PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 H. KLAGESTRUKTUR OG KLAGEBEHANDLING

Processuelle regler på SKATs område 2007-3

H. Klagestruktur og klagebehandling

Reglerne om klageadgang er reguleret i skatteforvaltningsloven (SFL) samt i de forskellige told- skatte- og afgiftslove. På området for klagebehandling suppleres SFL af følgende bekendtgørelser: bekendtgørelse nr. 1035 af 25. oktober 2005 om forretningsorden for Skatterådet, bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 om forretningsorden for Landsskatteretten, bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006 om forretningsorden for skatteankenævn, bekendtgørelse nr. 81 af 24. januar 2007 om ændring af bekendtgørelse om forretningsorden for skatteankenævn, bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006 om forretningsorden for vurderingsankenævn, bekendtgørelse nr. 1378 af 12. december 2006 om landets inddeling i skatte-, vurderings- og motorankenævnskredse, bekendtgørelse nr. 1187 af 28. november 2006 om delegering af kompetence til ankechefen(overførsel af sager mellem motorankenævn), bekendtgørelse nr. 1212 af 30. november 2006 om delegering af kompetence til ankechefen(overførsel af sager mellem skatteankenævn), bekendtgørelse nr. 1213 af 30. november 2006 om delegering af kompetence til ankechefen(overførsel af sager mellem vurderingsankenævn, bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 om afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006 om ændring af bekendtgørelse om afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den kompetente myndighed, bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005 om klage i personalesager og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetencen, bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006 om ændring af bekendtgørelse om klage i personalesager og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence, bekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2007 om ophævelse af bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet. Bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007 om begrænsning af adgangen til at klage over told- og skatteforvaltningen, der trådte i kraft den 16. maj 2007. På området for klage over afgørelser om aktindsigt er der fastsat særlige regler i bekendtgørelse nr. 437 af 1. maj 2007.

Grundet etableringen af enhedsforvaltningen er der sket en forenkling i klagestrukturen, herunder i antallet af myndigheder, der fungerer som klageinstans.

Indtil 1. november 2005 var klagestrukturen i væsentligt omfang reguleret ved skattestyrelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 12. august 2004, og via sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002. Herudover var reglerne om klageadgang reguleret i de love, der knyttede sig til de enkelte områder. Skattestyrelsesloven og sagsudlægningsbekendtgørelsen er ophævet med virkning fra den 1. november 2005, hvorefter en ny klagestruktur trådte i kraft.

Grundtrækket i den nye klagestruktur er følgende

Hovedregel

Hovedreglen er, at Landsskatteretten er klageinstans i samtlige klagesager, hvor SKAT, Skatterådet, et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn har truffet afgørelse.

Undtagelser

Undtaget herfra er fire tilfælde.

For det første, hvis sagen kan påklages til skatteankenævnet, jf. udtrykkeligt opremsningen i SFL § 5.

For det andet, hvis sagen kan påklages til vurderingsankenævnet, jf. opremsningen i SFL § 8.

For det tredje de tilfælde, hvor ministeren har udnyttet sin kompetence til at fastsætte regler om retten til at klage over SKATs afgørelser, jf. SFL § 14, stk. 2.

For det fjerde, hvis sagen i medfør af en særlig skattebestemmelse kan påklages til Skatterådet.

Skatteankenævnene og vurderingsankenævnene er således bibeholdt med den nye klagestruktur. Skatteankenævnets kompetence er i forhold til tidligere udvidet til også at omfatte afgørelser om gaveafgift. Tilsvarende er vurderingsankenævnets kompetence udvidet til også at omfatte klager over såkaldte værdiforringelseserklæringer. Skatteankenævnets og vurderingsankenævnets afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, med undtagelse af afgørelser om forskudsregistrering, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Det er nyt, at den enkelte borger frit kan vælge, om en klage skal behandles af skatteankenævnet eller af Landsskatteretten, jf. SFL § 5, stk. 2. Ved lov nr. 345 af 18. april 2007 er der indsat et nyt stk. 3 i § 5, således at det fremgår, at afgørelser, der er påklaget til skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, efter klagerens valg kan påklages til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1, hvis nævnet ikke har truffet afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen er modtaget. Ved sager om forskudsregistrering skal klage dog altid ske til skatteankenævnet. Der er ikke mulighed for at vælge vurderingsankenævnet fra.

Den nye klagestruktur betyder, at de klagesager, der tidligere blev klagebehandlet i de regionale told- og skatteforvaltninger, Told- og Skattestyrelsen eller af Ligningsrådet, nu alle skal klagebehandles i Landsskatteretten. Som en undtagelse herfra gælder, at afgørelser om ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 8, vedrørende fysiske personer og dødsboer kan påklages til skatteankenævnet.

Det bemærkes, at der i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. er givet retspræsidenten for Landsskatteretten bemyndigelse til at fastsætte regler om, at visse nærmere angivne typer af afgørelser truffet af SKAT skal afgøres uden medvirken af retsmedlemmer. Disse sager behandles uden, at der pålægges klageren at betale et gebyr. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, hvortil der henvises. Bekendtgørelse nr. 1025 er senest ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006. Sidstnævnte bekendtgørelse udvider området for afgørelser, der kan behandles i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

Skatterådet har som udgangspunkt udelukkende kompetence som 1. instans. Skatterådets kompetence er afledt. Rådet har kompetence i det omfang det er blevet forelagt sager fra SKAT i henhold til SFL § 2, stk. 2, og stk. 3 og § 21, stk. 4 om bindende svar, jf. herom SKM2005.449.SKAT . Skatterådet er endvidere tillagt kompetence som 1. instans i henhold til særlige skattebestemmelser. Skatterådet er ligeledes tillagt kompetence som klageinstans i henhold til enkelte særlige skattebestemmelser. Afgørelser om omlægning af indkomstår efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, 3. pkt. kan fx påklages til Skatterådet i medfør af bekendtgørelse nr. 464 af 22. maj 2007. Det er en konsekvens af den nye klagestruktur, at Skatterådet, medmindre det undtagelsesvist fremgår af særlige skattebestemmelser, ikke fungerer som klageinstans.

SKAT stiller sekretariatsbetjening til rådighed for Skatterådet, skatteankenævnene og vurderingsankenævnene, jf. SFL § 4, stk. 5, § 7, stk. 8 og § 10, stk. 6. Sekretariatsbetjeningen af skatteankenævnene og vurderingsankenævnene er organisatorisk adskilt fra den øvrige told- og skatteforvaltning i en særlig enhed med reference til direktionen.

H.1 Klagestrukturen

Skatteankenævnets kompetence

Skatteankenævnets kompetence er opregnet i SFL § 5, stk. 1, nr. 1 - 9. Skatteankenævnet afgør således klager over SKATs afgørelser, herunder sager om genoptagelse af sådanne afgørelser, vedrørende fysiske personer og dødsboer om

1) Forskudsregistrering af indkomst.

2) Ansættelse af indkomstskat.

Begrebet ansættelse af indkomstskat omfatter opgørelse af enhver form for skat, der opgøres på grundlag af indkomst. Begrebet omfatter pensionsafkastbeskatning, arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat og gaveafgift. Begrebet omfatter ikke boafgift, ejendomsværdiskat og afgift efter pensionsbeskatningsloven.

3) Bindende svar efter kapitel 8, for så vidt angår spørgsmål som nævnt i nr. 1,2 og 4-7.

4) Ansættelse af underskud eller tab, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører.

5) Ansættelse af ejendomsværdiskat.

6) Beregning af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a, der ikke vedrører værdiansættelse efter boafgiftslovens § 12.

7) Beregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D.

8) Ansættelse af anskaffelsessummer m.v. opgjort efter skattekontrollovens § 3 C, stk. 8, 11 og 13, for fysiske personer og dødsboer.

9) Behandling af anmodninger efter skattekontrollovens § 3 C, stk. 3, 4. pkt., stk. 5, stk. 11, 5. pkt., og stk. 13, 4. pkt., for fysiske personer og dødsboer.

Det fremgår af SFL § 5, stk. 2, at afgørelser, der kan påklages til skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, efter klagerens valg, i stedet kan påklages til Landsskatteretten efter SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Stedlig kompetence vedrørende skatteankenævn

Udgangspunktet er, at klagen indgives til det nævn, i hvis kreds klageren havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår henholdsvis på dødstidspunktet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2 Herfra gælder 5 undtagelser

1) Klage over forskudsregistrering indgives til det nævn, hvor klageren havde bopæl på det tidspunkt, hvor den påklagede forskudsregistrering blev foretaget.

2) Klage over en ansættelse om begrænset skattepligtig indgives til det nævn, hvor indkomstkilden var beliggende ved udløbet af det klagebehandle indkosmtår, henholdsvis skattepligtens ophør.

3) Klage over en ansættelse, der udspringer af salg af et aktiv,og hvor aftalen er bindende for både køber og sælger, skal indgives til det nævn, hvor sælger havde bopæl på tidspunktet for salg af aktivet.

4) Klage over bindende svar, der vedrører en disposition i et indkomstår, der ikke er afsluttet på klagetidspunktet, skal indgives til det skatteankenævn, hvor klageren havde bopæl på tidspunktet for indgivelse af anmodningen om bindende svar.

5) Klage over en ansættelse af gaveafgift indgives til det nævn, hvor gavegiere havde bopæl på tidspunktet for gaveoverdragelsen.

Det fremgår af forretningsordenens § 1, stk. 3, at Skatteministeren, eller den denne bemyndiger hertil, kan bestemme, at en klage skal behandles i et andet nævn, hvis et andet nævn behandler klagerens sager i andre indkomstår om samme spørgsmål, eller grundlaget for en klagesag i overvejende grad kan henføres til en anden nævnskreds, eller hvis der i øvrigt er tvivl om, hvilket nævn, der skal behandle sagen.

Det fremgår af forretningsordenens § 1, stk. 4, at hvis en afgørelse ved domstolene eller ved Landsskatteretten betyder, at et spørgsmål på ny skal behandles af et nævn, skal spørgsmålet behandles af et andet nævn end det, der første gang behandlede spørgsmålet. Skatteministeren, eller den denne bemyndiger hertil, bestemmer, hvilket andet nævn, der skal behandle sagen.

Vurderingsankenævnets kompetence

Vurderingsankenævnene afgør i henhold til SFL § 8 klager over SKATs afgørelser efter

1) Lov om vurdering af landets faste ejendomme.

2) Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3.

Det fremgår af forretningsorden for vurderingsankenævn, jf. bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006, § 1, stk. 2, at klage over en ejendomsvurdering kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat, jef. skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1. Klagen behandles af det vurdringsankenævn, i hvis kreds ejendommen er beliggende. Klagen indsendes gennem told- og skatteforvaltningen.

Det fremgår videre af forretningsordenens § 1, stk. 3, at hvis en afgørelse ved domstolene eller Landsskatteretten betyder, at et spørgsmål på ny skal behandles af et nævn, skal spørgsmålet behandles af et andet nævn end det, der første gang behandlede spørgsmålet. Skatteministeren, eller den denne bemyndiger hertil, bestemmer, hvilket nævn, der skal behandle sagen.

Landsskatterettens kompetence

Landsskatteretten afgør, medmindre andet er bestemt af skatteministeren efter § 14, stk. 2, klager over

1) SKATs afgørelser, bortset fra afgørelser om forskudsregistrering som nævnt i § 5, stk. 1, nr. 1.

2) Skatterådets afgørelser.

3) Skatteankenævnenes afgørelser efter § 5, stk. 1, nr. 2-7.

4) Vurderingsankenævnenes afgørelser.

Landsskatteretten afgør herudover sager, som skatteministeren har indbragt for Landsskatteretten efter § 40, stk. 2. Endelig afgør Landsskatteretten sager, som efter anden lovgivning er henlagt til Landsskatterettens afgørelse.

Skatteministeren fastsætter regler om klage i særlige sagstyper

I henhold til SFL § 14, stk. 2, 1. pkt., har skatteministeren bemyndigelse til at bestemme, at SKATs afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. I henhold til SFL § 14, stk. 2, 2. pkt., har skatteministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, herunder fastsætte regler om tidsfrister for indgivelse af klage.

Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005. Af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, fremgår det, at afgørelser truffet af SKAT om ansættelse af personale og andre personalesager ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det fremgår dog af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at afgørelser truffet af SKAT i disciplinærsager kan påklages til Skatteministeriet. Videre fremgår det, at andre personalesager, hvor der er truffet afgørelse om uansøgt afsked, samt sager om aktindsigt i ansættelses- og personalesager kan påklages til Skatteministeriet. Bekendtgørelse nr. 1036 er ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006. Ændringen vedrører § 2 i bekendtgørelse nr. 1036. Det fremgår herefter af § 2, at klage til Skatteministeriet over told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf. § 1, stk. 2, med undtagelse af klage over afgørelser om aktindsigt, skal være modtaget i Skatteministeriet senest 3 måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Bemyndigelsen er endvidere udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005. Af bekendtgørelsens § 1 fremgår det, at SKAT bemyndiges til at træffe afgørelser efter dobbeltbeskatningsoverenskomster som "den kompetente myndighed". Af bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at afgørelser truffet efter § 1 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Endelig er bemyndigelsen i SFL § 14, stk. 2, udnyttet ved bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, der træder i kraft den 16. maj 2007. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., at SKATs afgørelser ikke kan påklages til Skatteministeriet. Det fremgår dog af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 2. pkt., at afgørelser efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, dvs. afgørelser truffet af SKAT i disciplinærsager, dog kan påklages til Skatteministeriet. Det bemærkes, at bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er ophævet ved bekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2007. Med hensyn til klage over afgørelser om aktindsigt henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 437 af 1. maj 2007, jf. nedenfor afsnit H.1.1 .

Skatteministeren kan endvidere i henhold til SFL § 14, stk. 3, bestemme, at told-og skatteforvaltningens behandling af andre spørgsmål ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, § 1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at SKATs behandling af spørgsmål, der ikke er afgørelser, ikke kan påklages til SKatteministeren.

H.1.1 Klage over formalitetsspørgsmål m.m.

Klager over sagsbehandlingen

Med etableringen af enhedsforvaltningen reduceres den hierarkiske opbygning af den statslige skatteforvaltning til SKAT og skatteministeren/skatteministerens departement.

Det betyder, at den mulighed, der tidligere bestod for at klage over en sagsbehandling til en overordnet myndighed, ikke længere er aktuel indenfor SKAT. Endvidere er adgangen til - efter en almindelig ulovbestemt retsgrundsætning - at påklage SKATs stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet som overordnet myndighed afskåret ved bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, § 1. Vedrørende klage over afgørelser om aktindsigt henvises navnlig til bekendtgørelse nr. 437 af 1. maj 2007, jf. lige nedenfor om aktindsigt.

Hvis der er truffet en afgørelse om formelle indsigelser af juridisk karakter, vil klagen herover følge klagevejen over den materielle afgørelse. Hvis der i øvrigt klages over sagsbehandlingen, vil klageadgangen være til Landsskatteretten, forudsat der er tale om en egentlig forvaltningsretlig afgørelse.

I de tilfælde, hvor indsigelser mod sagsbehandlingen hos SKAT ikke resulterer i en forvaltningsretlig afgørelse, vil der som følge af § 1, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, ikke være nogen administrativ klagemulighed. Det gælder fx klager over sagsbehandlingstid, klage over mangelfuld vejledning, klage over personlig adfærd eller øvrige klager over myndighedernes faktiske forvaltningsvirksomhed. I det omfang indsigelse mod en ansats adfærd resulterer i en forvaltningsafgørelse, er klage til departementet afskåret i § 1, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, medmindre der er tale om en egentlig disciplinærsag eller en sag om uansøgt afsked, jf. bekendtgørelse nr. 1036 § 1, stk. 2, hvorefter der i sådanne tilfælde kan klages til departementet.

Inhabilitet

Efter FVL § 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. Klagevejen følger således den materielle sag.

Aktindsigt

I henhold til forvaltningsloven og offentlighedsloven kan afgørelser om aktindsigtsspørgsmål påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, jf. FVL § 16, stk. 4, og OFL § 15, stk. 2.

Det betyder, at klager over afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i afgørelsessager, dvs. sager, hvor der er eller vil blive truffet en forvaltningsretlig afgørelse, følger klagevejene for den underliggende sag. Dette gælder uanset om anmodningen om aktindsigt er afgjort efter forvaltningslovens eller offentlighedslovens regler. Klager over afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i afgørelsessager kan derfor påklages efter samme regler som den underliggende sag, jf. SFL §§ 5, 8 og 11.

For så vidt angår afgørelser om aktindsigtsspørgsmål i sager, der ikke er afgørelsessager, eksempelvis vejledningssager, administrativ sagsbehandling som led i projektvirksomhed eller told- og skatteforvaltningens stillingtagen til indsigelser over sagsbehandling, er der ved bekendtgørelse nr. 437 af 1. maj 2007 fastsat særlige regler om klageadgang. Det fremgår af bekendtgørelsen, jf. § 2, stk. 1, at afgørelser om aktindsigt truffet af told- og skatteforvaltningen eller spillemyndigheden i tilfælde, hvor der ikke er klageadgang til Skatteministeriet (eller anden administrativ myndighed) i den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, ikke kan påklages til Skatteministeriet. Klage over disse afgørelser kan i stedet ske til Landsskatteretten. Efter § 2, stk. 2, kan afgørelser om aktindsigt truffet af told- og skatteforvaltningen i ansættelses- og personalesager dog påklages til Skatteministeriet. Efter § 2, stk. 3, kan afgørelser om aktindsigt truffet af Skatterådet, Spillenævnet, skatte-, vurderings- eller motorankenævnene i tilfælde, hvor der ikke er klageadgang i den sag, begæringen om aktindsigt vedrører, ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Det fremgår endvidere af kompetencebestemmelsen i bekendtgørelsens § 1, at told- og skatteforvaltningen som sekretariat for Skatterådet, Spillenævnet, skatte-, vurderings- og motorankenævnene kan træffe afgørelse i sager om aktindsigt, jf. stk. 1. Endvidere kan Landsskatteretten træffe afgørelse i sager om aktindsigt uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. § 1, stk. 2.

For så vidt angår en nærmere forvaltningsretlig gennemgang af forskellen på henholdsvis afgørelsessager og ikke-afgørelsessager, dvs. anden administrativ virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, henvises til afsnit B. Afgørelser og vejledning mv.

Når en afgørelse om aktindsigt truffet af told- og skatteforvaltningen påklages til Landsskatteretten, behandles klagen i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006, § 1, nr. 34 vedrørende afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og bekendtgørelsens § 1, nr. 91 vedrørende afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven. Hvis særlige omstændigheder ved en påklaget afgørelse taler for, at klagen afgøres under medvirken af retsmedlemmer, kan retspræsidenten dog bestemme en sådan behandling af klagen uanset reglerne i bekendtgørelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, 2. pkt.

Indsigtsret

Ved anmodninger om indsigt mv. efter reglerne i PDL §§ 31-40 er det den dataansvarlige myndighed, virksomhed mv., der har kompetencen til at afgøre, om anmodningen kan imødekommes. Dette udelukker for så vidt angår den offentlige forvaltning ikke sædvanlig forvaltningsmæssig delegation, jf. Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 , punkt 5. Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse, jf. lovens § 61.

Videregivelse af fortrolige oplysninger

Etableringen af enhedsforvaltningen betyder, at udvekslingen af oplysninger i langt højere grad vil ske inden for samme myndighed, jf. afsnit M.3.2.3 . Kompetencen til at afgøre, om en fortrolig oplysning skal videregives inden for samme myndighed, tilkommer den, der som følge af sit arbejde har kendskab til oplysningen.

Vurderingen af, om en oplysning kan eller skal videregives til en anden myndighed foretages som hovedregel efter forvaltningslovens §§ 28 - 31, jf. afsnit M.3.2.2 . Vurderingen foretages af den myndighed, der er i besiddelse af oplysningen. Klage over afslag på en anmodning om videregivelse fra en en forvaltningsmyndighed til en anden skal indgives til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Forældelse

Afgørelse vedrørende spørgsmål om forældelse af skatte- og afgiftskrav træffes af SKAT i 1. instans. Afgørelse herom kan i henhold til SFL 11, stk.1, nr. 1, indbringes for Landsskatteretten. Reglen i SFL § 41, stk. 1, nr. 5, er en undtagelse herfra, idet der er tale om en eksemplificering af, i hvilke tilfælde en ansættelse kan påklages. Vedrørende fysiske personer og dødsboer vil der derfor være klageadgang til skatteankenævnet og videre til Landskatteretten, såfremt den klageberettigede mener, at ansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav var forældet på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.

Omkostningsgodtgørelse og henstand

Afgørelse om omkostningsgodtgørelse og henstand afgøres af SKAT. Der er i begge tilfælde klageadgang til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

H.1.2 Kompetence på særlige udvalgte områder

Forskudsregistrering

Afgørelser om grundlaget for det foreløbige skattetilsvar træffes af SKAT, jf. KSL § 55 B, stk. 1. Afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet, jf. KSL § 55 B, stk. 2 og SFL § 5, stk. 1, nr. 1. Af forretningsordenen for skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at klage over forskudsregistrering indgives til det nævn, hvor klageren havde bopæl på det tidspunkt, hvor den påklagede forskudsregistring blev foretaget. Der er ikke mulighed for at klage til Landsskatteretten i den type sager, jf. KSL § 55 B, stk. 2, og SFL § 11, stk. 1, nr. 1 og nr. 3 modsætningsvis.

Acontoskat

SKAT træffer afgørelser om acontoskat, jf. selskabsskattelovens § 29 A, stk. 2. SKATs afgørelse herom kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1.

Gaveafgift

Afgørelser om gaveafgift træffes af SKAT i 1. instans. Der er klageadgang til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. Af forretningsordenen for skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 5, fremgår det, at klage over en ansættelse af gaveafgift indgives til det nævn, hvor gavegiver havde bopæl på tidspunktet for gaveoverdragelsen. Skatteankenævnets afgørelser kan videreklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.

Skatteansættelser for fysiske personer og dødsboer

Klager over SKATs afgørelser om skatteansættelser af indkomst for fysiske personer og dødsboer, behandles af skatteankenævnene, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. Skatteankenævnets afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.

I sager om skatteansættelsen for fysiske personer og dødsboer er der hjemlet adgang til at klage direkte til Landsskatteretten, således at klagebehandlingen ved skatteankenævnet springes over, jf. SFL § 5, stk. 2. Den skattepligtige kan frit vælge, hvilken løsning der findes mest hensigtsmæssig i den konkrete sag.

Såfremt SKAT i henhold til SFL § 2, stk. 2, har henlagt en sag om ansættelsen for en fysisk person eller et dødsbo til afgørelse ved Skatterådet, er der klageadgang til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 2.

Skatteansættelser for juridiske personer, bortset fra dødsboer(selskaber)

Skatteansættelsen af juridiske personer, bortset fra dødsboer(selskaber) foretages af SKAT. Klager over SKATs afgørelser om skatteansættelser af indkomst for juridiske personer, bortset fra dødsboer, behandles af Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Skattetillæg

Klage over, at et skattetillæg eller et procenttlilæg er beregnet forkert, skal i medfør af SFL § 5, stk. 1, nr. 2, ske til skatteankenævnet. Er der tale om en klage over hel eller delvis afslag på eftergivelse af et skattetillæg eller klage over, at skattetillæg er pålignet, fx fordi skatteyder er af den opfattelse, at selvangivelsen er indgivet rettidigt, skal en sådan afgørelse påklages til Landsskatteretten efter hovedreglen i SFL § 11, stk. 1, nr. 1. I tvivlstilfælde må det anbefales, at der gives klageadgang til Landsskatteretten efter hovedreglen i SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Skatteforbehold

SKatteforbehold påklages på samme måde som den ansættelse forholdet knytter sig til.

Tilsyn

Skatterådet kan efter indstilling fra SKAT ændre en åbenbart ulovlig afgørelse, der er truffet af et skatteankenævn eller et vurderingsankenævn, jf. SFL § 2, stk. 3. Skatterådets afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 2.

Genoptagelse ved told- og skatteforvaltningen eller Skatterådet på skatteyderens foranledning

En anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen kan fremsættes af den skattepligtige med hjemmel i SFL §§ 26 og 27. Bestemmelserne er en videreførelse af skattestyrelseslovens §§ 34 og 35. Der henvises herom til afsnit G.1 .

Det er SKAT, der er kompetent med hensyn til en skatteyders anmodning om genoptagelse i henhold til SFL §§ 26 og 27 om ordinær og ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

Et afslag på en anmodning om genoptagelse kan påklages gennem klagesystemet på samme måde som en skatteansættelse.

For fysiske personer og dødsboer vil en afgørelse om nægtelse af genoptagelse herefter kunne påklages til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, og videre til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3. Som beskrevet ovenfor under klage over skatteansættelsen vedrørende fysiske personer og dødsboer, er der i stedet mulighed for at springe klagen til skatteankenævnet over og klage direkte til Landsskatteretten, jf. SFL § 5, stk. 2.

Dersom Skatterådet i medfør af SFL § 2, stk. 2, har truffet afgørelse om skatteansættelsen, skal en anmodning om genoptagelse rettes dertil. Et afslag på en anmodning om genoptagelse skal i disse tilfælde ligeledes påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 2.

For juridiske personer bortset fra dødsboer vil en afgørelse om nægtelse af genoptagelse kunne påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1, hvis det er SKAT, der har truffet afgørelsen, og med hjemmel i SFL § 11, stk. 1, nr. 2, hvis det i medfør af lovens § 2, stk. 2, er Skatterådet, der har truffet afgørelsen.

Hvis en anmodning om genoptagelse imødekommes, og sagen genoptages af SKAT, følger en evt. klage over den nye ansættelse den sædvanlige instansfølge. Det betyder, at afgørelsen kan påklages til skatteankenævnet og/eller Landsskatteretten afhængig af, om ansættelsen vedrører fysiske personer og dødsboer eller selskaber. I førstnævnte tilfælde vil klagevejen desuden afhænge af, om skatteyder benytter sig af muligheden for med hjemmel i SFL § 5, stk. 2, at springe klagebehandlingen til skatteankenævnet over, ligesom der i førstnævnte tilfælde skal ske klage direkte til Landsskatteretten, såfremt Skatterådet har truffet afgørelse i første instans.

Hvis en klage over afslag på genoptagelse imødekommes af et skatteankenævn eller af Landsskatteretten, vil SKAT, eller Skatterådet i henhold til SFL § 2, stk. 2, blive pålagt at genoptage skatteansættelsen. Et skatteankenævn har dog mulighed for at genoptage ansættelsen, hvis klageren er enig heri, jf. SFL § 36, stk. 8. Der er ikke en tilsvarende hjemmel for Landsskatteretten til selv at foretage genoptagelsen.

Genoptagelse på skatteyderens foranledning ved skatteankenævnet eller ved Landsskatteretten

En skatteyders mulighed for at få genoptagelse ved skatteankenævnet eller ved Landsskatteretten reguleres efter reglerne i SFL §§ 37 og 46. Nægter skatteankenævnet at imødekomme en ansøgning om genoptagelse ved nævnet i henhold til SFL § 37, kan nægtelsen påklages til Landsskatteretten. Såfremt Landsskatteretten nægter at imødekomme en ansøgning om genoptagelse ved retten i henhold til SFL § 46, vil afgørelsen alene kunne indbringes for domstolene.

Bindende svar

Klage over bindende svar afgivet af SKAT vedrørende fysiske personer og dødsboer skal indgives til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af forretningsordenen for skatteankenævn, § 1, stk. 2, nr. 4, at klage over bindende svar, der vedrører en disposition i et indkomstår, der ikke er afsluttet på klagetidspunktet, skal indgives til det skatteankenævn, hvor klageren havde bopæl på tidspunktet for indgivelse af anmodningen om bindende svar. Skatteankenævnets afgørelse kan påklages videre til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 3.

Fysiske personer og dødsboer kan i stedet for at klage til skatteankenævnet vælge at klage over et bindende svar direkte til Landsskatteretten, jf. SFL § 5, stk. 2.

Endelig skal klage over et bindende svar for fysiske personer eller dødsboer, der er afgivet af Skatterådet i henhold til SFL § 21, stk. 4, jf. § 2, stk. 2, påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 2.

Klage over bindende svar afgivet af SKAT vedrørende juridiske personer bortset fra dødsboer skal indgives til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Er afgørelsen truffet af Skatterådet i henhold til lovens § 21, stk. 4, jf. § 2, stk. 2, skal der ligeledes indgives klage til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 2.

En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende svar, jf. SFL § 24, stk. 1 og 2, kan ikke påklages, jf. lovens § 24, stk. 3. En afgørelse om afvisning af en anmodning om bindende svar under henvisning til andre bestemmelser end SFL § 24, stk. 1 og 2, kan påklages på sædvanlig vis, jf. bestemmelserne i SFL § 5, stk. 1, nr. 3 og § 11, stk. 1, nr. 3.

Bevillinger og dispensationer

I en række bevillings- og dispensationsbestemmelser fremgår betingelserne for at anvende den pågældende bestemmelse direkte af loven. I disse tilfælde skal der ikke søges om tilladelse eller dispensation for at anvende den pågældende bestemmelse. Spørgsmål om, hvorvidt betingelserne for at anvende sådanne bestemmelser er opfyldte, afgøres af SKAT. Afgørelser herom kan normalt indbringes for Landsskatteretten i henhold til SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Skattefri aktieombytning, skattefri fusion, spaltning og tilførsel af aktiver

SKAT er den kompetente myndighed i 1. instans i samtlige sager om omstruktureringer. Som eksempel kan nævnes reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13, om tilladelse til skattefri ombytning af aktier, reglerne om skattefri spaltning i fusionsskattelovens 15 b, stk. 5, og reglerne i fusionsskattelovens § 15 d, stk. 5, om skattefri tilførsel af aktiver. Hovedreglen er, at klage over afgørelser vedrørende omstrukturering skal indgives til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Omlægning af indkomstår

Afgørelser om administrationsselskabers omlægning af indkomstår efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, 3. pkt. træffes af SKAT og kan påklages til SKatterådet, jf. bekendtgørelse nr. 464 af 22. maj 2007, § 1, stk. 2.

Afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollen

SKAT er 1. instans i samtlige afgørelser, der træffes vedrørende arbejdsgiverkontrol, herunder i sager omfattet af arbejdsmarkedsfondsloven eller KSL . Som eksempel forestår told- og skatteforvaltningen i henhold til KSL § 86 kontrollen med, at de indeholdelsespligtige overholder de pligter, der som indeholdelsespligtige er pålagt efter kildeskatteloven eller andre skattelove. Et andet eksempel er afgørelser om hæftelse i henhold til kildeskattelovens bestemmelser.

Med hjemmel i SFL § 11, stk. 1, nr. 1, er Landsskatteretten klagemyndighed i relation til SKATs afgørelser efter kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven.

Hvis en lønmodtager ønsker at klage over en afgørelse truffet af arbejdsgiverkontrollen vedrørende afsluttede indkomstår skal klage indgives til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 2. I følge forretningsordenen for skatteankenævn § 1, stk. 2, indgives klage over en skatteansættelse til det nævn, i hvis kreds klageren havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår hensholdsvis på dødstidspunktet.

Der er i følge forretningsordenens § 1, stk. 3, hjemmel til, at Skatteministeren, eller den denne bemyndiger hertil, kan bestemme, at en klage skal behandles i et andet nævn, hvis et andet nævn behandler klagerens sager i andre indkomstår om samme spørgsmål, eller grundlaget for en klagesag i overevjende grad kan henføres til en anden nævnskreds, eller hvis der i øvrigt er tvivl om, hvilket nævn, der skal behandle sagen.

I sager om arbejdsgiverkontrol kan der være flere parter. I henhold til SFL § 36, stk. 1, og § 40, stk. 1, kan klage til henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel interesse i den afgørelse, der klages over. Bestemmelsen indebærer, at lønmodtageres klageadgang over afgørelser, der er rettet mod deres arbejdsgivere som led i arbejdsgiverkontrol, nu er lovfæstet i det omfang lønmodtageren har en væsentlig, direkte og individuel interesse i afgørelsen.

Afgørelser om moms, lønsum og afgifter

Samtlige afgørelser træffes i 1. instans af SKAT. Afgørelser om moms, afgifter og lønsum kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Der kan aldrig ske klage til skatteankenævnet over afgørelser vedrørende moms, lønsum og afgifter.

Afgørelser om told

Samtlige afgørelser træffes i 1. instans af SKAT. Afgørelser om told kan påklages til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Der kan aldrig ske klage til skatteankenævnet over afgørelser vedrørende told.

H.2 Klagestruktur for spillemyndigheden

Spillemyndigheden træffer 1. instans afgørelse efter følgende bestemmelser

Lovbekendtgørelse nr. 631 af 25. juli 2002 om gevinstgivende spilleautomater §§ 6-11 om meddelelse af tilladelser,

samme lovs §§ 12-13 om bortfald, tilbagekaldelse mv. af tilladelser,

samme lovs §§ 15-20 om kontrol mv. af spilleautomater og spillehallers personale, adgangskrav mv.,

samme lovs § 28, stk. 2, om tilbagekaldelse af tilladelse ved angivelse,

samme lovs § 44, stk. 2, om dispensation,

bekendtgørelse nr. 661 af 22. juni 2005 om gevinstgivende spilleautomater § 4 om dispensation fra kravet om opkobling til det centrale overvågningssystem, og

samme bekendtgørelses § 19 om vilkår for tilladelser og tilbagekaldelse.

Spillemyndighedens afgørelser kan påklages til spillenævnet, jf. lovens § 37. Fristen for klagen er 3 måneder regnet fra afgørelsesdatoen.

Landsskatteretten påkender dog klager over afgørelser truffet af SKAT i 1. instans af

spørgsmål om, hvilket beløb afgifterne skal beregnes af, og

spørgsmål om, hvorvidt der er tale om velgørende, lokale formål efter lovens § 38, som efter lovens § 25 kan modtage midler med afgiftsnedsættelse til følge.

H.3 Klage og klagebehandling

H.3.1 Generelt om klage og klagefrister

Hvem kan klage - partsbegrebet

Efter bestemmelsen i SFL § 36, stk. 1 og § 40, stk. 1, kan klage til henholdsvis skatteankenævnet og Landsskatteretten indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Klageberettigede vil herefter fx være en ægtefælle, en part i en overdragelsesaftale eller en gavemodtager. Klage kan derimod ikke indgives af en, der indirekte bliver berørt af en afgørelse, fx i forbindelse med et skifte, medmindre der er særlig hjemmel herfor.

Vedtagelsen af SFL §§ 36 og 40 er et udtryk for en lovfæstelse og en videreførelse af den hidtidige fortolkning af partsbegrebet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte interesse i sagns udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Ægtefællers adgang til at klage over den anden ægtefælles eller forhenværende ægtefælles skatteansættelse for indkomstår, hvori de var samlevende ægtefæller, var tidligere hjemlet i skattestyrelseslovens § 37 A, stk. 2. Denne bestemmelse er ophævet som følge af vedtagelsen af bestemmelserne i SFL §§ 36, stk. 1, og § 40, stk. 1.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles for alle kommanditisterne. Hver kommanditist er berettiget til at påklage sin egen sag.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS 1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist. Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Særligt om ejendomsvurdering

En klage til vurderingsankenævnet kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat, jf. SFL § 38, stk. 1. Klageren skal - som udgangspunkt - ikke have samtykke fra eventuelle medejere til at indgive klagen.

Klage fra andre end ejeren kan fx forekomme, hvor ejendommen er solgt, og sælgeren fortsat i et vist omfang hæfter for skatter vedrørende ejendommen. Ligeledes er en kommune, der efter lovgivningen (planlovens § 47 A) vil kunne tilpligtes at overtage ejendommen, klageberettiget efter bestemmelsen. Derimod vil f.eks. en lejer i en udlejningsejendom med flere lejemål ikke kunne klage over en ansættelse af ejendommens grundværdi, selv om ejendomsskatten overvæltes på den leje, lejerne afkræves.

Er ejeren et aktieselskab eller en anden juridisk person, skal klagen indgives af den eller de personer, som har fuldmagt til at træffe dispositioner vedrørende den pågældende ejendom.

Afgørelsen af, om andre end ejeren har en væsentlig, direkte interesse i vurderingens resultat, træffes af vurderingsankenævnet. Afgørelsen kan indbringes for Landsskatteretten.

Generelt om klagefrister

Fristen for klage til skatteankenævnene, vurderingsankenævnene og Landsskatteretten er i alle tilfælde 3 måneder. Klagefristen fremgår af SFL §§ 36, stk. 2, 38, stk. 2, og 42, stk. 1.

Dette gælder dog ikke for særskilt klage over afgørelser om aktindsigt, idet det antages, at bestemmelser fastsat ved lov eller i henhold til lov, der fastsætter særlige frister, er uden betydning for adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt, jf. Endelig rapport af 31. august 2005 om ombudsmandens undersøgelse vedrørende et antal sager om aktindsigt fra Told- og Skattestyrelsen, s. 118 f, og FOB 2005, 621 ff.

Suspension af klagefrister

Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD. I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed, det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som udgangspunkt klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD, SKM2002.523.ØLR , SKM2004.26.ØLR , SKM2004.214.ØLR og SKM2006.83.ØLR . Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort fra fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering finder, at sagen bør behandles.

Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. I TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen. Se ligeledes SKM2006.83.ØLR , hvor Landsretten fastslog, at der ikke forelå særlige omstændigheder.

I SKM2005.230.HR (Tidligere SKM2004.266.ØLR ) havde Landsskatteretten givet tilsagn om, at Landsskatteretten på begæring ville genoptage klagesagen, såfremt domstolene måtte ændre Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Landsskatterettens tilsagn om genoptagelse var udtrykkeligt betinget af, at det endelige udfald af den angivne sag blev, at Landsskatterettens afgørelse i sagen blev ændret. Da tredjemand hævede sagen, blev det endelige udfald af den pågældende sag, at Landsskatterettens afgørelse ikke blev ændret, og betingelsen i genoptagelsestilsagnet var derfor ikke opfyldt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Klagefrister ved anmodning om genoptagelse

Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i første instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af klagefristen, suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL § 20, stk. 3. Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på anmodning om genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997, dvs. inden klagefristens udløb, mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af 3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL § 20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.

Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der en ny klagefrist fra den nye afgørelse.

I SKM2003.363.ØLR anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Landsskatteretten.

H.3.2 Klage til skatteankenævn

Klager over SKATs afgørelser vedrørende fysiske personer og dødsboer skal indgives til skatteankenævnet. Den skattepligtige er klageberettiget, når han/hun har modtaget årsopgørelsen henholdsvis skattemyndighedens afgørelse, jf. SFL § 5. Om skatteankenævnenes kompetence, herunder kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit A.1.4.

Landet er inddelt i 30 skatteankenævnskredse. Om landets inddeling i skatteankenævnskredse henvises til bekendtgørelse nr. 1378 af 12. december 2006, § 1. Bekendtgørlsen træder i kraft den 1. januar 2007. Bekendtgørelsen suppleres af bekendtgørelse nr. 1212 af 30. november 2006 om delegering af kompetence til ankechefen(Overførsel af sager mellem skatteankenævn). Med vedtagelse af bekendtgørelse nr. 1378 af 12. december 2006 ophæves bekendtgørelse nr. 256 af 28. marts 2006.

Om sagsbehandlingen ved skatteankenævn henvises til bestemmelserne i forretningsordenen, jf. bekendtgørelse nr. 607 af 14. juni 2006. Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk nedenfor.

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen eller årsopgørelsen, jf. SFL § 36, stk. 2. Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige har modtaget underretning om afgørelsen. Om suspension af klagefrister, se afsnit H.3.1 .

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig og begrundet, jf. SFL § 36, stk. 2.

Til hvilket nævn indgives klagen

Udgangspunktet er, at klagen indgives til det nævn, i hvis kreds klageren havde bopæl ved udløbet af det klagebehandlede indkomstår henholdsvis på dødstidspunktet, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2. Herfra gælder 5 undtagelser, jf. forretningsordenens § 1, stk. 2, nr. 1 - 5. Se nærmere ovenfor afsnit H.1 .

Sagsbehandling når klage er indgivet

Et skatteankenævns sagsbehandling er undergivet officialprincippet, hvorefter nævnet selv har ansvaret for, at sagen er fuldt oplyst, før der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3. Inden et skatteankenævn træffer afgørelse skal nævnet indhente en udtalelse om klagen fra SKAT, jf. SFL § 36, stk. 3. De nærmere regler om indholdet af udtalelsen og konsekvensen af denne fremgår af forretningsordenens § 10.

Udtalelsen skal afgives inden 14 dage, medmindre skatteankenævnet efter omstændighederne giver en længere frist, jf. SFL § 36, stk. 3.

Hvis Told- og skatteforvaltningen på grundlag af klagen finder anledning til at genoptage afgørelsen, kan told- og skatteforvaltningen, hvis klageren er enig deri, genoptage afgørelsen, jf. SFL § 36, stk. 4. Det fremgår af forretningsordenens § 10, stk. 2, 3. pkt., at genoptagelse vil medføre, at klagen til nævnet betragtes som tilbagekaldt. Det må antages, at SKAT ved en genoptagelse efter SFL § 36, stk. 4, er ubundet af fristerne i SFL §§ 26 og 27.

Inden et skatteankenævn afgør en klage, skal skatteankenævnet endvidere udarbejde en sagsfremstilling, jf. SFL § 36, stk. 5, jf. § 19, stk. 1 - 3. Træffes afgørelsen efter anmodning fra sagens parter og skatteankenævnet fuldt ud imødekommer anmodningen, eller hvis sagens parter og SKAT er enige om afgørelsen, skal der ikke udarbejdes en sagsfremstilling, jf. SFL § 19, stk. 1, 2. pkt. De nærmere krav til sagsfremstillingen fremgår af forretningsordenens § 11.

Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold som påtænkes tillagt betydning. Tilsvarende skal den påtænkte afgørelse og begrundelsen herfor fremgå. Klageren skal have en frist på 15 dage fra høringsskrivelsens datering til at fremkomme med bemærkninger, jf. forretningsordenens § 11, stk. 7. Klageren skal samtidig oplyses om retten til at udtale sig skriftligt eller mundtligt overfor nævnet, før klagen afgøres. Sekretariatet kan forlænge klagerens svarfrist, hvis klageren anmoder om det. Klageren kan give afkald på høringen. Om sagsfremstilling, se i øvrigt afsnit E.3.6 .

Hvis der under et skatteankenævns sagsbehandling fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagsfremstillingen, skal skatteankenævnet foretage høring efter reglerne i FVL §§ 19-21, se afsnit E.3.5 .

Ved klage over en skatteansættelse kan nævnet beslutte, uanset klagens formulering, at foretage afledte ændringer af ansættelsen, der er en følge af klagen, jf. skatteforvaltningslovens § 36, stk. 7. Hvis nævnet beslutter at tage ikke påklagede dele af ansættelsen op til bedømmelse, eller hvis der fremkommer nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgøerlse, skal en redegørelse herfor tilføjes sagsfremstillingen. Der skal foretages høring af klageren herover, hvis klageren ikke tidligere er gjort bekendt med disse oplysninger. Se hertil nærmere forretningsordenens § 12.

Skatteankenævnets afgørelse

Et skatteankenævns afgørelser træffes på møder, som ikke er offentlige. Formanden fastsætter tid og sted for mødet. Afgørelse træffes ved afstemning, som afgøres ved stemmeflerhed. Formanden eller næstformanden skal deltage i alle afgørelser. Se endvidere afsnit A.1.4 . Der henvises til SFL § 7 samt forretningsordenens § 13. Nævnet kan bemyndige formanden eller en næstformand til at afgøre sagen i overensstemmelse med den indstilling til sagens afgørelse, som er sent til klageren, jf. forretningsordenens § 11, stk. 7 og 8.

Afgørelsen sendes til klageren, og skal ledsages af sagsfremstillingen. Afgørelsen skal desuden indeholde begrundelse og klagevejledning, hvis afgørelsen ikke giver klageren fuldt ud medhold. Se nærmere forretningsordenens § 14.

Hvis klageren har anmodet om lejlighed til at forelægge sagen for en beslutningsdygtig del af nævnet, eller hvis nævnet anser det for hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren, indkaldes klageren skriftligt til et møde med mindst 15 dages varsel. Klageren skal samtidig underrettes om, at vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig skriftligt. Modtager skatteankenævnet en mundtlig orientering om klagen af sekretariatet forud for mødet, skal klageren vejledes herom senest samtidig med indkaldelsen til mødet, og om at vedkommende har ret til at overvære denne orientering, men uden taleret, jf. forretningsordenen for skatteankenævn § 13, stk. 3.

Tilbagekaldelse

Klageren kan til enhver tid tilbagekalde sin klage. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Sker tilbagekaldelsen under et møde med skatteankenævnet, jf. forretningsordenens § 15, gøres der notat herom i protokollen. Ved enhver tilbagekaldelse skal det skriftligt meddeles klageren, at klagen herefter er henlagt i skatteankenævnet. Der gives meddelelse om tilbagekaldelsen til alle, der har en væsentlig, direkte og individuel interess i klagen, medmindre den pågældende selv har indgivet klage i sagen.

Ved klage over en skatteansættelse eller et bindende svar kan skatteankenævnet beslutte, uanset klagens formulering, at foretage afledte ændringer, jf. SFL § 36, stk. 7. Hvis sådanne ændringer medfører en forhøjelse af ansættelsen, kan klageren også tilbagekalde sin klage forinden skatteankenævnet har truffet afgørelse.

Klagerens valgfrihed

SFL § 5, stk. 2, indeholder en regel om overspringelse. Afgørelser, som kan påklages til skatteankenævnet efter lovens § 5, stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg i stedet påklages direkte til Landsskatteretten i henhold til SFL § 11, stk. 1, nr. 1. Klageren skal med andre ord ikke som tidligere vente på, at der er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i skatteankenævnet, men kan i stedet vælge med det samme at klage til Landsskatteretten.

Sekretariatsbetjening

Det påhviler SKAT at stille sekretariatsbistand til rådighed for skatteankenævnet. Sekretariatet skal organisatorisk være adskilt fra den øvrige told- og skatteforvaltning, jf. SFL § 7, stk. 8. Af forretningsordenens § 5, stk. 2, fremgår det, at sekretariatet har adgang til at være til stede ved nævnets møder og uden stemmeret bistå nævnets behandlinger. Sekretatiatet skal herunder oplyse om sagens faktiske omstændigheder, dens retlige grundlag og om retspraksis på området. Med henblik på at effektivisere sagsbehandlingen kanet nævn aftale med told- og skatteforvaltningen, at korrespondance mellem sekretariatet og nævnsmedlemmerne helt eller delvist sker elektronisk.

Når skatteankenævnets afgørelse er påklaget

Når en skatteankenævns afgørelse er påklaget til Landsskatteretten, underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsordenen § 20, stk. 1. Sekretariatet skal herefter inden for en frist på 14 dage indsende det materiale, som har dannet grundlag for afgørelsen. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet tillige indsende sine kommentarer til sagen.

Hvis det fremgår af det materiale, der er modtaget fra Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage nævnets afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 37, meddeler nævnet dette skriftligt med angivelse af, hvilke ændringer, der påtænkes. Klageren opfordres herefter til inden for en frist på 15 dage at tilkendegive, om vedkommende ønsker genoptagelse eller sagen fremmet til Landsskatteretten. Fremkommer der ingen tilkendegivelser fra klageren, kan genoptagelse ikke finde sted. Er klageren enig i genoptagelsen, genoptages afgørelsen af ankenævnet, jf. forretningsordenens § 20, stk. 2. Såfremt nævnet eller sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af betydning for en sag, der er påklaget til Landsskatteretten, skal oplysningerne straks videregives til Landsskatteretten til brug for dennes behandling af sagen, jf. forretningsordenens § 20, stk. 3.

Syn og skøn

Med bekendtgørelse nr. 81 af 24. januar 2007 er forretningsordenen for skattenakenævn ændret, således at der er indsat et nyt § 14A. Det fremgår heraf, at adgangen til at begære syn og skøn udmeldt ved byretten kan benyttes i forbindelse med en ankenævnssag, jf. SFL § 47. De nye regler om syn og skøn ved skatteankenævnet trådte i kraft den 15. februar 2007.

Af forretningsordenens § 14A fremgår af stk. 1, at rekvirenten skriftligt skal underrette nævnet om ønsket om syn og skøn. Sammen med underretningen skal følge en kopi af rekvirentens skrivelse til byretten med byrettens påtegning om, at anmodningen er imødekomet, og en kopi af skønstemaet. Nævnet stiller herefter behandlingen af klagen i bero, afventende udfaldet af syn- og skønsforretningen. Nævnet kan fastsætte en frist for begæring af syn og skøn. Efter udløbet af en sådan frist behøver nævnet ikke respektere en begæring om syn og skøn.

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage sende en kopi af retsbogsudskriften over byretssagen til nævnet. Med udskriften skal følge syns- og skønsmændenes udtalelse, jf. forretningsordenens § 14A, stk. 3. Hvis klageren er rekvirenten, skal vedkommende samtidig med indsendelsen af de i stk. 3 nævnte dokumenter skriftligt meddele nævnet, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt, jf. forretningsordenens § 14A, stk. 4. Hvis SKAT er rekvirenten, kan nævnet efter modtagelsen af de i stk. 3 nævnte dokumenter skriftligt anmode klagen om inden for en frist på 14 dage af meddele, hvorvidt klagen opretholdes eller trækkes tilbage. Fremkommer der ingen meddelelse fra klageren inden for firsten, anses klagen for opretholdt, jf. forretningsordenens § 14A, stk. 5.

Nævnet kan i henhold til forretningsordenens § 14A, stk. 6, bestemme, at udgifter afholdt til syn og skøn skal dækkes fuldt ud af det offentlige, når afholdelsen af syn og skøn har tilført sagen eller skønnes at kunne tilføre sagen væsentlige nye oplysninger, der ikke mere hensigtsmæssigt har kunnet elle kan indhentes på anden måde.

H.3.3 Klage til vurderingsankenævn

Vurderingsankenævnene behandler klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser efter vurderingsloven og efter § 8, stk. 1, nr. 3, i ejendomsavancebeskatningsloven . Om landets inddeling i vurderingsankenævnskredse henvises til bekendtgørelse nr. 1378 af 12. december 2006. Bekendtgørelsen suppleres af bekendtgørelse nr. 1213 af 30. november 2006 om delegering af kompetence til ankechefen(Overførsel af sager mellem vurderingsankenævn). Med vedtagelse af bekendtgørelse nr. 1378 ophæves bekendtgørelse nr. 256 af 28. marts 2006.

Reglerne om fremgangsmåden ved klagebehandlingen findes i SFL §§ 38-39 og i bekendtgørelse nr. 608 af 14. juni 2006 af forretningsorden for vurderingsankenævn.

Endvidere tager vurderingsankenævnene stilling til klager over afslag på anmodning om genoptagelse af vurderinger efter bestemmelsen i SFL § 33, stk.2.

Vurderingsankenævnenes organisation er beskrevet under afsnit A.1.5 .

Klagefrist

Klagen skal være modtaget i SKAT senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SFL § 38, stk. 2, 2. pkt. Ved de almindelige vurderinger og ved omvurderinger efter vurderingslovens § 3 (årsomvurderinger) skal klage dog være modtaget i told- og skatteforvaltningen senest den 1. juli i året efter vurderingsåret, jf. SFL § 38, stk. 2, 3. pkt., medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist. Der kan fx være tale om en situation, hvor vurderingsmeddelelserne er blevet forsinket.

SKAT offentliggør resultatet af den almindelige ejendomsvurdering senest 1 måned før udløbet af klagefristen efter SFL § 38, stk. 2, 3. pkt., for de almindelige vurderinger, således at en klager kan søge støtte i disse oplysninger. Vurderingsfortegnelsen offentliggøres på internettet.

Hvem kan klage

Klage over en ejendomsvurdering kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der har en væsentlig, direkte retlig interesse i vurderingens resultat, jf. SFL § 38, stk. 1 og forretningsordenen § 1, stk. 2.

En lejer som kontraktsmæssigt bærer samtlige skatter og afgifter på ejendom er således klageberettiget, jf. SKM 2006.461.LSR .

Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Vurderingsankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Hvis vurderingsankenævnet beslutter sig for at tage en for sent indgivet klage under påkendelse, kan det bede vedkommende told- og skatteforvaltning om en erklæring i sagen til brug for sin egen afgørelse.

Se i øvrigt om klagefrister generelt afsnit H.3.1.

Krav til klagen

En klage skal være skriftlig og begrundet, jf. SFL § 38, stk. 2, 1. pkt., og indgives til SKAT. Efter hidtidig praksis er der ikke blevet stillet større krav til klagens indhold, men det må kunne kræves, at klagen angiver den ejendom, det drejer sig om. Endvidere må det fremgå, hvad der er hensigten med klagen, dvs. om der klages til nedsættelse eller til forhøjelse.

Fremgår det ikke af klagen, kan SKAT eller vurderingsankenævnets sekretariat udbede sig oplyst, hvorvidt klagen omfatter vurderingen i dens helhed eller angår enkelte elementer alene, fx en ejerboligfordeling. Der kan om fornødent fastsættes en frist, inden for hvilken de supplerende oplysninger skal være afgivet.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Efter SFL § 38, stk. 3, har SKAT mulighed for at genoptage ansættelsen uden forelæggelse af klagen for vurderingsankenævnet. Det er tilfældet, hvis SKAT finder, at sagen bør genoptages, og klageren er enig i, at en fornyet behandling kan ske ved SKAT. Det må antages, at SKAT ved en genoptagelse efter bestemmelsen er ubundet af fristerne i SFL §§ 33 og 34.

Hvis SKAT finder, at der er grundlag for at genoptage en sag, skal SKAT fremsende et agterbrev til klager inden 8 uger fra modtagelsen af klagen, jf. forretningensordenen § 10, stk. 2.

Agterbrevet skal indeholde oplysning om hvilke ændringer SKAT påtænker at foretage, at klageren har en frist på 8 uger til at tilkendegive om sagen ønskes genoptaget i SKAT eller behandlet i nævnet, at klageren anses for at være enig i genoptagelse, hvis klageren ikke inden fristens udløb anmoder om at få klagen behandlet i nævnet og at genoptagelse betyder at klageren anses for at have tilbagekaldt sin klage til nævnet, jf. forretningsordenen § 10 stk. 2, nr. 1-4.

Hvis SKAT ikke indenfor de 8 uger har afgjort, om der er grundlag for at genoptage den påklagede afgørelse, skal SKAT snarest videresende klagen til nævnet. Klageren skal underrettes om videresendelsen, jf. forretningsordenen § 10, stk. 3.

Sekretariatet kan efter anmodning give SKAT en fristforlængelse udover de 8 uger som er nævnt i § 10, stk. 3, hvis omstændighederne ved den påklagede afgørelse i særlig grad taler derfor, jf. forretningsordenen § 10, stk. 4.

Hvis SKAT ikke har foretaget en ny ansættelse inden 3 måneder efter de i forretningsorden for vurderingsankenævn § 10, stk. 2 nævnte 8 uger kan klageren forlange at sagen fremmes til ankenævns behandling, jf. forretningsordenen § 10, stk. 6.

Genoptagelse antages at forudsætte, at klagen er rettidig indgivet.

Hvis klageren og SKAT ikke opnår en sådan enighed, skal SKAT videresende klagen sammen med en udtalelse om sagen til vurderingsankenævnet. Der stilles ikke krav om, at eventuelle andre parter i sagen end klageren skal være enige med SKAT om forvaltningens behandling af klagen. Med udtalelsen skal følge det materiale, som har dannet grundlag for SKATs afgørelse, jf. § 10, stk. 5, i forretningsorden for vurderingsankenævn.

Nævnets klagebehandling

Når vurderingsankenævnet behandler en klage, bør normalt et eller flere medlemmer af nævnet besigtige den pågældende ejendom, jf. forretningsordenens § 12, se dog nedenfor om vurderingsankenævnets adgang til at bemyndige vurderingsankenævnets sekretariat til at foretage besigtigelse.

Besigtigelse

Ejeren skal underrettes om besigtigelsen på forhånd. Ved underretningen meddeles dato og klokkeslet for besigtigelsen, dennes omtrentlige varighed og, hvorvidt besigtigelsen omfatter det indre af en eller flere bygninger. Der skal gives ejeren mulighed for at foreslå et andet tidspunkt, såfremt det varslede tidspunkt er ubelejligt. Ved besigtigelsens begyndelse skal ejeren eller dennes repræsentant oplyses om deltagernes navne og om deres egenskab af medlem af vurderingsankenævnet eller af sekretariatsmedarbejder. Deltagerne skal kunne legitimere sig på forlangende. Besigtigelse inde i bygninger skal foretages under ledsagelse af ejeren eller dennes repræsentant. Indvendig besigtigelse må ikke foretages, hvor der kun er børn til stede.

Vurderingsankenævnet kan bemyndige vurderingsankenævnets sekretariat til på sine vegne at foretage besigtigelse af ejendommen. Det fremgår af SFL § 38, stk. 9. Den bemyndigelse, der er tale om, er en bemyndigelse til at besigtige en konkret ejendom. Nævnet må således bemyndige ankenævnssekretariatet fra sag til sag.

Sagsfremstilling

Ankenævnssekretariatet udarbejder en sagsfremstilling, der fore lægges og godkendes af vurderingsankenævnet, jf. § 11 i forretningsorden for vurderingsankenævn, og foretager høring af sagens parter. Dette gælder dog ikke, hvis den påtænkte afgørelse imødekommer klagerens påstand fuldt ud. For sagsfremstillingen gælder SFL § 19, stk. 1 - 3, jf. § 38, stk. 4 og 5. Se afsnit E.3.6.2 og E.3.6.3 .

Ved høringen skal der oplyses om, at sagens parter i øvrigt har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for vurderingsankenævnet. Vurderingsankenævnet kan, hvis udtalelserne ikke er afgivet inden rimelig tid, fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen. Denne frist bør ikke fastsættes til under 14 dage.

Nævnets afgørelse

Vurderingsankenævnets afgørelse træffes under et møde, jf. forretningsordenens § 14.

Nævnet kan bemyndige formanden eller en næstformand til at træffe afgørelse på nævnets vegne i de tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse i overensstemmelse med sagsfremstillingen uden yderligere varsel efter SFL § 19, stk. 4, sidste pkt., dvs. når parterne ikke har udtalt sig inden fristens udløb, jf. § 38, stk. 4 og 5, og forretningsordenens § 14, stk. 2.

Hvis klageren har anmodet om lejlighed til at forelægge sagen for nævnet, indkaldes klageren skriftligt til et møde med mindst 15 dages varsel, jf. forretningsordenens § 14, stk. 3, 1. pkt. Klageren skal samtidig underrettes om, at vedkommende i stedet kan vælge at udtale sig skriftligt, jf. forretningsordenens § 14, stk. 3, 2. pkt.

Tilsvarende gælder, hvis nævnet anser det for hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren.

Klageren må ikke være til stede under nævnets drøftelse og afstemning, jf. forretningsordenens § 14, stk. 5.

Vurderingsankenævnets afgørelse skal være dateret og underskrevet af formanden eller efter dennes bestemmelse af den næstformand, der har deltaget i afgørelsen og skal, medmindre der gives klageren fuldstændig medhold, indeholde en begrundelse, jf. forretningsordenens § 15, stk. 1.

Afgørelsen sendes til klageren og dennes repræsentant og til andre, der har ejet ejendommen i vurderingsåret, og som berøres af ændringen. Hvis afgørelsen ikke giver klageren fuldstændig medhold, skal den ledsages af en kopi af sagsfremstillingen, og klageren og andre, der har ejet ejendommen i vurderingsåret, og som berøres af ændringen, skal vejledes om fristen for at indbringe nævnets afgørelse for Landsskatteretten, jf. forretningsordenens § 15, stk. 3.

Medvirken i landsskatteretssager

Når en afgørelse, som et vurderingsankenævn har truffet, er påklaget til Landsskatteretten, underretter Landsskatteretten nævnet om klagen, jf. forretningsordenens § 21, stk. 1. Vurderingsankenævnets sekretariat skal herefter inden 14 dage indsende det materiale, der har dannet baggrund for afgørelsen, til Landsskatteretten. Hvis Landsskatteretten anmoder om det, skal nævnet indsende sine kommentarer til sagen.

Hvis det fremgår af materialet, som er modtaget fra Landsskatteretten, at der vil være grundlag for at genoptage den påklagede afgørelse, jf. SFL § 39, meddeleler nævnet dette skriftligt og angiver hvilke ændringer der påtænkes. Klageren opfordres herefter til inden 15 dage at tilkendegive, om sagen ønskes genoptaget eller fremmet til Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 21, stk. 2. Hvis nævnet eller sekretariatet kommer i besiddelse af nye oplysninger, som kan være af betydning for sagen, skal oplysningerne videregives til Landsskatteretten, jf. forretningsordenen § 21, stk. 3.

H.3.4 Klage til Landsskatteretten

Hovedregel

Hovedreglen er, at alle klager over SKATs afgørelser indgives til Landsskatteretten, jf. SFL § 11, stk. 1.

Undtagelser

Der gælder fire undtagelser til denne hovedregel.

For det første skal der indgives klage til skatteankenævnet i tilfælde, der omfattes af SFL § 5, stk. 1, medmindre skatteankenævnet konkret springes over i medfør af lovens § 5, stk. 2.

For det andet skal der indgives klage til vurderingsankenævnet i de tilfælde, som omfattes af lovens § 8.

For det tredje skal der ikke ske klage til Landsskatteretten i de tilfælde, hvor skatteministeren i medfør af SFL § 14, stk. 2, har fastsat regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Sidstnævnte bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005 om klage i personalesager, som ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006. Bemyndigelsen i SFL § 14, stk. 2, er videre udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den kompetente myndighed og ved bekendtgørelse nr. 409 af 1. maj 2007, § 1, stk. 1, om afgørelser fra Told- og Skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet. Tilsvarende bekendtgørelse nr. 409, § 1, stk. 2, hvorefter SKATs behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser, ikke kan påklages til Skatteministeren.

For det fjerde er der i særlige skattebestemmelser hjemmel til, at specifikke afgørelser kan påklages til Skatterådet. Se fx bekendtgørelse nr. 464 af 22. maj 2007 om klage over omlægning af indkomstår efter selskabsskattelovens § 31 B, stk. 1, 3. pkt.

Om sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til bestemmelserne i forretningsorden for Landssskatteretten, jf. bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005. Bekendtgørelsen refereres i hovedtræk nedenfor.

Sager ved Landsskatteretten er fra 1. november 2005 inddelt i to hovedgrupper.

Den ene gruppe omfatter de såkaldte nævnssager, jf. i det hele forretningsordenen kapitel 2. Behandlingen af nævnssager svarer til den behandling, der inden 1. november 2005 var gældende for samtlige landsskatteretssager.

Den anden gruppe omfatter de sager, der reguleres af forretningsordenen kapitel 3. Kapitel 3 omfatter sager, der afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, jf. bemyndigelsen i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 , der opregner omfattede sager. Bekendtgørelse nr. 1025 er siden ændret ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006, hvorved antallet af de sager, der afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, er blevet udvidet. Der vil i slutningen af dette afsnit blive gjort særlige bemærkninger til de sager, der behandles uden deltagelse af ordinære retsmedlemmer.

Klagefrist

En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten senest tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SFL § 42, stk. 1. Om suspension af klagefrister, se afsnit H.3.1 .

Dette gælder dog ikke for særskilt klage over afgørelser om aktindsigt, idet det antages, at bestemmelser fastsat ved lov eller i henhold til lov, der fastsætter særlige frister, er uden betydning for adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt. Der skal derfor i klagevejledningen alene henvises til, at afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, jf. Endelig rapport af 31. august 2005 om ombudsmandens undersøgelse vedrørende et antal sager om aktindsigt fra Told- og Skattestyrelsen, s. 218 f, og FOB 2005, 621 ff.

Krav til klagen

Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af klagen, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor, jf. forretningsordenen § 2, stk. 3. Sammen med klagen indsendes (i original eller kopi)

Den afgørelse, der klages over

Den sagsfremstilling, der er tilsendt klageren, i de tilfælde hvor der er udarbejdet en sagsfremstilling

Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare spørgsmål eller indsende yderligere oplysninger. Hvis en klage er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en frist til at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen, kan Landsskatteretten afvise klager, der ikke opfylder formkravene, jf. SFL § 42, stk. 3.

Klageafgift

Der skal betales en klageafgift for klage til Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4. Dette gælder også anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens egne afgørelser, jf. SFL § 46, stk. 3. Afgiftens størrelse reguleres årligt. Afgiften er på 900 kr. i 2007. Der skal dog ikke betales gebyr for klage over afgørelser, der efter landsskatterettens præsidents bestemmelse skal træffes uden deltagelse af læge medlemmer, jf. forretningsordenen § 3, stk. 1, 3. pkt. Landsskatteretten påbegynder ikke behandlingen af klagen, før afgiften er betalt.

Tilbagebetaling af klageafgift

Reglerne om tilbagebetaling af afgift fremgår uddybende af forretningsordenens § 3, stk. 3, nr. 1 - 3.

Afgiften tilbagebetales for det første, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet.

Afgiften tilbagebetales dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, eller hvis klageren indbringer spørgsmålet for domstolene efter overspringelsesreglen i SFL § 48, stk. 2, før Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen.

Afgiften tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder klagen, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen.

Afgiften tilbagebetales for det andet, hvis en genoptagelsesanmodning medfører, at Landsskatteretten ændrer den genoptagne afgørelse.

Endelig tilbagebetales afgiften, hvis en genoptagelsesanmodning imødekommes af SKAT, som følge af at hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en landsskatteretsafgørelse, skatteministerens beslutning efter SFL § 49, 2. pkt., eller en praksisændring, der er offentliggjort af Skatteministeriet.

Sagsbehandling når klage er indgivet

Sagsforberedelsen foretages af et af Landsskatterettens kontorer. I følge forretningsordenen for Landsskatteretten, jf. bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005 , inddeles Landsskatterettens sager fra 1. november 2005 i nævnssager, jf. forretningsordenens kapitel 2, og i sager der afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer, bortset fra inddrivelsessager, jf. forretningsordenens kapitel 3, jf. SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. Gennemgangen af sagsbehandlingen i det følgende vedrører nævnssager. Vedrørende sager omfattet af den særlige behandling, jf. SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. henvises til sidste afsnit under kapitel H.3.4 .

Sagsbehandlingen er undergivet officialprincippet, hvilket indebærer, at Landsskatteretten har ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3. Landsskatteretten underretter den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om klagen og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag for afgørelsen, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2. Landsskatteretten kan anmode myndigheden om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens § 4, stk. 3. Anmodningen skal efterkommes inden 14 dage fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.

Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end ejendommens ejer, skal Landsskatteretten give ejeren lejlighed til at udtale sig skriftligt og eller mundtlig over klagen før Landsskatteretten afgør klagen, jf. forretningsordenens § 6, stk. 2.

Om vurderingsankenævnenes medvirken i landsskatteretssager, se H.3.3 .

I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode myndigheden om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling om klagens afgørelse, jf. forretningsordenens § 4, stk. 4, 1. pkt. Landsskatteretten kan endvidere i særlige tilfælde anmode myndigheden om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed og indsende den således indhentede udtalelse til Landsskatteretten tilligemed myndighedens eventuelle bemærkninger til udtalelsen, jf. § 4, stk. 4, 2. pkt.

I de tilfælde, hvor en sag er indbragt direkte for Landsskatteretten uden en forudgående prøvelse i skatteankenævnet og i sager om bindende svar kan Landsskatteretten anmode SKAT om at udarbejde en sagsfremstilling og foretage høring herover, jf. § 4, stk. 5. En anmodning efter § 4, stk. 4 og 5, skal efterkommes inden for 1 måned fra anmodningens modtagelse.

Tilsvarende kan Landsskatteretten anmode SKAT om en udtalelse over klagen eller dele af klagen. Udtalelsen skal i så fald gives skriftligt inden for 14 dage fra anmodningens modtagelse, medmindre Landsskatteretten efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen, jf. forretningsorden § 5, stk. 1.

Hvis told- og skatteforvaltningen i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast ejendom i en udtalelse oplyser, at der er iværksat en revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten sagen i bero, jf. forretningsordenens § 5, stk. 2. Berostillelsen, som klageren skal underrettes skriftligt om, varer, indtil revisionen er tilendebragt.

Hvis der under Landsskatterettens behandling af en klagesag fremkommer oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling, skal Landsskatteretten gøre klageren bekendt med disse oplysninger, medmindre oplysningerne er uden betydning for klagens afgørelse, jf. forretningsordenen § 6, stk. 1.

Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten indhente sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for nødvendige for klagens afgørelse, jf. forretningsordenen § 7, stk. 1.

Kontormøde

Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens sagsbehandler, jf. SFL § 43, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter tid og sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 14 dages varsel, medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager om vurdering af fast ejendom kan det bestemmes, at mødet finder sted i forbindelse med besigtigelse af ejendommen. Landsskatteretten kan indbyde den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, eller SKAT til at deltage i mødet. Klageren kan efter mødet efter anmodning få tilsendt en kopi af mødereferatet. Det følger af FVL § 21, at klageren i stedet for et møde kan vælge at udtale sig skriftligt. Der henvises i øvrigt til forretningsordenen § 8.

Retsmøde

Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig mundtligt i et retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse i sagen, jf. SFL § 44, stk. 1. Der henvises nærmere til forretningsorden §§ 12 - 16. SKAT kan ligeledes anmode om et retsmøde. Hvis told- og skatteforvaltningen ønsker at benytte sig af sin adgang til at anmode om retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes senest samtidig med SKATs udtalelse.

Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for retsmøderne, jf. forretningsordenen § 14, stk. 1. Retsmøderne er ikke offentlige. Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine påstande og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal have adgang til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille spørgsmål til de fremmødte.

Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter forholdene må anses for åbenbart overflødigt, jf. SFL § 44, stk. 3, og TfS 2000, 901 HD. Se endvidere forretningsordenen § 12, stk. 2, 1. pkt. Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2, 2. pkt. Hvis klageren ikke har haft et kontormøde med en af Landsskatterettens sagsbehandlere skal han samtidig underrettes om sin ret til en sådan forhandling, jf. forretningsordenens § 12, stk. 2. Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal fremgå af Landsskatterettens kendelse, jf. forretningsordenens § 17, stk. 3.

Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage. I så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede foreligger i sagen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatterettens afgørelse træffes på grundlag af en votering, jf. forretningsordenens § 10, stk. 2. Der henvises desuden til afsnit A.1.6 .

Afgørelsen skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal desuden angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens. Afgørelsen skal i øvrigt angive navnene på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen, jf. forretningsordenen § 18.

Afgørelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende. Samtidig med afgørelsens fremsendelse underrettes klageren og eventuelt andre søgsmålsberettigede om fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene, jf. forretningsordenen § 18, stk. 4.

Tilbagekaldelse

En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til Landsskatteretten. Tilbagekaldelsen kan ske skriftligt eller mundtligt. Ved enhver tilbagekaldelse skal Landsskatteretten skriftligt meddele klageren, at klagen er henlagt i Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelsen af klagen, jf. forretningsorden § 27, stk. 1. Om omkostningsgodtgørelse i forbindelse med tilbagekaldelse af en klage til Landsskatteretten, se SKM2006.116.LSR . Landsskatteretten fastslog i afgørelsen, at ansøgning om omkomstningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand, afholdt efter at selskabets klage til Landsskatteretten var blevet tilbagekaldt, skulle afvises.

Overspringelsesfrist

Hvis der er gået mere end 6 måneder efter, at borgeren/virksomheden har indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse i sagen, kan klageren indbringe sagen for domstolene, jf. SFL § 48, stk. 2. (overspringelsesreglen). Hvis klageren indbringer sagen for domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til Landsskatteretten for bortfaldet. Landsskatteretten skal skriftligt meddele klageren, at klagen herefter er henlagt i Landsskatteretten. I SKM2006.167.DEP besvarede Departementet en henvendelse fra en advokat om anvendelse af SFL § 48, stk. 2, i relation til en hæftelsessag. Sagen angik et tilfælde, hvor der i marts 2005 var sket klage til Told- og Skattestyrelsen, men hvor sagen i medfør af SFL § 62, stk. 5, overgik til Landsskatteretten ved fusionen pr. 1. november 2005. Skatteministeriet fandt under henvisning til SFL § 62, stk. 5, at Landsskatteretten succederede i sagen, og at overspringelsesfristen skulle regnes fra marts 2005, dvs. tidspunktet for klagen til told- og skatteforvaltningen. Da det var 10 måneder siden, at sagen blve forelagt for told- og skatteforvaltningen, var 6 måneders-fristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, opfyldt. Sagen kunne derfor indbringes for domstolene.

Afgørelse af visse klager i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer

Med virkning fra 1. november 2005 behandles visse klager i Landsskatteretten uden deltagelse af ordinære retsmedlemmer, jf. bemyndigelsen i SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. Sagsbehandlingen i disse klager er nærmere beskrevet i forretningsorden kapitel 3. Af bekendtgørelse nr. 1025 af 24. oktober 2005 fremgår, hvilke sager, der omfattes af denne særlige klagebehandling. Der henvises til opremsningen i denne bekendtgørelse. Ved bekendtgørelse nr. 437 af 17. maj 2006 er der tilføjet yderligere afgørelser, der klagbehandles i Landsskatteretten uden medvirken af ordinære retsmedlemmer.

H.3.4.1 Syn og skøn udmeldt i forbindelse med Landsskatteretssager

Når en sag er indbragt for Landsskatteretten, kan klageren anmode om syn og skøn efter reglerne i SFL § 47 og retsplejelovens § 343 om isoleret bevisoptagelse. Retsplejelovens kapitel 19 om syn og skøn i verserende retssager finder anvendelse ved syn og skøn i Landsskatteretssager.

Syn og skøn kan også anvendes i sager, der forelægges for Skatterådet, jf. SFL § 4, stk. 3.

Ved lov nr. 1581 af 20. december 2006 om ændring af skatteforvaltningsloven er adgangen til syn og skøn udvidet til også at omfatte sager, der behandles af et skatteankenævn.

Formål

Syn og skøn anvendes, når en fyldestgørende vurdering af sagens faktiske omstændigheder forudsætter en sagkyndig vurdering. Formålet med syn og skøn er altså dels at tilvejebringe en fagkyndig besigtigelse og beskrivelse af et faktisk forhold (syn) og dels en vurdering heraf (skøn). Syn og skøn tjener til vejledning for Landsskatteretten på områder, hvor retten ikke selv er i besiddelse af den fornødne sagkundskab. Derimod kan syn og skøn ikke udmeldes med henblik på vejledning om de juridiske spørgsmål i sagen, og syns- og skønsmænd kan ikke anmodes om at foretage en juridisk bedømmelse, jf. TfS 2000, 636 ØLK.

Anvendelsesområde

Reglen i SFL § 47 finder anvendelse i sager, der er indbragt for Landsskatteretten - det vil sige både told-, skatte-, afgifts- og momssager.

Særligt for skattesager

På skatteområdet begæres der navnlig syn og skøn i landsskatteretssager, hvor værdiansættelse af aktier, gældsbreve, goodwill, rettigheder og varelagre mv. er omtvistet, samt i sager, hvor det omtvistede spørgsmål er, om et landbrug drives landbrugsfagligt forsvarligt.

Reglen i SFL § 47 finder ikke anvendelse i sager om efterprøvelse af passivposter efter boafgiftslovens § 13 a og i sager vedrørende vurdering af fast ejendom, idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand. Begrænsningen i bestemmelsens anvendelsesområde angår kun vurdering efter vurderingsloven. Syn og skøn kan således udmeldes i andre skattesager vedrørende værdien af fast ejendom, fx angående overdragelser mellem hovedaktionær og selskab.

Særligt for toldsager

Syn og skøn i toldsager vil navnlig kunne blive aktuel i sager om toldværdifastsættelse og i tariferingssager.

Hvem kan begære syn og skøn

Syn og skøn kan begæres både af klageren og af told- og skatteforvaltningen. Adgangen anvendes dog i praksis mest af klageren. Den, der begærer syn og skøn, kaldes rekvirenten, og modparten kaldes skønsindstævnte.

Når der begæres syn og skøn, indtræder told- og skatteforvaltningen som part i sagen, jf. SFL § 47, stk. 4.

Forkyndelsen og materialet skal sendes til SKAT, Hovecentret, Østbanegade 123, 2100 København Ø.

Det betyder, at SKAT både som rekvirent og som skønsindstævnt kan komme med indstillinger til byretten om valg af syns- og skønsmand og komme med forslag til syns- og skønstemaet. Herudover vil SKAT lade sig repræsentere under syns- og skønsforretningen og eventuelle retsmøder.

Landsskatteretten kan ikke på eget initiativ udmelde syn og skøn, men hvis Landsskatteretten finder, at der er behov for syn og skøn, kan den opfordre parterne til at begære syn og skøn.

Behandling i Landsskatteretten inden syn og skøn

Landsskatteretten kan i forbindelse med en begæring om syn og skøn fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse af syn og skøn, skal være afklaret, jf. SFL § 47, stk. 2. Efter fristens udløb behøver Landsskatteretten ikke at respektere en begæring om syn og skøn. Det vil sige, at Landsskatteretten kan færdigbehandle sagen uden at afvente en eventuel syns- og skønserklæring.

Hvis der begæres syn og skøn, stiller Landsskatteretten behandlingen af klagen i bero, indtil klageren efter modtagelse af syns- og skønserklæringen har meddelt Landsskatteretten, om klagen opretholdes, jf. nedenfor om behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn.

Syn og skøn ved domstolene

Ved syn og skøn i klagesager ved Landsskatteretten overtager byretten den del af processen, som vedrører tilvejebringelsen af syns- og skønserklæringen.

Anmodning

Anmodning om syn og skøn skal indgives af rekvirenten til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring mv., som ønskes vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i landet.

Rekvirenten skal skriftligt underrette Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Sammen med underretningen sendes en kopi af rekvirentens begæring med byrettens påtegning samt kopi af syns- og skønstemaet.

Byretten forkynder herefter begæringen om syn og skøn for skønsindstævnte.

Retsafgift

Ved byrettens udmeldelse af syn og skøn betales en retsafgift på 400 kr., jf. retsafgiftslovens § 14.

Byrettens rolle

Byretten er ikke forpligtet til at efterkomme en begæring om syn og skøn, men foretager en selvstændig vurdering af behovet for sagkyndig bistand. Retten vil dog normalt tage en parts begæring til følge, medmindre en lige så fyldestgørende oplysning af sagen kan ske på anden måde f.eks. gennem indhentelse af sagkyndige erklæringer fra brancheorganisationer. I TfS 1997, 690 ØLK afviste landsretten en begæring om syn og skøn, fordi det var mere hensigtsmæssigt at indhente en sagkyndig erklæring fra en brancheorganisation.

I SKM2006.136.ØLR bestemte landsretten, at der ikke kunne afholdes syn og skøn vedrørende et efterfølgende regnskab, der var udarbejdet på grundlag af et tilsidesætteligt regnskabsgrundlag.

Efter reglerne i retsplejelovens kapitel 19 udmelder byretten en eller flere syns- og skønsmænd.

Enhver af parterne kan indstille til retten om valget af syns- og skønsmand, men retten er ikke bundet heraf. Om tvister ved udmeldelse af syn og skøn, se f.eks. TfS 2000, 8 ØLK og TfS 1999, 266 ØLK. I TfS 1999, 686 VLK afviste retten at udmelde en syns- og skønsmand, der var ensidigt foreslået af rekvirenten.

I SKM2005.116.VLR bestemte Landsretten i en sag, om et fritidslandbrug var drevet erhvervsmæssigt, at valg af syns- og skønsmand skulle ske på grundlag af forslag fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole eller Fødevareøkonomisk Institut.

I SKM2005.205.VLR bestemte landsretten i en sag om størrelsen af lønnen for en ansat direktør i en købmandsforretning, at valg af syns- og skønsmand skulle ske på grundlag af forslag fra Dansk Handel & Service.

Retten bør forinden udmeldelsen meddele parterne, hvem der agtes udmeldt, og give parterne adgang til at udtale sig om denne. I TfS 1999, 5 VLK hjemviste Vestre Landsret en sag til fornyet behandling, da byretten ikke havde drøftet valget af syns- og skønsmand med Told- og Skattestyrelsen. I praksis anmodes en brancheorganisation om at pege på en person, som er egnet som syns- og skønsmand.

Byrettens afgørelser om udmeldelse af syn og skøn eller afvisning heraf kan kæres til landsretten.

Under syns- og skønssagen afgør byretten eventuelle tvister mellem parterne om

syn og skøn overhovedet er hensigtsmæssigt

en syns- og skønsmand er egnet og bør udpeges

om formulering af spørgsmål til syns- og skønsmanden (syns- og skønstemaet) og tillægsspørgsmål.

hvilket bilagsmateriale syns- og skønsmanden skal have udleveret

Udlevering af bilag

Udgangspunktet for bilagsmaterialet er, at alt relevant bilagsmateriale skal udleveres til syns- og skønsmanden. Dette er bilagsmateriale, der belyser faktiske forhold vedrørende genstanden for syn og skøn, men det kan også være den påklagede afgørelse med sagsfremstilling og klagerens klageskrivelse til Landsskatteretten.

I sager vedrørende værdiansættelse af aktiver, der overdrages f.eks. mellem en hovedaktionær og dennes selskab, opstår der undertiden tvist om bilag, der vedrører perioden efter overdragelsen. Sådanne bilag, der ikke har kunnet tages i betragtning i forbindelse med overdragelsen, bør som hovedregel ikke udleveres til syns- og skønsmanden.

Retspraksis vedrørende udlevering af bilag til syns- og skønsmanden er ganske omfattende.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt for syns- og skønsmanden, ikke godkendt fremlagt af domstolene

TfS 1999, 602 ØLK, om tvist om udlevering af årsregnskaber, der vedrørte perioden efter tidspunktet for overdragelsen af goodwill, hvis værdiansættelse blev bestridt af skattemyndighederne. Retten bestemte, at regnskaberne ikke skulle forelægges syns- og skønsmanden.

TfS 2000, 937 VLK, hvor retten udtalte, at bilag, der var uden betydning for syns- og skønsmandens mulighed for at besvare syns- og skønstemaet, ikke skulle udleveres.

UfR 2000, 1437 VLD, der ikke vedrører syn og skøn i en Landsskatteretssag, men hvor der alene var tale om udmeldelse af syn og skøn i en byretssag, fastslog Landsretten, at en ensidigt indhentet erklæring, indhentet forud for overdragelsen, ikke kunne fremlægges for syns- og skønsmanden, da den ikke fandtes at have betydning for syns- og skønsmandens besvarelse af syns- og skønstemaet.

TfS 2001, 668 VLK, hvor den skattepligtige fik medhold i, at nogle bilag ikke skulle udleveres til syns- og skønsmanden. I referatet af kendelsen er bilagene alene identificeret ved en henvisning til nummereringen i sagen. Bilagene, som Told- og Skattestyrelsen blev afskåret fra at udlevere til syns- og skønsmanden, var kommunens agterskrivelse og skatteankenævnets kendelse, idet disse i den konkrete sag ikke fandtes relevante for syns- og skønsmandens besvarelse af spørgsmålene.

SKM2003.477.VLR , hvor Landsretten ikke tillod en ensidigt indhentet erklæring fremlagt for syns- og skønsmanden, da erklæringen var indhentet efter sagens anlæg og uden, at modparten havde været inddraget i den forbindelse.

I følgende afgørelser er bilag, som den ene part har ønsket fremlagt for syns- og skønsmanden, godkendt fremlagt af domstolene

TfS 1990,376 ØLK, hvor Landsretten fastslog, at forhold, der var påregnelige på skæringsdagen for fastsættelsen af den til virksomheden knyttede goodwill, men først kunne dokumenteres senere, kunne tages i betragtning.

TfS 1997, 1 ØLK (UfR 1997, 221), hvor klageren ensidigt havde indhentet en sagkyndig udtalelse som en naturlig sagkyndig bistand og ikke med henblik på fremlæggelse under en verserende eller truende retssag. Da der ikke var nogen vurdering eller faktisk oplysning i den omhandlede udtalelse, herunder selve resultatet af udtalelsen, som klageren ikke på fuldt legitim vis kunne inddrage under skønsforretningen ved hjælp af neutrale spørgsmål til skønsmændene, fandt landsretten ikke grundlag for at nægte, at syns- og skønsmændene fik adgang til udtalelsen.

SKM2001.95.VLK (TfS 2001, 31), hvor Landsretten - ud fra en konkret vurdering i den pågældende sag - tillod, at skønsmændene kunne forelægges oplysninger om kursen af nogle aktier ved videreoverdragelse til tredjemand.

SKM2001.448.ØLK hvor Landsretten tillod, at der blev fremlagt regnskaber for efterfølgende år, idet Landsretten ud fra en konkret bedømmelse fandt, at det ikke kunne udelukkes, at de efterfølgende år kunne have betydning for vurderingen.

I sager om, hvorvidt et landbrug er drevet erhvervsmæssigt, fremlægges al relevant bilagsmateriale op til syns- og skønsforretningens foretagelse. Herudover kan eventuelle budgetter for de efterfølgende år fremlægges.

Syns- og skønstemaet

Grundlaget for syn og skøn er syns- og skønstemaet, der består af et eller flere spørgsmål. Syns- og skønstemaet skal besvares i en syns- og skønserklæring. Syns- og skønstemaet fremstår som parternes spørgsmål, selvom parterne ikke nødvendigvis har været enige om relevansen eller formuleringen af spørgsmålene.

Spørgsmålene i syns- og skønstemaet skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af syns- og skønsmandens sagkundskab. Spørgsmålene må derfor ikke være ledende. Spørgsmålene skal vedrøre faktiske forhold og ikke efterlyse en generel vurdering eller en juridisk vurdering.

I TfS 1999, 975 (byretsafgørelse) bestemte retten ved en tvist om formulering af syns- og skønstemaet, at syns- og skønstemaet skulle udformes i overensstemmelse med Skatteministeriets udkast. Landsretten havde tidligere hjemvist sagen til fornyet behandling i byretten, jf. TfS 1999, 162 VLK.

I TfS 2000, 636 ØLK afviste retten en begæring om at udmelde syn og skøn, da syns- og skønstemaet lagde op til en juridisk bedømmelse, som hørte retten til.

I en sag om, hvad udlejningsværdien ville være på en beboelsesejendom, kunne Told- og Skattestyrelsen ikke stille et generelt spørgsmål om det normale udlejningsniveau for tilsvarende ejendomme, fordi syns- og skønsmanden selv skal afgøre hvilke oplysninger, han har brug for at indhente for at besvare spørgsmålet om den konkrete ejendom, jf. TfS 2000, 937 VLK.

I SKM2003.245.VLR , tillod Landsretten imidlertid, mod rekvirentens protest, Skatteministeriet at stille et spørgsmål om, hvorvidt priserne på markedet for ejendomme som de i sagen omhandlede i området omkring Vejle i 1995 var stigende eller faldende. Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålet (med de anførte præciseringer) kunne have betydning for sagen.

I SKM2002.453.ØLR afskar Landsretten spørgsmål i skønsrekvirentens udkast til syns- og skønstema på grund af manglende klarhed m.v. og nægtede samtidig tilladelse til fremlæggelse af visse bilag.

I SKM2003.120.ØLR fik Told- og Skattestyrelsen tilladelse til at stille et supplerende spørgsmål, da en besvarelse af spørgsmålet ikke kunne anses for at være irrelevant for sagen.

I SKM2003.216.VLR tillod Landsretten Skatteministeriet at stille spørgsmål til syns- og skønsmanden mod rekvirentens protest, om nogle fordringers værdi for en konkret kreditor, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for sagen.

I SKM2004.271.ØLR tillod Landsretten Told- og Skattestyrelsen at stille 2 supplerende spørgsmål, da Landsretten fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at en besvarelse af spørgsmålene kunne have betydning for Landsskatterettens afgørelse i den materielle skattesag.

I SKM2004.473.ØLR fastslog Landsretten, at spørgsmål i et skønstema skal være konkrete, klare, neutrale og relevante, hvorfor Landsretten ikke kunne godkende skønstemaet i den af rekvirenten foreslåede udformning. Landsretten kunne derimod godkende de af Kammeradvokaten foreslåede spørgsmål.

I SKM2005.462.BR blev en række tillægsspørgsmål afskåret bl.a. med den begrundelse, at de ikke var relevante.

I SKM2007.244.VLR blev supplerende spørgsmål til en syns- og skønsmand afskåret, efter at der var afgivet en skønserklæring om et rimeligt honorar til en revisor for gennemførelse af en skattesag.

I SKM2007.395.BR blev en række supplerende spørgsmål afskåret, da retten ikke fandt, at de supplerende spørgsmål var relevante.

Skønsforretningen og skønserklæringen

Syns- og skønsmanden skal underrette parterne om syns- og skønsforretningens foretagelse.

Efter syns- og skønsforretningen udarbejder syns- og skønsmanden en skriftlig erklæring, som skal indeholde syns- og skønsmandens svar på spørgsmålene i syns- og skønstemaet. Hvis en af parterne eller begge parter ønsker det, kan der stilles supplerende spørgsmål til syns- og skønsmanden. Parterne skal være enige om formuleringen af de supplerende spørgsmål. De supplerende spørgsmål besvares også skriftligt.

Endvidere kan det være nødvendigt med en afhjemling af syns- og skønsmanden. En afhjemling indebærer, at syns- og skønsmanden møder i retten og bekræfter eller eventuelt supplerer og korrigerer syns- og skønserklæringen. Der kan under afhjemlingen i retten stilles klargørende eller uddybende spørgsmål til syns- og skønsmanden.

Nyt syn og skøn

Ved syns- og skønssagens afslutning fremsættes der undertiden fra en af parterne ønske om, at der foretages nyt syn og skøn ved en ny syns- og skønsmand.

Der stilles ifølge retspraksis store krav til at få udmeldt en ny syns- og skønsmand. En betingelse for at få udmeldt en ny syns- og skønsmand er, at der skal påvises et sikkert grundlag for, at den oprindelige syns- og skønsmand har begået en fejl ved udarbejdelsen af sin syns- og skønserklæring.

I SKM2004.70.VLR fandt Landsretten det ikke sandsynliggjort, at skønsmændene havde begået faglige fejl eller havde fejlfortolket foreliggende oplysninger, hvorfor Landsretten ikke tog rekvirentens begæring om nyt syn og skøn til følge. Se også SKM2003.477.VLR , hvor Landsretten heller ikke fandt, at betingelserne for nyt syn og skøn var opfyldt.

I SKM2004.16.VLR hjemviste Landsretten - i stedet for nyt syn og skøn - den materielle skattesag til Ligningsrådet, da der under domsforhandlingen fremkom væsentlige nye oplysninger, som hverken Landsskatteretten eller syn og skønsmændene havde haft kendskab til. Det oprindelige skøn hvilede derfor på et ufuldstændigt grundlag.

Syn og skønssagens afslutning

Syns- og skønssagen afsluttes med, at byretten godkender syns- og skønsmandens forslag til honorar, efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig herom, jf. f.eks. TfS 1998, 764 TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen fik medhold i, at et honorar i en syns- og skønssag var for højt, og UfR 2000, 2202 ØLR, hvor et skønsmandshonorar for tillægsspørgsmål blev nedsat, da parterne ikke var blevet kontaktet forud.

Behandling i Landsskatteretten efter syn og skøn

Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Sammen med udskriften skal følge syns- og skønserklæringen. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten, om vedkommende ønsker klagen opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.

Er SKAT rekvirent, kan Landsskatteretten spørge klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten § 19.

Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for Landsskatteretten, § 14, stk. 4.

Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringen vil normalt blive lagt til grund for afgørelsen. Se dog modsat i SKM2001.64.ØLK , hvor syns- og skønsmandens vurdering ikke umiddelbart kunne lægges til grund og SKM2002.530.VLR , hvor det forhold, at en syns- og skønsmand efterfølgende havde anslået nogle bygningers værdi til en væsentlig lavere værdi, ikke kunne føre til, at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes, da den oprindelige værdiansættelse var sket i forbindelse med en overdragelse mellem uafhængige parter, samt SKM2004.159.ØLR .

Omkostninger

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Dette gælder også omkostninger forårsaget af modpartens tillægsspørgsmål, når de alene har til formål at uddybe skønsmandens besvarelse af de oprindelige spørgsmål, jf. TfS 1995, 490 HK og UfR 2002.1849 V. Retten kan pålægge rekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte. Derimod kan retten ikke pålægge skønsindstævnte at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten, jf. retsplejelovens § 343, stk. 3. Syn og skøn begæret af en klager er som hovedregel omfattet af reglerne om omkostningsgodtgørelse, jf. afsnit K .

Fristafbrydelse og suspension

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt, der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2, jf. afsnit N.2.1.4 .

Fristen i SFL § 48, stk. 2, om at klageren kan indbringe sagen for domstolene, hvis Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse inden 6 måneder, suspenderes derimod, indtil klageren har meddelt Landsskatteretten, om klagen skal opretholdes, jf. SFL § 47, stk. 3.

H.1 Klagestrukturen

H.2 Klagestruktur for spillemyndigheden

H.3 Klage og klagebehandling