berettiger til omkostningsgodtgørelse, skal alene reduceres med tilkendte sagsomkostninger, offentlig retshjælp og afgiftstilsvar, jf. SFL § 54, stk. 2.
Tilkendte sagsomkostninger
Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med sagsomkostninger, der er tilkendt den godtgørelsesberettigede, jf. SFL § 54, stk. 2, nr. 1.
Offentlig retshjælp
Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med offentlig retshjælp. Efter retsplejelovens § 323 har den godtgørelsesberettigede mulighed for at opnå offentlig retshjælp i form af tilskud til dækning af en del af en advokatregning for navnlig rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, fx en ansøgning om fri proces og processkrifter i retssager, jf. SFL § 54, stk. 2, nr. 2.
Se nærmere om offentlig retshjælp i Retsplejelovens kapitel 31.
Afgiftstilsvar
Inden beregningen af godtgørelsen skal de godtgørelsesberettigede udgifter reduceres med afgiftstilsvar, der kan fradrages som indgående moms efter lov om merværdiafgift (momsloven).
Det er uden betydning for adgangen til fradrag for moms på omkostningerne til sagen, om sagen vindes eller tabes. Det afgørende for fradragsretten er, at udgifterne er afholdt, og om den vedrører momspligtige aktiviteter. Har den skattepligtige, som fører en sag, fuld fradragsret for momsen på udgifterne til sagen, vil omkostningsgodtgørelse skulle beregnes på baggrund af sagsomkostningerne ekskl. moms.
Vedrører en skattesag udelukkende beskatningen af en momsregistreret virksomheds afgiftspligtige aktiviteter, vil der momsmæssigt være fradragsret for momsen på omkostninger til sagen. Hvis sagen vedrører både momspligtige aktiviteter og ikke-momspligtige aktiviteter, vil virksomheden have delvis fradragsret for momsen på omkostningerne. Tilsvarende vil virksomheden have delvis fradragsret for momsen på omkostningerne, hvis sagen vedrører momspligtige aktiviteter og virksomheden uvedkommende formål, herunder private formål.
Se nærmere om afgiftstilsvar i Momsvejledningen .
K.4 De godtgørelsesberettigede sagstyper
Klagesager
Der ydes godtgørelse ved klage til skatteankenævnet eller til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens (SFL) § 55, stk. 1, nr. 1.
I SKM2006.116.LSR havde selskabet tilbagekaldt en klage til Landsskatteretten, for at selskabet ved en første instans behandling kunne opnå en samlet løsning vedrørende selskabets indkomstansættelse tillige for et indkomstår, der ikke var påklaget til Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt ikke, at udgifter til sagkyndig bistand afholdt efter tilbagekaldelsen af klage kunne anses for at have en sådan sammenhæng med klagen til Landskatteretten, at der kunne ydes omkostningsgodtgørelse efter SSL § 33 D, stk. 1, nr. 1 (nu SFL § 55, stk. 1, nr. 1).
Indbringelse af skatterådsafgørelser
Skatteministeren kan jf. SFL § 40, stk. 2, indbringe en afgørelse truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål, for Landsskatteretten til prøvelse. Udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sådan prøvelse ved Landsskatteretten er godtgørelsesberettiget jf. SFL § 55, stk. 1, nr. 2, Da afgørelsen indbringes af Skatteministeren, ydes der godtgørelse med 100 procent, jf. SFL § 52, stk. 2.
Genoptagelse af egen tidligere afgørelse
Ifølge SFL § 55, stk. 1, nr. 3, ydes der omkostningsgodtgørelse til udgifter til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til et skatteankenævn eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse efter reglerne i SFL §§ 37 og 46.
Genoptagelse ved klage til skatteankenævn
Ifølge SFL § 55, stk. 1, nr. 1, ydes der omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand ved klage til skatteankenævnet og landsskatteretten. Det forekommer at SKAT i forbindelse med en klagesag for Skatteankenævnet vælger at genoptage og giver medhold i forbindelse med at klagen kommer til høring fra Skatteankenævnet. Idet genoptagelsessagen i sådanne tilfælde opstår i kraft af klagen til skatteankenævnet, ydes der omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med en sådan genoptagelsessag.
EF-domstolen
Der ydes godtgørelse i en sag vedrørende skat, told eller afgifter for EF-domstolen, hvor den godtgørelsesberettigede er part. Det fremgår af SFL § 55, stk. 1, nr. 4. Der kan være tale om udgifter, der er afholdt i forbindelse med følgende
Præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen - dvs. i sager, hvor en dansk ret i anledning af en konkret tvist mellem skatte- og afgiftsmyndighederne og en skatte- eller afgiftspligtig vælger at spørge EF-domstolen om, hvorledes en eller flere EU-bestemmelser - af betydning for sagens afgørelse - skal forstås. I forbindelse med præjudicielle forelæggelser for EF-domstolen skal parterne afgive diverse skriftlige indlæg i sagen samt procedere sagen for domstolen.
Annullationssøgsmål - som et eksempel på et annullationssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en virksomhed finder, at en retsakt (beslutning eller forordning) er ugyldig, fordi den er formuleret så snævert, at den i realiteten har karakter af en beslutning over for den pågældende virksomhed, fx vedrørende anti-dumpingtold. I disse tilfælde kan virksomheden eventuelt have en interesse i at anlægge et annullationssøgsmål.
Passivitetssøgsmål - som et eksempel på et passivitetssøgsmål kan nævnes den situation, hvor en skatte- eller afgiftspligtig indbringer en klage til EF-domstolen over, at en EU-institution, fx Kommissionen, i strid med traktaten har undladt at træffe afgørelse i forhold til den godtgørelsesberettigede efter at være blevet opfordret hertil, jf. EF-traktaten artikel 232.
Erstatningssøgsmål - som et eksempel på et erstatningssøgsmål kan nævnes den situation, at en godtgørelsesberettiget ikke ønsker at anlægge et annullationssøgsmål eller et sagsanlæg ved de nationale domstole i en sag om skatter, told eller afgifter, herunder begære præjudiciel forelæggelse for EF-domstolen, men ønsker at anlægge et erstatningssøgsmål mod den EU-institution, der har udstedt den pågældende omtvistede retsakt, jf. EF-traktaten artikel 235.
EF-Voldgift
Godtgørelse ydes også i en klagesag, hvor den godtgørelsesberettigede er part, om ophævelse af dobbeltbeskatning i forbindelse med regulering af forbundne foretagenders overskud (EF-voldgiftskonventionen) , jf. bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 5. Formålet med voldgiftskonventionen er at undgå den økonomiske dobbeltbeskatning, som opstår, når et foretagende får forhøjet sin skattepligtige indkomst ved en armslængdejustering, uden at der gennemføres en korresponderende regulering af indkomsten for det nærtstående foretagende i et andet land.
Undtagelser ved klager til Landsskatteretten
Bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 1, gælder ikke for udgifter i visse klager til Landsskatteretten, jf. SFL § 55, stk. 2.
Lovgiver har med den nye klagestruktur på skatteområdet ikke ønsket at ændre ved, hvilke sagstyper der er godtgørelsesberettigede, og reglerne fra skattestyrelseslovens § 33 D, stk. 2, er derfor bibeholdt i SFL § 55, stk. 2.
Klager til Landskatteretten vedrørende told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, er derfor ikke godtgørelsesberettigede.
Der ydes ikke godtgørelse i følgende tilfælde
Told og afgifter
Bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 1 gælder ikke klager til Landsskatteretten i sager vedrørende told eller afgifter, hvor retspræsidenten efter SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. har bestemt, at sagen afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer, jf. SFL § 55, stk. 2. Disse sager, der tidligere alene har kunnet påklages til Told- og Skattestyrelsen, vedrører ikke selve told- eller afgiftsgrundlaget. Der er derimod tale om sager om registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, dvs. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning.
A-skat og arbejdsgiverkontrol
Bestemmelsen i SFL § 55, stk. 1, nr. 1, gælder ikke klager til Landsskatteretten i sager vedrørende arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager, jf. SFL § 55, stk. 2.
Klager vedrørende arbejdsgiverkontrol, dvs. registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, har først og fremmest karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning og sådanne sager er ikke godtgørelsesberettigede. Dog er sager om indeholdelsespligt og hæftelse udtaget og således godtgørelsesberettigede.
Tidligere traf told- og skatteregionerne afgørelse om indeholdelsespligt for A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og SP-bidrag i 1. instans, og en sådan afgørelse skulle ledsages af en afgørelse om hæftelse, og/eller af et pålæg om for fremtiden at indeholde A-skat mv. Afgørelsen om indeholdelsespligt kunne påklages til Landskatteretten - og denne klage var dermed godtgørelsesberettiget - mens en afgørelse om hæftelse skulle påklages til Told- og Skattestyrelsen. Da afgørelser om indeholdelsespligt og afgørelser om hæftelse følges ad, blev det antaget, at den sagkyndige bistand som alt overvejende hovedregel rettede sig mod begge afgørelser. En afgørelse om hæftelse kan desuden på samme måde som en afgørelse om indeholdelsespligt have en indgribende karakter for den indeholdelsespligtige, og der kan forekomme situationer, hvor kun afgørelsen om hæftelsen ønskes påklaget. På den baggrund var klagesager til Told- og Skattestyrelsen om hæftelse undtagelsesvis omfattet af de godtgørelsesberettigede sager.
Opkrævning og inddrivelse
Der ydes ikke godtgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 19 for klager over afgørelser efter lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer , jf. SFL § 52, stk. 4.
Som følge af kommunalreformen er al restanceinddrivelse vedrørende offentlige fordringer overført og samlet hos én statslig myndighed, restanceinddrivelsesmyndigheden, under Skatteministeriet.
Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer mv. kan indbringes for Landsskatteretten. Lovgiver har i forbindelse med ændringerne af klagestrukturen på skatteområdet og samlingen af restanceinddrivelsen ikke ønsket at ændre ved, hvilke sagstyper der er godtgørelsesberettigede, og klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser er derfor ikke omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse.
Domstolssager
Godtgørelse ydes ved domstolsprøvelse af sager, som er godtgørelsesberettigede efter SFL § 55, stk. 1, nr. 1-3, og ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager som nævnt i stk. 2. Det fremgår af SFL § 55, stk. 3.
Efter den tidligere gældende SSL § 33D, stk. 3, blev der ydet godtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, der var godtgørelsesberettigede efter stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2. Udgifter til påklage til domstolene af Told- og Skattestyrelsens afgørelser i sager vedrørende told, afgifter og arbejdsgiverkontrol var således ikke godtgørelsesberettigede, idet klagerne til told- og skattestyrelsen ikke var godtgørelsesberettigede efter stk. 2.
I SKM2006.48.DEP har Skatteministeriets Departement i en kommentar fastslået, at den ændrede formulering af bestemmelsen i SFL § 55, stk. 3, medfører, at der er omkostningsgodtgørelse i domstolssager om told, afgifter og arbejdsgiverkontrol, som Landsskatteretten har truffet afgørelse i uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Det er dog en forudsætning for at yde omkostningsgodtgørelse i disse sager, at domstolssagen var verserende den 1. november 2005 eller senere.
Afvisning
Der ydes ikke godtgørelse til udgifter, der er afholdt vedrørende en klage eller en stævning, hvis klagen eller stævningen afvises på grund af manglende kompetence til at afgøre sagen. Der ydes ligeledes ikke godtgørelse, hvis klagen afvises på grund af fx overskridelse af klagefristen eller hvis klagen ikke er begrundet.
I SKM2005.534.LSR ændrede Skatteankenævnet i en afgørelse af 29. april 2004 klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1999 og 2000.Klagerens påklage af skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten blev modtaget i Landsskatteretten den 22. september 2004. Ved kendelse af 29. september 2004 afviste Landsskatteretten klagen, da fristen for at klage til Landsskatteretten var overskredet. Klageren ansøgte om omkostningsgodtgørelse for en udgift til sagkyndig bistand på 3.500 kr. afholdt i forbindelse med klagen til Landsskatteretten. Landsskatteretten stadfæstede Regionens afgørelse om afslag på klagerens ansøgning om omkostningsgodtgørelse under henvisning til, at skattestyrelseslovens § 33D, stk. 1, nr. 1, (nu skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1) skal fortolkes i overensstemmelse med bemærkningerne til de tidligere gældende bestemmelser i omkostningsdækningslovens § 1, stk. 1, og skattestyrelseslovens § 33A, stk. 1 (lov nr. 238 af 2.4.1997), hvoraf det fremgår, at der ikke ydes tilskud til klager, der afvises.
Der ydes dog godtgørelse for udgifter til en klage over afvisningen.
Ansøgning om omkostningsgodtgørelse
Der ydes ikke godtgørelse for udgifter afholdt til indgivelse og behandling af en anmodning om omkostningsgodtgørelse i første instans ved SKAT. Derimod ydes der godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse.
I SKM2005.526.LSR fandt Landsskatteretten, at selvom ansøgningen og behandlingen af en ansøgning om omkostningsgodtgørelse er en konsekvens af, at der har været ført en klagesag, er vurderingen af omkostningsgodtgørelsesmulighederne en i forhold til klagesagen selvstændig sag. Landsskatteretten fandt derfor, at udgifter til sagkyndig bistand til udarbejdelse af ansøgning om omkostningsgodtgørelse ikke kunne anses som udgifter omfattet af SSL § 33 D, stk. 1 (nu SFL § 55, stk. 1), men må anses som udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en sags behandling i første instans.
K.5 Nærmere om medholdsgraden
Der ydes godtgørelse med 100 procent af de afholdte udgifter til sagkyndig bistand mv., såfremt den skatte- eller afgiftspligtige har opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sin sag. Har den skatte- eller afgiftspligtige tabt sin sag eller alene fået medhold i mindre grad, så ydes der godtgørelse med 50 procent.
Den skatte- eller afgiftspligtige har som udgangspunkt fået medhold i overvejende grad, når der er givet beløbsmæssigt medhold med over 50 procent. Beløbsmæssigt medhold med præcist 50 procent er således ikke medhold i overvejende grad.
Har den skatte- eller afgiftspligtige fået beløbsmæssigt medhold med 50 procent eller derunder, eller kan den beløbsmæssige værdi ikke eller kun vanskeligt opgøres, kan vægten af en række andre kriterier dog betyde, at den skatte- eller afgiftspligtige efter en skønsmæssig vurdering af sagen må anses for at have fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.
K.5.1 Medholdsvurderingen
Vejledende udtalelse
Vurderingen af, om den skatte- eller afgiftspligtige har fået fuldt eller overvejende medhold, eller om den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen, foretages i første omgang af den instans, der træffer afgørelse i den materielle skatte- eller afgiftssag. Det sker i en udtalelse fra den pågældende instans om medholdsgraden, jf. skatteforvaltningslovens (SFL) § 56, stk. 1.
Medholdsvurderingen i udtalelsen er alene vejledende for SKAT. Se nærmere om den vejledende udtalelse under afsnit K.5.2 .
SKATs selvstændige medholdsvurdering
Dernæst foretager SKAT - på baggrund af denne udtalelse - en selvstændig medholdsvurdering og træffer afgørelse om medholdsgraden.
SKATs vurdering af medholdsspørgsmålet meddeles samtidig med afgørelsen om godtgørelsens størrelse.
Vurdering instans for instans
Vurderingen af medholdsgraden foretages instans for instans. Opnår den skatte- eller afgiftspligtige fuldt eller overvejende medhold ved en instans, bliver udgifterne til sagkyndig bistand mv. i det omfang, de findes rimelige, altid dækket med 100 procent ved den pågældende instans.
I afgørelsen SKM2005.358.ØLR fastslog landsretten, at vurderingen af, om en skattepligtig havde vundet sagen i overvejende grad, skulle foretages instans for instans og ud fra den påstand, som den skattepligtige nedlagde for den pågældende instans.
Stadfæstes en afgørelse fra den tidligere instans, vil der som udgangspunkt alene kunne gives godtgørelse med 50 procent ved denne instans, uanset om den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i overvejende grad ved den tidligere instans. Følgende eksempel kan gives til illustration
En skattepligtig påklager et punkt i skatteansættelsen til skatteankenævnet, som giver medhold med 60 procent, og der ydes fuld godtgørelse for behandlingen ved denne instans. Den skattepligtige påklager det samme punkt til Landsskatteretten, som stadfæster de 60 procent. Ved stadfæstelse af skatteankenævnets afgørelse må den skattepligtige anses for at have tabt sagen ved Landsskatteretten, og der ydes godtgørelse med 50 procent for udgifter til sagkyndig bistand til behandlingen ved denne instans.
Oprindelige påstande
Ændres påstande undervejs, er det fortsat de oprindelige påstande i klagen til den pågældende instans, der sammenholdes med afgørelsen ved vurderingen af medholdsgraden og ikke de ændrede påstande.
Samlet vurdering med henblik på efterregulering
Endvidere skal SKAT foretage en selvstændig og samlet medholdsvurdering, hvis klagepunkterne ikke er de samme ved alle de administrative klageinstanser samt i tilfælde, hvor sagen finder sin afslutning ved domstolene.
Den samlede vurdering har betydning for, i hvilken udstrækning, der skal foretages en efterregulering af allerede udbetalte godtgørelser for udgifter ved sagens førelse ved forudgående instanser.
Det kan således forekomme, at selvom den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold ved en instans med den følge, at udgifterne til sagens behandling ved denne instans dækkes med 100 procent, vil det ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at foretage en efterregulering af udbetalte omkostningsgodtgørelse for tidligere instanser. Kun hvis det eller de vundne klagepunkter indgår med en tilstrækkelig tyngde, således at den skatte- eller afgiftspligtige ud fra en samlet vurdering af sagen ved den tidligere instans må anses for at have vundet i overvejende grad, vil der skulle foretages en efterregulering af tidligere godtgørelser, således at dækningsgraden samlet set bliver 100 procent.
Der kan ikke ske efterregulering til skade for den skatte- eller afgiftspligtige. Har en skatte- eller afgiftspligtige fået medhold i overvejende grad ved den tidligere instans, men ikke fået medhold i overvejende grad ved den næste instans kan der ikke ske efterregulering af godtgørelsen udbetalt ved den tidligere instans fra 100 til 50 procent.
En eventuel efterregulering sker uden beregning af renter.
Kriterier for vurdering af medholdsgraden
Såvel de administrative klageinstansers udtalelse om medholdsgraden som SKATs medholdsvurdering, herunder den samlede medholdsvurdering, må foretages på baggrund af en skønsmæssig vurdering af betydningen af såvel målelige som ikke-målelige forhold i sagen. Antallet af klagepunkter er ikke i sig selv afgørende.
I vurderingen af medholdsgraden kan indgå
sagsgenstandens beløbsmæssige værdi
på hvilket niveau i det administrative klagesystem eller domstolene sagen er afgjort
sagens eventuelle vidererækkende betydning for den skatte- eller afgiftspligtige eller retstilstanden på området i øvrigt
udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på det pågældende punkt (punktets tyngde)
Udgangspunktet for medholdsvurderingen er sagens beløbsmæssige genstand.
Andre kriterier
Såfremt den skatte- eller afgiftspligtige ikke har fået beløbsmæssigt medhold med over 50 procent kan en række andre kriterier dog tillægges vægt og medføre, at den skatte- eller afgiftspligtige må vurderes til at have fået medhold i overvejende grad.
Niveau i klagesystemet
Det kan have betydning, på hvilket niveau i det administrative system eller ved domstolene en sag er afgjort, da det siger noget om punktets betydning for den samlede sag. I en sag, hvor et enkelt punkt af flere fx går helt til Højesteret, før den skatte- eller afgiftspligtige får medhold, mens der ikke er givet medhold i de øvrige klagepunkter ved en tidligere instans, og videreførelse af disse punkter er opgivet, kan punktet ved Højesteret tillægges større vægt i den samlede medholdsvurdering. Jo højere oppe i klage- eller domstolssystemet punktet er prøvet, jo større vægt må det tillægges ved vurderingen.
Principiel betydning
Hvis sagen er af principiel betydning - ikke alene for behandlingen af tilsvarende spørgsmål for andre (indkomst)år for den pågældende skatte- eller afgiftspligtige, men også generelt for retstilstanden på området - må dette moment tillægges vægt.
Punktets tyngde
Udgifterne til den sagkyndiges behandling af sagen på et pågældende punkt kan indikere punktets vægt i medholdsvurderingen.
Udfald i forhold til påstand
Udfaldet af sagen skal sættes i forhold til den skatte- eller afgiftspligtiges påstand ved den pågældende instans. Bliver der eksempelvis under behandlingen af sagen ved klageinstansen tale om, at klageinstansen vil foretage en højere skatteansættelse end den, der er påklaget, og skatte- eller afgiftspligtige ikke er enig i dette, skal udfaldet af sagen sættes i forhold til den højere skatteansættelse.
Inddrager klageinstansen på eget initiativ nye forhold, som den tidligere instans har givet den skatte- eller afgiftspligtige medhold i, eller helt nye forhold, bør disse som hovedregel ikke påvirke medholdsvurderingen af de påklagede spørgsmål, hvis den skatte- eller afgiftspligtige relativt hurtigt erklærer sig enig med instansen i de forhold, som instansen tager op. Hvis den skatte- eller afgiftspligtige derimod ikke er enig i de nye forhold, bør forholdene indgå i medholdsgradsvurderingen på linje med de øvrige forhold, som den skatte- eller afgiftspligtige har påklaget til instansen.
Vedrører sagen flere indkomstår eller afgiftsperioder, skal medholdsvurderingen omfatte alle årene eller perioderne.
Drejer sagen sig om et afskrivningsgrundlag, skal det fremtidige provenu af ændringerne indgå i vurderingen af medholdsgraden.
Frafald af klage
Det er ikke et krav, at den godtgørelsesberettigede gennemfører sagen til formel afgørelse for at opnå godtgørelse. Frafaldes klagen i en skatte- eller afgiftssag helt eller delvist, skal medholdsgradsvurderingen foretages på grundlag af resultatet af frafaldet i forhold til påstandene ved instansen. Indgås der forlig i en skatte-eller afgiftssag ved domstolene, skal indholdet af forliget sættes i forhold til påstandene.
Får den skatte- eller afgiftspligtige alene medhold i den subsidiære påstand, eller begge parter får medhold i den subsidiære påstand, har den skatte- eller afgiftspligtige ikke fået fuldt ud medhold. Hvorvidt der er givet medhold i overvejende grad beror på en konkret samlet vurdering af sagen, hvor det beløbsmæssige vejer tungt og også de andre ovennævnte momenter kan indgå.
Eksempel på medholdsvurderingen
Til illustration af medholdsvurderingen kan følgende eksempel gives
Den skatteansættende myndighed har nægtet at godkende den skattepligtiges selvangivne fradrag på tre punkter.
De tre punkter påklages til skatteankenævnet, der giver den skattepligtige medhold i klagepunkt 1, mens nævnet stadfæster den skatteansættende myndigheds afgørelse vedrørende klagepunkt 2 og 3.
Skatteankenævnet vurderer, at den skattepligtige ikke har vundet i overvejende grad, hvilket SKAT er enig i. Der udbetales således kun en godtgørelse på 50 procent for udgifterne til sagens behandling ved denne instans.
Punkterne 2 og 3 påklages til Landsskatteretten, som stadfæster skatteankenævnets afgørelse. Ved denne instans udbetales også kun en godtgørelse på 50 procent.
Den skattepligtige indbringer herefter spørgsmålene for byretten, som giver den skattepligtige medhold i spørgsmål 2, men ikke i spørgsmål 3. SKAT vurderer, at spørgsmål 2 vejer så tungt for sagen ved denne instans, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold. Udgifterne til sagkyndig bistand mv. ved denne instans dækkes således med 100 procent.
Endvidere foretager SKAT en samlet vurdering af sagen og finder, at den skattepligtige må anses for at have fået overvejende medhold i sagen. Der foretages således en efterregulering af de udbetalte godtgørelser for sagens behandling ved Landsskatteretten og skatteankenævnet. For sagens behandling ved disse instanser udbetales en godtgørelse som med tillæg af den tidligere udbetalte godtgørelse udgør 100 procent. Konsekvenserne af denne medholdsvurdering er, den skattepligtige får dækket samtlige sine udgifter til sagkyndig bistand mv. i sagen med 100 procent.
Vejledning om efterregulering
Finder SKAT ved medholdsvurderingen, at den skatte- eller afgiftspligtige har tabt sagen eller har fået medhold i mindre grad, og der derfor alene kan udbetales godtgørelse med 50 procent, bør der i afgørelsen vejledes om muligheden for evt. efterregulering. Vejledningen kunne se ud som følgende
"Får De fuldt ud medhold eller medhold i overvejende grad ved en efterfølgende klagebehandling af sagen eller ved indbringelse af sagen for domstolene, vil De efter ansøgning og under visse betingelser kunne få godtgjort alle udgifter til sagkyndig bistand mv. ved samtlige instanser."
Udgifter i forbindelse med efterregulering
Det er alle udgifterne i sagen, som i givet fald bliver dækket med 100 procent. For så vidt angår udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 6, vil udgifterne ved indhentelse af en sådan udtalelse også kunne dækkes med 100 procent i et tilfælde, hvor den skatte- eller afgiftspligtige kun har fået overvejende medhold, dvs. ikke fuldt ud medhold, men på baggrund af den sagkyndiges udtalelse vælger ikke at få de punkter, hvor der ikke er givet medhold, prøvet ved en overordnet instans. Det skyldes, at udtalelsen i godtgørelsesmæssig henseende følger den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.
Genoptagelse ved skatteankenævn og Landsskatteretten
Har den skatte- eller afgiftspligtige udgifter til sagkyndig bistand mv. i forbindelse med en anmodning til skatteankenævnet eller Landsskatteretten om genoptagelse af vedkommende myndigheds egen tidligere afgørelse, jf. SFL § 55, stk. 1, nr. 3, vil udbetalingen af en godtgørelse på 100 procent ikke være betinget af, at en imødekommelse af genoptagelsessagen også fører til et ligningsmæssigt gunstigt resultat for den skatte- eller afgiftspligtige. Genoptagelsessagen og ansættelsessagen må således i godtgørelsesmæssig henseende anses for at være to selvstændige sager.
Forskudsvis udbetaling
Giver en ansøgning anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om medholdsgraden, kan SKAT forskudsvis udbetale det ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 procent. Se nærmere om forskudsvis udbetaling under afsnit K.6.1 .
Tvivlstilfælde
Er SKAT efter de nærmere undersøgelser fortsat i tvivl om, hvorvidt den skatte- eller afgiftspligtige har fået medhold i overvejende eller i mindre grad, bør tvivlen komme den skatte- eller afgiftspligtige til gode.
K.5.2 Udtalelse fra den administrative myndighed
Efter SFL § 56, stk. 1, skal den administrative instans, som afgør det materielle spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag omfattet af SFL § 55, afgive en udtalelse til den skatte- eller afgiftspligtige om, hvorvidt denne må anses for at have tabt sagen helt, fået medhold i mindre grad, fået medhold i overvejende grad eller fået fuldt medhold. Udtalelsen skal afgives samtidig med afgørelsen.
Det sker på baggrund af en vurdering af udfaldet af de spørgsmål, som har været forelagt den pågældende instans og kun disse spørgsmål. Medholdsvurderingen kommer til udtryk i den udtalelse, som instansen skal afgive sammen med den materielle afgørelse i skatte- eller afgiftssagen.
Udtalelsen skal være begrundet.
Der skal også afgives en udtalelse om medholdsgraden i sager, som afvises ved instansen eksempelvis på grund af overskredet tidsfrist eller manglende begrundelse. Udtalelsen kan i disse sager være summarisk.
Stadfæstes afgørelsen fra en tidligere instans, eller vindes sagen på alle punkter af den skatte- eller afgiftspligtige, kan begrundelsen ligeledes være summarisk.
Delegation
Er den administrative instans, som afgør det materielle spørgsmål i en skatte- eller afgiftssag et skatteankenævn eller Landsskatteretten, kan disse myndigheder vælge at delegere kompetencen til at afgive udtalelse til sekretariatet, jf. SFL § 56, stk 2. Skatterådet kan vælge at delegere kompetencen til at afgive udtalelse til SKAT som sekretariat for Skatterådet. Medholdsvurderingen foretages under ansvar for afgørelsesmyndigheden.
Udtalelsen er alene vejledende
SKAT lader udtalelsen indgå i sin vurdering af medholdsgraden i sagen. Udtalelsen er ikke bindende for SKATs afgørelse, men kun vejledende, om end den må tillægges meget betydelig vægt. Det kan således tænkes, at SKAT ikke følger vurderingen i udtalelsen, hvis den ikke deler klageinstansens vurdering af medholdsgraden.
Udtalelsen har ikke alene betydning for vurderingen af medholdsgraden ved den instans, som afgiver udtalelsen. Udtalelsen har også betydning i de tilfælde, hvor SKAT skal foretage en samlet medholdsvurdering, jf. K.5.1 .
Der kan i visse situationer være behov for at indhente yderligere oplysninger fra de pågældende myndigheder til brug for behandlingen af medholdsspørgsmålet, idet de administrative instanser, som har behandlet det materielle skatte- eller afgiftspligtige spørgsmål i sagen, må antages at kunne yde et meget væsentligt bidrag til afklaringen af medholdsspørgsmålet. I sådanne situationer kan der foretages en forskudsvis udbetaling af det ansøgte beløb på 50 procent. Se nærmere om forskudsvis udbetaling under afsnit K.6.1 .
K.6 Udbetaling af godtgørelsen
Renter
Efter ordningen er det i visse tilfælde muligt at yde renter af godtgørelsesbeløbet. Det drejer sig om bestemmelserne i skatteforvaltningslovens (SFL) § 57, stk. 2 og stk. 5, som er beskrevet under afsnit K.6.1 og afsnit K.6.2 . Der er ikke hjemmel i skatteforvaltningslovens kapitel 19 til at udbetale renter af godtgørelsesbeløb i andre tilfælde end de i SFL § 57, stk. 2 og 5 nævnte.
Ansøgningstidspunktet
Den skatte- eller afgiftspligtige kan ansøge om omkostningsgodtgørelse efter hver instansbehandling eller vente med at søge, til sagen er endeligt afgjort. Viderefører myndighederne en sag, som den skattepligtige har vundet, og som den skattepligtige nu taber, skal den godtgørelsesberettigede fortsat have fuld godtgørelse for den tidligere instans, selvom den skattepligtige først søger efter sidste instansbehandling.
K.6.1 Forskudsvis udbetaling
Hvornår
Efter SFL § 57, stk. 1, kan SKAT udbetale det ansøgte godtgørelsesbeløb med 50 procent forskudsvis, hvis SKAT finder, at ansøgningen kan give anledning til nærmere at undersøge spørgsmålet om medholdsgraden.
Dette kan således ske, hvis medholdsvurderingen forekommer vanskelig at foretage, og vurderingen således fx kræver yderligere udtalelser fra de administrative klageinstanser.
Samtidig med forskudsvis udbetaling meddeler SKAT ansøgeren, hvorpå sagen beror.
Indhentes supplerende udtalelser fra de administrative klageinstanser, skal der forinden en afgørelse træffes, gives den skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere de supplerende udtalelser i overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i forvaltningsloven.
Rente
Hvis det viser sig, at godtgørelsesbeløbet er større end det beløb, der er udbetalt forskudsvis, skal myndighederne udbetale restbeløbet med en rente beregnet i henhold til rentesatsen i kildeskattelovens § 62, stk. 3, jf. SFL § 57, stk. 2. Renten er den 1. januar 2006 fastsat til 0,1 procent pr. måned.
Renten beregnes fra dagen for modtagelsen af ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, dvs. beregningsperioden løber fra ansøgningstidspunktet til udbetalingstidspunktet. Den udbetalte rente er ikke skattepligtig for modtageren og medregnes ikke ved indkomstopgørelsen. Se under afsnit K.8.2 .
K.6.2 Udbetaling med forbehold for tilbagebetaling
Hvornår
Ved behandlingen af ansøgninger om omkostningsgodtgørelse skal der ske en vurdering af rimeligheden i den sagkyndiges honorarkrav. Ansøgningen skal opfylde kravene til dokumentation, herunder kravet om en specificeret regning, som skatteministeren har fastsat i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om dokumentationskrav. Se nærmere om kravene til dokumentation under afsnit K.8.1 .
Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige afgiver oplysninger om honoraret til den sagkyndige under strafansvar på ansøgningen om omkostningsgodtgørelse til SKAT, jf. SFL §§ 60 - 61.
Udgangspunkt for udbetalingen af godtgørelse er derfor, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige, og at dette udgangspunkt må kunne lægges til grund for SKATs behandling af ansøgningen.
Bliver SKAT imidlertid i tvivl om rimeligheden af størrelsen af udgifterne til behandlingen af sagen, herunder den sagkyndiges honorar, udbetaler SKAT det ansøgte godtgørelsesbeløb, men tager forbehold for eventuel tilbagebetaling fra den skatte- eller afgiftspligtige. SKAT kan eksempelvis blive i tvivl om rimeligheden af honorarkravet på grund af det anvendte antal timer i sagen.
I forbindelse med forbeholdet skal SKAT samtidig oplyse ansøgeren, hvorpå sagen beror.
Henstand ved påklage
Den skatte- eller afgiftspligtige har ret til at få henstand med tilbagebetalingen efter SFL § 57, stk. 4, 1. punktum, af den for meget udbetalte godtgørelse, hvis afgørelsen om godtgørelsens størrelse påklages til Landsskatteretten eller indbringes for domstolene, jf. samme bestemmelses 2. pkt. Der beregnes ikke renter af det beløb, som der er givet henstand med.
Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage SKATs afgørelse om henstand til Landsskatteretten og herefter eventuelt indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene.
Rente
Hvis den skatte- eller afgiftspligtige ikke vil udnytte sin ret til at få henstand, men i stedet betaler det omtvistede beløb, og det senere viser sig, at godtgørelsen har været større end det, som myndighederne har fastsat, tilbagebetales dette beløb efter SFL § 57, stk. 5, til den skatte- eller afgiftspligtige med en rente beregnet efter kildeskattelovens § 62, stk. 3.
Renten beregnes fra dagen for indbetaling af det opkrævede godtgørelsesbeløb. Renten er ikke skattepligtig for modtageren og medregnes ikke i indkomstopgørelsen. Se under afsnit K.8.2 .
K.6.3 Overdragelse af kravet på godtgørelse
Krav på omkostningsgodtgørelse kan som udgangspunkt ikke sælges, pantsættes eller på anden måde overdrages. Kravet kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning eller modregning. Efter SFL § 52, stk. 5, kan kravet på omkostningsgodtgørelse dog overdrages, herunder pantsættes, til den sagkyndige.
Ved overdragelse af kravet på omkostningsgodtgørelse fra den godtgørelsesberettigede til den sagkyndige, der har ydet den godtgørelsesberettigede bistand, gælder de almindelige obligationsretlige regler om overdragelse af fordringer.
Har den godtgørelsesberettigede overdraget, herunder pantsat, kravet på omkostningsgodtgørelse til den sagkyndige, skal den sagkyndige fremlægge dokumentation for overdragelsen, før pengene kan udbetales til denne. Se under afsnit K.8.1 om de nærmere dokumentationskrav.
Har alene den sagkyndige meddelt, at kravet er overdraget til denne uden, at der er fremlagt dokumentation herfor, kan omkostningsgodtgørelsen ikke udbetales til den sagkyndige. Omvendt kan godtgørelsen i denne situation heller ikke udbetales til den godtgørelsesberettigede, førend retsforholdet mellem den godtgørelsesberettigede og den sagkyndige er afklaret.
K.7 Rimelighedsvurdering
Rimelighedsvurdering af honorarkravet
Udgangspunktet er, at oplysningerne om udgifterne til behandlingen af sagen, herunder honoraret til den sagkyndige, er korrekte og rimelige og kan lægges til grund ved behandlingen af ansøgningen.
Finder SKAT imidlertid anledning til at undersøge rimeligheden af størrelsen af den sagkyndiges honorarkrav, indgår der flere momenter i rimelighedsvurderingen. Det drejer sig om
sagens karakter, genstand og kompleksitet,
størrelsen af honorartimesatsen sammenholdt med en gennemsnitlig timesats inden for den pågældende branche
er der ydet specialistbistand
antallet af timer, der er anvendt
sagens resultat og
sagens eventuelle vidererækkende betydning for andre skatte- og afgiftspligtige eller for samme skatte- eller afgiftspligtige for samme eller andre år.
I sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad, må der tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes af den skatte- eller afgiftspligtige, netop udgør en selvstændig parameter for advokaters salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til, at andre ikke-målelige forhold kan influere på honorarstørrelsen, fx sagens kompleksitet og karakter i øvrigt.
I sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige har antaget en sagkyndig med stor specialviden på området, må man acceptere et honorar, som ligger over den gennemsnitlige timesats.
Til brug for behandlingen af spørgsmålet om størrelsen af udgifterne til sagens behandling kan SKAT indhente en supplerende udtalelse fra den klageinstans, hvor sagen har været behandlet.
Forelæggelse for brancheforeningen
SKAT kan til brug for vurderingen af rimeligheden af honorarets størrelse i særlige tvivlstilfælde forelægge spørgsmålet for den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn.
Der er ikke tale om en tvungen prøvelse af honorarkravet for brancheorganisationens klagenævn. Hvis SKAT imidlertid efter en nærmere undersøgelse af honorarkravet fortsat er i tvivl, om honoraret er rimeligt, vil den som altovervejende hovedregel forelægge spørgsmålet for brancheforeningens klagenævn. Finder SKAT honorarkravet åbenbart urimeligt, kan myndigheden dog undlade en sådan forelæggelse.
Indhentes udtalelser fra den sagkyndiges brancheorganisations klagenævn, kan der i overensstemmelse med de almindelige partshøringsregler i forvaltningsloven ikke træffes afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, uden at der forinden har været givet den sagkyndige/den skatte- eller afgiftspligtige adgang til at kommentere dette nævns udtalelse.
Såvel Advokatrådet som Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen Registrerede Revisorer behandler forespørgsler fra told- og skatteforvaltningen om rimeligheden af størrelsen af deres medlemmers honorarer.
For så vidt angår advokatsalærer skal forelæggelsen ske for kredsbestyrelsen i den advokatkreds, hvor den pågældende advokat eller advokatselskabet har sit kontor efter retsplejelovens § 146. Kredsbestyrelsens afgørelse kan ifølge retsplejelovens § 147 indbringes for Advokatnævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse er meddelt parterne. SKAT bør derfor vente med at træffe endelig afgørelse om godtgørelsesspørgsmålet, til en eventuel klagebehandling ved Advokatnævnet er afsluttet.
For så vidt angår revisorhonorarer skal forelæggelsen ske for de respektive revisororganisationers responsumudvalg.
Sagsbehandlingstiden ved brancheorganisationernes klagenævn kan variere meget alt efter hvor godt, sagerne er oplyst. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved kredsbestyrelsen og Advokatnævnet er godt et år.
Hvis en brancheorganisations klagenævn mener, at honoraret har været for stort, eller SKAT af andre grunde mener, at honoraret har været for stort, kræves det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb tilbagebetalt fra den skatte- eller afgiftspligtige, jf. SFL § 57, stk. 4, 1. pkt. Tilsvarende gælder, hvis SKAT ikke kan anerkende størrelsen af andre udgifter til sagens behandling, fx rejseomkostninger eller udgifter til indhentelse af en sagkyndig erklæring.
Et eventuelt krav om tilbagebetaling af beløbet fra den skatte- eller afgiftspligtige sker uden beregning af renter, medmindre renterne er pålagt i en kendelse fra klagenævnet eller ligende.
Den skatte- eller afgiftspligtige kan påklage SKATs afgørelse om tilbagebetaling af det udbetalte godtgørelsesbeløb til Landsskatteretten og eventuelt indbringe spørgsmålet for domstolene.
Stikprøvekontrol
I den daglige administration af ordningen kan desuden indgå stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser til at afgøre, om et honorarkrav er rimeligt. Stikprøvekontrollerne vil kunne give SKAT et indtryk af, om ordningen medfører en væsentlig stigning i størrelsen af de fastsatte honorarer. Ligeledes kan honorarerne i de sager, i hvilke den skatte- eller afgiftspligtige er berettiget til en godtgørelse på 100 procent, sammenlignes med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige kun er berettiget til en godtgørelse på 50 procent. Niveauet vil desuden kunne sammenlignes med det tilsvarende niveau mellem disse sager under den tidligere gældende ordning. Se nærmere om stikprøvekontrollerne og de sammenlignende undersøgelser under afsnit K.8 .
Prøveintensitet
Det er ved loven forudsat, at intensiteten af SKATs behandling af honorarspørgsmålet bliver større end efter de før 17. januar 2002 gældende regler i sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt medhold eller medhold i overvejende grad og derfor kan få fuld godtgørelse. I sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår overvejende medhold, er intensiteten af behandlingen af honorarspørgsmålet den samme som efter de hidtil gældende regler.
K.8 Administration
Kompetence
Godtgørelsesordningen administreres af SKAT og ansøgning om godtgørelse skal derfor indgives til SKAT. Da SKAT er én landsdækkende skattemyndighed, kan ansøgningen indgives hvor som helst i landet. Ansøgningen kan dog med fordel indgives til det lokale skattecenter i den landsdel, hvor den godtgørelsesberettigede er bosiddende.
Ansøgningen indgives på en blanket (02.008), der er udarbejdet af SKAT. Blanketten kan fås ved henvendelse til SKAT og ligger også på internettet på adressen http://www.skat.dk/
Godtgørelsen udbetales af SKAT til den godtgørelsesberettigede eller til den sagkyndige, som den godtgørelsesberettigede har overdraget kravet til. Godtgørelsen kan også udbetales til den, som den godtgørelsesberettigede har bemyndiget til at modtage betalingen på sine vegne.
Godtgørelsen udbetales til den godtgørelsesberettigedes NemKonto. Såfremt kravet er overdraget til den sagkyndige, udbetales godtgørelsen til den sagkyndiges NemKonto.
Oplysninger til brug for opgørelse af godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 gives under strafansvar efter SFL § 60.
Der kan forekomme tilfælde, hvor SKAT både har truffet afgørelse i den materielle klagesag og også skal træffe afgørelse i sagen om omkostningsgodtgørelse til den pågældende sag. I sådanne tilfælde skal det tilstræbes, at et andet kontor behandler spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse end det kontor, der har behandlet den materielle sag.
Klage
SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse kan indenfor en klagefrist på 3 måneder påklages til Landsskatteretten, jf. forretningsorden for Landsskatterettens § 2, stk. 2. Klager over afgørelser om omkostningsgodtgørelse behandles i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, dvs. klagen kontorbehandles, jf. bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 om afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer. Der skal ikke betales afgift ved klage til Landsskatteretten for klager over afgørelser, der behandles uden medvirken af ordinære medlemmer, jf. forretningsorden for Landsskatterettens § 3, stk. 1, 2. pkt.
Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene.
Stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser
De ovenfor under afsnit 7 nævnte stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser til afgørelse af, om et honorar er rimeligt, vil kunne indgå i den daglige administration af ordningen. Ved stikprøvekontroller vil det være muligt for myndighederne at danne sig et indtryk af, om den nye ordning medfører en væsentlig stigning i størrelsen af de fastsatte honorarer.
SKAT vil kunne opnå et tilsvarende indtryk ved at sammenligne honorarerne i de sager, i hvilke den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende medhold og derfor er berettiget til en godtgørelse på 100 procent, med honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold, og derfor kun er berettiget til en godtgørelse på 50 procent. Tilsvarende vil niveauet for honorarforskellen mellem taber- og vindersagerne kunne sammenlignes med det tilsvarende niveau mellem disse sager under den tidligere gældende ordning. Ved sådanne sammenligninger vil man bl.a. kunne se, om niveauet for honorarerne i de sager, hvor den skatte- eller afgiftspligtige får fuldt eller overvejende medhold, og hvor der derfor skal ydes en godtgørelse på 100 procent, stiger set i forhold til niveauet for honorarerne i de tilsvarende sager under den tidligere gældende ordning, hvor der ydes 50 procent i godtgørelse.
Alt andet lige må det forventes, at honorarerne i de sager, hvori den skatte- eller afgiftspligtige ikke opnår fuldt eller overvejende medhold, er udtryk for den rigtige honorarstørrelse. Dog må der i sager, som den skatte- eller afgiftspligtige vinder fuldt ud eller i overvejende grad, tages hensyn til, at det forhold, at sagen vindes af den skatte- eller afgiftspligtige, netop udgør en selvstændig parameter for advokaters salærfastsættelse. Endvidere må der tages hensyn til, at andre ikke-målelige forhold kan influere på honorarstørrelsen, fx sagens kompleksitet og karakter i øvrigt. Se nærmere under afsnit K.7 .
Årlige redegørelser
Skatteministeren skal årligt afgive en redegørelse til Folketinget om den udgiftsmæssige udvikling mv. i de sager, hvortil der kan ydes omkostningsgodtgørelse, jf. SFL § 59.
Stikprøvekontroller og sammenlignende undersøgelser vil udover at kunne indgå i den daglige administration af ordningen, også kunne indgå i de årlige redegørelser til Folketinget om udgiftsudviklingen på godtgørelsesområdet.
Der skal desuden indhentes yderligere oplysninger, som giver mulighed for at følge de enkelte dele af ordningen og deres anvendelse. Der skal bl.a. indhentes oplysninger om antallet af forbehold om tilbagebetaling, antallet af forskudsvise udbetalinger, størrelsen af renter, som myndighederne må betale i disse situationer, størrelsen af efterreguleringsbeløb, antallet af henstandsgivninger og resultatet af vurderingen af medholdsgraden i den vejledende udtalelse sammenholdt med vurderingen af afgørelsen. Der skal endvidere indhentes oplysninger om antallet af honorarkrav forelagt for brancheforeningerne samt udfaldet heraf.
Videregivelse
Til brug for den årlige redegørelse til Folketinget vil oplysninger vedrørende den skattepligtiges sag samt oplysninger vedrørende bistandsyder, som indgår i sagen, blive behandlet i SKAT. Oplysningerne indgår i statistik til brug for den årlige redegørelse.
K.8.1 Dokumentation
Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere bestemmelser om, hvilke oplysninger der skal følge ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, jf. SFL § 58. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om, hvilke oplysninger der skal følge en ansøgning om omkostningsgodtgørelse.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. november 2005 med virkning for ansøgninger om omkostningsgodtgørelse indgivet den 1. november 2005 og senere, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 1. For ansøgninger indgivet før denne dato, men hvor godtgørelsesspørgsmålet ikke er endeligt afgjort inden den 17. januar 2002 efter de tidligere gældende regler, kan SKAT - i det omfang oplysningerne forefindes - også kræve oplysninger i disse sager efter bekendtgørelsen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
Den vejledende udtalelse fra den administrative instans om medholdsgraden efter SFL § 56, skal dog kun vedlægges ansøgningen, hvis skatte- eller afgiftssagen er blevet rejst ved klagemyndigheden den 10. juni 2002 eller senere.
Er en ansøgning om omkostningsgodtgørelse indgivet den 24. juli 2002 eller senere, men de pågældende regninger er skrevet inden bekendtgørelsen trådte i kraft, kan SKAT efterfølgende, hvis de skønner det påkrævet i den konkrete sag, kræve en opdeling af udgifterne, som det fremgår af den nye bekendtgørelse. Regningerne skal dog ved indgivelsen af ansøgningen som minimum leve op til de tidligere gældende dokumentationskrav.
De nærmere krav til ansøgningen
Det følger af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, at det ikke er nødvendigt at anvende blanket ved ansøgningen om omkostningsgodtgørelse, når blot ansøgningen indeholder de oplysninger, som fremgår af SKATs blanket.
Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsen, at der med ansøgning om omkostningsgodtgørelse skal følge en kopi af den afgørelse, kendelse eller dom, som den pågældende instans har truffet i skatte- eller afgiftssagen for hver instans. Desuden skal vedlægges en kopi af udtalelsen fra den administrative instans om medholdsgraden efter SFL § 56 samt kopi af den regning, der søges godtgørelse for.
Acontoudbetaling
Er sagen uafsluttet, skal der vedlægges en kopi af den underretning, ansøgning, klage eller stævning, der ligger til grund for ansøgningen om omkostningsgodtgørelse. Se nærmere om muligheden for acontoudbetaling under afsnit K.1 .
Krav til regning
Det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakturering, som er stilet til den godtgørelsesberettigede. Regningen skal desuden være delt op med hensyn til størrelsen af honoraret for arbejdet ved hver klageinstans pr. klagepunkt samt indeholde oplysninger om anvendt antal timer pr. instans pr. klagepunkt (eventuelt skønsmæssigt). Der skal tillige være en kort beskrivelse af det arbejde, som den sagkyndige har udført ved hver instans, og om der er særlige forhold, som begrunder honorarkravet, fx om sagen er principiel.
Attestation
Såvel den sagkyndige som den skatte- eller afgiftspligtige attesterer ved deres underskrifter på ansøgningen under strafansvar, at de afgivne oplysninger er korrekte, jf. skatteforvaltningslovens §§ 60 og 61. Det gælder også, selvom kravet på omkostningsgodtgørelse er transporteret til rådgiveren. Underskrifterne kan afgives ved digital signatur, såfremt der er mulighed herfor.
Har den godtgørelsesberettigede anvendt flere sagkyndige til behandlingen af en godtgørelsesberettiget sag, skal alle de pågældende sagkyndige som udgangspunkt attestere på ansøgningen, at de afgivne oplysninger om den sagkyndiges egne forhold er rigtige.
Overdragelse af kravet
Er kravet på omkostningsgodtgørelse overdraget til den sagkyndige, herunder pantsat, efter SFL § 52, stk. 5, skal dette fremgå af ansøgningen. Den af SKAT udarbejdede ansøgningsblanket indeholder en rubrik til angivelse af evt. overdragelse, som attesteres af den godtgørelsesberettigede ved underskriften på blanketten. Har den godtgørelsesberettigede ikke krydset af i denne rubrik, kræves særskilt dokumentation for overdragelsen, inden udbetaling kan ske.
Er en anden blevet bemyndiget til at modtage beløbet, er det fortsat et krav, at den godtgørelsesberettigede skal fremlægge dokumentation herfor.
K.8.2 Den ligningsmæssige behandling af godtgørelsen
Den godtgørelsesberettigede
Efter bestemmelsen i ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1, skal omkostningsgodtgørelse efter SFL § 52 ikke medregnes til den skattepligtige indkomst. Er udgifterne der modtages omkostningsgodtgørelse for tillige fratrukket i regnskabet, skal denne udgift tilbageføres i den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i SFL § 54, stk. 2, hvoraf det fremgår modsætningsvis, at tilskuddet fra tredjemand ikke reducerer de godtgørelsesberettigede udgifter.
Efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 1 skal renter, der udbetales efter SFL § 57, stk. 2 og stk. 5 heller ikke medregnes i indkomstopgørelsen. Herved behandles disse renter skattemæssigt på samme måde som selve godtgørelsesbeløbet.
Overskud
Beløbet kan kun holdes uden for indkomstopgørelsen hos modtageren, hvis beløbet ikke overstiger den godtgørelsesberettigedes samlede udgifter til sagkyndig bistand mv., med tillæg af den udbetalte omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter (tilkendte sagsomkostninger og offentlig retshjælp). Dækkes der således mere end nettoudgiften til sagkyndig bistand (bruttoudgiften fratrukket eventuelt andre godtgjorte udgifter), er overskuddet skattepligtigt som andre tilskud/gaver fra tredjemand.
Retlig interesse
Ud over denne betingelse, stilles det endvidere som betingelse for skattefriheden, at tilskuddet er ydet som følge af en retlig interesse i, at sagen føres. Denne retlige interesse vil som udgangspunkt være dokumenteret ved, at der ydes et tilskud på trods af, at der ikke er fradragsret hos yderen af tilskuddet. Bestemmelsen bygger på den antagelse, at en person, der vil yde et skattefrit ikke-fradragsberettiget tilskud til dækning af en skatte- eller afgiftspligtiges udgifter til sagkyndig bistand i en sag, højst sandsynligt vil have en retlig interesse i, at sagen føres. Tilskuddet må derimod ikke være ydet som følge af et generelt interessesammenfald, således at tilskuddet reelt dækker over noget andet end ønsket om at støtte den skatte- eller afgiftspligtiges sag. Der kan foreligge et generelt interessesammenfald i fx familieforhold, hovedaktionærforhold eller koncernforhold. Navnlig i tilfælde, hvor der foreligger et generelt interessesammenfald mellem yder og modtager, må det dog i forbindelse med ligningen påses, at tilskuddet ydes som følge af en konkret, retlig interesse i sagen.
Tredjemands tilskud
Efter bestemmelsen i ligningsloven § 7 Q, stk. 1, nr. 2 kan alle fysiske og juridiske personer, almennyttige fonde, sammenslutninger, faglige foreninger og interesseorganisationer samt arbejdsgivere mv. som udgangspunkt yde et skattefrit tilskud til den godtgørelsesberettigede til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det ikke er fundet muligt at opstille klare kriterier, der generelt gør det muligt at yde et forhøjet tilskud til skatte- eller afgiftspligtige, der fører principielle sager.
K.8.3 Indberetning
Tredjemand
Fysiske og juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand mv., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet underrette SKAT om beløbets størrelse og modtagerens identitet. Det fremgår af bestemmelsen i skattekontrollovens § 7 H. Tredjemand skal oplyse beløbets størrelse og modtagerens identitet, når beløbet ydes. I forbindelse med ligningen må det påses, at der ikke ydes et større beløb fra tredjemand end de samlede godtgørelsesberettigede udgifter, som den skatte- eller afgiftspligtige har afholdt, med fradrag af godtgjorte udgifter.
Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed undlader at opfylde indberetningspligten, vil kunne straffes med bøde, jf. skattekontrollovens § 14, stk. 2.
K.1 Omkostningsgodtgørelsens størrelse
K.2 Kredsen af godtgørelsesberettigede
K.3 De godtgørelsesberettigede udgifter
K.4 De godtgørelsesberettigede sagstyper
K.5 Nærmere om medholdsgraden
K.6 Udbetaling af godtgørelsen
K.7 Rimelighedsvurdering
K.8 Administration