PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2007 C. BINDENDE SVAR OG ANDRE TILKENDEGIVELSER

§ 2 og § 3, stk. 1-3 - afgiftsfritagelse efter disse bestemmelser meddeles efter ansøgning.

Elafgiftsloven

§ 2, stk. 2 - tilladelse til registrering efter elafgiftsloven for registrering af elproducenter med en elproduktionskapacitet på under 150 kW.

Emballageafgiftsloven

§ 6. stk. 1-5 - afgiftsfri indkøb af eksportemballage omfattet af § 1, nr. 1 og 2, der ikke er genstand for omsætning her i landet.

godtgørelse af den betalte afgift af afgiftspligtige emballager, som ubrugte eller med påfyldt indhold leveres til udlandet.

godtgørelse af den betalte afgift af afgiftspligtige poser, engangsservice og pvc-folier til levnedsmidler, der leveres til udlandet.

godtgørelse af den erlagte afgift af beholdere omfattet af § 1, nr. 1 eller 2, der brugte leveres tilbage og sælges til fornyet anvendelse i udlandet.

godtgørelse af den erlagte afgift af glasbeholdere, der oprindelig har indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand, uden tilsat kulsyre, med et kulsyreindhold på mindst 0,4 vægtprocent. Det er en betingelse for godtgørelsen, at de nævnte flasker genvindes til glasfabrikation.

Spildevandsafgiftsloven

§ 9, stk. 7 - bevilling til afgiftsgodtgørelse for leverancer af varer med et afgiftspligtigt svovlindhold i samme omfang som nævnt i § 7, stk. 1, nr. 1-4

Beskrivelsen af bestemmelser om ansøgninger mv. i afgiftslovgivningen ovenfor er ikke udtømmede.

C.1.2.3.5 Kontrol, straf, renter, overvæltning mv.

Eftersom bindende svar kun gives om de afgiftsmæssige virkninger af en disposition, jf. ovenfor, gives der kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen skal vedrøre spørgsmål om afgift. Der gives således ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om fx kontrol, straf, gebyrer, forrentning og overvæltning.

C.1.2.3.6 Sager der er under udredning eller revision af SKAT

Der kan være tilfælde, hvor et spørgsmål om bindende svar vedrører en disposition, der er under udredning eller revision af SKAT.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at en anmodning om bindende svar i disse tilfælde må afvises, idet der ikke vil kunne svares med fornøden sikkerhed, inden kontrollen eller revisionen er afsluttet, se nærmere om afvisningsgrunde under C.1.2.5 . Afvisning vil ske, uanset om kontrollen eller revisionen afsluttes med en afgørelse eller med en efterangivelse.

C.1.2.4 Krav til anmodningen om bindende svar

C.1.2.4.1 Skriftlig

Det fremgår af SFL § 24, stk. 1, at en anmodning om bindende svar skal indgives skriftligt til SKAT.

Anmodningen kan indgives på en særlig blanket, der kan findes på SKATs hjemmeside. Endvidere kan anmodningen indgives elektronisk via SKATs hjemmeside på internettet. Blanketten og nærmere information om, hvorledes anmodning om bindende svar indsendes kan findes på SKATs hjemmeside, evt ved at klikke her.

C.1.2.4.2 Hvilke oplysninger

Det fremgår desuden af SFL § 24, stk. 1, at en anmodning om bindende svar skal indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til rådighed for spørgeren. Anmodningen skal således indeholde oplysninger om de faktuelle forhold vedrørende den disposition, der ønskes et bindende svar om - altså en skriftlig beskrivelse af faktum samt relevante bilag, fx indgåede aftaler eller udkast til aftaler.

Særligt ved påtænkte dispositioner må der stilles krav om, at ansøgeren fremkommer med alle nødvendige oplysninger, da SKAT ikke har mulighed for selv at indhente oplysninger om dispositioner, der ikke har fundet sted.

C.1.2.4.3 Kan angive starttidspunkt for bindingsperiode

Efter SFL § 22, stk. 3, er det inden for visse frister spørgerens valg, hvor bindingsperioden skal ligge. Anmodningen om bindende svar kan således indeholde en tilkendegivelse af, hvornår bindingsperioden for det bindende svar skal starte, hvis spørgeren ønsker et andet starttidspunkt end begyndelsen af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen. Se nærmere om bindingsperiode i afsnit C.1.2.7 .

C.1.2.4.4 Konkret afgifts- eller betalingspligtig

Det skal fremgå af anmodningen, hvem ansøgningen vedrører. Anmodningen om bindende svar skal vedrøre en konkret afgifts- eller betalingspligtig eller en konkret godtgørelsesberettiget. Eftersom der kun kan spørges om egne forhold, vil det skulle fremgå utvetydigt af anmodningen hvem spørgeren er, eller hvem det er spørgeren repræsenterer.

C.1.2.4.5 Selskaber under stiftelse

Selskaber, virksomheder mv. under stiftelse kan først anmode om bindende svar, når den juridiske person er oprettet med et CVR/SE-nummer. Dette skyldes, at man ikke med den fornødne sikkerhed kan identificere en enkeltperson, som spørger, med en senere eksisterende juridisk person.

Enkeltmandsvirksomheder derimod kan godt anmode om et bindende svar, inden virksomheden er oprettet med et CVR/SE-nummer, idet man vil kunne identificere virksomheden med indehaverens cpr.nr. Fx vil en person, der påtænker at starte en enkeltmands klinik for zoneterapi, kunne anmode om - og modtage - et bindende svar om den momsmæssige behandling af levering af zoneterapibehandlinger.

C.1.2.4.6 Konkret disposition

Det skal fremgå af anmodningen, hvad der søges bindende svar om. Anmodningen om bindende svar skal vedrøre en konkret situation, hvor de faktiske omstændigheder er givne. Spørgsmålet skal være konkret og klart formuleret, fx om en bestemt disposition er afgiftspligtig eller ikke - uanset om det vedrører en påtænkt eller en gennemført disposition. Hvis situationen og de faktiske omstændigheder ikke er tilstrækkeligt konkretiseret, kan det medføre afvisning af anmodningen eller senere bortfald af det bindende svar på grund af bristende forudsætninger. Se nærmere afsnittene om afvisning og bortfald af bindende svar.

C.1.2.4.7 Tidspunkt for indgivelse af anmodningen

Der gælder ikke nogen frist for indsendelse af anmodningen om bindende svar på afgiftsområdet. Spørgeren kan selv definere starttidspunktet for bindingsperioden, med visse begrænsninger. Spørgeren skal derfor, ved indgivelse af anmodningen, være opmærksom på, hvilken periode der ønskes omfattet af det bindende svar. Se nærmere om bindingsperiode i afsnit C.1.2.7

C.1.2.4.8 Gebyr

Der skal, jf. SFL § 23, betales et gebyr for at få et bindende svar. Gebyret skal betales samtidig med indgivelse af anmodningen.

Gebyret betales for hver disposition, der ønskes svar om, men uanset antallet af spørgsmål om den pågældende disposition. Eksempelvis vil ét gebyr dække en bilforhandlers spørgsmål om moms, registreringsafgift og skat ved salget af biler. Hvis en person derimod stiller spørgsmål om afgifter ved indførsel af en bil fra udlandet og samtidig spørgsmål om kørselsgodtgørelse, skal der betales 2 gebyrer, da spørgsmålene vedrører 2 forskellige forhold.

Afviser SKAT, respektive Skatterådet, at give et bindende svar, tilbagebetales det betalte gebyr.

Gebyret tilbagebetales ikke, hvis anmodningen trækkes tilbage. Se også afsnit C.1.1 om gebyr.

C.1.2.5 Afvisning af anmodning om bindende svar

C.1.2.5.1 Ikke tilstrækkeligt oplyst

Spørgeren har, jf. SFL § 24, stk. 1, som udgangspunkt ansvaret for at oplyse de faktuelle forhold vedrørende den disposition, der ønskes et bindende svar om. Dette har sammenhæng med, at spørgeren normalt har - eller bør have - et bedre kendskab til dispositionen end forvaltningen.

SKAT, respektive Skatterådet, har ansvaret for, at der kun gives et bindende svar, hvis spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst. Forvaltningen har også ansvaret for retsanvendelsen ved besvarelsen af spørgsmålet.

SKAT, respektive Skatterådet, kan derfor anmode spørgeren om at belyse spørgsmålet nærmere, herunder om at dokumentere et forhold ved fremlæggelse af en vareprøve, og fastsætte en rimelig frist herfor. En sådan frist bør som udgangspunkt ikke være på under 14 dage.

I det omfang SKAT vurderer, at spørgsmålet ikke er oplyst tilstrækkeligt til, at det kan besvares, skal SKAT, respektive Skatterådet, afvise at give et bindende svar eller begrænse svaret til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

C.1.2.5.2 Kan ikke besvares med fornøden sikkerhed eller andre hensyn taler imod

Efter SFL § 24, stk. 2, kan SKAT, respektive Skatterådet, i særlige tilfælde afvise at give et bindende svar, hvis spørgsmålet er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller andre hensyn taler afgørende imod en besvarelse.

Der er spørgsmål, der ikke egner sig for den forenklede og borgerstyrede sagsbehandling, der ligger i ordningen med bindende svar. Det vil derfor ske, at en anmodning om bindende svar må afvises med henvisning til, at det pågældende spørgsmål har en sådan karakter, at det enten ikke kan besvares med den hast, som spørgeren ønsker, eller at det ikke kan besvares løsrevet fra andre skattemæssige forhold vedrørende den pågældende. Et bindende svar binder skattemyndighederne i op til 5 år.

Afvisning kan også komme på tale, eksempelvis hvis der pågår en kontrol eller revision af en skattepligtig, der omfatter den eller de dispositioner, der er stillet spørgsmål om, se også afsnit C.1.2.3.6 . Der kan også være tale om afvisning, hvis anmodningen om et bindende svar har en sådan karakter, at SKAT, respektive Skatterådet, finder, at der bør foretages kontrol i virksomheden af dispositionen, fx fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten.

Afvisningsmuligheden kan anvendes på spørgsmålet om en påtænkt disposition, hvis spørgsmålet er af mere teoretisk karakter.

En afvisning med begrundelsen om, at der ikke foreligger den fornødne sikkerhed, kan alene benyttes, hvis der er usikkerhed vedrørende faktuelle forhold, hvorimod usikkerhed om lovfortolkning ikke kan føre til afvisning.

Der kan opstå den situation, at der er usikkerhed om lovfortolkning, forstået på den måde, at spørgsmålet er omtvistet, og der verserer en sag ved Landsskatteretten, domstolene eller EF-Domstolen om fortolkning af lige netop den lovbestemmelse, som skal anvendes ved afgivelse af et bindende svar. I dette tilfælde gives et bindende svar, der følger gældende praksis, og hvor svarets bindingsperiode begrænses tidsmæssigt til mindre end 5 år, jf. SFL § 25, stk. 1.

C.1.2.6 Behandlingen af anmodningen om bindende svar

Anmodninger om bindende svar skal visiteres i Juridisk Service i SKAT, Hovedcentret. Det er også Juridisk Service i SKAT, Hovedcentret, der udarbejder indstilling i de sager, som skal forelægges Skatterådet.

C.1.2.6.1 Sagsfremstilling

Ved siden af forvaltningsloven indeholder skatteforvaltningsloven i §§ 19 og 20 regler om partshøring og om sagsfremstilling jf. afsnit E.3.5 og E.3.6 .

Det fremgår af SFL § 19, stk. 5, nr. 5, at der ikke stilles krav om udarbejdelse af sagsfremstilling og høring før SKAT træffer afgørelse om bindende svar.

Hvis det bindende svar påklages til Landsskatteretten, kan Landsskatteretten anmode SKAT om at udarbejde en sagsfremstilling, der sendes i høring efter reglerne i SFL § 19, stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., inden den afgør klagen. Dette fremgår af SFL § 42, stk. 5, nr. 3

Afgørelser om bindende svar, der afgives af Skatterådet er omfattet af reglerne om partshøring og sagsfremstilling ifølge SFL § 19, stk 5, nr. 5, se afsnit E.3.5 og E.3.6 .

C.1.2.6.2 Partshøring

En afgørelse om bindende svar, der kan påklages, og som er retligt bindende for myndighederne, falder inden for afgørelsesbegrebet i forvaltningslovens § 2. Afgørelsen skal således som udgangspunkt opfylde de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring.

Selvom afgørelser om bindende svar er undtaget fra SFL regler om sagsfremstilling og partshøring, skal der, jf. forvaltningslovens § 19, foretages partshøring, når spørgeren i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er til ugunst for den pågældende, og som er af væsentlig betydning for det bindende svar. Der bør også foretages en høring af spørger om de faktiske oplysninger, som vil blive lagt til grund ved besvarelsen af anmodningen om et bindende svar i de tilfælde, hvor myndigheden er i tvivl om de faktiske oplysninger i sagen. Der henvises i øvrigt til afsnit E.3.6 om sagsbehandlingsregler.

C.1.2.6.3 Syn og skøn

Det er ikke muligt at begære syn og skøn ved SKATs almindelige afgørelser i 1. instans på afgiftsområdet. Det er således heller ikke muligt at begære syn og skøn ved afgørelser om bindende svar, der afgives af SKAT.

Ved anmodninger om bindende svar, der forelægges Skatterådet til afgørelse, jf. SFL § 21, stk. 4, kan Skatterådet tillade, at der afholdes syn og skøn, jf. SFL § 4, stk. 3. Se nærmere herom i afsnit H.3.4.1 .

Hvis sagen indbringes for Landsskatteretten, kan klageren anmode om syn og skøn efter reglerne i SFL § 47 og retsplejelovens § 343. Se afsnit H.3.4.1 om syn og skøn.

C.1.2.7 Bindende virkning

C.1.2.7.1 Bindingsperioden er maksimalt 5 år

Det fremgår af SFL § 25, stk. 1, at et bindende svar er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år. Det kan dog i svaret bestemmes, at svaret kun skal være bindende i en kortere periode.

Der kan ikke gives et bindende svar, der strækker sig ud over 5 år. Det skal fremgå af selve det bindende svar, hvor lang bindingsperioden er.

C.1.2.7.2 Bindingsperioden er kortere end 5 år

Det fremgår af SFL § 25, stk. 1, at et bindende svar er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år. Det kan dog i svaret bestemmes, at svaret kun skal være bindende i en kortere periode.

Der kan ud fra en konkret vurdering fastsættes en kortere frist end 5 år for den bindende virkning af et svar. Det er SKAT, der fastsætter en kortere frist. Det sker ud fra en vurdering af nødvendigheden af den tidsmæssige udstrækning af den bindende virkning.

Det fremgår af Rapport om bindende afgiftssvar på moms- og afgiftsspørgsmål fra maj 2004, at SKAT i forbindelse med fastsættelsen af den tidsmæssige udstrækning, kan tage hensyn til såvel virksomhedens forhold som SKATs viden om, at spørgsmålet er omtvistet eller under prøvelse ved EF-Domstolen. Der kan endvidere tages hensyn til, om der er tale om bindende svar vedrørende løbende transaktioner af betydeligt omfang, hvilket vil kunne føre til, at SKAT begrænser den tidsmæssige udstrækning.

En kortere bindingsperiode kan følge af forholdets natur. Svar vedrørende værdiansættelse af biler i henhold til lov om registreringsafgift af motorkøretøjer, §§ 9, stk. 5 og 10, stk. 5, har således efter fast praksis kun en bindingsperiode på 3 måneder.

Det skal fremgå af selve det bindende svar, hvor lang bindingsperioden er, herunder om bindingsperioden er kortere end 5 år.

C.1.2.7.3 Starttidspunkt for bindingsperioden - spørgerens valg

Det fremgår af SFL § 22, stk. 3, at der kan anmodes om bindende svar om afgifter, bortset fra gaveafgift og afgift efter pensionsbeskatningsloven, for en periode på op til 12 måneder forud for starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen. Det bindende svar kan ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen. Gennemføres en påtænkt disposition, inden svaret gives, kan spørgeren få tilladelse til, at svarets bindende virkning indtræder ved starten af den afgiftsperiode, hvor dispositionen er foretaget.

Der er ikke som for bindende svar vedrørende indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. SFL § 22, stk. 1, fastsat frister for indgivelse af en anmodning om bindende svar. Efter SFL § 22, stk. 3, er det derimod - indenfor visse frister - spørgerens valg, hvor bindingsperioden skal ligge.

Det fremgår af Rapport om bindende afgiftssvar på moms- og afgiftsspørgsmål fra maj 2004, at når spørgeren kan definere starten af bindingsperioden, vil det give virksomhederne mulighed for, at tilpasse det bindende afgiftssvar efter deres konkrete behov, fx så det dækker en kontraktsperiode. Denne flydende placering af starttidspunktet for bindingsperioden bevirker endvidere, at en spørger altid vil kunne bede om et bindende afgiftssvar i forbindelse med afslutningen af virksomhedens regnskabsaflæggelse eller indkomstopgørelse, uanset om virksomheden har kalenderåret som regnskabsår eller har forskudt regnskabsår. Endelig skabes der herved mulighed for, at virksomhederne kan koordinere indgivelse af en anmodning om bindende svar vedrørende afgiftsspørgsmål og indgivelse af en anmodning om bindende svar vedrørende skat.

Hvis spørgeren selv ønsker at definere starttidspunktet, kræver det, at spørgeren i sin anmodning om bindende afgiftssvar angiver starttidspunktet for bindingsperioden. Angivelse af starttidspunktet er dog ikke et formkrav til en anmodning om bindende afgiftssvar.

C.1.2.7.3.1 Starttidspunkt før modtagelse af anmodningen om bindende svar

Der er i SFL § 22, stk. 3, fastsat visse begrænsninger for, hvor langt tilbage i tid fra modtagelsen af anmodning om bindende svar, bindingsperioden kan starte.

Et bindende svar kan ikke strække sig længere tilbage i tid end 12 måneder fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT har modtaget anmodningen om det bindende svar.

Eksempel

Hvis en anmodning fra en virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode bliver modtaget den 12. januar 2006, og spørgeren anmoder om, at bindingsperioden skal starte den 1. juli 2004, kan det bindende svar maksimalt gå tilbage til 1. januar 2005.

Tilsvarende vil gælde for virksomheder med måneden og halvåret som afgiftsperiode.

Spørgeren kan altid anmode om, at det bindende svar skal gå kortere tilbage i tid fx 8 måneder, 6 måneder, eller 2 måneder. Starttidspunktet for bindingsperioden vil dog altid, uanset spørgerens angivelse af starttidspunktet, være starten af den afgiftsperiode, hvori den ønskede startdato ligger, idet aktiviteten i princippet første gang skal medtages i opgørelsen af afgiftstilsvaret for den pågældende afgiftsperiode.

Eksempel

Hvis en anmodning fra en virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode, bliver modtaget den 12. januar 2006, og spørgeren anmoder om, at bindingsperioden skal starte den 11. november 2005, vil starten af bindingsperioden være den 1. oktober 2005. Bindingsperioden vil maksimalt i dette eksempel kunne gå fra den 1. oktober 2005 og til den 30. september 2010.

Hvis en anmodning fra en virksomhed med måneden som afgiftsperiode, bliver modtaget den 12. januar 2006, og spørgeren anmoder om, at bindingsperioden skal starte den 11. november 2005, vil starten af bindingsperioden være den 1. november 2005. Bindingsperioden vil maksimalt i dette eksempel kunne gå fra den 1. november 2005 og til den 31. oktober 2010.

Hvis en anmodning fra en virksomhed med halvåret som afgiftsperiode, bliver modtaget den 12. januar 2006, og spørgeren anmoder om, at bindingsperioden skal starte den 11. november 2005, vil starten af bindingsperioden være den 1. juli 2005. Bindingsperioden vil maksimalt i dette eksempel kunne gå fra den 1. juli 2005 og til den 30. juni 2010.

Skatteforvaltningslovens regler om bindende svar har virkning fra den 1. november 2005, jf. § 62, stk. 2. Der kan derfor anmodes om bindende svar for gennemførte dispositioner med starttidspunkt for bindingsperioden tilbage til 12 måneder før starten af den afgiftsperiode, hvor den 1. november 2005 ligger.

Eksempel

Hvis en anmodning om bindende svar for en virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode, bliver modtaget den 4. november 2005, vil starten af bindingsperioden kunne være tilbage til den 1. oktober 2004.

Hvis en anmodning om bindende svar for en virksomhed med måneden som afgiftsperiode, bliver modtaget den 4. november 2005, vil starten af bindingsperioden kunne være tilbage til den 1. november 2004.

Hvis en anmodning om bindende svar for en virksomhed med halvåret som afgiftsperiode, bliver modtaget den 4. november 2005, vil starten af bindingsperioden kunne være tilbage til den 1. juli 2004.

Har spørgeren ikke tilkendegivet, hvornår bindingsperioden skal begynde, vil den bindende virkning af svaret indtræde ved begyndelsen af den afgiftsperiode, hvor SKAT har modtaget anmodningen.

Eksempel

Anmodningen modtages den 22. maj 2006. Spørgeren har ikke angivet noget starttidspunkt.

Hvis virksomheden har måneden som afgiftsperiode, starter bindingsperioden den 1. maj 2006.

Hvis virksomheden har kvartalet som afgiftsperiode, starter bindingsperioden den 1. april 2006.

Hvis virksomheden har halvåret som afgiftsperiode, starter bindingsperioden den 1. januar 2006.

SFL § 22, stk. 3 har, som det fremgår ovenfor, den konsekvens, at den medfører en uensartet behandling af virksomhederne vedrørende starttidspunkt for bindingsperioden, idet dette afhænger af deres afgiftsperiode, medmindre de anmoder om et starttidspunkt i januar eller juli, idet virksomhederne med halvåret som afgiftsperiode vil kunne anmode om et bindende afgiftssvar flere måneder tilbage i tiden, end virksomheder med måneden eller kvartalet som afgiftsperioden. Denne forskel, der relaterer sig til afgiftsperioderne, ligger dog i selve ordningen med de forskellige afgiftsperioder og deres kredittider.

Hvis det ikke fremgår af anmodningen om bindende svar, om der er tale om en gennemført eller en påtænkt disposition, indtræder den bindende virkning af svaret fra starten af den afgiftsperiode, hvor anmodningen modtages.

C.1.2.7.3.2 Starttidspunkt efter modtagelse af anmodning om bindende svar

Der kan af SFL § 22, stk. 3, udledes visse begrænsninger for, hvor lang tid efter at anmodningen om bindende svar er modtaget, at bindingsperioden kan starte.

Spørgeren kan ikke fremsætte en anmodning, hvor han angiver at bindingsperioden skal starte fx 9 måneder efter anmodningen er modtaget. Starttidspunktet for bindingsperioden kan således senest være starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT har modtaget anmodningen.

Eksempel

Anmodningen fra en virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode modtages den 12. januar 2006. Spørgeren anmoder om at bindingsperioden starter den 1. september 2006. Bindingsperioden starter i dette eksempel den 1. januar 2006.

Tilsvarende gælder for virksomheder med måneden og halvåret som afgiftsperiode.

C.1.2.7.4 Sluttidspunktet for bindingsperioden

Det fremgår af SFL § 25, stk. 1, at et bindende svar er bindende for SKAT ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år. Bindingsperioden for et bindende svar kan således ikke udstrækkes til mere end 5 år. Når SFL § 22, stk. 3, sammenholdes med SFL § 25, stk. 1, kan det fastslås, at begrænsningen for udstrækningen af bindingsperioden ikke blot gælder i forhold til et starttidspunkt, der fastsættes i forhold til modtagelsen af en anmodning om bindende svar, men også i forhold til et starttidspunkt, som er fastsat efter spørgerens ønske.

Bindingsperioden for et bindende svar kan således ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen om det bindende svar.

Eksempel

Anmodningen fra en virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode modtages den 12. januar 2006. Spørgeren anmoder om, at bindingsperioden starter den 1. juli 2006 og løber til den 30. juni 2011. Bindingsperioden starter i dette eksempel den 1. januar 2006 og løber til den 31. december 2010.

Tilsvarende gælder for virksomheder med måneden og halvåret som afgiftsperiode.

Bindingsperioden for et bindende svar kan endvidere ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, som er starttidspunktet for bindingsperioden i henhold til spørgerens ønske.

Eksempel

Anmodningen fra en virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode bliver modtaget den 12. januar 2006, og spørgeren anmoder om, at bindingsperioden skal starte den 1. januar 2005, og løbe til den 31. december 2010. Bindingsperioden starter i dette eksempel den 1. januar 2005, idet denne dato ligger indenfor de 12 måneder. Bindingsperioden kan imidlertid alene udstrækkes til den 31. december 2009 og ikke til den 31. december 2010, idet de 5 år skal regnes fra det fastsatte starttidspunkt den 1. januar 2005, selvom anmodningen er modtaget i januar 2006.

Tilsvarende vil gælde for virksomheder med måneden og halvåret som afgiftsperiode.

C.1.2.7.5 Bindingsperioden for påtænkte dispositioner

Ved dispositioner skal forstås leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser, hvad enten det fører til afgiftspligt eller afgiftsfritagelse.

Ved påtænkte dispositioner forstås, at anmodning om bindende svar indgives inden den pågældende disposition er foretaget. Dispositionen må således ikke være foretaget på det tidspunkt, hvor der fremsættes en anmodning om bindende svar. Dette gælder, uanset om der er tale om en enkeltstående disposition eller løbende dispositioner.

Det kan af SFL § 22, stk. 3, udledes, at starttidspunktet for bindingsperioden tidligst kan være ved starten af den afgiftsperiode, hvori SKAT modtager anmodningen om bindende svar. Bindingsperioden for et bindende svar vedrørende påtænkte dispositioner, kan således ikke strække sig 12 måneder eller kortere tilbage i tid, fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT har modtaget anmodningen om det bindende svar.

Eksempel

En virksomhed anmoder om et bindende afgiftssvar den 10. maj 2006. Anmodningen vedrører en påtænkt disposition, der er planlagt foretaget i juli 2006. Bindingsperioden vil da være følgende

For en virksomhed med måneden som afregningsperiode vil den kunne få et bindende afgiftssvar, der er bindende for myndighederne fra 1. maj 2006.

For en virksomhed med kvartalet som afregningsperiode vil den kunne få et bindende afgiftssvar, der er bindende for myndighederne fra 1. april 2006.

For en virksomhed med halvåret som afregningsperiode vil den kunne få et bindende afgiftssvar, der er bindende for myndighederne fra 1. januar 2006.

Bindingsperioden for et bindende svar vedrørende påtænkte dispositioner kan i henhold til SFL § 22, stk. 3, ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen om det bindende svar.

Det fremgår af SFL § 22, stk. 3, sidste pkt., at gennemføres en påtænkt disposition inden svaret gives kan spørgeren få tilladelse til at svarets bindende virkning indtræder ved starten af den afgiftsperiode, hvor dispositionen er foretaget.

Eksempel

En virksomhed med kvartalet som afgiftsperiode anmoder om bindende svar vedrørende påtænkte dispositioner den 11. januar 2006. Den påtænkte disposition er planlagt foretaget primo marts 2006. Skatterådet svar foreligger først den 10. maj 2006. I denne situation, er starttidspunktet for bindingsperioden den 1. januar 2006. Dette betyder, at virksomheden kan få et bindende svar for den periode, hvor den første gang skal angive afgiften af den nu foretagne disposition.

Det må lægges til grund, at denne del af bestemmelsen alene vil have teoretisk betydning, idet Skatterådet, i modsætning til det tidligere Ligningsråd, også kan behandle anmodninger om bindende svar for gennemførte dispositioner.

Hvis det ikke fremgår af en anmodning om et bindende svar, om der er tale om en gennemført eller en påtænkt disposition, indtræder den bindende virkning af svaret fra starten af den afgiftsperiode, hvor anmodningen modtages. Bindingsperioden kan i denne situation ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen om det bindende svar.

C.1.2.7.6 Bindingsperioden for gennemførte dispositioner

Ved dispositioner skal forstås leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser, hvad enten det fører til afgiftspligt eller afgiftsfritagelse.

Ved allerede gennemførte dispositioner forstås både en enkeltstående disposition, som allerede er gennemført på det tidspunkt, hvor der anmodes om bindende svar, og transaktioner, som både er gennemført på det tidspunkt, hvor der anmodes om bindende svar og fortsat løbende gennemføres også efter der indgives anmodning om et bindende svar.

Det fremgår af SFL § 22, stk. 3, 1. pkt., at den tidsmæssige begrænsning for, hvor langt tilbage i tid spørgeren kan fastsætte starttidspunktet for bindingsperioden ved allerede gennemførte dispositioner, er 12 måneder forud for starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen.

Eksempel

Hvis en virksomhed anmoder om et bindende afgiftssvar den 18. juni 2006, kan virksomheden fastsætte startdatoen for bindingsperioden tilbage til den afgiftsperiode, hvori den 18. juni 2005 ligger.

For en virksomhed med måneden som afregningsperiode vil den kunne få et bindende afgiftssvar, der er bindende for myndighederne fra 1. juni 2005.

For en virksomhed med kvartalet som afregningsperiode vil den kunne få et bindende afgiftssvar, der er bindende for myndighederne fra 1. april 2005.

For en virksomhed med halvåret som afregningsperiode vil den kunne få et bindende afgiftssvar, der er bindende for myndighederne fra den 1. januar 2005.

Bindingsperioden for et bindende svar kan ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor bindingsperioden efter spørgerens anmodning er startet forud for modtagelsen af anmodningen.

Hvis en virksomhed anmoder om, at bindingsperioden skal starte 12 måneder forud for anmodningen om bindende svar, kan der opstå den situation, at praksis er ændret i løbet af de disse 12 måneder. I denne situation skal SKAT give et bindende svar, både i forhold til tidligere gældende praksis, og i henhold til den nye praksis.

SKAT skal i forbindelse med besvarelsen af en anmodning om bindende svar være opmærksom på, om en praksis på det område, som anmodningen om bindende svar vedrører, er endeligt underkendt. Hvis anmodningen om bindende svar indgives inden udløbet af fristen for indbringelse af den afgørelse, der underkendte praksis, for en højere ankeinstans, skal SKAT tage højde for dette i det bindende svar.

Hvis der er udsendt en meddelelse om genoptagelse eller en meddelelse om genoptagelse er under udarbejdelse, fordi der er sket underkendelse af praksis, kan SKAT foreslå spørgeren, at denne i stedet anmoder om genoptagelse.

Har spørgeren ikke tilkendegivet, hvornår bindingsperioden skal begynde, vil den bindende virkning af svaret indtræde ved begyndelsen af den afgiftsperiode, hvor SKAT har modtaget anmodningen. Bindingsperioden for et bindende svar kan i denne situation ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT har modtaget anmodningen om det bindende svar.

Hvis det ikke fremgår af en anmodning om et bindende svar, om der er tale om en gennemført eller en påtænkt disposition, indtræder den bindende virkning af svaret fra starten af den afgiftsperiode, hvor anmodningen modtages. Bindingsperioden for et bindende svar kan i denne situation ikke strække sig længere ud i fremtiden end 5 år fra starten af den afgiftsperiode, hvor SKAT modtager anmodningen om det bindende svar.

C.1.2.7.7. Hvem er bundet af et bindende svar

Det fremgår af SFL § 25, stk. 1, at et bindende svar er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren eller andre, som er nævnt i SFL § 21, stk. 2 i 5 år.

Den bindende virkning af et svar gælder såvel for SKAT og Skatterådet som for de administrative klageorganer (Landsskatteretten).

Disse myndigheder er således forpligtet til at lægge svaret til grund, når det forhold, der er taget stilling til i svaret behandles i forbindelse med en kontrol af virksomhedens aktiviteter og leverancer mod vederlag, eller i forbindelse med, at virksomhedens anmoder om ordinær genoptagelse af fastsættelsen af et afgiftstilsvar i henhold til SFL 31.

Landsskatteretten er dog kun bundet i det omfang, det bindende svar ikke er påklaget, enten af spørgeren som en klage over svaret eller af den afgiftspligtige som en klage over opgørelse af et afgiftstilsvar. Landsskatteretten er heller ikke bundet af svaret i det omfang den afgiftspligtige har klaget over et andet forhold i opgørelsen af afgiftstilsvaret m.v., og denne klage har en direkte betydning for det forhold i opgørelsen af afgiftstilsvaret m.v. som det bindende svar vedrører jf. princippet i SFL § 45, stk. 1. Det fremgår af SFL § 45, stk. 1, at Landsskatteretten, uanset klagens formulering, kan fortage afledte ændringer.

Bindende svar er ikke bindende for spørgeren eller andre. Dette gælder, uanset om det bindende svar vedrører allerede gennemførte dispositioner eller påtænkte dispositioner. En virksomhed er således frit stillet til at disponere anderledes eller at opgøre og angive afgiftstilsvaret anderledes, end det fremgår af det bindende svar.

C.1.2.7.8 Hvem kan påberåbe sig svarets bindende virkning

Det fremgår af SFL § 21, stk. 1, at enhver hos SKAT kan få et bindende svar på spørgsmål om den afgiftsmæssige virkning for spørgeren af en disposition.

Kun de, som det bindende svar er rettet til, kan støtte ret på svarets bindende virkning. Der henvises nærmere til afsnittet om, hvem der kan anmode om et bindende svar.

Hvis det er et selskab m.v. i en fællesregistrering der anmoder om et bindende svar, svares der på virkningen af en påtænkt disposition. Der kan først støttes ret på svaret, når selskabet m.v. ikke længere indgår i en fællesregistrering og dermed er en afgiftspligtig person, jf. SKM2006.44.SKAT

C.1.2.7.9 Hvilke aktiviteter er omfattet af den bindende virkning

Det fremgår af SFL § 25, stk. 1, at et bindende svar er bindende for skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år.

Et bindende svar er udtryk for skattemyndighedernes retsopfattelse. Derfor vil den retsopfattelse, der er lagt til grund for et bindende svar, blive fulgt af myndighederne ved deres administration af den disposition, der er omfattet af det bindende svar.

Det bindende svar vil være bindende for SKAT ved behandlingen af den beskrevne transaktion eller aktivitet i hele bindingsperioden. SKAT er således bundet af det bindende svar også for gentagelser af den beskrevne disposition, hvis gentagelsen finder sted i bindingsperioden. I bindingsperioden er SKAT således bundet i forhold til sin vurdering af den afgiftsmæssige behandling af alle transaktioner, der er identisk med den i anmodningen beskrevne transaktion, der foretages i de afgiftsperioder, som er omfattet af bindingsperioden. Dette gælder uanset om det bindende svar vedrører påtænkte eller gennemførte dispositioner.

Eksempel

En virksomhed anmoder i 2007 om et bindende svar vedrørende den momsmæssige behandling af en nærmere beskrevet reklameydelse. SKAT giver virksomheden et bindende svar for perioden 1. januar 2007 til 31. december 2011. SKAT er bundet af det bindende svar for alle identiske leverancer af reklameydelser, som den pågældende virksomhed foretager i perioden, forudsat at de faktiske forhold ikke har ændret sig og forudsat, at der ikke foreligger ophør af bindingsperioden, jf. SFL § 25, stk. 2.

C.1.2.7.10 Fællesregistrering og delregistrering

Når svaret er givet til en fællesregistrering, gælder den bindende virkning alene for fællesregistreringen. Det har ingen betydning for den bindende virkning, hvis et selskab m.v. udtræder af fællesregistreringen.

Hvis det er et selskab m.v. i en fællesregistrering der anmoder om et bindende svar, svares der på virkningen af en påtænkt disposition. Der kan først støttes ret på svaret, når selskabet m.v. ikke længere indgår i en fællesregistrering og dermed er en afgiftspligtig person.

Den bindende virkning af et svar givet til en fællesregistrering bortfalder hvis et nyt selskab m.v. indtræder i fællesregistreringen, eller hvis fællesregistreringen opløses.

For et svar givet til en delregistrering vil den bindende virkning bortfalde hvis delregistreringen opløses eller indgår i en fællesregistrering.

Et svar, hvor den bindende virkning anses for bortfaldet, kan ikke på ny anses for bindende, f.eks. som følge af, at en delregistrering eller fællesregistrering bliver registreret igen.

Se SKM2006.44.SKAT

C.1.2.8 Bortfald af et svars bindende virkning indenfor bindingsperioden

C.1.2.8.1 Indledning

Det fremgår af SFL § 25, stk. 2, at et svar ikke er bindende i det omfang der er sket ændringer i forudsætninger, som har været afgørende for indholdet af svaret, herunder ændringer i love eller bekendtgørelser, der har ligget til grund for svaret. Det samme gælder i det omfang, svaret viser sig at være i strid med EU-retten.

Denne bestemmelse regulerer således, hvorvidt og i givet fald hvornår, den bindende virkning af et bindende svar kan ophæves indenfor bindingsperioden.

I forbindelse med fastlæggelsen af, hvornår den bindende virkning af et bindende svar på moms- og afgiftsområdet bortfalder, i tilfælde af at der sker en skærpelse af retsopfattelsen, skal der sondres mellem

afgifter, der er direktivbaserede. Her tænkes der på moms og visse harmoniserede punktafgifter.

afgifter, der ikke er direktivbaserede. Her tænkes der på lønsumsafgift og visse punkt- og miljøafgifter.

At der skal foretages denne sondring, skyldes EU-retten. EU-retten og dennes forrang i forhold til nationale bestemmelser spiller således en central betydning for moms og visse punktafgifter, idet disse love er direktivbaseret.

C.1.2.8.1.1 Direktivbaserede afgifter

Efter SFL § 25, stk. 2, bortfalder den bindende virkning af et bindende svar for direktivbaserede afgifter i det omfang, der sker

ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af svaret. Sådanne ændringer kan være ændringer af såvel faktiske forhold, som ændringer af det retsgrundlag, der har været lagt til grund for besvarelsen. Brister en sådan afgørende forudsætning for et bindende svar, kan den bindende virkning af svaret bortfalde såvel med oprindelig virkning som med fremadrettet virkning, alt afhængig af karakteren af den bristende forudsætning.

ændringer af love og bekendtgørelser, der har ligget til grund for et bindende svar. Dette gælder såvel love og bekendtgørelser på skatteministerens område, som love og bekendtgørelser på andre ministres områder. Det gælder direktivændringer, der implementeres i dansk lovgivning. Det gælder også forordninger m.v. med direkte virkning for afgiftspligtige, der er omfattet af det bindende svar.

svaret er afgivet i strid med EU-retten. EU-rettens forrang og hensynet til at national ret, herunder national administrativ praksis, ikke griber ind i "fællesskabsrettens rækkevidde og virkning" fører til, at den bindende virkning af et bindende svar ikke kan opretholdes i en situation, hvor en praksisændring i skærpende retning sker som følge af ændringer i EU-retten eller som følge af EF-Domstolens fortolkning af fællesskabsretlige begreber. EU-retten tilsidesætter således det danske princip om retsbeskyttet forventning. Se nærmere nedenfor.

C.1.2.8.1.2 Ikke-direktivbaserede afgifter

Efter SFL § 25, stk. 2, bortfalder den bindende virkning af et bindende svar for ikke-direktivbaserede afgifter i det omfang der sker;

Ændringer i forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af svaret. Sådanne ændringer kan være ændringer af såvel faktiske forhold som ændringer af det retsgrundlag, der har været lagt til grund for besvarelsen. Brister en sådan afgørende forudsætning for et bindende svar, kan den bindende virkning af svaret bortfalde såvel med oprindelig virkning som med fremadrettet virkning, alt afhængig af karakteren af den bristende forudsætning.

Ændringer af love og bekendtgørelser, der har ligget til grund for et bindende svar. Dette gælder såvel love og bekendtgørelser på skatteministerens område, som love og bekendtgørelser på andre ministres områder.

Svaret er afgivet i strid med EU-retten, hvor EU-retten har forrang i forhold til national ret.

Der sker ikke bortfald af det bindende svar for ikke-direktivbaserede afgifter i følgende tilfælde

En skærpende praksisændring, der ikke er afledt af EU-retten, kan ikke ophæve den bindende virkning af et bindende svar, jf. læren om retsbeskyttet forventning. En ændret fortolkning af en lov eller et forkert svar vil således i denne situation ikke fratage et svar dets bindende virkning. Den afgiftspligtige vil i sådanne situationer fortsat kunne støtte ret på det bindende svar. Dette gælder såvel i situationer, hvor praksis ændres på initiativ af SKAT, som i situationer hvor praksis tilsidesættes af domstolene.

C.1.2.8.1.3 Oversigt over direktivbaserede afgifter

Der sondres som det fremgår af ovenstående afsnit mellem direktiv- og ikke-direktivbaserede afgifter. Nedenfor følger en beskrivelse af hvilke afgifter, der er direktivbaseret.

Moms

Rådets direktiv 68/221/EØF af 30. april 1968 om en fælles metode til beregning af de i traktatens artikel 97 omhandlede gennemsnitssatser

Rådets direktiv 69/169/EØF af 28. maj 1969 om harmonisering af lovgivning om fritagelse for omsætningsafgifter og punktafgifter ved indførsel i den internationale rejsetrafik

Rådets tredje direktiv 69/463/EØF af 9. december 1969 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgiften - indførelse af merværdiafgift i medlemsstaterne

Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter

Rådets tredje direktiv 78/1032/EØF af 19. december 1978 om harmonisering af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om ordningen vedrørende omsætningsafgifter og punktafgifter i den internationale rejsetrafik

Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF af 6. december 1979 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet

Rådets direktiv 83/181/EØF af 28. marts 1983 om fastlæggelse af anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, litra d), i direktiv 77/388/EØF for så vidt angår fritagelse for merværdiafgift ved visse former for endelig indførsel af goder

Rådets trettende direktiv 86/560/EØF af 17. november 1986 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Foranstaltninger til tilbagebetaling af merværdiafgift til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret på Fællesskabets område

Rådets direktiv 94/4/EF af 14. februar 1994 om ændring af direktiv 69/169/EØF og 77/388/EØF og om forhøjelse af værdien af den afgiftsfrie indførsel for rejsende fra tredjelande og af grænsen for afgiftsfrie køb i forbindelse med rejser inden for

Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005 af 17. oktober 2005 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 77/388/EØF om det fælles merværdiafgiftssystem

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

Mineralolieprodukter

RDIR 2003/96 af 27.10.03 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (erstatter RDIR 92/81 og 92/82)

RDIR 95/60 af 27.11.95 om afgiftsmærkning af gasolier og petroleum.

KBE 2001/574 af 13.07.01 om et fælles stof til afgiftsmærkning af gasolier og petroleum (ændret ved KBE 2002/269 af 8.4.2002).

Alkohol og alkoholholdige drikkevarer

RDIR 92/83 af 19.10.92 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer.

RDIR 92/84 af 19.10.92 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer.

KFO 3199/93 af 22.11.93 om gensidig anerkendelse af fremgangsmåderne for fuldstændig denaturering af alkohol med henblik på fritagelse for punktafgift (ændret ved KFO 2546/95 af 30.10.95 og KFO 2559/98 af 27.11.98).

Forarbejdede tobaksvarer

RDIR 95/59 af 27.11.95 om forbrugsbeskatning af forarbejdet tobak bortset fra omsætningsafgift (ændret ved RDIR 99/81 af 29.7.99 og RDIR 2002/10 af 12.2.02).

RDIR 92/79 af 19.10.92 om indbyrdes tilnærmelse af cigaretafgifterne (ændret ved RDIR 99/81 af 29.7.99 og RDIR 2002/10 af 12.2.02).

RDIR 92/80 af 19.10.92om indbyrdes tilnærmelse af afgifterne på andre former for forarbejdet tobak end cigaretter (ændret ved RDIR 99/81 af 29.7.99 og RDIR 2002/10 af 12.2.02).

Cirkulationsdirektivet(Fælles regler for EU-punktafgifterne)

RDIR 92/12 af 25.02.92 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (ændret ved RDIR 92/108 af 14.12.92, RDIR 94/74 af 22.12.94, RDIR 96/99 af 30.12.96, RDIR 2000/44 af 30.6.2000 og RDIR 2000/47 af 20.7.2000).

KFO 2719/92 af 11.09.92 om det administrative ledsagedokument ved omsætning af punktafgiftspligtige varer under afgiftssuspensionsordninger (ændret ved KFO 2225/93 af 27.07.93).

KFO 3649/92 af 17.12.92 om et forenklet ledsagedokument med henblik på omsætning inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug i afgangsmedlemsstaten.

KFO 31/96 af 10.01.96 om attest for punktafgiftsfritagelse.

KME 1999/C99/08 af 10.4.99 om de moms- og punktafgiftsregler, der fra den 1. juli 1999 skal anvendes ved salg af varer til rejsende om bord på færger og fly eller i lufthavne inden for Den Europæiske Union.

KHE 2000/789 af 29.11.00 om retningslinier for godkendelse af oplagshavere henhørende under RDIR 92/12 med hensyn til punktafgiftspligtige varer.

EP/RBE 1152/03 af 16.6.03 om edb-mæssig registrering og kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS-systemet)

Rådets direktiv 2006/79/EF af 5. oktober 2006 om afgiftsfritagelse ved indførsel af varer i småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter fra tredjelande (kodificeret udgave)

Der er brugt følgende forkortelser

RDIR for Rådets direktiver

KFO, KBE, KHE og KME for henholdsvis Kommissionens forordninger, beslutninger, henstillinger og meddelelser.

C.1.2.8.2 Skærpende ændring

Spørgsmålet om, hvorvidt den bindende virkning af et svar kan ophæves inden udløbet af bindingsperioden, er kun aktuel i den situation, hvor der sker en ændring i skærpende retning, det vil sige til ugunst for spørgeren. Her er det et spørgsmål om SKAT, der jo er bundet af den retsopfattelse, der kommer til udtryk i det bindende svar, kan ophæve svaret med den virkning at SKAT kan gøre den skærpede og for spørgeren ugunstige retsopfattelse gældende overfor spørgeren.

Hvis der sker en ændring i lempende retning, fx underkendelse af praksis til gunst for spørgeren, kan spørgeren altid indrette sig på den gunstigere stilling, idet spørgeren jo ikke er bundet af det bindende svar. SKAT vil endvidere ikke kunne fastholde den retsopfattelse, som er kommet til udtryk i det bindende svar, idet den retsopfattelse jo er blevet underkendt og ændret.

C.1.2.8.3 Betydningen af EU-retten

I dette afsnit beskrives EU-retten kort som baggrund for, at det af SFL § 25, stk. 2, sidste pkt. bestemmes, at et bindende svar ikke er bindende i det omfang svaret viser at være i strid med EU-retten, og at det bindende afgiftssvar derfor bortfalder inden udløbet af bindingsperioden.

Med EF-traktaten er der indført en ny retsorden. Et af de væsentligste kendetegn ved fællesskabsordenen er EU-rettens forrang i forhold til medlemsstaternes retssystemer, samt den direkte virkning af en række bestemmelser, der gælder medlemsstaternes borgere og staten selv.

EU-rettens krav om forrang betyder blandt andet, at direktivbestemmelser, der har direkte virkning fortrænger national ret. EF-Domstolen har i sin praksis fastlagt betingelserne for direktivbestemmelsers direkte virkning

Bestemmelsen må ikke være knyttet til noget forbehold.

Bestemmelsen må ikke være skønsmæssigt udformet eller give de nationale myndigheder en valgmulighed.

Bestemmelsen må ikke være betinget af udstedelsen af nye efterfølgende EF-retsakter eller nationale retsakter.

En virksomhed kan overfor myndighederne påberåbe sig en direktivbestemmelse, der foreskriver en rettighed, som er tilstrækkelig klar og ubetinget. De umiddelbart anvendelige regler gælder således i medlemsstaterne ved siden af de nationale retsregler. Der er følgelig risiko for konflikt mellem de to sæt regler. Foreligger der en regelkonflikt til afgørelse for EF-Domstolen, vil Domstolen altid lægge EU-reglen til grund.

En regelkonflikt kan naturligvis også opstå ved de nationale domstole. EF-Domstolen har i en lang række domme fastslået, at de nationale domstole og i øvrigt alle offentlige myndigheder er ubetinget forpligtet til at anvende EU-reglerne, ligegyldigt under hvilke forhold modstriden mellem reglerne opstår. Er det konstateret, at en national regel er i strid med en EU-regel, har de nationale myndigheder pligt til at bringe den nationale retstilstand i overensstemmelse med EU-retten. Myndigheden kan ikke påberåbe sig ikke-gennemførte eller forkert gennemførte direktiver til ugunst for en virksomhed, jf. C-74/95 og C-129/95, og "Bowling-sagen", jf. UfR 2000.1000 ØLD. ;

Er direktivet ikke egnet til at have direkte virkning, har den nationale domstol pligt til at fortolke den nationale retsregel direktivkonformt, det vil sige i overensstemmelse med den bagvedliggende EU-regel.

C.1.2.8.4 Retsbeskyttet forventning contra EU-retten

En virksomhed kan ikke påberåbe sig den danske forvaltningsretlige lære om retsbeskyttet forventning i forbindelse med et bestemt bindende afgiftssvar, hvis svaret strider mod den fællesskabsretlige regulering.

Generelt set har EF-Domstolen fastslået, at de erhvervsdrivende ikke kan have nogen berettiget forventning med hensyn til opretholdelsen af en bestående situation, som kan ændres ved beslutninger taget af fællesskabsinstitutionerne inden for rammerne af deres frie skøn. Dette gælder navnlig på områder henhørende under de fælles markedsordninger, som netop skal indebære en garanti for en løbende tilpasning til den økonomiske udvikling, se sag 424/85 og sag 425/85, Frico, Saml. 1987 2786, sag C-177/90, Kühn, Saml. 1992 I-35 og sag C-63/93, Fintan Duff, Saml. 1996 I-569.

Nationale myndigheder, der anvender fællesskabsretten, skal overholde princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som er en generel retsgrundsætning i fællesskabsretten. En handlemåde hos en sådan myndighed, der strider mod en præcis bestemmelse i en fællesskabsretsakt, kan dog ikke skabe en berettiget forventning, se fx sag 316/86, Krücken, Saml. 1988 2233.

I TfS 2001.427 V, gjorde et selskab krav på toldgodtgørelse, fordi selskabet mente, at det på et møde med ToldSkat var blevet bibragt en retsbeskyttet forventning om krav på godtgørelse. Landsretten lagde til grund, at da told er fællesskabsmidler, og da spørgsmålet om godtgørelse er udtømmende reguleret i EU-retten, skal spørgsmålet om retsbeskyttet forventning alene afgøres efter EU-rettens regler og ikke national ret. Retten lagde herefter til grund, at der ikke forelå retsbeskyttet forventning efter EU-retten.

I præmis 30 - 33 i sagen C-205 - 215/82 Deutsche Milchkontor anerkendte EF- Domstolen, at fællesskabsretten ikke var til hinder for, at der nationalt fandtes regler om beskyttelse af forventninger. Dog forudsattes det, at der fuldt ud skulle tages hensyn til Fællessskabsrettens interesser i forbindelse med anvendelsen af bestemmelser herom.

I præmis 23 i sagen C-316/86 Krücken-sagen, fastslog EF-Domstolen, at hverken fejl begået af kommissionens embedsmænd eller dens tjenestegrene eller en praksis i en medlemsstat, som strider mod de fællesskabsretlige regler, kunne skabe en berettiget forventning hos den erhvervsdrivende, der havde draget fordel af den hermed opståede situation. I præmis 24 anførte Domstolen, at det fulgte heraf, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke kunne påberåbes overfor en præcis bestemmelse i en fællesskabsretsakt, og at den omstændighed, at en national myndighed, der anvendte fællesskabsretten, havde handlet i strid hermed, ikke kunne skabe en berettiget forventning hos en erhvervsdrivende om en behandling, der stred mod fællesskabsretten.

I præmis 22 i sagen C-210/87 Remo Padovani m.fl. anerkendte EF-Domstolen, at der i den nationale retsorden på et givet fællesskabsreguleret område kunne gælde et princip om retsbeskyttet forventninger ved siden af det EU-retlige princip herom, når blot det nationale princip ikke medførte forskelsbehandling i forhold til regler, der var gældende for rent nationale tvister af samme art. Domstolen tilføjede imidlertid, at det er et krav, at anvendelsen at national ret "ikke griber ind i fællesskabsrettens rækkevidde og virkning".

Domstolen beskyttede i sag 120/86, Mulder, Saml. 1988 2321, den berettigede forventning hos en mælkeproducent, der ikke havde haft grundlag i de relevante forordninger til at antage, at han i en ubestemt periode var forhindret i at genoptage mælkeleverancer ved udløbet af den periode, hvor han havde underkastet sig en forpligtelse til ikke at levere. Se også sag C-177/90, Kühn, Saml. 1992 I-35.

C.1.2.8.5 Oversigt over hvornår et bindende svar bortfalder

C.1.2.8.5.1 Ændring i forudsætninger og lovgivning

Det fremgår af SFL § 25, stk. 2, at et svar ikke er bindende i det omfang, der er sket ændringer i forudsætninger, som har været afgørende for indholdet af svaret, herunder ændringer i love og bekendtgørelser, der har ligget til grund for svaret.

Disse bortfaldsgrunde gælder uanset om, der er tale om direktivbaserede eller ikke-direktivbaserede afgifter, som det fremgår af nedenstående skema.

Direktivbaserede afgifter 1)

Ikke-direktiv-baserede afgifter

Ændring af love, herunder implementering af direktiver

JA

JA

Forordninger og ændring af forordninger

JA

JA

Ændring af bekendtgørelser

JA

JA

Ændring af forudsætninger

JA

JA

C.1.2.8.5.2 Ændringer begrundet i EU-retten

Det fremgår tillige af SFL § 25, stk. 2, at et svar ikke er bindende i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten.

Af forarbejderne til skatteforvaltningsloven fremgår, at hvis et bindende svar fx er givet i overensstemmelse med dansk praksis, men det viser sig, at dansk praksis er i strid med EU-retten, vil den bindende virkning bortfalde med fremadrettet virkning. SKAT kan blive opmærksomme på, at dansk praksis er i strid med EU-retten på baggrund af en dansk dom, en kendelse fra Landsskatteretten eller som følge af, at SKAT selv bliver opmærksom på, at den danske praksis er i strid med EU-retten. Hvis det i forbindelse med en sådan vurdering er åbenbart, at dansk praksis er i strid med EU-retten, vil SKAT selv kunne ændre praksis. Hvis det derimod ikke er åbenbart, om svaret strider mod EU-retten, kan SKAT, fx ved at indhente en udtalelse fra Kammeradvokaten, afklare spørgsmålet om, hvorvidt praksis bør ændres.

Det fremgår endvidere af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at den bindende virkning af et bindende svar bortfalder med fremadrettet virkning, hvis det bindende svar er afgivet i overensstemmelse med dansk praksis og i overensstemmelse med EU-retten, men praksis ændres i skærpende retning af EF-Domstolen.

Det ovennævnte gælder, uanset om der er tale om en direktivbaseret afgift eller ikke. Se nærmere note 2 og 3 til nedenstående skema.

Det forhold, at en afgift er direktivbaseret medfører imidlertid, at administrationen og lovfortolkningen skal være direktivkonform på grund af EU-rettens forrang. Når der således for visse afgifter altid skal ske en direktivkonform fortolkning af den pågældende afgiftslov, vil det føre til visse forskelle i bortfaldssituationerne.

Det betyder således, at danske skærpende praksisændringer, der er begrundet i EU-rettens forrang, vedrørende direktivbaserede afgifter altid vil føre til bortfald af et bindende svar. Dette er ikke tilfælde for ikke-direktivbaserede afgifter, medmindre den skærpende praksisændring er en følge af EU-retten, jf. note 3 til nedenstående skema.

Direktivbaserede

Afgifter 1)

Ikke-direktiv-baserede afgifter

EF-Domstolens afgørelser

JA

JA 2)

Danske domme

JA

NEJ 3)

Landsskatterettens kendelser

JA

NEJ 3)

SKAT offentliggør en praksisændring

JA

NEJ 3)

1) Der er enkelte bestemmelser, som ikke er fastlagt af et direktiv i de afgiftslove, der er direktivbaserede. Der vil således teoretisk kunne ske det, at en ændring af praksis, der er foranlediget af fx en kendelse fra Landsskatteretten, vil kunne medføre bortfald af den bindende virkning af et bindende svar, selvom svaret vedrører en bestemmelse, der ikke er direktivbaseret. Den bindende virkning vil bortfalde, fordi selve afgiften er direktivbaseret. Det må dog antages, at dette problem mest er teoretisk, da de områder, hvor direktivet giver medlemsstaterne mulighed for selv at fastlægge regler, typisk er administrative ordensforskrifter.

2) EF-Domstolens domme kan også generelt have betydning for dansk afgiftsret, fx kan reglerne om fri bevægelighed have indflydelse på, hvordan danske regler skal udformes. Som eksempel kan nævnes Centros-dommen (C-212/97), hvor nationale regler måtte vige for reglerne om den fri etableringsret, jf. EF-Traktatens artikel 43 og 48.

3) Hvis praksisændringen sker som følge af ændringer i EU-retten (fx traktat-bestemmelser), kan den bindende virkning af et bindende svar bortfalde.

C.1.2.8.5.3 Singulære forkerte bindende svar

I tilfælde, hvor et enkeltstående bindende svar for direktivbaserede afgifter er i strid med EU-retten, vil det bortfalde, jf. SFL § 25, stk. 2, sidste pkt.

Den bindende virkning af et enkeltstående forkert bindende afgiftssvar for ikke-direktivbaserede afgifter kan alene tilbagekaldes, hvis det er i strid med EU-retten.

Er det enkeltstående bindende afgiftssvar for ikke-direktivbaserede afgifter derimod alene i strid med dansk lovgivning og dansk praksis, kan der ikke ske tilbagekaldelse af et sådant enkeltstående urigtigt bindende afgiftssvar.

Nedenstående skema viser en oversigt over, i hvilke tilfælde den bindende virkning af et enkeltstående urigtigt afgiftssvar kan ophæves.

Direktivbaserede

afgifter

Ikke-direktiv-baserede afgifter

Enkeltstående bindende afgiftssvar i strid med EU-retten

JA

JA

Enkeltstående bindende afgiftssvar i strid med dansk lovgivning og dansk praksis

JA 1)

NEJ

1) Det forudsættes, at dansk lovgivnng og praksis er i overensstemmelse med EU-retten.

C.1.2.8.6 Oversigt over varsel

C.1.2.8.6.1 Lovændringer og generelle praksisændringer

En ophævelse af den bindende virkning af et afgiftssvar vil i tilfælde af ændret lovgivning m.v. og skærpende praksisændring alene kunne ske med fremtidig virkning.

I de situationer, hvor den bindende virkning af et bindende svar ophæves inden bindingsperioden på grund af lovændringer og lignende, vil der ikke af SKAT blive givet et særskilt varsel. Dette er begrundet i, at retstilstanden ændres ved lovændringens ikrafttrædelsestidspunkt i forhold til alle, der er omfattet af ændringen, og at lovændringen vil blive offentliggjort på sædvanlig måde. I denne situation er der ikke noget særligt hensyn at tage til afgiftspligtige, der er indehavere af et bindende afgiftssvar.

I de situationer, hvor den bindende virkning af et bindende svar ophæves som følge af domme, kendelser eller Skatteministeriets beslutning herom, vil SKAT offentliggøre den nye praksis og tilkendegive fra hvilket tidspunkt denne praksisændring har virkning. En sådan praksisændring medfører, at samtlige bindende svar, der er afgivet efter hidtidig praksis bortfalder med fremadrettet virkning. I det omfang SKAT er bekendt med, at et bindende svar er afgivet i strid med EU-retten, skal indehaveren af svaret orienteres herom.

Længden af varslet fastsættes efter en konkret vurdering, men vil som udgangspunkt sædvanligvis udgøre 6 måneder.

I nedenstående skema gives en oversigt over i hvilke tilfælde, der gives et varsel fastsat af SKAT og i hvilke tilfælde tidspunktet for ophævelsen af den bindende virkning følger af et andet retsgrundlag.

Ændring

Varsel

Ændring af love, implementering af direktiver, forordninger, ændring af forordninger og bekendtgørelser

Ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat i lovgivningen. Den bindende virkning ophæves pr. det i lovgivningen fastsatte ikrafttrædelsestidspunkt

Ændring af forudsætninger

Den bindende virkning ophæves fra det tidspunkt, hvor forudsætningen er ændret.

EF-Domstolens afgørelser

Myndighederne fastsætter et passende varsel. Den bindende virkning ophæves efter udløbet af det fastsatte og offentliggjorte varsel.

Danske domme

Myndighederne fastsætter et passende varsel. Den bindende virkning ophæves efter udløbet af det fastsatte og offentliggjorte varsel.

Landsskatterettens kendelse

Myndighederne fastsætter et passende varsel. Den bindende virkning ophæves efter udløbet af det fastsatte og offentliggjorte varsel.

SKATs offentliggørelse af praksisændring

Myndighederne fastsætter et passende varsel. Den bindende virkning ophæves efter udløbet af det fastsatte og offentliggjorte varsel.

C.1.2.8.6.2 Singulært forkert svar

I tilfælde, hvor et enkeltstående bindende svar for direktivbaserede afgifter er i strid med EU-retten og derfor skal tilbagekaldes, vil SKAT tilbagekalde svaret direkte overfor indehaveren. Tilbagekaldelsen vil ske med fremadrettet virkning med et passende varsel, der fastsættes med udgangspunkt i indehaverens konkrete situation, men som udgangspunkt ikke kortere end 3 måneder.

I de tilfælde, hvor et enkeltstående bindende svar for ikke-direktivbaserede afgifter er i strid med EU-retten og derfor kan tilbagekaldes, skal SKAT meddele ophævelsen konkret overfor den afgiftspligtige. SKATs tilbagekaldelse af den bindende virkning skal ske med et passende varsel, der fastsættes med udgangspunkt i indehaverens konkrete situation, men som udgangspunkt ikke kortere end 3 måneder.

C.1.2.8.6.3 Domspraksis vedrørende passende varsel

Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper om varsel i forbindelse med skærpende praksisændringer kan henvises til

I UfR 1980.73 H accepterede Højesteret toldvæsenets tilbagekaldelse af en tilladelse til frivillig momsregistrering af en del af en forenings virksomhed med virkning for fremtiden. Højesteret lagde vægt på, at toldvæsenet efter lovens opbygning og formål måtte anses for berettiget til med et passende varsel at ændre området for virksomhedens momsregistrering med det formål, at opnå overensstemmelse med praksis.

TfS 1996, 838 omhandlede en publikation med annoncer om køb og salg, der i 1988 af distriktstoldkammeret blev meddelt momsfritagelse. Men efter at en medarbejder fra told- og skatteregionen i november 1992 havde aflagt kontrolbesøg, meddelte regionen, at virksomheden skulle betale moms fra 1/12 1992. Momspligten blev fastholdt af Told- og Skattestyrelsen, som dog tiltrådte, at moms først blev beregnet fra 1/2 1993. I 1994 traf Momsnævnet afgørelse om, at publikationen ikke kunne sælges momsfrit. Landsretten udtalte, at publikationen ikke kunne anses som en avis efter momsloven, og at virksomheden således ikke var momsfri, men at tilbagekaldelsen af momsfriheden i november 1992 alene kunne ske med en frist på 6 måneder, således at statskassen skulle tilbagebetale den som følge heraf uberettiget opkrævede moms (tidl. Momsnævnet TfS 1994, 140).

I TfS 2001,495 udlejede et interessentskab en ejendom til interessenterne, således at der var tale om fuldstændigt personsammenfald mellem lejere og interessenter. Sammenfaldet var indirekte blevet oplyst over for told- og skattemyndighederne i forbindelse med en ansøgning om frivillig momsregistrering af erhvervsmæssig udlejning, jf. momslovens § 51. Efter ca. 2 år blev momsregistreringen tilbagekaldt med ca. 6 måneders varsel under henvisning til, at udlejningen ikke var erhvervsmæssig. Landsretten tiltrådte, at den foretagne udlejning ikke kunne anses for erhvervsmæssig, og at myndighederne ved at meddele tilladelsen havde begået en fejl. Da momsloven ikke indeholder udtrykkelige regler om tilbagekaldelse af tilladelse til frivillig registrering, fandt retten, at afgørelsen måtte bero på en afvejning af hensynet til lighed og konsekvens ved administrationen af bestemmelsen over for sagsøgerens forventning om fortsat at kunne disponere i overensstemmelse med den meddelte tilladelse. Landsretten fandt herved, at der forelå tilstrækkelig hjemmel til efter et varsel at tilbagekalde den frivillige momsregistrering.

Det følger således af den nævnte praksis, at fejlagtige momsafgørelser kan ændres med et passende og rimeligt varsel, også selvom der gribes ind i et bestående retsforhold. Dette følger endvidere af retssikkerhedsudvalgets redegørelse om dette spørgsmål (Se side 115 f).

C.1.2.9 Hvad bør der fremgå af det bindende svar

Den afgiftspligtige skal have meddelelse om det bindende svar, straks når sagen er afsluttet. Meddelelsen bør omfatte en fremsendelsesskrivelse. Meddelelsen om det bindende svar er en afgørelse, der er omfattet af skatteforvaltningsloven regler, hvilket vil sige at svaret skal indeholde en beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder, en afgørelse og en begrundelse for denne afgørelse, samt en klagevejledning. SKAT skal endvidere påse forvaltningslovens bestemmelser om høring.

C.1.2.9.1 Mindstekrav til indholdet af et bindende svar

I de følgende afsnit beskrives hvilke oplysninger, der som minimum bør fremgå af det bindende svar.

C.1.2.9.1.1 Identifikationsoplysninger

Som identifikation af spørgeren anføres alene spørgerens navn, adresse, CVR-nr., evt. personnummer. Identifikationsoplysninger om spørgerens eventuelle repræsentant kan endvidere fremgå.

C.1.2.9.1.2 Spørgsmål

Alle de af spørgeren stillede spørgsmål skal fremgår af meddelelsen om det bindende svar. Beskrivelsen skal ikke være en afskrift af spørgsmålene, men der bør ske en bearbejdning af spørgsmålene, således at det er muligt for SKAT at udforme en besvarelse som "ja", "nej" eller "afvises".

C.1.2.9.1.3 Sagens fakta

I henhold til SFL § 19, stk. 5, nr. 5, skal der ikke udarbejdes en sagsfremstilling i sager om bindende svar, der skal afgøres af SKAT. Selv om der ikke skal udarbejdes en sagsfremstilling, skal meddelelsen om det bindende svar indeholde en beskrivelse af de faktiske forhold, der har betydning for sagens afgørelse.

For overskuelighedens skyld er det en fordel at give en beskrivelse af virksomheden og branche (hvad laver virksomheden).

Alle faktiske forhold af betydning for svaret skal medtages. Ved vurderingen af, om en oplysning er relevant at medtage i beskrivelsen af sagens fakta, kan der tages udgangspunkt i den relevante lovbestemmelse og/eller praksis, idet bestemmelsen og/eller praksis normalt angiver de faktiske omstændigheder, der skal være til stede, for at reglen kan finde anvendelse. I øvrigt vil det bero på en konkret vurdering af anmodningen om bindende svar, hvilke oplysninger der er nødvendige og relevante for afgørelsen.

Beskrivelsen af faktum har til formål at sikre dels at alle relevante oplysninger er belyst, dels at den afgiftspligtige kan forstå sagens sammenhæng, og at den afgiftspligtige er klar over hvilke oplysninger, der er lagt til grund ved besvarelsen.

Der henvises i øvrigt til denne vejlednings afsnit om sagsbehandlingsregler.

C.1.2.9.1.4 Høring

SKAT skal i forbindelse med behandlingen af en anmodning om bindende svar påse de almindelige forvaltningsretlige principper om høring i FVL §§ 19 - 21.

Foretages der høring i en sag, skal indholdet af høringssvaret gengives i meddelelsen om bindende svar.

Der henvises i øvrigt til denne vejlednings afsnit om sagsbehandlingsregler.

C.1.2.9.1.5 Begrundelse

Det bindende svar er en afgørelse, der er omfattet af forvaltningslovens regler, hvilket blandt andet medfører krav til begrundelsen. Det vil sige, at meddelelsen om bindende svar skal indeholde en henvisning til de retsregler og den praksis, der ligger til grund for det bindende svar.

Der henvises i øvrigt til denne vejlednings afsnit om sagsbehandlingsreglerne.

C.1.2.9.1.6 Svarets indhold

Der skal tilstræbes en kort og præcis formulering af svaret i form af "ja", "nej", "afvises". Det skal sikres, at der er en klar og entydig sammenhæng mellem det enkelte spørgsmål og svaret i de tilfælde, hvor anmodningen om bindende svar indeholder flere spørgsmål.

Det skal endvidere fremgå, at det bindende svar alene er gældende for spørgeren og ikke for andre. Det skal endvidere fremgå, at besvarelsen alene gælder det i meddelelsen beskrevne forhold. Såfremt SKATs besvarelse af anmodningen om bindende svar er forbundet med konkrete forbehold, skal disse angives. Dette kan eksempelvis være, at der er tale om levering af ydelser indenfor EU.

Endvidere skal det fremgå af meddelelsen om det bindende svar

Længden af bindingsperioden.

Hvis SKAT fastsætter end kortere bindingsperiode end 5 år, skal det fremgå hvilke hensyn, der har begrundet en sådan kortere periode.

Starttidspunktet for bindingsperioden.

Det skal fremgå, om det er den afgiftspligtige, der har valgt starttidspunktet for bindingsperioden. Hvis spørgerens valg ikke har kunnet imødekommes, skal det fremgå, hvorfor det ikke har kunnet imødekommes. Det skal endvidere fremgå, hvilke afgiftsperiode den afgiftspligtige har på tidspunktet for anmodningen om bindende svar.

Sluttidspunktet for bindingsperioden.

Det skal fremgå, hvilke afgiftsperiode den afgiftspligtige har på tidspunktet for anmodningen om bindende svar, idet dette har betydning for ophørstidspunktet af bindingsperioden.

Klagevejledning

C.1.2.9.1.7 Sager, der skal eller kan forelægges Skatterådet

Det er Skattecenter Struer, der forestår visiteringen af hvilke anmodninger om bindende svar, der skal forelægges for Skatterådet i henhold til SFL § 21, stk. 4.

Hvis SKAT i forbindelse med behandlingen af en anmodning om bindende svar, der er visiteret til behandling ved et skattecenter, finder, at anmodningen bør forelægges for Skatterådet i henhold til SFL § 21. stk. 4, og de retningslinjer, der fremgår af aftalen mellem Skatterådets formand og told- og skatteforvaltningens direktør, skal det pågældende skattecenter returnere spørgsmålet til skattecenter Struer med henblik på at sagen oversendes til hovedcentret. Inden sagen returneres til skattecenter Struer bør det dog sikres, at hovedcentret er enigt i, at sagen skal forelægges Skatterådet.

Når hovedcentret har modtaget det omvisiterede spørgsmål orienteres spørgeren af hovedcentret om, at sagen behandles i hovedcentret med henblik på forelæggelse for Skatterådet.

C.1.2.9.1.8 Registrering af bindende svar

Når SKAT har afgivet et bindende svar, skal det bindende svar registreres på den afgiftspligtige.

C.1.2.10 Skatterådets behandling af anmodning om bindende svar

C.1.2.10.1 Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4

Det fremgår af SFL § 21, stk. 4, at SKAT skal forelægge en anmodning om bindende svar for Skatterådet til afgørelse, jf. SFL § 2, stk. 2, hvis

Svaret vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at der er tale om et relativt begreb, hvor grænsedragningen må afhænge af hvilket retsområde der er tale om. En sag om moms skal således vedrøre et større antal afgiftspligtige end en sag om en punktafgift, der kun betales af et mindre antal virksomheder, for at skulle forelægge Skatterådet til afgørelse. Endvidere skal der foreligge et vist element af fortolkningstvivl, idet det ikke er hensigten, at Skatterådet skal tage stilling til sager, hvor der allerede foreligger en fast administrativ praksis.

Svaret vedrører større økonomiske værdier.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at der er tale om et relativt begreb, hvor grænsedragningen må afhænge af hvilket retsområde der er tale om. Endvidere skal der foreligge et vist element af fortolkningstvivl, idet det ikke er hensigten, at Skatterådet skal tage stilling til sager, hvor der allerede foreligger en fast administrativ praksis.

Svaret angår fortolkning af ny lovgivning.

Det fremgår af for arbejderne til skatteforvaltningsloven, at Skatterådet i en periode skal medvirke ved fastlæggelsen af administrativ praksis, som herefter skal videreføres af SKAT.

Der ved besvarelsen skal tages stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at anmodninger om bindende svar, der vedrører EU-retlige spørgsmål af væsentlig rækkevidde, altid skal forelægges for Skatterådet. Sager skal dog ikke forelægges for Skatterådet, hvis der verserer sager for domstolene eller for EF-Domstolen om problemstillingen. Skatteministeren kan indbringe afgørelse truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når de indeholder stillingtagen til EU-retlige spørgsmål, jf. SFL § 40, stk. 2.

Sagen i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse. Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at sager, som f.eks. har påkaldt sig eller er egnet til at påkalde sig betydelig offentlig interesse, fordi den afgiftspligtige er en offentlig kendt virksomhed, eller der tidligere har været offentlig debat om det emne, som sagen vedrører, skal forelægges for Skatterådet.

Efter SFL § 21, stk. 4, er SKAT forpligtet til at forelægge visse typer af anmodninger om bindende svar for Skatterådet til afgørelse, fordi de er af principiel karakter.

Det er SKAT, der udvælger de principielle sager, der i henhold til SFL § 21, stk. 4, skal forelægges for Skatterådet.

Der henvises iøvrigt til aftalen mellem told- og skatteforvaltningens direktør og formanden for Skatterådet om sager, som forvaltningen skal forelægge for Skatterådet.

C.1.2.10.2 Skatteforvaltningslovens § 2, stk. 2

Bestemmelsen i SFL § 21, stk. 4, er udtryk for en afgrænsning af, hvilke sager, der skal forelægges for Skatterådet til afgørelse

Det fremgår af SFL § 2, stk. 2, at SKAT - udover de principielle anmodninger om bindende svar, som skal forelægges for Skatterådet efter SFL § 21, stk. 4 - efter en konkret vurdering kan forelægge alle andre sager for Skatterådet, som SKAT har kompetence til at afgøre efter SFL § 1, bortset fra toldområdet og områder, hvor SKAT er tillagt kompetencer uden for skatte- og ejendomsvurderingsområdet.

Efter SFL § 2, stk. 2, kan SKAT således vælge at forelægge en sag for Skatterådet til afgørelse. Det betyder, at SKAT godt kan vælge at forelægge en anmodning om et bindende svar for Skatterådet til besvarelse, selv om den ikke falder ind under et eller fere af kriterierne i SFL § 21, stk. 4.

Ved vurderingen af, om en anmodning om bindende svar bør forelægges for Skatterådet vil det blandt andet blive tillagt betydning, om spørgeren har udtrykt ønske om at få svar fra Skatterådet, eller om det kan anses for hensigtsmæssigt at indhente syn eller skøn i sagen.

Bestemmelsen i SFL § 2, stk. 2 gælder ikke kun for anmodninger om bindende svar, men for alle sager, som SKAT har kompetence til at afgøre, efter SFL § 1, bortset fra toldområdet og områder, hvor skatteforvaltningen er tillagt kompetence uden for skatte- og ejendomsvurderingsområdet. Alle sager af denne karakter kan efter SKATs konkrete vurdering forelægges for Skatterådet til afgørelse.

Det er dog ikke hensigten, at alle sager af principiel karakter skal forelægges for Skatterådet, medmindre der er tale om anmodninger om bindende svar. Der vil ved udvælgelsen af, hvilke andre principielle sager end sager om bindende svar, som vedrører principielle spørgsmål blive taget udgangspunkt i de samme kriterier, som fremgår af SFL § 21, stk. 4.

SKAT skal herudover anse forelæggelsen for hensigtsmæssig. En forelæggelse kan være hensigtsmæssig, fx hvis det er hensigtsmæssigt at inddrage den viden, der findes i et lægmandsorgan som Skatterådet, eller hvis en politisk stillingtagen er ønskelig. I tvivlstilfælde om hvorvidt en sag skal forelægges for Skatterådet, kan det tillægges betydning, om virksomheden har udtrykt ønske om behandling i Skatterådet.

Der må endvidere i denne sammenhæng tages hensyn til, hvor mange sager Skatterådet kan overkomme at behandle inden for rimelige sagsbehandlingstider.

Der henvises til aftalen mellem told- og skatteforvaltningens direktør og formanden for Skatterådet om sager, som forvaltningen skal forelægge for Skatterådet.

Hvis SKAT forelægger en sag for Skatterådet til afgørelse, skal den pågældende afgiftspligtige efter almindelige forvaltningsretlige principper underrettes om dette skift i afgørelseskompetence, før Skatterådet afgør sagen, således at den afgiftspligtige får mulighed for at varetage sine interesser.

C.1.2.10.3 Syn og skøn

Efter SFL § 4, stk. 3, kan Skatterådet tillade, at der indhentes syn og skøn efter regler, der svarer til SFL § 47, om syn og skøn, til brug for rådet afgørelse i en sag, der er forelagt for rådet til afgørelse.

Skatterådet kan bestemme, at der skal ydes fuld omkostningsgodtgørelse i syns- og skønssager for, jf. SFL § 52, stk. 3, 2. pkt.

Det er forudsat i forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at bestemmelsen om, at Skatterådet kan udmelde syn og skøn kun skal anvendes rent undtagelsesvis. SKAT kan tillægge det betydning, hvis virksomheden har fremsat ønske om, at der udmeldes syn og skøn.

C.1.2.10.4 Retningslinier for udvælgelse af sager

Der er mellem Skatterådet formand og told- og skatteforvaltningens direktør aftalt nærmere retningslinjer for hvilke sager, der skal forelægges for Skatterådet.

Aftalen indeholder retningslinjer dels for SKATs udvælgelse af anmodninger om bindende svar, som er af principiel karakter efter SFL § 21, stk. 4, dels for SKATs mulighed for i øvrigt at forelægge sager for Skatterådet til afgørelse efter SFL § 2, stk. 2. Der er tale om en rammeaftale, der løbende vil blive opdateret på baggrund af samarbejdet mellem Skatterådet og SKAT.

Aftalen indeholder endvidere lister over sager, der skal eller ikke skal forelægges for Skatterådet. Aftalen er offentliggjort på SKATs hjemmeside http://www.skat.dk/ .

C.1.2.10.5 Sagsfremstilling

Det fremgår af SFL § 19, stk. 5, nr. 5, at der skal udarbejdes en sagsfremstilling og foretages høring før der træffes afgørelse om bindende svar, i sager, der skal forelægges for Skatterådet i henhold til SFL § 21, stk. 4.

C.1.2.10.6 Visitering af anmodninger om bindende svar

Visitering af de anmodninger om bindende svar, der skal forelægges for Skatterådet i henhold til SFL § 21, stk. 4, foretages af Skattecenter Struer.

SKAT, Hovedcenteret udarbejder indstilling i de principielle sager, der i henhold til SFL § 21, stk. 4, skal forelægges for Skatterådet.

C.1.2.11 Klage over et bindende svar

C.1.2.11.1 Klage over SKATs bindende svar

I henhold til SFL § 11, stk. 1, kan Landsskatteretten behandle klager over SKATs afgørelser. SKATs afgørelser om bindende svar kan således påklages til Landsskatteretten.

Det fremgår af forarbejderne, at Landsskatteretten ikke alene kan påkende det materielle indhold af et bindende svar. Landsskatteretten kan tillige påkende spørgsmålet om, hvorvidt et bindende svar, der er afgivet af SKAT, rettelig burde have været afgivet af Skatterådet, fordi sagen opfylder et eller flere af kriterierne i SFL § 21, stk. 4. Se nærmere herom nedenfor.

I henhold til SFL § 19, stk. 5, nr. 5, skal der ikke udarbejdes en sagsfremstilling og ske høring, før der træffes afgørelse om bindende svar, jf. SFL § 21, stk. 4, modsætningsvis, der ikke skal forelægges for Skatterådet. Dette gælder, uanset at disse afgørelser om bindende svar kan påklages til Landsskatteretten.

I henhold til SFL § 42, stk. 5, kan Landsskatteretten dog forinden den afgør en klage over SKATs bindende svar, jf. SFL § 21, stk. 1-3, anmode SKAT om at udarbejde en sagsfremstilling under anvendelse af SFL § 19, stk. 2, og stk. 3, 1.pkt.

C.1.2.11.2 Klage over Skatterådets bindende svar

I henhold til SFL § 11, stk. 1, nr. 2, kan Skatterådets afgørelser påklages til Landsskatteretten.

I henhold til SFL § 40, stk. 2, kan skatteministeren indbringe en afgørelse truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål, for Landsskatteretten til prøvelse.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at Landsskatteretten i forbindelse med denne prøvelse vil kunne indhente en præjudiciel udtalelse om spørgsmålet fra EF-Domstolen. Det er herved forudsat at EF-Domstolen anerkender landsskatteretten som en domstol i EU-retlig forstand.

Der er således med denne bestemmelse sikret at Skatterådets fortolkning af en EU-retlig problemstilling vil kunne indbringes for EF-Domstolen som præjudiciel sag. I denne situation er det således vurderet, at hensynet til den enkelte borgers og virksomheds retssikkerhed må vige for et mere alment retssikkerhedsmæssigt hensyn til, at Skatterådets afgørelser af fællesskabsretlige spørgsmål, som vel og mærke ikke er truffet og ikke kan blive truffet efter forelæggelse for den eneste hertil kompetente retsinstans, ikke forbliver endelige.

Bestemmelserne i SFL § 13, stk. 1, § 42, stk. 1, 1.pkt og stk. 2 samt §§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse.

Den eller de, der har været part i sagen for Skatterådet, stilles som en klager ved Landsskatterettens behandling af en klage.

C.1.2.11.3 Klage over afvisning af at behandle anmodningen om bindende svar

En afvisning i henhold til SFL § 24, stk. 1 og stk. 2, af at behandle en anmodning om bindende svar, kan ikke påklages til Landsskatteretten eller anden administrativ myndighed. SFL § 24 omhandler bl.a. de tilfælde, hvo SKAT - eller skatterådet - vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at spørgsmålet kan besvares.

En afvisning efter SFL §§ 21 og 22 kan derimod påklages til landsskatteretten efter de de almindelige klageregler. SFL §§ 21 og 22 beskriver, hvornår der kan - eller ikke kan - anmodes om bindende svar se afsnit C1.2.2 .

C.1.2.11.4 Klage over visiteringen af en sag om bindende svar

Det fremgår af forarbejderne, at Landsskatteretten ikke alene kan påkende det materielle indhold af et bindende svar. Landsskatteretten kan tillige påkende spørgsmålet om hvorvidt et bindende svar, der er afgivet af SKAT, rettelig burde have været afgivet af Skatterådet, fordi sagen opfylder et eller flere af kriterierne i SFL § 21, stk. 4.

Finder Landsskatteretten, at dette er tilfældet, skal sagen overgå til Skatterådet til behandling for så vidt angår det materielle spørgsmål.

Da en klager som udgangspunkt må forventes at have interesse i, at sagens materielle spørgsmål afgøres hurtigst muligt, forudsættes spørgsmålet om, hvorvidt et bindende svar er af principiel karakter eller ej, dog kun påkendt af Landsskatteretten i tilfælde, hvor klageren direkte har anmodet Landsskatteretten om at tage stilling til dette spørgsmål.

C.1.2.11.5 Klage over den tidsmæssige udstrækning af bindingsperioden

Fastsættelse af en kortere bindingsperiode i henhold til SFL § 25, stk. 1, 2. pkt., end de maksimale 5 år, kan på tilsvarende måde som det bindende svars indhold påklages til Landskatteretten.

C.1.2.11.6 Klage over bortfald af et bindende svar inden udløbet af bindingsperioden

Tilbagekaldelse af et bindende svar inden udløbet af bindingsperioden, som følge af SFL § 25, stk. 2, kan påklages til Landsskatteretten.

C.1.2.11.7 Klage over længden af varsel

Længden af det varsel, hvorved det bekendtgøres at der sker bortfald af det bindende svars bindende virkning, i henhold til SFL § 25, stk. 2, inden udløbet af bindingsperioden, kan ipåklages til Landsskatteretten.

C.1.3 Bindende tariferingsoplysninger og bindende oprindelsesoplysninger

Formålet

Bindende tariferingsoplysninger (BTO) og bindende oprindelsesoplysninger (BOO) har til formål at ensrette den retlige betydning af de oplysninger, som en virksomhed modtager fra EU's medlemslandes toldmyndigheder om henholdsvis tariferingen af varer og varernes oprindelse. Ordningen har således til formål at sikre de virksomheder, der skal importere eller eksportere varer, en bindende afgørelse dels om varernes tarifering i De europæiske Fællesskabers toldtarif, jf. Toldkodeksens artikel 20, stk. 1 og stk. 3, dels om varernes oprindelse i EU eller i et 3. land. Herved sikres, at de økonomiske konsekvenser, fx størrelsen af importtold eller eksportrestitution, kendes før transaktionen sættes igang.

Det legale grundlag for en BTO og en BOO er Toldkodeksens artikel 12 og artikel 5 - 14 i gennemførelsesbestemmelserne.

Kompetencen

BTO'erne og BOO'erne udstedes af SKAT. I EU-Tidende nr. C 97 af 9. april 1999 er der offentliggjort en fortegnelse over de myndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne til at modtage anmodninger om og meddele bindende oplysninger.

Krav til anmodningen

Ønskes en BTO, udfyldes en anmodningsblanket nr. 14.021. Ønskes en BOO, udfyldes blanket nr. 19.028. Begge blanketter kan fås ved henvendelse til SKAT. Blanketterne ligger også på SKATs hjemmeside. Anmodningen må kun omfatte én varetype. Blanketten skal udfyldes efter sin rubricering. Det er vigtigt, at varens fremstilling, sammensætning og anvendelse beskrives så detaljeret som muligt. Hvis det er praktisk muligt, medsendes en prøve af varen, og der vedlægges i videst muligt omfang dokumentation for sammensætningen, fx analyseattest med relevante oplysninger for tariferingen, faktura, brochure mv. Bliver der fremlagt dokumenter på andet end dansk, kan SKAT kræve dem oversat til dansk. Der kan anmodes om, at fabrikationsdetaljer mv. holdes fortrolige. Det skal oplyses, hvorfor der ønskes en BTO eller en BOO, fx om det drejer sig om import fra lande uden for EU eller om eksport mod restitutionsudbetaling. Der skal være tale om påtænkte import- eller eksportforretninger. Anmodningen skal derfor indsendes, inden transaktionen sættes i gang. Der skal ikke betales gebyr for en BTO eller en BOO.

Bindende virkning

SKATs afgørelse i form af en BTO eller en BOO angiver henholdsvis positionen i den gældende toldtarif og oprindelsen for de pågældende varer. BTO'en kan derfor ikke benyttes efter ændringer i Toldtariffen, som påvirker tariferingen af varer af den pågældende art, og BOO'en kan på tilsvarende vis ikke benyttes efter ændringer i en forordning eller af en aftale indgået af EU.

BTO'en er gældende i 6 år, medmindre den tilbagekaldes forinden. Det kan ske, hvis tariferingspraksis ændres på det pågældende vareområde. BTO'en må ikke benyttes, hvis oplysningen i anmodningen om varens oprindelse er ændret.

BOO'en er gældende i 3 år, medmindre den tilbagekaldes forinden. Det kan ske, hvis den fx bygger på urigtige eller ufuldstændige oplysninger eller, hvis afgørelsen ikke længere er i overensstemmelse med de fastsatte retsregler, fx på grund af en forordningsændring. BOO'en må ikke benyttes, hvis varens oprindelse er ændret.

En BTO og en BOO har kun gyldighed for modtageren og kan derfor ikke umiddelbart påberåbes af andre virksomheder mv.

En BTO og en BOO udstedt her i landet er også bindende for toldmyndighederne i de andre EU-medlemslande. Det betyder, at en dansk BTO eller BOO kan fremlægges, hvis en vare ønskes fortoldet i eller udført fra fx Frankrig. Toldmyndighederne i det pågældende medlemsland kan dog kræve en BTO eller en BOO oversat til landets eget sprog. Der henvises til afsnit E.3.1 om tolkebistand.

Klage

SKATs tariferingsafgørelse (BTO) eller oprindelsesafgørelse (BOO) kan indbringes for Landsskatteretten. Der henvises herom til afsnit H.7.4 .

C.2 Uformaliserede forhåndstilkendegivelser

Kun individuelle tilkendegivelser

Grundlaget for beskrivelsen nedenfor er de almindelige forvaltningsretlige principper om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der uden særlig lovregulering er afgivet som led i forvaltningsmyndighedernes almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes således på situationer, hvor en borger/virksomhed skriftligt eller mundtligt, direkte eller indirekte har modtaget en individuel tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, under sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for, at der er truffet en egentlig forvaltningsafgørelse om et aktualiseret konkret foreliggende forhold.

Afgrænsning til generelle tilkendegivelser

Som eksempel på en situation, hvor der ikke var tale om en individuel tilkendegivelse kan anføres dommen TfS 2000.871 HD. I denne sag havde den skattepligtige påberåbt sig et udleveret notat udarbejdet af Told- og Skattestyrelsen om den skattemæssige behandling af udlejning af lystbåde. Den skattepligtige fik ikke medhold, fordi notatet - der i øvrigt ikke var dækkende for gældende praksis - generelt omhandlede en række ensartede sager, således at der ikke var tale om en individuel tilkendegivelse til den skattepligtige. I det omfang, der ikke er tale om individuelle tilkendegivelser, men mere generelle tilkendegivelser, kan der opstå spørgsmål om, hvorvidt der kan støttes ret på myndighedernes generelt definerede praksis, herunder beskrivelser i SKATs juridiske vejledninger. Se nærmere herom i afsnit E.1 .

Sondring mellem afgørelser og tilkendegivelser

I det omfang en individuel tilkendegivelse vedrører et så aktualiseret og konkretiseret forhold, at der i stedet for en forhåndstilkendegivelse er tale om en decideret forvaltningsafgørelse, vil myndighedens mulighed for korrektion være bestemt af betingelserne for tilbagekaldelse af forvaltningsafgørelser, jf. nærmere afsnit D . Om sondringen mellem afgørelser og responderende virksomhed, m.v. henvises i øvrigt til afsnit B.2 .

Grundlæggende betingelser for tilkendegivelsers bindende virkning

Om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser gælder som udgangspunkt, at hvis en borger/virksomhed efter sædvanlige bevisbyrdeprincipper kan dokumentere indholdet af en klar, entydig og positivt udmeldt forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed og har indrettet sig i tillid hertil - dvs. tilkendegivelsen er egnet til at påvirke adressatens efterfølgende dispositioner - vil tilkendegivelsen være bindende for myndigheden ved en senere forvaltningsafgørelse, der drejer sig om dette spørgsmål. Der vil alene være tale om bindende virkning i forhold til tilkendegivelsens adressat, medmindre det må lægges til grund, at denne også repræsenterer andre med identiske sager.

Selv om borgeren/virksomheden kan dokumentere en tilkendegivelse, der opfylder de nævnte kriterier og har indrettet sig i tillid hertil, vil den dog ikke være bindende for myndigheden, hvis der i forhåndstilkendegivelsen er taget konkretiserede og relevante forbehold, eksempelvis om tidsbegrænset virkning eller om usikre eller ikke afklarede fakta eller om at grundlaget for svaret ikke er aktualiseret, således at det først efterfølgende er muligt at give en uforbeholdsløs tilkendegivelse. En forhåndsbesked vil heller ikke være bindende, hvis borgeren/virksomheden har handlet svigagtigt eller har burdet indse at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse eller borgeren/virksomheden i øvrigt har undladt at fremlægge alle relevante oplysninger. Endelig vil der normalt ikke være tale om bindende virkning, hvis forhåndstilkendegivelsen har et direkte ulovligt indhold. Efter omstændighederne kan en samlet vurdering bevirke, at en forhåndstilkendegivelse alene tilsidesættes, hvis den kan kvalificeres som åbenbart ulovlig, jf. SKM2006.553.HR .

Bristende forudsætninger

I øvrigt vil en uformel forhåndsbesked ikke være bindende ved en senere forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne for svaret efterfølgende er bristet, fx som følge af relevante ændringer i borgerens/virksomhedens forhold eller ændringer i lovgivningen. Derimod antages en ændring af myndighedens administrative praksis ikke at være en bristende forudsætning for forhåndstilkendegivelsen, medmindre borgeren/virksomheden med et passende varsel har modtaget underretning herom, inden han/hun har indrettet sig i tillid til forhåndstilkendegivelsen. En sådan praksisændring vil derfor alene kunne gøres gældende med fremtidig virkning efter et passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren/virksomheden mulighed for at tilpasse sig ændringen. I jo større omfang borgeren/virksomheden har disponeret definitivt på grundlag af forhåndstilkendegivelsen, desto mindre vil der være mulighed for en sådan ændring med fremtidig virkning.

Henvisning til nærmere uddybning

Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper om retsvirkningerne af uformaliserede forhåndstilkendegivelser henvises til Retssikkerhedsudvalgets redegørelse udgivet i februar 1996, s. 88-93, der er medtaget som bilag 1, og hvor der er gennemgået udvalgte domme vedrørende diverse ministerområder. I afsnit C.2.1-C.2.6 er foretaget en nærmere gennemgang af domme og LSR-kendelser, der omhandler betingelserne for bindende virkning af uformaliserede forhåndstilkendegivelser. Samtlige betingelser skal være opfyldt, hvis en uformel forhåndstilkendegivelse skal kunne binde myndighederne.

C.2.1 Kompetent myndighed

Saglig kompetence for skattemyndighederne

Som nævnt under C.2 er en borgers mulighed for at gøre gældende, at en myndigheds ukorrekte forhåndstilkendegivelse er bindende, betinget af, at myndigheden har saglig kompetence vedrørende det spørgsmål, der er taget stilling til i tilkendegivelsen. Efter etablering af enhedsorganisationen vil en hvilken som helst tilkendegivelse fra SKAT inden for rammerne af skatte- og afgiftslovgivningens område hidrøre fra en sagligt kompetent myndighed. Det saglige kompetenceområde for henholdsvis Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankenævnene og vurderingsankenævnene er fastlagt i skatteforvaltningsloven.

Saglig kompetence for kommunale servicecentre

Hvad angår ukorrekte forhåndstilkendegivelser fra de kommunale servicecentre fremgår det af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at de kommunale servicebutikkers kompetence alene omfatter generel vejledning om skatte- og afgiftsreglerne, men ikke juridisk præget vejledning af mere konkret karakter, jf. A.1.10 . Dette er ensbetydende med, at i relation til konkrete forhåndstilkendegivelser om juridisk prægede spørgsmål vil betingelsen om saglig kompetence ikke være opfyldt i forhold til de kommunale servicebutikker, idet det på 1. instansplan alene er SKAT, der har saglig kompetence til at afgive tilkendegivelser af den nævnte karakter.

Den skattepligtiges subjektive opfattelse

Efter omstændighederne vil den skattepligtiges subjektive opfattelse af kompetenceforholdene blive tillagt betydning. Der kan henvises til SKM2002.678.VLR , hvor et selskab kunne støtte ret på, at selskabet i tillid til et udsagn fra en kommune ikke havde indeholdt og indbetalt udbytteskat, til trods for, at kommunen ikke havde saglig kompetence vedrørende dette spørgsmål. Retten lagde efter omstændighederne til grund, at det hverken for selskabet eller dettes rådgivere fremstod som åbenbart, at kommunen savnede saglig kompetence eller svævede i en vildfarelse.

C.2.2 Indflydelse på den skattepligtiges dispositioner

Disposition efter modtaget tilkendegivelse

Retspraksis viser, at betingelsen om indflydelse på den skattepligtiges dispositioner er opfyldt, når en tilkendegivelse har været egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges efterfølgende dispositioner, således at den skattepligtige ville lide tab, hvis tilkendegivelsen ikke kan lægges til grund. Som eksempel på en sådan situation kan nævnes TfS 2000.1019 LSR, hvor der ikke kunne opkræves fratrukket købsmoms med tilbagevirkende kraft, fordi virksomheden havde indrettet sig i tillid til en ukorrekt tilkendegivelse fra det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed.

Betingelsen er ikke opfyldt, hvis det må lægges til grund, at den skattepligtige, uanset tilkendegivelsen, ville have disponeret på samme måde, jf. TfS 1994, 551 VLD (den skattepligtige havde heller ikke inden tilkendegivelsen samlet dokumentation for de pågældende udgifter til plejebørn) og TfS 1999, 601 ØLD (trods tilkendegivelsen om betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse havde virksomheden ikke forsøgt at indrette sig herefter).

Dispositionen allerede foretaget

Betingelsen er heller ikke opfyldt, hvis den skattepligtige først får et tilsagn om en bestemt skattemæssig behandling af en disposition på et tidspunkt, hvor den skattepligtige disposition er foretaget, jf. afgørelserne TfS 1995, 489 VLD, TfS 1997, 11 LSR, TfS 1998, 394 HD og SKM2002.561.ØLR . Det samme gjorde sig gældende i sagen TfS 2000, 140 ØLD, hvor den skattepligtige mente at kunne støtte ret på en ændret årsopgørelse, hvori indgik et fradrag, der senere blev nægtet. Rettens begrundelse for, at der ikke kunne støttes ret på årsopgørelsen var, at den skattepligtige allerede tidligere havde foretaget de dispositioner, der var grundlag for fradraget, hvorfor modtagelsen af årsopgørelsen ikke kunne sidestilles med en situation, hvor en skattepligtig efter sagsbehandling i en skattemyndighed modtager en tilkendegivelse og disponerer og indretter sine forhold herefter. Se tilsvarende SKM2001.616.VLR og SKM2003.132.ØLR , der drejede sig om den erhvervsmæssige status for et stutteri, der var erhvervet i 1988, men hvor den påberåbte tilkendegivelse først var givet i 1994. Se også SKM2006.106.SR , hvor selskabet gjorde gældende, at Skatterådet d. 6. september 2005 havde tilkendegivet, at den korrekte skattemæssige spaltningsdato var d. 1. januar 2005, hvilket tidspunkt altså lå forud for den påståede tilkendegivelse.

C.2.3 Entydig og positiv tilkendegivelse

Krav om direkte og entydige tilkendegivelser

Det er dernæst en betingelse, at der er tale om en direkte, entydig og positiv tilkendegivelse. At tilkendegivelsen skal være direkte og entydig betyder dels, at den skal knytte sig til et specifikt behandlet spørgsmål, dels at en skattepligtig ikke uden videre kan støtte ret på, hvad en myndighed synes at have forudsat uden en mere direkte tilkendegivelse herom. Der kan henvises til SKM2006.674.VLR , hvor den skattepligtige havde modtaget en forhåndstilkendegivelse om, at der ikke skulle ske beskatning efter kursgevinstbeskatningsloven, hvorimod tilkendegivelsen ikke indeholdt noget om, at de opnåede kursgevinster som led i næringsbeskatning efter statsskattelovens §§ 4-6 skulle fradrages i den solgte ejendoms anskaffelsessum. Den skattepligtige kunne ikke støtte ret på tilkendegivelsen, fordi ligningsmyndigheden ikke var blevet spurgt om næringsbeskatningsvirkningen og ikke havde pligt til af egen drift at udtale sig om dette spørgsmål.

Se endvidere jf. TfS 1997, 414 HD. I denne sag havde ligningsmyndigheden tidligere afstået fra beskatning på grundlag af en spekulationsbetragtning, hvilket ikke var til hinder for, at der senere blev gennemført næringsbeskatning. Se tilsvarende SKM2002.312.ØLR , hvor en indkaldelse og gennemgang af bogføringsmaterialet ikke kunne tages som udtryk for, at kommunen havde taget stilling til, at et tab på debitorer var fradragsberettiget. Se endvidere TfS 1999, 405 ØLD, hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at selv om ligningsmyndigheden havde taget stilling til den talmæssige opgørelse af resultatet af udlejningsvirksomheden, rummede dette ikke en samtidig anerkendelse af, at virksomheden havde erhvervsmæssig karakter. Tilsvarende SKM2002.126.LSR , hvor det blev lagt til grund, at ligningsmyndighedens tilkendegivelse alene drejede sig om beløbets størrelse og ikke tog stilling til i hvilket omfang, der var tale om repræsentationsudgifter. Endvidere kan henvises til SKM2001.407.LSR , hvor den momsmæssige behandling af et administrationsvederlag ikke indebar, at der med tilstrækkelig entydighed var tilkendegivet eller forudsat noget om den skattemæssige behandling af vederlaget. Endelig kan henvises til SKM2003.44.LSR , hvor den afgiftspligtige ikke kunne støtte ret på, at en region under et kontrolbesøg ikke havde korrigeret en afgiftsberegning. Det blev lagt til grund, at der ikke var sket en egentlig prøvelse af det pågældende spørgsmål, således at der ikke var tale om en tilstrækkelig direkte, entydig og positivt udmeldt tilkendegivelse.

Positive kontra negative tilkendegivelser

At en tilkendegivelse skal være positiv betyder, at skattemyndighedernes passivitet overfor et vedvarende selvangivet punkt ikke er til hinder for, at punktet korrigeres med tilbagevirkende kraft, alene med respekt af almindelige forældelsesregler. Der kan henvises til dommene TfS 1995, 505 ØLD, TfS 1997, 100 HD, TfS 1997, 331 VLD, TfS 1999, 555 ØLD, SKM2001.236.ØLD og SKM2002.201.VLR , hvor der i alle afgørelser er lagt udtrykkelig vægt på, at ligningsmyndighedens passivitet i forhold til den skattepligtiges selvangivelsesdispositioner ikke var udtryk for en positiv tilkendegivelse, hvorfor en adgang til at korrigere selvangivelserne alene var begrænset af de dagældende fristregler i skattestyrelsesloven. Tilsvarende SKM2002.524.VLR , hvor den skattepligtige som køber af en bygning ikke kunne støtte ret på, at den tidligere ejer havde afskrevet på bygningen. Og senest tilsvarende SKM2006.746.VLR , hvor sagsøgeren ikke fik fradrag for et næringstab, uanset at sagsøgeren gennem op mod 10 år havde selvangivet som næringsdrivende, uden reaktion fra ligningsmyndigheden.

C.2.4 Tilkendegivelsen klar og uden forbehold

Krav om klarhed

Det er tillige en betingelse for en forhåndstilkendegivelses bindende virkning, at tilkendegivelsen, også bevismæssigt, har en tilstrækkelig klarhed - hvilket ikke var tilfældet i dommene TfS 1990, 214 HD og TfS 1997, 781 VLD - og at tilkendegivelsen kan dokumenteres af den skattepligtige. Fx kunne de skattepligtige i TfS 1997, 364 og 365 ØLD, og i TfS 1999, 142 LSR ikke løfte bevisbyrden for, at myndighederne havde afgivet en mundtlig tilkendegivelse.

Betydningen af forbehold

Endvidere gælder det, at tilkendegivelsen skal være uden forbehold, jf. herved TfS 1999, 426 VLD og SKM2002.356.LSR , hvor der blev lagt vægt på, at der var taget et udtrykkeligt forbehold, hvorfor der ikke kunne støttes ret på tilkendegivelsen. Sidstnævnte sag drejede sig om momsfrihed af sponsorindtægter, idet regionen udtrykkeligt havde taget forbehold om, at momsfriheden ikke havde virkning for efterfølgende år. I retspraksis blev det tidligere sidestillet med et forbehold, hvis tilkendegivelsen var ledsaget af en bemærkning om, at spørgsmålets endelige besvarelse afhænger af udfaldet af ligningen og klagebehandling i sædvanlig instansfølge, jf. dommene UfR 1973, 18 HD, TfS 1989, 491 HD og TfS 1997, 937 HD. Disse afgørelser vedrører alle tiden inden 1990, hvor skatteadministrationen ikke var identisk med den kompetente ligningsmyndighed, som var ligningskommissionen. For tiden efter 1990 vil et sådant generelt forbehold eller generelle forbehold i øvrigt, f.eks. at svaret har vejledende karakter, ikke ændre noget i svarets bindende virkning, hvis ellers de øvrige betingelser for bindende virkning er opfyldt. Det vil dog være muligt at tage nærmere præciserede forbehold i form af eksempelvis tidsbegrænsning af svaret eller vedrørende usikre eller ikke afklarede fakta. Endvidere vil et kommunalt borgerservicecenter kunne tage et kompetenceforbehold, hvis besvarelsen går uden for rammerne af arten af de spørgsmål, der besvares af borgerservicecentrene.

C.2.5 Tilkendegivelsens adressat

Kan andre end modtageren støtte ret på en tilkendegivelse

Det vil som altovervejende udgangspunkt være en betingelse, at der er identitet mellem modtageren af tilkendegivelsen, og den der påberåber sig tilkendegivelsen. Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis andre end modtageren af tilkendegivelsen er omfattet af det samme konnekse forhold, jf. dommene UfR 1969, 108 HD, hvor en sælger af en grund kunne støtte ret på en tidligere landsskatteretskendelse, der havde givet en medinteressent medhold i, at der ikke skulle ske næringsbeskatning og TfS 1994, 477 ØLD, hvor alle deltagerne i et andelsselskab kunne støtte ret på en singulær tilkendegivelse fra det daværende Statsskattedirektorat om, at projektet kunne anerkendes som erhvervsmæssigt.

Udgangspunktet om identitet blev derimod ikke fraveget i en situation, hvor et moderselskab ikke fik medhold i, at der kunne støttes ret på en tilkendegivelse til datterselskabet om dettes status som næringsdrivende med handel med aktier og værdipapirer, jf. SKM2003.335.VLR . Se tilsvarende SKM2005.164.HR , hvor et selskab påstod at kunne støtte ret på, at der i en tidligere LSR-kendelse var taget stilling til grundlaget for fastsættelse af en forpagtningsafgifts størrelse. Dette blev afvist af Højesteret med den begrundelse, at det sagsøgende selskab ikke var part i den tidligere forpagtningsaftale.

C.2.6 Urigtige, ulovlige og bristende forudsætninger

En uformel forhåndsbesked vil ikke være bindende for myndighederne, hvis relevante forudsætninger viser sig at have været urigtige eller ulovlige. En tilkendegivelse vil som udgangspunkt heller ikke binde myndighederne, hvis væsentlige forudsætninger for tilkendegivelsen efterfølgende ændrer sig (bristende forudsætninger).

Urigtige faktiske forudsætninger

Der vil fx ikke kunne støttes ret på en tilkendegivelse som følge af urigtige forudsætninger, hvis den skattepligtige ikke loyalt har fremlagt alle relevante faktiske oplysninger, jf. TfS 1999, 426 VLD. Det samme gælder hvis den skattepligtige vidste eller burde vide, at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse, jf. fx TfS 1989, 529 ØLD og TfS 1990, 495 LSR, hvor det blev lagt til grund, at den skattepligtige burde indse, at udstykning, henholdsvis sammenlægning af matrikler medførte ændringer i beregningen af skattemæssig lejeværdi. Der kan endvidere henvises til TfS 1988, 564 LSR, hvor den skattepligtige burde indse, at en erklæring om skattepligt var afgivet på et forkert grundlag.

Urigtige retlige forudsætninger

Myndighederne kan derimod normalt ikke påberåbe sig en retlig vildfarelse som en urigtig forudsætning, bortset fra tilfælde, hvor resultatet ville blive, at den skattemæssige behandling må anses for direkte ulovlig. Efter omstændighederne kan en samlet vurdering af alt foreliggende bevirke, at en forhåndstilkendegivelse alene kan tilsidesættes, hvis den kan kvalificeres som åbenbart ulovlig. Til belysning heraf kan nævnes følgende nyere praksis.

Særligt om afgiftsområdet

Vedrørende afgiftsområdet findes adskillige afgørelser, hvor en tilkendegivelse er tilsidesat som hjemmelsstridig. Der kan henvises til SKM2002.275.VLR , hvor den afgiftspligtige ikke kunne støtte ret på, at der tidligere ulovmedholdeligt var udbetalt afgiftsgodtgørelse. I sagen SKM2001.547.LSR kunne der ikke støttes ret på en urigtig tilkendegivelse fra den kompetente myndighed told- og skatteregionen om kompenserende momsregulering i forbindelse med salg af driftsmidler. Det synes at have været udslagsgivende for afgørelsen, at tilkendegivelsen var udtryk for en fejlagtig lovfortolkning. Tilsvarende SKM2005.182.VLR , hvor et rederi ikke kunne fradrage moms af udgifter til etablering af havneanlæg, uanset at myndighederne tidligere havde tilkendegivet, at moms kunne fradrages. Retten udtalte, at der ikke er en sådan tvivl om de anførte bestemmelsers virkning for afgiftstilsvaret, at den ukorrekte tilkendegivelse kunne tillægges betydning. I modsætning hertil kunne der i sagen SKM2002.117.ØLR støttes ret på et urigtigt udsagn fra den kompetente myndighed regionen om, at der kunne afløftes moms af udgifterne til transitflypassagerer. Af dommens præmisser fremgår, at det formentlig har haft betydning, at forståelsen og ordlyden af art. 15, nr. 13 i 6. momsdirektiv, efter rettens opfattelse ikke var ganske klar.

Særligt om toldområdet

Vedrørende toldområdet findes ligeledes adskillige afgørelser, hvor en tilkendegivelse er tilsidesat som hjemmelsstridig. Der kan henvises til SKM2001.391.VLR , hvor et selskab ikke kunne støtte ret på et tilsagn fra en region om indrømmelse af toldgodtgørelse. Retten udtalte, at spørgsmålet om retsbeskyttede forventninger skulle afgøres efter EU-reglerne, fordi tilbagebetaling af told udtømmende er reguleret i EU-retten. På dette grundlag fandtes selskabet ikke at kunne støtte ret på tilsagnet, fordi EF-domstolens praksis er, at en praksis i en medlemsstat, der strider mod EU-retten, ikke kan skabe en berettiget forventning om en bedre retsstilling. På linje hermed er afgørelsen SKM2002.164.LSR , hvor Landsskatteretten fandt, at art. 220, stk. 1, i EF-toldkodeksen var til hinder for, at en importør kunne støtte ret på, at en region havde undladt at opkræve tillægstold af kyllingefiletter fra Thailand. Det var afgørende for udfaldet i sagen, at det blev lagt til grund, at regionen ikke havde begået fejl som omhandlet i toldkodeksens art. 200, stk. 2 b. Tilsvarende resultat og begrundelse i SKM2002.376.LSR .

Særligt om indkomstskatteområdet

Vedrørende skatteansættelsesområdet kan nævnes TfS 2000.543 ØLD, hvor det var gjort gældende, at der ikke var grundlag for dansk beskatning af pensionsydelser fra Danmark vedrørende en person bosiddende i Nigeria, fordi der udstedt erklæring om trækfritagelse. Østre Landsret fastslog, at allerede fordi trækfritagelserne var afgivet på et tidspunkt, hvor der ikke var hjemmel til beskatning i Danmark, var de ikke til hinder for beskatning i Danmark, efter der var etableret hjemmel til en sådan beskatning. Endvidere kan henvises til SKM2006.553.HR , hvor der ikke kunne støttes ret på et ukorrekt tilsagn om, at der ikke skulle ske beskatning af privat benyttelse af en båd i henhold til ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum. Højesterets begrundelse var, at ligningsmyndighedens tilkendegivelse var i åbenbar strid med ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum.

Eventuelt erstatningspligt for myndighederne

Hvis der som følge af ulovmedholdelighed ikke kan støttes ret på en forhåndstilkendegivelse kan der eventuelt blive tale om erstatningsansvar for den myndighed, der har afgivet det urigtige svar, hvis de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt, jf. herved SKM2001.616.VLR , hvor et erstatningskrav mod Skatteministeriet blev afvist, fordi fejlen var begået af en kommune. Erstatningsansvar forudsætter, at det kan lægges til grund, at myndigheden har begået en ansvarspådragende fejl, der har bevirket et økonomisk tab for borgeren/virksomheden.

Bristende forudsætninger

Bristende forudsætninger vil ligeledes kunne bevirke, at en tilkendegivelse, der har etableret en retsbeskyttet forventning, bortfalder, men dog kun med fremtidig virkning. Der kan fx være tale om forhold, som efterfølgende har ændret sig væsentligt, jf. fx TfS 1993, 316 HD, hvor det blev lagt til grund, at ligningsmyndighedens stillingtagen til fordelingen af erhvervsmæssige og private kørselsudgifter ikke kunne tillægges betydning for tiden efter omdannelsen af virksomheden til selskab. I henhold til dommen SKM2002.229.HR kunne der ikke støttes ret på en skønsmæssig fordeling på private og erhvervsmæssige kørselsudgifter, der var fastsat i en LSR-kendelse vedrørende den samme skattepligtige for et indkomstår, der lå 17 år tilbage. Se endvidere TfS 1995, 661 HD, hvor der ikke kunne støttes ret på ligningsmyndighedens stillingtagen til værdien af en boligret, fordi markedsværdien efterfølgende havde ændret sig væsentligt. I afgørelsen SKM2002.186.LSR bestod tilkendegivelsen i, at myndighederne havde godkendt en skønsmæssig opgørelse af udgifter vedrørende selskabets egne projekter. Det var en bristende forudsætning for denne tilkendegivelse, at selskabet i de berørte indkomstår havde foretaget en faktisk opgørelse af disse udgifter.

Varsel om ændring af en tilkendegivelse

Det vil ligeledes være en bristende forudsætning, hvis skattemyndighederne med fremtidig virkning varsler en ændring af en tilkendegivelse, der ellers har været egnet til at støtte ret på, jf. TfS 1991, 57 ØLD, TfS 1998, 469 ØLD og SKM2003.408.ØLR . Endelig vil en efterfølgende ændring af lovgivning eller generel praksis kunne være en bristende forudsætning for en tilkendegivelse.

Efter omstændighederne vil et varsel eller en generel praksisændring ikke kunne ændre virkningen af en tilkendegivelse, nemlig hvis den skattepligtige har indrettet sig afgørende efter tilkendegivelsen, jf. TfS 1984, 138 ØLD, hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle. I modsætning hertil kan anføres dommen TfS 1998, 469 ØLD, hvor en tidligere etableret retsbeskyttet forventning vedrørende et andelsprojekts erhvervsmæssige realitet kunne bringes til ophør med fremtidig virkning, fordi det blev lagt til grund, at den skattepligtige havde muligheden for at udtræde af projektet uden tab.

C.3 Uformaliserede forhåndstilkendegivelser inden etablering af enhedsorganisationen

Kommunerne underlagt revision

Retstilstanden inden etablering af enhedsorganisationen om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser om skatteansættelser kan grundlæggende beskrives på samme måde som under C.2 . Den tidligere myndighedsstruktur, hvor der eksisterede såvel statslige som kommunale skattemyndigheder underlagt en statslig revisionsbeføjelse, er dog ensbetydende med, at betingelsen om, at tilkendegivelsen skal være afgivet af en sagligt kompetent myndighed, jf. C.2.1 , skal vurderes anderledes.

Tilkendegivelser fra de centrale myndigheder inden d. 1. nov. 2005

Domspraksis for tiden inden etablering af enhedsorganisationen viser, at retstilstanden under den tidligere myndighedsstruktur var således, at det navnlig var tilkendegivelser fra de centrale skattemyndigheder, der kunne føre til, at en skattepligtig fik medhold efter det såkaldte forventningsprincip i tilfælde, hvor tilkendegivelsen ikke kan anses for at være i overensstemmelse med gældende praksis. De ledende domme, hvor en skattepligtig har kunnet støtte ret på en tilkendegivelse fra en central skattemyndighed, er UfR 1969, 108 HD, ("tilkendegivelsen" bestod i en landsskatteretskendelse om manglende næringsbeskatning, der havde direkte betydning for andre skattepligtige, der solgte grunde fra den samme udstykning), UfR 1976, 658 HD, (tilkendegivelsen om at kursgevinster ikke var skattepligtige hidrørte fra Finansministeriet), ØLD af 11. sep. 1981 (Medd. fra Skd. 1982, s. 53, i hvilken sag det daværende Statsskattedirektorat forudsætningsvis havde godkendt en lempelsesberegning) og TfS 1994, 477 ØLD (det daværende Statsskattedirektorat havde forudsætningsvis godkendt rentefradrag ved at anerkende et andelsprojekts erhvervsmæssige realitet).

Tilkendegivelser fra de regionale myndigheder inden d. 1. nov. 2005

Der syntes derimod ikke at eksistere en tilsvarende mulighed for at kunne støtte ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion, jf. TfS 1993, 420 VLD og TfS 1998, 74 VLD (der kunne ikke støttes ret på regionens tilkendegivelse om anvendelse af investeringsfondsmidler). Der kunne dog under alle omstændigheder støttes ret på en tilkendegivelse fra en told- og skatteregion i samme omfang, som der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed.

Normalt ingen retsbeskyttelse vedrørende kommunale forhåndstilkendegivelser

Muligheden for at kunne støtte ret på forhåndstilkendegivelser fra de kommunale skattemyndigheder kan beskrives som snæver. Herved forstås, at selvom de grundlæggende betingelser er opfyldt, kan der efter domspraksis ikke uden videre støttes ret på en forkert tilkendegivelse, der hidrører fra en kommunal skattemyndighed, idet udgangspunktet er, at en sådan tilkendegivelse må vige som følge af de statslige tilsynsmyndigheders potentielle revisionsbeføjelser.

Domspraksis om tilsidesættelse af kommunale tilkendegivelser

Til støtte for det ovenfor anførte kan henvises til en række domme, hvor denne begrundelse for tilsidesættelse af tilkendegivelsen indgår helt eller delvist i præmisserne, jf. TfS 1989, 196 HD, TfS 1985, 160 VLD, TfS 1994, 232 VLD, TfS 1997, 781 VLD, TfS 1999, 405 ØLD og TfS 1999, 426 VLD. De seneste afgørelser er dels SKM2001.616.VLR , hvor der ikke kunne støttes ret på en kommunes urigtige udsagn om, at renteindtægter af en personskadeerstatning delvist var skattefri, dels SKM2001.631.LSR , hvor der ikke kunne støttes ret på kommunens udsagn om, at der kunne fratrækkes hensættelser til hovedreparation af fly, dels SKM2001.654.ØLR , hvor der ikke til støtte for skattefrihed i Danmark kunne støttes ret på en kommunes udstedelse af frigørelsesattest for skattetræk i dansk lønindkomst,dels SKM2002.622.ØLR , hvor der ikke kunne støttes ret på en kommunes tilkendegivelse om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke var skattepligtig, og dels SKM2002.677.VLR , hvor den skattepligtige ikke kunne støtte ret på, at kommunen ved ligningen af et tidligere indkomstår havde anerkendt realiteten i et finansielt arrangement. Retten lagde herved vægt på, at vurderingen af arrangementet ikke var udtryk for et faktisk skøn, jf. straks nedenfor. Endelig kan henvises til SKM2003.316.ØLR , hvor en kommune i strid med skattelovgivningen tidligere havde godkendt afskrivning på helårsbolig efter ligningslovens § 29 C. I dommens præmisser er det anført, at den skattepligtige ikke kunne opnå en retsbeskyttet forventning som følge af en underordnet skattemyndigheds tidligere forkerte godkendelse. Helt tilsvarende SKM2004.205.ØLR , hvor Østre Landsret udtalte, at de statslige skattemyndigheders revisionsbeføjelser bevirkede, at den skattepligtige ikke kunne støtte ret på kommunens udsagn i det omfang det var i strid med gældende ret. Den seneste dom SKM2006.553.HR omhandler en situation, hvor den skattepligtige gjorde gældende, at der kunne støttes ret på på ligningskommunens urigtige tilkendegivelse om, at han ikke i henhold til LL § 16, stk. 6, var skattepligtig af rådighed over en lystbåd, der var ejet af hans selskab. Den skattepligtige fik ikke medhold, men begrundelsen herfor var, at den skattepligtige ikke havde opnået en retsbeskyttet forventning, allerede fordi indholdet af ligningsmyndighedens tilkendegivelse var i åbenbar strid med ligningslovens § 16, stk. 6, 1. punktum.

Undtagelser ved tilkendegivelser om faktiske skøn

Der findes dog enkelte afgørelser, hvor en skattepligtig har fået medhold i, at der kan støttes ret på en tilkendegivelse fra en kommunal skattemyndighed, nemlig ØLD af 27. nov. 1981 (Medd. fra Skd. 1981, s. 275), hvor tilkendegivelsen vedrørte skønnet fordeling mellem private og erhvervsmæssige kørselsudgifter og TfS 1989, 556 LSR, hvor der var godkendt et skønnet fradrag for diæter. Det karakteristiske i disse sager har været, at der er tale om en tilkendegivelse vedrørende et faktisk fordelingsskøn eller lignende, der er afgivet under sådanne omstændigheder, at den skattepligtige herefter har været uden anledning til at indsamle den ellers fornødne udgiftsdokumentation.

Afgrænsningen mellem regelanvendelse og faktiske skøn

I modsætning hertil er der i afgørelserne TfS 1999, 129 LSR og TfS 1999, 142 LSR, udtrykkeligt lagt vægt på, at tilkendegivelsen ikke vedrørte et faktisk fordelingsskøn, men i stedet for drejede sig om regelanvendelse, hvorfor de skattepligtige ikke fik medhold i, at der var etableret en retsbeskyttet forventning. Endvidere kan nævnes dommen SKM2003.277.ØLR , hvor den skattepligtige tidligere uden krav om fremlæggelse af kørselsregnskab havde fået godkendt erhvervsmæssig benyttelse af bil. Uanset dette fik den skattepligtige ikke medhold i, at der vedrørende efterfølgende indkomstår skulle anerkendes erhvervsmæssig benyttelse uden fremlæggelse af kørselsregnskab. Retten lagde herved navnlig vægt på, at den tidligere godkendelse ikke beroede på en sådan tilbundsgående prøvelse af grundlaget for ligningen, at de overordnede skattemyndigheders lovhjemlede adgang til at omgøre lokale skattemyndigheders ligning dermed skulle være afskåret. Endelig skal nævnes en afgørelse, hvor den skattepligtige fik medhold, selv om tilkendegivelsen ikke drejede sig om et faktisk fordelingsskøn eller lignende, nemlig TfS 1986, 161 ØLD. Tilkendegivelsen bestod her i, at den fortrykte lejeværdiansættelse på ejendomsskemaet var foretaget særskilt for et sommerhus og to tilstødende grunde, selv om retten lagde til grund, at denne beregning ubestridt var fejlagtig efter en alment kendt praksis. Efter denne praksis skulle der ske en samlet beregning for de tre parceller med progressionsvirkning som følge, hvilket den skattepligtige kunne have undgået ved at overdrage de to grunde til sine børn. Der var således ikke tale om et faktisk skøn, men derimod en vurdering af, om de to ubebyggede grunde havde herlighedsværdi for sommerhuset. Dommen må anses for et enkeltstående tilfælde og skal ses i lyset af, at tilkendegivelsen havde en særlig autoritativ karakter.

Særligt om kommunernes godkendelse af forskudsansættelser

For så vidt angår kommunernes godkendelse af konkrete punkter i en forskudsansættelse gælder generelt, at da sådanne godkendelser i henseende til den senere ligning pr. definition er af foreløbig karakter, kan de normalt ikke danne grundlag for etablering af retsbeskyttede forventninger, jf. herved forudsætningsvis TfS 1999, 292 ØLD, hvor en kommune ikke blev anset erstatningsansvarlig for udbetaling af overskydende skat i henhold til en godkendt forskudsansættelse, der ikke blev lagt til grund ved den efterfølgende ligning.

Skattekvittance ved likvidation af selskaber

For så vidt angår den særlige situation, hvor ligningsmyndigheden i forbindelse med et selskabs likvidation efter anmodning fra likvidator afgiver en såkaldt skattekvittance på grundlag af et foreløbigt likvidationsregnskab henvises til den nærmere omtale i Ligningsvejledningen Selskaber og aktionærer, afsnit S.B.2.1.2.1.1 .

§ 10 - godtgørelse for den mængde afgiftspligtige stoffer, som tilføres spildevandsudlederen fra vandforsyningskilden, i det omfang, der er sammenfald mellem vandforsyningskilden og modtageren af spildevandet

Svovlafgiftsloven

§ 34, stk. 2 - tilladelse til afgiftsoplag for råvarer nævnt i bilaget til denne lov.

§ 38, stk. 3 - tilladelse til eller påbud om, at fradragsretten i virksomheder med flere sektorer opgøres særskilt for hver sektor inden for virksomheden.

§ 51 - tilladelse til frivillig registrering for erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom.

Registreringsafgiftsloven

§ 245 i lov om finansiel virksomhed

En afgørelse, der træffes efter § 245 i lov om finansiel virksomhed, eller en afgørelse, der træffes af en tilsynsmyndighed som nævnt i skattekontrollovens § 6 D om størrelsen af hensatte beløb eller størrelsen af lidte tab i et penge- eller realkreditinstitut mv., er bindende for skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold, jf. SFL § 25, stk. 4. Skattemyndighederne er dog ikke bundet af en sådan afgørelse, hvis den er i strid med EU-retten.

Klage over det bindende svar

Der kan klages til Landsskatteretten over et bindende svar, herunder længden af den fastsatte bindingsperiode. Bindende svar fra SKAT vedrørende fysiske personer og dødsboer skal dog påklages til skatteankenævnet, jf. SFL § 5, stk. 1, nr. 3. Dette gælder også bindende svar vedrørende gaveafgift. Derimod kan bindende svar vedrørende afgift efter pensionsbeskatningsloven ikke påklages til skatteankenævnet. Afgørelser, der kan påklages til skatteankenævnet, kan efter klagerens valg i stedet påklages til Landsskatteretten, jf. herom SFL § § 5, stk. 2. For så vidt angår afgiftsområdet henvises der til afsnit C.1.2 .

Der kan ligeledes klages over, at et bindende svar, der er afgivet af SKAT, ikke har været forelagt Skatterådet, fordi SKAT ikke har ment, at sagen opfylder ét eller flere af kriterierne i SFL § 21, stk. 4.

Derimod kan der ikke klages over afvisninger efter SFL § 24, stk. 1 eller stk. 2, jf. SFL § 24, stk. 3, hvorfor sådanne afvisningsafgørelser kan indbringes for domstolene, jf. SFL § 48. Derimod kan en afgørelse om afvisning begrundet i andre forhold end anført i SFL § 24, stk. 1 og 2, påklages til skatteankenævnet/Landsskatteretten, dvs. svarende til klagevejen hvis anmodningen ikke var blevet afvist. Der kan f.eks. være tale om tilfælde, hvor spørgsmålet efter sin art ikke er omfattet af reglerne om bindende svar, hvor ikke alle involverede har indgivet anmodning, jf. SFL § 22, stk. 2, eller hvor Landsskatteretten eller et ankenævn tidligere har taget stilling til præcis det samme spørgsmål, jf. SFL § 14, stk. 1.

Klagen skal ske senest 3 måneder efter modtagelsen af det bindende svar, der skal vedlægges klagen. Klagen skal indgives og behandles i overensstemmelse med reglerne i skatteforvaltningsloven. Der henvises herom til afsnit H.3.4 .

Ved klagebehandlingen af et bindende svar kan der alene træffes afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for svarets afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på formuleringen af anmodningen om bindende svar gennem en klagebehandling. Landsskatterettens kendelser vedrørende bindende svar kan indbringes for domstolene af såvel forespørgeren som af skatteministeren inden 3 måneder efter kendelsens afsigelse. Sagen skal i så fald anlægges ved den landsret, i hvis kreds forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg. Der henvises i øvrigt til afsnit I.

C.1.2 Bindende svar på afgiftsområdet

C.1.2.1 Indledning

I henhold til kap. 8 i lov nr. 427 af 31. maj 2005 (skatteforvaltningsloven), blev der pr. 1. november 2005 indført bestemmelser om bindende svar på moms- og afgiftsområdet. Bestemmelserne fremgår af lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august 2006.

Reglerne om bindende svar gælder for moms- og afgiftsområdet. Der er tale om et samlet begreb, der dækker moms, lønsumsafgift, punkt-, miljø-, og energiafgifter.I dette afsnit beskrives reglerne om bindende svar for moms- og afgiftsområdet. Der er tale om et samlet begreb, der dækker moms, lønsumsafgift, punkt-, miljø-og energiafgifter.Gaveafgift er i bemærkningerne til skatteforvaltningsloven defineret som en indkomstskat og falder derfor ikke ind under dette afsnit.

C.1.2.1.1 Skatteforvaltningsloven

Éfter Skatteforvaltningsloven (SFL) kan en afgiftspligtig få et bindende svar hos SKAT i henhold til bestemmelserne i SFL §§ 21 - 25.

Reglerne om bindende svar har til formål at give borgere og virksomheder mulighed for gennem en forenklet sagsbehandling at få et hurtigt og bindende svar på det tidspunkt, der passer den enkelte, på spørgsmål om mere almindeligt forekommende moms- og afgiftsspørgsmål. Reglerne om bindende svar har således til formål at styrke virksomhedernes retsstilling ved at øge forudsigeligheden af de moms- og afgiftsmæssige konsekvenser af den enkeltes disposition.

Der kan indhentes bindende svar for såvel gennemførte som påtænkte dispositioner. Der kan dog ikke indhentes bindende svar om bevillinger eller ansøgninger om påtænkte dispositioner.

C.1.2.1.2 Forholdet mellem bindende svar og vejledende udtalelser

Uanset reglerne om bindende svar servicerer SKAT også virksomhederne gennem skriftlig vejledning og anden form for besvarelse af spørgsmål.

Efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, har SKAT pligt til at yde vejledning og bistand til fysiske personer, der retter henvendelse med spørgsmål om SKATs sagsområde. Reglerne gælder alene i forbindelse med konkrete afgørelsessager.

SKAT giver endvidere uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der uden særlig regulering af retsvirkningerne er afgivet som led i SKATs almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes på situationer, hvor en virksomhed skriftlig eller mundtligt, direkte eller indirekte har modtaget tilkendegivelser fra SKAT, under sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for en forvaltningsafgørelse. Som eksempel kan nævnes, at der er afgivet en forhåndstilkendegivelse vedrørende et konkretiseret, men ikke realiseret faktum.

Der henvises nærmere til denne vejlednings afsnit om uformaliserede forhåndstilkendegivelser og beskrivelsen af sagsbehandlingsreglerne.

C.1.2.2 Hvem kan anmode om bindende svar

Som det fremgår af SFL § 21, stk. 1, kan der indhentes bindende svar fra SKAT om de afgiftsmæssige virkninger for spørgeren af en foretagen eller påtænkt disposition.

Det følger heraf, at alle afgifts- eller betalingspligtige i Danmark kan få et bindende svar om de afgiftsmæssige virkninger af en foretagen eller påtænkt disposition. Det gælder både de, der allerede er afgifts- eller betalingspligtige her til landet, og de, der vil blive afgifts- eller betalingspligtige her til landet samt alle godtgørelsesberettigede. Dette betyder som udgangspunkt, at også udenlandske virksomheder og endnu ikke afgiftspligtige eller betalingspligtige personer kan få et bindende svar på spørgsmål om egne forhold, hvis de er eller bliver afgiftspligtige, betalingspligtige eller godtgørelsesberettigede i Danmark. Da der på afgiftsområdet ikke kan gives bindende svar for andre, er det en betingelse for at kunne få et bindende svar, at det er spørgeren selv, der blive afgiftspligtig jf. SKM2007.15.SKAT . Nedenfor er vist nogle eksempler på, hvornår en virksomhed kan - eller ikke kan - få et bindende svar på et spørgsmål om moms eller punktafgifter.

Spørgeren kan vælge at lade sig repræsentere af andre, se evt. afsnit E.3.2 i denne vejledning.

Et bindende svar kan gives både til en fællesregistrering og til et enkelt selskab m.v. i en fællesregistrering. Endvidere kan en delregistrering få et bindende svar, jf. SKM2006.44.SKAT

Eksempel 1. Hvornår er spørgeren en juridisk person

Interessentskaber, aktieselskaber mm. anses i afgiftsmæssig henseende for juridiske personer, idet afgiftspligten påhviler den SE-registrerede virksomhed. Når en virksomhed moms- eller afgiftsregistreres med mere end 1 ejer, registreres virksomheden som et interessentskab, anpartsselskab osv.

Hvis flere påtænker at starte en virksomhed sammen, kan de derfor ikke få et bindende svar, før virksomheden er registreret med et CVR-/SE-nummer.

Hvis kun den ene af personerne skal registreres som ejer af virksomheden, kan denne person spørge og få et bindende svar. Men hvis virksomheden ikke efterfølgende registreres med spørgeren - og kun med spørgeren - som eneste ejer, bortfalder det bindende svar.

Eksempel 2. Spørgeren er en brancheforening

En brancheforening kan ikke spørge på vegne af medlemmerne. Men hvis foreningen repræsenterer et medlem i den konkrete sag, som spørgsmålet vedrører, kan den få et bindende svar som repræsentant for medlemmet.

Eksempel 3. Spørgerens (købers) momsforhold er afhængig af at sælger er pålagt korrekt moms

En køber af en vare eller en ydelse kan have interesse i at modtage et bindende svar vedrørende den momsmæssige behandling af det købte. Hvis momsen på varen eller ydelsen er ukorrekt pålagt fra sælgers side, vil køberen ikke have mulighed for at fratrække den i sit momsregnskab, idet køberen kun har fradrag for den moms, der er skyldig efter loven. En anmodning om bindende svar om, hvorvidt den købte vare eller ydelse er momspligtig, anses i denne situation for at være et spørgsmål, som vedrører spørgerens egne forhold.

Eksempel 4. Spørgeren er en dansk virksomhed

Moms og punktafgifter. En dansk virksomhed kan få bindende svar på spørgsmål vedrørende både moms og punktafgifter, hvis spørgeren anmoder om svar vedrørende den afgift, som virksomheden selv skal betale.

Som det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningslovens § 21 kan en juridisk person kun få et bindende svar, hvis den har et CVR-/SE-nummer.

For personligt drevne virksomheder bliver ejeren afgiftspligtig. Ejeren kan derfor altid få et bindende svar på spørgsmål om en kommende virksomheds moms- og afgiftsforhold.

Eksempel 5. Spørgeren er en udenlandsk virksomhed

Moms.

Udenlandske virksomheder kan få bindende svar om moms. Det er dog en betingelse, at der er tale om en allerede eksisterende virksomhed. Det er yderligere en betingelse, at virksomheden er eller bliver registreringspligtig, valgfrit registreret eller godtgørelsesberettiget. Besvarelsen af virksomhedens spørgsmål skal have betydning for virksomhedens salgsmoms mv., købsmoms eller det godtgørelsesberettigede beløb.

Punktafgifter.

Hovedregel.

Når en udenlandsk virksomhed eksporterer til Danmark, skal den erhvervsmæssige aftager i Danmark være registreret som enten varemodtager eller oplagshaver. Det vil være den i Danmark registrerede varemodtager eller oplagshaver, der bliver afgiftspligtig. Derfor vil den i Danmark registrerede varemodtager eller oplagshaver kunne få et bindende svar.

Den udenlandske virksomhed bliver ikke afgiftspligtig til Danmark og kan derfor ikke få bindende svar.

Hvis den udenlandske virksomhed har eget forretningssted i Danmark og er registreret som varemodtager eller oplagshaver bliver denne afgiftspligtig. Den i Danmark registrerede varemodtager eller oplagshaver kan få et bindende svar. Den udenlandske virksomhed skal derfor anmode om det bindende svar gennem sit danske forretningssted.

Undtagelse.

Hvis salget af varen fra den udenlandske virksomhed er omfattet af EU's fjernsalgsregler og virksomheden forestår forsendelsen af varen (internethandel og postordresalg) er den udenlandske virksomhed punktafgiftspligtig. Den udenlandske virksomhed kan derfor få et bindende svar

Den udenlandske virksomhed, der eksporterer - eller påtænker at eksportere - til Danmark efter reglerne i EU's fjernsalgsregler, skal have enten et forretningssted i Danmark eller en fiskal repræsentant. Det danske forretningssted eller den fiskale repræsentant vil også kunne spørge på vegne af den udenlandske virksomhed.

C.1.2.3 Sagsområder - dispositioner

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at på afgiftsområdet forstås en disposition som; leverancer af varer og ydelser mod vederlag, erhvervelse af varer og ydelser mod vederlag, ud- og indførsel af varer og ydelser, udvinding eller fremstilling af afgiftspligtige varer, oplagring af afgiftspligtige varer, samt andre aktiviteter, der har afgiftsmæssige konsekvenser.

C.1.2.3.1 SKAT har kompetence til at afgøre spørgsmålet

Bindende svar gives som udgangspunkt om alle afgiftsspørgsmål, når SKAT har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. SFL § 21, stk. 1.

Da beregning og opkrævning af boafgift (afgift ved arv) foretages af skifteretterne, kan der ikke gives bindende svar på spørgsmål om boafgift. Der kan således heller ikke gives bindende svar på spørgsmål om værdiansættelse af et aktiv i et dødsbo, hvis værdiansættelsen skal anvendes til skifteretternes beregning og opkrævning af boafgift.

Tilskud til elproduktion. Der er etableret en ordning under Energistyrelsen, så der kan ydes tilskud til elektricitet fremstillet ved visse energikilder. Tilskudsordningen fremgår af lovbekendtgørelse nr. 490 af 13. juni 2003 om tilskud til elproduktion. Der kan ikke gives bindende svar på spørgsmål herom.

Tilskud til CO2-afgift. Det er muligt for virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, og som indgår aftale med Energistyrelsen om at gennemføre energieffektiviseringer, at opnå tilskud til virksomhedernes udgift til CO2-afgift efter lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997 om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug. SKAT træffer afgørelser i spørgsmål om opgørelse af afgiftsgrundlaget for beregning af tilskud til CO2-afgift. SKAT kan give et bindende svar på spørgsmål herom, hvis SKAT har det fornødne grundlag herfor, herunder oplysninger om de forudsætninger, der ligger til grund for Energistyrelsens tilsagn.

C.1.2.3.2 Gennemførte og påtænkte dispositioner

Der kan gives bindende svar om både gennemførte og påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 1.

Gennemførte dispositioner kan være enkeltstående dispositioner, der er gennemført, når der anmodes om det bindende svar. Gennemførte dispositioner kan også være identiske dispositioner, som både er gennemført inden, der anmodes om bindende svar, og løbende gennemføres også efter anmodningen indgives.

Der kan kun gives bindende svar om de afgiftsmæssige virkninger af en konkret disposition, som er foretaget eller vil blive foretaget af en konkret afgiftspligtig eller betalingspligtig. Bindende svar gives således kun om handlinger, der har en afgiftsmæssig konsekvens, hvad enten den fører til afgiftspligt, til afgiftsfritagelse eller til, at dispositionen falder helt uden for afgiftslovgivningens område. Fx kan en virksomhed, der vil udvikle og sælge kurser i personlig udvikling, få bindende svar om, hvorvidt den er pligtig til at afregne moms eller lønsumsafgift.

Der kan ikke anmodes om bindende svar om fortolkningen af en bestemmelse i afgiftslovgivningen. Fx kan der ikke anmodes om et bindende svar på et generelt spørgsmål om hvilke typer af dispositioner, der er omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom.

Der kan heller ikke afgives bindende svar, hvor alternative løsningsmuligheder ønskes belyst.

Ved spørgsmål, der vedrører skønsmæssige opgørelser, som fx delvis momsfradragsret, kan der gives bindende svar om metoden eller principperne for opgørelsen, men ikke den konkrete sats eller den konkrete opgørelse.

C.1.2.3.3 Told

Det fremgår af SFL § 21, stk. 3, at der ikke kan gives bindende svar om spørgsmål indenfor toldlovgivningen.

C.1.2.3.4 Bevillinger, ansøgninger og dispensationer

Der gives ikke bindende svar om bevillinger, ansøgninger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 3.

Ansøgninger om dispensationer eller bevillinger, som fx momsfritagelse for et velgørende arrangement efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, skal som hovedregel indleveres til SKAT, før aktiviteten eller dispositionerne foretages. På denne måde har selve ansøgningsproceduren den samme virkning som en anmodning om bindende svar. Spørgsmål, der forudsætter en ansøgning fra virksomheden til SKAT, falder således af sig selv uden for området for bindende svar.

Som eksempel på andre bestemmelser vedrørende bevillinger eller dispensationer i afgiftslove kan nævnes

Momsloven

Processuelle regler på SKATs område 2007-3

C. Bindende svar og andre tilkendegivelser

C.1 Bindende svar

C.1.1 Generelt om bindende svar

Formålet

Ifølge SFL §§ 21 - 25 kan de skattepligtige få besvaret deres skattespørgsmål på en sådan måde, at skattemyndigheden er bundet af besvarelsen, når myndigheden til sin tid ved selve ligningen skal tage stilling til den gennemførte disposition.

Kompetence

Det er SKAT, der har kompetence til at afgive bindende svar. SKAT skal dog forelægge visse anmodninger om bindende svar for Skatterådet. Det drejer sig om sager, der vil kunne få betydning for et større antal skatteydere, sager om større økonomiske værdier, sager vedrørende fortolkning af ny lovgivning, sager, der tager stilling til et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde samt endelig sager, der i øvrigt har påkaldt sig eller skønnes at ville påkalde sig større offentlig interesse, jf. SFL § 21, stk. 4. SKATs direktør og Skatterådets formand har indgået en aftale om de sager, som SKAT skal forelægge for Skatterådet, jf. SKM.2007.72.SKAT.

Hvilke sagsområder

Der kan gives bindende svar på alle de sagsområder, hvor SKAT har kompetence til at afgøre spørgsmålet, jf. SFL § 21, stk. 1. Der kan dog ikke gives bindende svar vedrørende told, ligesom der heller ikke kan gives bindende svar om bevillinger eller dispensationer vedrørende påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 3. Der kan ikke gives bindende svar om spørgsmål omfattet af ejendomsvurderingsloven.

Hvem kan få et bindende svar

Bindende svar gives om den skattemæssige virkning for forespørgeren af en disposition, som forespørgeren har foretaget eller påtænker at foretage ("egne forhold"), jf. SFL § 21, stk. 1. Derudover kan der gives bindende svar om virkningen af indkomstskat, ejendomsværdiskat eller afgift efter pensionsbeskatningsloven for andre end forespørgeren af en disposition, som forespørgeren påtænker at foretage ("andres forhold"), jf. SFL § 21, stk. 2. Det er således kun den, der disponerer eller repræsenterer den disponerende, der kan anmode om et bindende svar. Der er derfor ikke hjemmel til at afgive et bindende svar i en situation, hvor eksempelvis en hovedaktionær spørger om de skattemæssige konsekvenser af en disposition, som hovedaktionærens selskab påtænker at foretage, medmindre det kan lægges til grund, at selskabet har befuldmægtiget hovedaktionæren til at indgive anmodning. På tilsvarende vis er der ikke hjemmel til at afgive et bindende svar, hvis en ægtefælle spørger om de skattemæssige konsekvenser af en disposition, som den anden ægtefælle påtænker at foretage. Uanset dette vil en stifter af et påtænkt stiftet selskab kunne indgive anmodning vedrørende de skattemæssige virkninger for selskabet, idet et ikke stiftet selskab repræsenteres af stifteren.

Hvilke dispositioner

Der kan for så vidt angår "egne forhold" gives bindende svar både om gennemførte og påtænkte dispositioner, dvs dispositioner, som endnu ikke er foretaget på tidspunktet for fremsættelse af anmodningen om det bindende svar, men som det overvejes at foretage. For så vidt angår "andres forhold" kan der kun spørges om den skattemæssige virkning af påtænkte dispositioner, jf. SFL § 21, stk. 1 og 2.

Krav til anmodningen

Anmodningen om et bindende svar skal være skriftlig og indsendes til SKAT. Anmodningen skal indsendes inden 1 måned efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis spørgerens regnskabsår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det regnskabsår, som indkomståret træder i stedet for. Anmodninger, der vedrører dødsboer, skal indgives senest 1 måned efter skæringsdatoen, jf. SFL § 22, stk. 1. Se de særlige frister på afgiftsområdet under afsnit C.1.2 .

Spørgsmålene bør være formuleret på en sådan måde, at det/de i princippet kan besvares med et ja eller nej. Sammen med anmodningen indsendes gebyret efter SFL § 23, stk. 1 og 2.

Hvis der anmodes om et bindende svar om opgørelsen af en afståelsessum eller fordelingen heraf efter afskrivningslovens § 45, stk. 1 og 2 eller ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 4 og 5, en kontrolleret transaktion eller en transaktion mellem en hovedaktionær og det af denne beherskede selskab, kan svaret have skattemæssige virkninger for alle parter i dispositionen. Det er i disse tilfælde en betingelse for at få et bindende svar, at alle parterne anmoder om et bindende svar. Dette gælder dog ikke, hvis det er sikkert, at en part ikke bliver skattemæssigt berørt af svaret, fx. en udenlandsk part, jf. herom SFL § 22, stk. 2.

I situationer som omhandlet i SFL § 22, stk. 2, skal det fremgå af svaret, hvilke andre involverede spørgere, der har modtaget et ligelydende svar.

Ved anmodning om et bindende svar om opgørelsen af en afståelsessum eller fordelingen heraf efter afskrivningslovens § 45, stk. 1 og 2 eller ejendomsavancelovens § 4, stk. 4 og 5, skal hver af parterne i købsaftalen som nævnt ovenfor anmode om et bindende svar. Hvis en sælger i en sådan situation anmoder om bindende svar på et tidspunkt, hvor der endnu ikke eksisterer en identificeret køber, vil der kunne gives et bindende svar, uanset betingelsen i SFL § 22, stk. 2, nr. 1, om, at alle parter skal indgive en anmodning. Sådanne anmodninger om bindende svar skal med andre ord ikke afvises, blot fordi anmodningen er indgivet på et tidspunkt, hvor der ikke eksisterer en aktuel køber. I det bindende svar skal det dog tilføjes, at det er en forudsætning for den bindende virkning, at en kommende køber lægger svaret til grund i selvangivelsen samt at en kommende køber vil være bundet af udfaldet af en eventuel klagesag foranlediget af en af parterne, jf. SKM2006.206.SKAT .

Elektronisk ansøgning

For at smidiggøre behandlingen af anmodninger om bindende svar er der indført en elektronisk ansøgningsmulighed. Ansøgningen om bindende svar skal i så fald udarbejdes i en særlig skabelon, der kan hentes på http://www.skat.dk/ og udfyldes på brugerens egen pc. Den færdige ansøgning indsendes til SKAT via en formular på http://www.skat.dk/ . Det er også muligt at indsende bilag og at betale gebyret elektronisk.

Gebyr

For at få et bindende svar skal der betales et gebyr, jf. SFL § 23, stk. 1.

Gebyret skal være betalt, før den egentlige behandling af anmodningen påbegyndes.

Gebyret tilbagebetales, hvis der træffes afgørelse om afvisning af anmodningen.

Gebyret reguleres efter § 20 i personskatteloven. For anmodninger om "egne forhold", jf. SFL § 24, stk. 1, er gebyret i 2006 på 300 kr. pr. disposition, der ønskes vurderet. For anmodninger om svar om "andres forhold", jf. SFL § 24, stk. 2, er gebyret i 2006 på 9.300 kr. pr. disposition.

I tilfælde som nævnt i SFL § 22, stk. 2, hvor dispositionen vedrører flere parter, dækker gebyret alle parterne. Tilsammen skal de således kun betale ét gebyr. Det er op til parterne at afgøre, hvem der skal betale gebyret, herunder hvorledes udgiften skal fordeles mellem dem.

Administration og sagsbehandling

SKAT kontrollerer, om gebyret er indbetalt. Desuden kontrollerer SKAT, om betingelserne for at få et bindende svar er opfyldt. Herefter kvitterer SKAT for modtagelse af anmodningen om bindende svar og for betalingen af gebyret. Hvis gebyret ikke er indsendt sammen med anmodningen, giver SKAT en kort frist for eftersendelse af gebyret. Anmodningen behandles først, når gebyret er modtaget. Det er en betingelse, at sagen er tilstrækkeligt godt oplyst, således at der kan gives et bindende svar uden yderligere oplysninger eller dokumentation. Hvis dette ikke er tilfældet, kan forespørgeren opfordres til at fremkomme med yderligere oplysninger, jf. SFL § 24, stk. 1. Der skal fastsættes en passende frist herfor (fx 14 dage). Hvis de ønskede oplysninger mv. ikke indsendes inden fristens udløb, kan anmodningen afvises, eller svaret begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt belyst, jf. SFL § 24, stk. 1. SKAT afgiver normalt det bindende svar. I tilfælde af, at sagen skal forelægges Skatterådet, udarbejder SKAT som sekretariat for Skatterådet udkastet til det bindende svar, som forelægges Skatterådet til afgørelse.

Svartiden er som udgangspunkt en måned for så vidt angår bindende svar, der afgives af SKAT. Hvis svaret afgives af Skatterådet, er svartiden som udgangspunkt 3 måneder. Der kan dog gå længere tid, hvis sagen ikke er tilstrækkeligt godt oplyst, eller hvis sagen er kompliceret.

Et bindende svar skal indeholde sådanne oplysninger om det faktiske og retlige grundlag for afgørelsen, at skattemyndigheden med sikkerhed kan afgrænse svarets anvendelsesområde.

Afvisning

Hvis spørgeren trods opfordring hertil ikke indsendt relevante supplerende oplysninger kan spørgsmålet afvises eller svarets indhold begrænses, jf. SFL § 24, stk. 1. Der kan endvidere ske afvisning, hvis anmodningen om bindende svar er af en sådan karakter, at den ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler afgørende mod en besvarelse, jf. SFL § 24, stk. 2. Som eksempler herpå kan nævnes, at der er igangsat en kontrol eller revision, der berører spørgeren, eller at anmodningen om bindende svar giver anledning til at foretage kontrol af dispositionen, f.eks. fordi virksomheden aldrig har været registreret i forhold til aktiviteten. Afgørende hensyn, der taler mod en besvarelse, kan også være, at SKAT tidligere har taget stilling til præcis det samme spørgsmål, og hvor klagefristen er udløbet på det tidspunkt, hvor der anmodes om bindende svar. Som eksempler på afvisning kan nævnes SKM2007.181.SR og SKM2007.188.SR , hvor afvisning i begge tilfælde var begrundet med, at spørgerne havde undladt at indsende dokumentation for kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation.

I forbindelse med administrationen af afvisning bør der i øvrigt generelt henses til, om spørgsmålet har en karakter, der gør det vanskeligt at besvare inden for spørgerens tidsramme, eller om det er muligt at besvare spørgsmålet løsrevet fra spørgerens andre skattemæssige forhold.

Endelig er afvisningsmuligheden tænkt anvendt på spørgsmål om fremtidige dispositioner, der har en sådan karakter, at spørgsmålet får en teoretisk karakter, f.eks. hvis alternative løsningsmuligheder ønskes belyst.

I tilfælde af afvisning tilbagebetales gebyret.

Svar med forbehold

Der bør som udgangspunkt ikke anvendes forbehold i et bindende svar. Der kan dog undtagelsesvis være behov for at svare med forbehold fremfor at afvise anmodningen. Svar med forbehold forudsætter under alle omstændigheder, at alle muligheder for at få sagen oplyst, er udtømt. Dernæst forudsætter svar med forbehold, at forbeholdet er formuleret klart og entydigt, samt at det vurderes, at det for spørgeren har afgørende betydning at få et svar fremfor en afvisning.

Bindende virkning

Et svar efter SFL §§ 21 - 25 er bindende for skattemyndighederne i forhold til spørgeren eller i forhold til andre som omtalt i SFL § 21, stk. 2 ved behandlingen af det beskrevne forhold i 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1. Vedrørende afgift, excl. gaveafgift og afgift efter pensionsbeskatningsloven, gælder særlige regler om beregning af 5-års perioden, jf. SFL § 22, stk. 3, og C.1.2.7 . Det bindende svar er derimod ikke bindende for vedkommende skattepligtige. Det betyder, at den skattepligtige frit kan selvangive i strid med et meddelt bindende svar, og at den skattepligtige har mulighed for at få prøvet sagen i den almindelige klageinstansfølge. Det er en følge af kravet i SFL § 22, stk. 2 om, at alle parter i en købsaftale, en gaveaftale eller en koncerntransaktion skal anmode om et bindende svar, at den bindende virkning bortfalder, hvis ikke alle lægger svaret til grund i selvangivelsen, og at en klagemyndigheds ændring af svaret gælder for samtlige involverede, jf. SKM2006.206.SKAT . Hvis myndighederne efter udløbet af 5-års perioden ikke længere ønsker at lægge svaret til grund, bør der gives den skattepligtige et passende varsel herom, medmindre årsagen til den ændrede behandling tidligere har været offentliggjort, eksempelvis en generel praksisændring.

Bindingsperioden fastsat kortere end 5 år

De 5 år regnes som nævnt vedrørende skat, gaveafgift og afgift efter pensionsbeskatningsloven fra spørgerens modtagelse af svaret, medmindre det med hjemmel i SFL § 25, stk. 1, er fastsat i svaret, at svaret kun skal være bindende i en kortere periode. En kortere bindingsperiode kræver særlig begrundelse, der skal anføres i svaret, og kan navnlig tænkes anvendt i tilfælde, hvor der spørges om værdien af et aktiv, der påtænkes overdraget eller er overdraget, eller i tilfælde, hvor der i løbet af en forholdsvis kort tidshorisont kan ventes en afgørende dom mv, eller hvis der er tale om en anmodning vedrørende en kontrolleret transaktion.

I de sidstnævnte situationer kan det efter omstændighederne, som alternativ til en forkortet bindingsperiode, være relevant i stedet for at præcisere de nærmere bestemte forudsætninger, der er tillagt afgørende betydning for svarets indhold, uanset hvilken karakter disse forudsætninger måtte have. Det skal i givet fald tillige præciseres, hvilke ændringer i disse forudsætninger, der vil medføre bortfald af den bindende virkning. Dette indebærer, at der er mulighed for at indsætte såkaldte "critical assumptions" på samme måde som i bilaterale Advance Pricing Agreements indgået med udenlandske skattemyndigheder. Indsættelse af "critical assumptions" vil typisk være relevant ved løbende transaktioner.

Ændrede forudsætninger for svaret

Det bindende svar er dog ikke bindende for skattemyndighederne i det omfang, der er sket ændringer i faktiske eller retlige forudsætninger, der har været afgørende for indholdet af svaret. Relevante ændringer i retlige forudsætninger, der kan bringe den bindende virkning til ophør, er ændringer i love eller bekendtgørelser, der har ligget til grund for svaret og må anses for at have været bestemmende for indholdet af svaret. Det samme gælder, i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten, jf. SFL § 25, stk. 2. En efterfølgende praksisændring ved domstolene eller hos de administrative myndigheder vil ikke være en bristende forudsætning, der kan bringe den bindende virkning til ophør inden udløbet af 5-års perioden. Ændring i de faktiske forudsætninger for et svar kan eksempelvis være en følge af, at der i svaret er angivet visse nærmere forudsætninger, der efterfølgende har ændret sig. Navnlig i bindende svar om værdiansættelse af kontrollerede transaktioner vil der ofte være angivet mere specificerede forudsætninger.

Det kan dog forekomme, at et bindende svar delvis skal lægges til grund ved skatteansættelsen, selvom der er sket ændringer i de forudsætninger, der lå til grund for svaret. Det kan fx være tilfældet, hvor den pågældende del af svaret utvivlsomt ikke er berørt af de ændrede forudsætninger. Skatteyderen kan påberåbe sig sit bindende svar, selv om skattemyndighederne senere har ændret praksis på området. Hvis et bindende svar tilsidesættes på grund af ændrede forudsætninger, kan afgørelsen herom påklages på samme måde som den afgørelse, som svaret ellers skulle have indgået i.

Et svar, der vedrører fortolkningen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, er heller ikke bindende for skattemyndighederne, i det omfang en udenlandsk respektive en færøsk eller en grønlandsk skattemyndighed lægger en anden vurdering af det pågældende spørgsmål til grund, jf. SFL § 25, stk. 3.

C.1 Bindende svar

C.2 Uformaliserede forhåndstilkendegivelser

C.3 Uformaliserede forhåndstilkendegivelser inden etablering af enhedsorganisationen