Legislator Case Law & Legislation
E20076A00012 DK

INDEHOLDELSE AF A-SKAT, AM-BIDRAG OG SP-BIDRAG 2007 L STRAFANSVAR

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Stor vejledning 2007

Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag; 2007-3

L Strafansvar

Straffebestemmelserne findes i KSL §§ 74 - 79 A, jf. lovbek. nr. 1086 af 14. november 2005, i AMFL §§ 18 - 20, jf. lovbek. nr. 863 af 2. september 2005, i OPKL §§ 17-19, jf. lovbek. nr. 289 af 28. april 2003, i KSLbek. nr. 993 af 19. oktober 2005, § 41, i AMFLbek. nr. 136 af 17. februar 2005, §§ 31 og 32 (AMFLs straffebestemmelser omfatter også SP-bidraget efter ATP-lovens § 17 f, jf. lovbek. nr. 689 af 20. august 2002), samt i OPKLbek. nr. 503 af 15. juni 2003, § 11.

L.1 Generelt

Der kan kun straffes efter KSL, AMFL og OPKL, hvis straffelovens almindelige betingelser (strafbarhedsbetingelser mv.) er opfyldt. Det betyder bl.a., at der skal foreligge subjektiv tilregnelse i form af forsæt eller grov uagtsomhed, jf. afsnit L.2.

Der er i OPKL sammenfald med straffebestemmelserne i den underliggende materielle lovgivning i KSL og AMFL. Dette gælder OPKL § 17, stk.1, nr. 1, om rettidig afgivelse af angivelse, og OPKL § 17, stk. 1, nr. 2, om afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielse af oplysninger til brug for angivelse af skatter eller afgifter mv.

I praksis løses sammenstødet mellem OPKL § 17 og de tilsvarende straffebestemmelser i KSL og AMFL på den måde, at de to specialloves straffebestemmelser har forrang for ansvaret efter OPKL. Det drejer sig om KSL § 74, stk. 1, nr. 2 og 3, samt AMFL § 18, stk. 1, litra a.

I afsnit L.3 beskrives således alene disse overtrædelser som overtrædelse af KSL i afsnit L.3.3, og som overtrædelse af henholdsvis KSL og AMFL i afsnit L.3.4.

I denne vejledning gennemgås de materielle regler i kildeskattelovgivningen, som beskriver de strafbare handlinger og undladelser. De straffeprocessuelle spørgsmål, herunder betingelserne for straf, sanktioner m.v. beskrives i procesvejledningens afsnit R, hvortil der henvises.

L.2 Subjektiv tilregnelse

Efter KSL § 74, stk. 1, AMFL § 18, stk. 1 og OPKL § 17, stk. 1 er det den forsætlige eller groft uagtsomme handlemåde, der er strafbar. Den simpelt uagtsomme handlemåde er straffri.

Efter KSL § 75, nr. 1 er kun den forsætlige handlemåde strafbar.

Er overtrædelsen af KSL, AMFL og/eller OPKL begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat eller bidrag, eller foreligger der i øvrigt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. KSL § 74, stk. 2, AMFL § 18, stk. 2 og OPKL § 17, stk. 2.

L.3 Den indeholdelsespligtiges strafansvar

L.3.1 Ikke indeholdt A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag

Ifølge KSL § 74, stk. 1, nr. 1 og AMFL § 18, stk. 1, litra b straffes den indeholdelsespligtige, der undlader at foretage indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.

Bøde for overtrædelse af KSL § 74, stk. 1, nr. 1, og AMFL § 18, stk. 1, litra b, er 25 % af den ikke indeholdte A-skat eller det ikke indeholdte bidrag. I mindre grove tilfælde kan bøde fastsættes som en ordensbøde, eller sagen kan afgøres med en advarsel.

L.3.2 Ikke rettidig angivelse

Ifølge KSL § 74, stk. 1, nr. 2 straffes den indeholdelsespligtige, der ikke rettidigt indgiver angivelse.

På tilsvarende måde straffes også den, der undlader rettidigt at indgive angivelse om det i angivelsesperioden i alt opgjorte og indeholdte AM-bidrag, jf. OPKL § 17, stk. 1, nr. 1.

Efter bortfaldet af strafansvaret efter opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, for manglende/ikke rettidig indbetaling af A-skat og AM-bidrag skal bødesanktionssystemet vedrørende overtrædelse af kildeskattelovgivningen ændres i de tilfælde, hvor det nu afskaffede maskinelle bødeberegningssystem i kildeskattestraffesager har dannet grundlag for en bødefastsættelse beregnet ud fra "fortjenesten" ved for sen betaling. Der skal ved prøvesager ved domstolene fastsættes en bødepraksis, inden overtrædelse af KSL § 74, stk. 1, nr. 2, kan tilbydes afgjort ved bødeforelæg.

L.3.3 Afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger

Ifølge KSL § 74, stk. 1, nr. 3 og AMFL § 18, stk. 1, litra a straffes den indeholdelsespligtige, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om grundlaget for A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag.

Efter bortfaldet af strafansvaret efter opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, for manglende/ikke rettidig indbetaling af A-skat og AM-bidrag skal bødesanktionssystemet vedrørende overtrædelse af kildeskattelovgivningen ændres i de tilfælde, hvor det nu afskaffede maskinelle bødeberegningssystem i kildeskattestraffesager har dannet grundlag for en bødefastsættelse beregnet ud fra "fortjenesten" ved for sen betaling. Der skal ved prøvesager ved domstolene fastsættes en bødepraksis, inden overtrædelse af KSL § 74, stk. 1, nr. 3, og AMFL § 18, stk. 1, litra a, kan tilbydes afgjort ved bødeforelæg.

L.3.4 Elektroniske skattekortoplysninger

Ifølge KSL § 74, stk. 1, nr. 4 straffes den indeholdelsespligtige, der anmoder om elektroniske skattekortoplysninger vedrørende personer, som man på anmodningstidspunktet ikke kan påregne at skulle udbetale A-indkomst til.

Der er ikke nogen praksis for, hvordan denne overtrædelse straffes.

L.3.5 Pålæg om registrering af ansatte

I § 74 A straffes manglende registrering af ansatte (logbog), jf. KSL § 86 A, stk. 1, eller manglende forevisning af registreringer efter begæring, jf. KSL § 86 A, stk. 2, på samme måde, som der kan straffes for overtrædelse af § 74.

Der er endnu ingen praksis for, hvordan disse overtrædelser straffes.

L.3.6 Strafansvar for juridiske personer

Efter KSL § 77, AMFL § 18, stk. 3 og OPKL § 17, stk. 5 kan der, jf. straffelovens kapitel 5, pålægges den juridiske person et bødeansvar. Dette begrundes med, at det er den juridiske person, der må antages at have opnået den økonomiske fordel ved den strafbare overtrædelse. Frihedsstraf kan aldrig komme på tale i forbindelse med ansvar for juridiske personer - heller ikke i form af forvandlingsstraf.

Hvis den daglige leder af den juridiske person er hovedaktionær eller hovedanpartshaver (dvs. ejer mere end 50 pct. af kapitalen) og enerådende disponerer på selskabets vegne, rettes strafansvaret dog mod denne.

En kombination af ansvar for juridiske personer og personligt ansvar forekommer i selskaber med en direktør og daglig leder, der handler på selskabets vegne, men som ikke ejer aktie- eller anpartsmajoriteten i selskabet. I disse tilfælde beregnes en samlet bøde, hvoraf 80 pct. pålægges selskabet og 20 pct. pålægges den daglige leder. Hvis der er flere direktører eller daglige ledere, der skønnes ansvarlige, deles 20 pct.-bøden ligeligt mellem disse.

L.4 Lønmodtageres strafansvar

L.4.1 Udbetaling af A-indkomst uden indeholdt A-skat

Lader en lønmodtager sig udbetale A-indkomst vidende om, at der ikke i indkomsten er indeholdt A-skat som påbudt, kan vedkommende straffes efter KSL § 75, nr. 1.

Bøde for overtrædelse af KSL § 75, nr. 1 er 25 pct. af den ikke indeholdte A-skat.

L.4.2 Elektroniske skattekort

Ifølge KSL § 75, nr. 2 straffes den lønmodtager, der benytter et skattekort over for en anden indeholdelsespligtig end den, hvortil skattekortet er afgivet elektronisk.

Der er ikke nogen praksis for, hvordan denne overtrædelse straffes.

L.4.3 Afgivelse af visse urigtige eller vildledende oplysninger efter KSL

Hvis en lønmodtager afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelsen af, om en indkomst er A-indkomst eller B-indkomst, til brug for forskudsregistreringen eller til brug for foreløbig redegørelse vedrørende forventede indkomstforhold, kan lønmodtageren straffes efter KSL § 75, nr. 3.

Bøde for overtrædelse af KSL § 75, nr. 3 er 25 pct. af den A-skat, der som følge af de urigtige oplysninger ikke bliver indeholdt.

L.4.4 Passivposter

Afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved beregning af passivpsoter efter § 33 D eller fortielse af oplysninger af betydning for beregningen er strafbart, jf. § 75, nr. 4.

Der er ikke nogen praksis for, hvordan en sådan overtrædelse straffes.

L.4.5 Oplysninger i forbindelse med kontrol

Efter § 86, stk. 4 og 5 har lønmodtageren pligt til at oplyse navn, adresse, fødselsdato og give oplysninger om ansættelsesforholdet i forbindelse med en kontrol på arbejdspladsen. Undladelse af dette eller afgivelse af urigtige oplysninger er strafbart efter § 75, nr. 5.

Der er ikke nogen praksis for, hvordan en sådan overtrædelse straffes.

L.5 Fortsat drift trods nægtet registrering

Hvis myndighederne har nægtet registrering, og der fortsat drives virksomhed, der er indeholdelsespligtig, kan den indeholdelsespligtige straffes efter OPKL § 17, stk. 3.

Der er ikke nogen praksis for, hvordan disse overtrædelser straffes.

L.6 Sanktioner for overtrædelse af KSL § 74, stk. 2, AMFL § 18, stk. 2 og OPKL § 17, stk. 2

Hvis forholdet er begået med forsæt til at unddrage skat eller bidrag, jf. KSL § 74, stk. 2, AMFL § 18, stk. 2 og OPKL § 17, stk. 2, og der ikke er grundlag for at kræve frihedsstraf, skal der straffes med en bøde.

Efter bortfaldet af strafansvaret efter opkrævningslovens § 17, stk. 1, nr. 3, for manglende/ikke rettidig indbetaling af A-skat og AM-bidrag skal bødesanktionssystemet vedrørende overtrædelse af kildeskattelovgivningen ændres i de tilfælde, hvor det nu afskaffede maskinelle bødebereg-ningssystem i kildeskattestraffesager har dannet grundlag for en bødefastsættelse beregnet ud fra "fortjenesten" ved for sen betaling. Der skal ved prøvesager ved domstolene fastsættes en bødepraksis, inden overtrædelse af KSL § 74, stk. 2, og AMFL § 18, stk. 2, og OPKL § 17, stk. 2, kan tilbydes afgjort ved bødeforelæg.

L.7 Overtrædelse af fastsatte forskrifter

I forskrifter, der er udstedt i medfør af KSL, AMFL og OPKL, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelser af bestemmelser i forskrifterne, jf. KSL § 76, AMFL § 18, stk. 4 og OPKL § 17, stk. 4. Der henvises til KSLbek. § 53 og AMFLbek. §§ 31 og 32, samt OPKLbek. § 11. Det bemærkes i den forbindelse, at det efter de nævnte bekendtgørelser bl.a. også kan være strafbart ikke at tilmelde sig til registrering i SKAT´s Erhvervssystem.

Stor vejledning 2007

L.1 Generelt

L.2 Subjektiv tilregnelse

L.3 Den indeholdelsespligtiges strafansvar

L.4 Lønmodtageres strafansvar

L.5 Fortsat drift trods nægtet registrering

L.6 Sanktioner for overtrædelse af KSL § 74, stk. 2, AMFL § 18, stk. 2 og OPKL § 17, stk. 2

L.7 Overtrædelse af fastsatte forskrifter

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →